I det nordvestlige hjørne af Qatar, et stykke inde i ørkenen, står en række halvbuer med gigantiske spejle. Tilsammen udgør de en kunstinstallation lavet af Olafur Eliasson. 

Den dansk-islandske kunstner er verdenskendt for sin klimakunst og regnbuen på toppen af Aros. Og han er den seneste i en række af kendisser, der er blevet hyret af oliestaten Qatar forud for VM. 

Kunstinstallationen hedder ’Shadows travelling on the sea of the day’, og den er en del af Qatar Creates, der før og under VM i fodbold skal hylde kultur, mode og kunst. Men aktivister og organisationer mener, at Olafur Eliasson, sangeren Robbie Williams, supermodellen Naomi Campbell og andre kendte bør boykotte slutrunden. Det er vidt kritiseret, at Qatar afholder VM, da der er problemer med helt basale menneskerettigheder, mens migrantarbejdere har bygget stadions under brutale forhold.

Danwatch har spurgt Olafur Eliasson, hvordan han forsvarer at udstille i et land, hvis økonomi er bygget på olie og naturgas, og hvordan han forholder sig til kritikken af Qatar.

Olafur Eliassons pressefolk har dog så travlt, at det tager dem mindst fem dage at skaffe et svar. Til gengæld har kunstneren foregrebet kritikken og allerede skrevet et statement om værket.

Heri anerkender Eliasson, at han i Qatar bliver konfronteret med værdier, der er forskellige fra hans egne - “nogle gange i en radikal grad”. 

Men, siger Olafur Eliasson, han støtter bedst menneskerettigheder og klimakamp gennem hans kunst, der kan fostre refleksion og samtale. Og han håber, at dem, der besøger værket, vil “resynce med planeten”.

VM-slutrunden og begivenheder som Qatar Creates bliver set som et forsøg på at styrke Qatars image og indflydelse. Og i den forbindelse bliver alle kendisser en del af strategien om at vise Qatar som et moderne land uden problemer med CO2-udledning og menneskerettigheder.

Verden over er vindmølleparker, kraftværker og miner blevet til en kampplads mellem virksomheder og oprindelige folk. 

Folk fordrives fra land, hvor deres forfædre har levet i århundreder. De svarer igen med protester, blokader og retssager. I de værste tilfælde eskalerer modstanden med døden som følge for de aktivister, som står ved frontlinjen af konflikterne i Sydamerika, Afrika og Asien.

Det er en kampplads, der kan virke fjern, men den udspiller sig faktisk også her i Skandinavien. Her kæmper sámerne, en oprindelig befolkningsgruppe som spreder sig på tværs af Norge, Sverige Finland og Rusland, for at beskytte naturen og deres kultur. Det satte Den Grønne Ungdomsbevægelse fokus på ved årets Grasp Festival, hvor de inviterede til en samtale med de to aktivister Beaska Niillas og Florian Carl, som på hver sin måde er engageret i kampen for sámernes rettigheder. 

Vores egen kolonihistorie

Der findes ikke sámere i Danmark. Alligevel er koloniseringen af sámerne tæt knyttet til vores historie. Norge hørte nemlig under den danske krone fra 1536 til 1814, hvor en stor del af koloniseringen fandt sted. Det fortalte den sámiske aktivist, kunstner og politiker Beaska Niillas, som deltog i samtalen gennem en onlineforbindelse fra hans hjem i Deatnu-dalen i den norske del af Sápmi, som sámerne kalder deres territorium. Det var Danmark, der påbegyndte koloniseringen af hans område, understregede han. 

“Danmark var ansvarlige for en stor del af det der blev ødelagt under koloniseringen, og som stadig har konsekvenser den dag i dag.”

En af de ting der blev ødelagt under koloniseringen var sámernes regeringssystem, Siida-systemet, som var tilpasset deres særlige måde at leve på. Mange sámere er nomader og har traditionelt levet af at drive rensdyrflokke rundt på tværs af store arealer, mens andre har levet af at dyrke jorden med traditionelle metoder. Som konsekvens af at sámerne blev underlagt de indtrængende staters regeringssystemer, blev de tvunget til at tilpasse sig majoritetsbefolkningens levevis. Det foregik blandt andet gennem kristianisering og kostskoleophold. 

“Det handlede om at ødelægge vores systemer og vores forhold til hinanden, jorden og andre væsner,” fortalte Beaska Niillas og fortsatte: 

“Siden da har vi ikke rigtig haft nogen form for selvbestemmelse, ikke engang i spørgsmål som påvirker os direkte som sprog, kultur og den slags.”

Vindmøller der krænker menneskerettigheder

Der er ikke meget plads til sámernes traditionelle livsførelse i det moderne Skandinavien, men sámerne kæmper fortsat for at bevare arven fra deres forfædre. Den kamp har Beaska Niillas været del af i mange år, men det er svært, for der er store økonomiske interesser på spil, forklarede han festivaldeltagerne. 

“Lad mig give jer et eksempel på udnyttelsen af vores jord.”  

“Eksemplet er sagen om Fosen Vind. Det er et vindkraftværk som den norske højesteret for et år siden fastslog er skyld i menneskerettighedskrænkelser. Men den norske stat gør ikke noget. Jeg tror, det er fordi, det handler om så mange penge. Det er store summer, de ville tabe, hvis de lukkede vindmølleparkerne. Så pengene lader altid til at vinde.” 

Sámerne i området klagede over planerne om et vindkraftværk på Fosen-halvøen allerede længe før det blev opført. De mente, at vindturbinerne ville forstyrre rensdyrdriften. FN opfordrede den norske regering til at sætte projektet på pause, mens sámernes klage blev behandlet. Alligevel fik opførslen af vindmøllerne lov at fortsætte - med hjælp fra de danske virksomheder Vestas og Rambøll.

Men som Beaska Niillas fortalte på Grasp Festival, blev licensen til at opføre og operere de 151 vindturbiner efterfølgende erklæret ugyldig, med henvisning til rensdyrhyrdernes ret til at bevare deres kulturelle praksis. Et år efter afgørelsen er vindkraftværket dog fortsat i funktion

Ifølge det norske Ministerium for Olie og Energi har de endnu ikke handlet på afgørelsen, fordi de er ved at undersøge alternative løsninger, som både sikrer rensdyrhyrdernes rettigheder og holder vindmølleparken i gang. Ministeriet mener, at vindturbinerne kun udgør en trussel mod rensdyrhyrdernes kulturelle praksis på længere sigt, og at de derfor godt kan vente med at fjerne vindmøllerne.

Men ifølge forsker og forfatter Florian Carl er den eneste mulige løsning for sámerne at tage vindturbinerne ned. Det fortalte han Danwatch efter samtalen på Grasp Festival, som han deltog i på vegne af aktivistfællesskabet Cloudberry Collective.

“Selv den normale drift af vindmølleparker i Sápmi er med til at ødelægge rensdyrenes migrationsmønstre og gør det dermed svært at opretholde en livsstil som rensdyrhyrde. På den måde bidrager vindmølleparker til at udrydde rensdyrhold fuldstændig. Så det er ret alvorligt.”

Grøn omstilling på bekostning af oprindelige folk

Florian Carl er ikke selv sámer, men er del af Cloudberry Collective, et fællesskab af aktivister som støtter sámernes kamp for deres rettigheder. Inden Grasp Festival havde han været i Jokkmokk i Sverige, for at deltage i den lokale modstand mod et mineprojekt planlagt af den engelske minevirksomhed Beowulf Mining.

Minen i Jokkmokk har mødt modstand fra de lokale sámere fordi de mener, den vil ødelægge de lokale økosystemer og forhindre dem i at holde rensdyr i området. Menneskerettighedseksperter fra FN har opfordret den svenske regering til at sætte en stopper for projektet og udtalt, at de var “meget bekymrede” over, at sámerne ikke var blevet inddraget i beslutninger om projektet, selvom det foregår på deres jord, ligesom de frygtede  “den uigenkaldelige risiko Gállok-projektet udgør for sámernes jord, ressourcer, kultur og levebrød.” 

Alligevel gav den svenske regering i marts Beowulf grønt lys til at gå videre med mineprojektet. 

Beowulf Mining har gennem flere år lobbyet for en mine i Jokkmokk, som de mener er en vigtig brik i Sveriges grønne omstilling. Minen er nemlig rig på magnetit, som på grund af sit høje energiindhold kan anvendes til mere energieffektiv stålproduktion. Stål som blandt andet skal bruges til at fremstille vindmøller, solceller og elbiler. 

Men kontroversen om minen er et godt eksempel på et af de helt store dilemmaer forbundet med den grønne omstilling. For udvindingen af råstoffer til grønne teknologier sker alt for ofte på bekostning af lokale folk og natur

En global bevægelse

Kampen mod udnyttelsen af deres jord har samlet oprindelig folk verden over, fortalte Beaska Niillas under samtalen på Grasp Festival. Han var selv del af en delegation af tretten sámiske aktivister som i december 2016 tog til North Dakota i USA for at deltage i modstanden mod olieledningen Dakota Access Pipeline (DAPL). Olieledningen skulle blandt andet løbe under Missouri-floden og truede dermed vandforsyningen til de oprindelige folk i det nærliggende Standing Rock-reservat. 

“Hovedargumentet var, at alle rørledninger sprænger eller lækker på et eller andet tidspunkt. Det handlede om at beskytte vandet, for vand er liv. Jeg tror, det var så simpelt, at alle kunne bakke op om det. Alle forstår, at alle har brug for vand,” forklarede Beaska Niillas.

Efter deres ophold i Dakota, tog den sámiske delegation modstanden med hjem til Norge. Gennem en kampagne i samarbejde med norske NGO’er, overbeviste de adskillige norske banker og pensionsfonde om at trække deres investeringer fra Dakota Access Pipeline, som også danske pensionsselskaber havde investeringer i. Kampagnen bredte sig til resten af Europa, hvor finansielle institutioner en efter en trak deres investeringer fra projektet.

På trods af den indædte modstand mod olierørledningen, blev den i sidste ende alligevel bygget. Men det samarbejde, som opstod undervejs, både mellem oprindelige folk fra hele verden og mellem oprindelige folk og ikke-oprindelige folk, var afgørende, understregede Beaska Niillas overfor festivaldeltagerne. For det har været med til at skabe en global bevægelse for oprindelige folks rettigheder. 

“Det samarbejde vi havde, det broderskab og søsterskab som opstod undervejs, det har skabt et meget stærkere slægtskab verden over. Oprindelige aktivister fra hele verden samledes i Standing Rock og arbejder stadig sammen om andre udfordringer i dag. Vi har knyttet vores familie tættere sammen.” 

I weekenden lancerede den amerikanske filmgigant Marvel, som er ejet af Walt Disney, sin næste store satsning Captain America: New World Order. 

Filmen skal udkomme i år 2024 og er den fjerde i rækken af film om den amerikanske superhelt Captain America. 

Lanceringen af Marvel’s næste superheltefilm har dog allerede modtaget kritik af en række palæstinensiske stemmer for at dehumanisere palæstinensere og romantisere det israelske militærs voldsregime. 

Det kom nemlig frem under lanceringen, at Captain America skal assisteres af en israelsk Mossad-agent med superkræfter ved navn Sabra, som spilles af den israelske skuespillerinde Shira Haas. 

“Der er to problemer med Marvel’s nye karakter. Ét er at den overhovedet eksisterer. To er navnet på karakteren, som er forbundet til etnisk udrensning af palæstinensere“, siger Diana Buttu, en palæstinensisk-canadisk advokat og fortaler for den palæstinensiske sag, på en telefonforbindelse fra Ramallah. 

