Interview – Danwatch https://danwatch.dk undersøgende journalistik Thu, 13 Dec 2018 14:38:58 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.8 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Interview – Danwatch https://danwatch.dk 32 32 Dokumentarfilm: Ofre genopfører Syriens værste fængsel https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/ https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/#respond Fri, 17 Aug 2018 11:08:41 +0000 https://danwatch.dk/?p=26574 Det er næsten tortur om igen. En lille gruppe midaldrende mænd står foroverbøjet med hænderne på ryggen og læner panden op ad muren.

I fællesskab har de sat tremmer for vinduerne i en forladt skolebygning uden for Beirut og boret skudhuller i væggene med en boremaskine. De gør sig klar til at genindspille rædslerne, som de var udsat for under deres årelange ophold i Syriens berygtede fængsel Tadmor, i forbindelse med borgerkrigen i Libanon og Syriens besættelse af landet.

Se filmen og mød instruktøren

  • Mød den ene af instruktørerne af filmen ‘Tadmor’ Monika Borgmann til en samtale om Syriens fængsler, film og restruktion som terapiform. Bag arrangementet står Syrian Doc Days.
  • Lørdag 8. september
  • Kl. 18:30 i Cinemateket, København.

Se filmen og mød instruktøren

  • Mød den ene af instruktørerne af filmen ‘Tadmor’ Monika Borgmann til en samtale om Syriens fængsler, film og restruktion som terapiform. Bag arrangementet står Syrian Doc Days.
  • Lørdag 8. september
  • Kl. 18:30 i Cinemateket, København.

Dokumentarfilmen ‘Tadmor’, som vises i København under filmfestivalen Arabian Nights i Cinemateket fra d. 18. august – 8. september, er et klaustrofobisk kammerspil om de grufulde tilstande i et syrisk fængsel med glimt af indsigter i, hvordan man overlever.

Et nyt, fælles sprog

Ved skiftevis at spille offer og gerningsmand rekonstruerer de 23 mænd overgrebene og fortæller i interviews åbent om at leve i fængslets små, mørke rum med endeløse dage med tortur og ydmygelser. Dette rollespil er et fortællegreb, som andre dokumentarfilm såsom The Act of Killing fra 2012 har benyttet sig af med stor succes, fordi det giver seeren mulighed for indlevelse. Også i Tadmor har det den ønskede virkning.

Oprindeligt var det ikke planen, at de tidligere fanger skulle genopføre deres traumatiske oplevelser, fortæller instruktøren Monika Borgmann over en telefonforbindelse til Libanon.

“At perfome blev deres sprog. Ord er ikke altid tilstrækkeligt til at beskrive det ubeskrivelige”, siger Monika Borgmann.

Det har været en lang proces at lave dokumentarfilmen. Monika Borgmann og hendes mand og medinstruktør Lokman Slim lærte de medvirkende at kende i 2008 i Beirut og derfra voksede idéen om at skildre deres oplevelser. De efterfølgende år opbyggede de en fortrolighed og tillid til hinanden. Borgmann fortæller, at når de tidligere politiske fanger fortalte om overgrebene, rejste de sig op fra stolen og imiterede hvad der havde hændt. Mændene kunne nemmere “tale” sammen på denne måde, og det førte til, at de selv opførte en live-performance i Beirut, som senere blev opført også i Tyskland.

Det udviklede sig videre til scener i dokumentarfilmen.

Hvordan reagerede de på at opføre minderne?

“Det var ekstremt svært for dem. Det førte dem tilbage til individuelle og kollektive traumer gennem flashbacks. Men det var deres ønske at fortælle verden om, hvad der skete på denne måde. De ledte an og vi fulgte efter”, siger Monika Borgmann.

“De føler et moralsk ansvar overfor dem, som døde og de som stadig sidder i fængsel i Syrien, om at fortælle, hvad der skete”, siger hun.

En tidligere politisk fange fortæller, hvordan han måtte bide sig i trøjen, når vagterne piskede ham i det berygtede fængsel Tadmor i Syrien. Foto: ‘Tadmor’.

Forrædere i Libanon

Under borgerkrigen i Libanon fra 1975-1995 forsvandt der mange mennesker, som sympatiserede med andre politiske overbevisninger end dem i det Syriske regime. Mange libanesere blev sendt i fængsel i Syrien, hvor de ofte blev flyttet rundt. Tadmor fængslet blev anset for at være sidste stop.

“Tadmor bliver anset for at være det værste af fængslerne i Syrien. Her blev man ikke længere afhørt af efterretningstjenesterne. Man var der kun for at lide”, fortæller Monika Borgmann.

Rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch bekræfter dette billede.

Tadmor blev drevet af Bashar Al-Assad og var fuldt operationelt indtil 2015, hvor ISIS krigere stormede stedet og befriede fangerne i et propaganda-stunt, der blev filmet og lagt på YouTube. Det gav adgang til nye fotos af de umenneskelige forhold inde fra fængslet.

Fængslet ligger i den historiske by Palmyra, der engang var en rig oase i ørkenen nordøst for Damaskus. Palmyras ruiner er betegnet af UNESCO som kulturskatte med “fremragende universel værdi” og har tiltrukket tusindvis af turister inden opstanden i 2011 og fremkomsten af terrorgruppen ISIS.

De fleste af de politiske fanger, som medvirker i dokumentaren, blev løsladt i 2000 efter den tidligere leder Hafez al-Assad døde og hans søn og nuværende leder Bashar al-Assad overtog magten.

De tidligere politiske fanger, som medvirker i dokumentarfilmen sad fængslet i Syrien mellem 8-15 år, nogle op til fem år i Tadmor. Da de vendte hjem til Libanon var landet fortsat besat af Syrien, og de blev anset for forrædere over en bred kam. Ingen modtog kompensation og ingen fik psykologisk hjælp, fortæller Borgmann.

“De var unge mænd på omkring 18-20 år, da de blev sat i fængsel i Syrien og i midt-trediverne, da de vendte hjem. Ingen uddannelse, ingen arbejdserfaring, blot fysisk og psykisk fuldstændigt ødelagte. Derfra skulle de bygge deres eksistens op”, siger Monika Borgmann.

Hør mere om, hvordan det er gået for de medvirkende og for andre politiske fanger, når Monika Borgmann fortæller om tilblivelsen af dokumentarfilmen d. 8. september i Cinemateket, København.

Instruktører af Tadmor: Lokmar Slim og Monika Borgmann.
]]>
https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/feed/ 0
CPH:DOX: Når græsrodsaktivisme vokser ind i himlen https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/ https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/#respond Fri, 16 Feb 2018 14:05:34 +0000 https://danwatch.dk/?p=23424 “Regeringen kontrollerer dette lands naturressourcer. Liberias naturressourcer. Og mange ville nok være enige med mig i, at det aldrig er kommet befolkningen til gode” – Silas Siakor.

Silas Siakor er græsrodsaktivist med international pondus. Han har været med til at vælte en krigsherre og præsident ved at troppe op i FN’s Sikkerhedsråd i New York med en veldokumenteret rapport i hånden. Han har modtaget en international pris for sine afsløringer af, hvordan illegal tømmerhugst finansierede en årelang borgerkrig. Og han er familiefar. I Liberia.

I den nye dokumentar, ‘Silas’, instrueret af canadiske Anjali Nayar, kaster Silas sig igen over tømmerindustrien i det vestafrikanske land med en ildhu, der burde få enhver korrupt politiker eller virksomhed til at ryste i bukserne.

