Kenya – Danwatch https://danwatch.dk/en/ undersøgende journalistik Tue, 19 Feb 2019 10:09:06 +0000 en-US hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.8 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Kenya – Danwatch https://danwatch.dk/en/ 32 32 De får to kroner i timen for at laste Mærsk-skibe https://danwatch.dk/en/undersoegelse/de-faar-to-kroner-i-timen-for-at-laste-maersk-skibe-2/ Thu, 22 Nov 2018 22:01:35 +0000 https://danwatch.dk/undersoegelse/de-faar-to-kroner-i-timen-for-at-laste-maersk-skibe/
A Danwatch investigation
Arbejderne, der losser og laster Mærsk-skibe på Østafrikas største havn sover på papkasser bag containerne, mangler sikkerhedsudstyr og arbejder for langt under mindstelønnen. Mærsk “ser med stor alvor” på Danwatchs dokumentation.
Johan Seidenfaden

Journalist

Johan Seidenfaden

Journalist

Research: Ida Stigaard Bruhn & Johanne Rübner Hansen / Foto: Linda Bournane Engelberth

Redaktør:

I samarbejde med Ekstra Bladet. Undersøgelsen er produceret med støtte fra Danidas CSR-pulje 2015
Arbejderne, der losser og laster Mærsk-skibe på Østafrikas største havn sover på papkasser bag containerne, mangler sikkerhedsudstyr og arbejder for langt under mindstelønnen. Mærsk “ser med stor alvor” på Danwatchs dokumentation.
  • Vi har interviewet 27 havnearbejdere i Mombasa. Flere arbejdere fortæller, at man risikerer at miste sit arbejde, hvis man taler med fagforeninger eller journalister. Derfor har vi valgt ikke at bringe deres egentlige navne.
  • Det samme gælder de arbejdere, der arbejder for underleverandører til Mærsk. Vi kender deres navne og har dokumentation for, at de er ansat af Mærsks underleverandør.
  • Af samme grund viderebringer vi heller ikke navnene på de underleverandører og lokale virksomheder, der har ansat dem.

“Kan du se den container derovre? Vi lægger vores papstykker ned, og så sover vi der”, svarer en lille, lidt ældre arbejder, da han bliver spurgt, hvor han sover.

Det handler om at finde et sted til den sammenfoldede papkasse, hvor der ikke er fare for at blive kørt over af en kran eller et andet køretøj.

Den ældre herre kalder vi for Samson Bitok, og han står sammen med en håndfuld kolleger og venter på, at en traktor skal komme kørende med endnu container, som skal hejses om bord på det gigantiske Mærsk-skib bag dem.

Han flyttede til Mombasa, da han var dreng. Hele hans arbejdsliv har været på havnen, men en kontrakt har han aldrig fået. Og heller ikke ret mange penge.

“Jeg har mange gange prøvet at finde et andet job, på hotellerne og fabrikkerne. Men de siger altid, at de ikke har noget. På havnen siger de okay, de kender mig, de siger, at jeg skal komme i morgen tidlig”.

Han drømmer om at få et pas, så han kan rejse til Dubai for at finde et arbejde, der bedre kan forsørge hans kone og fire børn.

“Livet er vanskeligt i Mombasa. Lige nu prøver jeg at låne nogle penge, så jeg kan rejse hjem og begrave min bror. Men da jeg spurgte chefen, sagde han, at vi skulle vente og se om ikke min familie sender nogle penge til mig”, fortæller han.

Indgangen til Østafrika

Danwatch har besøgt havnen i Mombasa, indgangen til Østafrika og et knudepunkt for verdenshandlen, for at undersøge arbejdsvilkårene for de tusindvis af havnearbejdere, der for få kroner i timen laster og losser vores varer, og sørger for, at morgenkaffen kan finde vej fra kenyanske kaffeplantager til morgentrætte danskeres kaffekopper.

Og det er ikke bare morgenkaffen, der forbinder havnearbejderne i Mombasa med danskerne.

Mærsk, verdens største virksomhed inden for container-shipping, er også en stor spiller på havnen.

Fra hovedkontoret på Esplanaden i København har Mærsk drevet shipping-virksomhed i Kenya siden 1987. Og for de arbejdere på havnen, der er ansat direkte af den danske shippinggigant, har det skabt bæredygtige arbejdspladser med faste forhold, glinsende nyt sikkerhedsudstyr og betalte frokostpauser.

Men for arbejderne, der laster og losser Mærsk-skibe og bærer tunge sække ind i containerne for den danske shippinggigants underleverandører, ser virkeligheden helt anderledes ud.

To kroner i timen og 24 timers vagter

Et af de skibe der sejler containere for Mærsk ligger ved kajen i Mombasa. Den ældre herre, der drømmer om et liv i Dubai og hans sjak er i gang med at laste det.

De mangler ikke kun grundlæggende sikkerhedsudstyr, men også en løn, som de faktisk kan leve af.

“Det er meget vanskeligt. Jeg prøver at forsørge to børn, men det er næsten umuligt”, fortæller en 42 år gammel mand, som også bidrager til at få fragtet containerne ombord på Mærsk-skibet.

Arbejderne er ansat af en lokal virksomhed, der siden 2012 har haft en kontrakt med Maersk Line Kenya om at udføre arbejde i forbindelse med læsning og losning af Mærsk-skibe i Mombasa.

De oplyser alle, at de får en løn på 250 kenyanske shilling for otte timers arbejde. Det svarer til en timeløn på to kroner. Og det er næsten fire gange under minimumslønnen i Kenya.

Hvis vi var i Danmark ville man have givet et påbud om, at de skulle udstyres med sikkerhedssko og hjelme”, siger Hasse Mortensen, tidligere tilsynschef i det danske arbejdstilsyn, der har ført tilsyn med danske havne. (NB: På videoen optræder også arbejdere, som Mærsk ikke har et dokumenteret ansvar for.)

Video: Linda Bournane Engelberth 

”Vi har vores senge herude. De der karton-ting – afrikanske senge”, forklarer arbejdere, der er i færd med at laste et Mærsk-skib. De griner, mens en henter et par usamlede papkasser, og viser, hvad en ”afrikansk seng” er. Foto: Linda Bournane Engelberth

Fordi de ikke kan leve af lønnen, og fordi de er løsarbejdere og arbejder så meget de kan, når et skib er i havn, er det normalt, at de arbejder tre otte-timers vagter i træk.

“Jeg bor oppe nord på. Det koster 100 shilling med færgebussen hver vej, så jeg skal arbejde otte timer, bare for at betale for transporten”, forklarer Samson Bitok som svar på, hvorfor de arbejder så længe ad gangen.

Andre fortæller, at de ikke kan betale husleje, og at de ikke kan købe ris, hvis ikke de arbejder i døgndrift. Mellem vagterne sover de på de sammenfoldede papkasser, før de igen er klar til at tage en ny 24 timers vagt.

Billige hjelme i supermarkedet

Til trods for, at hjelme, refleksveste og sikkerhedssko er et krav fra havnemyndighederne til alle, der opholder sig på havneområdet, mangler arbejderne sikkerhedsudstyr. Et par stykker har udtrådte sikkerhedssko, og der er også et par slidte refleksveste. Resten har det ikke. Ingen af dem har hjelm på.

“Vi har ikke beskyttelsesudstyr. Vi har ikke engang regnjakker, når der er regntid”, siger en arbejder iført en fodboldtrøje.

Samson Bitok fortæller, at han fik hjelm og vest, da han startede i jobbet men ikke har fået nyt, efter det gamle blev slidt op. Andre arbejdere fortæller, at de selv skal skaffe alt sikkerhedsudstyr. Og det er der ikke råd til.

“Sikkerhedssko koster 3.000 shilling (næsten 200 kroner, red.). Jeg har ikke 3.000 shilling. Hjelme er også dyrt. Man kan købe nogle billigere hjelme i supermarkedet, men det er meget dårligt materiale”, siger Samson.

Mandskabet på skibene giver dem nogle gange aflagt sikkerhedsudstyr.

“De hjælper os. Også en gang imellem med mad. Når de er færdige med at spise, giver de resten af maden til sjak-formanden, som deler det med resten af sjakket”.

Hør Samson Bitok fortælle blandt andet, hvordan skibenes besætninger hjælper dem med sikkerhedsudstyr og mad.

Tunge sække og bare fødder

Det er ikke kun nede ved det store Mærsk-skib, at arbejdere, der befinder sig nederst på den sociale rangstige, knokler for Mærsks underleverandører.

Ved et af havnens pakhuse, drevet af en lokal virksomhed, løber arbejdere på bare fødder op og ned ad en provisorisk rampe, der er sat sammen af træpaller. På hovedet bærer de tunge sække, der skal fragtes ind i den ventende container.

Mærsk bekræfter, at de også gør brug af denne underleverandør. For at beskytte arbejderne, der risikerer at miste deres job, har Danwatch valgt ikke at navngive underleverandørerne.

Arbejderne får kun 70 øre for hver sæk, de bærer fra pakhuset og ind i containeren, fortæller en af arbejderne, der har indvilget i at blive interviewet, hvis vi gemmer os bag en lastbil, og ikke bringer hans egentlige navn. Derfor kalder vi ham Jonas.

“Vi arbejdere kan ikke gøre noget, for i morgen skal vi stå her igen og bede om arbejde. Hvis man er en af dem, der taler om bedre løn, så bliver man ‘mærket’. Virksomhederne vil ikke have det – de vil have deres profit”, siger han.

Der er ofte ulykker i varehusene, fortæller Jonas. Nogen falder og brækker et ben, andre træder på et søm. Når der sker ulykker lyver arbejderne og siger, at de havde sikkerhedsudstyr på, da ulykken skete, af hensyn til forsikringen.

“For ikke at skabe problemer for virksomheden”, forklarer han.

1-2-3-4. Hver sæk udløser ca. 70 øre. I højsæson, hvor der er rigtigt travlt, og tempoet er højt, kan der være 2-3 ulykker om dagen i et varehus, fortæller en bærer. 

Video: Linda Bournane Engelberth 

1-2-3-4. Hver sæk udløser ca. 70 øre. I højsæson, hvor der er rigtigt travlt og tempoet er højt, kan der være 2-3 ulykker om dagen i et varehus, fortæller en bærer.
Foto: Linda Bournane Engelberth 

Men jeg kan ikke sætte tal på risikoen for arbejderne i havnen i Mombasa, for det, de fortæller om, ligger jo langt uden for skalaen i de risiko-indeks, vi opererer med.

Anne Helene Garde, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Tweet

Betydelig ulykkesrisiko

Billedmaterialet Danwatch har indhentet fra havnen har vi forelagt for eksperter i arbejdsmiljø og sikkerhed. Hos eksperterne er der ikke tvivl om, at arbejdsforholdene for de mennesker, der laster og losser for Mærsks underleverandører er opslidende og risikofyldt.

“De her arbejdere befinder sig helt nederst i hierarkiet i et arbejdsmiljø, der slider dem ned, samtidig med, at de er udsat for en betydelig ulykkesrisiko. Var vi i Danmark ville man med det samme have givet virksomheden et påbud for manglende sikkerhedsudstyr”, siger Hasse Mortensen, der er tidligere tilsynschef i det danske arbejdstilsyn, hvor han har lang erfaring med tilsyn med blandt andet danske havne.

“De arbejder rigtig mange timer i stræk og sover bag nogle containere. Det giver alle muligheder for træthed, og det nedbryder opmærksomheden. Det er typisk der, at ulykkesrisikoen er stor”, siger Mortensen.

“Udenfor skalaen”

Jane Frølund Thomsen, overlæge og leder for Arbejdsmedicinsk Center på Bispebjerg Hospital, bekræfter, at der er en åbenlys sikkerhedsrisiko for arbejderne, der losser og laster Mærsk-skibe.

“Arbejderne mangler hjelme, det vil sige at der er en risiko for hovedskader. Der må være en vis risiko for nedfald af løstsiddende dele”, siger hun.

Hun reagerer også på, at arbejderne, der bærer sække for en anden underleverandør til Mærsk, ikke har sko på.

“På billedet af arbejdere der bærer sække, er der flere uden sko. Bare fødder medfører stor risiko for at skære sig, eller få noget ned over foden med brud til følge, og sår vil nemt blive inficerede i det miljø”, siger hun, og kommenterer på de tunge løft.

“De meget lange arbejdsdage i kombination med løft af tunge byrder på nakke, skuldre og ryg giver også betydelig risiko for sygdomme i nakke og lænd, som diskusprolaps og slidgigt”, siger Frølund Thomsen.

Også Anne Helene Garde, professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har vurderet materialet Danwatch har indsamlet.

Hun forsker blandt andet i sammenhængen mellem arbejdstid og ulykker.

“Det er velkendt, at lange vagter, få og korte pauser, flere vagter i træk og natarbejde, øger risikoen for ulykker. For eksempel viser nye studier, at risikoen for ulykker stiger med 34 procent , når arbejdstiden overstiger den 12. time. Men jeg kan ikke sætte tal på risikoen for arbejderne i havnen i Mombasa, for det, de fortæller om, ligger jo langt uden for skalaen i de risiko-indeks, vi opererer med”, siger hun.

Uddrag fra Mærsks Code of Conduct for leverandører:

We expect our Suppliers to pay all employees a fair and equal compensation, in accordance with national laws and regulations

We expect our Suppliers to comply with appropriate working hour requirements as established by national law or relevant collective agreements.

We expect our Suppliers to provide a safe and healthy working environment for all their employees.

Good Business Practice: The Supplier ensures that his employees are provided with protective equipment and training, necessary to safely perform functions in their position.

Good Business Practice: The Supplier documents accidents and adjusts its processes to effectively prevent recurring problems.

Good Business Practice: The Supplier has a written contract (or letter) of employment with each employee.

Good Business: Overtime hours are not required, in order for employees to earn a living wage sufficient to meet basic needs.

Good Business Practice: The Supplier ensures by policy and practice that the
maximum working hours in a week shall not – on a regular basis – exceed 48 hours, with a maximum of 60 hours per week, including overtime, unless it is permitted according to applicable laws and regulations, and relevant collective agreements.

Good Business Practice: Employees are entitled to at least one day off per week
and are given reasonable breaks while working and sufficient rest periods between shifts.

I strid med Mærsks egne retningslinier

Mærsk bekræfter, at de to lokale virksomheder er deres underleverandører, men de ønsker ikke at stille op til interview om arbejdsforholdene på havnen i Mombasa.

Derfor er der en række spørgsmål, vi ikke har fået svar på. Vi ville blandt andet gerne vide, om Mærsk betaler sine underleverandører nok til, at de kan betale en ordentlig løn til sine ansatte. Og vi ville gerne have svar på, hvordan det kan være, at Mærsk, til trods for at de hævder at de fører løbende kontrol med om underleverandørers ansatte har korrekt sikkerhedsudstyr, i seks år har haft en underleverandør, der ikke har styr på sikkerhedsudstyr?

Mærsks pressechef Signe Wagner skriver i stedet i en mail, at de “ser med stor alvor på de informationer, I har fremlagt vedrørende vores to underleverandører”.

Forholdene strider direkte mod Mærsks egne retningslinjer for underleverandører, deres såkaldte Third Party Code of Conduct.

Her står der, at underleverandører skal betale en løn, der følger national lovgivning, at de skal stille sikkerhedsudstyr til rådighed, at arbejdere skal have en kontrakt. Og endelig, at det ikke skal være nødvendigt at arbejde overtid for at få en løn, der dækker basale behov.

Igangsætter undersøgelser

Mærsk bekræfter, at begge de omtalte underleverandører er omfattet af selskabets Third Party Code of Conduct. Mærsk skriver også, at de vil blive genstand for en undersøgelse af arbejdsforhold hos underleverandører.

“Skulle vi finde overtrædelser af vores Third Party Code of Conduct, og skulle det vise sig, at vi igennem vores indkøbspraksis har været med til at påvirke i den forkerte retning, så vil vi rette op på dette hurtigst muligt”, skriver Wagner.

Mærsk bryster sig af, at have et globalt Responsible Procurement Program, hvor de følger op på, om kravene til deres underleverandører efterleves. Alligevel har de altså siden 2012 haft arbejdere til at laste og losse Mærsk-skibe uden sikkerhedsudstyr, og under elendige arbejdsforhold.

Det forklarer Mærsk med, at de i deres opfølgning har haft fokus på andre typer af underleverandører.

“I en periode har vi lagt vores fokus på andre typer af leverandører end den, som er omtalt i jeres undersøgelse”.

Kenya Ports Authority, de kenyanske havnemyndigheder, der driver havnen i Mombasa, har ikke besvaret Danwatchs forespørgsler om et interview.

