7. december 2018

Efter Danwatch-undersøgelse: Mombasas fattigste havnearbejdere får udsigt til bedre løn

Kenyanske myndigheder åbner op for, at havnearbejdere i Mombasa får en lovfæstet mindsteløn. Det sker i kølvandet på Danwatch’ afsløring af arbejdsforhold blandt Mærsks underleverandører.

Hamisi Ngui (i violet t-shirt) får 11 shilling (ca. 70 øre) pr. sæk, han flytter. Men nu er der måske udsigt til bedre vilkår. Foto: Linda Bournane Engelberth

En timeløn på 2 kroner. Eller 11 øre for at bære en 40-kilos sæk fra lager til container. Det er lønforholdene for tusindvis af havnearbejdere i Mombasa, Kenya. Men nu er der ifølge kenyanske medier for første gang udsigt til en lovfæstet mindsteløn for arbejdere, der beskæftiger sig med container-fastspænding, rengøring, optælling og andre lavtlønnede funktioner.

Det siger formanden for Foreningen af Kenyas Shipping Leverandører (KSCA), Richard Jefwa, i et interview med den kenyanske avis The Standard.

”Deres løn er langt under, hvad andre havnearbejdere tjener i havne over hele verden. Vi har anmodet om at få lov til at sætte vores egne takster – her vil det være 100 USD per vagt delt mellem otte arbejdere”, siger Jefwa.

100 USD per vagt svarer til en timeløn på cirka 8 kroner for hver arbejder.

Uofficiel godkendelse af lønkrav

Richard Jefwa fortæller desuden, at de kenyanske konkurrencemyndigheder uofficielt har godkendt deres anmodning.

De lavtlønnede arbejdere på havnen i Mombasa er ansat på daglejervilkår hos lokale virksomheder. Disse virksomheder hyres af internationale shipping-virksomheder – som for eksempel danske Mærsk – til at løse opgaver i forbindelse med betjening af deres skibe.

48 af disse lokale virksomheder er organiseret i KSCA. Organisationen har arbejdet for bedre lønvilkår i mange år, men avisen The Standard kæder den seneste udvikling sammen med Danwatch’ afdækning af løn- og arbejdsforhold hos arbejdere der laster og losser Mærsk-skibe.

Undersøgelsen blev lavet i samarbejde med Ekstra Bladet.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down