Tvangsforflyttelser og ulovlig tømmerhugst

Dokumentaren portrætterer hans kamp mod såkaldt “land grabbing” i den liberianske tømmerindustri. Land grabbing sker, når et jordområde overtages af eksempelvis multinationale selskaber, og lokalbefolkningen flyttes uden at blive konsulteret eller kompenseret.

I Liberias tilfælde dækker tømmerindustrien ifølge dokumentaren en fjerdedel af landets areal, hvilket har ført til tvangsforflyttelser af lokalsamfund og ulovlig tømmerhugst af urskove.

“Når man læser avisoverskrifterne er det altid ret overfladisk. “Et lokalsamfund får frataget retten til deres land”. Men det er ikke ubetydelige mængder land, nogle gange er det en fjerdedel eller halvdel af hele landet. Hvordan kan det ske?” siger instruktør Anjali Nayar til Danwatch.

Liberias naturressourcer, heriblandt tømmer, har været centrum for 25 års krig og konflikt i landet.

Læs Global Witness’ rapport fra 2017 om liberianske politikeres involvering i landets tømmerindustri her.

Hvad den enkelte kan gøre

Dokumentaren har fulgt Silas siden 2011, hvor landets første demokratisk valgte kvindelige præsident, Ellen Johnson Sirleaf, er blevet valgt i kølvandet på borgerkrigen, der sluttede i 2003. Sirleaf gik til valg på at udrydde korruption i statsapparatet og reformere tømmerindustrien i landet.

Silas, som selv stemte på Sirleaf, erfarer dog, at reformerne aldrig bliver implementeret i praksis, og dokumentaren følger hans arbejde med at afsløre lyssky forretninger mellem politikere og tømmerselskaber samt ulovlige tildelinger af landstykker og tvangsflytninger af lokalbefolkninger.

I dokumentaren viser Nayar blandt andet, hvordan Silas hjælper en lokalbefolkning i deres kamp mod et palmeolieselskab, som vil fælde den nærliggende skov for at plante palmer. Men ifølge instruktøren er det ikke filmens hovedbudskab at udstille Liberias helte og skurke.

“Den handler ikke som sådan om, at folk bør stoppe med at købe produkter lavet på palmeolie, eller at de bør boykotte et multinationalt selskab. Den handler mere om at inspirere folk og vise, at det er muligt at gøre en forskel – og om, hvad den enkelte person kan gøre for at opnå det,” siger Nayar.

This Is My Backyard

Dokumentaren, som tog omkring 5 år at producere, afbilleder et nærmest omvendt George Orwellsk overvågningssamfund, som man kender det fra bogklassikeren ‘1984’. Silas’ hold af borgerjournalister vender nemlig kameralinserne i deres smartphones mod selskaberne og staten for at dokumentere ulovligheder og korruption, når det sker.

Anjali Nayar er nemlig ikke kun filminstruktør og journalist, men også teknolog. I udarbejdelsen af dokumentaren om Silas udviklede hendes hold en mobilapplikation kaldet TIMBY. Navnet står for “This Is My Backyard” og er en app, der nemt og hurtigt kan kategorisere og uploade video- og billedmateriale taget fra smartphones.

“Det er umuligt at dokumentere alt, hvad der foregår i et lokalsamfund. Så det blev et spørgsmål om, hvordan man systematisk kunne fange alle de ting, der foregik forskellige steder i landet for at kunne fortælle hele historien,” siger Nayar til Danwatch.

Trusler er en fair pris at betale

Silas vandt i 2006 Goldman Environmental Prize på baggrund af hans dybdeborende undersøgelse, der afdækkede den daværende præsident Charles Taylors omdirigering af profitter fra ulovlig skovhugst til at finansiere militser i Liberia.

“Hans motivation har siden krigen været at forbedre situationen. At få systemet til at virke og at stille systemet til ansvar. Det handler i sidste ende om ansvarlighed og gennemsigtighed,” fortæller Nayar om Silas.

Silas krediteres af FN for at have spillet en afgørende rolle i afsløringen af menneskerettighedskrænkelser i den liberianske tømmerindustri, som førte til et internationalt importforbud af liberiansk tømmer. Charles Taylor blev afsat i 2003 og efterfølgende dømt ved den Internationale Straffedomstol (ICC).

“Vi vidste, at det var på tide, at almindelige liberianere sagde fra over for det, der skete. Så vi sagde: Hvad end der sker, så er det en fair pris at betale,” siger Silas i dokumentaren. Nayar fortæller til Danwatch, at Silas jævnligt modtager trusler fra selskaber og statsmyndigheder.

“Hans motivation har siden krigen været at forbedre situationen. At få systemet til at virke og at stille systemet til ansvar. Det handler i sidste ende om ansvarlighed og gennemsigtighed,” fortæller Nayar om Silas.

Dokumentaren vises i forbindelse med filmfestivalen i København CPH:DOX, som løber fra d. 15/03 til d. 25/03. Silas Siakor kommer til festivalen fra d. 18/03 til d. 21/03. Tryk her for at læse mere om filmen på CPH:DOX’s hjemmeside.

]]>
https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/feed/ 0
Russisk aktivist: Sådan undertrykker staten civilsamfund og medier https://danwatch.dk/russisk-aktivist-saadan-undertrykker-staten-civilsamfund-og-medier/ https://danwatch.dk/russisk-aktivist-saadan-undertrykker-staten-civilsamfund-og-medier/#respond Wed, 29 Nov 2017 11:47:27 +0000 https://danwatch.dk/?p=21320 Når man spørger Konstantin Baranov om, hvordan den russiske stat har chikaneret hans egen organisation International Youth Human Rights Movement, fornemmer man, at der er ting, som det er bedst ikke at udtale sig om.

Ikke engang til et dansksproget medie.

Konstantin Baranov har kæmpet for menneskerettigheder, siden han var 18 år. Danwatch talte med ham, da han i sidste uge besøgte København for at fortælle, om de metoder den russiske stat bruger til at kue civilsamfundet, blandt andet gennem lovgivning.

“Efter det russiske valg i foråret 2012 blev der vedtaget mange nye love, som har gjort vores liv som NGO’er meget svært, inklusiv ‘The Foreign Agent Law’ og sanktioner imod fredelige demonstranter. Det hele gik meget hurtigt. Lovene blev vedtaget på et par dage uden nogen offentlig debat”, siger Konstantin Baranov.

På kant med loven

‘The Foreign Agent Law’ er en russisk lov, der kræver at ikke-statslige organisationer, der modtager penge fra udlandet, skal registreres som udenlandske agenter. Baranovs organisation, International Youth Human Rights Movement, er en international organisation, som arbejder i 30 lande for at fremme menneskerettigheder. De er afhængige af penge fra andre lande for at kunne drive deres NGO.

“Resultatet er blevet, at enhver aktivitet – ikke kun fra menneskerettighedsaktivister men enhver form for civilsamfundsaktivisme – nu befinder sig på kanten af det ulovlige. Et hvert skridt du tager kan blive tolket som en overtrædelse af loven”, siger Konstantin Baranov.

Ifølge lektor ved Århus Universitet med særlig kendskab til russiske forhold, Mette Skak, har den fortolkning bestemt bund i virkeligheden.

“Selvom der stadig er forskelle på Rusland og etpartistaten Kina, så ser vi i Rusland i disse år en række stramninger af mulighederne for at være politisk aktiv på en måde, som er Kreml- og Putin-kritisk. Samtidig er der i nogle henseender en livlig offentlig debat i Rusland. Men den russiske regering er tydeligvis bange for udlandets mulige indflydelse på, hvad der foregår indadtil i Rusland”, siger hun.

Konstantin Baranov mener, at det handler om at lukke munden på dem, som staten er uenig med, eftersom at pengestrømmene stadig bevæger sig frit på tværs af grænser mellem virksomheder og stater.

“Den russiske regering modtager ikke udenlandsk finansiering i form af udviklingsbistand, da vi har profitten fra oliereserverne. Men andre af de tidligere sovjet-lande modtager langt større beløb udefra end civilsamfundet gør. De ønsker selv at modtage penge fra vesten, samtidig med at de laver restriktioner på finansiering til dem, som de ikke kan kontrollere fuldt ud”, siger han.

Du har kaldt metoderne for “sofistikerede”, hvad mener du med det?

“Foreign Agent-loven er et af eksemplerne. Sammenligner man med andre landes restriktioner rettet mod NGO’ers aktiviteter og finansiering, så har de været langt mere åbenlyse. I Rusland beder man NGO’er om at registrere sig og være fuldstændig gennemsigtige, men vi vidste alle sammen lige fra begyndelsen, at dette var et redskab skabt til at kontrollere, pålægge selvcensur og lukke ned for aktiviteter.”

I takt med at menneskerettighederne og NGO’erne er blevet mistænkeliggjort af regeringen, er der opstået en polarisering mellem befolkningen og organisationerne, mener Konstantin Baranov. Ifølge ham er resultatet blevet, at NGO’ernes værdisæt og arbejde fremstår i et mistænkeligt skær af noget elitært og udefrakommende.

Mette Skak, lektor ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, bekræfter det billede.

“Hvis den russiske regering kan få den brede russiske offentlighed til at anse regimekritikere for en art udskud, så betragtes det som en succes”, siger hun.

Udfordrer krigens regler

Konstantin Baranov mener, at den skærpede konflikt mellem USA og Rusland har gjort, at enhver handling bliver tolket som et indlæg i informationskrigen mellem øst og vest. Det har været med til at politisere NGO’ernes arbejde, mener Konstantin Baranov. Han oplevede det særligt, da konflikten i Ukraine var allermest tilspidset.

Hvilken rolle spillede civilsamfundet i konflikten?

“Dækningen af konflikten i det østlige Ukraine er meget ensidigt og partisk i de russiske medier. Eksempelvis da de russiske autoriteter nægtede, at der var russiske soldater i det østlige Ukraine, men der samtidig kom kister hjem med russiske borgere. Civilsamfundet udfordrede det officielle billede med andre oplysninger og fortolkninger.”

Konstantin oplevede, hvordan aktivister og NGO’er, som forsøgte at korrigere de officielle forklaringer omkring krisen på Krim-halvøen, blev mål for statens forfølgelse.

“Nogle af vores kollegaer fik fingre i officielle dokumenter over dræbte russiske soldater i Ukraine og offentliggjorde oplysningerne. Den primære kilde fik øjeblikkeligt en sag om bedrageri mod sig og fik en betinget dom. Dette måtte hun gennemgå, og hun er en kvinde i halvfjerdserne. Civilsamfundet prøver at udfordre reglerne i denne her informationskrig, og måden den bliver ført på – og bliver ofte retsforfulgt for det.”

Hvordan er opbakningen til jeres arbejde i den russiske befolkning?

“I perioden mellem 2014-2016, hvor konflikten i Ukraine var på sit højeste, var stemningen meget fjendtlig for NGO’er. Smædekampagner forsøgte at miskreditere vores arbejde, og regeringen prøvede at skabe en splittelse mellem befolkningen og NGO’er og aktivister. De fremstillede os som nogen, der repræsenterede fremmede stater”, siger han.

Konstantin Baranov er ikke længere en synlig figur i den russiske offentlighed. Det er både et personligt valg men også et bevidst valg fra hans organisation International Youth Human Rights Movement.

Russisk eksportvare

Konstantin Baranov mener, at Rusland er verdensberømt for sin undertrykkelse af civilsamfundet, og han ser, at andre stater lader sig inspirere af de metoder, som den russiske stat har forfinet.

Hvor ser du ellers, at civilsamfundets svækkes?

“‘The Foreign Agent Law’ har vist sig at være attraktiv for mange regeringer og stater. Der har været gentagne forsøg på at adoptere en copy-paste-version af loven i Kirgisistan, men det er heldigvis blevet afvist. Israel har introduceret noget lignende. Det er åbenlyst, at de er inspireret af at se, hvordan den russiske stat er sluppet af sted med at begrænse civilsamfundet, fordi det internationale samfund ikke har redskaber til at gribe ind.“

Hvad med i Vesteuropa?

“Nogle af de vesteuropæiske samfund indskrænker også civilsamfundets aktiviteter. Ofte sker det i en kontekst af terrorbekæmpelse, særligt i Frankrig og Storbritannien. I Frankrig er der eksempelvis den meget berygtede lov, som populært bliver kaldt ‘The crime of solidarity’, som retter sig imod de aktivister og NGO-grupper, som hjælper migranter. Vi har også set forsøg på at gennemføre anti-protest love i USA. Mere end 10 stater har allerede indført strammere regler for demonstranter.”

En kamp om suverænitet

Da vi spørger Konstantin Baranov, om der ikke er nye udfordringer i tiden – som eksempelvis terrortruslen og flygtningekrisen – der skaber de reaktioner, rynker han sine øjenbryn.
For ham at se er præmissen helt forkert.

“Det handler om, hvordan man fortolker de ting som sker. Forestillingen om flygtningekrisen er overdrevet. Europa så endnu større bølger af immigration mellem første og anden verdenskrig. Mange vesteuropæiske nationer står ikke overfor så store menneskemængder. Det handler nærmere om, at populistiske bevægelser bruger migranter som syndebukke for at vinde den offentlige debat”, siger Konstantin Baranov.

Han peger i stedet på, at vi lever i en tid, hvor stater og politikere forsøger at generobre suverænitet og derfor vender sig væk fra det internationale samarbejde og mistænkeliggør de internationale konventioner.

“Menneskerettighederne, og de ideer som ligger bag, er under angreb. De ord og det sprog vi bruger bliver miskrediteret”, tilføjer Konstantin Baranov.

]]>
https://danwatch.dk/russisk-aktivist-saadan-undertrykker-staten-civilsamfund-og-medier/feed/ 0
Ny bog: 30 journalister dræbt i år og oftest går de skyldige fri https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/ https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/#respond Wed, 22 Nov 2017 11:36:17 +0000 https://danwatch.dk/?p=21142 Kampagnerne imod Maria Ressa bredte sig i på de sociale medier i foråret 2017 efter hendes medie Rappler begyndte at afdække regeringens propaganda og konsekvenserne af præsident Rodrigo Dutertes ‘War on Drugs’.

Hashtag som #ArrestMariaRessa og #BringHerToTheSenate bredte sig hurtigt på Facebook og Twitter.  

Det fortæller Maria Ressa, chefredaktør på mediet Rappler, da Danwatch møder hende i København i forbindelse med udgivelsen af den nye bog om journalisters sikkerhed ‘Defending Journalism’, som er udgivet af International Media Support.