“Normaliserer forbrydelser”

Selvom “superhelten” Sabra ikke har været med i Marvel’s film før, er hun ikke en helt ny introduktion til den populære superhelteserie. 

Hun har tidligere været med i tegneserieudgaven af The Incredible Hulk i Marvel’s Comic Books i 1980’erne, hvor hun præsenteres som den israelske stats superheltinde i en hvid kappe med en blå Davidsstjerne. 

I tegneserierne mistænker Sabra blandt andet Hulk for at være “i ledtog med arabiske terrorister” og kulturmagasinet Polygon - som har gennemgået de gamle tegneserier, hvor Sabra optræder - beskriver karakteren som en “tydelig og langt-fra-diskret samling af patriotisk israelsk symbolisme”. 

“Min søn er otte år og elsker tegneserier med superhelte. Min far var ni år, da han blev fordrevet fra sin landsby”, siger Diana Buttu til Danwatch.  

“Han blev flygtning over nat. Hans landsby blev jævnet med jorden. Hvis min søn skal se op til Sabra, ser han op til en superhelt, der symboliserer og normaliserer de forbrydelser, der blev begået mod hans bedstefar. Det er meget foruroligende“.

Også jødiske stemmer har kritiseret Marvel’s valg af deres næste superheltinde. 

“Det bliver ikke mere ironisk end det her. Marvel’s nye “superhelt” Sabra er en israelsk apartheid-forsvarende Mossad agent, som hænger ud med Captain America”, skriver Ariel Gold, en amerikansk-jødisk menneskerettighedsaktivist, på Twitter.  

Et kontroversielt navn 

Navnet Sabra har også skabt furore. Sabra er den hebraiske oversættelse af en figenkaktus, men bruges i Israel som synonym for indfødte jøder i daværende Palæstina eller dagens Israel/Palæstina. 

Men for palæstinensere symboliserer kaktussen i dag mindet om deres gamle hjem, hvorfra de blev fordrevet. 

“I det gamle Palæstina blev kaktusplanter plantet som hæk mellem husene. Israelerne har stjålet jorden med kaktus og gjort frugten til et symbol på, at israelere er hårde udenpå og bløde indeni. Men for palæstinensere er kaktusplanterne blevet et symbol på, hvor deres oprindelige hjem lå, før de blev etnisk udrenset fra deres land”, siger Diana Buttu. 

Flere kritikere har påpeget, at Sabra også er navnet på en af de to flygtningelejre i Beirut, hvor op mod 3500 palæstinensere blev massakreret den 16.-18. september 1982 af israelsk-støttede kristne libanesiske militser, mens den israelske hær så til. 

Dog blev Sabra-karakteren i The Incredible Hulk skabt to år før, i 1980, så Marvel-figuren har ikke oprindeligt været tænkt som en reference til en massakre på palæstinensere. 

Alligevel er symbolikken i at introducere en superhelt ved navn Sabra ugen inden 40-års dagen for massakren i Sabra og Shatila, svær at overse, mener Diana Buttu.  

“Det er en påmindelse om, hvad Israel gjorde for 40 år siden. Det er enormt ufølsomt at bruge det navn til en karakter, når man tænker på, hvad Sabra symboliserer for palæstinensere i dag”, siger hun.

Drab på palæstinensere fortsætter

Og det er ikke kun på 40-året for massakren på palæstinensere i Sabra-lejren, der er et kontroversielt sammenfald med lanceringen af en israelsk “superhelt” i Marvel’s næste storfilm. 

Lanceringen sker på et tidspunkt, hvor israelske militære operationer på Vestbredden tager til i styrke og der næsten dagligt rapporteres om drab på palæstinensere samt skududvekslinger mellem israelske styrker og militante palæstinensiske grupperinger. 

Torsdag dræbte israelske styrker en 17-årig dreng i landsbyen Kufr Dan på Vestbredden og sårede tre andre. Onsdag blev to palæstinensere og én israelsk soldat dræbt under kampe nær byen Jenin på Vestbredden. 

Dagen efter gik israelske soldater i gang med at nedrive de palæstinensiske mænds familiers hjem, en kollektiv afstraffelse der er i strid med international lov.  

“Israelske soldater bryder ind i palæstinensiske byer, stopper palæstinensere ved checkpoints og ofte ender det i drab. Der har ikke været en eneste officiel undersøgelse af Israels handlinger og derfor fortsætter drabene med straffrihed”, siger Diana Buttu til Danwatch. 

Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium er 149 palæstinensere blevet dræbt af Israel siden starten af året. 

Den israelske avis Haaretz skriver onsdag, at 2022 allerede er det dødeligste år for palæstinensere på Vestbredden i syv år. 

I næste uge inviterer Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med blandt andet den almennyttige forening Gode Penge til Climate Justice Days i København og Aarhus.

Klimadagene skal i år sætte fokus på, hvordan social, økonomisk og global ulighed hænger sammen med klimakrisen.

Der bliver blandt andet stillet skarpt på bankernes rolle i den grønne omstilling. I Aarhus fortæller Mellemfolkeligt Samvirke den 21. september om Danske Banks investeringer og udlån til kul-, olie- og gasvirksomheder. I København inviterer Gode Penge til brætspil og oplæg om bankernes rolle i klimakampen den 20. september.

“Vi vil gerne oplyse folk om, hvordan private banker kanaliserer nye penge ind i økonomien, som går til fossil energi, gennem deres udlån til fossile selskaber. 95% af pengemængden bliver skabt af private banker,” siger Andrea Thorup, sekretariatsleder i Gode Penge.

"Vi kan gøre os mindst muligt afhængig af fossile brændstoffer og investere i de selskaber, der er visionære."

David Lando
Professor i Finansiering, Copenhagen Business School

Bankens rolle i grøn omstilling

Ifølge David Lando, professor i finansiering ved Copenhagen Business School, er det bankers vigtigste funktion at kanalisere nye penge ind i økonomien gennem udlån. Det har det været, så længe banker har eksisteret.