Hele historien delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

]]>
Google investors “deeply concerned” over human rights violations in Kenyan wind project https://danwatch.dk/en/google-investors-deeply-concerned-over-human-rights-violations-in-kenyan-wind-project/ https://danwatch.dk/en/google-investors-deeply-concerned-over-human-rights-violations-in-kenyan-wind-project/#respond Mon, 03 Oct 2016 12:26:51 +0000 https://danwatch.dk/google-investors-deeply-concerned-over-human-rights-violations-in-kenyan-wind-project/ Controversy has surrounded the Lake Turkana Wind Power project, a prestige wind power park in Northern Kenya that it is estimated will increase the country’s electricity production by 15-20 percent starting in 2017.

According to the Danwatch investigation A People in the Way of Progress, published in June, the Lake Turkana Wind Power project has failed to provide documentation that local tribes around Lake Turkana were properly consulted before their land was requisitioned by the wind power project. In addition, because the consortium wrongfully failed to recognise the tribes as indigenous peoples, their rights as such were not acknowledged, thereby circumventing UN guidelines and possibly breaching the Kenyan constitution.

Read the investigation here

Not a valid elementor page

These potential violations worry Steve Heim, managing director of Boston Asset Management, a longtime investor in Google. Google is currently preparing to buy Vestas’ 12,5 percent share of the wind project for approximately 40 million dollars.

“I think Danwatch’s report should make Google seriously reconsider its plans to buy out Vestas. Google shouldn’t be associated with violations of indigenous peoples’ rights in Lake Turkana,” says Heim.

In addition to his role at Boston Asset Management, Heim is also an expert in the rights of indigenous peoples. He is a former member of the UN Global Compact’s Expert Advisory Group, which authored the Business Reference Guide for the United Nations Declaration on the Rights of Indigenous Peoples.

“It seems to be clear in this case that land was actually given away without anyone being asked. The investors – for example, the large Danish government actors and other agencies – have not made sure there was free, prior and informed consent from the affected communities. They could have made other decisions,” Hein says.

Leaked investor letter to Google CEO

The leaked letter obtained by Danwatch was sent by Sonen Capital, a firm that seeks to use its investments to create positive social and environmental impacts, to Google CEO Sundar Pichai.

In the letter, dated November 9, 2015, thirty-eight investors express their unease over reports of human rights violations in connection with the Lake Turkana Wind Power project.

“We are deeply concerned by reports of violence, displacement and environmental damage associated with Lake Turkana Wind Power project (…) In particular, we are seeking a deeper understanding of Google’s process for ensuring free, prior and informed consent within indigenous communities impacted by Google’s suppliers or by its own projects.”

Not a valid elementor page

The energy project has been underway for almost a decade, requiring the building of a 200-kilometre road in Northern Kenya and the resettlement of the village of Sarima. Despite its status as a flagship project for the Uhuru Kenyatta government, as well as Kenya’s biggest private investment ever, the consortium seemingly failed to comply with international guidelines before work began.

According to the UN Declaration on the Rights of Indigenous People, projects are required to conduct a consultation before the process of land acquisition begins; this is known as the concept of free, prior and informed consent. However, in the case of the Lake Turkana Wind Power project, no consultations took place prior to 2007, even though the consortium submitted its application for the land lease in 2006.

Not a valid elementor page

Same year, the consortium sent its land lease application to the Marsabit County Council in Northern Kenya, requesting 100,000 acres of land, and later increasing its request by an additional 50,000 acres. At that moment, if not earlier, the local government ought to have initiated public consultations. According to UN Guiding Principles on Business and Human Rights, if the state fails to undertake consultations, the responsibility to do so falls to the company.

The first documentation of public consultations dates from 2007.  Despite the consortium’s claims that it complied with international guidelines, it has not been able to produce documentation of public consultations that took place prior to 2007, which means that it seems to have failed to live up to the UN requirements for over a year.

Kenya does not recognise the UN’s concept of indigenous peoples. Still, the land question is now in court. The affected communities say that their local government and the wind power project failed to consult them as required by Kenyan law. The accused parties deny all these claims.

Consortium: The tribes are not indigenous people

Another worrisome issue involves the recognition of the tribes. Whether or not the tribes are recognised as indigenous people is highly significant, because it determines what rights they have with respect to the wind project.

Experts on human rights, the Kenyan government, and the consortium are divided on this question.

Three international experts on the rights of indigenous people interviewed by Danwatch for the report A People in the Way of Progress have unanimously agreed that all four tribes in the area around Lake Turkana should be defined as indigenous people. Their argument is that the tribes have lived off the land in the area for generations.

Although the 2010 Kenyan Constitution specifically recognises the rights of minorities and marginalised communities, it does not recognise the concept of indigenous peoples. In 2011, the consortium completed an Indigenous Peoples Policy Framework as required by the World Bank in order to be in compliance with the bank’s guidelines, known as IFC Performance Standards.  The consortium concluded in that framework report that there were no indigenous peoples in the project-affected area.

“Project screening and Environmental and Social Impact Assessments (ESIA) have been undertaken, and Indigenous Peoples (…) have not been identified within the footprint of the Project.”

According to the consortium, the only indigenous peoples in the project area are the El Molo, but because they live 70 km away from the wind farm, the project determined that they are not affected by it. The three other local tribes – Rendille, Samburu and Turkana – are not recognised by the consortium as indigenous peoples, even though they were recognised as such by the African Commission on Human and Peoples Rights in 2006.

This makes the rights of indigenous peoples the second question on trial in the conflict between the Lake Turkana Wind Power project, the government and the local communities.

The people in the following photos live by the shores of Lake Turkana in Kenya. They consider themselves as indigenous people. The consortium and the Kenyan government do not agree with them. Experts in human rights criticise the consortium and government.

Experts criticise: Not up to the consortium

In the investigation A People in the Way of Progress, Birgitte Feiring, an adviser on sustainable development at the Institute for Human Rights in Copenhagen, disagrees with the view of the consortium, asserting that this determination is not one for companies to make.

“First of all, it is not a company’s responsibility to say who are indigenous people and who are not. Instead, we have a system of internationally-recognised objective and subjective identification criteria. The objective criteria are whether a people have a historic presence in the area, predating the creation of a state, colonisation or conquest. I don’t think anyone would question that in this case,” Feiring says.

Steven Heim agrees with Feiring, emphasising that the UN Declaration on the Rights of Indigenous Peoples is “very explicit about free, prior and informed consent,” and that it applies to the situation at Lake Turkana.

“Saying that three out of four pastoralists are not indigenous peoples, and that the last group doesn’t count because they live 70 km away, is just not right. I agree with the different experts cited in the report: it is not up to the company to say who are indigenous peoples or not.”

Lake Turkana Wind Power claims that the project is in compliance with the performance standards of the International Finance Corporation (IFC).  However, experts in IFC Performance Standards, indigenous peoples’ rights, and Kenyan land rights tell Danwatch that if there was no free, prior and informed consent, then it is not possible for the wind power project to be in compliance with either the IFC standards or with international human rights standards.

Ensuring rights of indigenous peoples

According to the UN’s Guiding Principles on Business and Human Rights, it is the state’s responsibility to protect human rights, and the company’s responsibility to respect them.

Steven Heim acknowledges that the responsibility of states and companies to obtain free, prior and informed consent from local communities is a “complicated issue,” and in this case, it failed.

Heim urges investors “to rethink what they are doing and make the process better.”

“They have to realise that it was not legal according to the constitution. Even worse, if the court rules in favour of the project, they will still have the opposition of many indigenous peoples; it goes against human rights to go forward with this.

“So, even if it slows down the project at this point, the consortium should try to renegotiate with the communities, for example regarding compensation. They have a long-term human rights responsibility to address, and even if they win legally, they are not going to win on the rights of the affected people.”

Google has not responded to Danwatch’s request for comment.

The parties to the court case filed by local communities against the Lake Turkana Wind Power project, the government and the local county will reconvene in Kenya on November 9, 2016.

Not a valid elementor page ]]>
https://danwatch.dk/en/google-investors-deeply-concerned-over-human-rights-violations-in-kenyan-wind-project/feed/ 0
A people in the way of progress https://danwatch.dk/en/undersoegelse/a-people-in-the-way-of-progress/ Mon, 30 May 2016 12:31:30 +0000 http://danwatch.dk/undersoegelse/a-people-in-the-way-of-progress/