Maria Ressa så tidligere de sociale medier som det redskab, der skulle ændre den demokratiske samtale fuldstændig – og til det bedre. Rappler er bygget på den forestilling, at de sociale medier kan skabe sociale forandringer. I stedet forvandlede de sociale medier sig til et våben, som blev rettet imod de frie mediers troværdighed.

Selv siger Maria Ressa at nettet blev ‘weaponized’.
Det nye våben havde hende på sigtekornet.

“I en måned i træk fik jeg 90 had-beskeder i timen i gennemsnit”, forklarer Maria Ressa.

En billig lejehær af statssponsoreret had

I 33 år har Maria Ressa arbejdet som journalist og rapporteret fra konflikter i Indien, Kina, Pakistan, USA og Sydøstasien, først som chef for CNN’s afdeling i Manila i Filippinerne og senere på bureauet i Jakarta i Indonesien, hvor hun blandt andet har undersøgt terrornetværk i Asien efter angrebet d. 11. september.

Rappler kortlagde, hvordan kampagnerne havde bredt sig via falske Facebook-profiler, med forbindelse til Dutertes-regeringen og dens pressefolk.

De fandt frem til et netværk af 26 falske profiler, som kunne nå op imod tre millioner mennesker med deres kampagner og misinformation. Selv kalder Maria Ressa netværket for en “billig lejehær af online statssponsoreret had”, og hæren forstod at bruge Facebooks algoritmer til at vende folkestemningen i Filippinerne mod hende.

“De falske profiler påvirker rigtige mennesker og skaber en polarisering mellem samfundets forskellige grupper. Det er en ny type af angreb, og når det er så massivt, og der samtidig er en krig imod narkotika, hvor mennesker bliver dræbt hver eneste aften, så ved du ikke længere, om angreb kan ske i den virkelige verden”, forklarer Maria Ressa om de mange trusler mod hende om mord og voldtægt.

Drab på journalister:

  • 827 journalister har mistet livet i deres arbejde det seneste årti.
  • Hver femte dag sker der et voldeligt overfald på en journalist et sted i verden.
  • 95 procent af de dræbte er lokale journalister.
  • 94 procent af de dræbte er mænd.
  • Kun i 8 procent af drabene på journalister dømmes den skyldige, svarende til 63 ud af 827 drabssager det seneste årti.

Kilde: UNESCO Director-General's Report the Safety of Journalists and the Danger of Impunity, 2016.

Drab på journalister:

  • 827 journalister har mistet livet i deres arbejde det seneste årti.
  • Hver femte dag sker der et voldeligt overfald på en journalist et sted i verden.
  • 95 procent af de dræbte er lokale journalister.
  • 94 procent af de dræbte er mænd.
  • Kun i 8 procent af drabene på journalister dømmes den skyldige, svarende til 63 ud af 827 drabssager det seneste årti.

Kilde: UNESCO Director-General's Report the Safety of Journalists and the Danger of Impunity, 2016.

Straffrihed i Dutertes Filippinerne

Præsident Rodrigo Dutertes ‘War on Drugs’ har skabt en ny lovløshed på Filippinerne.

I 2016 varslede Duterte et blodigt opgør med landets mange narkohandlere, og præsidenten har i flere taler lovet befolkningen straffrihed, hvis de selv griber til våben og dræber mistænkte kriminelle og stofmisbrugere. Det anslås, at omkring 9.000 mennesker er blevet dræbt i voldskampagnen, men de nøjagtige tal kendes ikke.
Maria Ressa har mærket, hvordan vold og selvtægt har ændret vilkårene for journalister i hendes hjemland:

“Landskabet har ændret sig og måden at tænke på Filippinerne har ændret sig. Hvad gør man, når loven bliver tilsidesat hver eneste dag?”

Filippinerne er samtidig det fjerde mest straffrie land i hele verden, når det gælder mord på journalister. I en rapport fra UNESCO i 2014 blev det fastslået, at kun 10 af de 55 mord på journalister i Filippinerne i årene 2003-2014 førte til en dom.

Straffrihed for drab på journalister er et globalt problem, og kun 64 af de 827 sager, om mord på journalister i det sidste årti, er den skyldige blevet straffet.

30 journalister dræbt i år

Maria Ressa er ikke paranoid, når hun spørger sig selv, om hendes arbejde som kritisk journalist en dag kunne koste hende livet.  

Alene i 2017 er mere end 30 journalister blevet dræbt rundt omkring i verden, hvor de har rapporteret om korruption eller konflikter. Bogen ‘Defending Journalism’ beskriver Filippinerne som et af de farligste steder i verden at operere i som journalist – kun overgået af de krigshærgede lande Afghanistan og Syrien – når man ser på drab på journalister siden 1992.
I den sydlige del af den asiatiske østat skete det største enkeltstående drab på journalister i nyere tid, da 34 journalister omkom under Maguindanao-massakren tilbage i 2006.

Generelt er det mandlige journalister, som betaler den ultimative pris for deres arbejde, og 94 procent af de dræbte journalister i det seneste årti har været mænd. Kvindelige journalister udsættes herimod for trusler, vold og seksuelle overgreb.

Maria Ressa mener, at angrebene på nettet går målrettet efter kvinder, og hun har selv oplevet, hvordan angrebene er retter sig imod hendes udseende og køn og ofte har seksuel karakter.

Det bliver bekræftet, da den korthårede kvinde slår sin laptop og med en let tone citerer en de utallige trusler, som hun har modtaget:

“Sørg for at Maria Ressa bliver offentligt voldtaget til døde”, læser Maria Ressa og konstaterer, at ‘nogle ting bare rammer kvinder hårdere’.

Tavshedens spiral

Nationerne skal indtage en langt mere aktiv rolle, hvis arbejdet som journalist skal blive mere sikkert, påpeger den nye bog fra IMS ‘Defending Journalism’.  Bogen har set på hvordan truslen håndteres i Irak, Pakistan, Nepal, Columbia, Indonesien og Afghanistan og Filippinerne. Men hvad når staten er en del af truslen?

“På Filipinerne oplever vi at angrebene på medier og journalister er blevet institutionaliseret. Formålet er at gøre os tavse og skræmme os til bare at acceptere tingenes tilstand, og starte en spiral af tavshed”, siger Maria Ressa om de falske nyheder og trusler som hver dag rammer hende og hendes medie.

Hun siger selv, at hun er vant til at håndtere farlige situationer, og når man spørger hende om prisen kan blive for høj, så svarer hun, at det spørger hendes familie hende om igen og igen, og tilføjer:

“Man er nødt til at håbe på det bedste og forbedrede sig på det værste. Netop nu er der brug for os journalister til at skabe et spejl, som de politiske ledere kan se deres handlinger i.”

]]>
https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/feed/ 0
Manuskriptforfatter: “Man kan ikke bare stille kineserne kritiske spørgsmål” https://danwatch.dk/manuskriptforfatter-man-kan-ikke-bare-stille-kineserne-kritiske-spoergsmaal/ https://danwatch.dk/manuskriptforfatter-man-kan-ikke-bare-stille-kineserne-kritiske-spoergsmaal/#respond Tue, 15 Mar 2016 14:36:52 +0000 http://danwatch.dk/?p=9164 Rikke er en skruppelløs karrierekvinde. Hun er taget til Kina for at sikre, at den familieejede medicinalvirksomhed Denpharm kommer igennem med sit opkøb af det kinesiske kopimedicinfirma Dâ DânYào. Peter er noget mere tøvende. Han er general manager i Kina, søn af Denpharms direktør og godt i gang med sin “No corruption campaign”, der skal sikre, at alle led i kæden arbejder etisk.Et princip han agter at tage med ind i opkøbet af Dâ DânYào og derfor er han i gang med at opbygge et tillidsfuldt forhold til den gådefulde ejer Wang Xuan, der hellere citerer den berømte militære strategibog ’Kunsten at føre krig’ end giver et klart svar.

Og så er scenen sat til Panda Affæren, der er skrevet af manuskriptforfatter Maj Rørbæk Damgaard, og netop har spillet på Teater Grob til anmelderroser.

Det viser sig, at Wang taler dansk og “så forstår vi jo rigtigt hinanden”, konstaterer Rikke lettet og bekræfter sig selv i, at den gode forretnings sprog er universelt og imperativt, mens hun sparker alle kulturelle hensyn til hjørne.

Peter forstår sig nu bedre på respekten for kinesiske traditioner og comme il faut. Han hilser korrekt, bejler længe til Wang og byder på den passende drink. Mens han bor i den såkaldte danskerkoloni bag bevogtede mure, sender sine børn i svinedyr international privatskole og holder konen beskæftiget med champagnebrunch.

En løs kanon i Kina

‘Panda Affæren’ er en del af konceptet Det 6. Kontinent på Teater Grob i København, hvor seks forskellige stykker er bundet af en række benspænd, heriblandt at hvert stykke skal foregå på et nyt kontinent, det skal omhandle danskere i udlandet og forfatterne skal selv rejse til det land, de vælger.

Maj Rørbæk Damgaard

Foto: Privatfoto

Færdiguddannet på Dramatikeruddannelsen i 2004, men debuterede på Det Kongelige Teater i 2003, og blev Reumert-nomineret som Årets Dramatiker i 2008 for teaterforestillingen CAFÉ Zennep. Har vundet prisen for Nordens Bedste Radiodrama, Nordic Radiodrama Prize 2014, for DR-radiodramaserien ASYLLAND.

Teater
Sandsynligvis (2010)
Klimatopia (2009+2010)
Som Hos Dig Står (2008)
Cafe Zennep (2007)
Queer (2007)
Baby/Baby (2004)
Colepepper (2003)

Film
Eksperimentet (2010)

Radio
Valgkamp (2014)
Asylland (2013)
Kongens Kærlighed – Anna Sophie Reventlow (2011)
Tove Ditlevsen – Klaveret (2011)

Maj Rørbæk Damgaard

Foto: Privatfoto

Færdiguddannet på Dramatikeruddannelsen i 2004, men debuterede på Det Kongelige Teater i 2003, og blev Reumert-nomineret som Årets Dramatiker i 2008 for teaterforestillingen CAFÉ Zennep. Har vundet prisen for Nordens Bedste Radiodrama, Nordic Radiodrama Prize 2014, for DR-radiodramaserien ASYLLAND.

Teater
Sandsynligvis (2010)
Klimatopia (2009+2010)
Som Hos Dig Står (2008)
Cafe Zennep (2007)
Queer (2007)
Baby/Baby (2004)
Colepepper (2003)

Film
Eksperimentet (2010)

Radio
Valgkamp (2014)
Asylland (2013)
Kongens Kærlighed – Anna Sophie Reventlow (2011)
Tove Ditlevsen – Klaveret (2011)

Maj Rørbæk Damgaard, hvorfor valgte du Kina?

“Da jeg fik Asien, besluttede jeg mig hurtigt for Kina. I Asien kan der groft sagt være to slags danskere: Dem på ferie og dansk erhvervsliv, og jeg var helt vildt tiltrukket af dansk erhvervsliv og big business. Det skulle omhandle nogen, der boede der – ikke bare en turist med en guide. Det blev Kina, fordi det er relevant for mange danskere, der mærker på deres arbejdsplads, at man sælger eller forsøger at sælge til Kina.”

Hvordan har du forberedt dig til at skrive et stykke om Kina?

“Jeg har jo været i Kina, og det var ret vildt. Jeg undervurderede helt klart Kina – jeg havde ikke forudset hvor kompliceret, det ville være overhovedet at komme ind i landet. Jeg var nødt til at alliere mig med en kineser, som kunne arrangere turen for mig, for man skal booke alt på forhånd. I visumansøgningen skal man dokumentere præcis hvilket hotel, man er på hvornår, hvilket tog man tager og hvornår, og så skal man have kopier af alle hotelregninger og togbilletter, der er betalt på forhånd. Og så fandt jeg ud af, man ikke bare kan være en forfatter, der løber rundt i Kina som en løs kanon og stiller kritiske spørgsmål til kineserne. Derfor måtte vi også være lidt kreative i forhold til hvordan, jeg skulle komme ind i landet.”

Hvordan kom du omkring det?

“Det hed sig, at jeg var på familieferie. Jeg tog min familie og min lille lyse dreng med krøller med, og så åbner der sig rigtig mange døre. Kineserne elskede ham. De sagde, han var ligesom på Hollywoodfilm. De er ligeglade med os, der har brunt hår, men den lyse dreng med stor næse og store runde øjne, dét var populært. Så vi kom i kontakt med rigtig mange mennesker, og det åbnede nogle døre.”

Hvem har du så mødtes med?

“Jeg havde inden afrejsen aftalt møder med både danske og kinesiske erhvervsledere, samt kinesere, der arbejder i amerikanske og japanske firmaer, som derfor også kunne engelsk, så der ikke skulle være tolk involveret, som jeg går ud fra har indberetningspligt.”

Hvordan håndterede du det så?

“Jeg havde fået at vide, at hvis jeg begyndte at stille spørgsmål til kinesere, så ville jeg kunne blive passet op. Måske ville der komme en mand hen til mig i noget casual tøj på en café og sige ‘hvorfor render du rundt og stiller spørgsmål?’. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ud i sådan nogle afhøringer, så jeg forsøgte på flere måder at gå under radaren. Omvendt var det mærkeligt for mig, hvis jeg rejste til Kina uden at tale med kinesere. Så når jeg havde talt med folk, rev jeg den lille seddel, jeg havde med deres navn og kontaktoplysninger, i stykker eller smed den i toilettet, for jeg ville passe på, at det ikke fik konsekvenser for dem.”

Truet til tavshed

Da Maj Rørbæk Damgaard kom hjem fra Kina, værdsatte hun pludselig Danmarks demokrati og ytringsfrihed på en ny måde. Hun var af sted under folketingsvalget i juni 2015 og nåede at tænke, at det var ligegyldigt, hvem der vandt, for generelt har vi det rigtig godt, fortæller hun. Men Danmark viste sig også at have sine udfordringer med åbenhed. Det fandt Maj Rørbæk Damgaard ud af, da hun ville lave research om den danske medicinalbranche:

“Jeg mærkede, at der også er kontrol og censur i Danmark. Jeg kunne ikke bare komme ind ad de officielle veje i medicinalvirksomhederne og lave interviews. Det handler om så mange penge, og de er bare nødt til at være i kontrol hele tiden. En forfatter er jo utilregnelig, de kan ikke kontrollere mig. Der er så mange mennesker og aktionærer, der har mange penge på spil.”

Hvad gjorde du så?

“Jeg kom alligevel ind ad en bagvej og fik talt med nogle medarbejdere. Jeg sluttede af med at tale med en i medieafdelingen, som truede mig. Vedkommende sagde ‘Vi kommer efter dig og vi kommer efter teatret, hvis du nævner noget om os!’ Jeg tror især, det var deres navn og omdømme, de var bekymrede for og selvfølgelig også emnet, korruption, det er ikke fedt at snakke om de negative sider af medaljen. Men det er jo fiktion, og allerede dengang forklarede jeg, at det handler om den fiktive virksomhed Denpharm, så truslen kom meget bag på mig. Medarbejderen stoppede interviewet, og jeg blev sendt ud. Men det var jo god inspiration og benzin til mit arbejde med at lave en dramatisk teaterthriller, hvor ingen er pletfri.”

Panda Affæren

Manuskript: Maj Rørbæk Damgaard
Iscenesættelse: Anders Lundorph
Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Emil Assing Høyer

Medvirkende:
Camilla Bendix, Kasper Leisner, Thomas Chaanhing

Forestillingen er en del af konceptet ‘Det 6. Kontinent’.

Panda Affæren

Manuskript: Maj Rørbæk Damgaard
Iscenesættelse: Anders Lundorph
Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Emil Assing Høyer

Medvirkende:
Camilla Bendix, Kasper Leisner, Thomas Chaanhing

Forestillingen er en del af konceptet ‘Det 6. Kontinent’.

Hvorfor du ikke er gået ud med den historie og navnet på virksomheden?

”Jeg er ikke journalist, og jeg laver ikke dokumentarfilm – jeg arbejder i publikums interesse, så de enten kan gå hjem uden at tænke mere over det, eller de kan ud i verden og stille de nødvendige spørgsmål. Og så ønsker jeg ikke at lukke mine døre ved at angive folk. Det vigtigste for mig er, at folk tør fortælle deres historier til mig, og har lyst til at tale med mig, netop fordi jeg ikke er journalist. Det er fiktion, og derfor fornemmer jeg, at jeg ikke er nogen ”trussel”. Jeg tror, jeg har mange fordele ved at være en forfatter, når folk lukker mig ind og betror sig – og nu åbenbart også truer mig.”

Hvordan kom du så frem til, at det var netop korruption og handel på tværs af grænser, du ville lave dramatik om?

“I Danmark tror jeg, vi tænker, at grundlæggende er tingene i orden. Ligesom med sagen hos Skat. Vi har sådan en autoritetstro. Vi tænker, ’de der kloge mennesker, der sidder øverst oppe – det har de sgu styr på’. Men hver gang de store afgrunde momentvis åbner sig, kigger man bare ned i dybet og tænker ‘fuuuuck’. Der er eddermame også nogle ting i sprækkerne. Der bliver jeg oprigtig optændt og chokeret, og det vil jeg gerne skrive om.”

Du bliver nødt til at holde en fest for de rigtige

Et af Panda Affærens centrale spørgsmål er, om man skal give køb på sin idealisme, når man laver forretning i et land, hvor korruption er en del af forretningsplanen. Peter insisterer på at opretholde sine etiske retningslinjer, selvom det viser sig at være drevet af frygt for en tur i brummen snarere end store principper og idealer.

Har du i arbejdet med stykket fået større forståelse for store virksomheders vanskeligheder ved at ‘gøre det rigtige’?

“Ja, det har jeg. Jeg kan virkelig godt forstå korruption, hvis du er i et land, hvor lønnen er så dårlig. F.eks i medicinalbranchen, modtager læger penge fra medicinalfirmaerne for at anbefale netop deres produkter til patienterne. De offentligt ansatte kinesiske læger kan knapt forsørge deres familier, så de er afhængige af de penge, de får fra det medicinalfirma. Sådan fungerer systemet bare.”

Så du mener ikke, at Peters ‘No corruption campaign’ er vejen frem?

“Jeg ved, at der er blevet strammet op fra Kinas side, og der er mere kontrol nu, end der har været. Væksteventyret er på mange måder forbi. De danske virksomheder i Kina får også besøg af kinesiske investigators. Det er en reel fare at blive taget i korruption, og man skal stramme op. Det gør Peter, og derfor har han bremset opkøbet af Wangs virksomhed. Og derfor skal virkelige virksomheder også være mere kreative og konstant følge trop med en foranderlig lovgivning og uofficielle spilleregler. Jeg tror, det er svært at sige, hvordan det skal løses, fordi du stadig ikke kan drive en virksomhed, hvis ikke du vil holde en fest for de rigtige mennesker. Det er jo ikke sort/hvidt, og det er det fede ved emnet. Det er det, der gør det dramatisk. Der er ikke nogen løsning, og vi kan ikke sige ‘Nå, nu skal alle opføre sig ordentligt’. Det handler ikke kun om, at vi starter med os selv. Det er en kompliceret, nærmest gordisk knude.”

]]>
https://danwatch.dk/manuskriptforfatter-man-kan-ikke-bare-stille-kineserne-kritiske-spoergsmaal/feed/ 0
Dramatiker: Der findes ikke ligefrem en ‘Turen går til Somalia’ https://danwatch.dk/dramatiker-findes-ikke-ligefrem-turen-gaar-somalia/ https://danwatch.dk/dramatiker-findes-ikke-ligefrem-turen-gaar-somalia/#respond Fri, 13 Nov 2015 15:17:18 +0000 http://danwatch.dk/?p=10675

‘839 dage’ samler trådene fra Somalias voldelige fortid til en moderne fortælling om fanger og fangevogtere, der alle venter på et spinkelt håb om en lysere fremtid. Men hvordan fanger man følelsen af at være en 17 år gammel nyslået pirat, i et land hvor det bogstaveligt talt er en daglig kamp at få mad på bordet? Dramatikeren bag stykket, Henrik Szklany, stiller op til interview med Danwatch.

Henrik Szklany

Foto: Hans Peter Gifford Beck

Foto: Hans Peter Gifford Beck

  • Født i 1985
  • Uddannet fra dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2013
  • Har tidligere skrevet stykkerne Justine (2013), Altid for Aab (2014) og #bitch #kælling #backstabber (2014)
  • Vinder af en af de ti talentpriser ved dette års Reumert-uddeling

Henrik Szklany

Foto: Hans Peter Gifford Beck

Foto: Hans Peter Gifford Beck

  • Født i 1985
  • Uddannet fra dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2013
  • Har tidligere skrevet stykkerne Justine (2013), Altid for Aab (2014) og #bitch #kælling #backstabber (2014)
  • Vinder af en af de ti talentpriser ved dette års Reumert-uddeling

Henrik Szklany, hvad er det ved historien om Somalia og pirateri, der først fangede din interesse?

“Gidseldramaet blev ofte fremstillet i medierne som en eventyrfortælling med helte og skurke, og jeg havde ikke lyst til at gentage fortællingen om, at piraterne var skurke, sømændene var ofrene, og så var der skurkene i Danmark i skikkelse af rederiet og regeringen, der ikke kunne finde ud af at få dem hjem. Jeg vil hellere fortælle historien om, hvorfor der er pirater i Somalia, og hvad der får en ung mand til at blive pirat.”

Hvordan forberedte I jer på at fortælle den historie?

“Vores forberedelse til det her stykke var anderledes, end hvad jeg har prøvet før, fordi der ikke ligefrem findes en ‘Turen går til Somalia’, og fordi jeg ikke vidste så meget om kulturen og hverdagslivet i Somalia. Landet bliver ofte beskrevet som en fejlslagen stat, hvor der er borgerkrig, og hvor der for år siden var hungersnød.”

Hvad gjorde du så?

