Der er guld i din mobiltelefon, og det guld kan komme fra miner, hvor børn helt ned til seks år arbejder med livet og helbredet som indsats. Ingen af Europas bedst sælgende mobilproducenter kan garantere, at guldet i deres produkter kommer fra miner uden børnearbejde.

DanWatch-undersøgelsen ‘Børneguld i din mobil?’ beskriver, hvordan børn helt ned til seks år arbejder i små, uautoriserede miner i Mali og Ghana, der er blandt de største guldeksportører i Afrika.

En voksende industri

Knap syv procent af det guld, der udvindes, ender i elektronik som telefoner og computere. En stigende efterspørgsel på guld har betydet, at guldpriserne er steget drastisk de seneste 10 år. Det har skabt en voksende guldindustri i Afrika, hvor man flere steder kan tale om en decideret ’gold rush’. Små, illegale guldminer skyder frem, og der er ingen kontrol med arbejdsforholdene. Det er meget almindeligt, at børn deltager i arbejdet i guldminerne, og de risikerer både liv og helbred.

I guldminerne graver børn i dybe, ustabile mineskakter og arbejder under jorden i skiftehold på op til 10 timer. I Mali vurderer man, at mellem 20.000 og 40.000 børn arbejder i guldminer, mens man i Ghana ikke har tal på det. På verdensplan vurderes det, at mindst 1,5 mio. børn arbejder i guldmineindustrien.

Alvorlige kviksølvforgiftninger

Børnearbejderne er i stor risiko for at blive udsat for kviksølvforgiftning. Kviksølv angriber centralnervesystemet og kan give børnene kroniske handicap, fordi deres kroppe er under udvikling og derfor særligt sårbare overfor tungmetaller.

“Børnene lokkes til at arbejde i minerne i håbet om at få et bedre liv, men bliver fanget i en ond cirkel med livsfarligt arbejde, kviksølvforgiftning, ødelagte rygge, seksuelt misbrug og manglende skolegang. Selvom de måtte have lidt tid til at gå lidt i skole, så er de så trætte og forpinte af kviksølvdampe efter arbejdet, at de ikke orker at sidde på skolebænken,” fortalte daværende direktør for DanWatch, Eva Hesse Lundström, da undersøgelsen blev offentliggjort i efteråret 2013.

11-årige Immanuel fra Ashanti regionen i Ghana er et af de børn, som bruger sin tid på at knokle i en guldmine. Han fortæller: “Arbejdet er hårdt. Vi bliver ofte syge og har altid ondt i hovedet og brystet. Jeg klager til min mor over, at vi bliver syge af at arbejde i minerne, men hun siger ikke noget til det. Jeg har ingen intentioner om at forlade minen, bare fordi jeg bliver syg, for det har jeg ikke råd til. Vi tjener 20-30 kroner om dagen.”

FN har netop åbnet for underskrivning af en konvention (Minamata konventionen), der, hvis den bliver overholdt, har til hensigt at mindske brugen af kviksølv verden over. Ghana og Mali har endnu underskrevet konventionen, men den er så ny, at den ikke har gavnet børnearbejderne endnu.

Producenterne sikrer sig ikke mod børneguld

I 2012 blev der ifølge Branchen ForbrugerElektronik solgt 1,5 mio. mobiltelefoner i Danmark. Næsten alle mobiltelefoner indeholder guld, men ingen af de store elektronikvirksomheder, som DanWatch har adspurgt, har kontrol med deres leverandørkæder inden for guld, og de kan derfor ikke sikre, at der ikke er børnearbejde i det guld, de bruger. De har ingen procedurer til at afdække, om de er med til at støtte børnearbejde. DanWatch har undersøgt Samsung, Apple, Research in motion, Nokia og HTC.

“DanWatch’s undersøgelse viser, at det er svært at spore, hvor det guld, man køber på de internationale markeder, kommer fra. Men den viser også, at producenterne ikke engang stiller spørgsmålet, om der er børneguld i deres produkter. Og så længe man ikke prøver at afdække sine leverandørkæder for at sikre sig mod børnearbejde, så støtter man det indirekte,” sagde Eva Hesse Lundström.

Arbejdstid på op til 74 timer om ugen, trusler om bøder for at lave fejl, tvunget overarbejde og en løn, der er langt under den lokale mindsteløn i Kina, er virkeligheden hos DELL’s underleverandører i de kinesiske provinser Guangdong og Jiangsu. Her indånder arbejderne dagen lang kemiske dampe, mens de samler komponenterne til de computere, der blandt andet havner på statens og kommunernes skriveborde i Danmark. DanWatch har været i Kina og tale med fabriksarbejdere fra fire af de fabrikker, der leverer til DELL. DanWatch’s findings understøttes af en rapport fra China Labor Watch.

”Det er ikke uden menneskelige omkostninger, når elektronikfirmaerne slås om at levere computere så billigt som muligt, og når vores offentlige indkøbere går efter de billigste varer på markedet. Vores undersøgelse viser, at forholdene hos DELLs leverandører både er i strid med ILO konventioner, arbejdslovgivningen i Kina og DELLs egne politikker på området,” siger Eva Hesse Lundström, direktør for DanWatch.

SKI stiller som udgangspunkt ikke krav om dokumentation

SKI, Staten og Kommunernes Indkøbs Service A/S, der varetager indkøb af computere til det offentlige, underskrev så sent som i februar 2013 en kontrakt på 50 mio. med DELL. SKI stiller krav om, at leverandørerne skal overholde national lovgivning og de 10 FN-principper formuleret i Global Compact, herunder eliminere diskrimination i arbejds- og ansættelsesforhold, men efterspørger som hovedregel ikke dokumentation for det, fordi DELL i sine aftaler med SKI forpligter sig til at oplyse om eventuelle overtrædelser af f.eks. arbejdstagerrettigheder i produktionen af varer til SKI.  De 18 kommuner, der indgår i miniudbuddet er: Brøndby, Faxe, Frederiksberg, Holbæk, Kalundborg, København, Køge, Lejre, Næstved, Odsherred, Ringsted, Ringkøbing-Skjern, Slagelse, Sønderborg, Tønder, Tårnby, Viborg og Vordingborg.

”Alle vores leverandører har underretningspligt. Det betyder, at de er forpligtet til at oplyse, hvis de har kendskab til forhold, der misligholder den kontrakt, de har indgået med os. Alle SKI’s leverandør er på tro og love forpligtet til at overholde vores CSR-krav, hvormed vi sikrer en betydelig opmærksomhed fra virksomhedernes side herpå, da det er alment kendt, at SKI håndhæver sine kontrakter,” forklarer SKI’s adm. direktør Signe Lynggaard Madsen og tilføjer “men det er klart, at vi selvfølgelig også reagerer på mistanker som denne.”

DELL finder selv brud på egne standarder

Det er langtfra kun DanWatch’s og China Labour Watchs undersøgelse, der viser, at arbejdsforholdene hos DELL’s underleverandører er under al kritik. Præsenteret for DanWatch’s undersøgelse, fortæller Deborah Albers, Principal Social Strategist hos DELL, at der fornyligt er blevet lavet audits hos tre af de fire leverandører, som indgår i DanWatch’s rapport. Her fandt den amerikansk ejede elektronikvirksomhed selv forhold, der strider mod de standarder, som DELL har tilsluttet sig via Electronic Industry Citizen Coalition (EICC), der er en koalition af elektronikfirmaer, som sætter fokus på CSR i industrien.

“I de fleste audits var der forhold, som ikke stemmer overens med EICC’s Code of conduct, derfor vil vi lave nogle tiltag, der kan rette op på de forhold. Hvis der er forhold, som DanWatch har belyst, som ikke er inkluderet i de fund, vi selv har gjort under vores audits, vil vores Supply Chain Social & Environmental Responsibility (SCSER) team undersøge dem,” siger Deborah Albers og fortæller, at der senere på året vil blive foretaget audits hos den fjerde leverandør.

I det amerikansk ejede elektronikfirmas egen CSR-rapport fra juni 2013 står der bl.a., at i  61 % af de anmeldte audits, som DELL selv har foretaget hos deres underleverandører, blev der rapporteret om overarbejde, og i 18 % af besøgene blev det påpeget, at sikkerheden ikke var i orden.

SKI afkræver forklaring DELL

Selvom DELL i sine egne audits dokumenterer, at arbejdsvilkårene på deres fabriker ikke lever op til deres egne eller SKI’s krav, har de indtil nu ikke underrettet SKI om det. Og SKI har ikke læst  DELL’s offentligt tilgængelige CSR-rapport. I stedet har SKI bedt DELL om at dokumentere, at virksomheden lever op til sin aftale med SKI om at overholde de krav, der fremgår af kontrakten mellem SKI og DELL:

”DanWatch’s rapport rejser nogle mistanker, som vi tager meget alvorligt. Vi vil bruge den kommende tid på at studere rapporten nærmere. Vi sætter vores CSR-krav meget højt. Vi har derfor allerede bedt de omtalte leverandører om at dokumentere, at de varer, de sælger gennem vores aftaler, lever op vores CSR-krav, herunder til FN’s Global Compact og ILO konventionerne,” siger SKI’s adm. direktør Signe Lynggaard Madsen.

Kontrakten kan opsiges

SKI vil nu se på den dokumentation, som DanWatch har fremlagte, og vurdere hvilke skridt, der skal tages:
“Når vores leverandører vender tilbage, vil vi vurdere sagen samlet. I yderste konsekvens kan det føre til en opsigelse af aftalerne, hvis leverandørerne ikke får bragt forholdene i orden, men det er for tidligt at drage konklusioner,” siger Signe Lyngaard Madsen.

I stort og småt i de danske hjem er der gummi. Du bruger gummi, når du bruger kondomer, gummihandsker, gummistøvler, madrasser/topmadrasser med gummi, børnesutter, balloner, elastikker og så videre.

Der er også gummi i mange produkter i sundhedssektoren, blandt andet i de over 50 mio gummihandsker som danske hospitaler bruger til undersøgelser og operationer om året.

Gummibranchen er en milliardbranche på verdensplan med millioner af gummibønder og -arbejdere. Over 90 procent af af verdens gummi oprinder fra store plantager og små landbrug i Sydøstasien. Alligevel er gummibranchen hidtil fløjet under radaren i undersøgelser af social ansvarlig leverandørstyring. Det skal denne undersøgelse ændre ved.

Undersøgelsen ‘Forretning på forbudt land’ viser, at syv af landets største kommuner i alt har mere end 20 millioner kr. investeret i virksomheder, der er involveret i de israelske bosættelser på besat palæstinensisk land. Ekspert kalder investeringerne uetiske, men kommunerne afviser, at det er deres opgave at føre udenrigspolitik.

De israelske bosættelser er gentagne gange blevet erklæret i strid med den humanitære folkeret af FN og Den Internationale Domstol. Alligevel investerer danske kommuner flittigt skatteydernes penge i selskaber, der bidrager til konstruktionen og driften af bosættelserne.

Virksomheder på kant med folkeretten

Tilsammen har København, Odense, Esbjerg, Vejle, Kolding, Horsens og Slagelse kommune over 6 millioner kr. placeret i Fiat, Volvo, Caterpillar og CRH, der leverer byggemaskiner og cement til den fortsatte udbyggelse af bosættelserne. Virksomhederne har også leveret materiel til den over 700 km lange mur, der adskiller Vestbredden og Israel – en mur, som flere steder er opført langt inde på palæstinensisk land.

To millioner kr. er investeret i tyske Siemens, leverandør af trafikudstyr til det vejnet, der, selvom det gennemskærer palæstinensisk territorium, udelukkende er forbeholdt israelere. Og yderligere to millioner er placeret i verdens største cementproducent, tyske Heidelberg Cement. Heidelbergs datterselskab Hanson Israel udvinder sten og grus til den israelske byggesektor fra et stenbrud på Vestbredden.

