Den 4. februar 2020 sejlede containerskibet MAERSK YUKON ejet af den danske rederigigant, Mærsk, i havn i Ningbo, Kina. Ombord var minimum 255 tons ulovligt tømmer skibet ud fra Beira, Mozambique, i det sydøstlige Afrika.
Mere specifikt indeholdt containerne hele, rå stammer af den rødbrune tropiske træsort Nkula, der kun findes i få afrikanske lande og vurderes at være tæt på udrydningstruet.
Måneden forinden, i januar 2020, var to andre Mærsk-skibe også ankommet til Ningbo med tilsammen små 4.000 tons ulovligt og beskyttet mozambikansk tømmer.
Det kan Danwatch fortælle i samarbejde med mediet Zitamar News i Mozambique. Sammen har vi fået adgang til et sæt kinesisk importdata gennem C4ADS, en amerikansk dataindsamler med fokus på illegal handel og global sikkerhed.
Dataen viser ligeledes, at Mærsk-skibe i 2019 og 2021 sejlede med tømmer fra Mozambique til Kina, der efter alt at dømme også har været ulovligt.
Den danske rederigigant skriver ellers i deres seneste bæredygtighedsrapport, at de er særligt optaget af at bremse illegal tømmerhandel. Og i en særskilt virksomhedspolitik lyder det, at Mærsk ikke vil tolerere transport af vilde dyr og planter forbudt under enten international eller national lovgivning.
“Vi er bevidste om, at der er udfordringer, men det er et komplekst område”, skriver Mærsk i et mailsvar til Danwatch og Zitamar News.
Virksomheden har ikke ønsket at stille op til et interview om disse udfordringer, men af mailsvaret fremgår det, at Mærsk mener, at de gør, hvad de kan for at screene lasten ombord på deres skibe.
Mærsk anerkender, at de har et ansvar for at sikre, at lasten på deres skibe er lovlig. I sidste ende er det dog myndighedernes opgave at godkende en vare til eksport, skriver de.
Ifølge Danmarks ambassadør i Mozambique fra 2011 til 2015, Mogens Pedersen, har rederigiganten imidlertid længe kendt til risikoen for, at deres containerskibe bliver brugt til at sejle ulovligt træ fra Mozambique til Kina.
“Som ambassadør havde jeg i 2015 et møde med Mærsk på deres kontorer i Beira (havneby i Mozambique, red.). På det møde faldt snakken på ulovligt træ, og Mærsk fortalte, at det var svært for dem at holde illegale tømmerforsendelser væk fra deres skibe. Ulovlig træfældning er et stort problem i Mozambique, så jeg opfordrede dem til at få gjort noget ved problemet. Men det er så ikke sket”, siger han til Danwatch og Zitamar News.
Mærsk bekræfter, at mødet mellem Mogens Pedersen og virksomhedens daværende landechef i Mozambique har fundet sted, men “kan ikke genkende udlægningen”.
Mozambiques tømmerlovgivning forbyder al eksport af træ fra hjemmehørende arter – det vil sige træ, der er indfødt i Mozambique og ikke er blevet sået.
Og det er netop, hvad der er blevet sejlet til Kina på Mærsk-skibe.
I januar-februar 2020 sejlede skibene MAERSK YUKON, MAERSK GUSTAV og MAERSK SHENZHEN med hele stammer af Nkula, Mondzo og Chanato, allesammen værdifulde træsorter på de mozambikanske myndigheders liste over hjemmehørende arter.
Allerede i 2018 fortalte en skovhugger Zitamar News, at Nkula-træ var på randen af udryddelse i Mozambique.
Også skibene MAERSK NACALA og MAERSK DOUALA har med stor sandsynlighed sejlet med ulovligt træ fra Mozambique.
Ifølge C4ADS’ data var i alt cirka 1000 tons “tropisk” tømmer lastet på MAERSK NACALA i november 2020 og august 2021, mens skibet MAERSK DOUALA sejlede med cirka 112 tons “tropisk” tømmer i juni 2019.
Det har ikke været muligt for Danwatch og Zitamar News at fastslå præcis, hvilke træsorter der var tale om på disse sejladser, men Simon Norfolk, jurist og stifter af Terra Firma, en konsulentvirksomhed med speciale i jord- og skovrettigheder i Mozambique, vurderer, at træet har været ulovligt.
“I udgangspunktet er “tropisk” træ det samme som træ af hjemmehørende arter – og vil derfor også have været omfattet af eksportforbuddet”, siger han til Danwatch og Zitamar News.
To af de eksportører, der har sejlet “tropisk” træ ud af Mozambique på MAERSK DOUALA og MAERSK NACALA, er da også siden blevet taget i at bryde mozambikansk tømmerlovgivning.
Kort før nytår fik H&J Importações e Exportações konfiskeret 45 containere fyldt med stammer af den lokale sort Chacate Preto. I august 2021 havde virksomheden 26 containere ombord på MAERSK NACALA.
Og i sommeren 2022 blev virksomheden Zhizhong Comercial tildelt en bøde for ulovlig træfældning i provinsen Tete. Zhizhong Comercial havde 41 containere ombord på skibet MAERSK DOUALA i september 2019 og 19 containere ombord på MAERSK NACALA i august 2021.
Mærsk bekræfter, at de containere, Danwatch og Zitamar News har forelagt dem, har været ombord på deres skibe, men fordi forsendelsespapirerne er udstedt af en tredjepart kan de hverken be- eller afkræfte informationerne om containernes indhold.
Ulovlig træfældning har store konsekvenser for Mozambique, fortæller Simao Sebastiao, der arbejder med ulovlig afskovning for Associação de Apoio e Assistência Jurídica às Comunidades (AAAJC), en ngo med base i Tete-provinsen i det centrale Mozambique.
“Mange af Mozambiques store udfordringer, hvad enten det er dårlig økonomi, naturkatastrofer eller terror, kan forbindes til ulovlig handel med tropisk træ”, siger han.
Forskere vurderer, at afskovning – både forårsaget af illegal tømmerhandel og trækulsproduktion – har gjort Mozambique mere skrøbelige over for cykloner. Det så man i 2019, da to styks ramte den centrale del af landet med kort mellemrum og forårsagede enorme skader.
Samtidig har skovhugsten kostet den mozambikanske stat over 1,3 milliarder kroner i tabt skattefortjeneste i 2022. Det vurderer Mozambiques egen regering.
Og endeligt mener blandt andre den mozambikanske tænketank Instituto de Estudos Sociais e Económicos, at illegal tømmerhandel har været med til at finansiere de islamistiske oprører, der siden 2017 har drevet næsten én million mennesker på flugt i Cabo Delgado, Mozambiques nordligste region grænsende op til Tanzania.
Selvom den mozambikanske regering har strammet tømmerlovgivningen, er afskovning stadig et voksende problem i det sydøstafrikanske land. Blandt andet fordi der i Kina fortsætter med at være massiv efterspørgsel på tropisk træ til møbelproduktion.
I slutningen af 2022 offentliggjorde Mozambiques nationale statistikbureau tal, der viser, hvordan mere og mere skov er blevet fældet siden 2017. Værst står det til i provinserne Manica og Sofala i den centrale del af landet.
I Sofala blev der i 2018 fældet 12,615 hektar skov, og i 2021 var det tal mere end fordoblet til over 25.000 hektar.
Dokumenter fra Mozambiques virksomhedsregister fastslår, at flere af virksomhederne, der har brugt Mærsk-skibe til at fragte træ ud af landet, netop opererer i Sofala og Manica.
Mozambiques regler for tømmereksport fastslår alene, at det ikke er tilladt at eksportere uforarbejdet træ fra hjemmehørende arter.
Forbuddet nævner ikke noget om, at shipping- eller logistikselskaber har et ansvar for ikke at muliggøre denne eksport.
Derfor har Mærsk heller ikke brudt mozambikansk lovgivning, vurderer Kristina Siig, professor i søret på Syddansk Universitet. Danwatch har forelagt hende relevante dele af den mozambikanske tømmerlovgivning.
“Det juridiske ansvar ligger hos eksportøren”, siger hun.
I svaret til Danwatch og Zitamar News henviser Mærsk også til, at det ikke er deres opgave at sikre sig træets lovlighed:
“Vores beslutning om at transportere last beror på en godkendelse fra toldmyndighederne, og det er vores kunders ansvar at sikre de nødvendige licenser for at få varerne transporteret”, skriver Mærsk.
“Hvis ikke vi får de nødvendige dokumenter, afskiber vi ikke containeren. Vi har desuden en proces, hvor vi sortlister virksomheder, hvis vi bliver bekendt med, at de forsøger omgå love og regler”, lyder det videre i mailen.
“Mærsk samarbejder med myndigheder, partnere i industrien og NGO’er for at skabe opmærksomhed om og dele informationer for at bekæmpe ulovlig handel med dyre- og planteliv samt opdage og efterforske forsendelser”, skriver Mærsk også.
Men selvom Mærsk ikke bryder loven, når de sejler med ulovligt træ fra Mozambique, er de stadig forligtede til at bekæmpe illegal tømmerhandel.
Det mener Ida Theilade, professor på Københavns Universitet. Hun forsker i bevarelsen af tropiske skove.
“Moralsk er det selvfølgelig utilgiveligt”, siger hun. “Illegal tømmerhugst i det sydlige Afrika er typisk organiseret kriminalitet udført af karteller med tråde til korruption på politiske niveau og med store negative konsekvenser for lokalbefolkninger. Jeg forstår ikke, at Mærsk vil associeres med en så ødelæggende industri”.
Ifølge Ida Theilade risikerer Mærsk at undergrave deres egen klimaindsats på andre områder.
“Ødelæggelse af de tropiske skove bidrager med op mod 20% af verdens menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Derfor giver det ingen mening, at Mærsk sejler med ulovligt fældet træ fra Mozambique, når de samtidig har en højprofileret satsning på at gøre deres skibe Co2-neutrale”, siger hun.
Alexandra Bloom, senioranalytiker hos Environmental Investigation Agency, en international miljøorganisation, der efterforsker miljøkriminalitet verden over, mener, at afsløringerne bør føre til selvransagelse hos Mærsk.
“Sager som disse er bare toppen af isbjerget. Transport af illegalt tømmer er et systemisk problem for shippingindustrien, der har behov for at udvikle meget bedre screeninger af deres gods”, siger hun.
Danwatch og Zitamar News har forgæves forsøgt at få et interview med både Imede Falume, den øverst ansvarlige for skovpolitik i Mozambiques miljøministerium, samt de mozambikanske toldmyndigheder.
Midt i en brasiliansk by, omringet af bjerge med atlantisk regnskov, står en dansk mand og damper på en hvid elektronisk cigaret prydet med ordene “Thank you for smoking”.
Manden, der hedder Alexander Nepper, har stoppet sin kridhvide skjorte ned i de beige bomuldsbukser. Han er en stor mand med sideskilning, røde kinder og et job som politisk chef for tobaksgiganten Philip Morris i Danmark.
“Velkommen til Brasilien”, udbryder han med damp ud af munden, da han får øje på os.
Alexander Nepper er fløjet fra Danmark til Santa Cruz Do Sul, Brasiliens tobakshovedstad, for at fortælle os, at Philip Morris vil stoppe med at sælge cigaretter.
Han er her også for netop at være her. For at stille op og stå på mål for Philip Morris, der vil være “åbne og transparente” omkring de udfordringer med tobaksproduktion, som Danwatch og Repórter Brasil er rejst til det sydlige Brasilien for at afdække.
For tobak er ikke kun et problem for de lunger, der inhalerer røgen, men også for bønderne, der dyrker den. Dyrkningen af tobak kræver et langt højere pesticidforbrug end andre afgrøder, og flere af de pesticider, der bliver brugt i den tobak, vi importerer til Danmark og Europa, er forbudte i EU, fordi de er yderst skadelige for mennesker, dyr og miljø.
Det har sundhedsmæssige konsekvenser for tobaksbønderne, der ofte bliver forgiftet, når de sprøjter med pesticider, eller når de høster tobaksbladene. Det kan både gøre dem akut syge og have alvorlige langvarige konsekvenser.
Danwatch og Repórter Brasil er taget på roadtrip i Brasiliens tre sydlige stater Rio Grande Do Sul, Santa Catarina og Paraná for at se på arbejdsforhold for tobaksbønder og brugen af giftige pesticider i Brasiliens tobaksindustri. Undervejs finder vi pesticider i store mængder, pressede arbejdsforhold og en ung knægt, som slet ikke måtte være i marken.
Dette er virkeligheden bag cigaretterne.
Byen Santa Cruz Do Sul er omkranset af majsmarker med våde grønne blade, der glimter i solens skær. Tipuana- og flammetræer med lilla og gule blomster i fuldt flor hviler som et tag over byens lave bygninger og brostensgader.
På en bakketop i hjertet af byen står Santa Cruz Do Suls varemærke: São João Batista-katedralen, den største katolske kirke i gotisk stil på det sydamerikanske kontinent.
Men bag den brasilianske bys billedskønne facade gemmer sig også en anden historie. En historie om en by, der er blevet rig og smuk på en forretning, som har forårsaget millioner af menneskers død verden over.
Santa Cruz Do Sul er et knudepunkt for den brasilianske tobaksindustri. Ved alle byens indfaldsveje mødes besøgende ikke kun af tropisk skønhed, men også af en byport i rødbrune mursten til hæder for British American Tobacco (BAT). Og den årlige Oktoberfest i byen, der er grundlagt af tyske immigranter, sponsoreres af Philip Morris og British American Tobacco.
“Philip Morris byder dig velkommen til Santa Cruz”, står der på et skilt i byen. Et museum har en guldplade sømmet fast på facaden med et tak til British American Tobacco for restaureringen. Og på de smalle veje kører biler rundt med logoer fra Philip Morris, British American Tobacco og Universal Leaf.
Brasilien er verdens næststørste producent af tobak og verdens største eksportør. I 2021 forlod 434 millioner kilo tobak landets grænser. Størstedelen af Brasiliens tobak høstes i landets tre sydligste stater. Staten Rio Grande Do Sul – hvor Santa Cruz Do Sul ligger – står for omtrent halvdelen af denne tobaksproduktion.
Herefter ender tobakken i danske cigaretter og tobaksprodukter, viser varekæde-research foretaget af Danwatch i samarbejde med det brasilianske medie Repórter Brasil.
Philip Morris sidder ifølge egne tal på knap 20 procent af tobaksmarkedet i Danmark, hvor de sælger nikotinposerne Shiro, det elektroniske tobaksapparat IQOS, som opvarmer tobakken i stedet for at brænde den, samt de klassiske cigaretmærker L&M, Chesterfield, Skjold og Marlboro, som er det største cigaretmærke på verdensplan.
Vi møder firmaets mand, Alexander Nepper, foran et hotel i midten af Santa Cruz Do Sul. Han fører os ned i et konferencelokale i kælderen, hvor der står 11 stole i en halvcirkel omkring en projektor.
Otte af stolene er til medarbejdere, som Philip Morris har kaldt ind til vores besøg. Der er en pressechef, en produktionschef, en juridisk repræsentant og en chef med titlen Head of Leaf, “leder for tobaksblade”. Flere er fløjet ind fra São Paulo i dagens anledning.
Efter en navnerunde går PowerPoint-præsentationen i gang. En agronom ved navn Henrique Kothe opremser fakta: 138.000 tobaksbønder i det sydlige Brasilien. Omtrent 5.000 bønder på kontrakt med Philip Morris. Mange små familielandbrug.
Så overtager lederen for tobaksbladene, Ayane Gitirana. Hun fortæller, at Philip Morris ikke er en af de virksomheder, der betaler mest for tobaksbladene, men så tilbyder de til gengæld noget andet. Philip Morris sørger for uddannelse og indkøb af pesticider, landbrugsudstyr og sikkerhedsudstyr til landmændene samt fem-syv årlige kontrolbesøg, der sikrer, at tobaksbønderne udfører arbejdet i overensstemmelse med gældende krav for miljø og arbejdsforhold.
“90 procent af tobakken, vi køber, er fra vores egne landmænd på kontrakt og de resterende 10 procent køber vi fra fire forskellige leverandører”, fortæller Ayane Gitirana.
Ivrigt afbryder Philip Morris-medarbejderne hinanden gennem den halvanden time lange rundkreds-session for at fortælle, hvad deres arbejdsgiver gør for alle de rigtige CSR-sager i det 21. århundrede. Forsyningen af ord som climate, education, environment, responsibility, safety og sustainability synes ikke at løbe tør denne regnfulde formiddag i hotelkælderens konferencelokaler i Santa Cruz Do Sul.
Alexander Lindholm Nepper går anderledes til værks. Han er her for at give foredrag om Philip Morris’ angivelige ambition om ikke at være en cigaretgigant i fremtiden.
“Vores mål er, at vi om nogle år skal minde folk om, at Philip Morris engang var en cigaretvirksomhed, fordi vi vil gerne være noget andet”, fortæller Nepper.
“Lad os fjerne cigaretter,” siger tobakslobbyisten og opfordrer danske politikere til at finde en slutdato for salget af cigaretter. I Storbritannien og Japan er det planen, at Philip Morris vil stoppe deres salg af cigaretter allerede i 2030, fremhæver Nepper.
Men det er ikke, fordi Philip Morris dermed har set Jesus og nu har intention om at begå virksomheds-harakiri for at skåne verden for den tobak, der årligt tager livet af otte millioner mennesker ifølge Verdenssundhedsorganisation, WHO.
Det er her, at andre tobaksprodukter som nikotinposer og opvarmede tobaksapparater – som den IQOS Alexander Nepper selv ryger på – i stedet tager over erstatter cigaretterne.
“Vi vil gerne være en virksomhed, der tilbyder nikotinprodukter til voksne, som forbruger nikotin. Vi er nødt til at få folk til at stoppe med at ryge”, hævder Nepper.
Han ved godt, at nikotin stadig er skadeligt, selvom det indtages som damp eller i poser. Men Philip Morris’ officielle strategi handler om at få rygere til at adoptere “mindre skadelige alternativer”, som Nepper ofte gentager det. Ifølge Nepper opfordrer Philip Morris på ingen måde ikke-rygere til at begynde på nikotinprodukterne.
En ny undersøgelse udgivet af Sundhedsstyrelsen viser, at nikotinprodukter er særdeles udbredt blandt unge eksrygere, men at der også er unge, som starter direkte med dem uden at have erfaring med cigaretter. Næsten hver femte dansker mellem 15 og 17 bruger snus, nikotinposer, e-cigaretter eller andre alternativer til cigaretterne. Det bekymrer Sundhedsstyrelsen, der nu vil sætte en kampagne i gang.
Uanset om tobakken skal i cigaretter, poser eller elektroniske apparater, og uanset om den forurener lungerne eller skader tandkødet på danskere, vil bønderne i Santa Cruz do Sul dog stadig skulle høste tobak.
Når man bevæger sig rundt mellem tobaksmarkerne ved Santa Cruz Do Sul er bæredygtighed og ansvarlighed ikke de første ord, der popper op på nethinden.
Rundt på jordstierne mellem tobaksmarkerne i det sydlige Brasilien flyder produkterne Primeplus og Deoro i græsset hos en landmand, vi besøger, som sælger tobak til CNT, en af Philip Morris’ underleverandører.
Primeplus indeholder det aktive stof flumetralin. Forskning fra 2016 viser, at det kan skade blodceller og kromosomer, og at tobaksbønder er særligt udsatte, fordi de bruger det i høje koncentrationer.
Brasilien var i 2020 det land i verden, der importerede flest pesticider, og under den nu tidligere præsident Jair Bolsonaro blev der godkendt nye pesticider med rekordfart.
Mens tobakken rejser fra Brasilien til Europa, tager pesticiderne den anden vej. Verdens største pesticidproducenter har hjemme i Europa, og når EU forbyder pesticider, der er for giftige, så eksporterer pesticidgiganterne dem i stedet til lande som Brasilien. Eller får dem produceret der.
De pesticider møder tobaksbønderne konstant i deres hverdag. De er kontakt med dem, når de blander dem, sprøjter dem, renser udstyr for dem, og når de passerer i gennem nysprøjtede marker. Resultatet er, at de udsættes for store mængder pesticider enten via huden eller gennem indånding.
Konsekvensen for tobaksbønderne er alvorlig. Det er svært at sige, hvor store problemerne med pesticidforgiftning i Brasilien er, men en nyudgivet artikel i International Journal of Environmental Research and Public Health giver en ide. Artiklen har undersøgt akut pesticidforgiftning hos 492 brasilianske tobaksbønder i løbet af et år. 10,6 procent havde i perioden to eller flere symptomer på akut pesticidforgiftning, og 12,2 procent fik en medicinsk diagnose på, at de var forgiftet.
Akut forgiftning af pesticider kan give voldsomme udslæt, blister, blindhed, voldsom kvalme og opkast, diare og i de alvorligste tilfælde have døden som konsekvens. En del studier tyder på, at det også kan føre til en lang række kroniske sygdomme såsom vejrtrækningsproblemer, hormonforstyrrelse, samt neurologiske- og psykiske lidelser.
Andre undersøgelser viser, at den langvarige eksponering over for pesticider kan give sukkersyge, kræft og hjerte-kar-sygdomme. En videnskabelig artikel fra tidsskriftet Mutagenesis ser nærmere på, hvordan bønderne påvirkes af kombinationen af mange forskellige pesticider og nikotin, der også er giftigt. Den mikstur er skadeligt for bøndernes DNA, og det er ofte det første skridt til en lang række andre sygdomme.
Efter PowerPoint-præsentationerne forlader vi kælderlokalet på hotellet og går ud i regnen. Vi kører nu i bil ud for at besøge en officiel Philip Morris-tobaksplantage.
Via en mudret landevej i udkanten af Santa Cruz Do Sul, ankommer vi til landmandens hus, der er omringet af grønne tobaksmarker. En Philip Morris-medarbejder er i gang med at fremvise to mannequindukker med fuldt sikkerhedsudstyr til landmænd, der er kommet fra nær og fjern. Medarbejderen demonstrerer klinisk, hvordan man sprøjter med pesticiderne på planterne uden at ramme sig selv.
Scenen er opsat i dagens anledning, og en af medarbejderne bekræfter, at undervisningen er skemalagt her i dag på grund af vores besøg, men at landmændene altså skal deltage i denne slags undervisning med jævne mellemrum.
Så snart undervisningen er færdig, løber landmændene ud i regnen for at hoppe ind i deres biler.
Imens bliver vi ført ind i et skur, hvor tobaksbladene opmagasineres, efter de har hængt til tørre i brændingsovnen. Alexander Nepper er begejstret. Det er første gang, at tobakslobbyisten selv besøger et tobakslandbrug.
“Det dufter jo godt herinde, synes du ikk’?”, griner han og tager de brungule tobaksblade op til moustachen.
“Jeg skal altså have et af de her blade op at hænge i en ramme på kontoret i Ørestad”.
Under besøget viser landmanden os en liste over de pesticider, som Philip Morris leverer til ham. Otte af de 18 forskellige pesticider, som tobaksbønderne skal sprøjte med, er forbudte i EU – fem af dem, fordi de vurderes at være giftige for mennesker, drikkevand, miljø eller dyr.
Det gælder blandt andet sprøjtemidler som Rovral og Dithane, der henholdsvis indeholder aktivstofferne iprodion og mancozeb, som ifølge EU er skadelige for reproduktion og hormonforstyrrende.
Mætte efter en frokost på en lokal buffetrestaurant begiver vi os ud på dagens sidste aktivitet: Et besøg på tobaksgigantens fabrik i udkanten af Santa Cruz Do Sul.
Vi iklædes mørkeblåt sikkerhedstøj og hjelm med Philip Morris-logoer, inden vi får lov at se fabrikken. En tyk mur af tobaksdunst rammer os i ansigtet, så snart vi træder ind på de larmende produktionsfaciliteter, hvor tørrede tobaksblade sorteres på automatiske rullebånd.
15 milliarder cigaretter producerer fabrikken om året. Mens det store maskineri spytter 385 cigaretpakker ud i minuttet, er det svært at få øje på Philip Morris’ ambition om, at de vil have en cigaretfri verden. Cigaretterne ryger direkte ned i papkasser og videre på paller, som sendes ud til rygere i hele verden.
Vi sætter os efterfølgende i et lokale med Jorge Struecker, produktionslederen på fabrikken – en tilbagelænet midaldrende mand i cowboybukser, en stribet skjorte og tilbageredt lysebrunt hår.
“Please, call me Jorge”, siger han med et bredt smil og slår ud med armene, da jeg kommer til at kalde ham “sir”.
Vi vil gerne spørge Philip Morris, hvorfor de vælger at bruge pesticider til tobaksproduktion, som er ulovlige i EU, fordi de er giftige og hormonforstyrrende for mennesker, dyr og miljø.
Ifølge Jorge Struecker er det uproblematisk at bruge pesticiderne i Brasilien, fordi det gøres under kontrollerede forhold i forbindelse med plantningen af frø.
“Der er specifikke svampedræbende midler [der er ulovlige i EU, men lovlige i Brasilien], som vi kun bruger i frøplantningsprocessen. Vi bruger dem aldrig på planterne i marken, som skal høstes eller kan være tæt på flodbredder eller andet, der kan være problematisk”, siger Struecker.
“Det foregår i et kontrolleret miljø i et drivhus”, fastslår han.
Samtidig insisterer Struecker på, at næsten alle deres landmænd bruger sikkerhedsudstyr, og at det derfor ikke er sundhedsskadeligt at høste tobak, hvis man bare følger de rigtige sikkerhedsprocedurer.
Philip Morris har endda forskere, der har “udviklet et bedre stofmateriale, inspireret af tøj fra Mellemøsten, der er behageligt at have på i varmen”, siger Jorge Struecker.
Bag os hænger en portrætserie af Philip Morris-bønder, der er i færd med at så, sprøjte med pesticider og høste tobak. Jorge Struecker henviser flere gange til billederne på væggen for at forklare processen.
“Faktisk har ingen af dem sikkerhedsudstyr på”, bemærker Alexander Nepper på et tidspunkt.
“Nå ja, det kan jeg godt se. Men det er faktisk gamle billeder”, svarer produktionschefen.
Da Danwatch og Reporter Brasil i de næste dage rejser rundt i tobaksmarkerne, lader virkeligheden dog til at være mere som på det gamle billede.
I Vale Do Sol, et tropisk bjergområde fyldt med tobaksmarker, møder vi som noget af det første en ansat i laset tøj og stråhat, der med en gul dunk på ryggen, er i gang med at sprøjte pesticider.
Vi møder også 30-årige João. Det er ham, der har indvilliget i at tage os med ud til tobaksplantagerne i bjergene. Selv går han ikke i markerne længere. Han har valgt ikke at hjælpe til på sin egen families gård længere efter en indlæggelse med pesticidforgiftning, da han for en måned siden var med til at sprøjte.
“Mens jeg fjernede blomster fra planten, sprøjtede min svigerfar med pesticider. Jeg kunne kun lugte det. Men om natten begyndte jeg at få hovedpine og at kaste op. Næste dag kunne jeg ikke klare det mere, så jeg tog på hospitalet. Jeg havde så meget hovedpine, at jeg troede, mit hoved ville eksplodere, og at mine øjne ville poppe ud af hovedet på mig”.
João er opvokset i Vale Do Sol og anslår, at omkring 10 procent af tobaksbønderne bruger det sikkerhedsudstyr, som de køber af tobaksvirksomhederne. Andre tobaksbønder siger, at ingen bruger udstyret, fordi det er for varmt. For eksempel manden med stråhatten.
“Vi burde have det på, men det er alt for varmt. Jeg er blevet vant til at arbejde sådan her. Men hvis firmaet opdager det…”, siger han og stopper sig selv halvvejs i sætningen. Han har ikke lyst til at tale mere om det.
Ejeren af farmen, 59-årige Antônio, som har et par tusind tobaksplanter og blandt andet sælger til CTA, erkender, at hans ansatte burde have sikkerhedsudstyret på, men at det ikke er velegnet til at arbejde i under solen i det sydlige Brasilien.
“Vi tager det kun på, når vi arbejder tæt på vejkanten, fordi vi ikke ved, hvornår tobakvirksomhedernes kontrolbesøg kommer. Men man sveder for meget. Du kan ikke holde det ud. Det tager livet af dig”, siger han.
I løbet af undersøgelsen i det sydlige Brasilien besøger Danwatch og Repórter Brasil 10 tobaksplantager og kører forbi talrige andre landbrug på hovedveje, grusveje og bjergstier. Vi møder eller ser aldrig tobaksbønder, der bruger sikkerhedsudstyr til at sprøjte med pesticider eller at høste tobaksblade.
På vores rundrejse i Sydbrasilien møder vi også to landmænd, der har kontrakt med Philip Morris. De har ikke sikkerhedsudstyr på. Den ene har fire medarbejdere med sig ude i marken for at høste. De har heller ikke sikkerhedsudstyr på.
Den anden landmænd, som er alene, hævder, at han normalt bruger sikkerhedstøjet, men at han ikke var i færd med at høste, da vi møder ham ude i sin mark med stråhat og grålig skjorte på. Han går ind i sit hus og kommer tilbage med sikkerhedstøjet for at vise os det. Tøjet ligger fint foldet i original, uåbnet emballage.
De to tobaksplantagers drivhuse til at plante tobaksfrø og sprøjte med giftige og hormonforstyrrende pesticider er åbne plantekasser og ikke drivhuse, som Philip Morris ellers hævdede var standardprocedure for at undgå forurening af det omkringliggende miljø.
I Palmeira i Paraná-staten dukker de første tobaksmarker op mellem sojamarker, majsmarker og de sporadiske lommer af regnskov i det ellers opdyrkede landskab. November er den sidste måned i det brasilianske forår, og høstsæsonen for de tusindvis af tobaksarbejdere er i gang.
Vi stopper bilen på en støvet landevej ved den første bondefamilie, vi møder, som er i færd med at høste de grønne blade.
En far, en mor og en teenagedreng står foroverbøjet i jordsmudset, hullet tøj og læsser bundter af tobaksblade op på traktorvognen. En lille pige holder et bundt tobaksblade og leger rundt blandt vanddunke, som skal bruges til at blande pesticiderne op.
Den unge dreng Carlos er 16 år. I hverdagene går han i 1.g på gymnasiet, fortæller han, men i weekenden hjælper han til i marken.
“Han rører ikke giften, fordi han stadig er ung. Det er min mand, der gør det”, forsikrer moren Juliana.
Siden 2008 har det været ulovligt for børn under 18 år i Brasilien at arbejde i tobaksmarkerne. Familien ved godt, at det er problematisk, at de har den unge dreng på 16 år og pigen på seks år med ude i tobaksmarkerne. Men de har ikke råd til at ansætte arbejdskraft, og høsten skal færdiggøres snart, hvis tobaksbladene skal plukkes i tide.
Ifølge ny forskning er børnearbejde et udbredt problem i tobaksindustrien. Typisk er det drenge og piger i teenagealderen, der hjælper til på familiedrevede tobakslandbrug i det sydlige Brasilien.
Eksponering for nikotin og sprøjtemidler gør arbejdet i tobaksmarkerne til en af de farligste former for børnearbejde. En fjerdedel af de 99 børn, der blev interviewet af forskere fra Pelotas Universitet i det sydlige Brasilien i 2021, havde oplevet nikotinforgiftning (også kaldet grøn tobakssyge) og tre procent havde oplevet pesticidforgiftning.
“Min svigermor kunne ikke passe vores datter i dag, så vi tog hende med os. Hvis tobaksfirmaet kører forbi og ser hende, får vi problemer, og firmaet annullerer kontrakten. Derfor er det bedre at sælge til mellemmænd. De har ikke et problem med det”, forklarer faren Paulo.
“Mellemmændene vil ikke vide alt muligt. De kommer bare, køber produktet og forsvinder”.
Familien har 20.000 tobaksplanter og sælger som mange andre i regionen til mellemmænd i tobaksindustrien, der sælger tobakken videre til de store tobaksvirksomheder.
Ifølge familiens eget udsagn sælger de til en mellemmand, der efterfølgende sælger tobakken videre til Souza Cruz, som er den brasilianske filial af British American Tobacco, verdens største tobaksselskab.
British American Tobacco anerkender, at der er udfordringer i de globale varekæder, der gør dem følsomme over for krænkelser af menneskerettighederne, såsom børnearbejde. I 2021 fandt de selv børnearbejde på 0,7 procent af de farme, de overvågede.
“Vi tager problemer med børnarbejde og tvangsarbejde ekstremt seriøst og har forpligtet os på at sigte efter, at vores varekæde for tobak er fri for børnearbejde og tvangsarbejde i 2025”, skriver en talsmand fra British American Tobacco til Danwatch.
Fordelen ved at sælge til tobakkens mellemmænd er, at der ikke er kontrolbesøg fra de store tobaksvirksomheder, og at mellemmændene ofte tilbyder en højere kilopris for tobaksbladene. Det fortæller familierne i tobaksmarkerne, som vi har talt med.
Tobaksfamilierne, der udelukkende sælger til mellemmænd, er dermed en slags freelancere, der kan tjene flere penge, men også påtager sig en større risiko, fordi de ikke er garanteret at kunne sælge tobakken.
Philip Morris i Brasilien køber ikke selv fra mellemmænd, men de køber 10 procent af deres tobak fra leverandører, som blandt andet køber fra mellemmænd. Tilbage på tobaksfabrikken fortæller produktionsleder Jorge Struecker, at mellemmændenes tobak ikke burde havne hos Philip Morris.
“Vores tredjepartsleverandører ved, hvor strikse vi er. De sælger os ikke ikke tobak fra deres mellemmænd. De sælger os tobakken fra deres egne gårde, hvor de har samme strukturer som os”, siger Struecker.
Selvom Struecker finder det usandsynligt, kan han dog ikke helt udelukke, at tobak fra mellemmænd havner i Philip Morris-cigaretter. Men han mener, at det er tobakleverandørernes eget ansvar.
“Hvad de sælger til os, har deres stempel, så de må stå på mål for tobakkens kvalitet, uanset om det er fra en af deres tobaksbønder på kontrakt eller fra en mellemmand. Ansvaret ligger på dem, og det er en klausul i kontrakten”.
En lignende besked kommer fra British American Tobacco, hvor 25 procent af tobakken kommer fra leverandører, der kan bruge mellemmænd. Tobaksgiganten skriver, at de forventer, at deres leverandører har standarderer, der ligner dem, British American Tobacco selv har.
Det er ikke kun brugen af pesticider og forekomsten af børnearbejde, som er problematisk i den brasilianske tobaksindustri. Bønderne udsættes også for en anden gift end den fra pesticiderne.
“Det værste for vores helbred”, siger Pedro, en 52-årig landmand vi møder i udkanten af Santa Cruz Do Sul, “er at høste tobak, når det er vådt.”
“Så frigiver bladene al nikotinen, og kroppen absorberer det. Det er meget slemt. Man får hovedpine, kvalme og kaster op, eller føler sig fuld og desorienteret. Hvis man ikke tager på hospitalet for at få et drop, holder det ikke op”, siger Pedro.
Han ejer 26.000 tobaksplanter og sælger sin tobak til Alliance One, som er underleverandør til Philip Morris, men også til British American Tobacco, viser Danwatch og Repórter Brasils varekæderesearch.
Tidligere skete nikotinforgiftning primært, fordi nikotin blev brugt som pesticide. Nu sker det i forbindelse med tobakshøst. Den slags nikotinforgiftning bliver kaldt grøn tobakssyge, og den opstår, når bønderne plukker tobaksblade og samler dem i bundter under armen, som er den gængse måde at høste tobak på i de områder, hvor høsten ikke er automatiseret med landbrugsmaskiner.
Ifølge forskning absorberer en tobaksbonde på en arbejdsdag i høsttiden, hvad der svarer til at ryge 50 cigaretter.
Forgiftningen er en uundgåelig del af tobakshøsten, siger alle de landmænd, vi møder på turen i det sydlige Brasilien.
“At høste våd tobak giver dig mavepine, og du kaster op efterfølgende. Vi bliver alle syge og spiser ikke i en halv dag. Vi kaster kun op. Og hvis du bruger sikkerhedsudstyret, kan du ikke holde varmen ud. Det er endnu værre”, siger den 58-årige tobaksbonde Lucas, som vi møder på en anden gård i udkanten af Santa Cruz Do Sul.
Lucas ejer 50.000 tobaksplanter og sælger til Universal Leaf, som blandt andet er leverandør til Philip Morris og den danske pibetobaksproducent, Mac Baren.
Tobaksvirksomheder opfordrer almindeligvis bønder til at høste, mens der er tørt, men flere tobaksbønder fortæller, at det ikke altid er muligt, hvis det har regnet og høsten skal færdiggøres, inden tobaksbladene bliver overmodne.
Et par måneder senere, midt i lobbyen til et højhus i Ørestad Syd, står en dansk mand.
Alexander Nepper er stadig i hvid skjorte stoppet ned i bukserne, men i dag er han på hjemmebane i kontoret hos Philip Morris Danmark.
Tobaksgiganten holder til i Copenhagen Towers, to polerede sorte højhuse på 20 etager, der knejser i Ørestad med udsigt til Amager Fælled. Lobbyen ligner en fusion af et større advokatkontor og tropehuset i Zoologisk Have med palmer, grønne træer og eksotiske planter overalt.
“Det er under lidt andre omgivelser, vi mødes i dag”, siger jeg.
“Ja, men der er stadig jungletema”, svarer Alexander Nepper.
Jeg er mødt op for at spørge Alexander Nepper, hvad han mener om de ting, som Danwatch og Reporter Brasil har afdækket i de brasilianske tobaksplantager.
Jeg bliver ført op i de sort-hvide lokaler på tredje sal i bygningen og ind i et møderum, hvor Alexander Nepper sætter sig.
Vi har ikke mødt nogen tobaksbønder på vores rejse gennem Brasiliens tobaksland, som havde sikkerhedsudstyr på, herunder to Philip Morris-bønder og fire ansatte. Hvad tænker du om det?
“Vi uddanner alle vores farmere hvert år. Vi udleverer sikkerhedsudstyret til dem. I uddannelsen fortæller vi dem om konsekvenserne af grøn tobakssyge for dem, fordi det er sådan set for deres skyld”, starter Alexander Nepper.
“Vi har et minimum af fem kontrolbesøg på alle gårde hvert år, hvor vi kontrollerer om tøjet overhovedet er brugt. Men det betyder ikke, at der ikke sker fejl”, fortsætter han med hænderne foldet bag bordet.
“Et eller andet sted må man også spørge “what can reasonably be expected of us?”, vi kommer ikke til at sætte overvågningsudstyr op på gårdene”, fortsætter Nepper.
Vi taler lidt videre om andre mulige problemer. Alexander Nepper svarer velforberedt med forklaringer på det hele. Til sidst ender bolden hos ham:
Ville du selv arbejde som tobaksbonde i Brasilien?
Alexander Nepper tager en indånding. En tænkepause.
“Jeg er rigtig glad for, at jeg er født af forældre i den her del af verden, og har det liv, jeg har. Men jeg er også rigtig stolt af det liv, som vi gør muligt for nogle bønder i den sydlige del af Brasilien, som uden indtægten fra tobak ville have nogle helt andre livsvilkår”.
Danwatch har valgt at ændre navne på alle landmænd, som har talt med os i artiklen for at beskytte dem.
April, 2018. Ud for Afrikas østkyst i det vestlige Indiske Ocean sejler en spansk fiskerbåd. Den fisker efter tun og har kurs mod Somalias farvand.
Klokken 02.24 slukker den pludselig for et identifikationssignal og forsvinder fra radaren. Først 22 dage efter dukker den op igen, denne gang på vej tilbage mod havnen i Victoria på Seychellerne.
Båden hedder Jai Alai og tilhører det spanske tunfiskeri Echebastar, hvis fisk havner i en lang række danske supermarkeder. Blandt andet i SuperBrugsen, Irma, Rema1000 og MENY.
Det er ikke unormalt, at Echebastars seks både ud for Afrikas østkyst på den måde slukker deres automatiske identifikationssystem (AIS), tværtimod. Det viser data, Danwatch har hentet hos Global Fishing Watch.
Faktisk har bådene samlet set haft slukket for signalet i mere end 2.600 dage over de seneste 5 år. For Jai Alai er der tale om 554 dage
Og det kan have været et brud på europæiske og internationale regler for fiskeri, vurderer eksperter. Ifølge både EU og FN’s Søfartsorganisation (IMO) skal signalet nemlig i udgangspunktet være tændt til enhver tid, og i september i år tildelte spanske myndigheder bøder til to både, der slukkede for deres AIS uden grund i Atlanterhavet.
Echebastar og virksomheden Princes Tuna Mauritius, som forarbejder tunen, kommer den på dåse og sælger den videre til Danmark, insisterer på, at bådene overholder reglerne. Men det er Dirk Zeller, der forsker i fiskeriet i Det Indiske Ocean ved University of Western Australia, knap så sikker på.
“Den spanske flåde er en af de værste, når det kommer til brugen af AIS og er mistænkt for aktivt at bryde reglerne. Det bør de sanktioneres for”, siger han til Danwatch.
Han mener, at Echebastars omfattende sejlads uden AIS indikerer, at de har noget at skjule.
“Man kunne jo forestille sig, at bådene fisker i områder, hvor de simpelthen ikke har tilladelse”, siger Dirk Zeller.
Ifølge IMO “skal AIS altid være i brug når skibene er undervejs eller ved anker”.
Der er dog en enkelt undtagelse:
“Hvis kaptajnen mener, at brugen af AIS kan kompromittere besætningens sikkerhed, eller hvis sikkerhedstruslen er stor, kan AIS slukkes”, lyder det.
Et lignende sæt regler findes i EU-regi.
Spørger man Echebastar er det da også lige netop af hensyn til besætningens sikkerhed, at de slukker for AIS-signalet.
Virksomheden er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelser, men i en netop udgivet rapport fra certificeringsordningen MSC afviser de, at de sejler uden AIS af andre årsager end sikkerheden.
“Vores skibe slukker aldrig for AIS af kommercielle årsager”, svarer Echebastar i rapporten og tilføjer:
“Det er af hensyn til vores besætnings sikkerhed, at vi slukker for AIS”.
Lignende forklaringer kommer i svar til Danwatch fra MSC, Princes Tuna Mauritius – som ifølge en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen har solgt knap 2.000 tons tun til Danmark de seneste par år – samt i svar fra de danske importører, Coop, Dagrofa og Rema1000.
“AIS bliver nogle gange slukket for at mindske den meget reelle risiko for pirateri”, skriver en talsperson for Princes Tuna Mauritius i et svar, som Dagrofa også henviser til i en mail til Danwatch.
Hos Coop tilføjer CSR-chef Thomas Roland, at bådene er udsatte, når de i længere perioder fisker i det samme farvand. Og hos Rema 1000 skriver kommunikationschef Jonas Schrøder, at bekymringen om pirater er reel “da Echebastar har haft en kapring af et skib i 1,5 måned”.
Den kapring, Jonas Schrøder henviser til, ligger 13 år tilbage. Derfor giver Dirk Zeller fra University of Western Australia heller ikke meget for pirateri-forklaringen.
“Pirateritruslen ud for Afrikas østkyst er dalet drastisk de seneste år”, siger han.
Heller ikke Jessica Larsen, der forsker i maritim sikkerhed på Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at Echebastar-flådens AIS-politik er proportional med sikkerhedstruslen i Det Indiske Ocean.
“Det er bredt anerkendt, at pirateriet stadig udgør en latent fare, men truslen har været stærkt nedadgående de seneste år,” siger Jessica Larsen og fortæller videre:
“En lang række forskellige sikkerhedsforanstaltninger, både militært og ude på skibene, har ændret situationen, så vi faktisk skal helt tilbage til 2017 for at finde det seneste succesfulde angreb”.
Som konsekvens har shippingindustrien for nyligt besluttet at nedjustere deres risikovurdering af Det Indiske Ocean, så det ikke længere regnes for et “højrisikoområde”.
“Det er et tegn på, at man vurderer, at problemet med pirateri for nu er på et minimum”, siger Jessica Larsen.
Forskeren henviser samtidig til, at det fra en lang række myndigheder og organisationer faktisk anbefales, at man har tændt for AIS’en i pirat-fyldte farvande – og ikke slukker det. Netop af hensyn til sikkerheden.
Hun bemærker også, at piraterne i det vestlige Indiske Ocean typisk slet ikke er interesseret i fiskefartøjer.
“Det er som regel containerskibe, der er interessante for piraterigrupperne”, siger hun.
Jessica Larsen vurderer, at der overordnet set kan være tre årsager til, at industrifiskerier slukker deres AIS-systemet.
De to første forklaringer tror hun ikke rigtig på:
“Det er jo ikke fordi, flåderne ikke kender reglerne, og jeg synes heller ikke det virker oplagt, at de er i fare så ofte og i så lange perioder. Dermed fristes man jo til at tænke, at fartøjerne for eksempel fisker steder, de ikke bør”, siger hun.
I deres forsvar af Echebastar henviser både Princes Tuna Mauritius og de danske supermarkeder til, at bådenes såkaldte VMS-data viser, at slukningen af AIS-signalet ikke dækker over ulovligt fiskeri.
VMS står for Vessel Monitoring System og kan ligesom AIS-signalet bruges til tracke en båd. Men hvor AIS-data er offentligt tilgængeligt – for eksempel hos Global Fishing Watch – er VMS-data forbeholdt fiskeindustrien selv og officielle myndigheder.
“Vi ser ikke en ublu korrelation mellem slukning og ulovlig fiskeri”, siger Jonas Schrøder og tilføjer, at bådene skal rapporterer deres VMS-data til myndighederne.
Så vidt Jonas Schrøder ved, har de ikke fundet uregelmæssigheder. At VMS-data ikke er tilgængeligt for offentligheden er et problem, mener Dirk Zeller:
“Det faktum, at data fra bådenes VMS sjældent bliver offentliggjort, antyder, at der er problemer med gennemsigtighed og ansvarlighed. Det lugter af, at myndighederne dækker over noget. Hvad er det, de har brug for at skjule?”, siger forskeren fra University of Western Australia.
Ignacio Fresco Vanzini, policyrådgiver hos Oceana, en international organisation, der arbejder for at beskytte verdenshavene, er enig. Systematisk slukning af AIS-signalet bør være strafbart – uanset hvad.
“Det er enormt vigtigt, for det er den eneste måde, vi kan promovere gennemsigtighed med, hvad der foregår til havs og undgå fiskeri under radaren”, siger Ignacio Fresco Vanzini.
Eventuelle sanktioner er op til de myndigheder, en båd er flaget under. I Echebastars tilfælde vil det sige de spanske og seychelliske myndigheder, da tre af fiskeriets både er flaget i Spanien og de øvrige tre i Seychellerne.
Danwatch har forgæves forelagt de respektive bådes brug af AIS for myndighederne i de to lande.
I Spanien blev der i september i år dannet præcedens på området. Den spanske regering tildelte – på baggrund af en rapport fra Oceana i 2018 – bøder til to fiskerbåde taget i grundløse slukninger af AIS under deres sejlads i Atlanterhavet. Ved den lejlighed udtalte Oceana:
“At slukke for AIS er et brud på EU’s fiskerilovgivning og forhindrer opdagelsen og sanktioneringen af potentielt illegalt fiskeri”.
EU’s kontor for maritime anliggender oplyser til Danwatch, at de har rettet henvendelse til spanske myndigheder for at blive klogere på Echebastars sejlads.
Præcis hvad Echebastar-bådene foretager sig, når deres AIS er slået fra, er i sagens natur ikke til at vide. Men de fisker i hvert fald.
Med Coops sporingsværktøj har Danwatch kortlagt, hvordan båden Jai Alai mellem den 11. og 26. november 2021 fangede tun, der i hvert fald endte på dåser i SuperBrugsen i Tranbjerg uden for Aarhus. I samme periode – indtil den 25. november om aftenen – havde Jai Alai slukket for deres AIS, viser data fra Global Fishing Watch.
Havmiljøorganisationen Blue Marine Foundation, der undersøger fiskeindustrien, kan også kun gisne om, præcis hvad Echebastar-flåden foretager sig i perioderne uden AIS-systemet tændt. Men de har tidligere afdækket, at både spanske og franske fiskerier i det vestlige Indiske Ocean fisker i farvand, hvor de ikke har tilladelse til at være.
Det kunne for eksempel være i Somalias eksklusive økonomiske zone, deres såkaldte EEZ.
En EEZ (Exclusive Economic Zone) er et afgrænset område ud for en kyststats territorialfarvand, hvor fremmede både ifølge FN’s havretskonvention skal have tilladelse af kyststaten til at fiske.
I sommer udgav Blue Marine Foundation en rapport, der analyserede aktiviteten hos spanske og franske tunfiskerbåde ud for Afrikas østkyst, herunder Echebastars seks både.
I rapporten beskrives det, hvordan spanske både i 2016 angiveligt fangede 19 tons fisk i Mozambiques eksklusive økonomiske zone, og i 2017 og 2018 fangede 330 tons fisk i Somalias eksklusive økonomiske zone. I ingen af årene havde EU en fiskeriaftale med de pågældende lande.
“Det er usandsynligt, at den fiskeriaktivitet var lovlig”, skriver Blue Marine Foundation i rapporten.
Blue Marine Foundations arbejde er lavet på baggrund af data, som fiskerierne er forpligtet til at melde ind. Den AIS-data, Danwatch har hentet, kan ikke bruges til direkte at efterprøve Blue Marine Foundations påstande, men Global Fishing Watchs database giver alligevel en fornemmelse af potentiel ulovlig aktivitet.
I tre tilfælde – 17. april 2018, 5. september 2018 og 27. juli 2019 – er Echebastar-båden Jai Alai forsvundet fra AIS-radaren, mens den havde direkte kurs mod Somalias eksklusive økonomiske zone. Samme båd lavede et lignende nummer nær Mozambique i april 2019.
Echebastar risikerer ikke alene en bøde, hvis spanske myndigheder følger deres eget eksempel fra dommen i september i år. Selskabet kan i yderste konsekvens også at miste den eftertragtede MSC-certificering, de fik i 2018. Det fremgår af MSCs seneste kulegravning af Echebastar.
“Det betragtes som problematisk, at der ikke er klart bevis for årsagen til at slukke for AIS”, skriver MSC.
Senest i 2026 skal Echebastar “føre bevis for, at brugen af AIS på alle Echebastars både, er fuldt ud dokumenteret,” lyder det i rapporten udgivet 3. november i år.
Det krav bakker Dirk Zeller, der forsker i fiskeri i Det Indiske Ocean, op.
“Hver gang en af deres både slukker for AIS’en, bør de straks fremlægge dokumentation for, at deres sikkerhed vitterligt var truet på det pågældende tidspunkt”, siger han.
I deres rapport stiller MSC samtidig også spørgsmålstegn ved, om Echebastars mange sejltimer uden deres AIS tændt, vitterligt bunder i truslen fra pirater.
MSC skriver, at slukningen af AIS kan være berettiget på grund af pirateri i det vestlige Indiske Ocean. Men med faldet i antallet af kapringer, kan man forvente, at signalet også vil være tændt oftere.
Hos Rema1000 vil man nu følge MSC’s vurdering af Echebastars AIS-politik nøje.
“Vi mener, det primært er MSC, der skal drive agendaen direkte med leverandørerne, men vi påvirker vores leverandører og beder om forklaringer, hvis vi er i tvivl om, de forstår og efterlever vores leverandørstyringskrav”, skriver kommunikationschef Jonas Schrøder.
Det samme vil Coop. Men efter Danwatch forelagde koncernen, hvordan Jai Alai i april 2018 havde kurs mod Somalia for så at forsvinde i 22 dage, vil de undersøge, om de kan gøre mere for at sikre, at tunen er fanget på lovlig vis.
“Jeres henvendelse får os til at drøfte, om der er endnu mere, vi kan gøre, for at være sikre på, kun at sælge varer, der er fisket lovligt og forsvarligt. Det skal det være, og det er også, hvad vi beder vores leverandører om at leve op til, når vi indgår aftaler med dem”, skriver Thomas Roland, CSR-chef i Coop.
Danwatch har også forelagt hændelsen for Rema 1000 og Dagrofa, men ingen af dem har yderligere kommentarer.
Imens cirkler Echebastars både rundt efter flere tun ud for Afrikas østkyst, tilsyneladende stadig med deres AIS slukket i lange perioder.
Senest havde Jai Alai havde deres AIS slukket fra 5. maj til 30. juni i år.
Millioner af migrantarbejdere fra Nepal, Bangladesh, Indonesien og Myanmar arbejder på fabrikker i Malaysia. Mange af dem producerer dele til nogle af verdens mest populære smartphones og computere.
Migranterne bliver lovet gode lønninger og ordentlige arbejds- og leveforhold. Men mange ender i gældsslaveri og tvangsarbejde.
Danwatch har interviewet migrantarbejdere, der har produceret elektronik på en fabrik, som leverer til nogle af Europas og USA’s største computer chip-virksomheder.
Arbejderne hævder, at de er blevet frataget deres pas, har modtaget voldelige trusler og er blevet snydt for store dele af deres løn. Ifølge eksperter passer arbejdsforholdene på definitionen af tvangsarbejde.
Danwatch har også talt med migranter, der tidligere var ansat på en fabrik, som leverer til Panasonic og Toshiba. De hævder, at fabrikken konfiskerede deres pas og krævede store summer penge for at levere dem tilbage igen. De arbejdere, som ikke havde råd til at betale, er nu strandede som papirløse migranter i Malaysia.
Tech-virksomhederne undersøger nu sagerne og muligheden for at kompensere arbejderne.
Lige knap 1400 kroner. Så meget fik 19 kaffearbejdere fratrukket deres løn på en kaffeplantage i det sydlige Brasilien, da myndighederne foretog en razzia på adressen i 2020.
Ejeren af kaffeplantagen Pedreira Farm, en magtfuld mand ved navn Carlos Augusto Rodrigues de Melo mente, at han var i sin gode ret til at opkræve næsten en tredjedel af arbejdernes løn for det udstyr, som kaffeplukkerne skulle bruge til at høste hans kaffe med.
Dét er ulovligt, og derfor blev plantageejeren beordret til at tilbagebetale den ulovligt opkrævede løn samt 2000 reais (2.800 kr.) i kompensation til hver af de 19 arbejdere.
Umiddelbart lyder 1400 kroner ikke af meget, men når man kun får mellem 5000 og 5800 kroner i løn om måneden, så er der næsten tale om en tredjedel – og hver en krone tæller for arbejderne, da de ofte kun får løn i de få måneder, høsten står på. Lønnen bruger de på kost og logi, mens alt overskydende sendes hjem til deres familier i det nordlige Brasilien.
Carlos Augusto Rodrigues de Melo er ikke hvem som helst i Brasilien. Ikke alene er han plantageejer, han er også præsident for kooperativet, Cooxupé, hvis 17.000 medlemmer sælger kaffe til internationale brands som Nespresso og Starbucks og også står bag leverancer af kaffe til Danmark. I 2020 fik Cooxupe pladsen som nummer 36 på Forbes liste over de 100 største landbrugsvirksomheder i verden.
Da brasilianske journalister fra Reporter Brasil konfronterede Starbucks og Nespresso med myndighedernes razzia hos én af deres leverandører, skete der flere ting.
Først og fremmest blev plantagen, der var certificeret af Rainforest Alliance, suspenderet af bæredygtighedsmærket, bekræfter Andriana Matsangou, kommunikationsansvarlig hos UTZ/Rainforest Alliance.
“Pedreira-plantagen var UTZ-certificeret, men blev suspenderet i september 2021 efter en inspektion af myndighederne, der fandt brud på lovgivningen. Derfor er plantagen ikke længere certificeret”, skriver Andriana Matsangou i en mail til Danwatch.
Starbucks, der også har certificeret farmen som leverandør, lovede at “undersøge sagen nærmere” og fortalte i september 2021 til Reporter Brasil:
“Vi tager påstande som disse ekstremt alvorligt og kræver, at alle vores leverandører forpligter sig til at overholde vores adfærdskodeks for leverandører”.
Hos Cooxupe i Brasilien er afdelingsleder Lucio Dias ikke så bekymret for myndighedernes inspektion hos Carlos Augusto Rodrigues de Melo (der som præsident for Cooxupe er Lucio Dias’ chef).
“Disse mindre problemer blev fuldstændigt korrigeret og er tilfredsstillende i henhold til Brasiliens arbejdslovgivning”, forklarer Lucio Dias.
Vi har efterfølgende spurgt Lucio Dias om det, at UTZ har suspenderet Pedreira Farm på grund af reduktionen af 19 arbejderes lønninger, har haft konsekvenser for Pedreira Farms medlemsskab i Cooxupe. Men det er Lucio Dias og Cooxupe ikke vendt tilbage med et svar på.
Når sagen om kaffekongen Carlos Augusto Rodrigues de Melos og Cooxupe, er vigtig i dag, et år senere, er det fordi Cooxupe dukker op i en anden sammenhæng langt tættere på Danmark.
FAKTA
I juli 2021 blev 24 arbejdere, herunder en 16-årig pige, befriet fra en kaffeplantage i Brasilien ved navn Laranjeiras Farm, hvor de arbejdede som slaver. Ejeren af kaffeplantagen hedder Job Carvalho de Brito Filho og er leverandør til tre brasilianske kooperativer, der sælger kaffe i Danmark. Læs hvem, der køber kaffen, her på Danwatch.dk.
En kaffebønne har ingen særlige kendetegn, den blandes ofte sammen med kaffebønner fra andre plantager, og derfor er den svær at spore. Det gælder også kaffen fra Pedreira Farm, hvor Carlos Augusto Rodrigues de Melos stjal arbejdernes løn.
I udgangspunktet er det svært at svare på, hvilke kooperativer Pedreira Farm sælger kaffe til, og hvilken eksportører, der køber kaffebønnerne og sælger dem videre til resten af verden. Det gør det på den ene side svært at dokumentere problemer med kaffen i din kop, mens det på den anden side er svært at garantere, at kaffen, vi køber, ikke stammer fra udnyttelsen af fattige brasilianere.
Oven i kaffens komplekse rejse fra jord til bord kommer en manglende gennemsigtighed fra stort set alle led i kæden – selv i Danmark, hvor indkøberne holder deres leverandørliste tæt til kroppen af konkurrencehensyn.
Enkelte informationer er dog mulige at finde.
Indtil september 2021 – altså to måneder efter myndighederne afslørede ulovlige lønninger på Pedreira Farm – var Cooxupe kaffe til salg på Mokkahouse.dk. Man kunne dengang købe ét kg rå, grønne bønner til 99 kroner. Et specialprodukt, hvor navnet på kooperativet bag, Cooxupe, står på etiketten.
Men i september 2021 gik Mokka House konkurs og blev solgt, og de nye ejere stoppede salget af kaffe fra Cooxupe.
“Jeg synes, at sagen om Pedreira Farm lyder forfærdelig, men vi fører ikke længere kaffe fra Cooxupe”, siger Lasse Gorss-Nielsen.
Cooxupe-kaffen blev udfaset, fordi de nye ejere udelukkende ville føre økologisk kaffe. Det fortæller den ene af to nye ejere, Lasse Gorss-Nielsen i ledelsen, og understreger, at de gør, hvad de kan for at købe certificeret bæredygtigt kaffe og undersøge forholdene på jorden uden dog at være på jorden selv.
“Vi gør, hvad vi kan på det niveau, vi kan være med økonomisk”, siger Lasse Gorss-Nielsen.
Men kaffekunder hos Mokka House har altså indtil september 2021 kunne købe kaffe fra Cooxupe, og “kunderne har været skuffede over, at vi ikke længere kan levere fra kooperativet”, siger Lasse Gorss-Nielsen.
Cooxupe trækker dog også træde til langt større spillere i det danske kaffelandskab.
Langt fra alle kaffevirksomheder i Danmark er så transparente som Mokka House, hvor navnet på kooperativet står på etiketten. Som skrevet holder de fleste kaffevirksomheder informationer om deres leverandører tæt til kroppen.
For at komme det nærmere må man derfor købe information om kaffeleverandører fra Brasilien til Danmark i databaser, der registrerer al fragt af varer i verden, herunder kaffe.
Og shippingdata fra hjemmesiden Panjiva viser, at BKI kaffe, Frellsen og The Coffee Collective har købt kaffe fra Minas Gerais i 2018-2021. Hos BKI og Frellsen dukker navnet Cooxupe også op.
Virksomhederne bekræfter, at de får kaffe fra Minas Gerais. Henrik Frellsen, direktør i Frellsen, oplyser i første omgang, at hans virksomhed får kaffe fra to leverandører; Comexim, en større, certificeret kaffeeksportør i Minas Gerais, der sælger kaffe til det meste af verden. Og så Neumann Kaffee Gruppe, der har flere end 50 virksomheder i 26 lande.
Men hverken BKI eller Frellsen nævner i første omgang, at Cooxupe også har leveret kaffe til dem begge.
Frellsen har ifølge shippingdata fået ni sendinger kaffe fra Cooxupe fra 2019-2021.
Direktør i Frellsen, Henrik Frellsen siger, at Cooxupe blot har afskibet kaffen på vegne af Frellsens leverandør, Neumann Kaffee Gruppe.
“Det er Nuemann Kaffee Group, der sælger kaffe til os og står inde for vores code of conduct”, skriver Henrik Frellsen i en mail til Danwatch.
Vi har spurgt Frellsen, om hvorfor en stor gruppe som Nuemann Kaffe får en anden virksomhed til at afskibe deres kaffe, og om de har dokumentation for. Dette har vi ikke fået svar på før redaktionens afslutning.
Hos BKI fortæller Chef for Kvalitet og CSR, Dorthe Maagaard, at de har en aftale med deres leverandører Ecom og Olam, der betyder, at de kan spore kaffen tilbage til plantageniveau, hvis BKI beder om det. Men det er ikke viden, de automatisk får udleveret. Det fortæller Chef for Kvalitet og CSR i BKI, Dorthe Maagaard.
BKI har derfor fået at vide af Olam, at de har droppet tre leverandører i 2020 og 2022:
“Samarbejdet er stoppet med disse leverandører, fordi de er dukket op på den beskidte liste”, skriver Dorthe Maagaard, men nævner ikke hvilke leverandører, der er tale om.
Dorthe Maagaard afviser i første omgang, at BKI har købt kaffe fra Cooxupe, men ifølge shippingdata fra platformen Panjiva, har BKI fået tre gange 20 containere grønne kaffebønner fra Cooxupe i 2019.
Efter et par mails frem og tilbage, hvor Danwatch sender dokumentation fra shippingdatabasen til Dorthe Maagaard, skriver hun, at der er tale om en enkelt leverance fra Cooxupe til BKI. Men det er i 2019 og altså før, at Pedreira Farm blev afsløret i at trække deres medarbejdere ulovligt i løn.
Imens Frellsen og BKI holder deres kort tæt til kroppen, vil The Coffee Collective gerne fortælle, hvem der er deres leverandør af kaffe i Brasilien.
“Transparens er en vigtig del af vores forretningsmodel”, siger Peter Dupont, chef og medejer af Coffee Collective. Samtidig er det også en del lettere for Peter Dupont at sige. De har nemlig kun én leverandør i Brasilien.
Leverandøren er Daterra Atividades Rurais Ltda, hvilket stemmer overens med Danwatchs oplysninger. Og denne leverandør har The Coffee Collective haft i 15 år fortæller Peter Dupont:
“Mange af producenterne, vi samarbejder med, tæller snart mere end et årti. Baggrunden for at danne meningsfulde og lange samarbejder er vægtet på tillid, udvikling af kvalitet og at sikre, at farmeren ved, at han eller hun også har en indkomst til den næste høst – og derfor kan skabe en sund og bæredygtig forretning”.
FAKTA
Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?
“Nej, det vil vi ikke, men jf. punkt 3 kommer de ikke fra det berørte producenter”.
Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen?
“Frellsen kaffe samarbejder med to operatører på det brasilianske kaffemarked. Det er faste samarbejdspartnere, som vi har handlet med i mange år. Derfor har vi ud over vores ”Code of Conduct” også en løbende dialog med CSR som et fast punkt. Begge leverandører arbejder proaktivt med bæredygtighed og stiller ligesom os krav til deres leverandører, der er med til at sikre og arbejde for ordnede forhold. Vores leverandører er oplyst om, at manglende overholdelse af code of conduct medføre ophør af vores samarbejde. De er begge bekendt med den liste som de brasilianske myndigheder udarbejder over ”sortlistede” producenter”.
Comexim Ltda, https://comexim.com.br/en/
Nuemann kaffee Group GmbH, https://www.nkg.net/
Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien?
“Vi har sammen med vores samarbejdspartnere gennemgået vores leveringer for at udelukke leveringer fra fremsendte liste – vi har ikke modtaget kaffe fra den vedlagte liste”.
Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?
“Som svar på dit første spørgsmål kan vi bekræfte, at vi importerer kaffe fra en række brasilianske leverandører, som igen køber kaffe fra en lang række plantager. Sporbarhedsoplysninger medsendes ikke automatisk med hvert parti, men BKI kan skaffe sporbarhedsoplysninger på al den kaffe, vi køber i Brasilien. Det er kontraktmæssigt aftalt med leverandørerne, at vi, når vi efterspørger det, kan få fulde sporbarhedsoplysninger tilsendt”.
Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen?
“De kaffeleverandører, vi samarbejder med, har alle underskrevet vores BKI Supplier Code of Conduct, som blev udrullet i 2016 og i dag er en fast del af vores kontraktgrundlag med leverandøren. Vi køber råkaffe fra Ecom og Olam, men har de seneste to år ikke handlet med Unicafé”.
“Kravet om sporbarhedsoplysninger er indført for, at vi kan verificere, at vores krav indarbejdes ned i leverandørkæden. For at sikre implementering og løbende overvågning af overholdelsen af Supplier Code of Conduct samarbejder vi med vore leverandører som ligeledes har en Code of Conduct indarbejdet i deres samarbejde med kaffefarmerne. Med andre ord har vi, vores leverandører samt hver enkelt kaffefarmer en fælles opgave og fælles ansvar for at sikre og forbedre en pallette af vilkår, og at der i vores supply chain arbejdes i samme retning”.
Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien?
“Med hensyn til de brasilianske myndigheders ” beskidte liste” kan vi oplyse, at vores leverandører løbende kontrollerer, at de ikke køber råkaffe fra leverandører, som er nævnt på den” beskidte liste” og øjeblikkeligt stopper samarbejdet, hvis en leverandør bliver nævnt på listen”.
“Vores leverandør ECOM oplyser, at de ikke har købt råkaffe fra leverandører på den ”beskidte liste”.
“Vores leverandør OLAM oplyser, at de ikke køber råkaffe fra leverandører på den ”beskidte liste. Vores leverandør Olam oplyser samtidig, at der tidligere har været en begrænset samhandel med 3 leverandører i 2019 (mindre end 2.000 sække totalt), som efterfølgende er kommet på listen. Samarbejdet er stoppet med disse leverandører ifm at de dukkede op på listen i 2020 og 2022”.
Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?
“Ja. En af grundstenene som Coffee Collective er bygget på, er gennemsigtighed på alle stadier i kaffens rejse. Noget, som der desværre oftest ikke prioriteres i kaffeindustrien, og som i sidste ende har negative konsekvenser for kaffeproducenterne.
“I år har vi udgivet vores 5. bæredygtighedsrapport. Heri kan vores kunder og andre interesserede blandt andet få indblik i hvilke kaffeproducenter vi arbejder med, hvor mange år vi har samarbejdet og hvad producenten er blevet betalt”.
“Nogle år angiver vi i listen, at vi har købt et par procent uden samme sporbarhed, men mindst 95% af vores indkøb vil altid være på listen. Og hvis ikke alt er på listen, angiver vi hvor meget der mangler”.
“Som det fremgår af denne liste, er den eneste producent i Brasilien, vi køber kaffe fra, Daterra, som du også selv har fundet frem til. Daterra er også den første farm, vi købte kaffe fra, da vi startede firmaet, og samarbejdet har nu varet i 15 år. Dette er ikke enestående for os, og mange af producenterne vi samarbejder med, tæller snart mere end et årti.
“Baggrunden for at danne meningsfulde og lange samarbejder er vægtet på tillid, udvikling af kvalitet og at sikre, at farmeren ved, at han eller hun også har en indkomst til den næste høst – og derfor kan skabe en sund og bæredygtig forretning”.
Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen?
“Det er essentielt for os, at bruge vores virksomhed til at skabe en positiv udvikling der, hvor vi kan. Nedenfor kommer jeg ind på eksempler om direkte betaling til farmeren, jævnlige besøg på farmen og en respektfuld tilgang til at styrke deres finansielle bæredygtighed.
“Dette er alle konkrete tiltag, som vi altid har praktiseret og skal sikre, at vores gæster kan drikke kaffe med god samvittighed og velvidende, at kaffen er blevet til under gode forhold.
Når en kunde køber en pose kaffe hos os, kan kunden se en kvalitetsbonus printet på label, der er betalt til den pågældende farmer. Den høje pris betalt direkte til farmeren skal gøre det muligt for dem at drive en ansvarlig produktion, som tager hensyn til såvel medarbejdere som natur”.
“Som du kan se i vores bæredygtighedsrapport betalte vi sidste år i gennemsnit 4,85 USD/lb FOB, hvilket var 157% over markedsprisen. Dernæst besøger vi mindst én gang om året alle producenterne, vi køber fra, for at kende dem personligt, se hvordan deres produktion foregår og tale med folk på jorden”.
“Vores tilgang skal også ses i kaffebranchens historiske lys, som er en branche, der er bygget op i det koloniale system og har været udviklet som sådan indtil for ganske nyligt. Og hvor der desværre stadig er mange strukturer i markedet, der er enten post-koloniale eller neo-koloniale”.
“En af de ting vi arbejder på at gøre op med, som historisk har været ekstrem, er den grundlæggende patronisering fra vores ende af verden overfor producenterne, hvor man i vores ende mener, at man skal fortælle producenterne, hvordan de skal opføre sig.
“Vi ønsker at møde de producenter, vi arbejder sammen med, i øjenhøjde og opbygge et gensidigt respektfuldt samarbejde. Og først og fremmest se på hvilke negative strukturer, vi måske er med til at opretholde, der presser producenterne – og hvordan vi kan ændre dem, før vi begynder at fortælle dem, hvad de skal gøre bedre”.
“Derfor bygger vores Supplier Code of Conduct på, at vi under vores årlige besøg hos producenterne ikke kommer med lange lister af krav, som vi måtte have udviklet, til hvordan de skal opføre sig”.
“I stedet ønsker vi at styrke det lokale system ved at gøre det klart, at det er den nationale lovgivning samt de internationale forpligtelser landet har (f.eks. ILO og menneskerettighederne), som vi bakker op om og forventer de lever op til”.
“Og så har vi også inkorporeret et systematisk arbejde med at tale med producenterne om, hvordan de arbejder med at forbedre sociale og miljømæssige forhold, så vi kan samarbejde om det på længere sigt”.
Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien?
“Ja, det kan vi. Vi handler direkte med producenterne og ved derfor, hvem de er. Og det vil klart være et brud på vores Supplier Code of Conduct, hvis man står på en liste fra landets myndigheder af den karakter. Så vi vil aldrig købe kaffe fra en farm på en sådan liste”.
“Iøvrigt ville det være en god hjælp til vores arbejde, hvis flere lande lavede sådanne lister. Jeg tror også, at der er en stor gruppe af mindre og mellemstore risterier internationalt, som gerne ville kende til sådanne lister for at sikre, at de ikke køber kaffe fra farme, der i den grad overtræder både nationale og internationale love/regler”.
Da det russiske militær i foråret rullede over grænsen til Ukraine, skabte det røre i Vodskov, en lille by nord for Limfjorden. Her ligger Nordjyllandsværket, der på det tidspunkt opvarmede nordjydernes huse ved hjælp af kul fra Rusland.
I kølvandet på invasionen vedtog EU i april at boykotte netop russisk kul. Det tvang Nordjyllandsværket til at handle hurtigt, da de modtog al deres kul fra Rusland, men værket løste problemet og fandt kul andre steder.
Nu kan Danwatch afsløre, at Nordjyllandsværket har købt kul fra en af Sydamerikas mest kontroversielle kulminer, nemlig Cerrejón-minen i det nordlige Colombia. Kulminen kritiseres for sit enorme vandforbrug og systematiske krænkelse af miljø og menneskerettigheder.
Den fjernvarme, som produceres på værket og sendes ud til de aalborgensiske husstande, er blandt andet lavet på bekostning af lokale colombianere i Guajira-delstaten, hvor minen ligger. Fordi minen bruger helt op til 30 millioner liter vand om dagen, er hele floder omdirigeret og udtørret for de tusindvis af mennesker, som er afhængige af vandet. Mange mennesker er i dag fordrevet fra deres hjem på grund af den konstant udvidende mine.
Hos Nordjyllandsværket kan de godt se problemet:
“Vi har ikke gjort forarbejdet godt nok. Vi har handlet i god tro, men det er ikke godt nok. Vi var pressede af situationen, når vi ikke længere kunne få russisk kul. Men vi har ikke levet op til vores egne standarder”, siger Per Clausen (Ø), som er bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket.
Han vedkender, at de ikke har lavet deres risikovurderinger – det man også kalder for due diligence – grundigt nok i forhold til at bestille kul fra Colombia. Cerrejon-minen har ellers været omdiskuteret i lang tid.
Nordjyllandsværket får leveret mindst 172.000 ton kul fra Colombia alene i 2022, viser en gennemgang af de danske kraftværkers kul-leverancer, som Danwatch har foretaget.
Cerrejón-minen ligger i La Guajira i det nordøstlige Colombia nær grænsen til Venezuela. Den er den største åbne kulmine i hele Latinamerika og en af de største i verden med sine næsten 70.000 hektarer og 5.000 ansatte. Minen er i dag ejet af det schweiziske firma Glencore, som er blandt de største mineselskaber i verden. Tidligere bestod ejerkredsen også af australske BHP og britiske Anglo American.
At være i nærheden af Cerrejón-minen er som at være i Mordor fra Ringenes Herre. Forestil dig et tørt og støvet minelandskab på størrelse med næsten 100.000 fodboldbaner, fyldt med maskiner og lastbiler, der sender en konstant larm ud i ørkenlandskabet. Et dødt område, der langsomt spiser sig ind i jorden og efterlader den med stadigt større gigantiske huller. Alt sammen foregår bag store hegn; minen er ikke for uvedkommende.
En væsentlig del af omdrejningspunktet for kontroverserne omkring Cerrejón har handlet om vand. Særligt om påvirkning af Bruno-floden, som for lokalbefolkningen både er en vigtig vandingskilde i en ørkenregion samt en flod med en væsentlig spirituel betydning for områdets oprindelige Wayuu-befolkning.
Problematikken omkring minen er langt fra ny. For år tilbage kom der en del colombiansk kul til Danmark, men efter problemer med menneskerettigheder og miljø i forbindelse med colombianske kulminer, som for eksempel Cerrejón, sadlede flere kraftværker om.
FAKTA
I januar i år accepterede den økonomiske samarbejdsorganisation OECD en række klager mod de multinationale selskaber BHP, Anglo American og Glencore i forbindelse med minen. Selskaberne beskyldes for ikke at have overholdt OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber og menneskerettigheder i forbindelse med deres forvaltning af aktiviteterne i Cerrejón-minen.
Klagerne blev indgivet i 2021 af en række colombianske og internationale NGO’er og organisationer til OECD’s kontorer i Schweiz, Australien og Storbritannien. Klagerne blev også støttet af ledere fra de oprindelige Wayuu-folk og afro-colombianske samfund, som historisk er blevet påvirket af minen.
“Landsbyerne i La Guajira har ansøgt forskellige organisationer om at afsøge alle mulige mekanismer for at synliggøre alt det der sker i deres territorium, de alvorlige påvirkninger, spirituelle, kulturelle, miljømæssige – og den stærke sammenhæng mellem de mange problemer og de mere end 40 års kul-udvinding”, siger María Rosa Mateus til Danwatch. Hun er en del af det colombianske advokat-kollektiv CAJAR, én af organisationerne bag klagerne til OECD.
Klagerne (De internationale NGOer Christian Aid, GLAN, ASK og ABColombia samt de colombianske NGOer Cajar, CINEP og AIDA))mener, at virksomhederne bag minedriften systematisk har tilsidesat deres forpligtelser til at beskytte miljø og menneskerettigheder. Et svigt, der ifølge klagerne er endnu mere alvorligt, fordi konsekvenserne har ramt etniske minoriteter samt kvinder og børn.
Cerrejón-minen ligger midt i Wayuu-territorium, som er den største gruppe af oprindelige folk i Colombia og Venezuela. Wayuu-folket lider af en høj grad af underernæring, og ifølge det nationale adminstrative statistik departement (DANE), lever to tredjedele af den million mennesker, der bor i La Guajira, i fattigdom. Delstaten har desuden landets højeste rate af analfabetisme. Kun knap 5 procent af befolkningen, der bor på landet i La Guajira, har adgang til rent drikkevand.
For hvis vi ikke har vand, hvad skal vi så leve af? Vi giver afkald på livets essens: Vand. Vi vil blive et nyt Sahara. Staten er ligeglad med os her.
I 2021 besøgte Danwatch den føromtalte Bruno-flod for at møde nogle af de lokale, der er påvirket af beslutningen om at lade Cerrejón udvinde kul netop dér. I Wayuu-landsbyen El Rocio mødte vi den lokale leder, Leobardo Sierra Frias, som i årevis har kæmpet for at forsvare Bruno-floden, som før var en vigtig vandressource i ørkenen i La Guajira.
“Vi vil snart ikke længere være La Guajira. Vi har tidligere været landbrugsområde, og vi bliver sandsynligvis nødt til at flytte herfra. For hvis vi ikke har vand, hvad skal vi så leve af? Vi giver afkald på livets essens: Vand. Vi vil blive et nyt Sahara. Staten er ligeglad med os her”, sagde han.
Cerrejón-minen har påvirket mindst 19 floder og vandløb, som Bruno, i løbet af de årtier, hvor der har været drevet kulminedrift. Mens La Guajira lider under tørke, bruger minen ifølge nogle estimater op til 30 millioner liter vand om dagen. Glencore skriver selv, at 93 procent af det vand, de bruger, ikke er egnet til drikkevand eller til landbrug, mens de udpeger landbrug som dem, der bruger mest af vandet fra den lokale flod Ranchería.
I 2017 forbød den colombianske forfatningsdomstol ejerne af Cerrejón-minen at udvinde kul fra flodlejet af Bruno-floden for at sikre de oprindelige folks ret til sundhed, vand og fødevaresikkerhed. Men da EU-landene tidligere i år vedtog at boykotte russisk kul, vendte flere lande – herunder især Tyskland – sig mod Colombia for at sikre kulforsyningen henover vinteren.
Umiddelbart efter, at EU-boykottet blev annonceret i april 2022, gav de colombianske myndigheder atter tilladelse til, at Glencore kunne omdirigere Bruno-floden for at udvinde kul fra flodlejet. Regeringen i Colombia øjnede en mulighed for at afsætte større mængder kul til Europa, og Cerrejón havde brug for at kunne grave efter kullet under Bruno-floden for at kunne følge med den nye, hurtigt voksende efterspørgsel.
Tilbage i Wayuu-landsbyen i 2021 forklarede Leobardo Sierra Frias, at det ikke kun handler om at beskytte naturen, men at Bruno-floden ifølge den lokale tro og tradition også har spirituelle aspekter.
“Der er særlige hellige steder langs Bruno-floden, som ikke længere eksisterer på grund af afledningen af den. For Wayuu-folket betyder det, at vandets ånd vandrer forvildet rundt,” fortalte han.
“Nogle gange drømmer folk her om at komme til det pågældende sted, og det er meget vigtigt for os etniske grupper at følge drømmene. Hvem skal betale for mine uopfyldte drømme eller mine ritualer, som jeg ikke længere kan praktisere?,” lød det dengang fra Leobardo, der selv bor ved Bruno-flodens bred – ét af de steder, hvor den stadig løber naturligt.
Samtidig med, at det er blevet sværere at finde kul, der lever op til OECD’s standarder, har alle Danmarks fire kulfyrede kraftværker skruet mere op for kulkedlerne end vanligt. Årsagen er manglen på vind og manglen på vandkraft i Norge samt en høj gaspris.
Tal fra Energinet viser ifølge Finans, at brugen af kul til produktion af dansk strøm sidste år steg med næsten 50 procent. Cirka halvdelen af elektriciteten produceret i Jylland og på Fyn kommer i dag fra kul.
Danwatch har spurgt en række danske kraftværker og virksomheder om, hvor de får deres kul fra. Nordjyllandsværket skiller sig ud ved – modsat de andre danske kraftværker – fortsat at fyre med colombiansk kul.
Per Clausen (Ø), som er formand for bestyrelsen hos Nordjyllandsværket, fortæller om dilemmaet med kulforsyningen i forbindelsen med Ukraine-krigen:
“Vi troede, at det her kul fra Colombia var i orden i forhold til menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Vi gik jo tidligere ud af colombiansk kul, men nu troede vi, at kul fra Colombia var blevet i orden. Men det er vi så blevet opmærksomme på, ikke er tilfældet“, siger han.
Per Clausen oplyser desuden, at der i øjeblikket er colombiansk kul på vej fra firmaet Glencore, men det er meget muligt, at det bliver sidste forsyning.
“Måske vil vi ikke købe mere fra dem. Hvis vi skal fortsætte med Glencore, skal de garantere, at de vil respektere FN’s retningslinjer. Vi har også bedt dem redegøre for, om de lever op til OECD’s retningslinjer. Vi vil lægge pres på dem. Hvis vi fortsat skal handle med dem, skal de få styr på de her ting”.
Europæere, her er der samfund, der lider. De arresterer os, de fjerner os fra vores områder for at gøre plads til det, de kalder udvikling. Vær venlig at lægge hænderne på hjertet og kræv, at disse multinationale virksomheder tager ansvar for de sociale og miljømæssige skader, de har forårsaget i La Guajira og i de afro- og oprindelige samfund, der er blevet fordrevet fra deres områder.
Udover miljø- og kulturpåvirkninger har der også været adskillige sager om trusler og angreb på aktivister, som er imod minedriften ved Cerrejón-minen og i Colombia generelt.
Colombia er det farligste land i verden at forsvare miljøet i ifølge NGO’en Global Witness. I 2020 blev 65 miljøaktivister dræbt i landet. Omkring en tredjedel af drabene på miljøaktivister globalt er forbundet til ressourceudvinding som for eksempel minedrift og olieudvinding.
Samuel Arregoces har oplevet farerne på egen hånd. Det fortælle han en efterårsdag i 2021 i La Guajira, hvor han er juridisk repræsentant for Tabaco-landsbyens råd af afro-colombianere. Eller det vil sige den tidligere landsby Tabaco.
Tabaco havde cirka 1200 indbyggere og lå ved grænsen til Venezuela. I 2001 blev landsbyen jævnet med jorden på grund af kulminedriften. I dag ligger det, der var Tabaco, under Cerrejón-minens gigantiske hul. Befolkningen blev mod deres vilje tvunget af det colombianske militær til at forlade byen for at blive genhuset andetsteds, så minedriften kunne fortsætte sin udvidelse.
Der går ikke en dag, hvor Samuel ikke savner sin landsby, som han kun omtaler i datid og oftest med våde øjne. Han har dedikeret sit liv til at kæmpe for retfærdighed for Tabacos indbyggere og andre, der har fået deres liv negativt påvirket af kulminedriften i La Guajira.
“At være social leder i Colombia og i La Guajira er praktisk talt at være fjende af den såkaldte udvikling. Mange kammerater har jeg måttet se falde i denne kamp. Alle sociale ledere i La Guajira har oplevet trusler og forfølgelse. Jeg er blevet truet i lokalsamfundene, over telefonen, og har fået direkte opfordringer: ‘Gå ikke i nærheden af ilden, for du brænder dig. Husk at du har en familie’, og den slags ting. Og truslerne kommer, når vi lægger pres på virksomheder eller staten”, sagde Samuel Arregoces i 2021.
Han måtte i 2017 forlade Colombia på grund af truslerne. Det blev for normalt med truslerne mod ham og hans familie, og med de fremmede biler, der altid holdt udenfor hans hjem.
“Jeg kunne se, at det ikke kun gjaldt mig, men også min familie, min mor, mine søskende, mine nevøer og niecer. Så jeg tog afsted. Jeg er ikke flov over at sige det. Da jeg rejste, græd jeg hver dag. Hvorfor skulle jeg rejse som en kriminel?”
I 2021 var Samuel kort forinden vendt tilbage fra et sikkert sted i Europa, hvor han havde opholdt sig, men forfølgelsen fortsatte. Det har kostet den 42-årige sociale leder dyrt at være aktivist. Allerede i 2021 have Samuel Arregoces derfor en bøn til de europæiske folk, som forbruger kullet fra La Guajira:
“Europæere, her er der samfund, der lider. De arresterer os, de fjerner os fra vores områder for at gøre plads til det, de kalder udvikling. Vær venlig at lægge hænderne på hjertet og kræv, at disse multinationale virksomheder tager ansvar for de sociale og miljømæssige skader, de har forårsaget i La Guajira og i de afro- og oprindelige samfund, der er blevet fordrevet fra deres områder”.
Hos Nordjyllandsværket overvejer de netop nu at lade den kommende kul-leverance fra Cerrejón være den sidste på grund af de mange alvorlige anklager mod ejerne.
“Hvis ikke Glencore kan dokumentere, at de overholder vores krav, så står vi med nye udfordringer om, hvor vi så skal skaffe kullet fra. Jeg havde det godt med, at vi kom ud af det russiske kul, men nu har jeg det skidt med, at vi er tilbage i det gamle mudderhul med at få kul fra Colombia. Kul, som viser sig at have de samme problemer som tidligere”, lyder det fra Per Clausen.
Nordjyllandsværket har ikke tidligere været godkendt til at købe direkte fra Glencore, så Fynsværket har lånt dem deres godkendelse. Fynsværket selv har derimod ingen planer om at fyre med colombiansk kul.
“Der er noget med nogle menneskerettigheder, som skal overholdes. Jeg har læst om det, der er sket tidligere i Colombia. Det er ikke sjov læsning”, siger Morten Brunse, som er kommerciel chef hos Fjernvarme Fyn, der driver Fynsværket.
“Vi prøver at holde en fornuftig stil i forhold til CSR. Colombia er derfor i rød kategori hos os, hvor det kræver ekstra undersøgelse, fordi de har den historik, de har”.
Kort før deadline har Nordjyllandsværket kontaktet Danwatch med sidste nyt angående kul fra Glencore i Colombia. De skriver i en mail:
“Siden vi blev bekendt med korruptionssagerne mod Glencore, har vi været i dialog med dem og har modtaget dokumentation for, hvad de har gjort for at forebygge/afbøde væsentlige negative indvirkninger på økonomisk bæredygtighed samt information om, hvordan de håndterer de menneskerettigheder, som de anklages for ikke at respektere. Vi fortsætter med at have en tæt opfølgning med Glencore og har løbende dialog med dem om deres fremskridt i implementeringen af FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGPs) og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder”, lyder det fra Per Clausen fra Nordjyllandsværket.
Utallige gange er der blevet dokumenteret en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen i Kina.
En del af undertrykkelsen sker gennem de statsstyrede arbejdsprogrammer, der forflytter uighurer fra deres hjem til store industrizoner. Fordi det er i praksis er umuligt at sige nej til programmerne, er der tale om tvangsarbejde.
Ifølge eksperter involverer arbejdsprogrammerne tvangsarbejde, fordi det i praksis er umuligt at sige nej til dem.
I 2021 kunne flere rapporter så dokumentere, at den kinesiske solcelleindustri også i stor stil får uighursk arbejdskraft gennem arbejdsprogrammerne i Xinjiang. Det sker i produktionen af de essentielle råmaterialer, der bruges i solceller.
Energiselskaberne Better Energy og European Energy, der står bag nogle af de største danske solcelleparker, får deres solceller fremstillet af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i provinsen.
De danske energiselskaber kan ikke garantere, at der ikke er uighursk tvangsarbejde bag deres solceller. Eksperter mener, at virksomhederne understøtter det kinesiske regimes undertrykkelse af uighurerne.
