Anmeldelse – Danwatch https://danwatch.dk undersøgende journalistik Fri, 18 Jan 2019 13:18:09 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.8 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Anmeldelse – Danwatch https://danwatch.dk 32 32 Ansigter på de europæiske arbejdere, der krydser grænsen https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/ https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/#respond Fri, 06 Oct 2017 11:38:33 +0000 https://danwatch.dk/?p=18582 Europæere kan i dag frit rejse over grænserne for at arbejde. Det er en grundpille i EU – som dog de seneste år været under beskydning.  Østeuropæeres indtog på det britiske arbejdsmarked var som bekendt et nøgle-argument, da briterne meldte sig ud af EU.

Spilletider

Filmene kan ses på filmfestivalen CPHPIX, som foregår fra d. 28/9 – 11/10 2017 i København.

Western, instruktør: Valeska Grisebach, undertekster på engelsk: spilles næste gang d.  11/10, kl. 19:00, Dagmar.

Out, instruktør: György Kristóf, undertekster på engelsk, spilles næste gang d. 7/10 (mød instruktøren), kl. 18:00, Cinemateket.

Spilletider

Filmene kan ses på filmfestivalen CPHPIX, som foregår fra d. 28/9 – 11/10 2017 i København.

Western, instruktør: Valeska Grisebach, undertekster på engelsk: spilles næste gang d.  11/10, kl. 19:00, Dagmar.

Out, instruktør: György Kristóf, undertekster på engelsk, spilles næste gang d. 7/10 (mød instruktøren), kl. 18:00, Cinemateket.

På årets filmfestival CPHPIX handler de to film ‘Western’ og ‘Out’ om europæiske mænd, der må rejse til et andet EU-land for at få arbejde. Filmene ser på disse problemstillinger gennem en linse af, hvordan det opleves og føles for både arbejderne, som krydser grænsen og for de mennesker, som tager imod de fremmede.

Ligesom briterne, er danskerne også splittede i holdningen til arbejdskraftens fri bevægelighed. For godt et år siden spurgte netmediet Altinget, hvad danskerne mente og 44 procent svarede, at den frie bevægelighed grundlæggende er en ulempe, mens 39 procent svarede, at var er en fordel. 16 procent af de adspurgte svarede ‘ved ikke’.

Debatten kredser især om østeuropæere, der truer de danske arbejdstageres job. At den frie bevægelighed påvirker løn og arbejdsvilkår negativt, og giver social dumping. At det skaber en velfærdsturisme, hvor udenlandske arbejdere udnytter de mange muligheder for velfærdsydelser, som Danmark tilbyder.

Tilhængere af arbejdskraftens frie bevægelighed peger derimod på, at det er en stor fordel, at der ikke må gøres forskel på arbejdstagere i EU. Det giver europæerne bedre mulighed for at få arbejde i andre medlemslande, og der er skåret ned på bureaukratiet. Det er med til at udbud og efterspørgsel bliver tilpasset, når folk kan rejse derhen, hvor der er arbejde.

Sammenbidte og stærke mænd

Meinhardt sidder sammen med bulgaren Adrian og nyder naturen, foto fra filmen ‘Western’, instrueret af Valeska Grisebach.

‘Western’ er en stille film med mænd af få ord. Alligevel lykkes filmen at være skabe en kraftig spænding og en uro, løber under den forsigtige handling og holder seerens interesse i et fast greb.

I ‘Western’ følger man den tyske arbejder Meinhardt, som er rejst til Bulgarien med et sjak på omkring 10 andre tyskere for at bygge et kraftværk. De bor i en lejr af skurvogne, tæt på de store maskiner, som de bruger til at grave og bore ved floderne. Tæt på lejren ligger en lille landsby. Kun nogle få af de lokale bulgarer kan tale tysk, og derfor må mændene kommunikere gennem blikke og kropssprog.

Ved hjælp af undertekster får seeren et unikt kendskab til, hvad begge sider prøver at fortælle til hinanden, uden at de selv forstår. Det er en nervepirrende position, fordi man frygter, at de misforståelser som opstår mellem mændene kan udløse en vold, som man fornemmer lurer lige ved.

Hovedpersonen Meinhardt er måske den person, som siger mindst i filmen. Derfor foregår der et detektivarbejde af Meinhardts handlinger for at forstå, hvad der foregår i hovedet på ham – både kollegerne, bulgarerne og ikke mindst seeren er i tvivl. Hvorfor tager han hele tiden ind til landsbyen? Er han i fare? Vil han kvinderne godt eller ondt? Er han utilregnelig eller loyal – er han med tyskerne, bulgarerne eller noget midtimellem?

Filmen kredser om de udfordringer, der opstår, når arbejdere fra andre lande. På et tidspunkt beslutter Meinhardt og en anden tysker at hejse et tysk flag op i en pæl på byggepladsen. En tredje sidder på en stol, mens han ser på og spørger:

“Er I totalt forrykte?”

“Ja, vi er.”

“Har I overvejet de lokale?”

“Vi laver ikke andet. Vi bygger et kraftværk til dem.”

Tyskerne demonstrerer, at deres arbejde gør noget godt for bulgarerne. Bulgarerne får et kraftværk og det bør de være taknemmelige for. Underforstået, så må tyskerne opføre sig som de har lyst til.

Det ser man også et eksempel på, en aften da tyskerne drøner rundt i deres firehjulstrækker. Da de ser en gruppe bulgarer gasser de op og knipser et tændt cigaretskod ud af bilen, mens de siger “der er gået 70 år, men nu er vi tilbage”,  og griner. Henvisningen er til nazisternes tilstedeværelse under anden verdenskrig.

Men langsomt vikles lejren og landsbyen ind i hinanden, og nuancerne i de kulturelle forskelle og ligheder toner frem. Man forstår lidt for lidt, hvad der rører sig i Meinhardt, resten af sjakket og hos bulgarerne, og man efterlades med en lyst efter mere.

En sort komedie – der aldrig bliver rigtig sjov

På sin rejse i Litauen for at finde arbejde møder Agoston mange særlige mennesker, som blandt andet den tidligere basketball spiller, som efterlader sin udstoppede kanin hos Agoston, da hun forlader ham til en tekno-fest. Foto: filmen ‘Out’, instrueret af György Kristóf.

