22. april 2021

Din laksemad gemmer på en uhyggelig historie om menneskets forhold til naturen. Nu er naturen ved at tabe

I denne uges nyhedsoverblik samler vi op på en række historier om havbrug, særligt for laks, der har store konsekvenser for naturen.


Få dyr siger mere om menneskets påvirkning af naturen, end laksen gør. Som en af meget få dyr lever en laks i løbet af sit liv både i ferskvand og havvand. På den måde forbinder den landjord og hav, men er også meget følsom over for menneskets påvirkning af naturen begge steder, og mange laksebestande er derfor truet af udryddelse, fortæller The Guardian

Laksen er de seneste 50 år blevet industrialiseret. I Norge, som har været en af foregangslandene, begyndte det i 1970’erne som en udvidelse af normale landbrug. Bønder fik licens til et enkelt anlæg med et stort cirkulært net. Men da det krævede stor kapital at starte op, blev bøndernes licenser i stedet opkøbt af større firmaer, der lavede store industrielle anlæg med flere net. 

Havbrug verden over har udviklet sig til enorme fiskefabrikker, og det, der begyndte som en drøm om at brødføde folk, risikerer nu at få den modsatte effekt. For med fiskefabrikkerne følger der forurening – og det har med at slippe ud i naturen.

Forureningen kommer naturligt nok i form af fiskeekskrementer, men ekskrementerne kommer i unaturligt store mængder, når man samler 200.000 fisk på et meget lille område. Det er dog det mindste problem. Havbrug har det med at tiltrække havlus, der spiser laksens hud omkring hovedet med døden som følge. I nogle havbrug dør op mod halvdelen af laksene af havlus, og derfra spreder havlusene sig ud til de vilde laks. 

Det sker også, at laksene selv tager flugten fra havbruget, og det skaber en genetisk forurening. Fiskene i havbrug er opdrættet med det mål, at de skal vokse hurtigt, men de har sjældent det, der skal til for at overleve i naturen. Ofte når laksene fra havbruget at befrugte æg, før de dør – med det resultat, at deres efterkommere vil få sværere ved at overleve.

I Danmark opdrættes der primært regnbueørred, men havbrug forurener også i Danmark i en grad, at miljøministeren vil sikre, at der ikke kommer flere eller større havbrug. En stor del af de laks, vi spiser i Danmark, kommer dog fra havbrug i udlandet, og flere nylige historier fortæller om konsekvensen af det.

Sådan ser den ud, Atlanterhavslaksen. Foto: Depositphoto
  • Dårlige gener: Et nyt studie viser, at svenske laks på grund af havbrug har mistet så meget af den genetiske diversitet, at de måske ikke vil være i stand til at tilpasse sig til klimaforandringerne, skriver The Guardian
  • Lusepest: Undersøgelser omkring havbrug i Skotland viser, at skotske laks i tiltagende grad er plaget af havlus. En af konsekvenserne er, at så længe man har opgjort det, har der aldrig været færre laks i de skotske farvande, skriver The Herald
  • Foder: I Norge vil opdrætterne ikke længere købe soja fra selskaber, der medvirker til afskovning, skrev Aftenposten tidligere på året. Sidste sommer beskrev Danwatch, hvordan flere danske pensionsselskaber investerede i sojaselskaberne, som de norske opdrættere nu dropper. 
  • Retsopgør: I december tog den canadiske fiskeriminister Bernadette Jordan den fulde konsekvens af problemerne med smitte fra opdrættede fisk ved Discovery-øerne. Efter at have konsulteret oprindelige folk i området, tog hun licenserne fra en række havbrug. Det var dog imod hendes egets ministeriums rådgivning, og derfor har tre af firmaerne bag havbrugene taget sagen i retten, hvor de nu har fået medhold, så de må fortsætte med at opdrætte, skriver CBC.  
  • En mulig løsning: Kloden er ved at løbe tør for steder, hvor man kan lave havbrug, som vi kender dem i dag. Derfor begynder flere firmaer at undersøge muligheden for offshore havbrug langt fra kysterne, men det er dyrt og risikabelt. Ifølge forskere vil det være både billigere og mere bæredygtigt at opdrætte ferskvandsfisk i isolerede damme på land.

Foderet til laks i havbrug kommer også med store miljøkonsekvenser. Det viste Danwatch i en stor undersøgelse i efteråret.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down