Flere soldater bevæger sig hurtigt og effektivt rundt i mørket kun oplyst af en grøn laserstråle. Sceneskift. En soldat hopper ud af en helikopter i fuld udrustning med det åbne landskab under sig. Endnu et sceneskift. To soldater befinder sig inde i noget, der ligner en kampvogn, i fuld færd med at sprænge noget i stykker udenfor kampvognens pansrede vægge.
Sådan fortsætter det. Scene på scene i små fire minutter. Alle flankeret af Metallicas nummer “For whom the bell toll”. Vi ser soldater i krig mikset med trommer, hårde rytmer og vers, der lyder:
Make his fight on the hill in the early day
Constant chill deep inside
Shouting gun, on they run through the endless grey
Ovenstående sekvens er fra en krigsvideo sammenklippet af en masse små autentiske klip af soldater i action peppet op med heavy metal. Og den slags musikvideoer, som både kan være produceret af professionelle og amatører, er blevet en del af selve krigsførelsen.
Det viser forskning foretaget af Helle Malmvig, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
“Brugen af musikvideoer er blevet en krigsteknologi, der kan sammenlignes lidt med soldaternes fysiske træning. De styrker mentalt soldaterne, fordi der er kæmpe følelser på spil i dem. Og så kan de tale til både det modige i soldaterne lige inden en kamphandling og til det mere sentimentale i os civile, der romantiserer helten og selve ideen om krig”, fortæller Helle Malmvig.
Hun påpeger dog, at når fortællingen om krig bliver romantisk og rosenrødt, er der selvsagt nogle nuancer, som udebliver, og det er en etisk glidebane, som er vigtig at diskutere.
Musik og krig er ikke nye venner. Tværtimod har de altid fulgtes ad. Blandt andet kan man både i Biblen og Iliaden læse om, hvordan trompeter er med på slagmarken, og sådan går musik og krig hånd og hånd op gennem historien, siger Helle Malmvig.
“Musik har altid fyldt meget og mere end billeder i krig. Længe før vores tidsregning har man eksempelvis brugt trommer til at skræmme fjenden væk, mens man også har brugt kæmpestore symfonier som Beethovens til at fejre krig og sejre”.
Smider man billeder oven i musikken, har man en effektiv krigs-kombi.
“Vi ved jo fra filmens og musikkens verden at både billeder og musik er meget mere effektive end en lang politisk tale. Det gælder også for de her musikvideoer, fordi de taler indirekte til os, uden vi helt opdager det”.
Ifølge Helle Malmvig skyldes det, at vi bliver ramt af den stemning, som musikken tilbyder, og dermed ikke nødvendigvis lægger mærke til, hvad den gør ved os. Hun sammenligner det med fællessang, hvor vi ofte synger med uden at bemærke ordene i en given tekst.
“Musikken tager en med ind i et særligt rum, hvor man glemmer sig selv. Og sådan danner de her musikvideoerne nogle følelser, som kan overskride nogle grænser og normer for, hvad man kan sige og vise”, siger Helle Malmvig.
Så når en soldat uden at blinke kaster sig ud fra et fly til heavy rock, eller når den Irakiske sanger Ahmed Jawad synger til poptoner om Iraks kamp mod Islamisk Stat, taler det altså til følelserne i os. Og det gør dem til effektive redskaber. Men til hvad? Faktisk flere ting, siger Helle Malmvig.
“Musikvideoerne bliver både brugt til at rekruttere nye soldater, til at skræmme fjender væk og til motivere soldaterne inden en kamphandling”, forklarer hun.
“På den måde bliver de brugt i flere sammenhænge”.
Det er vigtigt at understrege, at de musikvideoer som Helle Malmvig har forsket i ikke forveksles med jihadist-videoer, hvor såkaldte nasheeds kører i baggrunden. For i modsætning til dem så er der meget sjældent direkte voldelige scener at finde i de her musikvideoer. Tværtimod.
Ofte ser man nemlig ikke fjenden eller lidende ofre. I stedet ser man måske bombede ruiner eller soldater på en search mission. Og det er hele humlen ved den. Når de blodige alvor udebliver, skabes der også en distance til krigen, siger Helle Malmvig.
“Ved kun at vise alle mulige flotte situationstræk som bomber, der droppes, men som aldrig rammer et mål, eller ved at vise en soldat, der redder en kvinde eller et barn, romantiserer og heroiserer man også fortællingen om krig, fordi man nærmest aldrig ser nogen ofre”, fortæller hun.
Men den romantiske version af krig er ikke uproblematisk. Den manglende lidelse i musikvideoerne gør også, at man risikere at lamme og distancere dem, der ser dem, fra krigens andre sider.
“Problemet med de her musikvideoer er jo det, man ikke ser, som er krigens vold, og dem, som bliver ramt af bomber og granaterne. I stedet bliver det nærmest en fest at være i krig”, siger Helle Malmvig.
“Men det er jo langt fra virkeligheden”.
Den manglende nuancering af musikvideoernes romantiserende fortælling bliver ikke et mindre problem af, at det netop ikke kun er soldater eller militæret, som ser de her videoer internt. Videoerne florerer også på Youtube, Facebook og andre sociale medier, hvilket betyder, at også almindelige mennesker ser dem. Nogle af videoerne har endda millioner af visninger.
På den måde er de med til at fortælle civile, hvad krig er for en størrelse. Eller rettere: hvad det måske er for en størrelse.
“Vi har svært ved at forstå krig, fordi vi er så langt fra krigens slagmarker, og selvom de her musikvideoer kun udgør et lille element af det, så taler de stadig ind i et superhelte-ideal, som de også indbyder til at dyrke”, siger Helle Malmvig.
Hun håber, at vi kan bruge den nye forskning til at rejse nogle etiske og politiske problemstillinger. Især fordi krig er blevet et meget fjernt begreb for os.
“Vi har brug for en diskussion af, hvordan vi får nogle andre billeder af hvad krig også er. Og det er alt fra at krig er lidelse, til at krig også kan være kedeligt”.
Sandra Blenner Rasmussen