Listen over kommunernes investeringer toppes med 10 mio. kr. investeret i den dansk-britiske sikkerhedsgigant G4S. Virksomheden, der tidligere har været i DanWatch’s søgelys, leverer sikkerhedsydelser til bosættelserne og en række israelske fængsler, der holder palæstinensiske politiske fanger. G4S har også leveret bagage- og kropsscannere til kontrolposter langs muren, som ifølge Human Rights Watch er et kraftigt indgreb i bevægelsesfriheden for de mere end 20.000 palæstinensere, der dagligt må krydse barrieren for at komme på arbejde, i skole eller til lægen.

150 bosættelser

I dag anslås det, at de op mod 150 bosættelser, der findes på Vestbredden, i Østjerusalem og i Golan-højderne, huser over en halv million israelere – og at bosættelserne og de sikkerhedszoner, der omkranser dem, beslaglægger over 40 % af Vestbreddens land.

Ekspert: Investeringerne er uetiske

Med disse investeringer bærer danske kommuner på skatteydernes vegne et medansvar for de folke- og menneskeretskrænkelser, der foregår i forbindelse med de israelske bosættelser. Det mener Erik Kloppenborg Madsen, der er lektor i virksomhedsetik ved Aarhus Universitet.

“Kommunerne har, ligesom enhver anden virksomhed, et ansvar, fordi det i juridisk forstand i begge tilfælde er en person, der handler. Så når kommunerne investerer i virksomheder, der krænker internationalt anerkendte normer, har de et medansvar for disse krænkelser. Det er et klart etisk problem”.

Her gør det ifølge Erik Kloppenborg Madsen ingen forskel, at folkeretten som udgangspunkt kun er juridisk bindende for stater: “Hvis man som nation tilslutter sig principper som menneskerettigheder og internationale konventioner, så bør de enkelte beslutningstagere, hvad end det er virksomheder eller kommuner, ikke overtræde dem – så er de på gal vej”, påpeger han.

Men kommunernes investeringer er ikke bare uetiske. De er også stik imod Danmarks officielle udenrigspolitik. I et skriftligt svar til DanWatch skriver udenrigsminister Villy Søvndal: “Vores politik for bosættelser – som vi i øvrigt er enige om i EU – er helt klar. De er ulovlige og de skader den to-statsløsning, som vi arbejder for til gavn for både palæstinensere og israelere. Og derfor ser vi gerne, at der ikke gennemføres aktiviteter, der risikerer at medvirke til at opretholde eller legitimere de ulovlige bosættelser.”

Kommuner vil ikke føre udenrigspolitik

Alle kommuner, som DanWatch har talt med, har vedtaget politikker for at undgå investeringer i uetiske foretagender. Investeringerne skal leve op til FN’s principper for ansvarlige investeringer, og kommunernes kapitalforvaltere skal jævnligt sikre, at de lever op til internationale standarder inden for menneskerettigheder, arbejdsstandarder, miljø og anti-korruption.

Men selvom disse foranstaltninger tidligere har ført til udelukkelse af problematiske selskaber, fx den israelske våbenproducent Elbit, så viser den nye DanWatch-undersøgelse, at systemet kun fanger et fåtal af de virksomheder, der bidrager til de ulovlige bosættelser. Alligevel ser flere af kommunerne ingen grund til at gå videre i sagen.

“Kommuner skal føre kommunal politik og ikke udenrigspolitik – det gør den danske regering”, siger Susanne Onstrup, Finanschef i Slagelse Kommune. Og hun bakkes op af Odense Kommunes  økonomi- og organisationsdirektør, Bente Monsen: “Det er ikke en kommunal opgave at føre aktiv udenrigspolitik via en kommunal investeringspolitik”.

Denne forklaring køber eksperten i virksomhedsetik dog ikke. “Det er noget sludder at sige, at hvis man lader være med at støtte bosættelserne, så fører man udenrigspolitik. Det gør man overhovedet ikke – så handler man sådan set bare i overensstemmelse med det, der formelt er Danmarks og EU’s holdning”, siger Erik Kloppenborg Madsen.

Socialborgmester: Ansvaret er både nationalt og kommunalt

I landets største kommune, København, er spørgsmålet om investeringer i de israelske bosættelser langtfra nyt. For to år siden behandlede Borgerrepræsentationen et forslag stillet af Enhedslisten, SF og De Radikale om at ekskludere en lang række virksomheder fra kommunens investeringsunivers. Men forslaget faldt, blandt andet fordi Økonomiforvaltningen vurderede, at det ville være nærmest umuligt at finde investeringspuljer, der undgår problematiske selskaber.

Sagen vækker hovedrysten hos Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EL): “Jeg synes, det er forbandet ærgerligt, at der mangler den politiske vilje alle vegne til at gå til biddet på de her investeringer”. Og dette er, ifølge socialborgmesteren, en opgave for både kommunerne og Folketinget: “Der kan gøres meget mere på landsplan for at give kommunerne bedre redskaber til at sikre, at fællesskabets penge bruges ordentligt. Men det fritager ikke den enkelte kommunalbestyrelse for at gøre alt, hvad man overhovedet kan inden for lovgivningens rammer, for, at man ikke bidrager til de ulovlige bosættelser”, udtaler han til DanWatch.

Blandt Danmarks 22 største pensionsselskaber er der investeringer for over 600 millioner kroner i statsobligationer i afrikanske lande syd for Sahara, hvor korruption og undertrykkelse af befolkningen fra myndighedernes side ikke hører til sjældenhederne. Pensam, Unipension, Industriens Pension, PFA, PBU – pædagogernes pensionskasse og ISP står for hovedparten af investeringerne. Det viser en undersøgelse foretaget af DanWatch og Berlingske.

Lande som Angola, Gabon, DR Congo og en række flere betragtes ofte som højrentelande, fordi investeringer i statsobligationer her er forbundet med større risici end investeringer i mere stabile lande. Til gengæld er afkastet også højere.

Overlader beslutningen til politikerne

De fleste danske pensionsselskaber har tilsluttet sig FN’s Global Compact, der sætter fokus på blandt andet menneskerettigheder og anti-korruption, og bryster sig af at have politikker for social ansvarlige investeringer, når det gælder investeringer i virksomheder. Det samme er langt fra tilfældet, når det kommer til investeringer i lande.

“Vores etiske retningslinjer, som gælder ved investering i virksomheder, kan ikke direkte overføres til statsobligationer. Beslutter EU og Danmark, at der skal indføres sanktioner imod et land, vi har investeret i, vil vi overholde disse. I det omfang det indebærer et forbud mod investering i statsobligationer, betyder det, at vi ikke investerer i det pågældende land fremover,” lyder forklaringen fra Ulla Bendiktson, ledelsessupportchef i PenSam.

Undertrykkelse

Af de listede stater kategoriseres Angola, DR Congo, Elfenbenskysten, Republikken Congo og Gabon som ufrie på Freedom House’s frihedsindeks. Indekset rangerer verdens lande i tre kategorier – frie, delvist frie eller ufrie – ud fra graden af politisk og civil frihed i et land. I ufrie lande er politiske rettigheder ikke-eksisterende og grundlæggende civile rettigheder systematisk undertrykt. De øvrige lande på listen betegnes som delvist frie.

Pensam har sammenlagt investeringer for lidt under 100 millioner kroner i Angola, DR Congo, Gabon, Nigeria, Senegal og Uganda, der alle scorer lavt på Transparency Internationals korruptionsfrihedsindeks. Oven i det bedømmes Angola, DR Congo og Gabon som ufrie ud fra Freedom House’s frihedsindeks, hvilket betyder, at de helt basale politiske rettigheder og civile ettigheder vurderes som ikke-eksisterende i landene.

Et dilemma

Ligesom Pensam svarer Industriens Pension, Nordea Liv og Pension og PFA, at det ikke er muligt at benytte de samme politiker for etiske investeringer, når det gælder investeringer i statsobligationer som ved investeringer i virksomheder. Selskaberne påpeger samtidig, at det i modsætning til investeringer i virksomheder ikke er muligt at bedrive aktivt ejerskab, da statsobligationer er lån til et land.

”Det er værd at bemærke, at der ikke er stemmerettigheder tilknyttet statsobligationer, og at aktivt ejerskab derfor reelt ikke er en mulighed, som det er tilfældet, når vi ejer aktier i en privat virksomhed,” siger Anders Schelde, Chief Investment Officer i Nordea Liv og Pension og fortsætter:

“Det jo klart, at såfremt den hypotetiske situation skulle opstå, at vi har investeret i et lands statsobligationer, og dette land var i søgelyset for brud på menneskerettigheder eller lignende – uden at være embargo-ramt – så ville vi være i et dilemma. Dette er jo et evigt dilemma, som vi deler med andre aktører, om hvordan man bedst adresserer en sådan situation.”

Pensionsselskaberne har et ansvar

Sune Skadegaard Thorsen, direktør i konsulentvirksomheden GLOBAL CSR, der rådgiver virksomheder om deres sociale ansvar, mener ikke, at pensionsselskaberne fuldstændigt kan afskrive sig det etiske ansvar for deres investeringer i statsobligationer.

”Ud fra FN’s nye Guiding Principles on Business and Human Rights er samfundsansvaret i relationen til stater også omfattet. Virksomheder skal i alle forhold vurdere, hvordan deres forretning kan have negative konsekvenser for menneskerettighederne, og reagere hvis de selv direkte eller indirekte er i relation til sådanne krænkelser. Det gælder også for virksomheder, som ikke har tilsluttet sig FN’s Global Compact, både hvad angår menneskerettigheder og anti-korruption,” siger han og fortsætter:

“Det er dybt relevant at se på virksomheders samfundsansvar i relation til stater – og ikke kun i relationen til andre virksomheder som hidtil. Det er et nyt område og ikke helt let.”

Skepsis hos forbrugerrådet

Også hos Forbrugerrådet mødes pensionsselskabernes manglende etiske forpligtelser i forhold til statsobligationer med skepsis.

”DanWatchs undersøgelse peger på et kedeligt hul i de finansielle selskabers politik for etiske investeringer. For rent logisk er der ingen grund til at anlægge andre etiske målestokke, når man køber statsobligationer, end når det drejer sig om virksomhedsaktier,” siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet og fortsætter:

”Man kan kun håbe, at undersøgelsen får selskaberne til at stramme op på dette område og få præciseret deres etiske retningslinjer og deres procedurer, sådan at samvittigheden kommer i orden. Det er måske ikke let – men det er jo blandt andet derfor, vi overlader vores opsparing til professionelle investorer.”

En ny undersøgelse fra DanWatch viser, at 57procent af alle IFC’s olie- og mineprojekter i u-lande sendes gennem et holdingselskab i et skattely. Det åbner op for rige muligheder for skattetænkning, som rammer de u-lande, der var tiltænkt at få gavn af IFC’s investeringer.

Et holdingselskab i et skattely kan bruges til såkaldt ‘tynd kapitalisering’ af et datterselskab, der står for udvinding af olie eller mineraler i et u-land. Det betyder, at virksomhederne bag IFC-støttede projekter kan indskyde mest mulig gæld og mindst mulig egenkapital og derved opnå rentefradrag i stedet for at betale skat af udbytte. Samtidig får firmaerne en skattefri renteindtægt i et skattely.

Målet for selskaberne er at planlægge deres skat internt i koncernen, så de afholder udgifter og opnår fradrag, hvor skatten er høj, og har deres indtægter, dér hvor skatten af lav.

Derudover kan et holdingselskab i skattely bruges til at sælge ydelser til datterselskabet i u-lande til overpriser og dermed opnå yderligere skattefordele.

IFC: Intet problem

IFC ser det imidlertid ikke som sandsynligt, at investeringer gennem skattely kan medføre tab af skatteindtægter i Syd:

“Sandsynligvis vil det have meget lille eller ingen indvirkning på, hvad der betales i skat i de lande, hvor naturressourcerne udvindes,” skriver IFC i en mail til DanWatch.

IFC forklarer dog ikke hvorfor og vil ikke forholde sig til konkrete eksempler, hvor u-lande har tabt skatteindtægter på virksomheders skatteplanlægning via skattely.

IFC har hidtil ikke stillet krav til de virksomheder, de støtter, om at undgå strukturer, der kan bruges til skatteplanlægning.

IFC siger, at regeringer i Syd har modtaget 7 milliarder kroner i samlet indtægt fra IFC-støttede udvindingsprojekter i 2009. Dog vil IFC ikke oplyse, hvilke regeringer der har modtaget pengene, og hvilke firmaer der har betalt.

Ser man på de metaller og mineraler, der er gemt i Sierra Leones undergrund, er det et rigt land. Men målt på FN’s index for humanitær udvikling (Human Development Index) ligger Sierra Leone helt i bunden. For som så mange andre udviklingslande med naturressourcer har Sierra Leone svært ved at omsætte sine naturressourcer til bæredygtig udvikling.

En af udfordringerne er at beskatte de multinationale selskaber, der udvinder og sælger landets værdier. I 2010 udgjorde eksport fra mineindustrien 60 procent af Sierra Leones totale eksport, men statsindtægter fra mineindustrien udgjorde kun knap otte procent af de offentlige indtægter. Årsagen er dels de fordelagtige skatteforhold, mine-virksomhederne har forhandlet sig til, og dels virksomhedernes aktive minimering af skattebetaling.

Mineaftaler – en dårlig deal

Sierra Leones skattelovgivning og den særlige lovgivning på mineområdet skulle sikre landet en fair andel af de værdier, der udvindes. Men mineselskaberne har forhandlet sig til individuelle aftaler, der langt fra er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Virksomheden Sierra Rutile’s royalty-sats er et eksempel på, at aftaler har konkrete tab til følge for Sierra Leone. Mineraler er ifølge Sierra Leones lovgivning pålagt en royalty til staten på tre procent af salgsværdien. Men Sierra Rutile, der er landets største eksportør af mineraler, har forhandlet sig til at betale så lidt som 0,5 procent af salgsværdien. I 2010 betød forskellen på de 0,5 og tre procent, at Sierra Leone gik glip af 1,1 millioner dollars. I samme år bidrog de samlede skatter og afgifter fra Sierra Rutile med knap én million dollars til Sierra Leones statskasse. Sierra Leone kunne altså mere end fordoble sine statsindtægter fra Sierra Rutile, blot ved at opkræve den afgift, der er nedsat ved lov.

Sierra Leone har også indgået en aftale med African Minerals, der fritager virksomheden fra den minimumsbeskatning af indtjening, der træder i kraft, hvis det skattepligtige overskud er under syv procent af omsætningen. Denne skat ville ellers sikre penge i statskassen, selv hvis virksomheden fingerede et underskud, og dermed ikke blev pålagt selskabsskat.

Skattemæssige krumspring

Multinationale virksomheder kan bruge forskellige metoder til aktivt at minimere deres skattebetaling. Det kan være ‘false transfer pricing’, hvor virksomhederne manipulerer med priserne på deres indkøb og salg. Herved kan de for eksempel minimere deres royalties eller udhule det overskud, de ellers skulle betale skat af. En anden metode kan være at finansiere datterselskaber i Sierra Leone gennem lån, som der skal betales høje renter af. Dette vil også udhule overskuddet.

Fælles for disse metoder er, at de næsten er umulige at dokumentere, fordi de multinationale virksomheder kun aflægger årsregnskab på koncern-niveau, og ikke for de enkelte virksomhedsenheder i Sierra Leone. Fælles for metoderne er også, at de er mest effektive, hvis pengestrømmene føres igennem eller ender i lande med lav beskatning, også kendt som skattely.

Sierra Leones fem største minevirksomheder er alle en del af multinationale koncerner med datterselskaber i skattely. De fleste af selskaberne i Sierra Leone er ejet via datterselskaber på Bermuda eller de Britiske Jomfruøer. Dermed har de rige muligheder for at minimere deres skattebetalinger med aggresiv skatteplanlægning via skattely.

En større bid af kagen

Resultatet af de fordelagtige skatteaftaler og virksomhedernes muligheder for skatteplanlægning er, at Sierra Leone får en meget lille andel af de værdier, der i disse år graves op af landets undergrund og eksporteres til forbrug i Europa, USA og Kina. Eksempelvis var Sierra Leones udbytte, i form af skatter og afgifter af Sierra Rutiles eksport kun 2,2% af eksportværdien på 43,9 millioner dollars.

Hvis Sierra Leone kan sikre sig en større bid af kagen, når multinationale virksomheder udvinder landets ressourcer, kan der blive råd til forbedringer af infrastruktur, sundhed og uddannelse, så landets udvikling understøttes.

Hvis du vil investere dine penge, tilbyder landets tre største banker at lade dine penge yngle ved at investere dem i fødevarer. Det er der mange, som har gjort, så der lige nu er investeret cirka 1.300.000.000 kroner –  1,3 milliarder kroner – i fødevarer hos Nordea, Danske Bank og Jyske Bank.

Hvad bankerne ikke fortæller dig er, at denne type investeringer er med til at skubbe priserne på mad i vejret. Ifølge Verdensbanken og FN er fødevarespekulation med til at øge prisstigningerne på basale fødevarer såsom hvede og majs.

Under fødevarekrisen i 2008 nåede priserne på fødevarer et uset højt niveau. Det samme gjorde omfanget af spekulation i fødevarepriser. Efter krisen faldt fødevarepriserne drastisk, men er i 2011 igen nået på niveau med topniveauet i 2008.

Indenfor det seneste år er hvedeprisen på verdensmarkedet steget med 55 procent og majs med 84 procent.

På grund af de aktuelle prisstigninger er 44 millioner mennesker indtil videre skubbet i ekstrem fattigdom og sult.

Investeringer i fødevarer er eksploderet

Gennem det seneste årti er investeringer i fødevarer på verdensplan mangedoblet. Det er en bestemt type investeringer, som er boomet. Den går hverken ud på at købe eller sælge fødevarer selv. Investorerne køber og sælger derimod værdipapirer, der udtrykker en fremtidig – forventet – pris på f.eks. hvede, majs eller soja. Den slags værdipapirer kaldes blandt andet for futures. Se ordbog i boksen.

Den samlede globale værdi af udestående futures og lignende værdipapirer steg fra 2 billioner kroner i 1998 til over 15 billioner kroner i 2010.

Danske banker bidrager aktivt til fødevarespekulationen ved at tilbyde deres kunder at investere i futures og strukturerede obligationer, der baserer sig på fødevarepriser. Nordea, Danske Bank og Jyske Bank tilbyder investeringer i strukturerede obligationer. Nordea og Jyske Bank tilbyder også investeringer i fødevare-futures.

I landets tre største banker er cirka 1,3 milliarder kroner investeret i strukturerede obligationer, der baserer sig på fødevarepriser. Baseret på statistik fra Nationalbanken skønnes private husholdninger at stå for 70 procent af disse investeringer.

Spekulation bidrager til sult og fattigdom

Det er ikke længere kun de traditionelle former for udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen på fødevarer på verdensmarkedet.

Spekulation i fødevarepriser gennem handler med futures og strukturerede obligationer spiller ifølge Verdensbanken og FN også en rolle. Nogle gange en ganske stor rolle. Spekulation kan forstærke de prisudsving på fødevarer, som traditionelle udbuds- og efterspørgsels-faktorer skaber, hvilket i sidste ende kan skabe en pris-boble.

Fødevarekrisen i 2008, hvor op mod 100 millioner mennesker blev skubbet ud i sult og ekstrem fattigdom, var et eksempel på en fødevare-boble. Fødevarepriserne på verdensmarkedet steg kraftigt samtidig med at investeringerne i fødevarer steg med tilsvarende styrke.

”Den næsten parallelle stigning er en klar indikation på, at spekulation har været med til at presse kornpriserne op, og at den dermed er en af årsagerne til fødevarekrisen. Priser kan stige, alene fordi alle forventer stigende priser”, siger Henning Otte Hansen fra fødevareøkonomisk institut på LIFE, Københavns Universitets biovidenskabelige fakultet.

Ifølge FN’s særlige rådgiver for retten til mad Olivier de Schutter fik de stigende fødevarepriser flere til at investere i fødevare-værdipapirer, som fik fødevarepriserne til at stige, og så fremdeles.

”Min bekymring er, at disse finansmarkeder har fået deres eget liv over de sidste 10 år og derved, på grund af mængden af handlerne der er tale om, reducerer de kraftigt betydningen af de fysiske markeder, hvorpå varerne bliver solgt”, udtaler Olivier de Schutter.

Der er en række årsager, som alle er med til at bestemme markedspriserne på fødevarer, såsom høstudbyttet, transportudgifter, befolkningstilvækst, udbuddet af konkurrerende fødevarer, mv. Alligevel frygter FN’s særlige rådgiver for retten til mad Olivier de Schutter, at spekulanterne sætter dagsordenen på markedet.

”Logikken er blevet ren og skær spekulativ. Investorerne (…) og tager ikke beslutninger baseret på grundlæggende udbud og efterspørgsel. Resultatet bliver større udsving på priserne: Prisbobler dannes og eksploderer. Det gør ondt, især på småproducenter og lavindkomstlande som importerer fødevarer”, udtaler Olivier de Schutter.

For bare et år siden var det ikke sådan. Men i dag har Danmarks fire største rådgivende ingeniørvirksomheder skrevet ind i ansættelseskontrakter og virksomhedspolitikker, at deres medarbejdere er forpligtet til at gribe ind eller orientere overordnede, hvis de konstaterer brud på menneskerettigheder. Også selv om virksomheden ikke er hyret til at have ansvar for arbejdsforhold på byggepladsen.

Rambøll gik i medierne med dette skridt allerede for et år siden i kølvandet på Danwatchs afsløring af Rambølls engagement i byggeprojekter i Dubai. Her blev der anvendt, hvad eksperter i menneskerettigheder har betegnet som ‘moderne slaveri’. Men en ny undersøgelse fra Danwatch viser, at også Cowi, Grontmij og Niras har fulgt trop.

Undersøgelsen er baseret på interview med de fire virksomheders CSR-ansvarlige og tegner et billede af en branche, der har haft travlt med at implementere FN’s retningslinjer for social ansvarlighed, Global Compact, men som stadig har meget få erfaringer. For eksempel kan eller vil ingen af dem give eksempler på, at medarbejdere har indrapporteret brud på menneskerettigheder.

Virksomhederne har selv en række forklaringer på de manglende indrapporteringer. Søren Vestergaard Andersen, Director Business Process Management hos Grontmij, mener, at det først og fremmest er et udtryk for, at de forudgående screeninger har virket. Man har simpelthen sorteret de risikable projekter fra. Men han erkender også – ligesom hans kolleger i de andre virksomheder – at medarbejderne er kommet på en svær opgave.

“Sager, hvor folk bliver nægtet en overenskomst, hvordan kan du opdage det? Hvis det er lokal arbejdskraft, der opererer på et andet sprog end dig selv, så skal du jo relativt tæt på for at afdække det,” siger han.

Rambølls administrerende direktør Jens-Peter Saul supplerer:

“Udfordringen er at have den rette viden og adgang til information om projektets partnere. Selv om vi har både politik og procedurer på plads er der altid en risiko for, at vi ikke opdager eventuelle menneskerettighedsbrud, fordi informationen ikke er tilgængelig og måske er godt gemt,” forklarer han i et skriftligt svar til DanWatch.

Selv om der er bred enighed om, at medarbejderne er sat på en svær opgave, er der stor variation i, hvor meget træning, virksomhederne tilbyder. Rambøll har de ansatte igennem et egentligt træningsprogram, mens for eksempel Niras udelukkende uddanner ledelsen, der ikke altid har deres gang på byggepladserne.

Mærsk begyndte deres olieeventyr i Angola i 2005, da selskabet købte en 50 procents andel i off-shore blok 16. I dag er Maersk Oil Angola A/S operatør på alle de tre blokke, de har investeret i Angola. Det betyder, at Maersk Oil Angola A/S står for at hyre underleverandører ind til forskellige opgaver og for at have den direkte kontakt til det statsejede Sonangol og myndighederne.

“Vi har valgt Angola som et af vores fokuslande, fordi landet har potentiale, og der er meget olie i landet. Desuden er den politiske situation mere stabil end i fx Nigeria, som vi også har set på,” siger direktør for Maersk Oil Angola A/S’ kontor i Angola, Carsten Sønderskov.

International kritik

OECD, IMF, Verdenbanken, U.S. State Department og NGO’er har offentligt kritiseret Sonangol, A.P. Møller-Mærsks samarbejdspartner i Angola. På listen over det internationale samfund kritikpunkter står blandt andet, at Sonangol reelt set er en politisk styret organisation, der tjener en snæver elites interesser og den manglende gennemsigtighed i deres regnskaber sætter spørgsmålstegn ved, hvor penge forsvinder hen.

“Sonangols regnskaber følger den angolanske regerings standarder. Hvilket betyder, at regnskaberne ikke følger internationale standarder,” påpeger den internationale NGO The Open Society Initiative for Southern Africas.
De offentliggjorte tal er således utilstrækkelige til at danne sig et fyldestgørende overblik over pengestrømmen i Sonangol.

Tavshed om underleverandører

Ser man på Maersk Oil Angola A/S’ regnskaber, vil selskabet, når 2010 er ovre, have haft udgifter for mere end 500 millioner dollars siden 2005. Alt i alt har A.P. Møller-Mærsk igennem de seneste seks år altså brugt næsten tre milliard danske kroner på deres olieforretning i Angola.

Lige som alle andre olieselskaber, der køber sig adgang til at lede efter olie i Angolas olieblokke, har Maersk Oil Angola A/S skrevet under på Sonangols krav om at bruge lokale underleverandører.

“Sonangol forlanger, at vi prioriterer lokale leverandører med mindre, de er 10 procent dyrere end globale konkurrenter. Desuden skal Sonangol godkende alle underleverandører,” fortæller Carsten Sønderskov.

Hverken han, eller A.P. Møller-Mærsks hovedkontor vil udtale sig om, hvilke lokale underleverandører, Maersk Oil Angola A/S samarbejder med. Men han bekræfter, at internationale olieselskaber kan være tvunget til at benytte anviste lokale underleverandører, der ofte kan blive udskiftet med andre lokale underleverandører uden nogen begrundelse. Selvom disse kan være dyrere og dårligere end alternativerne.

Overbetaling og personlige interesser

Patrick Heller fra den amerikanske NGO Revenue Watch Institute, der udelukkende beskæftiger sig med de problemer, der er i lande afhængige af udvindingsindustrien, bekræfter de spekulative bånd mellem Sonangol og underleverandørerne.

“Kontrakter med vestlige olieselskab kan være meget lukrative og er derfor meget interessante for angolanske underleverandører. Sonangol styrer, hvor mange af disse kontrakter havner henne. I mange tilfælde tager den valgte underleverandør overbetaling og er ikke altid prisen værd, eller er ikke så effektive, som kontrakten siger, de bør være, især ikke i forhold til, hvis der havde været en konkurrencedrevet udbudsrunde,” forklarer han og fortsætter:

“Vi har førstehåndsberetninger om at det nogle gange er sådan i Angola. Til en vis grad reflekterer styringen af kontrakterne et ønske om på sigt at opbygge den lokale angolanske kapacitet på området, men den tjener også personlige økonomiske interesser for dem med tætte forbindelser til folk ved magten.”

Ordrene fra Maersk Angola A/S og alle de andre olieselskaber med operatørstatus til underleverandører løber årligt op i svimlende millionbeløb – målt i dollars.

Når olien flyder, øges presset fra Sonangol

Carsten Sønderskov har ikke kendskab til korruption i forbindelse med brugen af underleverandører:

“Vi har ikke oplevet forsøg på eller opmuntring til korruption i Angola. Vi er heller ikke forpligtet til at bruge bestemte lokale leverandører – vi foreslår typisk 3-4 leverandører til en opgave, som Sonangol godkender, og derefter bliver opgaven sendt i udbud.”

Indtil videre har Maersk Oil Angola A/S primært foretaget seismiske målinger og boret et antal efterforskningsbrønde i deres tre olieblokke. Arbejdet er mest fremskredet i blok 16, hvor der allerede er foretaget tre prøveboringer. Den ene afslørede et lovende fund, og der er planlagt yderligere to.

Hvis dette oliefund viser sig værd at sætte i kommerciel produktion, vil produktionen kunne være en realitet omkring 2014. I de to andre blokke, 8 og 23, er Maersk Oil Angola A/S for tiden i gang med at forberede prøveboringer, der efter planen skal foretages i 2011.

Direktør for Maersk Oils Angola A/S’ kontor i Angola, Carsten Sønderskov, forudser, at risikoen for at blive udsat for pres fra myndighederne og Sonangol vil stige i takt med, at Maersk Oil Angola A/S begynder at tjene penge på deres olieforretning i Angola.

“Korruption er mere noget, man bliver eksponeret for, når man begynder at tjene penge i landet,” forklarer han.

DanWatch´ dokumenterer, hvordan ressourcer fra Afrika ender som forbrugsgoder i vores del af verdenen – uden gevinst for kontinentets fattige.

Havene omkring Afrika er fulde af fisk, der betyder økonomisk vækst og fødevaresikkerhed for millioner af afrikanere. Samtidig er havene genstand for piratfiskeri – også kaldet illegalt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri, der frarøver afrikanske nationer fisk for milliarder, ødelægger deres økosystemer, udkonkurrerer det bæredygtige fiskeri og fastholder afrikanere i fattigdom.

Pirattun på danske supermarkeder

DanWatch har undersøgt europæiske fartøjers ulovlige fiskeri og videresalg af tun til danske forbrugere. Denne undersøgelse viser, at piratfisket tun med stor sandsynlighed havner i dåser på hylderne i danske supermarkeder.

Tun er én af de fiskearter, der fiskes ulovligt i stor stil, da den er særligt værdifuld. Når udenlandske fartøjer ikke rapporterer deres tunfangster, slipper de for at betale afgifter og franarrer de afrikanske lande deres retmæssige fiskeriindtægter.

Europæerne skal have fisk, og det får de i høj grad fra resten af verden. EU er verdens største fiskeimportør, og EU’s fiskerflåde på mere end 88.000 fartøjer strækker sig over hele kloden og opererer med licens til at fiske i fjerne afrikanske lande som Mozambique under de såkaldte fiskeripartnerskabsaftaler.

Europæiske fisker bryder aftalerne

Men de europæiske fiskefartøjer er involveret i piratfiskeri. Ikke alene bryder de fiskeriaftalerne og snyder afrikanske lande for deres økonomiske kompensation. De europæiske fartøjer underminerer også landenes bæredygtige fiskeri og modarbejder selvsamme udvikling af den lokale fiskerindustri, som EU skulle være med til at sikre.

DanWatch har besøgt Mozambique hvor de lokale fiskere arbejder hårdt for at fange fisk nok til dagen og vejen. Samtidig mister Mozambique hvert år millioner af kroner som følge af piratfiskeri, blandt andet begået af spanske fartøjer. Store havområder og få ressourcer til at kontrollere og overvåge dem betyder, at piratfiskere i Afrika stort set har frit spil. Havnene, hvor fiskene landes, spiller en vigtig rolle i kontrollen af fangster. Alligevel er den spanske havn Las Palmas på Gran Canaria en af piratfiskernes favorithavne.


Det afrikanske kontinent indeholder en stor del af verdens metal- og mineralreserver og er dermed indehaver af en værdifuld natur-ressource. Trods et regulært boom i efterspørgsel og priser på mineraler og metaller forbliver de afrikanske lande, hvori der udvindes mineraler og metaller, blandt verdens fattigste.

Hver dag anvender du produkter, der indeholder mineraler: Glas, elektronik og make-up, ja selv dine jeans kan være produceret af mineraler, der udvindes af den afrikanske undergrund. Afrika står blandt andet for en stor del af verdens guldproduktion. Du finder guld overalt i Danmark. Det er i dine smykker, dine tænder, på din bedstemors lysestager, ja sågar i dine elstik, og så vejer det tungt i Nationalbankens pengebeholdning.

Ghana er Afrikas andenstørste producent. Imidlertid kommer danskernes forbrug af det ædle metal ikke lande som Ghana til gode, og Ghana rangerer ifølge FN stadig blandt verdens mindst udviklede lande. For med fordelagtige skattebetingelser og aggressiv skatteplanlægning kan internationale mineselskaber minimere deres bidrag til økonomien i den vestafrikanske nation.

Virkeligheden for ghaneserne er den, at de internationale mineselskaber modarbejder landets udvikling og medfører store omkostninger for både miljøet og lokalbefolkningen. Det viser rapporten ”Forbrugsfest på Afrikas regning”, som er resultatet af et feltstudie, DanWatch foretog i Ghana i efteråret 2009.

Uden skat ingen udvikling

Forudsætningen for at skabe udvikling i lande som Ghana er skattekroner, der blandt andet skal finansiere uddannelsessystemet, infrastrukturen og sygehusvæsenet.

I Afrika opererer internationale mineselskaber under fordelagtigt lave skatteaftaler, som de afrikanske regeringer bruger til at tiltrække internationale investeringer til landets minedrift. Mange mineselskaber betaler imidlertid ikke engang den lave skat. De benytter sig af de mange huller, der findes i myndighedernes skattekontrol. Det viser flere internationale studier, udført af blandt andet Christian Aid.

Mineselskaberne kan på ulovlig vis slippe afsted med at opgive færre indtægter, end de rent faktisk har, for derefter at betale mindre i skat end de burde. Desuden kan de internationale selskaber overføre deres overskud til skattely ved hjælp af falsk prissættelse. Interne handler mellem datterselskaber inden for samme koncern giver rig mulighed for at manipulere med priserne. Hvis et datterselskab i Afrika køber produkter af et andet datterselskab i koncernen til en forhøjet pris, kan indtjeningen flyttes til et land, hvor der ikke skal betales skat.

Manglende regulering

De afrikanske skattemyndigheder har kun få ressourcer til at kontrollere virksomhedernes indberetninger og den interne handel inden for koncernen. Da virksomhederne kun skal aflægge en samlet årsrapport for hele koncernen, er det umuligt at undersøge, om virksomhederne overfører deres overskud til skattely gennem falsk prissættelse.

Årsregnskaber på landebasis, kaldet country-by-country reporting, ville give regeringer, befolkninger og NGO’er mulighed for at vurdere, om virksomhederne betaler en fair skat i de afrikanske lande. Men International Accounting Standards Board (IASB), der bestemmer, hvordan der skal aflægges årsregnskab, stiller endnu ikke krav om country-by-country reporting.

Den manglende kontrol med mineselskaberne og deres muligheder for skatteundragelse betyder, at udviklingslandene hvert år mister enorme skatteindtægter. Penge, der kunne have været brugt til udvikling af fattige afrikanske minelande, skaber i stedet overskud for store internationale mineselskaber.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram