Fra vores verden: Corona sender millioner af børn i arbejde

I dette første nyhedsoverblik ser vi nærmere på alle de børn, der ender i arbejde, fordi corona har lukket deres skole, og de alvorlige konsekvenser det kan have. Vi kommer også forbi Vestsahara, en af verdens mest forurenede floder og demokratiets tilstand.


Kære læsere

Velkommen til denne første udgave af vores nyhedsoverblik.

Som et medie, der primært beskæftiger sig med undersøgende journalistik og kan bruge flere måneder på en historie, føler vi ofte, at der er nogle vigtige ting, vi ikke når at få fortalt videre til jer. Derfor afprøver vi nu dette nye format, hvor vi hver anden uge fortæller jer det vigtigste, der er sket, inden for de ting vi beskæftiger os med.

Og her er det måske på sin plads, at vi forklarer, hvad det overhovedet er. Danwatch prøver helt grundlæggende at skabe en forbindelse til resten af verden ved at undersøge, hvilke forhold vores fødevarer, tøj og teknologi bliver til under. Vi holder særligt øje med, hvad danske virksomheder laver ude i verden. Og vi gør, hvad vi kan for at give stemme til de mennesker i andre lande, der arbejder og lever under tvivlsomme forhold.

I dette første nyhedsoverblik ser vi nærmere på ulovligt børnearbejde, som er et problem, vi ofte støder på, når vi undersøger, hvordan vores produkter bliver til. Og som er blevet et markant større problem under den nuværende pandemi.

Corona sender millioner af børn i arbejde

11-årige Rahul gennemroder skrald ved den indiske by Tumakuras i jagten på plastic. 15-årige Munesu står i mudder til  livet og leder efter guld ved en flod i Zimbabwe. En 14-årig pige prostituerer sig selv i Kenyas hovedstad Nairobi. 11-årige Andrés Gomes maser sig igennem en lille håndgravet tunnel under jorden et sted i den mexicanske stat Chiapas i jagten på et stykke rav.  Og 10-årige Marc rydder træer med en machete i en kakaoplantage i Elfenbenskysten. 

“Far har ikke nogen penge, og så hjælper vi ham”, fortalte Marc, da Danwatch mødte ham i maj.

Over hele kloden er børn blevet sendt hjem fra skole på grund af faren for coronasmitte. For nogle er der mulighed for at få undervisning hjemmefra, men over 400 millioner børn har ikke nogen form for skolegang lige nu. Unicef vurderer, at det vil få mindst 24 millioner børn til at droppe helt ud af skole, og en meget stor del af dem vil i stedet ende i marken, i minen eller på gaden, hvor de i en desperat jagt på penge vil tage arbejde, der er farligt for dem. Dertil kommer problemer med sult, tvangsægteskaber og trafficiking af børn.

  • Den store historie: New York Times optegnede tidligere på efteråret de store linjer og fortalte, hvordan corona kan rulle flere års positiv udvikling tilbage. Det kan måske virke som et midlertidigt problem her under corona, men når børn først kommer i arbejde, kommer de sjældent tilbage i skole igen, siger eksperter. Læs mere her.
  • Fra vores egen verden: Selvom det nogle steder har været fremgang, gælder det langt fra alle steder. I maj kunne vi på Danwatch fortælle, at der var flere børnearbejdere i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten end nogensinde før. Det er til trods for, at de store chokoladegiganter for 20 år siden lovede, de ville sætte en stopper for det.
  • Definitionen: Det er FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO, der definerer børnearbejde. Her kan du se, hvad der tæller som ‘farligt’ børnearbejde.
  • Den ubehagelige virkelighed: Det store billede kan virke alvorligt nok, men det er når man zoomer ind på de konkrete sager, at man virkelig forstår problemerne med børnearbejde. The Guardian fortæller om børn helt ned til 10 år, der graver efter guld i Zimbabwe under farlige forhold. Nyhedsbureauet AP fortæller om unge kenyanere, der prostituerer sig selv. Og Syracuse fortæller om mexicanske børn, der graver efter rav.

Andre nyheder:

Rydningen af Amazonas stiger

I oktober blev der ryddet 836 kvadratkilometer af Amazonas-regnskoven i Brasilien. Det er et usædvanligt højt tal for oktober måned og er 50 procent mere end sidste år, skriver Al Jazeera. Skovrydningen er steget voldsomt siden Jais Bolsonaro blev præsident i Brasilien, men vi er ikke uden ansvar i Danmark. Tidligere på efteråret kunne Danwatch afsløre, at danske banker og pensionskasser investerer i de slagterier og sojaproducenter, som er skyld i mest skovrydning.

Et flertal i FN vil bekæmpe plastic med ny aftale

En af de store konsekvenser ved vores voksende forbrug er, at naturen og særligt havene fyldes med plastic, som det tager årtusinder at nedbryde. Andelen af plastic, der ender i verdenshavene, forventes af blive tredoblet frem mod 2040, hvis der ikke gøres noget. Derfor har FN nedsat en arbejdsgruppe, der skal lave et udkast til en ny aftale, der kunne minde om klimaaftalen fra Paris. Ifølge The Guardian er mere end to tredjedele af FN’s medlemsstater åbne over for den nye aftale.

33 danske vindmøller er blevet væk i Kina

I et år har danske myndigheder og Politiken forsøgt at finde en vindmøllepark i Kina, som Danmark har betalt for og som skal kompensere for dansk CO2-udslip. Indtil videre er det ikke lykkedes.

Der er udbrudt krig i Vestsahara 

En 29-år gammel fredsaftale mellem det besatte Vestsahara og dets besætter Marokko er blevet revet i stykker. Først gennemførte Marokko en militær aktion i Vestsahara, og som svar på det meddelte Vestsaharas uafhængighedsbevægelse, at de havde opløst aftalen, skriver CNN. Aftalen gav egentlig Vestsahara og dets oprindelige folk saharawierne ret til at stemme om selvbestemmelse, men det har Marokko forhindret i tæt på 30 år. Sidste år skrev vi på Danwatch om de investeringer, som danske banker og pensionskasser havde i selskaber, der opererer i Vestsahara og forhindrer en fredelig løsning på konflikten. Vi har også skrevet om det danske rederi Ultrabulk, der har transporteret Fosfat fra Vestsahara.

Corona gør verden mindre demokratisk

I slutningen af oktober leverede den amerikanske tænketank deres årlige vurdering af demokratiets tilstand på globalt plan, og det var en nedslående en af slagsen. I 80 ud af 192 lande er det gået tilbage for demokratiet. Kun i Malawi er det gået frem. Zetland har set nærmere på rapporten og fundet frem til, at meget af det handler om corona, der bliver brugt som undskyldning til at forfølge aktivister og indføre skrappe hastelove. I foråret forsøgte vi på Danwatch at vise den foruroligende udvikling med vores serie Øjenvidner til en verden i lockdown.

Kom med til en af verdens mest forurenede floder

I dette fotoessay fra The Guardian kommer man helt ned i den Indonesiske flod Citarum, der er bogstaveligt talt er fyldt med lort og affald. Der lever ni millioner mennesker tæt ved floden og mange af dem har ikke andre steder at gøre af deres affald og afføring. Men vi er også med til at forurene Citarum, for langs med floden ligger 2.000 fabrikker, der blandt andet er med til at sikre, at vi kan få tøj på kroppen i vores del af verden. Og billederne, ja de er lige så smukke som de er grumme.

Det var alt for dette første nyhedsoverblik, der stadig er under udvikling. Vi har endnu ikke lagt os fast på overblikkets endelige form, så det er nu, du skal byde ind, hvis du har særlige ønsker.

Vil du gerne have det på mail? Er det for langt? Er det for kort? Er der nogle andre slags historier, du gerne vil have med? Vil du have det som podcast? Skal det komme oftere? Sjældnere?

Min email jt@danwatch.dk er åben for alskens kommentarer.

Tak, fordi I læste med.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right