Filmen ‘Out’, som spiller sidste gang på CPHPIX lørdag d. 7. oktober, handler om den 50-årige mand Agoston, som i en stor fyringsrunde mister sit arbejde på et atomkraftværk sammen med 40 procent af sine kolleger. Efter en rastløs periode i hjemmet, hvor han tager sig af vasketøjet og pudser sko, rejser fra Slovakiet, hvor han bor med sin kone, til Litauen hvor han har fået arbejde som svejser på en fabrik.

Fabrikken ligger i en by tæt på havet og stranden. Agoston elsker at fiske, og er glad for tanken om at rejse. Også hans voksne datter synes, at han er heldig. Han kysser konen farvel og stiger på bussen mod Litauen. Men da han kommer frem til byen, viser det sig, at hurtigt, at virkeligheden er en anden.

Han mærker, at ikke alle er glade for hans tilstedeværelse og hans nye chef holder ham i en kort snor. En dag kommer Agoston for sent, og det får straks konsekvenser.

“De behandler jer udlændinge, som om I var verdens centrum. Jeg har holdt øje med dig, du er en dovenlas. Vores land bliver ved med at sakke bagud på grund af folk som jer,” siger sjakbajsen vredt.

‘Out’ er en sort komedie om Agoston, som på sin rejse i Litauen møder mennesker, han kigger nysgerrigt og undrende på. Han møder blandt andet en kvinde, som går til tekno-fester med en udstoppet kanin i tasken og en ung mand, som kører ham ud i skoven for at tage en selfie med ham foran sit kommende gravsted, hvorpå der er malet et foto af ham selv, der står ved siden af sin storbarmede kæreste og en Mercedes.

Ligesom i ‘Western’ bevæger handlingen sig langsomt fremad. Desværre formåede ‘Out’ ikke at fastholde min interesse mellem de komiske scener, som der var langt imellem, og jeg kedede mig en smule.

Fælles for de to film er, at de fortæller nuanceret om kulturmøderne og holdningerne til den fri bevægelige arbejdskraft uden at give lette svar på, hvordan udfordringerne løses.

]]>
https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/feed/ 0
Fra børnesoldat i Sierra Leone til lejesoldat for Vesten https://danwatch.dk/boernesoldat-sierra-leone-lejesoldat-vesten/ https://danwatch.dk/boernesoldat-sierra-leone-lejesoldat-vesten/#respond Tue, 19 Apr 2016 14:01:29 +0000 http://danwatch.dk/?p=9205 Finurlige animationer af voksende planter blander sig med stop-motion-agtige billeder. ‘Børnesoldatens nye job’ ligner til forveksling sekvenser fra Bennys badekar. Hvis altså Bennys badekar foregik i et postkrigshærget Sierra Leone, og Benny havde ar på både krop og sjæl.Ikke desto mindre understreger kontrasten mellem tegneserieæstetikken og de brutale billeder af teenagedrenge med gigantiske rifler, at børn og våben er en grotesk kombination

Et godt krigs-CV

Journalist og dokumentarist Mads Ellesøe er kommet på sporet af en historie om private militære firmaer, der er begyndt at rekruttere i fattige og borgerkrigshærgede afrikanske lande. Her er arbejdskraften villig og billig – helt ned til 250 dollars om måneden for at stå vagt ved amerikanske militærbaser i Irak og Afghanistan.

For at blive rekrutteret til sikkerhedsfirmaerne, er det godt at have erfaring med våben, og det må de tidligere børnesoldater siges at have. På forholdsvis nøgtern vis fortæller en række af disse, hvordan de som ganske unge har hugget arme og ben af uskyldige og jagtet mennesker som høns, mens de var høje på kokain. Klumperne står i kø i halsen.

Jeg græd. Det var ikke meningen, jeg skulle holde et våben igen

Osman Sesay, tidligere børnesoldat og nu rekrutteret af sikkerhedsfirma.

Og derfor er det også dybt tragisk, at disse mennesker nu igen skal deltage i krig, presset af enorm arbejdsløshed.

“Jeg græd. Det var ikke meningen, jeg skulle holde et våben igen”, siger Osman Sesay, der er tidligere børnesoldat og nu rekrutteret af et sikkerhedsfirma.

Hverken regeringer eller lederen af et lokalt rekrutteringskontor i Uganda har tal på, hvor mange af lejesoldaterne, der har fortid som børnesoldater. Eller hvor mange privatansatte soldater, der overhovedet sendes til Irak og Afghanistan.

Holdet bag ‘Børnesoldatens nye job’ lykkes med at afsløre et helt absurd problem i Vestens krigsførelse: At man lader markedskræfterne og regler, der påbyder det amerikanske forsvarsministerium at vælge det billigste sikkerhedsfirma, bestemme, hvem der slås for Guds eget land.

To i én

Forretningsmanden Tim Spicer, der har stået i spidsen for både Sandline og Aegis, begge tidligere nøglespillere i den private sikkerhedsbranche, køres i stilling som den helt store skurk, for hvem penge og et liv i overhalingsbanen er primus motor.

Børnesoldatens nye job

Danmark 2016

Instr.: Mads Ellesøe
Producer: Mette Heide

Premiere 19/4 2016 kl. 20.45 på DR2

Børnesoldatens nye job

Danmark 2016

Instr.: Mads Ellesøe
Producer: Mette Heide

Premiere 19/4 2016 kl. 20.45 på DR2

Herfra kører ‘Børnesoldatens nye job’ lidt af sporet. Der er for mange historier, der vil fortælles, og det kan man ikke fortænke instruktøren i. Det er hamrende interessant, hvordan magthaverne i sikkerheds- og våbenindustrien får lov at manipulere og forføre politikere og borgere, men det er en lidt anden historie end udgangspunktet.

Mads Ellesøe har egentlig begået to film i én: Den om de traumatiserede børnesoldater, hvis fattigdom nu udnyttes af skruppelløse virksomheder, der altid vil sætte kapital over karma. Og den om politikerne, der har pinligt lidt styr på hvem, der udkæmper deres krige i Mellemøsten – så længe de ikke kommer hjem i kister draperet med amerikanske flag.

Dét til trods er den danske dokumentar helt igennem seværdig. Der er drama både i plottet og produktionen, hvor især lydsiden er fyldt med dystopi. Man efterlades i forargelse og særligt forundring over, hvor bizart det er, at så lyssky en branche kan operere i en af verdens mest belyste krige.

‘Børnesoldatens nye job’ kan ses i aften kl. 20.45 på DR2

]]>
https://danwatch.dk/boernesoldat-sierra-leone-lejesoldat-vesten/feed/ 0
Naomi Kleins klimafilm undervurderer sit publikum https://danwatch.dk/naomi-kleins-klimafilm-undervurderer-sit-publikum/ https://danwatch.dk/naomi-kleins-klimafilm-undervurderer-sit-publikum/#respond Sat, 21 Nov 2015 15:11:38 +0000 http://danwatch.dk/?p=10662 “Må jeg være ærlig? Jeg har altid hadet film om klimaændringer”. Sådan indleder Naomi Klein sin dokumentar ‘Intet bliver som før’, der lige nu vises på CPH:DOX og lægger dermed op til en klimafilm, der ikke ligner noget, vi har set før.

Filmen er baseret på hendes egen bog ‘This Changes Everything’, der udkom i 2014 og har undertitlen ‘Capitalism vs. The Climate’. Med sin tredje bog efter ‘No Logo’ (2000) og ‘Chokdoktrinen’ (2007) markerede hun sig som en af vor tids markante kritikere af neoliberalismen og peger på kapitalismen som den helt store synder i klimakrisen.

Det lyder umiddelbart som et hårdtslående afsæt til en dokumentar. Vores fortæller lover endda med sin indledende bemærkning, at dette ikke bliver endnu en klimafilm med isbjørne på smeltende isflager og billeder af dommedag.

Intet bliver som før

Canada, 2015

89 min.

Instr.: Avi Lewis

Manuskript: Naomi Klein

Produktion: Avi Lewis, Joslyn Barnes, Anadil Hossain

Vises lige nu på CPH:DOX og over hele landet i forbindelse med DOX:ON:TOUR

Intet bliver som før

Canada, 2015

89 min.

Instr.: Avi Lewis

Manuskript: Naomi Klein

Produktion: Avi Lewis, Joslyn Barnes, Anadil Hossain

Vises lige nu på CPH:DOX og over hele landet i forbindelse med DOX:ON:TOUR

 

Jorden rundt på 80 minutter

Naomi Kleins mission er i stedet at ændre den fortælling om klimaet, som vi bekender os til. Hun forklarer, at vi gennem de sidste 400 år har levet i den tro, at mennesket hersker over naturen. Naturen er en maskine, og vi er operatøren. Kombineret med menneskets medfødte kortsynethed og egoisme, har det medført, at vi i kapitalismens navn har drevet rovdrift på naturen og sat den ubegrænsede økonomiske vækst over Moder Jords velbefindende.

Vi starter i forfatterens eget hjemland, Canada, hvor kontraktarbejdere med høj løn ufortrødent ryder massive skovområder for at grave efter tjæresand og brødføde deres familier.

Så møder vi den oprindelige befolkning ved Beaver Lake, der med jura og tårer slås for retten til deres land, og det bliver kimen til en verdensomspændende rejse for at vise os de mennesker, der lever med og kæmper mod konsekvenserne af store virksomheders ofring af miljøet.

Vi kommer jorden rundt på halvanden time. Grækere og indere får inddraget deres jord, et landmandspars gedefarm i Montana druknes i olie efter et udslip, og en kineser vil ikke lade sin datter være ude i smoggen.

Billederne fra rejsen står knivskarpt. De er symmetriske, dragende og næsten postkortagtige i deres kontrastfarver og motiver. Visuelt er filmen yderst betagende, og hvis vores turguide vil overbevise os om, at jorden er bevaringsværdig, som sagt så gjort.

Det er desværre også filmens bedste argument.

 

Mangler begrundelser

For hvis en dokumentar skal overbevise, må den også have et stærkt argument – og Naomi Kleins bliver for letkøbt. I sin bog har forfatteren næsten 500 sider at udfolde sine påstande på. Her har hun 89 minutter, og det kan mærkes.

Den indledende påstand om, at vi i 400 år har levet efter et mantra om, at vi kontrollerer jorden, begrundes aldrig. Vi får ikke at vide, hvem der i dag udbreder dette mantra, og vi får ikke fortalt, hvordan vi efterlever det. For kan det virkelig passe?

Bliver vi i dag ikke nærmest opflasket med, at naturressourcer er begrænsede og drivhusgasser er noget, vi tager alvorligt? Miljømærker vi ikke vores varer og sætter afgifter på vores biler? Netop fordi vi ved, naturen slår tilbage, hvis ikke vi behandler den ordentligt.

Naomi Klein tager sig ikke tid til at give belæg for sin bærende påstand og glemmer i sin iver efter at vise klimakrisens katastrofale konsekvenser at konfrontere de ansvarlige. Det ville være god skik og gøre historien bedre at give taletid til de virksomheder, der står for denne udnyttelse af naturen, og som repræsenterer den herskermentalitet, der ifølge forfatteren dominerer.

 

Klimaaktivismens Carrie Bradshaw

Naomi Klein mener, at vi ikke kan ændre den menneskelige natur. Men fortællinger, dem kan vi ændre. Hvis blot vi begynder at opføre os som om, vi er en del af naturen i stedet for over naturen, så er der håb endnu:

“Jeg spekulerede: Hvad nu hvis vedvarende energi er mere end bare teknologi. Hvad hvis det er ‘den anden fortælling’? En fortælling, som alle mennesker plejede at kende”, undrer hun sig til billederne af entreprenante Cheyenne-folk, der sætter solceller op. Men det lyder poesibogsagtigt og som klimaaktivismens Carrie Bradshaw, der i forsimplede vendinger ukritisk og idylliserende roser en ‘tilbage til naturen’-livsstil.

Naomi Klein har fået en åbenbaring – this changes everything – hvis blot vi forstår og udbreder dette budskab, kan vi leve i pagt med naturen.

Hun formulerer sine budskaber, som om de er kontroversielle og nyskabende, men hun er langt fra den første (eller den mest elegante) til at formidle disse. Som når hun til billeder af orkanen Sandy, der raser over New York, spørger seerne: “Men kunne man forestille sig, at vi bare er gæster, der kan bliver smidt ud for dårlig opførsel?”. Ja, det kunne man nok godt.

Publikum undervurderes som nogle, der har godtaget lobbyister og kapitalisters prædiken om økonomisk vækst som trumfkort, og hvis snævre verdenssyn nu skal revolutioneres af Naomi Kleins budskab. Og det er en skam.

I sidste ende er Naomi Kleins mission at ændre virksomheder og forbrugeres handlingsmønstre – vi skal kræve grøn energi og respektere miljøet. Og det er jo et prisværdigt ærinde. Spørgsmålet melder sig blot, om ikke missionen kan lykkes, selvom vi lever i troen om, at mennesket dominerer naturen – så har vi vel netop mulighed for at bevare den?

 

Intet bliver som før: Trailer

]]>
https://danwatch.dk/naomi-kleins-klimafilm-undervurderer-sit-publikum/feed/ 0
Historier fra Kenyas queer-miljø omsættes til film https://danwatch.dk/historier-kenyas-queer-miljoe-omsaettes-film/ https://danwatch.dk/historier-kenyas-queer-miljoe-omsaettes-film/#respond Sun, 15 Nov 2015 14:47:40 +0000 http://danwatch.dk/?p=10626 “Sig be’ om” forlanger en ung kvindelig elev drillende til en ditto på en kostskole i Kenya. Drillerierne udvikler sig til flirt, og pigerne indleder et forhold, som blandt andet skoleinspektøren prøver at forhindre ved at suspendere den ene elev.
En ung fyr går på bøssebar i Nairobi. Hans ven opdager det og gennembanker ham – for hvad nu hvis de andre tror, at han også er bøsse? Den unge fyr løber væk for bestandig.
 

Sådan udspiller to af de fem kortfilm sig, som Njoki Nguma og Jim Chuchu fra kunstnerkollektivet The Nest i Nairobi har samlet under titlen ‘Stories of Our Lives’. Her dumper vi ned i en virkelighed, som få har adgang til, og får et kort og intimt indblik i karakterernes følelsesliv.

Stærk sårbarhed

Vi møder også Athman, en ung mand på en teplantage i Kenya, der er forelsket i sin bedste ven og kollega. Han erklærer sin kærlighed, men afvises pænt og Athman beslutter sig for at forlade teplantagen.

To kvinder bliver angivet af naboerne for at have et seksuelt forhold. Naboerne tropper op foran deres lejlighed og vil have syn for sagn.

En højtuddannet kenyansk mand modtager en hvid, britisk, mandlig prostitueret på et hotelværelse i England. Det er den kenyanske mands første gang.

Alle fem kapitler, ’Itisha Poa’, ’Run’, ’Athman’, ’Duet’ og ’Each Night I Dream’, er baseret på virkelige historier. Her ser vi de personlige konsekvenser af en række eksistentielle valg udfolde sig.

Det er blevet til et lille mesterværk. Fortællingerne fremstår ikke bare fine og poetiske i et sort/hvidt og nærmest grafisk univers, det er også et stærkt vidnesbyrd og en milepæl for seksualitet i Kenya.

Chuchu har malet de virkelige fortællinger op på det store lærred og brugt kunstneriske virkemidler, der fremhæver de særlige udfordringer, karaktererne møder. Ingen gøres til ofre. Instruktøren viser deres tvivl og sårbarhed tydeligt, og netop derfor fremstår de særligt stærke, når de tager svære beslutninger. Vi er med der, hvor det sker, når det handler om sex første gang, der afsluttes forhold, uddeles tæsk, når tiltroen til ens nærmeste mistes og man afvises.

Forbud i Kenya

Men der er også håb, der kommer til udtryk når der vises vilje til at banke ting på plads og til at ville gå mod strømmen. Instruktøren lader lyset flimre fint i trækronerne. Han får himlens skyer til bevæge sig hurtigere og hurtigere over himlen, til de er ved at eksplodere.

Stories of Our Lives

Kenya 2014
60 min.
Instr.: Jim Chuchu
Manuskript: Jim Chuchu og Njoki Ngumi
Produktion: Wangechi Ngugi, George Gachara og Steven Markovitz
Medvirkende: Kelly Gichohi, Paul Ogola, Tim Mutungi, Mugambi Nthiga, Rose Njenga, Janice Mugo, Allan Weku, Maina Olwenya, Louis Brooke og Judy Gichohi

Stories of Our Lives

Kenya 2014
60 min.
Instr.: Jim Chuchu
Manuskript: Jim Chuchu og Njoki Ngumi
Produktion: Wangechi Ngugi, George Gachara og Steven Markovitz
Medvirkende: Kelly Gichohi, Paul Ogola, Tim Mutungi, Mugambi Nthiga, Rose Njenga, Janice Mugo, Allan Weku, Maina Olwenya, Louis Brooke og Judy Gichohi

Der er vennen på teplantagen, der i gummistøvler løber alt, hvad han kan for at nå sin ven, der er taget væk. Der er den kenyanske forsker, der har overskud til at diskutere stereotyper om Afrika, og den britiske prostituerede, der viser forståelse for kenyanerens generthed.

Selvom filmen først blev erklæret ulovlig i Kenya, er den blevet vist verden over i blandt andet i Toronto, London, Cape Town, Haag, Berlin og København. Anklagen gik på, at The Nest havde filmet uden tilladelse. I marts 2015 blev anklagen dog trukket tilbage. Filmen må imidlertid stadig ikke vises i Kenya. Begrundelsen er, at den ’opfordrer til homoseksualitet i modstrid med nationale normer og værdier’.

Trailer: The Stories of Our Lives

]]>
https://danwatch.dk/historier-kenyas-queer-miljoe-omsaettes-film/feed/ 0
Dokumentar om den mexicanske narkoindustri er smuk, brutal og tankevækkende https://danwatch.dk/dokumentar-mexicanske-narkoindustri-smuk-brutal-tankevaekkende/ https://danwatch.dk/dokumentar-mexicanske-narkoindustri-smuk-brutal-tankevaekkende/#respond Tue, 03 Nov 2015 15:03:57 +0000 http://danwatch.dk/?p=10649 Våben, narko og amerikanske dollars. Det er ingredienserne i en af de mest spektakulære dokumentaroplevelser i 2015, der tager publikum helt med ind under huden på de mennesker, der lever deres liv i skyggen af krigen mod stoffer.

Kartellerne, der får deres magt fra den lukrative narkohandel, tilføjer vold, undertrykkelse og brutalitet til denne opskrift, og så er scenen sat for et dramatisk opgør mellem det gode og det onde i det smukke grænselandskab mellem USA og Mexico. Og lad os bare slå fast med det samme, at ‘Cartel Land’ er et must see. Ved dette års Sundance festival vandt filmen både prisen for “bedste instruktør” i dokumentarkategorien og juryens specialpris for fotografi.

Udbud og efterspørgsel

Fra første minut bliver tonen slået an i en nervepirrende åbningsscene, hvor vi i ly af natten møder “kokkene”, der i den mexicanske ørken producerer de stoffer, som er hele filmens omdrejningspunkt, og som primært bliver sendt nordpå til et uudtømmeligt amerikansk marked. Bevæbnede mænd i bare overkroppe med maskerede ansigter hælder rygende kemikalier sammen i store plastikbeholdere, mens lederen uddyber de moralske dilemmaer, som deres levebrød stiller dem:

Cartel Land

USA, Mexico 2015

Instr. Matthew Heineman

100 min

Premiere på CPH:DOX 8. november

Cartel Land

USA, Mexico 2015

Instr. Matthew Heineman

100 min

Premiere på CPH:DOX 8. november

“Vi ved, at vi gør skade med alle de stoffer, der ender i USA, men hvad skal vi gøre? Vi er fattige. Hvis vi klarede os bedre, ville vi være som dig: Rejse jorden rundt eller have gode, lovlige jobs”.

Disse unge mænd udfylder for en tid deres plads i kæden af udbud og efterspørgsel, men narkohandlen er en omskiftelig branche, hvor man sjældent får lov til at være oven på længe ad gangen. Motiveret af den rigdom, der kan opnås ved at tilfredsstille det evigt hungrende markeds jagt på en flygtig rus, venter mange i kulissen på at tage deres plads.

 

Cirkel af vold

Ifølge den amerikanske NGO, RAND Corporation, bruger amerikanere årligt 100 milliarder dollars på stoffer, hvoraf en stor del, ifølge FN’s organ for narkotika og kriminalitet, krydser den over 3.000 kilometer lange grænse ind i landet fra Mexico. Det er dog ikke tal og statistikker som disse, der fylder i de 100 minutter, filmen varer, da formålet med filmen ifølge instruktøren, Matthew Heinemann, ikke har været at lave en “policy-film”, men derimod at “følge de almindelige mennesker der bliver berørt af krigen mod stoffer”.

Dr. Jose manuel “El Doctor” Mireles er ved første øjekast den ridder i hvid rustning, som Mexico har manglet. Størstedelen af filmen foregår i hans fodspor. Vi følger hans Autodefensas, der har svoret at tage kampen op mod kartellerne, og befri lokalbefolkningen fra den cirkel af vold som fodres i kølvandet på narkohandlen.

“Vi må ikke blive som de kriminelle, vi kæmper imod”, er Dr. Mireles’ formanende ord til hans kommandører i Autodefensas, men det skal dog vise sig, at det selv for den charmerende Mireles er lettere sagt end gjort at holde sine tropper på dydens smalle sti. Som filmen skrider frem, bliver publikums sympati sat grundigt på prøve, og man bliver stillet over for svære moralske dilemmaer om, hvor meget vold den gode sag kan tillade sig at bruge.

Efterlader publikum med væsentlige spørgsmål

Cartel Land er både smuk og voldsom, men kræver også meget af sit publikum.

“Jeg tror på, at det, jeg gør, er godt, og jeg tror på, at det, jeg kæmper imod, er ondt”. For den vejrbidte og bryske eks-misbruger Tim Foley, der har gjort det til sin personlige mission at jagte kartellerne i Arizonas ørken, kommer svarene let. På den amerikanske side af grænsen følger vi hans korps af frivillige, der, bevæbnet til tænderne, afsøger ørkenen for menneskesmuglere og kartellets fodsoldater.

I dette ørkenlandskab finder vi en både en smuk og rammende scene for fortællingen, der understreger følelsen af, at man konstant er i større og mørkere kræfters vold. Der drages igennem hele filmen utallige paralleller mellem Mireles, Foley, og de andre vigilantes (selvtægtsmænd, red.), der er filmens hovedpersoner: Motiveret af den samme afmagt fra lovens side, virker deres handlinger som uundgåelige konsekvenser af en desperation, som gennemsyrer de samfund, hvor pæne idealer ikke overlever længe, og hvor lovløsheden hersker.

Cartel Land efterlader publikum med en følelse af, at grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flyder sammen til en grå tåge, hvor det moralske kompas peger i utallige retninger. Fraværet af eksperter, statistikker og politiske beslutningstagere bliver på én og samme tid filmens styrke og svaghed: Det gør det muligt for filmen, at fokusere på de ofte oversete skæbner, der gemmer sig bag tallene: de 80.000 mennesker, der ifølge the Congressional Research Service er blevet dræbt i Mexico som følge af organiseret kriminalitet siden 2006.

Men det efterlader også væsentlige spørgsmål – som ikke bliver besvaret – om de dybereliggende socioøkonomiske årsager til voldsspiralen. ‘Cartel Land’ er en film, der kræver noget af sit publikum, og som tvinger os til at stille svære spørgsmål, som vi selv må søge svarene på. Som indblik i en hverdag, der for de fleste af os er fuldstændig fremmed, er ‘Cartel Land’ dog en lige dele vedkommende, menneskelig og sindsoprivende fortælling, som du skylder dig selv at se.

Er du blevet bidt af dokumentarer? Du kan læse mere om vores dækning af CPH:DOX her.

Cartel Land: Trailer

]]>
https://danwatch.dk/dokumentar-mexicanske-narkoindustri-smuk-brutal-tankevaekkende/feed/ 0
Humoristisk road movie prikker til den iranske censur https://danwatch.dk/humoristisk-road-movie-prikker-iranske-censur/ https://danwatch.dk/humoristisk-road-movie-prikker-iranske-censur/#respond Wed, 30 Sep 2015 13:16:07 +0000 http://danwatch.dk/?p=10589 ”Jeg skulle hentes af min onkel – den store filminstruktør – og så kommer du i sådan en spand”.

Jafar Panahis niece er bestemt ikke begejstret over at blive hentet af sin onkel i den taxa, som han har kørt Teherans gader tynde i hele dagen.

I ‘Taxi Teheran’ fragtes publikum rundt i den iranske hovedstad med instruktøren som chauffør for et skiftende persongalleri af passagerer. Filmen udgiver sig for at være en dokumentar, men det står hurtigt klart, at virkeligheden er iscenesat, for selvom enhver taxachauffør unægtelig samler mange farverige eksistenser op, er paletten af personligheder i ‘Taxi Teheran’ mere spøjs end nogen dokumentarist tør drømme om.

Jafar Panahi er pålagt et 20 år langt forbud mod at lave film, som han blev idømt i 2010, da han beskyldtes for at lave en film om protesterne i forbindelse med det iranske præsidentvalg i 2009. Den slags må man ikke i Iran, hvor der er strenge regler for, hvad film må indeholde, og alle manuskripter skal godkendes af Ministeriet for Kultur og Islamisk retvisning.

Derfor er Panahi tvunget til at være særdeles kreativ, når han skal udfolde sin kunst og sit virke, og derfor er der heller ikke krediteret hverken skuespillere eller producenter på filmen – så kan han nemlig ikke tilskrives filmen som instruktør, han har jo ikke instrueret nogen.

Drilsk instruktør

Der er ellers masser af karakterer i Panahis Guldbjørnsvindende road movie. I Iran er det ganske normalt at dele en taxa med fremmede, og de første passagerer er da også i den grad fremmede for hinanden. En tålmodig og moderne lærerinde ender i en heftig diskussion med en kæphøj og konservativ kloge-åge om effekten af og retfærdigheden i offentlig hængning. De afløses af den bøvede og komiske Omid, der sælger piratkopier af internationale film, der er forbudte i Iran (en i øvrigt nødvendig instans for at det iranske folk overhovedet kan se Panahis film), og som straks genkender Panahi og spørger, om ikke samtalen mellem de to tidligere passagerer var iscenesat. Således driller instruktøren sit publikum ved selv at påpege det faktum, at ikke alting er, hvad det udgiver sig for.
Og det bliver en af mange mere eller mindre subtile kommentarer til, ikke bare Panahis eget filmforbud, men hele den iranske filmindustri. Efter at have hentet sin rapkæftede niece bliver det mere tydeligt, i hvilken retning vi skal. Ironien og pointen er til at tage og føle på: Den store filminstruktør er reduceret til taxachauffør. Det iranske styre lader os ikke se virkeligheden, som den er, og lægger bånd på de, der forsøger sig med den frie kunst.

Taxi Teheran

Iran 2015

82 min

Instr.: Jafar Panahi

Ingen andre er krediteret

Dansk premiere 1. oktober

Vandt Guldbjørnen ved Berlinalen 2015

Taxi Teheran

Iran 2015

82 min

Instr.: Jafar Panahi

Ingen andre er krediteret

Dansk premiere 1. oktober

Vandt Guldbjørnen ved Berlinalen 2015

Ingen beskidt realisme

Niecen Hana lærer at producere film i skolen, og undervisningen består mestendels i at lære reglerne for lovlige og distribuerbare film: Kun skurke bærer slips, kvinder er tildækkede, de gode har iranske navne, og så skal filmen være positiv og ikke vise den “beskidte realisme”.

Det 10-årige snakkechatol er filmens vigtigste karakter. Hendes umiddelbare, spørgende og provokerende tone udpensler alt det, Panahi ikke selv må sige, hvilket også kommer til udtryk i Hanas egen lille film: Hun optager en dreng, der tager nogle penge, der falder ud af lommen på en mand. Hana bryder ind og trygler drengen om at levere pengene tilbage – ikke fordi det er det moralsk rigtige, men fordi det ellers ødelægger hendes film, der ikke må vise livets skyggesider. Hvordan skal det iranske folk nogensinde høre meningsfulde historier, hvis alt pakkes ind i glanspapir, spørger Panahi her og svarer selv, da en ung, spirende instruktør udfritter ham om, hvor man finder inspiration: “Du skal ud og lede efter de gode historier, du finder dem ikke derhjemme”.

Denne understregning af pointen bliver filmens tema såvel som akilleshæl. Gennem en række aktører belyser Panahi Irans restriktioner og dilemmaer: En gammel ven ved ikke, om han skal anmelde et overfald, fordi han ved, straffen bliver alt for hård, en charmerende kvindelig advokat skal besøge sin kvindelige klient, der er blevet dømt for at være publikum til en volleyballkamp (en reference til Panahis egen film ‘Offside’, om kvinder, der ikke må se fodbold) og en mand, der har været involveret i et trafikuheld, insisterer på at opremse sit testamente til et kamera for at sikre sin kones rettigheder.

Jafar Panahi

Født 11.juli 1960

Smuglede ‘This is Not a Film’ (2011) til Cannes indbagt i en kage.

Hans 1995-debutfilm ‘The White Balloon’ vandt Palme d’Or i Cannes

Har et 20-årigt arbejdsforbud (fra 2010) i Iran pga af sine kritiske film

Har på trods af sit forbud lavet tre film, siden det trådte i kraft

Panahi har udrejseforbud fra Iran.

Jafar Panahi

Født 11.juli 1960

Smuglede ‘This is Not a Film’ (2011) til Cannes indbagt i en kage.

Hans 1995-debutfilm ‘The White Balloon’ vandt Palme d’Or i Cannes

Har et 20-årigt arbejdsforbud (fra 2010) i Iran pga af sine kritiske film

Har på trods af sit forbud lavet tre film, siden det trådte i kraft

Panahi har udrejseforbud fra Iran.

For meget af det gode

Alle ordvekslinger er kondenserede til lige præcis pointerne, som derved kommer til at fremstå banale og tænkte. Det skønne og fine ligger ofte i det subtile og det, der ikke bliver sagt. Her bliver alt leveret meget bogstaveligt.

Panahi vil gerne vise os sit smukke og mangfoldige Teheran, samtidig med at han er spøgelsesbilist i Irans strømlinede regime. Kritikken af den manglende kunstneriske frihed serveres i en lind strøm, men i stedet for at præsentere os for en raffineret og luftig anretning, bliver vi stopfodret med pointer, der ikke er til at tage fejl af. Simpelthen fordi de bliver sagt højt. Her havde antydningens kunst været mere delikat.

 

Men det er til at leve med, når man tager i betragtning, at den manglende kunstneriske frihed muligvis fordrer en endnu større trang til at råbe højt. Panahi begår en stilistisk genistreg ved vellykket at spærre os inde i en taxa, uden at det bliver klaustrofobisk. Vi får lov at se Teherans pulserende gadeliv fare forbi, gennem instruktørens mange telefonsamtaler har vi forbindelse til omverdenen, og de skiftende kameravinkler giver bevægelsesfrihed.

På trods af den ufikse dialog får Panahi formuleret en fin og vigtig pointe: Censurens bånd er besnærende, men instruktøren lader sig ikke knægte. Portrættet af Teheran er humoristisk og kærligt, men med en alvorlig løftet pegefinger, og selvom instruktøren er uduelig som taxachauffør uden retningssans, er man ikke i tvivl om, hvor Jafar Panahi gerne vil køre os hen.

Trailer

]]>
https://danwatch.dk/humoristisk-road-movie-prikker-iranske-censur/feed/ 0
Ny film: Værdig dokumentar om tekstilarbejderes kamp https://danwatch.dk/ny-film-vaerdig-dokumentar-tekstilarbejderes-kamp/ https://danwatch.dk/ny-film-vaerdig-dokumentar-tekstilarbejderes-kamp/#respond Thu, 16 Jul 2015 12:54:13 +0000 http://danwatch.dk/?p=10561 Vrede mænd og kvinder under røde flag og slagkraftige protester åbner filmen ‘Udita’. En kvinde fortæller:
“På én fabrik lykkedes det mig at få 530 arbejdere i fagforening, og vi åbnede et kontor på fabrikken. Der er fire millioner arbejdere på tekstilfabrikkerne i Bangladesh, og vi stopper ikke, før alle er organiserede i en fagforening”.Der er ingen passive ofre her. Kun kvinder og mænd, der kæmper for deres rettigheder og usentimentale scener fra deres hverdagsliv.

Instruktørerne Hannan Majid og Richard York fra Rainbow Collective har filmet i Bangladesh i flere år og har tidligere produceret de to dokumentarfilm ‘The Machinist’ (2010) og ‘Tears in fabric’ (2013). Deres nyeste dokumentarfilm, ‘Udita’ væver optagelser fra de to film sammen med nye optagelser og lykkes på den måde med at tegne et fint portræt af, hvordan kampen for bedre vilkår i tøjindustrien i perioden 2010 til 2015 langsomt begynder at give resultater.

Udita, der kan oversættes til “at opstå”, er også historien om gryende selvbevidsthed og kollektiv identitet blandt arbejderne i en industri, der først for alvor får verdens opmærksomhed efter katastrofen på Rana Plaza og dødsbranden på fabrikken Tazreen.

Fakta om filmen

Udita havde i premiere den 28. april 2015.
Instruktører: Hannan Majid, Richard York
Filmen kan ses på Youtube.

Fakta om filmen

Udita havde i premiere den 28. april 2015.
Instruktører: Hannan Majid, Richard York
Filmen kan ses på Youtube.

Mere end bare ofre
Vi møder Razia Begum, der mistede sine to døtre og en svigersøn, da Rana Plaza kollapsede, og Shohibita Rani, der fortæller om at være fanget i flammerne på Tazreen. Det er fortællinger, der brænder sig fast, men ‘Udita’ forfalder ikke til de offer-klicheer, der desværre ofte præger dokumentarer og journalistik om tøjindustrien i Bangladesh. Alt for ofte portrætteres de kvindelige arbejdere alene som hjælpeløse ofre, som Vestens forbrugere burde fatte sympati for og redde.

‘Udita’ handler ikke om Vestens forbrugeres dårlige samvittighed, og instruktørerne har sparet fortællerstemme, eksperter og iagttagere, der traditionelt fortæller, hvad der må gøres. Der er ikke kun nærbilleder af sørgmodige ansigter i svag belysning, som fortæller om overgreb og knuste drømme. Tilbage står de kvindelige tekstilarbejdere som handlekraftige aktører, som selv fortæller deres historie. Og vi følger dem i deres hverdag i hjemmet, på gaden og  fagforeningskontoret. De venter ikke på redningsmænd.

Blik indefra
Dokumentarens forløb over fem år gør det muligt at portrættere den øgede faglige organisering blandt tekstilarbejderne, der nåede et højdepunkt i 2013, hvor voldsomme protester første til en stigning i mindstelønnen.

Filmen er først og fremmest en vigtig modvægt til de gængse fremstillinger af tøjindustrien i Bangladesh, hvor arbejderne ofte reduceres til passive statister i en forestilling, hvor hovedrollerne er tildelt internationale modekoncerner, fabriksejere og vestlige forbrugere.

Den positive skildring af organiseringen og syerskernes selvbevidsthed kan måske efterlade en med et lidt for optimistisk billede. Det er ikke ‘Udita’, der gør én klogere på, hvor lille en andel af arbejderne, der er organiseret, problemerne med fupfagforeninger eller statens manglende beskyttelse af fagforeningerne.

‘Udita’ giver et godt indblik i syerskernes liv og skabelsen af en kollektiv identitet som arbejdere. Men det er selvfølgelig også et begrænset indblik, der ikke gør en klogere på, hvilke systemiske problemer industrien lider under.

]]>
https://danwatch.dk/ny-film-vaerdig-dokumentar-tekstilarbejderes-kamp/feed/ 0
Nye milepæle for, hvad man må tale om https://danwatch.dk/nye-milepaele-man-maa-tale/ https://danwatch.dk/nye-milepaele-man-maa-tale/#respond Thu, 16 Jul 2015 12:51:15 +0000 http://danwatch.dk/?p=10554

ANMELDELSE – Michael Sois kunst udpensler Nairobis rå virkelighed i grafiske detaljer og giver den klare, kulørte farver, der umiddelbart giver indtryk af glade dage. Med billederne kommer imidlertid en tyngde i form af underliggende budskaber.

Blege mænd, der slikker én kvindes brystvorte og har den anden hånd i trusserne på en anden sort kvinde. To hvide kvinder, der kysser foran måbende sorte mænd. Michael Soi maler den virkelighed i Nairobi, han ser og oplever. Michael Soi udstiller magtmisbrug, korruption og den omfattende sexindustri i Kenya – og først og fremmest hykleriet fra alle dem, der lukker øjnene for det.

Sois form er nyskabende, i hvert fald i Kenya. Soi starter ofte dagen med at dele skitser til nye malerier på Facebook, som han så løbende opdaterer i processen med at male dem færdige. Man er ikke kun beskuer til kunstværket, mens det bliver til – man kan også samtale med kunstneren. Det er sjældent kedeligt.

Mere om Michael Soi

Se Michael Sois værker på hans Facebookside.

Kunst – og forretning
Man skal dog ikke tage fejl. Michael Soi arbejder meget strategisk med sin kunst. Soi producerer f.eks. også tasker, som bærer portrætter med hans klassiske figurer. De er alle unikke kunstværker, som sælges for 3000 KES (ca. 210 kr.) stykket. I marts 2014 producerede han godt 25 tasker om måneden, og nu er salget eksploderet efter den Oscar-vindende skuespiller Lupita Nyon’go i juli købte og delte billeder af en af Sois tasker på sin Instagram-profil.

Soi har levet af sin kunst de sidste 10 år, ifølge ham selv, fordi han har splittet sine aktiviteter i forretning og kunst. Ikke alle kunstnere formår at adskille kunstnerisk integritet og forretning, og det er hyppigt hørt kritik, når en østafrikansk kunstner sælger sig selv, f.eks. til fordel for en NGO eller en offentlig kampagne. Om Soi kan holde tungen lige i munden, vil tiden vise.

 

Vejen mod frihed
Michael Soi er en del af en ny generation kenyanske, kreative kulturproducenter, der på hver deres vis ruller kunst ud i det offentlige rum i Kenya. Forfatteren Binyavanga Wainaina leger med fiktion og folks fantasi; aktivisten og fotografen Boniface Mwangi kritiserer korrupte politikere ved f.eks. at sætte svin ud foran parlamentet; og kunstnerkollektivet The Nest producerer film om homoseksualitet.

Kunstnerne er ikke nødvendigvis samarbejdende, men de er fælles om på hver deres måde at strække pladsen i det offentlige rum for, hvad der kan tales om. Netop dette er særligt interessant ved Sois kunst. Det handler ikke kun om ytringsfrihed her og nu, men også om langstrakt udvikling mod mere åbenhed og frihed.

Pernille Bærendtsen er freelance journalist med fokus på Østafrika, som hun har rejst, boet og arbejdet i siden 2004. www.duniaduara.dk

]]>
https://danwatch.dk/nye-milepaele-man-maa-tale/feed/ 0
Ny film: Hvad er modens sande pris? https://danwatch.dk/ny-film-modens-sande-pris/ https://danwatch.dk/ny-film-modens-sande-pris/#respond Fri, 26 Jun 2015 12:16:39 +0000 http://danwatch.dk/?p=10517

 The True Cost forsøger at sætte spot på modeindustriens systemiske fejl. Skurken er fast fashion, hvor to eller tre årligt skiftende modesæsoner er afløst af nye ugentlige kollektioner til brug-og-smid-væk-priser i high street modebutikker. Det er befriende, at filmen vil lidt mere end de klassiske smoking gun historier, hvor snavs i en enkelt varekæde afdækkes med rystende kameraføring, og brandet efterfølgende holdes ansvarlig og lover bod og bedring og ellers skyder skylden på underleverandøren. Og instruktøren Andrew Morgan og resten af filmholdet gør virkelig et ihærdigt forsøg på i løbet af halvanden time at komme hele vejen rundt om de sociale og miljømæssige omkostninger ved en af verdens mest arbejdskraftintensive industrier.

Hele vejen rundt
Filmholdet besøger syersker og fabriksejere i Bangladesh, der fortæller om den manglende sikkerhed og de nedværdigende arbejdsforhold, som følger med modehusenes evige pres på priserne. Den viser bomuldsmarkerne i Indien, hvor læge og miljøaktivist Vandana Shiva fortæller om de helbredsmæssige og socio-økonomiske konsekvenser af genmodificeret bomuld og pesticidforbrug, f.eks. misdannelser af nyfødte og frøvirksomheders udlånspraksis, der driver bønder til selvmord. Konsekvenser, der findes i modens sædvanlige varekæde fra bomuldsmark til systue.

OM FILMEN - The True Cost

Filmen kort: Ny dokumentarfilm om udfordringer modens varekæde fra A-Z.

Instruktør: Andrew Morgan, se interview her

The True Cost havde online-premiere den 29. maj og kan streames for 9,99 $ på www.truecostmovie.com.

OM FILMEN - The True Cost

Filmen kort: Ny dokumentarfilm om udfordringer modens varekæde fra A-Z.

Instruktør: Andrew Morgan, se interview her

The True Cost havde online-premiere den 29. maj og kan streames for 9,99 $ på www.truecostmovie.com.

The True Cost undersøger, hvordan gode intentioner og genbrugstøj har været ødelæggende for den haitianske beklædningsindustri, og en psykologiprofessor fortæller, hvordan modeindustriens reklamer nedbryder vores selvværd og efterlader os ulykkelige. Og her knækker filmen så at sige. Endelig peger filmen på mulige løsninger gennem interviews med fairtrade virksomheder og designere, der forsøger at genopfinde modeindustrien. Det er en alt for ambitiøs bredde, som ender med at efterlade flere spørgsmål end svar.

The untold story?
I indledningen annonceres den ufortalte historie om modeindustrien, som nu fortælles. Men historien om elendige arbejdsforhold i Dhakas overfyldte fabrikker er, ligesom konsekvenserne af frø-monopolerne og pesticidforbruget i Indien, fortalt utallige gange før – og i øvrigt næsten altid af netop Vandana Shiva. Sidstnævnte historie, særligt påstanden om en selvmords-epidemi blandt indiske landmænd, er i øvrigt blevet udfordret i flere studier, uden at det nævnes i filmen. Det havde været mere interessant, og nok også mere overbevisende for portrættet af modeindustriens systemiske fejl, hvis filmholdet havde taget os med ind i andre, mere ukendte led af varekæden, f.eks. bomuldsspinderierne, eller besøgt de kinesiske eller pakistanske bomuldsmarker, hvor forskellige former for tvangsarbejde er udbredt. I stedet for Dhakas fabrikker, hvor de ringe forhold nok overrasker de færreste, kunne filmholdet have zoomet ind på den tyrkiske eller østeuropæiske beklædningsindustri, hvor en løn, man kan leve af, måske mere overraskende, også er et fjernt fænomen for mange arbejdere.

Har forbrugeren magten?
De enkelte, korte nedslag i varekæden efterlader desuden et forsimpelt billede af udfordringerne i modeindustrien og giver ikke meget modspil til påstanden om, at forbrugerne har al magten til at ændre modeindustrien, som designeren Stella McCartney proklamerer i filmen. Forbrugerinformation om tøj er som regel begrænset til enkelte brudstykker af tøjets historier, f.eks. produktionslandet. Men hvor kommer bomulden fra? Og hvor er bomulden spundet? Tilgængelige oplysninger om arbejdsforhold relaterer sig ofte blot til det sidste led i varekæden, men hvad med de foregående, og certificeringer vedrører ofte kun til enkelte led af varekæden eller enkelte problematikker. Den kompleksitet indfanges desværre ikke rigtig i en film, der satser på at nå lidt for meget.

]]>
https://danwatch.dk/ny-film-modens-sande-pris/feed/ 0