I årets første måned kom Unilever med en ambitiøs nyhed. I løbet af de næste 10 år vil den enorme industrikoncern ifølge en pressemeddelelse forpligte sig til at “opbygge et mere retfærdigt og inkluderende samfund ved at hæve levestandarden i hele deres værdikæde”. 

Det vil sige, at Unilever vil forbedre livet for alle, der laver den mindste lille del af deres produkter.

Store ord fra en koncern, der til daglig producerer og sælger 400 forskellige varemærker i mere end 190 lande – det inkluderer alt lige fra Knorr over Frisko til Dove. Og som har intet mindre end 60.000 direkte leverandører under sig, der beskæftiger millioner af mennesker. 

Helt konkret lover Unilever blandt andet at udstyre ti millioner unge med færdigheder, der kan forberede dem på fremtidige jobmuligheder. Men mest opsigtsvækkende forpligter koncernen sig til at sikre, at alle deres direkte leverandører modtager en såkaldt leveløn inden 2030 – altså en løn, som arbejdere faktisk kan leve af. Det gælder fra den store producent til den lille bonde, der har sin egen kakaoplantage. 

Unilever har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til Danwatch, at udmeldingen skal ses som en reaktion på en stigende global fattigdom – lige nu lever 650 millioner under fattigdomsgrænsen. Dertil kommer COVID 19-krisen, som lige nu ser ud til at sende 150 millioner ud i ekstrem fattigdom. 

“Det haster altså med en leveløn, og vi ved, at netop en leveløn kan understøtte en økonomisk cyklus, der giver større vækst, effektivitet og produktivitet”, skriver Sandhya Forselius, presseansvarlig hos Unilever, der altså mener, det også vil falde positivt tilbage på dem at forbedre leverandørernes forhold.

At Unilever smider en sådan udmelding på bordet, er en velkommen udvikling, lyder det fra både professor i virksomheders sociale ansvar ved Copenhagen Business School, Andreas Rasche, og seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams. Både fordi Unilevers størrelse selvsagt vil betyde stor gennemslagskraft, men også fordi diskussionen om leveløn har været forsømt blandt virksomheder i alt for lang tid.

“Det er på tide, at leveløn endelig kommer på dagsordenen blandt virksomheder. At det så samtidig er en virksomhed som Unilever, som har så stor et leverandørnetværk, der hæver standarden, er kun positivt”, siger Andreas Rasche.

Men som det er set før, så har virksomheder givet store løfter, som de aldrig har levet op til, så kan vi regne med, at Unilever holder, hvad de lover? Svaret er måske overraskende: ja, det kan vi faktisk godt.

Leveløn er en menneskeret

I dag pryder mange virksomheder sig med, at de betaler om ikke mere så i hvert fald en minimumsløn til deres medarbejdere og til deres leverandører. Umiddelbart en fin tanke og lige efter bogen, men spørgsmålet om løn og størrelsen af den er ikke så ligetil. Der er nemlig ofte stor forskel på en minimumsløn, og hvad man kan få for den. Det er her levelønnen kommer ind i billedet. 

Helt firkantet er forskellen på en minimumsløn og en leveløn, at en minimumsløn et fastsat ved lov med det formål at beskytte arbejdstagere mod unødigt lave lønninger. Altså er minimumslønnen det vederlag, som en arbejdsgiver skal betale for et givent stykke arbejde uanset kollektive overenskomster og individuelle kontrakter. 

Men ofte er minimumslønnen stadig så lav i nogle lande, at en arbejdstager ikke kan give sin familie mad på bordet eller måske endda have tag over hovedet. For slet ikke at tale om at sende børnene i skole. 

Sådan forholder det sig ikke med en leveløn. For i modsætning til minimumslønnen, er levelønnen ikke fastsat ved lov, men tager til gengæld afsæt i, at en løn skal kunne dække en arbejdstagers basale behov som mad, bolig, tøj, sundhed og uddannelse. Behov, som faktisk er en menneskeret ifølge FN og ILO, den internationale arbejdsorganisation. 

Der er bare endnu lang vej til en leveløn, selvom diskussionen har eksisteret i årevis. De store forskelle mellem en minimumsløn og en reel leveløn ses især i udviklingslande som Bangladesh og Cambodja og er tæt forbundet med industrier som tekstil – og fødevareindustrien. I en undersøgelse foretaget af NGO’en Labour Behind The Label fra 2019 lød konklusionen, at ingen tekstilfabrikker i Asien endnu betalte arbejdstagere en løn, der svarede til en leveløn. 

Det samme gør sig gældende for store dele af fødevareindustrien, hvor det som regel er de arbejdstagere, der plukker eller på anden vis høster en fødevare, som ikke modtager en ordentligt løn.

Eksempelvis har Danwatch afsløret, hvordan vaniljebønder i Madagaskar lever i ekstrem fattigdom, og hvor månederne april og marts er kendt som sultemånederne. Eller at nogle arbejdstagere på en fabrik i Ghana, der skærer frugter ud til de små frugtpakker, vi kan finde på hylderne i Irma, tjener mindre end halvdelen af en leveløn.

Læs mere her: Jagten på Kwabena: En pakke med udskåret frugt fortæller en vigtig historie om bæredygtighed

Ifølge seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams er en af problemerne bag de dårlige lønninger blandt andet for lave priser på produkter som chokolade og tøj. 

“Virksomheder skal stadig sælge deres produkter på hylderne, og supermarkeder presser dem utroligt meget på pris, og det presser selvfølgelig virksomhederne på produktionspriser”, siger Friedel Hütz-Adams.

WordPress › Fejl

Der er sket en kritisk fejl på dit websted.

Lær mere om fejlsøgning i WordPress.