Mød børnene, der høster vores Fairtrade kakao

I tre dage i juni undersøgte vi Elfenbenskystens kakaoplantager. Vi interviewede 11 børn, der høster kakao og rydder underskov med knivskarpe machetes, og de slæber tunge sække med kakao, der leveres til bl.a. det danske marked. Børnene var mellem 8 og 15 år, og de arbejdede på såkaldt bæredygtige kakaoplantager.
Journalist
Dato
24. juli 2020
I tre dage i juni undersøgte vi Elfenbenskystens kakaoplantager. Vi interviewede 11 børn, der høster kakao og rydder underskov med knivskarpe machetes, og de slæber tunge sække med kakao, der leveres til bl.a. det danske marked. Børnene var mellem 8 og 15 år, og de arbejdede på såkaldt bæredygtige kakaoplantager.
Video: Sidibé Adama / Videoredigering: Jonathan Tybjerg
Redaktør: Jesper Hyhne | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

Mød børnene, der høster vores Fairtrade kakao

Sagen kort

  • ​I juni 2020 var Danwatch i Elfenbenskysten for at undersøge omfanget af børnearbejde på kakaoplantager, der sælger deres kakao som bæredygtig.
  • Børnearbejde er forbudt i Elfenbenskysten, men alligevel fandt Danwatch børn, der arbejdede, i 8 ud af 10 kakaoplantager, vi besøgte.  I alt mødte vi 15 børn og interviewede 13 af dem.
  • Alle plantager er en del af et bæredygtighedsprogram, der skal afskaffe børnearbejde. 6 af plantagerne levere til kooperativer, som er certificeret af mærkningsordningen Fairtrade. Der var børn, der arbejdede på 4 af de 6 Fairtradeplantager.
  • I 2001 skrev chokoladeindustrien under på, at det skulle være slut med børne- og tvangsarbejde i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten, hvor størstedelen af verdens kakao produceres, men der er flere børnearbejdere i Elfenbenskysten end nogensinde før.
  • Af hensyn til børnenes sikkerhed har vi valgt at skjule deres identitet og ansigter, samt navne og adresser på plantager og kooperativer. Fairtrade er orienteret om disse oplysninger, så de har mulighed for at udbrede vilkårene for familierne.

Plantagen uden certificering

Allerede klokken syv om morgenen er temperaturen 23 grader og luftfugtigheden er tæt på 100 procent. Under kakaotræernes grønne blade er der skygge, men sveden løber i smalle striber ned ad ansigtet og kroppen på Alex.

Han har en sort Jack Daniel’s t-shirt på, og i den ene hånd holder han en meterlang knivskarp machete. Begge dele passer til en voksen mand. Om lidt svinger han igen macheten i underskoven for at rydde for græs og ukrudt, der forhindrer træerne med de grønne og gule kakaobælge i at vokse.

Alex er 8 år, fortæller han, og det er svært at få bekræftet. Når han bliver voksen, vil han være ‘en stor mand’.

Hver eneste dag under høsten i maj og juni arbejder han med sine forældre og tre brødre på 10, 11 og 14 år her i kakaoplantagen i Elfenbenskysten. Kakaoen bliver leveret til et kooperativ, som sælger kakaobønnerne videre til et andet kooperativ, der er Fairtrade-certificeret. Dét bekræfter lederen af det første kooperativ, M. Toure over telefonen fra Elfenbenskysten.

På den måde blandes kakaobønner, der ikke er underlagt Fairtrades krav om blandt andet nul børnearbejde, med Fairtrade-certificerede kakaobønner.

Cirka 200 kilometer nord for landets hovedstad, Abidjan, har Danwatch besøgt seks kakaoplantager, der leverer til fire kooperativer, som er Fairtrade-certificerede. Alligevel fandt vi på fire af plantagerne børn mellem 8 og 15 år, der arbejdede med knivskarpe machetes, løftede tunge vandbaljer eller kakaosække. Vi talte med 11 af børnene.

Her er ingen adresser, så vi har fundet kooperativerne ved hjælp af vores telefoners lokationsdata, Elfenbenskystens cvr-register og Google maps. Fairtradekooperativerne kender vi fra Fairtrades certificeringspartner, FLOCERT, der lægger navne på alle kooperativerne ud på deres hjemmeside.

Play Video
Husk at aktivere undertekster

Mød Alex, Eric, Maurice og Marc.

Jeg har sagt, de skal lade være, men de siger: ’Far, du har ingenting. Vi er fattige. Så vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe dig’.

Machete er ulovligt for 8-årige

Når vi spørger Alex, om det er hårdt, siger han nej. Han bliver heller ikke træt, siger han. Alligevel er der ingen tvivl om, at arbejdet med machete i mange timer hver dag er forbudt ifølge loven i Elfenbenskysten, når man er under 18 år, og i særdeleshed, når man kun er 8 år.

Alex og hans brødre har selv valgt at arbejde i plantagen, siger deres far.

“Jeg har sagt, de skal lade være, men de siger: ’Far, du har ingenting. Vi er fattige. Så vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe dig’. Når du har sat børn i verden, må de også hjælpe dig. Så det er sådan, de hjælper til. De høster og pakker kakao”, siger drengenes far, hvis navn vi har valgt at holde anonymt.

Det er for dyrt at sende Alex og hans tre brødre i skole altid, så de går kun i skole engang imellem, fortæller faderen.

“Indimellem kommer kooperativet forbi og siger, at de vil hjælpe mig med at sende mine børn i skole. Men hvad med lørdag og søndag, hvor der ikke er skole? Jeg har ikke råd til, at de kun går i skole”, siger han.

Kooperativet sælger det meste af kakaobønnerne videre til et Fairtrade-certificeret kooperativ, der sælger videre til de internationale chokoladeproducenter Cargill og Olam, som igen er leverandør til virksomheden Mondeléz, tidligere Kraft Foods. Mondeléz står bag en lang række kendte chokoladebrands, blandt andet Marabou og Dajm.

Drengen, der ifølge faren er 8 år, bærer kakaobønner i en sæk fastspændt på en gren over sit hoved.

Fairtrades kakaoplantager

Vi kører videre mod en anden plantage og møder snart en ny familie i gang med arbejdet. En lille gut i åbentstående grøn skjorte bærer kakaobønner i en sæk fastspændt på en gren over sit hoved. Han er også 8 år, siger hans far. Vi får faderens tilladelse til at interviewe ham.

Sveden driver af ham. Han ser ned, han har ikke lyst til at tale med journalister.

Det har hans bror, Tresor på 12 år, til gengæld. Med den knivskarpe machete, der hænger ned langs hans side, imens han taler med os, høster han kakao. Han hugger de gule og grønne bælge op, så de hvide bønner kommer til syne. Der kan være 20-60 kakaobønner i én bælg.

Tresor slæber kakaobønnerne ud i solen, hvor de skal tørre og fermentere i en lille uges tid, før de tørrede bønner bliver hældt i sække. Det er også Tresors job at slæbe sækkene. Godt nok har han en sækkevogn, men der kan også være 65 kg kakaobønner i én sæk. Normalt går han i skole, i femte klasse, men på grund af corona-pandemien er skolen lukket. og han vil gerne hjælpe sine forældre. Så Tresor arbejder i plantagen fra 8 til 16 hver dag.

Sækkene med kakaobønner skal videre til kooperativet, der igen leverer til Cargill og Nestle. En søgning på FLOCERT, der er Fairtrades certificeringspartner, bekræfter, at dette kooperativ også er Fairtradecertificeret.

I samme plantage møder vi to unge mænd, der ryster kakaobælge ned fra træernes gule kroner med stokke, en tredje dreng samler bælgene op. To kvinder med tørklæder, kangaer, om livet som nederdele og hovedtørklæde bevæger sig gennem skovbunden med vandbaljer til de arbejdende, én af kvinderne har sit spædbarn svøbt på ryggen.

Play Video
Husk at aktivere undertekster

Mød Juan, Tresor og Badinia.

Taktfaste rytmiske slag fra en stok og en machete lyder et stykke fra gruppen. En dreng i grøn- og gulstribet trøje, hvor ærmerne er klippet af, og bukserne placeret nederst på hoften, rydder grønne planter under træerne. Badinie er 15 år og oprindeligt fra Burkina Faso, fortæller han. Hans arbejdsdag begynder kl. 7 og slutter ved 16-tiden.

Hvilken klasse går du i?

“Jeg gik ud af 4. klasse i Burkina Faso”, siger Badinie.

Hvorfor spørger du ikke din far, om du kan blive hjemme?

“Fordi skolen er stoppet, hvor vi bor. Så kan jeg lige så godt komme her og hjælpe min far med arbejdet”.

Han klør sig på armen og ser væk, imens han taler.

Hvad vil du gerne være i fremtiden?

“Jeg kunne godt tænke mig at blive journalist eller  lære et håndværk”, siger Badinie.

Der ligger et par håndfulde Fairtrade-certificerede kooperativer rundt omkring byen Soubré her i den sydvestlige del af Elfenbenskysten. Fire andre kooperativer har Fairtrade suspenderet. Vi kan ikke få at vide hvorfor, da det er fortrolig information, udover at der er brud på Fairtrades kriterier.

 

Børnearbejde er en realitet

Omtrent 150 kilometer vest for Soubré i regionen Divo ligger et Fairtrade certificeret kooperativ, der leverer kakao til Nestle og Mondeléz gennem kakaohandlerne Olam og Blommer. Kooperativet vil gerne vise os plantagerne, hvor kakaoen er ved at blive høstet cirka 20 km nord for kooperativet.

Jean Paul, der leder kooperativet, fortæller, hvordan han har reddet mindst 200 børn fra børnearbejde siden 2015. Han siger også, at “børnearbejde er en realitet” i Elfenbenskystens kakaoplantager, men at de gør, hvad de kan for at hjælpe.

“Der er oprettet skoler og udstedt fødselsattester til børn, så de kan få tilladelse til at  komme i skole, og jeg tror, at med myndighedernes indsats og de tiltag, der bliver gjort på jorden, så vil børnearbejde ikke blive ved med at være et problem”, siger Jean Paul.

Play Video
Husk at aktivere undertekster

Mød Liliane og Rachelle.

En længere køretur fra kooperativet ligger en af markerne, der leverer til Jean Pauls kooperativ. Vi følges med to piger, der går bag tre mænd, som er på vej ud i plantagen for at høste kakao. 

11-årige Rachelle bærer en gul balje med vand på hovedet, hun rækker én af mændene en lilla skål med vand, og han drikker hastigt af den. Rachelle vil gerne være “en stor forretningsdame”, når hun bliver voksen. 

Hvorfor går du så ikke i skole?

“Min far har ikke sendt mig i skole”.

OK, men når du ser dine kammerater gå i skole, får du ikke lyst til at gøre ligesom dem?

“Jo, jeg bliver ked af det. Jeg vil gøre ligesom dem”, siger Rachelle.

Lilliane på 10 år fortæller, at hun også bærer vand til mændene, der arbejder hele dagen i plantagerne. 

Er det din mor eller din far, der har sagt, du skal gå med dem? 

“Det er mor”, siger Liliane.

Skal du ud i marken alle dage?

“Nej, kun de dage, hvor jeg ikke går i skole”.

Bliver du ikke træt af at være her så mange dage?

“Jo”. 

OK, hvad vil du gerne være når du bliver stor?

“Jordemoder”.

 

Vi møder i alt 15 børn og interviewer 13 af dem. De høster kakao som bliver leveret til tre kooperativer som er Fairtrade-certificerede, og til  et enkelt kooperativ, der ikke selv er Fairtrade-certificeret, men som sælger deres kakao via et Fairtrade kooperativ. Stik imod Fairtrades regler.

Vi har spurgt Fairtrade, hvordan det kan lade sig gøre, at der arbejder børn på plantager, der leverer til Fairtrade kooperativer. 

“Børnearbejde er strengt forbudt ifølge Fairtrades standarder, og vi tager sagen meget alvorligt”, siger Camilla Erika Lerberg, der er direktør for Fairtrade Danmark.

– I siger, at der har været én audit på 18 måneder i denne region. Er det godt nok? 

“18 måneder er usædvanligt, under normale omstændigheder er der cirka 1 år mellem planlagte audits, der udføres af vores eksterne kontrolorgan FLOCERT, men corona-pandemien har gjort det sværere at udføre audits, hvilket kan være en del af forklaringen. Derfor vil vi også tage en dialog med FLOCERT for at se, om det kan gøres bedre. Vi kan dog ikke kontrollere os ud af det. Vi skal forebygge og håndtere børnearbejde, når vi opdager det”.

–  Er kontrollen god nok, når 4 ud af 6 plantager bruger børnearbejde? 

“FLOCERT, der udfører audits for Fairtrade, vurderer og planlægger kontrolforløb ud fra det, vi kalder en risikobaseret tilgang. Det vil sige, at hvert enkelt forløb tilpasses lokale forhold. Derfor kan der være udsving – samt lokale omstændigheder, der gør at der i perioder er længere mellem audits”.

– Kan I garantere, at den chokolade danskerne køber, ikke er plukket af børn? 

“Som sagt ville jeg ønske, at jeg kunne love, at der ikke fandtes børnearbejde i vores system, men det kan jeg ikke – og det er netop derfor, det er så vigtigt, at Fairtrade er til stede i fattige lande som Elfenbenskysten, hvor børnearbejde findes. Vi gør alt, hvad vi kan, for at forbygge børnearbejde og håndtere det, når vi – eller andre opdager det”.

– Men I skriver på jeres hjemmeside, at Fairtrade mærket er din garanti for, at råvarerne er produceret under ordentlige forhold, herunder ingen børnearbejde. Hvorfor bruger I ordet garanti – når I ikke kan garantere? 

“Hvis du opfatter det sådan, er der brug for en præcisering på lige netop den side på vores nye hjemmeside, vi har nu tilføjet ordet ’bedste’ til sætningen, så der nu står ’din bedste garanti’. Det er også med det forbehold, vi og andre normalt taler om det på, som du kan se eksempler på andre steder på hjemmeside”, slutter Camilla Erika Lerberg. 

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross