7. februar 2023

“De store virksomheder bør politianmeldes” –  Forbrugerombudsmanden kritiseres for slapt tilsyn med greenwashing

OK Benzin, Toyota, Suzuki og Føtex har ifølge Forbrugerombudsmanden brudt Markedsføringsloven, men ingen af virksomhederne er blevet politianmeldt.

Foto: Forbrugerombudsmanden

I slutningen af 2021 blæste et politisk flertal til kamp mod greenwashing.

Antallet af sager på området var eksploderet, og Forbrugerombudsmanden fik derfor bevilget 28 millioner kroner til at øge kontrollen på området kraftigt. 

Det skulle være slut med alt den vildledende, grønne markedsføring, som forbrugerne udsættes for, og Forbrugerombudsmanden udtalte, at det var “overordentligt vigtigt at lave et effektivt tilsyn”, da greenwashing truer den grønne omstilling. 

Men Forbrugerombudsmanden har efterfølgende ladet virksomheder, der snyder på vægten, slippe for let, lyder kritikken nu fra flere sider. 

“Vi synes, at det havde været på sin plads at skride til politianmeldelser. Specielt i de sager, hvor det er større virksomheder, der står bag vildledningen, og som man må forvente har styr på reglerne. Det virker mærkeligt, at der stadigvæk er så lempelig en tilgang til området”, siger Marie Frank-Nielsen, jurist i Forbrugerrådet Tænk. 

I 2022 har Forbrugerombudsmanden vurderet, at 10 virksomheder såsom Toyota, OK Benzin, Suzuki og Føtex har gjort sig skyldig i greenwashing uden at politianmelde en eneste af virksomhederne. 

Også Enhedslisten, der i første omgang foreslog den ekstra bevilling til Forbrugerombudsmanden, er kritisk over for de manglende politianmeldelser. 

“Det er godt, at der er et oplysningsarbejde om reglerne til de mindre virksomheder. Men det er også nødvendigt, at der er nogle sager, der går videre til politiet, og som kan medføre en bøde. Store virksomheder som OK Benzin, Suzuki og Toyota har mest respekt for, at der kan falde bøder”, siger Søren Egge Rasmussen, energi- og forsyningsordfører fra Enhedslisten.  

Det Konservative Folkeparti er heller ikke imponeret.

“Jeg er overrasket og meget kritisk over for, at der ikke er blevet politianmeldt en eneste virksomhed, efter Forbrugerombudsmanden har fået bevillingen. Virksomhederne bør kende reglerne, og der skal være en konsekvens for dem, der bryder dem. Forbrugere, der vil handle bæredygtigt, skal ikke snydes. De skal kunne stole på den markedsføring, de møder,” siger Mona Juul, erhvervs- og klimaordfører i Det Konservative Folkeparti.

Vores konklusion har derfor været, at virksomhederne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at der her er lovgivning, der skal overholdes. I en sådan situation anser jeg det for væsentligt at udbrede kendskabet til reglerne, inden vi skrider til politianmeldelser.
Christina Toftegaard Nielsen
Forbrugerombudsmanden

Foruden at give Forbrugerombudsmanden en økonomisk indsprøjtning har Folketinget vedtaget lovgivning, som giver større bøder for brud på Markedsføringsloven, der trådte i kraft i starten af 2022. Virksomheder, der som OK, Suzuki, Toyota og Føtex har en omsætning på over 1,5 milliard, kan nu få bøder på over 10 millioner, og det værktøj skal også bruges til at bekæmpe greenwashing. 

“Vi har netop ændret markedsføringsloven, hvor vi har indført en ny bødemodel, der indebærer, at grove og systematiske overtrædelser af markedsføringslovens vildledningsforbud straffes langt hårdere. Bødemodellen vil således også gælde sager om grove tilfælde af greenwashing”, udtalte erhvervsministeren i et svar til Folketinget i februar 2022. 

Erhvervsminister Morten Bødskov vil ikke stille op til interview om de manglende politianmeldelser, men henviser til Forbrugerombudsmanden. 

“Det giver ikke mening”

Danwatch har interviewet Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, og spurgt, hvorfor hun ikke har uddelt nogen bøder. Hendes forklaring er, at virksomhederne endnu ikke har styr på reglerne eller ved, at de findes i det hele taget.

“Der er gået en vis inflation i at anvende begreber som klimavenlig og bæredygtig uden at kunne dokumentere det. Vores konklusion har derfor været, at virksomhederne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at der her er lovgivning, der skal overholdes. I en sådan situation anser jeg det for væsentligt at udbrede kendskabet til reglerne, inden vi skrider til politianmeldelser”, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

At sige, at virksomhederne ikke har kendskab til reglerne, det er en sandhed med modifikationer.
Jane Frederikke Land
Advokat, LIGA Advokater

Så fordi mange virksomheder bryder reglerne i Markedsføringsloven, går i ud fra, at det er fordi, at virksomhederne ikke kender reglerne. Hvor ved I det fra?

“Det er jo ikke en eksakt viden. Vurderingen bygger på, hvordan virksomhederne generelt markedsfører sig. Men det er naturligvis ikke nogen eksakt videnskab.”

Eksperter på området deler dog ikke Forbrugerombudsmandens vurdering. 

“Generelt synes jeg, der har været meget oplysning omkring reglerne for grøn markedsføring i flere år. Både fra Forbrugerombudsmandens side men også fra brancheorganisationer og fra rådgivere”, siger Jane Frederikke Land, advokat i LIGA Advokater, der er specialiseret i markedsføringsjura og greenwashing.  