Og ifølge David Lando, er det sådan, bankerne skal understøtte den grønne omstilling:

"De skal hjælpe med at understøtte omstillingen gennem lån og formidling af kapital. Det vil de gøre, når der er økonomiske incitamenter til at skabe grønne virksomheder, som skal optage lån.”

Ifølge Gode Penge kan de økonomiske incitamenter blandt andet sikres gennem strammere kapitalkrav til de virksomheder, der ikke er så grønne og vil låne til fossil energi. Sidste år udgav Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam IBIS en rapport, som viste, at Danske Bank havde investeret og udlånt 65 milliarder kroner til kul-, olie- og gasselskaber siden 2015.

Men David Lando mener, de private banker fortsat bør udlåne penge til fossil energi:

"Jeg synes, det vil være umoralsk ikke at låne penge til fossile selskaber, for vi kan ikke leve uden. Milliarder af mennesker vil dø af sult uden gødning, og vindmøller kan heller ikke blive produceret uden fossile brændstoffer. Men vi kan gøre os mindst muligt afhængig af fossile brændstoffer og investere i de selskaber, der er visionære.”

Klimakampen rykker tæt på

Gode Penge og Mellemfolkeligt Samvirke vil ikke kun oplyse om bankernes rolle i den grønne omstilling. De vil også inspirere til handling. Gode Penge opfordrer blandt andet til, at man investerer sine penge bæredytigtigt gennem sin bank og spørger til deres udlånspolitik.

Men festivalen skal også vise andre måder at engagere sig i den grønne omstilling end gennem sin bank. Med klimadagene vil organisationerne rykke klimakampen tættere på aarhusianerne og københavnerne. Der er både tøjbytte, fredagsbar og folkekøkken på programmet.

”Klimakrisen er jo nok vor tids største udfordring, men det kan være svært at vide, hvordan man skal forholde sig til den i hverdagen. Med festivalen Climate Justice Days vil vi gerne vise, at alle kan være med i kampen for klimaet, og at det kan være både sjovt og inspirerende,” siger Oliver de Mylius, kampagneleder i Mellemfolkeligt Samvirke.

Danmarks største kortfilmfestival Odense International Film Festival løb af stablen i sidste uge og kulminerede i weekenden med et brag af en afslutningsceremoni, hvor der blev uddelt priser til de heldige vindere. 

Odensefestivallen er den eneste filmfestival i Danmark, hvor vinderfilmene får mulighed for at gå videre i konkurrencen om at blive nomineret til en Oscar-statuette. Derfor er det også særligt eftertragtet for filmskabere verden over at blive udtaget til den fynske festival.

Sidste års vinder af bedste kortfilm The Long Good Bye gik faktisk hele vejen og vandt en Oscar ved prisuddelingen i Hollywood.  

Også i år har der været et væld af fantastiske kortfilm, som nu kan streames online resten af ugen (det koster 89 kroner), hvis man ikke fik mulighed for at tage i biografen i Odense i sidste uge. 

Hvis du vil spare pengene, kan du også se kortfilm fra sidste års festival helt gratis, herunder Oscar-vinderen The Long Good Bye

Danwatch anbefaler her tre film, som gjorde særligt indtryk på os og ligger tæt på de stofområder, vi interesserer os for: 

The game 

“The Game” af den danske fotojournalist Andreas Haubjerg løb med prisen for bedste korte dokumentarfilm ved prisuddelingen lørdag aften. Filmen handler om familien Mohseni, der er blevet splittet på hver sine side af grænsen mellem Bosnien og Kroatien. Hver nat begiver faren og datteren sig ud på, hvad de kalder “The Game”, spillet, der handler om at komme forbi voldelige kroatiske grænsevagter for at blive genforenet med moren og sønnen, som er kommet sikkert over på den kroatiske side af grænsen.  

“The Game” er et gruopvækkende og rørende indblik i de menneskeskæbner, der fanges i Europas moralske og geografiske ingenmandsland. 

Se filmen her

Meat 

Kortfilmen “Meat” fra Uganda af instruktøren Asher Rosen er ikke en dokumentar, men den kunne ligeså godt have været det. Den socialrealistiske film er en skildring af bagsiden af medaljen af moderne dyrebeskyttelse i Afrikas nationalparker, hvor vestligt finansierede nationalparker ofte har ført til en militarisering af dyrebeskyttelsesarbejde og fordrivelse af oprindelige folk fra deres land. En udfordring Danwatch har beskrevet omkring Ngorongoro-parken i Tanzania.

"Meat" handler om en ugandisk kvinde og hendes søn fra Batwa-folket, der bliver anholdt af bevæbnede rangers, fordi hun jager et vildt dyr i regnskoven. De bliver fordrevet fra deres land, ender på gaden i fattigdom, men bliver til sidst tilbudt at komme tilbage i nationalparken som selfie-objekter for godtroende hvide turister, der vil opleve "eksotiske" stammefolk synge og danse. 

Batwa-folket er en af Afrikas ældste oprindelige folk og anses i dag som “naturbevaringsflygtninge”, altså mennesker der er drevet på flugt fra deres oprindelige land med henblik på at bevare vilde dyr i nationalparker og at tjene penge på turisme.     

Se filmen her

A Day’s work 

“A Day’s Work” af den tyske filminstruktør Max Kerkhoff er en æstetisk og visuel stærk kortfilm i dokumentargenren, der skildrer én dags hårdt arbejde med at lægge asfalt i et indledningsvist ukendt land. Mænd og kvinder hjælpes ad med at sortere hvide sten og opvarme rygende olie i store sorte metalgryder, mens børn leger rundt midt i arbejdsmylderet. 

Der ikke sagt noget i løbet af filmen, og som seer stiller man sig langsomt tilfreds med at være blevet klogere på, hvordan én arbejdsdag i asfaltbranchen i en anden del af verden foregår. 

Men til sidst tager filmen en overraskende drejning og væves smukt ind i kontekst af fredsforhandlingerne under borgerkrigen i Myanmar. 

Se filmen her.   

Jeg skriver til dig inde fra en krop der plejede at være din. Hvilket er det samme som at sige: jeg skriver som en søn.


Sådan lyder det på åbningssiderne af Ocean Vuongs gennembrudsroman - Vi er kortvarigt smukke her på jorden - som er skrevet som et brev til forfatterens mor, der var analfabet. Hun var flygtning fra Vietnam-krigen, og hun så sin skole blive bombet til aske som barn, og vendte aldrig tilbage til et klasselokale. 

Senest er Ocean Vuongs digtsamling Tiden er en mor, der er skrevet efter morens død, udkommet på dansk, og i weekenden tryllebandt han hundredvis af mennesker, der stimlede sig sammen om et festivaltelt i silende regn på festivalen Louisiana Literature.

Forfatteren beskæftiger sig med, hvordan krig avler traumer, der igen avler vold. Hvordan krige og kriser forplanter sig videre til nye generationer. Og med øjeblikke af skønhed midt i det grusomme.

Hans første leveår tilbragte han i en flygtningelejr i Filippinerne, før han sammen med sin mor og bedstemor kom til USA. 

“Alle familier i flygtningelejren fik en kop ris pr person hver dag. De ris var der en hel bytteøkonomi omkring. En fotograf i lejren solgte os et familiefoto for tre kopper ris. Min mor og bedstemor besluttede altså, at ofre maden for et minde. De har tænkt, at det var det værd, at sulte en dag, for at vi kunne være smukke og synlige”, fortalte Ocean Vuong til de fremmødte på litteraturfestivalen. 

Det familiefoto, de købte for tre kopper ris i en flygtningelejr i Filippinerne, pryder i dag coveret på en af Ocean Vuongs bøger. 

“Der sker noget med din psyke når du studerer din fortid, særligt i Vietnam. Der er så mange døde kroppe, det er som om der er stakkevis af dem, så meget dødt kød. Så jeg besluttede, at hvis jeg skal skrive en bog, så skal der være levende vietnamesiske kroppe på forsiden. Stolte og oprejste og levende og smukke.”

Volden fra krigen

Det USA, som Ocean Vuongs mor og bedstemor lærte at kende gennem Napalm-bomberne, blev senere deres hjem.

Men volden ophørte ikke. Ocean Vuong oplevede den gennem bedstemorens psykoser, og gennem moderens PTSD.

Da naboerne fyrede fyrværkeri af for at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli, kastede moderen sig over sønnen, og samtidig som hun holdt ham fast med sin krop, holdt hun sin hånd hårdt over hans mund. 

Og så mærkede han volden på sin egen krop, i form af lussinger, slag og spark fra sin egen mor - vold, der ifølge Ocean Vuong er et resultat af krigstraumerne, og som i romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden beskrives side om side med kærlighedserklæringer til den voldelige mor:


Dengang du smed kassen med Lego i hovedet på mig. De blodplettede gulvbrædder. 

[...]

“Undskyld”, sagde du og satte et plaster på såret i min pande. “Tag din jakke. Så går vi ned efter noget McDonald’s til dig.” Mit hoved dunkede mens jeg dyppede kyllingenuggets i ketchup og du så på. “Du bliver nødt til at blive større og stærkere, okay?” 


Ydmyge migranter og ambitiøs våbenindustri

I Hartford, Connecticut, hvor Ocean Vuong voksede op i et arbejderklassehjem i skyggen af 9/11, finanskrisen og opiumskrisen, kom volden ikke kun af krig, men også af fattigdom og misbrug.

Og han undrede sig over, at der er så meget vold i det amerikanske sprog. “You killed it!”, sagde de til ham, hvis han havde klaret sig godt. 

Sådan talte Ocean Vuongs mor ikke. Hun sagde for det meste “tak” og “undskyld”. 

“På neglesalonen, hvor min mor arbejdede, hørte jeg, hvordan arbejderne hele tiden sagde sorry. Og de sagde det ikke, fordi de rent faktisk havde noget at undskylde, men for at få kunderne til at føle sig overlegne, sådan at de fik gode drikkepenge og kunne brødføde deres familier”, fortalte Ocean Vuong, på weekendens litteraturfestival.

Han undrer sig over, at krigens ofre skal være ydmyge, samtidig som, at krigsindustrien fejres for at være offensiv, stærk og voksende.

“Ambitionen for død er uendelig i våbenindustrien. Som samfund fejrer vi deres ambitioner og vækst. Flygtningene fra krigene, immigranterne, derimod, de lærer meget hurtigt at de skal være ydmyge. Ydmyge og taknemlige”, sagde han.

“Da jeg blev solgt, blev mit liv meningsløst”.

Overskriften på afsnit 50 af den canadiske podcastserie The Hum er brutal, og bag ordene gemmer sig en historie om en kvindes farlige flugt i 1999 fra Nordkorea til Kina.

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
 
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

I Kina blev Soyeon Jang samlet op på gaden af tre mænd, som hun troede var politi. Det var de ikke. Mændene solgte hende til en landsby, hvor hundredvis af nordkoreanske kvinder levede som hustruer til kinesiske mænd eller tvangsarbejdere. 

I dag lever Soyeon Jang i Canada. Og resten af historien kunne lyde som en vinderfortælling. Hun fik en uddannelse og genfandt sin mor, som hun mistede kontakten til på gaden i Kina. Alligevel er Soyeon Jang fra tid til anden deprimeret. Hun savner sit hjemland, det sted, hvor hun hører til. 

De er både vindere og ofre, personerne i podcasten The Hum. Vindere, fordi de har overvundet horrible krænkelser, og ofre fordi de har været udsat for kyniske undertrykkere. 

Som det ægyptiske kunstnerpar Miral Mokhtar og Nouran Hussein, der flygtede for kærligheden og fra undertrykkelsen af queerpar i deres hjemland. Eller Heather Trentacosta, der er søster til en livstidsindsat, som på 27. år hævder, at han er uskyldigt dømt.

Hele verdens moder

Noras historie er blot én af mange, der bliver hos lytteren, når podcasten er forbi. Nora Sandigo gik fra at være mor til to piger til at være juridisk værge for 2000 børn i USA. Det begyndte med to børn af nogle bekendte, der grædende spurgte, om de måtte bo hos hende. Forældrene skulle sendes ud af landet som illegale immigranter, men børnene var født i USA og frygtede at blive fanget i det sociale system.

“De børn mangler kram og kys fra deres forældre, det skal nogen sørge for, at de får”, siger Nora Sandigo i podcasten.

Hun tog børnene hjem til sig selv, og det rygtedes. I dag opsøger hun deportationscentre som aktivist for at finde børnene og give dem husly i et hjem, der er oprettet til børn, hvis forældre sendes ud af landet. 

De få penge, hun indsamler via sin fond, The Nora Sandigo Foundation, går til mad og ophold for børnene i den tid, de er adskilt fra forældrene. 

Nora Sandigo minder verden om, at deportation af mennesker fra USA stik mod den gængse opfattelse ikke er et Trump-fænomen. To millioner mennesker blev deporteret under Obama administrationen, og det fortsætter under Biden, siger hun. 

Find podcastserien The Hum her, den er produceret og udgivet af det canadiske nonprofit-kunstnerkollektiv, The Jayu.

For et par uger siden skete der noget bemærkelsesværdigt, som ikke har fået særlig meget opmærksomhed herhjemme. 

Under et interview på den amerikanske tv-station CNN indrømmede den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, at han havde været med til at planlægge statskup i andre lande på vegne af USA. 

Måske velkendt af nogle, men aldrig en kendsgerning, som USA har vedkendt sig i interviews. Før nu altså. 

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
 
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

John Bolton ville ikke sige, hvilke lande han specifikt hentydede til, men listen er lang nok: Venezuela, Vietnam, Afghanistan, Irak for at nævne et par stykker. Alle har det tilfælles, at de endte i kaos, og det gælder ikke mindst for USA’s interventioner i Mellemøsten. 

Det har kostet befolkningerne i de lande dyrt - og det har kostet os dyrt. 

Hvordan og hvorfor bliver forklaret i bogen ‘Blowback - How the West fucked up the Middle East and why it was a bad idea’ af den tyske journalist og islam-forsker Michael Luders. 

På baggrund af forskning og dokumenter, der beviser Vestens kup- og invasionsplaner i Mellemøsten, belyser han de mørke kæder af årsag og virkning, som vestlige lande har igangsat ved at blande sig i regionens (olie-)affærer.

Det startede med Iran 

Bogen tager os blandt andet fra Irak til Afghanistan til Libyen til Palæstina og viser, hvordan Vestens indgreb har skabt en gabende kløft mellem den frihed, som de vestlige demokratier lovede og begrundede deres interventioner med, og den virkelighed, som reelt mødte befolkningen.

Det handlede ikke om demokrati og frihed, men om olie og gas, og den grådighed har vendt sig mod os - et gedigent blowback. Et udtryk, som CIA bruger "til at beskrive, hvordan hemmelige operationer i andre lande ofte vender tilbage mod deres ophavsmand".

Ifølge bogen er et næsten 70 år gammelt kup i Iran en af den slags blowbacks, og det illustrerer måske allerbedst, hvordan den slags intervention i Mellemøsten påvirker os den dag i dag. 

I august 1953 væltede CIA og MI6 i fællesskab den demokratisk valgte præsident Mohammed Mossadegh. Mossadegh var en “dangerous madman” lød det fra USA og Storbritannien, og derfor måtte han styrtes. 

Men historien bag kuppet skal ses i lyset af Mossadeghs ønske om at nationalisere iransk olie og ressourcer, hvilket indtil da de facto blev udnyttet af Storbritannien og USA. Helt op til 90 procent af olien blev på daværende tidspunkt handlet i Europa, og Storbritannien havde ikke i sinde at opgive det lukrative marked. 

Ergo skulle Mossadegh stoppes, og operation “TPA-JAX” blev igangsat. I stedet blev landets monark, Shahen, indsat, og han tillod igen Vesten at hive olie op af Iransk jord. 

Over 20 år senere kom den islamiske revolution, som bogen beskriver som en direkte konsekvens af kuppet. Havde der ikke været noget kup, havde der ikke været nogen islamisk revolution, lyder det. Den dag i dag bliver landet kontrolleret af ayatollahen, landets islamiske overhoved, som Vesten jævnligt fordømmer, og på den måde har vi skabt vores egen fjendebillede i Iran.

Historien er, skriver forfatteren, den samme i andre lande i Mellemøsten, som Vesten er gået ind i. Ved at intervenere i Irak og Afghanistan skabte vi en kæde af reaktioner, som endte med at give os IS. 

“Blowback - How the West fucked up the Middle East and why it was a bad idea” giver nok ikke det fulde billede - der vil selvsagt altid være nuancer, der ikke kommer med, og nogle, der har et andet syn på sagen -  men bogen giver et nyt perspektiv på det ellers velkendte narrativ, Vesten selv har udlagt om sine grunde til at gå ind i andre lande: 

At vi er moralsk overlegne, og at det derfor er vores pligt at udbrede vores verdenssyn. Spørgsmålet er, om det så også er sandt. 

“Blowback - How the West fucked up the Middle East and why it was a bad idea” er en international bestseller fra 2017 og kan købes flere steder på nettet.

Naja Lyberth husker, at instrumenterne var som knive i hendes underliv. Metalstænger, der skulle åbne op for en spiral. En spiral, som hun ikke havde sagt ja til.

Det fortæller Naja Lyberth i podcastserien Spiralkampagnen, der er produceret af journalisterne Celine Klint og Anne Pilegaard Petersen for DR.

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
 
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

Sammen med tusindvis af unge grønlandske piger og kvinder udgør Naja Lyberths oplevelse et grusomt vidnesbyrd i Danmarks nyere kolonihistorie. I et forsøg på at standse befolkningstilvæksten i Grønland bliver danske og grønlandske myndigheder i 1960’erne enige om at igangsætte det, man i dag kalder spiralkampagnen. 

I kampagnens første fem år bliver der sat tusindvis af spiraler op hos grønlandske kvinder og unge piger helt ned til 13 år – ofte uden at hverken de selv eller deres forældre bliver spurgt. Fra 1966 til 1970 bliver der sat 4.500 spiraler op i cirka halvdelen de 9.000 fødedygtige piger og kvinder, der var i Grønland i den periode.

Statslige overgreb

Naja Lyberth var selv 14 år, da hun fik sat spiral op af en dansk læge i byen Maniitsoq i 1976.

“Det føltes som et overgreb. At staten tog min mødom”, fortæller hun i podcasten.

Gennem seriens fem afsnit taler de to journalister med flere kvinder, der er tydeligt berørte af at genfortælle overgrebene. De har stort set alle oplevet langvarige konsekvenser som følge af de spiraler, de fik sat op. Flere har haft svært ved at få børn, selv længe efter spiralen blev fjernet. Andre har haft så voldsomme smerter, at de ikke kunne arbejde. Og så er der de mentale mén.

Men det er ikke kun kvinderne, der fortæller deres historie. Journalisterne har også opsøgt nogle af de danske læger, der arbejdede i Grønland, mens Spiralkampagnen stod på. De bekræfter, at der blev sat rigtig mange spiraler op i perioden.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder og Grønlands Råd for Menneskerettigheder afslører Spiralkampagnen grove krænkelser af menneskerettighederne, og de har i kølvandet på udgivelsen af podcastserien krævet en officiel undersøgelse af myndighedernes rolle i sagen. En sådan undersøgelse er ifølge Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) nu på vej. 

Spiralkampagnen har med god grund skabt røre. Serien viser en hidtil skjult del af historien om Danmark i Grønland og blotlægger noget af den magt, som danske politikere og embedsfolk havde, selv længe efter kolonitiden formelt ophørte i 1953.

Spiralkampagnen kan lyttes på DR's hjemmeside,  Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.

Det er grufulde, lavmælte skrig, der høres på den mobiloptagelse, som en af Aleksej Navalnys medpassagerer har optaget på en flyvning fra Sibirien til Moskva i august 2020, hvor den russiske oppositionspolitiker falder sammen med symptomer på forgiftning.

En forgiftning, som i dokumentarfilmen Navalny bliver undersøgt i et nervepirrende samarbejde mellem journalistnetværket Bellingcat og Navalny selv. Filmen blev vist i foråret under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og kan nu streames på blandt andet HBO. 

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
 
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

Det meste kan købes for penge i Rusland, forstår man af dokumentarfilmen. På den måde kan journalisten og oppositionspolitikeren få adgang til passagerlister fra de flyvninger, som Navalny har foretaget i Rusland som del af sin kampagne for at udstille landets korrupte regime. Her går en lille gruppe navne igen - og ved brug af åbne kilder på internettet, såkaldt Open Source Intelligence (OSINT), kan Bellingcat konkludere, at disse personer alle arbejder for den russiske efterretningstjeneste.

Det er alligevel ikke de moderne journalistiske metoder, der udgør højdepunktet i dokumentaren. Det gør tværtimod de indrømmelser, der kommer, når Navalny ringer op til en af de agenter, der har deltaget i mordforsøget mod ham - og udgiver sig for at have fået i opgave at finde ud, hvad der gik galt, når Navalny nu overlevede. 

Der er ingen happy ending i dokumentarfilmen om Navalny. Efter at Navalny igen er blevet raskmeldt efter forgiftningen, krammer han sin datter farvel og rejser tilbage til Rusland, for at fortsætte kampen mod Putins regime. Han når dog ikke længere end til lufthavnen, hvor hundredvis af Navalny-tilhængere bliver angrebet af kampklædt russisk politi, før han bliver anholdt og sat bag lås og slå. Det næste, vi får at se af oppositionspolitikeren, er en afmagret og nedbrudt Navalny med indsunkne øjne i et bur bagerst i et russisk retslokale, efter at han har indledt en sultestrejke i fængslet. 

Det er ikke det sidste billede af Navalny, som seeren efterlades med. Det er derimod et klip fra hans tid i Tyskland, hvor filmens instruktør Daniel Roher spørger Navalny, hvad han gerne vil sige til sine mange tilhængere, hvis det lykkes Putin-regimet at slå ham ihjel. Det tror Navalny ikke, at de vil lykkes med. Modvilligt svarer han, at det er at fortsætte jagten på sandheden om det russiske regime. I juni måned meldte en række medier, at Navalny var blevet overflyttet til det russiske IK-6 højsikkerhedsfængsel, der kendes som et fængsel, hvor fanger udsættes for mishandling og tortur.

Få infrastrukturprojekter i verdenshistorien har været så omfattende og ambitiøse, har involveret så mange lande og påvirket så mange mennesker, som Kinas gigantiske Belt and Road Initiative spås at gøre.

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

Kort fortalt handler projektet om at bygge infrastruktur på tværs af kloden i form af jernbaner, havneanlæg, kraftværker og olie- og gasledninger. Alt sammen bygget med kinesiske penge og ofte af kinesiske arbejdere. De bygger hurtigt, solidt og godt, ofte med et grønt fokus og uden nogen nævneværdig korruption.

Kinas enorme ambition, som 147 lande indtil videre har skrevet sig op til (foruden fattigere lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika har 18 lande i EU også meldt sig til), undersøges nærmere i podcasten On China’s New Silk Road fra det Canada-baserede Global Reporting Centre.

Gennem 9 afsnit tager journalisten Mary Kay Magistad, der selv har været Kina-korrespondent i mange år, lytteren med på tværs af fem kontinenter for i samarbejde med lokale journalister at undersøge betydningen af samarbejdet med Kina.

Vi hører blandt andet om, hvordan kinesiske investeringer muliggjorde nogle af de allerførste grønne energiprojekter i Centralasien. Blandt andet i Kasakhstan, hvor hverken USA, Storbritannien eller EU ønskede at investere i den grønne omstilling.

Og vi hører om, hvordan Kina investerer i en lang række afrikanske lande, hvor de bygger veje, jernbaner, dæmninger og havne. Mens den slags projekter har været med til at sætte skub i den økonomiske udvikling – eksempelvis i Etiopien, som på få år er blevet en af verdens hurtigst voksende økonomier – er aftalerne med Kina dog ikke helt uden omkostninger for de lokale regeringer.

Investeringerne fra Kina må nemlig ikke forveksles med støtte. Det er lån, som skal betales tilbage, og ofte under så hårde vilkår, at mange kritikere kalder projekterne for deciderede gældsfælder, som er udtryk for en grim form for “rovdyrs-finanspolitik”.

Det kan blandt andre regeringen i Sri Lanka skrive under på. På grund af en økonomi i krise kunne landet ikke betale af på sin gæld til Kina, og derfor blev det tvunget til at give kineserne adgang og fortrinsret til en række vigtige havneanlæg. Hvilket kun er med til at forværre krisen for srilankanerne.

Og det er en pointe, som podcasten cirkler tilbage til adskillige gange. Kina kalder projektet for et win-win for alle involverede parter. Og det er det på sin vis også. Mange underudviklede områder får opgraderet deres infrastruktur, og det kan være med til at skabe ny økonomisk aktivitet og nye muligheder for lokalbefolkningen. 

Men for fattige lande, der ser gyldne muligheder i de kinesiske investeringer for at hæve deres befolkninger ud af fattigdom, kan prisen hurtigt blive, at de kommer under kinesisk kontrol.

Takket være grundig research, omfattende baggrundsviden og et bredt netværk på tværs af kloden formår værten Mary Kay Magistad at komme helt ud i de af verdens afkroge, hvor konsekvenserne – både de gode og de mindre gode – virkelig kan mærkes. 

Selv om podcasten næsten har to år på bagen, er den et uhyre interessant indblik i Kinas jagt på penge og indflydelse. Den er derfor et must for enhver, der interesserer sig blot en lille smule for stormagter, geopolitik og udviklingen af verdens fattigste lande.

Podcasten On China’s New Silk Road kan findes på de fleste podcastplatforme eller høres på Global Reporting Centres hjemmeside.

Har man bare fulgt halvhjertet med i det seneste årtis sportsdebat, ved man det udmærket godt: International topfodbold er forplumret af korruption, bagvaskelse og menneskerettighedskrænkende mørkemænd. Men derfor er det alligevel svært ikke at blive lamslået over, præcis hvor råddent det fodboldpolitiske system er – og i årevis har været – når man hører Ekstra Bladets nye podcast Blodbold.

Sommeranbefalinger

Juli og ferie giver tid til fordybelse. Derfor anbefaler vi alt det bedste og mest interessante, du kan læse, lytte, se og opleve fra de områder, vi på Danwatch går op i.
 
Rigtig god fornøjelse – og god sommer fra os her på Danwatch.

I foreløbigt syv afsnit hudfletter journalist Jan J

ensen, der i 15 år har jagtet fodboldens magtmennesker, tilstanden i international topfodbold. Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, er den nysgerrig vært, og sammen viser de, hvordan det på alle måder mistænkelige VM i herrefodbold i Qatar senere på året ikke er en isoleret begivenhed, men derimod kulminationen på årtiers korrumpering af sportens mest magtfulde organ: Det Internationale Fodboldforbund, FIFA.

Med udgangspunkt i sin egen journalistik fortæller Jan Jensen FIFA’s nyere historie gennem forbundets tre seneste præsidenter: Den mafia-glade brasilianer Joao Havelange (1974-1998), hans glatte attaché Sepp Blatter (1998-2015) og endeligt Gianni Infantino, den beregnende advokat, der i dag styrer FIFA med hård hånd og i tæt parløb med Golfens despoter. 

Det er kulørte sager. Vi runder en middag med Liberias frygtindgydende diktator Charles Taylor og et hotelværelse fyldt med katte. Men vi er på ingen måde ovre i afdelingen for uforpligtende røverhistorier. Blodbold er også vedkommende for dem, der ikke interesserer sig en dyt for det, der foregår på banen. Podcasten er en sjældent veltilrettelagt indføring i, hvordan fodbolden for længst er blevet en motor for stormagtspolitik og magtbegærlige mænds storhedsvanvid og indbyrdes intriger. 

Med få måneder til slutrunden i Qatar har det aldrig været vigtigere med en kritisk sportsoffentlighed. Den bidrager Blodbold til, når podcasten, råt for usødet, lader det stå uden for enhver tvivl, at kampen for en mere retfærdig og transparent sport er et demokratisk anliggende for os alle. 

Podcasten holder pause henover sommeren, men bliver genstartet i ugerne op til VM i Qatar. Hvis man ikke allerede er hoppet ombord, er der altså rigeligt tid til at indhente det tabte. Og så kan man ellers gå og glæde sig til, om Jan Jensen – som der bliver teaset for i det seneste afsnit – vitterligt formår at få et solointerview med Sepp Blatter himself. Det gider man godt høre. 

Blodbold, Ekstra Bladet - kan høres på diverse podcasttjenester

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifierchevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram