49 danske virksomheder investerer i eller handler med varer fra israelske bosættelser på trods af, at de risikerer at gøre sig medskyldige i krænkelser af menneskerettighederne og at bidrage til opretholdelsen af en besættelse, der er i strid med international lov.

Både FN, EU og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har gentagne gange frarådet virksomheder at have aktiviteter i israelske bosættelser, og i de besatte områder i Gaza, Golanhøjderne og på Vestbredden:

“Regeringen har ved flere lejligheder mindet offentligt om, at den fraråder danske borgere og virksomheder at indgå i engagementer, der kan gavne israelske bosættelser. Det vil jeg passende minde om igen” udtalte Mogens Jensen (S) i september 2014 til TV2.dk, efter DanWatch havde dokumenteret, hvordan skønhedsproduktet Ahava blev produceret på den besatte Vestbred, og sidenhen solgt i Magasin, Salling, Sephora og Illum.

Uetisk handel

De danske aktiviteter på forbudt land spænder bredt fra rejseselskaber, der misinformerer deres kunder om rejser på besat land, til pensionsselskaber, der investerer i virksomheder forbundet med den israelske besættelse, og til danske supermarkeder, der sælger fra bosættelser, der er mærket som israelske.

Handel med bosættelser er uetisk, mener lektor i virksomhedsetik ved Aarhus Universitet, Erik Kloppenbenborg Madsen: “Det er uetisk, fordi man ved handlen indirekte støtter de ulovlige bosættelser”.

Trine Mach (SF) opfordrer til at stramme den danske lovgivning på området:
“Man kunne jo godt skrue bissen lidt på fra dansk side. Man kunne sige, at vi ønsker ikke at have varer i danske supermarkeder og butikker, som man ikke kan garantere og dokumentere ikke er produceret i bosættelser.”

Fejlmærkede varer

Frugt og grønt fra Vestbredden bliver solgt i danske butikker og supermarkeder blandt andet Føtex, hvor det er fejlmærket som produceret i Israel. Ifølge Oxfam og KavlaOved er produktionen af frugt og grønt fra israelske bosættelser præget af eksempler på arbejdstager- og menneskerettighedskrænkelser, blandt andet børnearbejde, usikre arbejdsforhold og diskrimination.

På trods af at de danske virksomheder altså tilsyneladende ikke følger regeringens anbefalinger, fastholdte Mogens Jensen på et samråd i januar, at det er virksomhedernes eget ansvar at følge regeringens og FN’s anbefalinger.

Trine Mach opfordrer yderligere til at Danmark bruger EU til at presse Israel: “Det er jo EU der har en associeringsaftale med Israel, og den synes jeg man skulle bruge meget kraftigere.”

I undersøgelsen ‘Turen går til besat land’ dokumenterer Danwatch, hvordan danske rejseselskaber ligger på kant med markedsføringsloven, når de markedsfører rejser til besatte områder som israelske.

Det Døde hav, Bethlehem og ølfabrikker i Golan Højderne er destinationer, som umiddelbart ikke lyder, som om de er under militær besættelse, men i virkeligheden er de komplekse brikker i den årelange historie af meneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser, som Israel-Palæstina konflikten består af. Turistdestinationerne ligger på besat område, men markedsføres i høj grad som israelske rejsemål af de danske rejseselskaber.

Rejseselskabet Tikva Travel skriver eksempelvis i salgsmaterialet for ‘Landbrugsfaglig turistrejse Israel’, at man ”kører til Katzrin, hvor der er et besøg ved deres vingård, kvægbrug og æbleplantager.” Det fremgår således ikke, at de rejsende vil befinde sig i en folkeretsstridig bosættelse i de syriske Golan Højder uden for Israels internationalt anerkendte grænser.

På kant med dansk markedsføringslov

Ifølge markedsføringslovens generalklausul § 1 skal erhvervsdrivende “udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.”

Ifølge Lektor i formueret og forbrugerret ved det juridiske institut på Aarhus Universitet Anne-Dorte Bruun Nielsen, er paragraffen en af flere i markedsføringsloven som selskaberne er i strid med:

“Med Israel og de besatte områder er der tale om et særligt forhold, idet der ikke er tale om indenrigspolitiske forhold, men om det ene lands besættelse af det andet og konsekvenserne af dette. Og som det dokumenteres har både den danske regering og FN en klar holdning til, hvorledes man bør forholde sig til denne realitet. De omhandlede rejsebureauer forholder sig ikke etisk ordentligt til dette,” siger hun og tilføjer:

“Særligt er det vel mest stødende med de rejsebureauer, der direkte og udtrykkeligt siger, at de overholder de etiske krav og lægger vægt på at tage vare på lokalbefolkningens tarv. Her ville jeg som forbruger opleve, at jeg meget direkte blev ført bag lyset.”

Markedsføring fremmer den israelske fremstilling

I den årelange konflikt har Israel besat en række områder, blandt andre de syriske Golan Højder og den palæstinensiske Vestbred, som det internationale samfund ikke anerkender et israelsk ejerskab af. Derfor kan rejseselskabernes markedsføring være en problematisk fremstilling, der rækker ud over vildledende markedsføring, ifølge lektor og ekspert i internationale relationer, Ole Wæver:

“Et politisk og moralsk problem ved fejlagtig markedsføring er, at rejseselskaberne er med til at fremme den israelske fremstilling af konflikten, der er i modstrid med tolkningen fra bl.a. FNs generalforsamling og det danske Folketing,” siger han og tilføjer:

“Det kan på lang sigt hindre en fredelig løsning, hvis Israel lykkedes med at fortrænge vigtige sider af den politiske og historiske virkelighed og dermed usynliggør besættelsen og annekteringen af palæstinensiske områder.”
Bosættelser og kibbutzer

Rejseselskaberne i undersøgelsen arrangerer ture til rejsemål på Vestbredden, der er israelsk besat område, som det historiske monument Qumran og israelske bosættelser i de syriske Golan Højder. Men også til israelske bosættelser på Vestbredden, der beskrives af det internationale samfund som en af de største forhindringer for fred i mellemøsten.

Rejseselskabet Unitas forklarer til DanWatch, at bosættelser beskrives som kibbutzer:

“På vore individuelle rejser, tilbyder vi også Kibbutz ophold, og her kan jeg læse ud af din beskrivelse, at vi ikke tydeligt nok beskriver, at ”denne Kibbutz er en ulovlig bosættelse……” Den information vil naturligvis blive tilrettet også – for desværre er der ikke mange andre overnatningsmuligheder i visse egne end netop disse Kibbutz’er,” siger Klaus Boe Østergaard fra Unitas.

Selvom rejseselskaberne ikke har været mere observante på markedsføring, når det drejer sig om konfliktområder, vil nogle nu ændre ordlyden af deres materiale. Tikva Travel svarer på DanWatch’s henvendelse, at man ikke har overvejet dilemmaerne før, men nu vil rette nogle af rejsebeskrivelserne:

“Som opfølgning på din mail vil vi indsætte et link til Wikipedia i vores omtale af storbyferien i Jerusalem og rundrejsen, så folk kan opsøge mere information, hvis de ønsker det. Tilsvarende vil vi ved næste opdatering af beskrivelsen af rundrejsen lægge et link ind til den engelske version af omtalen af Katzrin, evt. med en parentes om ”(ligger i de annekterede Golanhøjder)” og ligeledes her også link til Wikipedia omkring dette,” siger Mette Hvid Hansen fra Tikva Travel til Danwatch.

Ifølge organisationen Fair Labor Association (FLA) er Syngentas agenters udlånspraksis i strid med ILO’s arbejdstagerrettigheder og indisk lovgivning om tvangsarbejde, da høje renter og gæld tvinger bønder og landbrugsarbejdere til at arbejde for én arbejdsgiver. FLA’s uanmeldte kontrolbesøg hos Syngentas frøavlere i Andhra Pradesh viser ifølge FLA’s uafhængige konsulent, Venkateswarlu Davuluri, at “stort set alle ILO’s arbejdstagerrettigheder og indisk arbejdslov bliver overtrådt’”.

De syv danske pensionsselskaber, der har investeringer for i alt 279 millioner kroner i Syngenta er PFA, ATP, PKA, Nordea Liv & Pension, Danica, Jurister og Økonomer (JØP) og Danske Civil- og Akademiingeniører (DIP). Pensionselskaberne har alle etiske retningslinjer og principper for ansvarlige investeringer, og de er alle underlagt UN Guiding Principles on Business and Human Rights, der er retningslinjer for, hvad regeringer og virksomheder bør gøre for at undgå og håndtere virksomheders krænkelse af menneskerettighederne. Alligevel har ingen af selskaberne vurderet, at investeringer i Syngenta kolliderer med deres investeringspolitik.

Gældsslaver til pengeudlånere

Den indiske delstat Andhra Pradesh, hvor Syngenta er den førende landbrugsvirksomhed, leverer 20,9 procent af al majs i Indien, og for nogle har Syngentas ankomst til regionen betydet stor velstand. Især for pengeudlånere som Mohammad Sufi, der er kreditor for flere end 40 bønder i Andhra Pradesh. Han låner penge til småbønder, der ikke har råd til at købe pesticider og frø mod renter på mellem 36-60 procent.

“Jeg er meget glad for, at Syngenta er kommet hertil. Jeg har ingen økonomiske problemer, og hvad mere kan et menneske ønske sig i livet end det,” siger Mohammad Sufi, der for otte år siden arbejdede som svejser. I dag ejer han 50 hektar jord.

Nagendhra, der dyrker majsfrø til Syngenta, låner penge for at opretholde sin produktion. Nagendhra havde også håb om, at Syngenta ville forbedre hans liv, men modsat Mohammad Sufi, er han i dag fanget i gæld.

“Næsten al vores indtjening går til at betale de høje lånerenter til pengeudlåneren. Vi skal hele tiden låne mere for at vedligeholde en høj produktion, fordi jorden hele tiden har brug for mere gødning og pesticider. Tidligere brugte jeg to sække gødning, i dag skal jeg bruge 15 sække pr. hektar. Engang var vi selvforsynende og dyrkede forskellige afgrøder, bælgfrugter og grøntsager. Vi havde ikke mange udgifter, og vi havde et godt og fredeligt liv. I dag er vores arbejde spildt,” fortæller Nagendhra.

Ofte kan bønderne ikke betale deres gæld tilbage, og de ender som gældsslaver til pengeudlånerne.

Folkets virksomhed

Syngentas hovedkvarter i Schweiz afviser kendskab til, at virksomhedens agenter i Indien udsteder højrentelån, men ifølge Mohammad Sufi opfordrer Syngenta aktivt sine agenterne til at låne penge til bønderne, for at de kan fortsætte deres produktion. Bønderne i dokumentarfilmen, ‘Seeds of Debt’ betegner også pengeudlånerne som Syngentas agenter.

Syngenta har underskrevet UN Global Compact, og på virksomhedens hjemmeside beskrives Syngenta som en “folkets virksomhed”,  der gennem sine forretninger ønsker, “at yde et positivt bidrag til samfundet og hjælpe lokalsamfund og småbønder ud af fattigdom.”

“Syngenta påstår, at virksomheden hjælper bønderne ud af fattigdom, men det er helt åbenlyst, at virksomheden tjener stort på at udnytte bønderne,” siger G. V. Ramanjaneyulu, der er direktør for Center for Bæredygtigt Landbrug i Hyderabad. Forskning fra Center for Bæredygtigt Landbrug i Hyderabad og Center for Human Rights and Global Justice viser, at gæld i forbindelse med højrentelån og fattigdom de sidste 20 år har medvirket til, at flere end 280.000 indiske bønder har begået selvmord.

Bølge af selvmord

“Syngentas agenter giver bønderne gratis afgrøder og pesticider i begyndelsen, derefter tilbyder de dem kredit til at fortsætte majsproduktionen, men hurtigt viser det sig, at bønderne skal øge brugen af gødning og pesticider for at bevare et vist produktionsniveau. Det betyder, at de hele tiden skal låne mere,” forklarer G. V. Ramanjaneyulu og uddyber:

“Bønderne får  1,5 kroner per kilo for deres frø, mens de selv skal betale 24 kroner pr. kilo på markedet for de selvsamme frø. Nogle bønder må låne op til 20.000 kroner. Det er en ond cirkel, som har medvirket til den bølge af selvmord blandt bønder, som vi oplever i Indien i disse år.”

De otte største danske investeringsforeninger har investeret ialt 689 millioner kroner i virksomheder, der bidrager til opretholdelsen af separationsmuren og de israelske bosættelser  på Vestbredden, viser en ny undersøgelse fra DanWatch.

Investeringsforeningernes engagement i de besatte områder er den seneste afsløring i et større projekt, hvor DanWatch stiller skarpt på danske virksomheders forbindelser til de omstridte bosættelser. I forrige uge kunne DanWatch således afsløre, at danske pensionskasser investerede over en milliard i internationale virksomheder, der leverer varer eller ydelser til de besatte områder.

De otte investeringsforeninger, som Danwatch har undersøgt, er alle underlagt FN’s Guiding Principles on Business and Human Rights.

FN, EU og den danske regering har gentagne gange advaret mod investeringer i den israelske besættelse. Både de israelske bosættelser, separationsmuren og checkpoints på Vestbredden er i strid med international lov, fordi de krænker palæstinensernes menneskerettigheder.

Alligevel kan Danwatch dokumentere investeringer for flere hundrede millioner i virksomheder, som blandt andet leverer overvågningsudstyr til checkpoints, cement og byggemateriale til vedligeholdelse af separationsmuren og bulldozere til den Israelske hær. Dermed risikerer investeringsforeningerne at medvirke til menneskerettighedskrænkelser i de besatte områder.

Uenigheder om blacklisting

I en rundspørge foretaget af DanWatch henviser alle investeringsforeningerne  til etiske retningslinjer i tråd med FN’s  konventioner, men de er langt fra enige om, hvilke virksomheder det er etisk forsvarligt at investere i.

Investeringsforeningerne Bank Invest, Jyske Invest og Sydinvest har tilsammen investeret 13 millioner i Cemex, et selskab der ejer en cementleverandør til israelske bosættelser, checkpoints og muren. Selskabet er af samme årsag blacklistet af Nordea Invest, der til gengæld har investeringer i den israelske bank Hapoalim Bank, som blandt andet yder lån til byggeprojekter i bosættelser, og i øvrigt er blacklistet af Danske Invest.

Med en undtagelse har alle foreningerne investeret i den amerikanske virksomhed Caterpillar, der blandt andet leverer de D9 bulldozere, som den Israelske hær bruger til husnedrivninger. Ifølge Human Rights Watch blev samme bulldozere i 2010 brugt til at ødelægge bygninger, hvor civile stadig opholdt sig.

Det sker trods regeringens mange opfordringer til, at danske virksomheder undgår aktiviteter, der kan gavne israelske bosættelser. I september udtalte udviklingsminister Mogens Jensen (S) således:
”Regeringen har ved flere lejligheder mindet offentligt om, at den fraråder danske borgere og virksomheder at indgå i engagementer, der kan gavne israelske bosættelser. Det vil jeg passende minde om igen”.

Flere end én milliard kroner fra danske pensionsindbetalere investeres i internationale virksomheder, der bidrager til opretholdelsen af de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza.

DanWatch har identificeret investeringer fra 10 danske pensionskasser i 13  internationale virksomheder, der producerer eller sælger varer i bosættelserne, der krænker palæstinensernes menneskerettigheder. Som investorer er pensionskasserne meddelagtige i menneskerettighedskrænkelser, hvis de er vidende om, at krænkelserne foregår og ikke griber ind.

Pensionspenge i bulldozere

Lærernes Pension investerer eksempelvis 32 millioner kr. i virksomheden Caterpillar, der leverer bulldozere til det israelske militær. Bulldozerne bliver brugt til at nedrive palæstinensiske huse i bosættelser, nogle gange imens palæstinensere stadig er i deres huse, dokumenterede Human Rights Watch i 2010.

Flere pensionskasser investerer i virksomheden Cemex, hvis datterselskab Readymix har leveret cement til den israelske separationsmur og driver stenbrud i bosættelserne på trods af, at udvinding af naturressourcer på besat land er ulovlig ifølge den 4. Genevekonvention.

Både de israelske bosættelser, separationsmuren og checkpoints på Vestbredden og Gaza er ulovlige ifølge Folkeretten, fordi de krænker palæstinensernes menneskerettigheder og med investeringer i besættelsen risikerer virksomheder ifølge FN medskyldighed i menneskerettighedskrænkelser.

Regeringen advarer virksomheder

Både EU, FN og den danske regering har flere gange påtalt, at virksomheders investeringer i Gaza og på Vestbredden er problematiske, fordi virksomhederne er med til at opretholde den ulovlige besættelse. Den 26. September 2014 udtalte handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, (S):

”Regeringen har ved flere lejligheder mindet offentligt om, at den fraråder danske borgere og virksomheder at indgå i engagementer, der kan gavne israelske bosættelser. Det vil jeg passende minde om igen”.

Ikke nyt for pensionskasserne

De 10 pensionskasser kender allerede til problematikken. I 2012 dokumenterede DanWatch første gang, at de samme pensionskasser havde investeringer i virksomheder med aktiviteter i israelske bosættelser for mere end én milliard kroner. Dengang udtalte PFA:

“Vores udgangspunkt er, at vi ikke løser nogen problemer ved at sælge ud af aktierne. Vi mener, at vi bidrager bedst ved at bedrive aktivt ejerskab og forsøge at påvirke de her virksomheder”, sagde Thomas Torp, kommunikationsdirektør i pensionskassen PFA.
PFA investerer i dag 250 millioner i virksomheder med aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser.

Forpligtet til at gribe ind

Enhver virksomhed skal lave en vurdering af risici for eksempelvis krænkelser af menneskerettighederne, før de investerer, og i særlig grad når virksomhederne har aktiviteter i besat land, ifølge retningslinjer fra FN. Opdager pensionskasserne sådanne krænkelser, er de desuden forpligtet til at gribe ind via aktivt ejerskab, eksempelvis stille krav om forandring eller ekskludere virksomheden fra deres porteføljer.

Alle virksomheder er underlagt FN’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd, UN Guiding Principles on Business and Human Rights. Alle danske pensionsselskaber har offentliggjort etiske retningslinjer for, hvordan de investerer, f.eks. hvordan de agerer overfor virksomheder, der ikke overholder egne etiske retningslinjer. Langt hovedparten af pensionsselskaberne har tilsluttet sig Principles of Responsible Investments (PRI), som er seks etiske principper udviklet af internationale investorer og investeringsrådgiver, der også anerkendes af FN.

Er du som danskere er flest, vil du lade et par dåser tomater til under en ti’er trille i indkøbsvognen på din næste indkøbstur. Kødsovs er nemlig på top tre over danskernes foretrukne retter.

De fleste dåsetomater i Danmarks største supermarkedskæder kommer fra Syditalien, hvor op til en halv million fattige og ofte illegale immigranter arbejder uden kontrakt og udnyttes af bandeledere og tomatgårdene. DanWatch har undersøget tretten dåsetomat-mærker, der sælges i supermarkeder ejet af Danmarks største dagligvarekoncerner; Dansk Supermarked, Coop Danmark og Dagrofa samt tyske Lidl. Ti af disse mærker indholder tomater fra Puglia i Italiens hæl.

Udnyttelse af illegal arbejdskraft

Den italienske forening for juridiske studier af immigration (ASGI) peger på, at op mod 65% af alle ansatte i det italienske landbrug er ansat uden kontrakt, og at over 250.000 af landbrugsarbejdere er illegale immigranter. Dermed er brugen af illegal arbejdskraft i Syditalien så udpræget, at der er stor sandsynlighed for, at dåsetomater i danske supermarkeder indeholder tomater, der er plukket af illegal arbejdskraft.
Sporbarhed i varekæden

Ud af 13 mærker er det kun mærket BioItalia der har certificeret sporbarhed i sin varekæde. Samme brand, BioItalia, er det eneste brand, der eksplicit tager fuld ansvar for varekæde.

Agrigenus og Mutti er de eneste af de besvarende virksomheder, der kan garantere, at deres tomater ikke er plukket af ulovlige sæsonarbejdere.

Mærkerne Irma Hverdag, Coop x-tra, La Campagna, Monte Rey, First Price, Grøn Balance lægger alt ansvar for arbejdsforhold over på brandets leverandør.

De ansvarlige koncerner følger dog ikke deres dåsetomater fra de bliver høstet, til de står på hylderne. De påtager sig heller ikke det fulde ansvar for alle led i deres leverandørkæde. Undersøgelsen viser, at kun producenten Bioitalia, der bl.a. sælges i SuperBrugsen, har certificeret sporbarhed i hele sin varekæde og tager det fulde ansvar for alle led i sin leverandørkæde.

Dagligvarekoncernerne sikrer de danske forbrugere, at de lever op til deres sociale ansvar via nedskrevne CSR-politikker og etiske retningslinjer. Både Coop Danmark og Dansk Supermarked har skrevet under på Global Compact for virksomhedsansvar. Alligevel kan koncernerne ikke garantere forbrugerne, at tomaterne i deres dåsetomater ikke er plukket af illegal arbejdskraft, der arbejder under forhold, der krænker deres menneske- og arbejdstagerrettigheder. Kun mærkerne Agrigenus og Mutti, der forhandles i Føtex og Superbest, kan garantere, at der ikke udnyttes illegal arbejdskraft i deres produktion, da de ikke bruger sæsonarbejdere i Syditalien.

Det røde guld

Dagligvarekoncernerne køber dåsetomaterne fra italienske forarbejdningsfabrikker eller importører. Det er disse forarbejdningsfabrikker, der opkøber “det røde guld”, som tomaterne kaldes i Syditalien.

Dagligvarekoncernerne indgår kontrakter med deres leverandører, hvori de forpligter sig til at følge koncernernes etiske retningslinjer. Koncernerne fralægger sig dog det fulde ansvar for at disse retningslinjers efterleves på tomatgårdene. De mener, at ansvaret for tomatplukkernes arbejdsforhold og rettigheder ligger hos leverandøren.

Leverandører til supermarkedskæden Irma, som ejes af Coop Danmark, underskriver Coop Danmarks etiske regelsæt, som inkluderer respekt for menneske- og arbejdstagerrettigheder. Ansvarlighedschef i Irma, Signe Frese, påpeger dog:

“Det er svært, hvis ikke umuligt at garantere, at leverandøren overholder alt i vores kontrakt. Leverandøren skriver under på, at han efterlever vores Code of Conduct (etiske regelsæt red.), og det stoler vi naturligvis på, at han overholder.”

Også Dansk Supermarked stiller krav til sine leverandører om at sikre rimelige arbejdsforhold, men igen er det leverandørernes ansvar, at underleverandører lever op til de opstillede krav og standarder.

“Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at vores leverandører overholder vores samhandelsaftale, men må også erkende, at det er svært at kontrollere hele værdikæden,” siger Dansk Supermarkeds pressechef Mads Hvitved Grand.

Ikke godt nok

Sune Skadegaard Thorsen, der er CSR ekspert og direktør i GLOBAL CSR, mener, at danske virksomheder bør gøre meget mere, hvis man ønsker at leve op til sit samfundsansvar.

“Man bliver nødt til at stole på sine leverandører, men FN’s retningslinjer fra 2011 udpensler, hvordan virksomhederne skal forholde sig til denne problemstilling. For det første har virksomheden et ansvar i hele kæden. Når virksomhederne bliver opmærksom på problemerne med udnyttelse af illegale immigranter i Syditalien, skal de handle for at komme problemet til livs. Det er ikke nok at afskrive sig eller sende ansvaret videre til leverandørerne.”

Sune Skadegaard Thorsen forklarer, at alle virksomheder er omfattet af FN’s Retningslinjer fra 2011. Dem der har underskrevet FN’s Global Compact for virksomhedsansvar, burde af alle kende FN’s Retningslinjerne, der definerer hvordan virksomhederne lever op til FN Global Compact’s første seks principper, der omhandler menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

“Dagligvarekoncernerne skal iværksætte en handlingsplan til at håndtere udfordringen. Hvis en virksomhed offentligt udtrykker, at den respekterer menneskerettighederne forpligter den sig, også over for forbrugeren, til at tage ansvar for hele varekæden, og ikke blot det første led.” afslutter Sune Skadeg

Danske virksomheder fralægger sig ansvaret

Ligesom Dansk Supermarked og Coop Danmark henviser Dagrofa til, at leverandøren har ansvaret for at sikre arbejdsforholdene på tomatgårdene. Dagrofa, der er ansvarlig for mærkerne Grøn Balance, First Price og Smagens Køkken, vil som den eneste koncern garantere, at deres leverandører ikke bruger illegal arbejdskraft. Ansvaret og garantien er dog leverandørens, påpeger kommunikationschef Markela Dedopoulos.

Producenterne af mærkerne La Doria, De Clemente og Mutti samarbejder med tomatproducenter, fagforeninger og politikere for at komme udnyttelse af ulovlig arbejdskraft til livs. Coop har påbegyndt en proces for at kortlægge deres varekæde, for at takle problemet med udnyttelse af immigranter.

“Lammelsen bredte sig fra mine fingerspidser og tæer til mine skuldre og lår. Det var, som om mine fødder ikke ville lystre min hjerne”, fortæller 21-årige Xiao Wang.

I juli 2014 var han blot én af 16 unge arbejdere i en IT-fabrik i Shenzen i Kina – som alle oplevede uhyggelige symptomer på et farligt arbejdsmiljø. Én af dem en gravid kvinde, der mistede sit foster på grund af forgiftning.

IT havner i Danmark

Hvert år køber den danske stat IT til skoler og sygehuse for flere end 570 millioner kroner af elektronikgiganter, der producerer tablets, mobiltelefoner og computere under forhold, som gør arbejderne livsfarligt syge.

Spontane aborter og nedsat fertilitet. Nervelammelser, hjernesvulster, lymfeknudekræft og leukæmi er blot få af mange diagnoser som alt for unge arbejdere får, fordi de arbejder i IT-industrien, dokumenterer en ny rapport fra DanWatch.

Kemikalier, der dræber

‘Den hvide benzin’ er kinesiske arbejderes navn for n-Hxane, ét af  500-1000 kemikalier som millioner af arbejdere hver dag anvender, når de producerer vores mobiltelefoner, tablets og computere.