“Der er ikke nogen tvivl om, at brancheorganisationerne kender de her regler. De har selv været med til at forhandle Forbrugerombudsmandens vejledning, der allerede kom i 2014, på plads. Så at sige, at virksomhederne ikke har kendskab til reglerne, det er en sandhed med modifikationer”, fortsætter hun.  

Samme toner lyder fra advokat Heidi Højmark Helveg, der rådgiver virksomheder i markedsføringsjura på det grønne område. 

Vi har set det samme mønster på området for databeskyttelse, spam-regler og så videre. At lige så snart, der bliver uddelt nogle bøder, der kan mærkes, så vil vi også opleve, at der bliver brugt flere penge på juridisk rådgivning i virksomhederne. Og at reglerne i meget større omfang bliver overholdt.
Heidi Højmark Helveg
Advokat, CO:PLAY

Giver det mening, at store virksomheder med en milliard-omsætning ikke skulle kende reglerne?

“Nej, det giver ikke mening. Det kan man ikke være i tvivl om. Især ikke efter de sager, der har været meget fremme i medierne, hvor virksomheder som Arla, Danish Crown og Mercedes Benz er blevet beskyldt for greenwashing.”

Forbrugerrådet Tænk køber heller ikke Forbrugerombudsmandens argument.

“Det undrer os, at man ikke er gået hårdere til værks over for de her store virksomheder, som burde have muligheder for selv at have god juridisk bistand in house eller at købe sig til det. Så at Forbrugerombudsmanden lægger til grund, at de ikke kender reglerne, det synes vi lyder meget tyndt”, siger Marie Frank-Nielsen.

Greenwashing kan skyldes manglende bøder

Faktisk kan de manglende bøder i stedet medvirke til greenwashing, fordi det ikke har nogen konsekvens for virksomhederne, påpeger Heidi Højmark Helveg. 

“Vi har set det samme mønster på området for databeskyttelse, spam-regler og så videre. At lige så snart, der bliver uddelt nogle bøder, der kan mærkes, så vil vi også opleve, at der bliver brugt flere penge på juridisk rådgivning i virksomhederne. Og at reglerne i meget større omfang bliver overholdt”, siger advokat Heidi Højmark Helveg. 

Det er Forbrugerrådet Tænk enig i. 

“Den præventive effekt får man kun, hvis der er en straf, der kan mærkes og ikke bare en løftet pegefinger”, siger Marie Frank-Nielsen. 

Forbrugerombudsmanden udsendte sin første vejledning på området for miljømarkedsføring i starten af halvfemserne. I 2010’erne blev reglerne indskærpet over for en række virksomheder, der havde brudt reglerne, og i 2011 og i 2014 udgav Forbrugerombudsmanden opdaterede vejledninger, som ifølge Forbrugerombudsmanden “havde bred tilslutning fra erhvervs- og brancheorganisationer”.  

Kan du forstå, hvis nogen undrer sig over, at I går ud fra, at virksomhederne ikke kender reglerne?

“Ja, det kan jeg da godt forstå, at der er nogen, der kan være uenige i. Men ikke desto mindre er det min opfattelse, at det er væsentligt at gøre erhvervslivet opmærksom på, hvad det er, man ikke må, når man kan se, at lovgivningen overtrædes.”

Siden bevillingen til at bekæmpe greenwashing blev givet, så er det virksomheder som Toyota, Suzuki, OK og Føtex, som har brudt markedsføringsloven på området. Er det ikke virksomheder, der har ressourcer nok til selv at kunne forstå, hvad de må, og hvad de ikke må?

“Jo.”  

Konsekvensen er, at man svigter forbrugerne. For der er rigtig mange forbrugere, der gerne vil støtte op om den grønne omstilling og ændre deres forbrugsvaner. Men hvis de ikke kan stole på de budskaber, som de møder i markedsføringen, så ender de med at miste tilliden til den, og det kan gå ud over den grønne omstilling. 
Marie Frank-Nielsen
Jurist, Forbrugerrådet Tænk

Hvorfor har I så ikke politianmeldt dem, når de har brudt loven, og bør vide, hvad loven indebærer? 

“Når først man begynder at anvende sådanne begreber, så spreder det sig jo. Hvis en virksomhed begynder med det, så kan andre jo se sig nødsaget til at følge efter for ikke at miste markedsandele. Der tror jeg i vidt omfang, det er den udvikling, man har set. Jeg tror ikke, at virksomhederne har haft en klar bevidsthed om, at det her var strafbare lovovertrædelser”.

Flere politianmeldelser fra nu af

I en pressemeddelelse skrev Forbrugerombudsmanden for nyligt, at virksomheder fremadrettet må “forvente at blive politianmeldt, hvis vi vurderer, at de anvender vildledende udsagn”. Det nuancerer Christina Toftegaard Nielsen dog til Danwatch. 

Betyder det, at virksomheder, som I vurderer, har brudt markedsføringsloven på miljøområdet, automatisk bliver politianmeldt fra nu af?

“Nej, vi vil fortsat foretage en vurdering af, om vi anser det for en så alvorlig overtrædelse, at det skal politianmeldes. Det er en vurdering, vi altid foretager, når markedsføringsloven efter vores opfattelse er overtrådt. Men det betyder, at vi fremover vil se med større alvor på vildledende markedsføring, da virksomhederne bør kende reglerne.”

Det glæder Forbrugerrådet Tænk, da et slapt tilsyn med greenwashing går ud over den grønne omstilling.  

“Konsekvensen er, at man svigter forbrugerne. For der er rigtig mange forbrugere, der gerne vil støtte op om den grønne omstilling og ændre deres forbrugsvaner. Men hvis de ikke kan stole på de budskaber, som de møder i markedsføringen, så ender de med at miste tilliden til den, og det kan gå ud over den grønne omstilling”, siger Marie Frank-Nielsen. 

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right