17. december 2019

Apple, Dell, Google, Microsoft og Tesla anklages i retssag om børnearbejde og dødsfald i koboltminer

Tech-giganter sagsøges i USA for at være medansvarlige for børns død og lemlæstelse i koboltminer i Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er anlagt af familier og pårørende til minearbejdere, som hævder, at kobolten ender i tech-virksomhedernes batterier.

Mine i Den Demokratiske Republik Congo Foto: Fairphone / FLICKR (Attribution-NonCommercial-ShareAlike CC BY-NC-SA.)

Det kræver blot en enkelt Youtube-søgning på ‘cobalt mining’, og der dukker et hav af videoer op, som viser børn, der arbejder i snævre tunneller under jorden i koboltindustrien i Den Demokratiske Republik Congo.

I en årrække har koboltudvinding medført omfattende krænkelser af menneskerettigheder i landet, der producerer mere end halvdelen af verdens forbrug af kobolt. Det er blandt andet beskrevet af Danwatch tilbage i 2016 på baggrund af en rapport fra  research-centeret SOMO.

Nu har menneskerettighedsorganisationen International Rights Advocates på vegne af 14 congolesiske forældre og børn sagsøgt Apple, Dell, Google, Microsoft og Tesla ved en amerikansk domstol i Washington DC i denne uge. Det fremgår i en artikel fra The Guardian.

Ifølge retsdokumentet ender kobolten fra minerne i virksomhedernes produkter og særligt i deres genopladelige batterier.

International Rigths Advocates hævder, at virksomhederne havde kendskab til forholdene i koboltminerne, hvor flere børn er døde eller lemlæstede under arbejdet med at udvinde kobolt.

“De her virksomheder – nogle af de rigeste virksomheder i verden, der laver smarte gadgets – har tilladt, at børn er blevet lemlæstet og dræbt, for at de kunne få fat i billig kobolt”, siger advokat Terrence Collingsworth, der repræsenterer familierne, til den britiske avis The independent.

[Citat1]

Kollapsede tunneller med død og lemlæstelse til følge

I retsdokumenterne beskriver de congolesiske familier, hvordan deres børn gravede efter kobolt i mørke underjordiske tunneler med primitive redskaber til en dagsløn på cirka 13 kroner.

Det fremgår også, at 6 ud af 14 børn i sagen er døde på grund af tunneler, der kollapsede, mens børnene arbejdede. Resten af børnene har enten fået lammelser eller lever med livsvarige skader.

Ifølge sagsanlægget er Apple, Google, Dell, Microsoft og Tesla medskyldige i de forhold, der har medført død og kroniske skader for børnene.

Familierne søger erstatning for tvangsarbejde og yderligere kompensation for uretfærdigt at profitere på børnenes arbejde, manglende tilsyn og for at volde familierne følelsesmæssig skade.

Tech-giganter ansvarlige

Familierne siger, at børnene arbejdede illegalt i miner ejet af det britisk-schweiziske mineselskab Glencore. Ifølge retsdokumenterne sælger Glencore kobolt til det belgisk baserede Umicore, der behandler det, og sælger det videre til Apple, Google, Microsoft og Dell.

Derudover fremgår det, at børn også har arbejdet i en mine ejet af det kinesiske firma Zhejiang Huayou Cobalt, der ifølge retsdokumenterne leverer til Apple, Dell og Microsoft.

Ifølge The Guardian er en af de centrale påstande i sagsanlægget, at virksomhederne har været vidende om, at kobolten er udvundet af børn, der arbejder under livsfarlige forhold i minerne.

I retsdokumenterne argumenteres der for, at alle virksomhederne har ressourcerne til at regulere deres underleverandører, og at deres mangel på dette er medvirkende til, at de 14 børn i sagen er døde eller lemlæstede.

Konfliktmineraler i “grønne batterier”

Genopladelige batterier er en væsentlig del af den grønne omstilling, der skal løse den globale klimakrise. Men der er en stor udfordring i at sikre batterierne bæredygtighed.

I en større undersøgelse har Danwatch netop dokumenteret, hvordan litiumudvinding til batterier skaber problemer for miljøet og lokalbefolkningen i Chile

Tidligere i år har Danwatch fortalt om en kampagne for bæredygtige genopladelige batterier, som Amnesty International har lanceret, fordi der sker voldsomme brud på menneskerettighederne i udvindingen af kobolt og litium.

I løbet af det næste årti ser det ud til, at efterspørgslen efter genopladelige litium-ion batterier vil stige drastisk. På nuværende tidspunkt er kobolt og litium uundværlige ingredienser i batterierne.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down