Fabrikken i Shenzen, hvor Xiao Wang arbejdede indtil han i 10 måneder blev delvist lam i kroppen, producerer erstaningsskærme til iPhones, men de dårlige arbejdsforhold er ikke isoleret til enkelte producenters fabrikker. Iført såkaldte ‘bunny suits’ der beskytter elektronikken, men ikke arbejderen, eksponeres arbejderne for opløsningsmidler og kemikalier som xylen, trichlorethylen og benzene.

Ingen erstatning til dødssyge arbejdere

I Sydkorea er flere end 200 arbejdere syge og døde af leukæmi, hjernesvulster og andre typer af kræft, og senest i Kina er 13 arbejdere diagnosticeret med leukæmi. Fire er døde. De var mellem 19 og 24 år. Alle har arbejdet i IT-industrien. Ingen syge eller pårørende til afdøde arbejdere har fået anerkendt deres sygdom som arbejdsrelateret.

Undersøgelsen er skrevet på engelsk under titlen ‘Winds of Change – Public procurement’s potential for improving labour conditions in the global electronics industry’.

‘Made by AHAVA, Israel’ står der bag på æskerne med hudplejeproduktet AHAVA, der i dag findes på hylderne i Magasin, Sephora og Salling og i denne uge også i Matas. Produktionen af cremerne finder dog ikke sted i Israel, men i Mitzpe Shalem – en bosættelse på den israelsk besatte Vestbred.

Netop produktionen i bosættelser, der ifølge folkeretten er ulovlige, blev der sat fokus på i 2002, hvor Helsam, den tidligere danske importør af AHAVA, valgte at droppe produktet efter heftig kritik og deraf fald i salget. Ene-importøren, Trademade Cosmetics bekræfter, at produktionen finder sted i bosættelsen på Vestbredden, men påpeger, at det ikke er ulovligt at handle med varer fra bosættelser.

På kant med folkeretten

AHAVA produceres i bosættelsen Mitzpe Shalem, der ligger ganske tæt på Det Døde Hav. Virksomheden har specialiseret sig i at producere cremer med mudder og mineraler fra det ekstremt saltholdige hav.

AHAVA fik i 2004 tilladelse af det israelske militær til at udvinde mudder fra den besatte del af Vestbredden, men AHAVA oplyser dog, at selve udvindingen i dag foregår på den del af Vestbredden, der ligger indenfor Israels grænser.

Fabrikken, hvor mudder forvandles til creme, ligger dog stadig i bosættelsen Mitzpe Shalem på den besatte del af Vestbredden. FN og Den internationale Domstol har gentagne gange erklæret de israelske bosættelser i strid med folkeretten og sat dem i forbindelse med en række brud på menneskerettighederne.

Bosættervarer tages af hylderne

Folkeretten er et anliggende for stater, og det er derfor ikke ulovligt for virksomheder at handle med varer produceret i bosættelser. En række virksomheder har dog af etiske årsager aktivt fravalgt bosættervarer.

Den norske kosmetikkæde VITA valgte for to år siden at tage AHAVA af hylderne i sine flere end 100 butikker, da virksomheden blev opmærksom på AHAVAs produktionssted.  Dansk Supermarked og Coop er blandt de danske virksomheder, der principielt afviser at sætte produkter produceret i bosættelser på hylderne.

“Der er en klar trend hen imod, at virksomheder og investorer af etiske årsager undgår at handle med eller investere i bosættervarer. Særligt de sidste par år er flere virksomheder og investorer blevet mere klare i forhold til problematikken”, fortæller Erik Kloppenborg Madsen, der er lektor i virksomhedsetik ved Aarhus Universitet.

De plukker bomuld i 10-12 timer hver dag. Kvinder, børn og mænd knokler i Usbekistans bomuldsmarker, de lever i markerne, ofte uden adgang til rent drikkevand og mad. Og problemet er langtfra isoleret til Usbekistan.DanWatch har kortlagt rapporter om børne- og tvangsarbejde i 80 procent af den globale bomuldsindustri. I fem af de største bomuldsproducerende lande, Usbekistan, Kina, Indien, Pakistan, Brasilien, er der rapporter om omfattende børne- og tvangsarbejde, men også i mindre grad i USA.

En stor del af bomulden ender i Europa og USA, hvor det anvendes i tøj og tekstiler. Ifølge en ny survey fra DanWatch ved danske tøjvirksomheder meget lidt om, hvor deres bomuld kommer fra, og under hvilke forhold det produceres.

Svært at spore bomuld

Bomuldens vej til Europa og USA er kringlet, da den ofte er igennem seks- syv led, før den ender i tøj på danske hylder. Allerførst bliver den solgt på globale markeder, hvorefter den sendes til spinderier og spindes til tråd. Spinderierne bruger ikke kun bomuld af én oprindelse, men kan blande bomuld dyrket i forskellige lande for at ramme den ønskede kvalitet. Næste led i kæden er strikning eller vævning af tekstiler, der igen videresælges til producenten af den endelige vare, der producerer for eksempel jeans eller t-shirts.

Bomuld via Bangladesh

Bangladesh har en minimal bomuldsproduktion i modsætning til Kina, der er verdens største bomuldsproducent. I Kina plukker børn helt ned til seks års-alderen  bomuld, som de bærer i tunge læs, og særligt i Xinjang, der er den største bomuldsproducerende region i Kina, er der rapporter fra US Labor Department om studerende, der tvinges ud i bomuldsmarkerne for at arbejde.

Tilsammen importerer de to lande langt hovedparten af usbekisk bomuld, og de er samtidig er hhv. den største og tredjestørste eksportør af tøj og beklædningsgenstande til Danmark. Bomuld plukket under tvang eller af børn kan ad denne vej ende i danske produkter som t-shirts, tennissokker eller bukser.

En industri med store problemer

Endelig kan bomulden handles via lande som Tyskland, Sverige og Italien, der også er store eksportører af beklædning til Danmark og samtidig store aftagere af beklædningsgenstande fra bla. Bangladesh og Kina. Der rapporteres dog om problemer med børne- eller tvangsarbejde i produktionen i alle de seks største bomuldsproducerende lande.

I Indien i 2010 arbejdede knap 380.000 børn i landets fire primære bomuldsregioner med at sortere bomuldsfrø eller adskille frøene fra bomuldsfibrene på fabrikker, hvor de bl.a. bliver udsat for støv, der kan give alvorlige lungesygdomme.

I Pakistan arbejder særligt piger helt ned til syv år med at så, vande og sprøjte pesticider i bomuldsmarkerne, og ifølge pakistanske Labor Education Foundation har bomulden, mængden og karakteren af børnearbejde ikke ændret sig de senere år.

Sidste år modtog Københavns Kommune den globale pris ’Cities Climate Leadership’, og i år blev hovedstaden udnævnt til EU’s grønne Hovedstad. Kommunen vil være CO2 neutral i 2025, bla. ved at satse på grøn og bæredygtig energiforsyning, der imødegår ‘både lokale og globale udfordringer’.

Alligevel investerer kommunen 53 millioner kroner i kul-, olie- og gasselskaber som Shell, Statoil, og BHP, viser en gennemgang af Københavns Kommunes investeringsportefølje foretaget af DanWatch.

Brud på den etiske investeringspolitik

Ifølge Københavns Kommunes etiske investeringspolitik investerer kommunen ikke i virksomheder, der overtræder FN-konventioner eller internationale anerkendte normer fra OECD eller FN, men alligevel har de investeringer i virksomheder som Glencore, Exxon og Gazprom, der har overtrådt internationalt anerkendte normer og retningslinjer om menneskerettigheder og klima- og miljøhensyn.

Ifølge direktør i DanWatch Eva Hesse Lundström, er det bemærkelsesværdigt, at Københavns Kommune brandes som klimavenlig og samtidig investerer i konventionel energi.
“Københavns Kommune har modtaget flere priser og udnævnelser for den ambitiøse klimaplan. Det er tankevækkende, at en kommune, der brander sig som en grøn by samtidig investerer i forurenende kul, gas og olie,”, siger Eva Hesse Lundström.
“Skattekroner, der investeres i selskaber som overtræder internationale normer og retningslinjer, er strid med kommunens egne retningslinjer”.

Grønne kroner kun i København

Ifølge adm. direktør i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, Claus Juhl, er det en meget lille del af kommunens samlede investeringer, der placeres i konventionel energi. Når kommunen overhovedet vælger at investere i konventionel frem for bæredygtig energi, er det fordi, at målet om CO2 neutralitet gennemføres gennem investeringer i kommunen. Ikke andre steder.

“Kommunens målsætning om CO2   neutralitet gennemføres gennem investeringer i CO2-rigtige løsninger blandt andet vindmøller i regi af kommunens energivirksomhed HOFOR og ikke via placering af ikke disponeret likviditet placeret i kommunens investeringsforening”, siger adm. direktør for Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, Claus Juhl til DanWatch.

Med andre ord har Københavns kommunes investeringer i selskaber i resten af verden intet at gøre med Københavns ambitioner for et bedre klima.

Ifølge Claus Juhl er Københavns Kommune opmærksom på, at investeringer i selskaber som Glencore er på kant med FN og OECD retningslinjer.

“Vi og vores investeringsforening vil naturligvis ikke investere i et selskab, som bryder vores regler. Det er korrekt, at der har været kritik af Glencore. Det undersøges p.t. nærmere, og der er en dialog med selskabet med henblik på afklaring af forholdene og eventuelle konsekvenser”, siger  adm. direktør i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, Claus Juhl.

Ny DanWatch undersøgelse dokumenterer, at vold, råb, fysiske og verbale overfald på tekstilarbejdere på faldefærdige fabrikker, der har massive problemer med sikkerheden er stadig en del af hverdagen i Bangladesh. Den 24. april er det et år siden, at tekstilfabrikken Rana Plaza kollapsede, dræbte flere end 1134 tekstilarbejdere og sårede mindst 2000, og i den anledning udkommer DanWatch rapporten ‘Tøjets Tragedier, der gør status på de fortsatte krænkelser af arbejderne i Bangladeshs tekstilindustri.

Undersøgelsen ‘Tøjets Tragedier’ viser via interviews med flere end 30 arbejdere fra 14 fabrikker og eksperter i Bangladeshs arbejdsmarked et øjebliksbillede af foruroligende vilkår for tekstilarbejdere, der hvert år syr tøj til danske forbrugere for millioner af kroner.
Kun få af ofrene fra Rana Plaza har ét år efter tragedien modtaget erstatning for mistede familiemedlemmre eller arbejdsevne direkte fra involverede virksomheder – og ingen har endnu modtaget erstatning fra den fond, der blev nedsat efter ulykken til at koordinere erstatningsudbetalinger for et tre-cifret millionbeløb.

De nyeste bygningsinspektioner viser, at der stadig er massive problemer med brand- og bygningssikkerhed på tekstilfabrikkerne.

Arbejdsugen for en tekstilarbejder er 56 timer eller mere til en mindsteløn på 370 kroner, selvom levelønnen anslås til 653 kr. Hverdagen som tekstilarbejder i Bangladesh er præget af verbale overgreb og decideret vold, eks. i forbindelse med kvindelige syerskers graviditeter eller fagforeningsdannelse. En undersøgelse på 80 fabrikker i Bangladesh viser eksempelvis, at 25 procent af arbejderne har oplevet vold/fysisk afstraffelse, og 75 procent har oplevet verbal afstraffelse.

Ikke belæg for Soya Concepts produktion i Bangladesh i 2014

I artiklen ‘Tøjets Tragedier: Vold og trusler på livsfarlige fabrikker i Bangladesh’, der afdækker Danwatchs undersøgelse ‘Tøjets Tragedier’ fra april 2014 skrev DanWatch, at firmaet Soya Concept var blandt de danske virksomheder, der fik produceret tøj i Bangladesh. Soya Concept havde dog ikke produktion i Bangladesh i 2014, oplyser Soya Concept. DanWatch beklager fejlen.

I en af mange illegale miner i delstaterne Jharkhand og Bihar i det østlige Indien møder DanWatch adskillige børn som Karulal, der knokler.

7-8 timer om dagen, fem dage om ugen for to kroner i timen. Børnene kan lettere bevæge sig rundt i de faldefærdige, snævre mineskakter, og derfor er det ofte dem, der udvinder mineralet mika, selvom børnearbejde i minerne er ulovlig ved både indisk lov og FN’s Børnekonvention.

Mika er det mineral, der udgør glimmeret i ‘naturlig’ kosmetik. Fra det østlige Indien ender mineralet via snørklede handelsveje i kosmetik-produkter som øjenskygge, læbestift og pudder på det europæiske marked.

Undersøgelsen fra DanWatch viser, at det ikke kan udelukkes, at der er forbindelser mellem mika-udvinding i Jharkand og Bihar, hvor børnearbejde er udbredt, til mindst 12 kosmetikproducenter på det europæiske marked, hvoraf verdens største, L’Oréal, er en af dem.

Børnearbejde i ulovlige miner

Minen, som Karulal arbejder i fem dage om ugen, er ikke officielt registreret. Faktisk er der ifølge de indiske myndigheder kun en-tre miner tilbage i hele Jharkand provinsen, fordi minedrift blev ulovlig i 1990’erne, netop pga. af børnearbejde, men også naturbevarelse og udfordringer med maoistoprørere i området.

Siden er den officielle minedrift veget til fordel for den uofficielle minedrift efterhånden som licenserne er udløbet, og mika-udvindingen i Jharkand og Bihar udgør stadig en markant andel af den samlede mikaeksport.

Ifølge tal fra Indian Bureau of Mines blev der i 2011 produceret 15.497 ton i hele Indien, men tal samme Bureau of Mines viser, at der i samme periode blev eksporteret hele 131.777 ton. Eksporten er således hele otte gange større end den samlede produktion. Det skyldes primært illegal minedrift i Jharkand og Bihar, hvor op mod 5000 børn på samme alder og vilkår som Karulal Bansi, arbejder hver eneste dag, anslår den indiske børnerettighedsorganisation, Bachpan Bachao Andolan (BBA).

Området er meget fattigt, og det er nødvendigt for familien, at børnene også bidrager med deres arbejdskraft. Derfor kommer børnene sjældent i skole, og det er en af grundene til, at børnearbejdet i minerne er ulovligt. Børn må ifølge FN’s Børnekonvention ikke arbejde, hvis arbejdet er farligt for deres helbred, skolegang og udvikling. Staten skal også fastsætte en mindstealder for børns arbejde og sørge for, at der er gode arbejdsforhold. I Indien må børn under 14 år således ikke arbejde med mika-udvinding eller i miner generelt.

Fra Indien til danske hylder

Fra minerne i Jharkand og Bihar bliver mikaen transportereret til handelscentre i Domchanch, Koderma eller Giridih i Jharkand, hvor mikaen bliver beskåret og ofte blandet sammen med mika fra mange andre områder, før mellemhandlere sælger den videre til andre mellemhandlere eller direkte til eksportører.

DanWatch har været i kontakt med flere Indiske eksportører, der opkøber mika fra både lovlige og ulovlige miner og videresælger til store internationale grossister, heriblandt de to største opkøbere i Jharkand, den tyske grossist Merck og kinesiske Kuncai.

Merck stiller krav om, at der ikke må være børnearbejde bag den mika, de opkøber, og virksomheden har gjort flere sociale tiltag i provinsen for at komme børnearbejde til livs. Den kinesiske eksportør, Kuncai, stiller ifølge mellemhandlerne derimod ikke krav om mika fri for børnearbejde.

Kuncai leverer til L’Oréal, Sun Chemicals, Henkel og Intercos, som står bag velkendte brands på danske hylder. Intercos leverede i 2010 til 25 af de førende 30 kosmetikvirksomheder på makeupmarkedet, der stod for i alt 77% af de globale marked.

DanWatch har forsøgt at få 16 virksomheder i tale om deres opkøb af naturlige ingredienser, men kun fire af virksomhederne, der leverer til det danske marked, har ønsket at oplyse til DanWatch, hvor deres mika kommer fra. Resten har valgt ikke at udtale sig af  konkurrencehensyn.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram