Store europæiske kemikalievirksomheder har i årevis eksporteret pesticider, der er ulovlige i EU, til især det globale syd. Selvom pesticiderne er så giftige, at vi ikke selv vil have dem på vores marker, har flere tusind tons hvert år forladt EU. Men nu vil Tyskland, der er hjemsted for nogle af Europas største pesticidproducenter, sætte en stopper for eksporten. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af det tyske fødevare- og landbrugsministerium d. 12. september.
“Det går ikke, at vi fortsat producerer og eksporterer pesticider, som vi af hensyn til folkesundheden har forbudt herhjemme. Alle mennesker har den samme ret til sundhed. Det skal også gælde for bønder i andre lande,” siger den tyske fødevare- og landbrugsminister Cem Özdemir.
Özdemir, som er valgt ind for De Grønne, taler dermed ind i en årelang kritik fra miljøbevægelsen, grønne ngo’er og førende eksperter, der ser det som dobbeltmoralsk at sende pesticider til andre dele af verden, man ikke selv vil bruge, fordi de skader mennesker og miljø.
Jens Ladefoged, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i europæisk handelspolitik, vurderer, at det tyske lovforslag nok skal gå igennem. Men han mener også, at det mest af alt er et strategisk træk fra tyskerne:
“Et eksportforbud på tysk niveau nytter ikke noget. De gør det for at tage et standpunkt. Det her er et skridt på vejen mod at udvide til et EU-forbud.”
Et EU-forbud mod eksport af pesticider som ikke er godkendt til brug indenfor EU, har været på bordet siden EU-Kommissionen fremlagde deres ‘Kemikaliestrategi for Bæredygtighed’ i Oktober 2020. Ifølge Jens Ladefoged er det denne strategi, som tyskerne nu følger op på. I strategien står der blandt andet, at “EU vil lede med eksempel” og “sikre at farlige kemikalier, forbudt i den Europæiske Union, ikke produceres til eksport” ved blandt andet at ændre lovgivning, som tyskerne nu foreslår.
Ifølge Jens Ladefoged er der stor enighed i EU-Kommissionen om behovet for et eksportforbud. Han vurderer også, at der er opbakning i EU Parlamentet. Men ikke alle EU’s medlemslande bakker op, siger han.
“Vi har de grønne lande, og vi har et EU Parlament, som også er meget grønt. Men der ligger nogle politiske kampe, og derfor har vi ikke sådan et forbud allerede i dag.”
At Tyskland også ønsker et eksportforbud på EU-niveau, fremgår af pressemeddelelsen:
“Forbundsregeringen vil arbejde sammen med Frankrig for et eksportstop i hele EU,” står der.
Frankrig er det eneste EU-land der på nuværende tidspunkt har et forbud mod eksport af pesticider, der ikke er godkendt i EU. Vedtager Tyskland et forbud bliver de altså det andet.
De store kemikalievirksomheder stritter imod eksportforbud. De mener, at det vil være uansvarligt at indføre midt i en global fødevarekrise.
Den tyske kemikaliegigant Bayer skriver på deres hjemmeside, at et eksportforbud på pesticider, som ikke er godkendt til brug i EU, vil gå ud over bønder i det globale syd. Ifølge Bayer har bønderne brug for pesticiderne til at beskytte deres høst og brødføde deres familier.
BASF, en anden tysk kemikaliegigant, har udtalt til det tyske medie SWR, at de betragter et eksportforbud som “højst problematisk,” da de også mener deres pesticider er nødvendige for landbruget i det globale syd.
Men den påstand har mødt skarp kritik fra FN, som i en rapport fra 2017 blandt andet skriver, at man med ingen eller minimal brug af giftige kemikalier kan producere sundere, mere næringsrig mad med større afkast på den længere bane uden at forurene og dræne de miljømæssige ressourcer.
“Afhængighed af farlige pesticider er en kortsigtet løsning, som underminerer retten til tilstrækkelig mad og sundhed for nuværende og fremtidige generationer,” står der i rapporten.
På den baggrund anbefaler FN en udfasning af farlige pesticider, effektiv regulering og en omstilling til bæredygtigt landbrug, som tager højde for både ressourcemangel og klimaforandringer. Det er blandt andet den anbefaling EU-Kommissionen følger op på med Kemikaliestrategien.
Men i en tid præget af inflation og stigende fødevarepriser, vægter argumenterne om fødevaresikkerhed særligt tungt. Og derfor kommer det også bag på Jens Ladefoged, at Tyskland netop nu vælger at presse på for at få gennemført et eksportforbud.
“Det er længere fremme, end jeg havde forventet. Kraften bag kemikaliestrategien er overraskende stærk. Men vi står i et dilemma. Denne sommer har vi oplevet tørke og mærket klimaforandringerne, men samtidig står vi med stærkt stigende inflation og fødevarepriser, som gør ondt på folks økonomi. Det er to modsatrettede kræfter,” siger han.
Ikke desto mindre tror Jens Ladefoged ikke, at modstanderne af et eksportforbud på EU-plan kan forhindre gennemførelsen af forslaget. Men de kan både forsinke og udvande det.
“Eksportforbuddet tror jeg kommer. Men man kan godt forestille sig, at det kommer til at tage længere tid,” siger han og fortsætter:
“Timingen er lidt prekær, fordi så mange står i en helt anden situation lige nu og her. Men når Tyskland går ind i det bliver chancen større. Det er svært at gå imod en fransk-tysk koalition. De er toneangivende, det kan vi ikke komme udenom.”
Danwatch har henvendt sig til Miljøministeriet, for en kommentar på den danske holdning til et forbud mod eksport af pesticider som ikke er godkendt i EU. Miljøministeriet oplyser, at de vil nærlæse det tyske forslag inden den danske position gøres op, men at Danmark principielt er enig med Tyskland og Frankrig i, at pesticider der truer menneskers sundhed ikke skal bruges eller eksporteres. De oplyser desuden, at Danmark støtter op om EU's Kemikaliestrategi fra 2020, herunder arbejdet for at stoppe eksport af sundhedsskadelige pesticider.
Ifølge det tyske fødevare- og landbrugsministerium skal lovforslaget til et tysk eksportforbud ligge klar inden udgangen af året med henblik på vedtagelse i starten af 2023.
Halvandet år efter militærkuppet i Myanmar bliver menneskerettighedssituationen i landet kun værre og værre.
Det gælder også for arbejderne på landets mange tekstilfabrikker, og i denne uge annoncerede den britiske tøjgigant Primark derfor, at de nu vil trække sig helt ud af Myanmar.
Konklusionen kom i kølvandet på en rapport fra organisationen Ethical Trading Initiative (ETI), der konkluderer, at det ikke er muligt for udenlandske tekstilvirksomheder at sikre sig, at deres forretninger i landet ikke bidrager til menneskerettighedskrænkelser.
Organisationen konkluderer også, at der findes tvangsarbejde på landets fabrikker, og opfordrer internationale tøjfirmaer til ikke at få syet deres tøj i Myanmar.
Ifølge Bestsellers fabriksliste, der sidst er opdateret i august i år, får Bestseller produceret tøj på 26 fabrikker i Myanmar. Derfor har Danwatch spurgt den danske tøjgigant, om de i lys af rapporten fra ETI overvejer at trække sig ud af Myanmar.
I en mail til Danwatch skriver Bestsellers pressechef, Kasper Reggelsen, at rapporten og anbefalingerne fra ETI danner et stærkt grundlag for at kunne vurdere, om Bestseller kan fortsætte med at være i Myanmar - eller bliver nødt til helt at forlade det.
“Vi kigger i øjeblikket indgående på ETI's anbefalinger. Situationens alvor er helt åbenbar, hvilket også understreges, og der påhviler alle internationale virksomheder i landet et stort ansvar”, skriver pressechefen i mailen.
Samtidig mener Bestseller, at de står overfor et stort dilemma, i og med at mange ansatte på Myanmars tekstilfabrikker vil miste deres arbejde, hvis de trækker sig ud.
“Det anslås, at 320.000 mennesker – og deres pårørende – vil blive direkte påvirket, hvis alle europæiske brands forlader Myanmar. Det ansvar, vi har, og dilemmaer heri, er vi meget bevidste om”, skriver Kasper Reggelsen.
Bestseller har igennem flere år fået kritik for sine forretninger i Myanmar.
I august sidste år annoncerede Bestseller, at de ikke længere ville indgive nye ordrer på tekstilfabrikker i Myanmar, som følge af menneskerettighedssituationen i landet.
Allerede dengang fortalte virksomheden til Politiken, at de overvejede helt at trække sig ud af landet - men at konsekvenserne for de arbejdere, der så ville miste deres job, gjorde beslutningen vanskelig.
I dag skriver Bestsellers pressechef til Danwatch, at de siden har holdt ekstra grundigt øje med Myanmar.
“Vi har udvidet vores due diligence betydeligt i landet, og i betragtning af alvoren, der bliver fremhævet i vurderingen, undersøger vi også grundigt, hvordan vi kan træffe de rigtige beslutninger i de meget svære situationer, hvilket sker i dialog med alle relevante stakeholders”, skriver Kasper Reggelsen.
De seneste uger har både danske og internationale medier været propfyldte af anekdoter om den afdøde Dronning Elizabeths personlige egenskaber, og det savn hun efterlader hos meget af den britiske befolkning.
I andre dele af verden, hvor Storbritannien har sat sit aftryk i dronningens levetid, er det dog også piblet frem med kritiske røster. For blandt mange i de tidligere britiske kolonier er dronningen et symbol på det imperium, der har stået bag massiv undertrykkelse.
Kort inden dronningens død blev den britiske stat stævnet i en retssag, der genopliver fortidens forbrydelser i Kenya. At sagen netop handler om Kenya gemmer på sin egen symbolik. Det var under et officielt besøg i den daværende britiske koloni, at Elizabeth i 1952 fik at vide, at hendes far var død, og at hun skulle være dronning. Og det var med hende på tronen, at den britiske kolonimagt i de efterfølgende år internerede hundredtusindvis kenyanere i lejre og udsatte titusindvis for tortur, seksuelle overgreb og drab.
Med et søgsmål ved den Europæiske Menneskeretsdomstol forsøger en gruppe kenyanere nu at få mere af den historie anerkendt af den britiske stat.
Sagen drejer sig konkret om tvangsflytning, internering og tortur af de oprindelige folk i Kenyas Kericho-region fra starten af 1900-tallet og helt frem til Kenyas uafhængighed i 1963. Ifølge rapportører fra FN blev mere end en halv million mennesker i regionen fordrevet eller udsat for seksuel vold, tortur eller vilkårlige drab fra den britiske kolonimagt, som blandt andet overgav jorden til hvide landbrugsejere.
Det er de færreste af de fordrevne kenyanere, som har haft mulighed for at vende tilbage til deres land. I stedet er meget af jorden i dag reserveret til te-plantager, som mestendels ejes af multinationale firmaer med hovedsæde i Storbritannien, heriblandt Unilever, Lipton og Finlay's.
Søgsmålet har været planlagt længe inden Dronning Elizabeths død og retter sig ikke personligt mod hende, da hun ikke var direkte ansvarlig for landets politik. Men det kommer efter mange forsøg på at få en undskyldning fra det officielle Storbritannien, som kongehuset for mange repræsenterer. For eksempel skrev mere end 100.000 oprindelige folk fra Kericho i foråret til den britiske Prins William og bad ham give en undskyldning for kolonimagtens politik i regionen. Men uden resultat.
"Den britiske regering har desværre undveget og undgået enhver mulig vej til erstatning. Vi har intet andet valg end at gå rettens vej for vores klienter, så der kan gøres op med historien", siger advokat Joel Kimutai Bosek, som repræsenterer gruppen til Reuters.
Gruppen ønsker økonomisk kompensation og tilsyneladende en meget stor én på helt op til 200 milliarder dollars ifølge BBC Africa. Men man beder særligt om, at den britiske stat giver de berørte en officiel undskyldning. Udover det konkrete erstatningskrav har søgsmålet da også stor symbolsk betydning i Kenya. Ifølge Mickie Mwanzia Koster, der er lektor i afrikansk historie og diaspora ved Texas Universitet, har kernen i mange af landets politiske kampe både under og efter kolonitiden nemlig været den britiske kolonimagts omfordeling af jorden.
“De frodige te-, kaffe- og blomster-landbrug i Kenya er en påmindelse om den europæiske økonomiske omstrukturering under kolonitiden, der startede tilbage i 1895”, siger lektoren, som har beskæftiget sig indgående med koloniseringen af Kenya og de nutidige debatter om erstatningskrav for kolonitiden.
”Ressourcerne blev flyttet fra afrikanere til hvide bosættere, hvilket har resulteret i generationers profit og velstand for briterne og generationers fattigdom blandt afrikanere, som blev flyttet til mindre produktive jorde og tvunget til at arbejde på gårdene for at betale de skatter, briterne pålagde dem”, siger hun.
Det er repræsentanter fra befolkningsgrupperne Talai og Kipsigis, som står bag søgsmålet. Ifølge FN’s særlige rapportører på racisme, oprindelige folks rettigheder og tortur blev mere end 500.000 medlemmer af de to befolkningsgrupper berørt af briternes fordrivelser fra Kericho-regionen, og mange blev udsat for grove krænkelser af menneskerettigheder, såsom ”ulovlige drab, seksuel vold, tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, vilkårlige tilbageholdelser, vilkårlig fordrivelse og krænkelser af retten til privatliv, familieliv og ejendom.”
Op igennem starten af 1900-tallet blev store områder i Kericho inddraget fra særligt de oprindelige Kipsigis-folk og givet til hvide bosættere, som startede landbrug her.
Talai-folket var særligt engageret i modstanden mod det britiske kolonistyre og blev af den grund systematisk fordrevet fra deres oprindelige land af briterne.
Vidnesbyrd beskriver, hvordan huse jævnligt blev brændt ned, og at både kvinder og børn blev udsat for voldtægter af de britiske soldater. De fordrevne blev efterfølgende lukket inde i såkaldte ”reservater”, som var overfyldte områder, der var plaget af sygdomme, farlige dyr og insekter – og som havde mangel på ressourcer og indkomstmuligheder. Mange døde som konsekvens af forholdene.
”Livet her var virkelig dårligt. Jeg overlevede kun af Guds nåde”, fortæller en af ofrene, Kibore Cheruiyot, til BBC.
”Min bror var ikke så heldig. Han blev bidt af en slange og døde. Syv medlemmer af min familie døde", siger Cheruiyot, der selv var 10 år, da han og hans og familie blev fordrevet fra Kericho.
Ifølge FN-rapportørerne lever mange folk stadig med stærke fysiske og psykiske mén fra perioden, ligesom de negative økonomiske konsekvenser ved tabet af land stadig er fremtrædende.
På trods af Kenyas uafhængighed fik de færreste talai- og kipsigis-folk mulighed for at vende tilbage til deres oprindelige land, og mange lever i dag som ‘besættere’ af små plotter jord, som de ikke har papir på.
Alt imens er Kericho-regionen blevet overtaget af te-plantager, hvoraf mange er ejet af nogle de største multinationale te-producenter med base i Storbritannien. Det var briterne, som introducerede te-dyrkning til Kenya, og landet er i dag verdens største eksportør af te efter Kina. Men produktionen er i meget lille grad kommet Kericho-regionens oprindelige beboere til gode, lyder det fra gruppen bag søgsmålet.
”I dag bosætter og dyrker nogle af verdens mest velstående tevirksomheder som Unilever, Williamson Tea, Finlay's og Lipton disse jorder og fortsætter med at bruge dem til at generere betydelige overskud”, lyder det fra gruppen bag søgsmålet i en fælles udtalelse ifølge Reuters.
Det giver Mickie Mwanzia Koster dem ret i.
”Tidligere regeringer i Kenya har i høj grad beskyttet de her store kommercielle og europæiske landbrugs interesser”, siger hun og peger på, at der langt fra er blevet gjort nok for at give de fordrevne folk deres land tilbage efter Kenyas uafhængighed.
”Desværre er en af udfordringerne, at andre mennesker i nogle tilfælde har købt eller solgt jord, der i første omgang var stjålet.”
Indgivelsen af sagen til Menneskerettighedsdomstolen betyder ikke med sikkerhed, at sagen vil blive ført her, og det skal retten nu først tage stilling til.
Men det er faktisk ikke uden fortilfælde, at briterne har betalt erstatning til Kenya for kolonitidens ugerninger. I 2013 gik Storbritannien med til at betale kompensation til mere end 5.000 kenyanere, som var blevet tortureret af britiske kolonistyrker under det såkaldte Mau Mau-oprør mod kolonimagten i 1950’erne.
Særligt i løbet af det sidste årti har der været mange debatter om erstatningskrav fra tidligere koloniserede lande og efterkommere af dem, som de europæiske kolonimagter slavegjorte og tvangsforflyttede. Mickie Mwanzia Koster peger på, at det var udslagsgivende for sagen om Mau Mau-oprøret, at mange af ofrene stadig var i live og kunne vidne om de forbrydelser, de var blev udsat for.
"Det er en vigtig faktor, fordi nogle afslag på erstatninger ofte er forbundet med, at ofrene er døde, og at der er gået for lang tid siden uretfærdighederne”, siger hun med henvisning til, at tidsaspektet ofte er centralt i sager om kompensation for slaveri, som kan ligge flere hundrede år tilbage.
Det kan altså blive væsentligt for sagen om Kericho, at den ligger så kort tilbage, og at mange af ofrene stadig er i live – ligesom den dengang regerende dronning var det indtil for få uger siden.
Indtil videre har den eneste kommentar til sagen fra britiske myndigheder været, at det ville være ”upassende at kommentere på retssager”.
I sidste uge skete der noget, vi ikke må glemme. En ung iransk kvinde døde fredag i Irans moralske politis varetægt. Arresteret, fordi hendes hår var synligt under tørklædet.
Mahsa Amini blev ifølge vidner samlet op af politiet foran en metrostation i Teheran. Politiet bankede hendes hoved mod køretøjet, og hun fik bank i bilen på vej mod detentionen, hvor hun faldt om, skriver BBC. Efter tre dage i koma døde Masha Amini på hospitalet, 22 år gammel. Politiet siger, at Mahsa Amini døde af et hjerteanfald.
I dagene efter koger Twitter over. Sort røg bølger over kvinder, der smider hijabs på brændende bål i Teherans gader, eller stirrer ind i kameraet mens de klipper deres lange hår af. Mænd barberer sig skaldet. To mænd fjerner et vejskilt med navnet “Hijab Street” og erstatter det med et “Mahsa Amini Street”-skilt. Fotos af anonyme, nøgne rygge med åbne sår og overskriften: “De banker folk og slår dem ihjel, men de siger: Vi slår ikke nogen”.
Hundredvis af unge protesterede onsdag mod præstestyret foran universiteterne. Flere opslag på Twitter advarer om, at styret i Iran lukker internettet ned, så vidner til protesterne forsvinder.
Frankrig kaldte arrestationen og fængslingen af Mahsa Amini for “dybt rystende”. EU’s udenrigschef, Josep Borell, sagde, at volden, der førte til dødsfaldet for “uacceptabel”. Det er “bydende nødvendigt”, at Iran sikrer befolkningens grundlæggende rettigheder. FN kræver en uvildig undersøgelse.
Reaktionerne minder om opstanden i gaderne, og de svulstige politiske løfter for to år siden. Den 46-årige George Floyd i Minneapolis, USA, døde efter ni minutter med en politibetjents knæ mod sin hals. Den pågældende betjent og de, der så på uden at gribe ind, er netop blevet idømt flere års fængsel.
Mahsa Amini er det spinkle lys i en sort historie. Om undertrykkelse, religiøs fanatisme og overgreb på befolkningen i Iran. Måske er det nu, at folket får retfærdighed. Vestens ledere har fordømt Mahsa Aminis dødsfald. Men Mahsa Amini og mange andre kvinder blev dræbt af en lov, der lader politiet slå ned på kvinder og deres hår, og som lever videre i bedste velgående.
Exit I. Den irske tekstilgigant Primark har besluttet at forlade Myanmar på grund af “særdeles forværrede tilstande” under militærjuntaen. Det skriver ngo’en Business and Human Rights Ressource Center. De forværrede tilstande gør det vanskeligt for virksomheden at stå inde for arbejdernes sikkerhed og rettigheder, udtaler Primark, der dermed har annonceret afslutningen på deres aktiviteter i landet.
Exit II. Seks måneder efter sodavandsgiganten Pepsico udtalte, at de ville stoppe med at producere Pepsi og 7 Up i Rusland, udtaler virksomheden nu igen, at de for alvor stopper deres produktion. Alvoren kommer efter nyhedsbureauet Reuters besøg i russiske supermarkeder og fundet Pepsi og 7 Up produceret så sent som den 17. august i år. Det skriver Reuters.
Tysk politi ransager russisk oligarks hjem
Her til morgen har tysk politi ransaget en stor villa ud til søen Tegernsee i Bayern i det sydlige Tyskland. Villaen er ejet af Alisher Usmanov, en af Ruslands mest kendte oligarker, der er beskyldt for både hvidvaskning og skatteunddragelse. Det fremgår af tyske aviser og det undersøgende medie OCCRP.
To andre af Usmanovs huse i nærheden samt et ejet af hans søster er også blevet ransaget. Både Usmanov og søsteren er blevet sanktioneret af både EU, USA og Storbritannien i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Terma vil styrke partnerskabet med Forsvaret
Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, tager gerne ansvar for at servicere Forsvaret med dansk teknologi og materiel. Det siger administrerende direktør Jes Munk Hansen i et interview med Dansk Industri.
"I forsvarsstrategien er der et ønske om at inddrage så mange danske virksomheder som muligt i forskellige partnerskaber. Og her har vi tilbudt Terma som platform", siger han. Terma bidrager aktuelt til F-35-kampflyene, som frem mod 2027 skal indfases i det danske militær.
En ny rapport fra Carbon Disclosure Project (CDP) anslår, at danske virksomheders CO2-udledning vil bidrage til, at vi når en global temperaturstigning på 2,6 grader i år 2100. Det er langt over de 1,5 grader, som er målet i Parisaftalen fra 2015.
CDP, som er en organisation der undersøger virksomheder og byers miljøpåvirkning, skriver i rapporten, at det særligt er landbrug, transport- og energisektoren, som står for den største udledning af CO2 i Danmark. Skal Parisaftalens mål indfries, kræver det ifølge Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School, politisk handling.
”Jeg tænker, Danmark har foretaget nogle vigtige reformer, men mange af de reformer tager for lang tid. For eksempel gælder CO2-skatten først fra 2025. Tager man i betragtning, at Danmarks eget mål er 70 procents reduktion i 2030, haster det mere, end regeringens politik reelt genspejler”, siger han til B.T.
“Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren havde lidt mere courage til at sige virksomheden imod”.
Sådan lød en af de afsluttende bemærkninger fra udviklingsordfører Christian Juhl (Ø) ved et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i dag, onsdag den 21. september.
Samrådet var indkaldt af netop Christian Juhl for at høre, hvad erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tænkt sig at gøre for at sikre ordnede forhold for Mærsks ansatte på havnen i Liberias hovedstad Monrovia. I løbet af sommeren har Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet afdækket, hvordan folk på havnen i årevis har arbejdet under stærkt kritisable forhold.
I løbet af samrådet forklarede Simon Kollerup, at han ikke havde i sinde at udfritte Mærsk direkte om afsløringerne, men derimod lade Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI) - et nævn af juridiske eksperter, der vurderer om danske virksomheder overholder internationale regler for miljø og menneskerettigheder - håndtere sagen.
“Når det så er sagt, så vil det være naturligt at lade snakken falde på emnet, når jeg i anden sammenhæng ses med virksomhedens ledelse. Den opfordring vil jeg tage med mig videre fra udvalget”, sagde ministeren.
Ministeren ville ikke forholde sig konkret til den kritik, der er blevet rejst af Mærsk i Danwatch og Ekstra Bladets artikler, men brugte i stedet samrådet til at redegøre for regeringens arbejde med det direktivforslag om ansvarlig virksomhedsførelse, som EU-kommissionen i februar lagde frem, og som forventes vedtaget næste år.
På nuværende tidspunkt findes der ikke håndfast lovgivning, der dikterer erhvervslivets ansvar for menneskerettigheder og miljø i forbindelse med deres forretninger – kun nogle retningslinjer fastsat af FN og OECD. Det har regeringen tidligere sagt, at den gerne ser ændret i regi af EU, og det blev altså gentaget af ministeren
“Som jeg ser det, er tiden inde til at gå fra forventning til forpligtelse, når det kommer til virksomheders due dilligence. De nuværende retningslinjer er íkke tilstrækkelige”, lød det fra Simon Kollerup.
I den forbindelse ville Christian Juhl gerne vide, præcis hvordan regeringen har tænkt sig at sanktionere virksomheder, der ikke lever op til eventuel lovgivning. Som det er nu, er det noget, de enkelte EU-medlemslande selv vil kunne beslutte.
Det kunne ministeren ikke svare konkret på.
“Vi har ikke lagt os endelig fast. Det skal være noget, der virker og er afskrækkende, men det skal selvfølgelig også være proportionalt”, lød det.
Selvom ministeren ikke har planer om at handle i sagen om Mærsks ansatte i Liberia, har afsløringerne allerede haft konsekvenser i Monrovia.
I begyndelsen af august ændrede Mærsk sundhedsforsikringen for deres medarbejdere i landet. I flere år havde de ansatte på havnen haft en forsikring, der forhindrede dem i at få tilstrækkelig lægehjælp.
Og nogle uger senere indgik den danske virksomhed og fagforeningen Dock Workers Union of Liberia et forlig, der sikrede medarbejderne den ekstra månedsløn, som de mente, at de blev snydt for.
“Ændringerne sker kun, fordi der nu er kommet offentligt pres på Mærsk”, sagde Christian Juhl.
Det anerkendte erhvervsministeren.
“Pres udefra har en effekt, og derfor er det vigtigt, at vi har en årvågen presse”, sagde Simon Kollerup.
I weekenden lancerede den amerikanske filmgigant Marvel, som er ejet af Walt Disney, sin næste store satsning Captain America: New World Order.
Filmen skal udkomme i år 2024 og er den fjerde i rækken af film om den amerikanske superhelt Captain America.
Lanceringen af Marvel’s næste superheltefilm har dog allerede modtaget kritik af en række palæstinensiske stemmer for at dehumanisere palæstinensere og romantisere det israelske militærs voldsregime.
Det kom nemlig frem under lanceringen, at Captain America skal assisteres af en israelsk Mossad-agent med superkræfter ved navn Sabra, som spilles af den israelske skuespillerinde Shira Haas.
“Der er to problemer med Marvel’s nye karakter. Ét er at den overhovedet eksisterer. To er navnet på karakteren, som er forbundet til etnisk udrensning af palæstinensere“, siger Diana Buttu, en palæstinensisk-canadisk advokat og fortaler for den palæstinensiske sag, på en telefonforbindelse fra Ramallah.
Selvom “superhelten” Sabra ikke har været med i Marvel’s film før, er hun ikke en helt ny introduktion til den populære superhelteserie.
Hun har tidligere været med i tegneserieudgaven af The Incredible Hulk i Marvel’s Comic Books i 1980’erne, hvor hun præsenteres som den israelske stats superheltinde i en hvid kappe med en blå Davidsstjerne.
I tegneserierne mistænker Sabra blandt andet Hulk for at være “i ledtog med arabiske terrorister” og kulturmagasinet Polygon - som har gennemgået de gamle tegneserier, hvor Sabra optræder - beskriver karakteren som en “tydelig og langt-fra-diskret samling af patriotisk israelsk symbolisme”.
“Min søn er otte år og elsker tegneserier med superhelte. Min far var ni år, da han blev fordrevet fra sin landsby”, siger Diana Buttu til Danwatch.
“Han blev flygtning over nat. Hans landsby blev jævnet med jorden. Hvis min søn skal se op til Sabra, ser han op til en superhelt, der symboliserer og normaliserer de forbrydelser, der blev begået mod hans bedstefar. Det er meget foruroligende“.
Også jødiske stemmer har kritiseret Marvel’s valg af deres næste superheltinde.
“Det bliver ikke mere ironisk end det her. Marvel’s nye “superhelt” Sabra er en israelsk apartheid-forsvarende Mossad agent, som hænger ud med Captain America”, skriver Ariel Gold, en amerikansk-jødisk menneskerettighedsaktivist, på Twitter.
Navnet Sabra har også skabt furore. Sabra er den hebraiske oversættelse af en figenkaktus, men bruges i Israel som synonym for indfødte jøder i daværende Palæstina eller dagens Israel/Palæstina.
Men for palæstinensere symboliserer kaktussen i dag mindet om deres gamle hjem, hvorfra de blev fordrevet.
“I det gamle Palæstina blev kaktusplanter plantet som hæk mellem husene. Israelerne har stjålet jorden med kaktus og gjort frugten til et symbol på, at israelere er hårde udenpå og bløde indeni. Men for palæstinensere er kaktusplanterne blevet et symbol på, hvor deres oprindelige hjem lå, før de blev etnisk udrenset fra deres land”, siger Diana Buttu.
Flere kritikere har påpeget, at Sabra også er navnet på en af de to flygtningelejre i Beirut, hvor op mod 3500 palæstinensere blev massakreret den 16.-18. september 1982 af israelsk-støttede kristne libanesiske militser, mens den israelske hær så til.
Dog blev Sabra-karakteren i The Incredible Hulk skabt to år før, i 1980, så Marvel-figuren har ikke oprindeligt været tænkt som en reference til en massakre på palæstinensere.
Alligevel er symbolikken i at introducere en superhelt ved navn Sabra ugen inden 40-års dagen for massakren i Sabra og Shatila, svær at overse, mener Diana Buttu.
“Det er en påmindelse om, hvad Israel gjorde for 40 år siden. Det er enormt ufølsomt at bruge det navn til en karakter, når man tænker på, hvad Sabra symboliserer for palæstinensere i dag”, siger hun.
Og det er ikke kun på 40-året for massakren på palæstinensere i Sabra-lejren, der er et kontroversielt sammenfald med lanceringen af en israelsk “superhelt” i Marvel’s næste storfilm.
Lanceringen sker på et tidspunkt, hvor israelske militære operationer på Vestbredden tager til i styrke og der næsten dagligt rapporteres om drab på palæstinensere samt skududvekslinger mellem israelske styrker og militante palæstinensiske grupperinger.
Torsdag dræbte israelske styrker en 17-årig dreng i landsbyen Kufr Dan på Vestbredden og sårede tre andre. Onsdag blev to palæstinensere og én israelsk soldat dræbt under kampe nær byen Jenin på Vestbredden.
Dagen efter gik israelske soldater i gang med at nedrive de palæstinensiske mænds familiers hjem, en kollektiv afstraffelse der er i strid med international lov.
“Israelske soldater bryder ind i palæstinensiske byer, stopper palæstinensere ved checkpoints og ofte ender det i drab. Der har ikke været en eneste officiel undersøgelse af Israels handlinger og derfor fortsætter drabene med straffrihed”, siger Diana Buttu til Danwatch.
Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium er 149 palæstinensere blevet dræbt af Israel siden starten af året.
Den israelske avis Haaretz skriver onsdag, at 2022 allerede er det dødeligste år for palæstinensere på Vestbredden i syv år.
Klare bestemmelser for virksomheders skærpede ansvar i konfliktsammenhænge er nødvendige for at forhindre, at virksomheder medvirker til grove menneskerettighedskrænkelser og brud på international lov.
Sådan lyder beskeden i et åbent brev, som en række organisationer og akademikere med ekspertise inden for erhverv, konflikt og menneskerettigheder har sendt til EU Kommissionen.
EU-Kommissionens forslag til et direktiv om virksomhedsansvar forpligter de 27 medlemslande til at vedtage eller tilpasse deres egen lovgivning om virksomhedsansvar, at så både private og offentlige firmaer fremover bliver forpligtet til at identificere, forebygge og afbøde menneskeretskrænkelser og overtrædelser af miljøstandarder i deres værdikæde.
Ifølge Kommissionen omfatter forslaget cirka 13.000 europæiske virksomheder samt cirka 4.000 udenlandske virksomheder, som:
De forsøger at gøre opmærksom på “en højst bekymrende mangel” i Kommissionens forslag til en ny EU-lov om virksomhedsansvar. Kommissionens lovforslag indeholder nemlig ikke nogen bestemmelser om det særlige ansvar virksomheder har, når de opererer i områder, hvor der er konflikt eller krig.
Afsenderne af det åbne brev slutter sig til en lang række af kritikere, som beskylder EU Kommissionens lovforslag for at være fuldt af smuthuller, som vil gøre det muligt for virksomheder at undgå ansvar, hvis de påvirker mennesker eller miljø negativt, når de laver forretning rundt omkring i verden.
Forskning fra den britiske NGO The Business and Human Rights Resource Centre viser, at langt de fleste virksomheder har udfordringer med at operere i konfliktområder på ansvarlig vis og derfor risikerer de at medvirke til menneskerettighedskrænkelser og brud på folkeretten.
Afsenderne af det åbne brev opfordrer EU Kommissionen til at tilføje nogle klare bestemmelser om skærpet virksomhedsansvar i konfliktsammenhænge i den nye lov.
“Ved at kræve, at virksomheder udøver skærpet due diligence i konfliktzoner og højrisikoområder, kan direktivet hjælpe virksomheder med at undgå, at forårsage eller forværre konflikter og negativ påvirkning af menneskerettigheder i konfliktområder,” står der blandt andet i brevet.
Due diligence oversættes ofte med “rettidig omhu” eller “risikovurdering” på dansk, men ingen af begreberne er rigtigt dækkende. Begrebet dækker over en praksis, hvor virksomheden løbende vurderer sin påvirkning af samfundet.
Ifølge FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) skal alle virksomheder uanset størrelse løbende gennemføre en grundig due diligence for at sikre sig, at de ikke påvirker hverken menneskerettigheder eller miljø på en negativ måde.
Hvis det alligevel sker, skal virksomheden omgående rette op på forholdene, forebygge gentagelse og sikre oprejsning til ofrene.
Ifølge forfatterne bør den kommende due diligence-lov leve op til FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, UNGP, som har særlige bestemmelser for virksomheders ansvar i konfliktområder.
Professor ved Copenhagen Business School og ekspert i FN-retningslinjerne Andreas Rasche fortæller, at FN’s retningslinjer tager konflikter meget seriøst.
“Retningslinjerne siger, at virksomheder har et øget ansvar for at respektere menneskerettigheder i konfliktramte områder, og for at respektere international humanitær lovgivning, hvilket kræver en mere vidtrækkende due diligence proces,” siger han.
Andreas Rasche mener ligesom forfatterne bag det åbne brev, at EU-Kommissionens lovforslag skal være mere specifikt, hvis det skal sikre, at virksomheder handler ansvarligt i konfliktsammenhænge.
Han fremhæver særligt to punkter, som han mener er vigtige at få med, hvis forslaget skal leve op til FN-retningslinjerne:
“For det første er der behov for eksplicit at nævne den rolle folkeretten spiller i konfliktsammenhænge, og forventningen om, at virksomheder der opererer i konfliktzoner lever op til den lovgivning. For det andet bør det nævnes, at der er behov for mere grundig due diligence i disse situationer.”
Mere grundige due diligence processer er noget af det, afsenderne efterlyser.
De nævner blandt andet, at virksomheder skal foretage konfliktanalyser for bedre at forstå de lokale dynamikker, og hvordan deres operationer påvirker dem, så de kan forhindre eller minimere en eventuel negativ påvirkning.
Men mere grundig due diligence kræver flere ressourcer, og derfor understreger Andreas Rasche også, at EU-loven bør indeholde bestemmelser, som sikrer, at virksomhederne afsætter de nødvendige ressourcer til at udøve grundig due diligence i konfliktområder.
“Der er først og fremmest behov for finansielle ressourcer - grundigere due diligence kræver flere mennesker sammenlignet med normal due diligence. Derudover er der også behov for ekstra juridisk ekspertise, fordi humanitær lovgivning er et meget specialiseret område, som mange virksomheder ikke er bekendt med,” forklarer han.
I de kommende måneder skal forslaget til den nye lov om virksomheders ansvar forhandles både i Europa-Parlamentet og det Europæiske Råd, før den kan vedtages som gældende lov.
“Vi kan aldrig acceptere, at mennesker er tvunget til at lave produkter, og at disse produkter så ender til salg i butikkerne her i Europa. Så vi vil foreslå et forbud mod at have produkter fremstillet af tvangsarbejdere på vores indre marked”.
Ordene kom fra Kommisionsformanden Ursula von der Leyen, da hun i september 2021 holdt sin årlige “State of European the Union”-tale.
Nu, præcis et år efter, er EU-Kommissionen så klar med et udkast til netop sådan en lov.
“Målet er klart: at holde EU-markedet fri for produkter fremstillet, udvundet eller høstet med tvangsarbejde", fortæller EU's handelskommisær Valdis Dombrovskis i en video på Twitter på dagen, hvor forslaget blev præsenteret.
Ifølge von der Leyens tale sidste år og den pressemeddelelse, der fulgte med lovforslaget, skal behovet for sådan en lov ses i lyset af, at omfanget af moderne slaveri er steget betragteligt de sidste fem år.
Et nyt FN-studie viser blandt andet, at 27,6 millioner mennesker var tvunget til at arbejde mod deres vilje i 2021, hvoraf 86 procent af tilfældene foregår i den private sektor.
Som lovforslaget ser ud lige nu vil ingen produkter (og derfor heller ingen virksomheder eller sektorer) blive undtaget fra loven. Det vil desuden gælde for produkter, som produceres i EU, og for produkter, der importeres hertil.
Selve håndhævelsen af loven kommer til at ligge hos de nationale myndigheder i de 27 medlemsstater, hvis opgave bliver at vurdere, hvorvidt et produkt er lavet af tvangsarbejdere.
Sidstnævnte vækker kritik hos European Coalition for Corporate Justice, ECCJ, der er et netværk af 450 europæiske NGOer, fagforeninger og forbrugerorganisationer, som arbejder for at fremme virksomheders ansvar for menneskerettighederne.
I et svar på deres hjemmeside skriver ECCJ, at bevisbyrden burde ligge på virksomhederne og ikke EU og de nationale myndigheder, som i forvejen er overbebyrdede og mangler ressourcer.
Derudover kritiserer de også lovforslaget for ikke at indeholde de krav, som civilsamfundet har stillet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny lov. Det fremgår eksempelvis ikke af forslaget, hvordan EU vil hjælpe ofre for tvangsarbejde, når de kommer ud på den anden side.
“Det er umuligt at udrydde tvangsarbejde uden at afhjælpe ofrene, som har brug for hjælp til at genopbygge deres liv og værdighed”, skriver ECCJ i deres svar, hvor de henviser til den amerikanske US Tariff Act som et eksempel på, hvordan EU burde have gjort.
Den amerikanske toldlov gør det muligt for myndighederne at tilbageholde og sanktionere produkter som et middel til at tvinge virksomheder til afhjælpe, herunder betale, ofre for tvangsarbejde, før produkterne må cirkulere på det amerikanske marked igen.
Samme kritik har Institut for Menneskerettigheder, som er ærgerlige over, at lovforslaget blot begrænser adgangen til varer fremstillet med tvangsarbejde i stedet for også at håndtere de underliggende problemer.
“Ethvert initiativ, der forbyder import af varer fremstillet ved brug af tvangsarbejde, bør ikke kun udelukke disse varer fra EU-markedet i et forsøg på at beskytte EU's forbrugere, men også adressere det underliggende spørgsmål om tvangsarbejde”, skriver afdelingsleder for Erhverv hos Institut for menneskerettigheder, Elin Wrzoncki i en mail.
På trods af kritikken er organisationerne dog også positivt stillet over for lovforslaget, som de kalder et vigtigt skridt for at løse de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i vores globale forsyningskæder.
De samme positive toner går selvsagt igen i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen. Her udtaler handelskommissær Valdis Dombrovskis, at forslaget vil gøre en “virkelig forskel i håndteringen af moderne slaveri”, mens EU-Kommissæren for det indre marked, Thierry Breton, mener, at “det vil være en løftestang til at fremme fokus på bæredygtighed over hele kloden”.
Men selvom et forbud mod tvangsarbejde er et vigtigt signal at sende til de virksomheder, der opererer på EU’s indre marked, så kan effekten af loven vise sig at være begrænset, skriver Elin Wrzoncki med en henvisning til et studie foretaget af britiske Modern Slavery Policy and Evidence Center.
“Forskningen viser, at der er begrænset dokumentation for den langsigtede effekt af importforbud, der omhandler tvangsarbejde”, skriver Wrzoncki.
En af studiets konklusioner lyder, at et importforbud muligvis kan føre til, at virksomheder ændrer praksis på kort sigt, men at der stadig ikke er evidens for dets positive langsigtede virkninger. Hvorfor det forholder sig sådan, fremgår ikke af studiet.
Siden USA sidste år vedtog loven “The Uyghur Forced Labour Prevention Act (UFLPA)”, som instrument til at beskytte deres indre marked mod produkter lavet på tvangsarbejde fra Xinjiang-provinsen i Kina, har der været forlydender om, at EU ville lave en tilsvarende lov.
Men intet sted er specifikke lande, brancher, regioner eller virksomheder nævnt i lovforslaget.
Ifølge Valdis Dombrovski skyldes den brede tilgang, at det er bedre for effektiviteten af forbuddet, mens EU-Kommisionen også “undgår at diskriminere vores partnerlande”, som Dombrovski bliver citeret for at sige i Politico.
Kina er de seneste par år blevet anklaget, senest af FN, for at drive internerings - og arbejdslejre i Xinjiang-provinsen som led i en større undertrykkelse af provinsens etniske minoriteter.
Blandt andet har Danwatch tidligere skrevet om, hvordan tvangsarbejdere i Xinjiang høster bomuld til internationale modebrands, mens vi i sommer kunne afsløre, at danske solcelleparker er bygget på solceller der kan være produceret ved hjælp af kinesisk tvangsarbejde, også fra Xinjiang.
Før lovforslaget kan træde i kraft skal det drøftes og godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.
I næste uge inviterer Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med blandt andet den almennyttige forening Gode Penge til Climate Justice Days i København og Aarhus.
Klimadagene skal i år sætte fokus på, hvordan social, økonomisk og global ulighed hænger sammen med klimakrisen.
Der bliver blandt andet stillet skarpt på bankernes rolle i den grønne omstilling. I Aarhus fortæller Mellemfolkeligt Samvirke den 21. september om Danske Banks investeringer og udlån til kul-, olie- og gasvirksomheder. I København inviterer Gode Penge til brætspil og oplæg om bankernes rolle i klimakampen den 20. september.
“Vi vil gerne oplyse folk om, hvordan private banker kanaliserer nye penge ind i økonomien, som går til fossil energi, gennem deres udlån til fossile selskaber. 95% af pengemængden bliver skabt af private banker,” siger Andrea Thorup, sekretariatsleder i Gode Penge.
Ifølge David Lando, professor i finansiering ved Copenhagen Business School, er det bankers vigtigste funktion at kanalisere nye penge ind i økonomien gennem udlån. Det har det været, så længe banker har eksisteret.
Og ifølge David Lando, er det sådan, bankerne skal understøtte den grønne omstilling:
"De skal hjælpe med at understøtte omstillingen gennem lån og formidling af kapital. Det vil de gøre, når der er økonomiske incitamenter til at skabe grønne virksomheder, som skal optage lån.”
Ifølge Gode Penge kan de økonomiske incitamenter blandt andet sikres gennem strammere kapitalkrav til de virksomheder, der ikke er så grønne og vil låne til fossil energi. Sidste år udgav Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam IBIS en rapport, som viste, at Danske Bank havde investeret og udlånt 65 milliarder kroner til kul-, olie- og gasselskaber siden 2015.
Men David Lando mener, de private banker fortsat bør udlåne penge til fossil energi:
"Jeg synes, det vil være umoralsk ikke at låne penge til fossile selskaber, for vi kan ikke leve uden. Milliarder af mennesker vil dø af sult uden gødning, og vindmøller kan heller ikke blive produceret uden fossile brændstoffer. Men vi kan gøre os mindst muligt afhængig af fossile brændstoffer og investere i de selskaber, der er visionære.”
Gode Penge og Mellemfolkeligt Samvirke vil ikke kun oplyse om bankernes rolle i den grønne omstilling. De vil også inspirere til handling. Gode Penge opfordrer blandt andet til, at man investerer sine penge bæredytigtigt gennem sin bank og spørger til deres udlånspolitik.
Men festivalen skal også vise andre måder at engagere sig i den grønne omstilling end gennem sin bank. Med klimadagene vil organisationerne rykke klimakampen tættere på aarhusianerne og københavnerne. Der er både tøjbytte, fredagsbar og folkekøkken på programmet.
”Klimakrisen er jo nok vor tids største udfordring, men det kan være svært at vide, hvordan man skal forholde sig til den i hverdagen. Med festivalen Climate Justice Days vil vi gerne vise, at alle kan være med i kampen for klimaet, og at det kan være både sjovt og inspirerende,” siger Oliver de Mylius, kampagneleder i Mellemfolkeligt Samvirke.
I havnen i Sevastopol på Krim ligger lige nu et spritnyt våbenskib til den russiske Sortehavsflåde, der har varmevekslere fra Danfoss installeret i det centrale kølesystem.
De to varmevekslere er blot et af tusindvis af salg, Danfoss har foretaget på det russiske marked, siden industrigiganten startede op i Rusland i 1993.
Den 15. juli i år meldte Danfoss så ud, at man efter 29 år har solgt forretningerne i Rusland til den tidligere ledelse som følge af krigen i Ukraine - men præsident Putin kaster nu grus i den plan.
Børsen og flere internationale og russiske medier skriver, at Putin den 8. september har underskrevet et dekret, der kræver, at virksomheder fra såkaldte ‘uvenlige lande’ skal have tilladelse til at sælge deres aktiver i Rusland.
Det vil ifølge flere eksperter, Børsen har talt med, betyde, at virksomheder som Danfoss får meget svært ved at komme ud af Rusland.
"For os at se har det potentialet til fuldstændigt at bremse europæiske virksomheders afhændelse af russiske datterselskaber, uanset hvilke tiltag EU måtte tage for at fremme sådanne salg", siger Jacob Ørskov Rasmussen, som er partner i advokatfirmaet Plesner til Børsen.
Danfoss meldte i sidste måned ud, at man forventede, at salget af de russiske datterselskaber var endelig på plads i løbet af september. Et salg, der vil medføre et nedskrivning af værdier på omkring 600 mio. kroner.
I dag lyder det fra hovedkontoret i Nordborg:
"Vi kan desværre ikke sige noget om salget af den russiske forretning til vores tidligere ledelse, da der er stor usikkerhed om godkendelsesprocessen p. t. Vi kan derfor heller ikke sige noget om, hvorvidt godkendelsesprocessen væsentligt vil forsinke fuldførelsen af transaktionen", skriver Kasper Elbjørn, kommunikationschef i Danfoss, i en mail til Børsen.
Danfoss er ikke den eneste virksomhed, der kan bliver ramt af Putins nye dekret. Eksempelvis forbereder Carlsberg også at afhænde deres russiske aktiver.
Salget af datterselskaberne er ikke det eneste Rusland-relaterede problem for Danfoss. Erhvervsstyrelsen undersøger lige nu Danfoss' salg af varmevekslere til våbenskibene og andre skibe i den russiske flåde med henblik på at få klarlagt, hvorvidt Danfoss har brudt lovgivningen og de gældende sanktioner på området.
Danfoss har ved flere lejligheder afvist at have brudt reglerne.
I det sydvestlige Brasilien på grænsen til Paraguay ligger der en kontroversiel sojaplantage. Plantagen ligger på jord, der tilhører det oprindelige folk Guarani Kaiowá. Gennem årtier har de kæmpet for deres ret til jorden, men er gang på gang blevet fordrevet med vold.
Nu viser en undersøgelse foretaget af miljøorganisationen Earthsight, at soja fra farmen kan spores til en af verdens største sojaselskaber Bunge, som der er investeret millioner af danske pensionskroner i.
Guarani Kaiowás område Takuara ligger i den brasilianske stat Mato Grosso do Sul. Her har befolkningsgruppen levet i generationer. Men i slutningen af 1800-tallet gav den brasilianske stat en stor del af området til virksomheden Matte Larangeira, som anlagde en teplantage. Siden er området blevet brugt til at dyrke kaffe, til kvægdrift og bruges nu til at dyrke soja.
Ifølge FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP), har oprindelige folk ret til jord, territorier og ressourcer de traditionelt har ejet, beboet eller benyttet. Men det har ikke afholdt den brasilianske regering og de multinationale virksomheder fra at fordrive de oprindelige folk igen og igen, for at gøre plads til landbrug. I mere end 100 år har Guarani Kaiowá kæmpet for deres ret til at bo i Takuara.
Ved at opkøbe soja fra en plantage på Guarani Kaiowá-folkets retmæssige jord mener Earthsight, at Bunge får et medansvar for at de oprindelige folks rettigheder krænkes.
Som Danwatch tidligere har beskrevet, investerer flere danske pensionsselskaber millioner af kroner i Bunge, der gentagne gange er blevet kritiseret for at handle med soja dyrket på områder, hvor regnskov og anden vigtig natur ryddes for at gøre plads til plantager.
Bunges medansvar drypper også ned på de danske pensionsselskaber. Det mener generalsekretær i Oxfam IBIS Lars Koch:.
“Hvis der sker et brud på rettigheder, er der en direkte rettighedsbryder. Det er dem der opererer på territoriet. Men Bunge har et medansvar, hvis de handler med dem, og pensionsselskaberne har et medansvar, hvis de investerer i Bunge og ved, at det her foregår,” siger han.
Når de danske pensionsselskaber skal vurdere, om deres investeringer er ansvarlige, tager de ofte udgangspunkt i FN’s principper for menneskerettigheder og erhverv. Oprindelige folks rettigheder er ikke nævnt direkte i principperne, men da der står, at virksomhederne er ansvarlige for ikke at krænke menneskerettighederne, kan sagen om Guarani Kaiowá-folket ses som et brud på de retningslinjer. Det forklarer professor i virksomhedsansvar på CBS Andreas Rasche.
“Krænkelser af sådanne rettigheder kan tolkes som et brud på principperne,” skriver han til Danwatch.
Hos de danske pensionsselskaber, der investerer mest i Bunge, har sagen også givet anledning til en kritisk dialog med sojagiganten. Sampension, som har 43 millioner investeret i Bunge, har taget kontakt til Bunge for at få en afklaring på, hvordan selskabet forholder sig til den konkrete sag. Det skriver Chef for ESG Jacob Ehlert Jørgensen. Han skriver videre, at de generelt mener, at de flytter mere ved at indgå i dialog end ved at ekskludere.
Da Danwatch for to år siden skrev om danske pensionsselskabers investeringer i sojaselskaber som bidrager til afskovning og fordrivelse af oprindelige folk, var Sampension allerede i dialog med Bunge om problematikken. Dengang skrev de, at det var for tidligt at sige, hvor det ville ende. Hvordan dialogen er gået siden, vil de ikke konkludere på overfor Danwatch, fordi dialogen stadig er i gang.
PensionDanmark har 75,6 millioner investeret i Bunge. Deres chef for ESG og Bæredygtighed Jan Kæraa Rasmussen skriver:
”Vi er bekendt med, at Bunge er blevet kædet sammen med køb af soja fra områder, der bidrager til afskovning og truer oprindelige folks levesteder. Det finder vi bekymrende, og vi har derfor intensiveret vores dialog med selskabet om behovet for at standse aktiviteter, der bidrager til afskovning,”
Svarene fra de to pensionsselskaber viser, at problemet med afskovning har fået større opmærksomhed de seneste år og også fylder i pensionsselskabernes ansvarlighedspolitikker.
Men ifølge Earthsight er indsatser for at mindske afskovning mindre relevante når det kommer til den sojaplantage som ligger på Guarani Kaiowá-folkets jord, fordi området allerede blev ryddet for mere end 100 år siden.
“Virksomhederne som anvender plantagens soja skal stilles til ansvar for deres rolle i at understøtte en plantage, som er involveret i fortsatte krænkelser af oprindelige folks rettigheder,” skriver Earthsight.
PensionDanmark fremhæver i deres svar på vores henvendelse, at Bunge har en målsætning om at have en afskovningsfri værdikæde inden 2025. Men den målsætning giver dem tre år mere til at investere i nye plantager på oprindelige folks jord, som de efterfølgende vil kunne fortsætte med at opdyrke, uden det står i vejen for deres målsætning.
Sagen sætter ifølge Lars Koch fokus på en mere generel problemstilling, når det kommer til sojadyrkning i Sydamerika. For selvom mange danske pensionsselskaber de seneste år har øget indsatsen for at undgå investeringer i virksomheder, som bidrager til afskovning, er der for lidt fokus på oprindelige folks rettigheder.
“Man tager hensyn til miljømæssige konsekvenser, men ikke konsekvenserne for oprindelige folk,” forklarer Lars Koch og fortsætter:
“Det er altså også en mere principiel diskussion om, at man har en tendens til at glemme menneskerettigheder, når man taler om klima og miljø. Men det med at få rettighedsaspektet med er helt afgørende.”
Ud over Sampension og PensionDanmark har vi henvendt os til PFA, som ifølge deres beholdningsliste pr. juni 2022 har 53 millioner investeret i Bunge. PFA er ikke vendt tilbage inden deadline.
Du kan tjekke om dit pensionsselskab har aktier i Bunge på pensionsmaskinen.dk
Stigende priser, Covid-19 og en blodig borgerkrig.
Et sammenfald af kriser har gjort det dyrt at leve i Etiopien. Det sidste år er forbrugerpriserne steget med over en tredjedel i landet, hvor der i 2020 udbrød borgerkrig. Efter fem måneders våbenhvile blev konflikten genoptaget 24. august i år.
Midt i alle disse problemer står arbejderne i den tekstilindustri, som landet har satset stort på, og som leverer tøj til nogle af verdens største mærker.
De stigende priser øger leveomkostningerne for tekstilarbejderne. Men lønnen følger ikke med, selvom tøjet ender hos store multinationale virksomheder, der sælger tøjet i USA og Europa, herunder i Danmark.
Kristoffer Marslev, er postdoc ved Roskilde Universitet og forsker i tekstilindustrien i netop Etiopien, og han mener, at de store tøjmærker burde reagere på situationen i landet.
“Virksomhederne bør tage et større ansvar. Det bør være sådan, at virksomhederne, som køber tøjet fra leverandørerne i Etiopien, afspejler de stigende leveomkostninger i deres priser eller som minimum deler byrden med leverandørerne. Desværre er det ikke almen praksis i den globale tøjindustri,” siger Kristoffer Marslev.
Svenske H&M og amerikanske PVH, der ejer mærker som Tommy Hilfiger og Calvin Klein, er blandt de multinationale virksomheder, der får produceret tøj i Etiopien. Produktionen foregår i industriparker ejet af regeringen til lav løn og under arbejdsvilkår, som tidligere er blevet kritiseret af Workers Rights Consortium for at overtræde flere arbejdstagerrettigheder. Det fortæller Rola Abimourched, vicedirektør for efterforskning og ligestilling mellem køn i Worker Rights Consortium.
“I 2018 dokumenterede vi flere brud på arbejdstagerrettighederne som tvungen overarbejde, fysiske og verbale krænkelser. Vi gik i dialog med tøjfirmaerne, så de kunne presse deres leverandører til at leve op til deres adfærdskodeks og forbedre vilkårene,” siger Rola Abimourched.
Regeringen i Etiopien har store ambitioner for deres tekstilindustri, der skal danne kimen til et stort eksporteventyr, men samtidig fører regeringen krig mod den nordlige region Tigray. Det har sat en kæp i hjulet for regeringens planer. USA, som er den største importør af tøj fra Etiopien, har trukket sig fra en stor handelsaftale med landet. Det skaber øgede udgifter i tekstilproduktionen.
“De fleste leverandører er afhængige af det amerikanske marked, og for at sælge til det, skal de nu betale 35% ekstra i skat. Den regning er deres købere højst sandsynligt ikke villige til at kompensere for, hvilket allerede har skabt væsentligt færre ordrer fra Etiopien,” siger Felix Maile, som er PhD-kandidat i udviklingsstudier ved University of Vienna i Østrig.
USA bandlyste Etiopien fra handelsaftalen i år som konsekvens af de krænkelser af menneskerettighederne, begge parter i konflikten har begået, og som er dokumenteret af FN og Etiopiens Menneskerettighedskommission. Leverandørerne skal også importere bomuld og maskiner fra andre lande, og det efterlader ikke meget plads til profit.
Det rammer i sidste ende arbejderne. For mens leveomkostningerne stiger, er lønnen ifølge Felix Maile stagneret på et meget lavt niveau. Faktisk det laveste i verden. NYU Stern School of Business’ rapport fra 2019 viser, at etiopiske tekstilarbejdere tjener helt ned til 190 kroner om måneden.
Det er under en tredjedel af, hvad tekstilarbejdere tjener i Myanmar og Bangladesh. Det er også langt under de 810 kroner, som rapporten peger på, var minimum for leveomkostningerne i 2019. Mens den lave løn er svær at leve for som arbejder, er det landets fordel i konkurrencen om at presse priserne ned og tiltrække de store kunder i tøjindustrien.
Lave lønninger er ikke det eneste, regeringen vil lokke tøjproducenter til Etiopien med. Etiopiens Investerings Kommission har samlet en incitaments-pakke til investorer:
Både Felix Maile og Kristoffer Marslev finder det tvivlsomt, om firmaer som H&M og PVH har udnyttet deres indflydelse til at styrke menneskerettighederne, siden konflikten brød ud. Men de tilføjer også, at det ikke vil være en passende handling at trække sig fra Etiopien, fordi det vil betyde, at tusinder mister deres arbejde.
På den måde stiller kriserne tøjindustrien i et umuligt dilemma. Når de bliver i landet er der problemer, forlader de landet kan problemerne blive større.
Ifølge H&Ms liste over leverandører, køber virksomheden tøj fra fire fabrikker i Etiopien. Det samme gør PVH, som har trukket sig fra én fabrik, efter USA bandlyste Etiopien fra handelsaftalen. Fabrikker, som H&M og PVH ifølge eksperterne også har et ansvar for.
“Tøjvirksomhederne bør følge deres initiativer for at sikre bedre arbejdsforhold i forsyningskæden op med en større fordeling af overskuddet. Når leverandørerne alene hæfter for stigende leveomkostninger, bidrager det til hårde arbejdsregimer på fabrikkerne,” siger Kristoffer Marslev.
Arbejdet er blevet hårdere. Det fortæller Rola Abimourched. På grund af borgerkrigen og den økonomiske situation er flere blevet udsat for verbal, fysisk og kønsbaseret vold. Flere er blevet sendt på orlov uden løn eller sagt op uden at fratrædelsesgodtgørelse.
H&M har ikke ønsket at kommentere virksomhedens forsyningskæde i Etiopien. PVH henviser i en mail til Danwatch til en tidligere udmelding om produktionen i Etiopien.