“Gennem skønlitteratur, artikler om Somalias historie og ved at snakke med herboende somaliere, har jeg prøvet at finde ud af hvordan Somalia var nået hertil. Somalia fik først et officielt skriftsprog i starten af 1970’erne, så traditionen for mundtlige overleveringer var også vigtig for mig at få med i stykket.”

Fra Henrik Szklanys forestilling 839 dage om gidseltagningen af de to danske sømænd Eddy Lopez og Søren Ljyngbjørn. Foto: Rico Feldfoss

Har der været øjeblikke hvor du er blevet overrasket, mens du forberedte dig på at fortælle denne historie?

“Jeg forventede jo nok, at der var en form for hverdagsliv, men min bevidsthed var alligevel plastret til med, at det er et land, hvor der konstant er ballade og kaos. Men der er også et hverdagsliv med folk, der går på arbejde, og hvor der er nogle generationsforskelle omkring, hvordan man skal drive landet videre. Det er et valg, om man skal være gedehyrde, fisker eller noget tredje, og så er der spørgsmålet, om man overhovedet stadigvæk kan blive fisker, eller om man skal vælge pirateri som karrierevej.

Pirateri er ligefrem en karrierevej?

“Jeg blev overrasket over, at pirateri for mange netop ses som et legitim arbejde. For nogen er det også deres fortælling om dem selv: ‘Nu har omverdenen udnyttet vores stat så længe, så nu må vi også udnytte dem’, så nogle får en Robin Hood følelse, mens andre bare ikke har andre muligheder. De vil hellere have mad på bordet end dø.”

Forestillingen turnerer lige nu landet rundt. Foto: Rico Feldfoss

Har du fået en forståelse for, hvorfor de her unge mænd vælger pirateri som karrierevej?

“Et af mine største mål fra starten var at gøre fortællingen mere nuanceret, og jeg har klart en forståelse for, hvorfor der er nogen, der bliver tvunget ud i pirateri. Magthaverne i piratorganisationerne skummer fløden, og de laveste i hierarkiet får ofte ikke meget ud af det.”

Og det har givet dig en forståelse?

“Det gør det jo ikke i orden, men der er nogle mekanismer, som man også bliver nødt til at kigge på, for man kan ikke løse problemet ved kun at slå ned på de laveste i hierarkiet, på samme måde som man ikke kan fjerne en mafia ved at gå efter deres wise guys. Jeg tror altid, det er vigtigt i en konflikt, at man ikke dæmoniserer sin modstander, og jeg tror også, det er vigtigt, at vi ikke gør dem til bådridende djævle, som angriber uskyldige fragtmænd, selvom det også er det, der sker. Jo mere man ved om sin modstander, jo nemmere bliver det at løse en konflikt.”

Var der et øjeblik, hvor du kunne forestille dig selv blive pirat, hvis du var opvokset i Somalia under andre vilkår?

“Det har jeg aldrig overvejet, og det er jo det, der også er svært ved det her. Jeg prøver at sætte mig ind i, hvad folk føler og tænker i en anden verden, og derfor kan jeg ikke sige, hvad jeg vil gøre, fordi jeg aldrig har været i deres verden. Hvis man stiller et hypotetisk spørgsmål, om hvorvidt man ville skyde sin bror, hvis man selv havde en pistol for panden, så kan man sagtens sige nej, men man kan ikke vide det. Man kan sagtens forsøge at være reflekterende når man står her, og lige har spist en avocadomad, men hvis man har været sulten i to år, og der ikke er flere geder og ens bedstefar er ved at dø, så har man en anden opfattelse. Måske kan man få et snert af den empati eller indsigt i en anden verden i denne forestilling.“

Henrik Szklany er i disse dage på turné med forestillingen, der bliver vist på forskellige teatre over hele Danmark frem til december. Du kan finde en turné-plan på Baggårdsteatrets hjemmeside, hvor du også kan købe billetter til forestillingerne.

]]>
https://danwatch.dk/dramatiker-findes-ikke-ligefrem-turen-gaar-somalia/feed/ 0
Pakistan glemt efter katastrofebrand https://danwatch.dk/pakistan-glemt-katastrofebrand/ https://danwatch.dk/pakistan-glemt-katastrofebrand/#respond Thu, 02 Jul 2015 12:25:34 +0000 http://danwatch.dk/?p=10530 For tre år siden, i 2012, mistede 254 tekstilarbejdere livet, da fabrikken Ali Enterprises brændte i Pakistan. Verdens øjne rettede sig for en stund mod arbejdsforholdene i den pakistanske beklædningsindustri, som årligt eksporterer for mere end en kvart milliard kroner til Danmark. Men førte en af historiens dødeligste industri-katastrofer også til forbedringer for de pakistanske arbejdere? Ikke ifølge Khalid Mahmood, leder Labour Education Foundation, som uddanner pakistanske arbejdere i organisering. Danwatch har mødt ham til en snak om forholdene i den pakistanske tekstilindustri tre år efter branden.

Førte branden på Ali Enterprises til nogen positive forandringer i industrien, som det var tilfældet i Bangladesh efter Rana Plaza-ulykken i 2013?

“Der er en ubehagelig form for konkurrence om antallet af dræbte arbejdere for at få købernes eller det internationale samfunds opmærksomhed. Da Ali Enterprises skete, var det den største ulykke i verden, men inden for kort tid fulgte branden på Tazreen og sammenstyrtningen på Rana Plaza. I Bangladesh døde der flere end 1000, da Rana Plaza styrtede sammen, men hvis noget tilsvarende sker i et andet land og flere dør, så vil al opmærksomheden rette sig mod det. Det er ikke den rigtige måde at sikre ændringer i industrien”, siger Khalid Mahmood og fortsætter:

Dansk tøjimport fra Pakistan

Værdien af den danske import af tøj fra Pakistan er stigende, men importen er stadig lille i forhold til lande som Kina og Bangladesh. I 2014 udgjorde dansk import af beklædning fra Pakistan knap 238 mio. danske kroner.
Kilde: Danmarks Statistik

Dansk tøjimport fra Pakistan

Værdien af den danske import af tøj fra Pakistan er stigende, men importen er stadig lille i forhold til lande som Kina og Bangladesh. I 2014 udgjorde dansk import af beklædning fra Pakistan knap 238 mio. danske kroner.
Kilde: Danmarks Statistik

“Og selv nu, lang tid efter Rana Plaza, ved vi, at forholdene stadig er slemme i Bangladesh, selvom der har været store investeringer i forbedringer, og selvom alle de internationale NGO’er og fagforeninger er til stede. Der er stadig ikke fuld foreningsfrihed eller frie kollektive forhandlinger. Så du kan forestille dig at forholdene i Pakistan er endnu værre. Køberne har større interesser i Bangladesh og er mere villige til forandringer end i Pakistan. For deres hovedinteresse er at finde billig arbejdskraft, og den bangladeshiske arbejdskraft er stadig billigere. De har simpelthen en større profit-interesse i Bangladesh, og derfor kunne de blive enige med de globale fagforeninger og regeringen om at højne standarderne der. Som det er nu har hverken køberne eller regeringen i Pakistan nogen interesse i forandringer”.

Hvordan er situationen for de pakistanske arbejdere?

“Arbejdsstyrken (i Pakistan red.) er på cirka 60 millioner arbejdere. Forholdene for fagforeninger er svære, og kun sølle én procent er organiseret i fagforeninger, så du kan forestille dig arbejdernes rettigheder. Mange arbejdere er helt uden for dækningen af arbejdsmarkedslovgivningen, f.eks. landarbejderne i bomuldsmarkerne, hvor gældsslaveri er udbredt, og de kvindelige, hjemmebaserede arbejdere, der fungerer som underleverandører til fabrikkerne”.

Hvordan vil du beskrive vilkårene i tekstilsektoren i Pakistan?

“Tekstil- og beklædnings-sektoren er den største i Pakistan. Der er fagforeninger, men generelt er meget få arbejdere i industrien organiseret. Også her er der mange falske fagforeninger, som kun er etableret for at stille købere og auditører tilfredse. Som i resten af Pakistans industrier er der mange fupfagforeninger, og fabriksejerne fremviser ofte falske registreringer af fagforeninger til køberne. Netop fordi fagforeningerne er så svage, har arbejderne ingen styrke eller selvtillid til at stille sig frem og kæmpe for deres rettigheder. Og når arbejderne forsøger at etablere reelle uafhængige fagforeninger, bliver de ofte fyret fra deres jobs. Generelt er arbejderne meget bange, og de får sjældent mere end minimumsstandarder, hvad angår lønninger og rettigheder”.

Ser det bedre ud på de fabrikker, der producerer til udenlandske købere?

“Hvis du kigger på papirerne, så vil alt ofte være i fineste orden, men der findes ikke nogen kollektiv forhandling sted på de fleste fabrikker. Generelt bliver arbejderne kun betalt minimumslønnen, der ligger mellem 13000 og 15000 PKR (ca. 850 til 985 DKK, red.)”, siger Khalid Mahmood, der som fagforeningsmand ikke overraskende mener, at netop flere og stærkere fagforeninger er løsningen.

“Hvis der var reelle fagforeninger og reel kollektiv forhandling, ville arbejderne selvfølgelig få meget mere. Forholdene er ofte lidt bedre på de store fabrikker, men de store fabrikker benytter sig ofte af mindre fabrikker som underleverandører, hvor forholdene er meget værre”.

Hvilken betydning har inspektioner fra auditører, der tjekker arbejdernes sikkerhed og vilkår?

“Når der kommer audits, så rydder fabrikkerne som regel lidt op, så det ser lidt bedre ud. Fabrikken Ali Enterprises blev auditeret kort før den brød i brand i 2012. Den fik ingen alvorlige anmærkninger, og det viser tydeligt standarden af det private audit-system. Det fungerer ikke. Auditørerne taler altid med arbejderne foran deres chefer. Hvordan kan man så på nogen måde vurdere, hvad der foregår på fabrikken, og hvilke forhold arbejderne arbejder under? Alt vil se fint ud, hvis du bare kigger på fabrikkens papirer  i stedet for at lytte til arbejderne og seriøst undersøge om kollektive forhandlinger og foreningsret respekteres. Auditørerne kigger kun på nogle få ting som minimumsstandarder ift løn. Det er en forfærdelig situation for arbejderne. Som arbejderorganisation er vi ikke tilfredse med audit-systemet, der har karakter af en form for privatiseret inspektionssystem, der er i konflikt med den statslige regulering. Vi ønsker i stedet et regulært inspektionssystem, og et sådan system kan ikke være underordnet et privat inspektionssystem”.

Pakistans tekstil- og beklædningsindustri fik i 2014 toldfrihed under GSP+-ordningen, hvilket også gav Pakistan en række forpligtelser i forhold til arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder og miljø –  og lettere adgang til det europæiske marked. Hvad har det betydet?

“GSP+ status er en kæmpe fordel og har tiltrukket en del købere de seneste år, men regeringen får et problem, når den skal afrapportere til EU. Det eneste regeringen gør, er, at indsamle positiv information. Men der er mange uafhængige organisationer, der også arbejder i Pakistan, og de kan rapportere om problemer. Vi er ikke sikre på, at Pakistan vil være i stand til at fastholde GSP+. Vi har ikke set nogen eksempler på konkrete forbedringer. Der er ikke noget, som tyder på, at regeringen virkeligt er interesserede i at beskytte menneskerettighederne, arbejdstagerrettighederne eller miljøet. Det er kun små kosmetiske forbedringer, der finder sted. Som arbejderorganisation håber vi dog alvorligt, at GSP+ bibeholdes”.

Hvilke konsekvenser vil det få for de pakistanske arbejdere i tekstil- og beklædningsindustrien, hvis Pakistan mister sin GSP+ status?

Hvad betyder GSP?

Toldpræference, er det korte svar. Varer fra visse lande kan komme ind i EU til nedsat told, hvis de opfylder en række betingelser. Det formelle mål med toldpræferencen er at reducere fattigdom og fremme de eksporterende landes egen industri og udvikling. GSP+ er en særlig ansporende ordning, der giver en række ekstra fordele og toldfrihed for visse udviklingslande, der som Pakistan, har ratificeret og gennemført 27 internationale konventioner om arbejdstagerrettigheer, miljøbeskyttelse og god regeringsførelse. Pakistan blev omfattet af GSP+ den 1. januar 2014.
Kilde: SKAT

Hvad betyder GSP?

Toldpræference, er det korte svar. Varer fra visse lande kan komme ind i EU til nedsat told, hvis de opfylder en række betingelser. Det formelle mål med toldpræferencen er at reducere fattigdom og fremme de eksporterende landes egen industri og udvikling. GSP+ er en særlig ansporende ordning, der giver en række ekstra fordele og toldfrihed for visse udviklingslande, der som Pakistan, har ratificeret og gennemført 27 internationale konventioner om arbejdstagerrettigheer, miljøbeskyttelse og god regeringsførelse. Pakistan blev omfattet af GSP+ den 1. januar 2014.
Kilde: SKAT

“Hvis Pakistan mister GSP+ vil mange arbejdere derfor miste deres job, hvilket vil betyde ekstra konkurrence på løn og arbejdsvilkår. Det vil absolut ikke være godt for Pakistans arbejdere. Så vi prøver ihærdigt at få regeringen til at forstå, at der er en reel risiko for, at Pakistan mister GSP+, og der er nødt til at være forbedringer, hvis det skal undgås. Vi har ingen interesse i at gå imod regeringen på en meget barsk måde. Vi vil meget hellere arbejde med regeringen, men desværre har regeringen på nuværende tidspunkt ikke taget væsentlige skridt. Hvis regeringen ønsker at bibeholde GSP+, bliver de nødt til at gøre noget, og de bliver nødt til at arbejde med fagforeningerne, som vi også har set det ske i Bangladesh”.

Kan de internationale købere noget for at skabe positive forandringer?

“De må stoppe med at stole på de private auditører, men i stedet presse regeringen for rigtige inspektioner. Man er nødt til at arbejde for, at regeringen tager et ansvar for at sætte inspektioner op, som vi også har set det i Bangladesh. Derudover er køberne nødt til at arbejde direkte med de uafhængige fagforeninger. Der er mange udemokratiske fagforeninger, men fagforeninger i købernes hjemlande kan hjælpe med at etablere kontakt til de ægte, uafhængige græsrodsfagforeninger, der spirer frem. Det er på ingen måde svært, men det kræver vilje. Og det er ikke en vilje køberne ser ud til at have på nuværende tidspunkt. De ønsker bare at gemme sig og fortsætte business as usual. Og de ved, at de ganske let kan flytte kapital til lande som Myanmar eller Cambodja – eller andre udemokratiske regimer”.

]]>
https://danwatch.dk/pakistan-glemt-katastrofebrand/feed/ 0