Onsdag formiddag den 17. april kunne en initiativgruppe løfte sløret for den navnkundige Karen Blixen i bronze. Det er billedhugger Rikke Raben, film- og tv-producent Marie Breyen Foss, udstillingskurator Annesofie Becker og administrerende direktør Adam Foss, der er initiativtagerne bag projektet.
Det skulle tage initiativtagerne syv år at “sikre forfatterens plads i bybilledet” i Københavns Kommune. Ud over en vej på Amager og “et enkelt” atrium på Københavns Universitets campusområde opkaldt efter hende, så får Blixen nu “en central placering i København”, lyder det af pressemeddelelsen.
Bronzestatuen er to meter høj og har kostet 3,5 millioner kroner.
På stensokkellen af stokhugget rød svensk wasasten sidder hun nu med benene over kors og venstre hånd nonchalant hængende i luften med albuen støttende på armlænet. I hendes skød hviler højre hånd, der med tommelfingeren nænsomt fungerer som bogmærke i en bog, det ligner, hun kigger op fra.
Soklen er af den lavere slags, sammenlignet med de andre statuer i området.
Karen Blixen sidder i den østlige ende af Sankt Annæ Plads. Hvis man tager ruten fra den anden ende af pladsen, møder man intet mindre end syv statuer af mænd på vejen.
Tallet er dog på sin vis ikke overraskende, efter en optælling lavet af radioprogrammet, Kulturen, på P1 viste, at kun fem ud af 101 navngivne statuer i København er af kvinder. Til gengæld er 26 fabeldyr repræsenteret i bybilledets statuer, mens de resterende 70 portrætterer mænd.
Det er dog i København man skal finde den første kvinde foreviget som statue på baggrund af sit virke – og ikke sin titel. Statuen skildrer Nathalie Zahle (1827-1913), der kæmpede for kvinders ret til uddannelse.
Det er også i København, man finder den første statue af en sort kvinde. Ved det Vestindiske Pakhus på Toldbodgade i København sidder Mary Thomas (1848-1905), der ledede en opstand mod den danske kolonimagt i Dansk Vestindien.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har for nylig nedsat et udvalg, der skal sikre mere divers repræsentation blandt dem, der bliver foreviget i bybilledet.
I en pressemeddelelse understreger Engel-Schmidt:
“Vi har alle brug for forbilleder, som vi kan spejle os i, og som giver os en forståelse af vores fælles fortid. Som minister vil jeg gerne bruge min stemme til at hylde og anerkende de mange kvinder i danmarkshistorien. Derfor vil jeg nedsætte et udvalg, som skal kortlægge, hvilke kvinder vi bør hylde med statuer”.
Ministeren vil senere på året afsætte et “mindre millionbeløb” som kan bruges til medfinansiering af udvalget og til opsætningen af kvindelige statuer.
På trods af, at bronzestatuen af Karen Blixen, redaktionen bekendt, er den første kvindelige statue, der er blevet opført siden ministerens udmelding, var han ikke til stede ved afsløringen.
62 år efter sin død og et hav af litterære værker senere, kan man ikke fornægte Karen Blixens eftermæle.
Det er ikke mere end tre år siden, at Bille Augusts film, Pagten, rullede hen over skærmen i de danske biografer. En film, der portrætterede Blixen som en manipulerende mentor for aspirerende danske digtere.
Blot året efter kunne vi igen se hende portrætteret – denne gang i tv-serien Drømmeren fra 2022, der handlede om årene efter hjemkomsten fra Afrika.
Samme år kunne man igen opleve hendes liv i en genopsætning af helaftensballetten Blixen i Det Kongelige Teater fra 2019, da racistiske stereotyper fra det oprindelige stykke var blevet ændret efter samtaler med en konsulent.
Hun er også den ene ud af kun to kvinder, der er at finde på den kanonliste, som man stifter bekendtskab med i den danske folkeskole.
I Danmark har hun indtaget pladsen som en folkekær facon i vores kollektive hukommelse. Hun har især sat sig fast med sin anden udgivelse, Den Afrikanske Farm; en erindringsroman fra 1937, som foregår på hendes kaffefarm i Kenya.
Men det er ikke kun i Danmark, at netop denne udgivelse har sat sig fast i den kollektive hukommelse.
Ved et årsmøde i Danmarks Biblioteksforening i 1980 kaldte den største nulevende kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o, Den Afrikanske Farm for “den farligste bog, der nogensinde er skrevet om Afrika”.
I det efterfølgende år fortsatte Thiong’o sin kritik af Blixen, da han i essaysamlingen Detained. A Writer’s Prison Diary, satte Blixens litterære fremstilling af Kenya i fokus:
“Som for at kompensere for sine uopfyldte lyster og længsler, forvandlede baronessen Kenya til et enormt erotisk drømmeland, hvori hendes forskellige hvide elskere optrådte som unge guder og hendes kenyanske tjenere som nyttige køtere og andre dyr.”
Thiong’os kritik blev senere fulgt op af journalisten Dominic Odipo.
I Kenyas største dagblad, The Standard, kunne man i 2006 læse Odipos udtalte kritik af Blixen i hele to klummer. Her blev hun beskyldt for “at være en af de farligste udlændinge, som nogensinde har betrådt afrikansk jord”:
“Hvis man skulle opstille en liste over de farligste udlændinge,
som nogensinde har betrådt afrikansk jord, ville Karen Blixen
stå højt på den, i konkurrence med sådan nogle som Henry
Morton Stanley, kong Leopolds banebrydende lejesoldat […]”
I Danmark har man hørt kritikken.
I en artikel fra Information 2022 bliver Karen Blixen omtalt som racist af professor i litteratur ved Syddansk Universitet, Lasse Horne Kjældgaard: “Det var hun, men det er svært at opsummere et helt værk og en hel livsgerning med sådan en etikette. Hun var meget andet end det”.
Kjældgaard påtaler debattens input fra kenyanske stemmer og ville ønske, at “man brugte Blixens forfatterskab til at etablere en dialog, for vi kan lære meget af Odipos og Thiong’os måde at læse Karen Blixen på”.
Og så er det jo heldigt, at hendes sokkel, modsat de andre statuer i området, ikke er særlig høj. I pressemeddelelsen fra initiativtagerne skal skulpturen nemlig “byde offentligheden velkommen”, således “man kan sidde på skulpturen og næsten føre en samtale med Karen Blixen”.
Halvtreds nøgne mennesker vrider sig i smerte omkring hinanden. Knoglerne træder frem under den tynde hud. Skrigene er uden lyd. De er døende. De er symbolet på massemord, og de er flettet sammen om en otte meter høj bronzeskulptur ved navn Skamstøtten.
Oprindeligt var Skamstøtten kunstneren Jens Galschiøts symbol på det kinesiske styres drab på unge demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989. I dag stiller han udgaver af statuen op de steder, hvor man mindes massemord. Alt for mange steder i verden.
Af samme grund er Skamstøtten netop vendt hjem til Jens Galschiøts værksted i Odense-forstaden, Næsby, fra en kunstudstilling foran Europa-Parlamentet i Bruxelles.
The Forbidden Art er navnet på udstillingen, der ville sende en tydelig besked til Kinas regering: “Et brændende forsvar for kunstnerisk frihed som en grundlæggende menneskeret”, siger kuratorerne om udstillingen.
“Vi ville to ting”, siger Galschiøt, “vise verden, hvad det er for overgreb Kina laver i Hongkong og især, hvad de vestlige firmaer går med til i Hongkong, altså i princippet medvirker til censur. Vi ville gøre det foran Europa-Parlamentet, fordi her er Vestens samlede regeringer. De er ikke så pivede. Alle andre parlamenter er bange for Kinas reaktion”.
Svaret udeblev ikke. Kinesiske diplomater fordømte udstillingen i pressemeddelelser og sendte klager til Europa-Parlamentet.
“Værkerne, der udstilles, er lavet af en anti-kinesisk kunstner, som længe har udtværet og angrebet det kinesiske system. Skamstøtten er et fjendtligt værk over for Kina, lavet med onde hensigter”, skrev Ministerrådgiver for Kinas mission til EU, Ms. Yue Yanghua til Europa-Parlamentet.
Selvcensuren blandt kunstnere tog til i 2020 med Kinas vedtagelse af nye sikkerhedslove i Hong Kong. I praksis betyder loven, at enhver, der kan mistænkes for at samarbejde med fremmede magter, kan dømmes for terrorisme. Senere i år skærpes denne lov, hvilket betyder risiko for livstidsdom.
Styret slår hårdt ned på “blød modstand”. Politiske protester i kunsten, medierne og kulturen. Kunstnere flygter fra Hong Kong, og dem, der bliver tilbage, udsættes ifølge det britiske medie The Guardian for hårdt pres.
I Hong Kong strammes grebet om kunstnere, der advokerer for demokrati og frihed. Statuer fjernes dagen efter, at de er sat op. Kunstnere flygter, fordi de er under pres fra gallerier og kunstudstillinger og føler sig truet, fortæller flere kunstnere til The Guardian.
Multinationale kunst- og auktionshuse som Sotheby’s og Christie’s, Bonham, Philips og Art Basel, der alle har bidraget til at gøre Hong Kong og Asien til verdens kunstneriske centrum, beskyldes nu for selvcensur.
I september sidste år forlod et medlem af International Association of Art Critics (AICA) Hong Kong. Dr Eric Wear skrev i et åbent brev til alle auktionshuse og gallerier, at de burde holde sig væk fra den internationalt anerkendte kunstmesse, Art Basel. Eller tillade alternativ kunst – og dermed i det kinesiske styres øjne – provokerende kunst, skrev Eric Wear.
“Kunstnere, kuratorer og kritikere i Hong Kong bliver bragt til tavshed gennem selvcensur”, stod der i brevet.
Boykot er vejen, mener Galschiøt.
“I princippet sidder vestlige kunstvirksomheder på kunstmarkedet i Kina, og det burde være en god ting, fordi de kunne påvirke styret. I stedet medvirker de til omfattende selvcensur, og grunden er sikkerhedslovgivningen. Men vi vil ikke være med til, at de censurerer kunsten, pressen eller noget som helst andet”, siger Galschiøt.
Kunstmessen Art Basel mener ikke, at de på nogen måde ligger under for selvcensur.
“Vi er ikke blevet bedt om at gøre noget andet efter vedtagelsen af den nationale sikkerhedslov. LIgesom alle andre Art Basel shows, er det vores udvælgelseskomite, som er ansvarlige for at gennemgå ansøgninger og udvælge gallerier udelukkende baseret på kvaliteten af deres forslag”, udtaler de i forbindelse med Forbidden Art-udstillingen foran Europa-Parlamentet.
I to år har Skamstøtten ligget i en aflåst container foran et domhus i Hong Kong.
“Tricket var, at vi gav den til Hong Kong, der blev overtaget af Kina, og på den måde fik vi opstillet statuen på kinesisk jord”, siger Galschiøt.
Men ikke længe. I 2021 fjernede kinesiske myndigheder Skamstøtten fra campus på University of Hong Kong, hvor den har stået siden 1997. Statuen skal bruges som bevis mod de demokratiforkæmpere, der er anholdt af det kinesiske styre.
“Hvis det ikke var så sørgeligt, ville det være et perfekt dobbelt symbol på Kinas undertrykkelse af kunst, ytringsfrihed og demokratiske rettigheder”, siger Galschiøt.
Der var dødstille.
Ikke kun et øjeblik – men i flere minutter sad en propfuld biografsal uden at sige den mindste lyd, alt i mens de forsøgte at fordøje de billeder, de lige havde oplevet på det store lærred.
Igennem en time og 35 minutter havde de fulgt den ukrainske krigskorrespondent Mstyslav Chernov og et hold af journalister og fotografers oplevelser i den Oscar-vindende dokumentarfilm ‘20 dage i Mariupol’, der foregår i februar og marts måned 2022 under Ruslands brutale invasion af Ukraine.
Siden krigens start har man i korte glimt set krigens rædsler i diverse nyhedsudsendelser, men i dokumentaren får man det fulde billede – og det er ekstremt barsk. Gennem 20 dage følger man Mstyslav Chernov og hans kollegaer fra The Associated Press (AP) dokumentere ødelæggelserne og de ubegribelige lidelser, som indbyggerne i Mariupol gennemlever under den russiske invasion.
Time for time følger man, hvordan de russiske soldater rykker tættere på den ukrainske havneby og trækker et spor af død efter sig.
Begivenheder, der kun kommer ud til omverdenen takket være krigskorrespondenternes store mod og vilje til at dokumentere rædslerne. Flere af scenerne i filmen er identiske med nogle af de nyhedsklip, der er blevet symboler på krigen i Ukraine.
Blandt andet billedet til denne artikel, hvor Mstyslav Chernov’s hold filmer en højgravid kvinde, der bæres væk fra en fødeklinik, som er blevet ramt under et russisk luftangreb den 9. marts 2022.
Iryna Kalinina og hendes ufødte barn overlevede ikke. I filmen ser man også flere andre børn, som lægerne forgæves forsøger at redde. Det er ubærligt og helt umuligt ikke at blive følelsesmæssigt berørt af.
Krige bunder ofte i storpolitik, men i ‘20 dage i Mariupol’ bliver fokus holdt på den humanitære katastrofe. Det er utroligt intenst, men også en vigtig detalje. Det er nemlig ikke en film om årsagen til krigen, men om de helt almindelige mennesker, der bliver ofre, når verdens magthavere trykker på knappen.
Det er dem, der skildres i dokumentarfilmen. Uskyldige mennesker: gamle, kvinder, mænd og børn, der pludselig fanges i en russisk dødsspiral.
Du kan lige nu se filmen helt gratis på DR, hvor den ligger frem til november 2026. Og som nævnt er det en meget barsk omgang. En film, man egentlig ikke har lyst til at se, men som man skal se, hvis man vil prøve at forstå krigens rædsler.
Det er også en film, der minder en om, hvorfor det er vigtigt stadig at have fokus på krigen i Ukraine. Det har vi haft på Danwatch, siden den startede.
Du kan dykke ned i vores Rusland-dækning her.
Den tjekkiske kvinde Saša Uhlová forbereder sin afrejse. Der er efterhånden styr på det praktiske, så det sidste, der mangler, er afskeden med familien. De to sønner, manden, den gamle far, alle forlader hun om lidt.
Tanken om at forlade sidstnævnte er især smertefuld. Faderen er syg og kan dø når som helst, men afsted skal hun. For ligesom tusindvis af andre østeuropæere – forholdsvist kvinder – skal hun tage rejsen fra Østeuropa til Vesteuropa for at tage et job, der betaler regningerne.
Scenariet er ægte og rummer virkelige følelser, men er alligevel helt anderledes end for dem, hun om lidt skal dele skæbne med. Saša Uhlová gør det nemlig ikke af pengenød, men som journalist for at afdække forholdene på det europæiske marked for billig arbejdskraft.
Det er en indsats, der lige nu kan ses i dokumentarfilmen “The Limits of Europe”, der i denne uge havde verdenspremiere på CPH:DOX.
Med et skjult kamera følger man rejsen fra Tjekkiet til Tyskland, Irland og til sidst Frankrig og det fysisk og psykisk krævende arbejde, Saša Uhlová tager på vejen. Hver gang er det et lavtlønnet job, som får hjulene til at dreje rundt, men som vi ikke ser. Hun bliver med andre ord en del af Europas usynlige hænder.
Vesteuropa er i dag helt afhængige af migrantarbejdere for at få tingene til at køre rundt. Estimater lyder blandt andet på, at 800.000 til op mod en million migranter hvert år ansættes i europæiske landbrug.
På trods af at vi har brug for dem for at få mad på bordet, viser undersøgelser gang på gang, at de ansættes under kummerlige vilkår og kontrakter. De samme forhold skildres også af Saša Uhlová, der når at tage tre jobs.
Et af dem er på en grøntsagsfarm, hvor hun enten høster eller snitter hundredvis af kilo grøntsager i op til 16 timer om dagen. Hurtigt trænger smerterne sig på, fingrene gør ondt, og trætheden indtræder.
Nogenlunde samme historie går igen på et hotel i Irland, hvor Saša Uhlová tager job som rengøringspersonale. Her er hun desuden underlagt en chef, der giver løn efter, hvad der ser ud som fuldstændigt arbitrære kriterier.
Sidst får hun job som ældrepasser i Frankrig. Igen et fysisk arbejde, men for Saša Uhlová er det her hjertet, der lider mest. De gamle er ofte syge og ensomme, og Saša Uhlová danner hurtigt relationer med dem, hun passer. Inden hun ved af det, drager hun også omsorg efter arbejdstid, fordi hun ikke kan nå at dække behovene i de få timer, hun har fået.
Fælles for alle arbejdspladserne er, at der er et overtal af østeuropæere. Fælles er også afsavnet, den lave løn, de lange arbejdstider og smerterne, der kun kan komme fra et krævende arbejde.
Alligevel tager de turen over grænserne, fordi alternativet er værre. Flere af dem fortæller, at de ville arbejde lige så hårdt og lige så længe i deres hjemlande, men at lønnen ville være betragteligt lavere. De har altså ikke noget valg.
En situation, som Saša Uhlová betegner som “løntæppet”. Øst – og Vesteuropa er ikke længere delt i to politisk, men økonomisk. Den store lønforskel har simpelthen givet et nyt “os og dem” i Europa.
Det er et problem, der kun løses med en fælles europæisk lov om minimumsløn, lyder det fra dokumentarens instruktør, Apolena Rychlíková til den efterfølgende Q&A efter filmens visning.
“Vi ser ikke migrantarbejdere som mennesker, men som arbejdere. Hvis vi altså overhovedet ser dem”, siger Apolena Rychlíková. “På den måde er de usynlige i det kapitalistiske system”.
“Løsningen er, at vi på europæisk politisk niveau skal diskutere minimumsløn, så den bliver ens på tværs af lande”.
“The limits of Europe” er en del af CPH:DOX og kan ses den 19. og 23. marts i henholdsvis Empire Bio og Republique.
I tredive år har præsident Aleksandr Lukasjenko holdt den demokratiske opposition i Belarus i et jerngreb.
Da Lukasjenko – der også er kendt under tilnavnet Europas sidste diktator – i 2020 erklærede, at han var valgt til sin sjette præsidentperiode, havde han forinden fængslet sine to modkandidater. En af dem var finansmanden Viktor Babariko, der efterfølgende blev idømt 14 års fængsel for sit politiske virke. Også hans kunstsamling blev beslaglagt, og værkerne sat bag lås og slå.
Efter valget gik over hundredetusinde mennesker på gaden i Belarus i protest. EU afviste valgresultatet som falskt, og fordømte samtidig den undertrykkelse og vold, som landets demokratibevægelse blev mødt med af Lukasjenkos regime. FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) mente at kunne dokumentere mindst 450 tilfælde af tortur og mishandling af politiske fanger, der havde deltaget i protesterne.
Samtidig blev et af de malerier, som Lukasjenko havde sat bag lås og slå sammen med modkandidaten Viktor Babariko, et stærkt symbol for den belarussiske demokratibevægelse.
Maleriet, som har fået ikonstatus, forestiller en kvinde, der bærer navnet Eva. Hun er klædt i sort, armene er foldede, og hun kigger beskueren direkte ind i øjnene med et fast blik. i dag optræder hun på protestbannere og har fået nyt liv på de sociale medier, hvor hun optræder i memes som både politisk fange og med en fuckfinger rettet mod regimet.
Kunstneren, der oprindelig malede portrættet af Eva, hedder Chaïm Soutine. Og mens Eva fortsat er bag lås og slå i Belarus, kan en lang række af Chaïm Soutines andre værker nu ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som netop har åbnet dørene for det, de betegner som den første samlede præsentation af Chaïm Soutines værker i Nordeuropa.
Chaïm Soutine voksede op i stor fattigdom i en jødisk-ortodoks familie i nærheden af Minsk i det, der i dag er Belarus. Hans baggrund gjorde ham ikke bare udsat for de pogromer, der hærgede i Østeuropa. Som 17-årig malede den unge Soutine et portræt af en ortodoks jøde, og blev efterfølgende mishandlet groft af mandens sønner, fordi han med sit maleri havde forbrudt sig mod et religiøst billedforbud.
Overfaldet gav dog Soutine en økonomisk erstatning, som gjorde det muligt for ham at rejse til Vilnius, og siden til Paris. Også her levede han som eksileret kunstner i fattigdom. Den sidste tid af sit liv levede han som statsløs jøde i skovene uden for Paris, på flugt fra nazisterne. Han døde i 1943 af et ubehandlet mavesår.
I Louisianas forord til udstillingen på Louisiana fremhæves direktør Poul Erik Tøjner Soutines liv på flugt og på kanten af samfundet som drivkraften for hans kunst.
“Den evige fremmedgørelse – dét aldrig helt at høre til; til en religion, en kultur eller et samfundslag, til en vennegruppe eller til en kunstretning – som i høj grad formede Soutine, genlyder i hans arbejde”, skriver Tøjner.
De mennesker, som Soutine portrætterer, virker da også fremmedgjorte.
I tiden mellem Første og Anden Verdenskrig maler han portrætter af piccoloer, stuepiger, kordrenge og slagtere i stærke, ofte røde farver, med fordrejede kroppe der – ifølge museumsdirektøren – “indfanger en generation præget af krig, sociale problemer og modsatrettede religiøse og politiske holdninger”.
Le Groom (Piccolo), 1925. Foto: Louisiana pressefoto
En række nutidige kunstnere giver i en videoantologi, der er lavet til udstillingen, sit bud på, hvorfor Chaïm Soutines malerier fortsat tjener til inspiration for malerkunsten.
De fordrejede og krøllede motiver er ligesom punk, det er brutalt og transformativt, med infernalsk energi, siger de.
Soutine malede ikke bare portrætter af levende mennesker, men også af døde dyr – i farverige stilleben med rådnende oksekadavre, afpillede høner, og sågar en pilrok, hvis indvolde flyder ud gennem det perlemorsagtige fiskeskind.
Le Boeuf écorché (Flået okse), 1925. Foto: Louisiana pressefoto
“Man fornemmer sulten i de billeder. Sulten og lugten og blodet”, siger den amerikansk-britiske portrætmaler Chantal Joffe, en af kunstnerne i videoen.
“Vi lever i en tid med rigtig mange billeder. Men Soutines billeder viser, hvad det er, maleriet kan”, siger hun. “Der er ingen korrekthed i gengivelserne, de fungerer ikke som et fotografi, men som en følelse”.
Måske af samme grund kan dem, der lever videre under Aleksandr Lukasjenkos brutale diktatur i Belarus, spejle sig i Soutines portræt af den sortklædte Eva.
For Chaïm Soutines portrætmalerier viser os, hvad det vil sige at være et menneske, der lever under et åg, siger den britiske kunstmaler Emma Talbot.
“Jeg ser en menneskehed, der er tynget og presset. Trykket af omstændighederne, de lever under. Derfor kan man heller ikke løsrive sig”, siger hun.
Louisianas udstilling af Chaïm Soutines værker kan ses frem til den 14. juli 2024.
En er hevet i retten for greenwashing, mens en anden angiveligt har benyttet sig af børnearbejdere på ned til 7 år. En tredje har tjent millioner på at handle med det russiske militær og en fjerde forurener massivt. Virksomhederne, der er tale om, hedder Danish Crown, Toms, Hempels Fond og Carlsberg og fælles for dem er, at de er kongelige hofleverandører.
Kongehuset selv kalder hofleverandørprædikatet “en særlig anerkendelse” af en virksomhed, og den eksklusive blåstempling er kun forundt 104 danske virksomheder, der med deres særlige status anerkendes for deres “kvalitet, forretningsførelse, samfundsansvar og ordentlighed”. Men som Danwatch har kunnet dokumentere, har flere af virksomhederne været på kant med de kriterier.
I anledning af tronskiftet har kongehuset meldt ud, at ordningen vil blive taget op til diskussion. Så for at klæde det nye regentpar lidt bedre på til opgaven kommer her en gennemgang af nogle af de problematikker, deres tidligere hofleverandører har været involveret i.
Greenwashing, miljøforurening og børnearbejde er nemlig bare nogle af de anklager, en række af de kongelige hofleverandører har været under beskyldning for, og det får eksperter til at efterspørge klarere kriterier for udvælgelsen af leverandørerne.
For hvad skal man som virksomhed egentlig leve op til for at modtage den royale blåstempling?
På deres hjemmeside oplyser kongehuset selv, at der “ikke tale om specifikke krav til prædikatet, men om en samlet vurdering foretaget på baggrund af samarbejdsrelationen mellem Kongehuset og virksomheden”. De afviser overfor Danwatch at udtale sig yderligere om ordningen, men spørger man professor ved CBS Andreas Rasche, bør kongehuset skilte klarere med deres udvælgelseskriterier:
“Jeg mener, at enhver anerkendelse af social ansvarlighed bør baseres på klare og transparente kriterier. Ikke nødvendigvis kriterier som man kan certificere ud fra, men kriterier som folk generelt kan forstå og genkende.”
Når Dronning Margrethe i weekenden overlader tronen til Kronprins Frederik, bliver det samtidig starten på en ny æra for Kongehuset. Hvor dronningen har været sen til at anerkende menneskeskabte klimaforandringer, så har hendes søn nemlig gjort både klimahensyn og beskyttelse af socialt udsatte mennesker til sine mærkesager, fremgår det af kongehusets hjemmeside. Men et blik på den nuværende liste af leverandører indikerer, at en række virksomheder har været på kant med den kommende konges mærkesager.
Af kongehusets hjemmeside fremgår det nu, at alle nuværende kongelige hofleverandører i forbindelse med tronskiftet vil miste prædikatet. Og det er en god beslutning, mener Lotte Hansen, der er partner i strategi-bureauet Hansen & Ersbøll Agenda med særligt fokus på bæredygtighed og CSR politik. Ifølge hende er ordningen i sin nuværende form “utidssvarende”:
“Sådan en certificering er ikke transparent. De siger en masse gode ting om samfundsansvar og kvalitet, og det er en masse gode ord, der kan få en betydning for de brands, der får det. Men man bør lægge sig op ad nogle eksisterende redskaber til at skabe transparens i forhold til socialt ansvar.”
Samtidig bør en fremtidig mærkningsordning ikke basere sig på særlig udvælgelse, men på en række klare krav, som alle virksomheder vil have mulighed for at leve op til og blive certificeret ud fra, mener Lotte Hansen. Som ordningen ser ud nu, er det nemlig for uklart, hvordan man som virksomhed kvalificerer sig til den royale anerkendelse.
Danwatch har bedt Forbrugerombudsmanden forholde sig til, om det kongelige prædikat lever op til ombudsmandens krav til troværdig information om miljømæssige og etiske påstande, men i et skriftligt svar oplyser Forbrugerombudsmanden, at man ikke har kommentarer til kongehusets beskrivelse af deres prædikat.
Om sociale og miljømæssige hensyn fremover kommer til at spille en egentlig rolle i udvælgelsen af kongelige hofleverandører er endnu uklart.
Men ifølge Anders Rasche bør man som minimum bestræbe sig på at skabe klarhed over, hvilke kriterier de kongelige hofleverandører vælges ud fra:
“I sidste ende er kongehuset en organisation, og enhver organisation som træffer beslutninger, bør være meget klare omkring baggrunden for de beslutninger.”
Illustration: GPT-4 (vi tester)
Selvom Danish Crown postede både penge og holdninger i falsk reklame for deres “klimagris”, så er svinekød altså ikke så klimavenligt, som Landbrug og Fødevarer gerne vil have dig til at tro. Det kunne Danwatch i november fortælle – lige op til den travleste tid på grisens år. Skal der alligevel flæskesteg på bordet, så gå efter et danskproduceret biodynamisk svin, sukkergris.
De danske fiskebestande er ikke, hvad de har været, men hvis der skal sild og anden fisk på julefrokostbordet, har WWF lavet en oversigt over de mindst og mest truede fiskearter i de danske farvande. Den kan du jo læse, inden du gør noget torskedumt 😉
Stadset har sit eget e-nummer, så det kan man jo tænke lidt over. Hvis det ikke holder dig vågen om natten, giver du den bare gas.
Lige meget hvordan man vender og drejer det, så kræver det væsentligt mere vand at producere de små mandler end nogen af de andre populære nødder. Det er faktisk svært at finde et rigtig godt bud på en bæredygtig mandel, men hvis du mangler noget at skændes med din familie om juleaften, kan du jo overveje at bytte mandlerne i ris a la manden ud med enten jordnødder eller hasselnødder, der ikke har et ligeså stort vandforbrug.
Det er svært med vaniljen, for som Danwatch tidligere har kunnet afsløre, er den ofte produceret under dybt kritisable forhold i Madagaskar, hvor 80% af verdens vanilje stammer fra. Her er vaniljebønder blevet holdt i gældsspiraler og har benyttet sig af børnearbejde grundet fattigdom.
Det er juleaften og du kan næsten ikke forestille dig et juletræ uden chokolade i kræmmerhusene. Men som Danwatch tidligere har dokumenteret, er det lidt af et minefelt at navigere uden om chokoladeproducenter, der benytter sig af børnearbejde – også selvom de danske forhandlere siden smækker et Fairtrade-mærke på pakken. Heldigvis findes der chokoladeproducenter, der vælger at betale deres underleverandører en højere løn, så de kan ansætte voksne på kakaoplantagerne. Her kan du finde en liste over chokoladeproducenter, som ikke umiddelbart har forbindelser til børnearbejde. Den er ikke rørende lang.
I den højaktuelle ende, så er der god grund til at gå op i, hvor dine dadler kommer fra i år. Som Danwatch tidligere har kunnet påvise, så bliver flere israelske dadler nemlig dyrket på landområder i Vestbredden, som israelske bosættere har taget fra palæstinensere. For at gøre ondt værre, kunne Danwatch dokumentere, at bosætterne siden havde ansat de palæstinensiske bønder til at arbejde på de plantager, de tidligere selv ejede til en timeløn på omkring 20 kroner. EU har påbudt forhandlere at deklarere, om deres varer er dyrket på besat land, så tjek oprindelsesstedet på dine dadler ekstra grundigt denne jul.
Allerede i 2016 kunne Danwatch fortælle, at vores kaffe fra Guatemala produceres af børnearbejdere. Siden er der væltet ind med møghistorier om den guddommelige tjæredrik, som din julemiddag selvfølgelig skal sluttes af med, og så er vi ikke engagn begyndt at tale om miljøbelastningen. Forskere har nemlig peget på, at en kop kaffe kun er halvt så miljøskadeligt som den helt store klimasynder, oksekød. Og den beregning er lavet før, du kommer mælken i. Heldigvis er der måder, at reducere dit CO2-aftryk på, mens du drikker julekaffen.
Sidst på aftenen skal der danses om træet, og i de senere år er der kommet fokus på, hvorvidt det egentlig er en god idé at fælde et grantræ pr. husstand hver jul. Det er der stadig delte meninger om, for plastikerstatningen er heller ikke ligefrem en klimavinder. Heldigvis har Forbrugerrådet Tænk lavet en udførlig oversigt over fordele og ulemper ved de levende og døde træer.
“See you”, siger Tatiana Cuenca, Carolina Matiz og Greylis Pinto Ustate og vinker, da de træder igennem skydedørene og forsvinder ind i den store, grå-skinnende, firkant der er Nykredits hovedkontor. Her skal de møde den danske investor i mineselskabet Glencore.
Luften er klar og kold. Det er en grå mandag, en af de hidtil koldeste dage i november. Men det virker ikke til at påvirke de tre colombianske kvinders humør. På vejen mod Nykredits kontor stopper de og tager selfies foran tivoli, og på en sidegade bliver en Christianiacykel fotograferet.
Der er ikke meget plads i deres program. På de to dage, hvor aktivisterne er i København, har de aktiviteter fra morgen til aften. Den eneste form for sightseeing bliver små gåture gennem gaderne på vej til vigtige møder som dette. Danwatch har fået lov til at følge gruppen under deres besøg, hvor de vil fortælle om mineselskabet Glencores skadelige aktiviteter i den colombianske Cerrejón mine. Aktiviteter, som de selv har været med til at dokumentere i en ny rapport.
Vi mødes først i Oxfams bygninger tidligere på dagen, der sammen med Miljøbevægelsen NOAH og Colombia Solidaritet er værter for gruppen under deres besøg.
Her forbereder aktivisterne deres møde med Nykredit.
“Vores ambition er først og fremmest, at få Nykredit til at genoverveje deres investeringer i Glencore. Hvis de ikke vil det, så håber vi, at de vil leve op til deres sociale ansvar som investor og påvirke Glencore til ikke at overtræde menneskerettigheder og miljølove”, lyder det fra Carolina Matiz.
Hun bliver suppleret af Tatiana Cuenca.
“Jeg ser frem til at spørge Nykredit, om de er klar over, at de støtter en virksomhed, der er en af de største krænkere af menneskerettigheder”, siger hun.
Da Nykredit har ønsket at holde mødet fortroligt, må Danwatch ikke komme med ind. Vi nøjes derfor med at følge aktivisterne hen til indgangen.
Tatiana Cuenca kommer fra miljøorganisationen CENSAT – Friends of the Earth Colombia. Carolina Matiz er en del af tænketanken CINEP, der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Og Greylis Pinto Ustate er afro-Colombianer, socialarbejder, forfatter og en af de lokale der selv har været berørt af Glencores miner i Colombia. De samarbejder alle tre via platformen La Guajira Speaks to the Country.
Et af hovedformålene med Tatiana, Carolina og Greylis’ besøg i Europa, er at tale med europæiske pengeinstitutter. En ny rapport ‘A Toxic legacy – Glencores footprint in Colombia and Peru’, som udkom den 16 November, med Oxfam og miljøbevægelsen NOAH som forfattere, afslører at næsten 50 % af Glencores lån de seneste 6 år, kommer fra europæiske banker, med et samlet beløb på 41,2 milliarder euro.
Gruppen ønsker at få dem til at trække deres investeringer og stoppe finansieringen af lån til mineselskabet.
“Vi er i Europa for at fortælle, at Glencore og Cerrejón ikke er så ansvarlige, som de siger, de er,” siger aktivisterne.
Efter deres møde med Nykredit mødes vi igen på Vartov, hvor gruppen skal afholde eventet “Underlagt Europas rovdrift – Historier fra Colombias oprindelige folk” sammen med Oxfam Danmark, Miljøorganisationen NOAH og Colombia Solidaritet.
Hvordan gik mødet med Nykredit?
“Det gik fint. Nu må vi vente og se hvad der sker”, siger Tatiana Cuenca kortfattet.
Man fornemmer, at hun ikke kan sige meget mere, som følge af at mødets fortrolighed.
I stedet stikker hun hånden ned i lommen, og tager en lille rund chokolade, pakket ind i blåt papir med Nykredits logo på.
“De prøvede at vise sig fra deres bedste side, så de gav os chokolade”, siger hun og griner.
Artiklen omtaler to rapporter:
Forestil dig en flod, hvis rindende vand løber langs frodig grøn natur. I floden svømmer fisk i alle former og farver. De fanges af det folk, som bor omkring den. De er selvforsynende og lever af de afgrøder, de dyrker og den føde, de finder i naturen. De bevæger sig frit mellem træer og huse, og flodens vand er deres kilde til liv og spiritualitet.
Sådan beskriver Greylis det liv, hun levede før Cerrejón-minen, – eller ‘monsteret’ som de lokale kalder minen i La Guajira.
Det er senere på dagen samme kolde og grå mandag, og Tatiana, Carolina og Greylis fortæller om de forhold Cerrejón-minen har skabt for de lokale i La Guajira, forhold de har dokumenteret i deres rapport.
De viser billeder på projektoren af floden Bruno – en stor kilde til liv for det folk, som altid har boet omkring den længe før Cerrejón kom til.
På et billede der viser floden ‘før Cerrejón’ ser man en flod der snoet smyger sig blandt træer og planter. På billedet ‘efter Cerrejón’ er floden væk. Alt der er tilbage, er et udtørret jordhul hvorfra der engang løb en flod.
I dag ser livet for befolkningen i La Guajira og langs Bruno floden noget anderledes ud. Store dele er flodens vand, er forsvundet. Mange er blevet fordrevet, flere imod deres vilje. Dem, som er tilbage og har Cerrejón-minen som nabo, lever i huse hvor møbler er tilstøvet af minens giftige partikler. Partiklerne er ikke blot der, de er også i luften og i deres lunger. Colombias forfatningsdomstol fastslår, at der er svovl, krom, kobber, brom, nikkel, mangan og zink i luften i området og i indbyggernes blod. Rapporten ‘A toxic legacy’ fastslår, at næsten en tredjedel af befolkningen i La Guajira-regionen oplever luftvejssymptomer.
“Minens partikelstøv har gjort folk syge, det går især ud over børn og ældre”, siger Tatiana Cuenca.
“Glencore har gjort sig til ejere af jord, vand og luft”, siger Tatiana imens hun viser flere før og efter billeder af mine-landskabet.
Hun fortæller, at den colombianske forfatning peger på, at Cerrejón er skyld i manglende adgang til fødevare og vand.
La Guajira er et af de største områder for det oprindelige Wayuu-folk, og flere af dem er blevet fordrevet, det samme er mange afro-colombianere, der som Greylis er vokset op i området.
“Minen Cerrejón har taget alt fra os”, fortæller Greylis.
“Da jeg voksede op i min landsby, havde jeg fri adgang til vand og natur, vi kunne bevæge os frit og vi levede af det vi dyrkede og de dyr vi havde.”
“Men så kom Cerrejón. Vi blev forflyttet til et nyt sted og havde ingen adgang til drikkevand eller jord, vi kunne dyrke.”
“Vi kunne ikke bevæge os frit mere, overalt var der private afspærringer,” siger hun.
Tatiana, Carolina og Greylis, siger at de håber Nykredit tager resultaterne fra deres rapport til sig.
“Jeg håber de vil tænke over at lægge pres på Glencore, fordi de penge de har givet til Glencore har blod på sig,” siger Carolina Matiz
Ifølge Oxfams generalsekretær Lars Koch, der stod bag arrangementet, har Glencores investorer et ansvar.
“Nykredit har som investor et ansvar for at sikre, at det selskab, de investerer deres penge i, lever op til menneskerettigheder og overholder miljøstandarder. Der er Glencore jo interessant, fordi de er dømt for alt. Så hvis de ikke med det samme trækker sig som investorer, så må de jo gå ind med klare krav til Glencore”, siger Lars Koch.
Danwatch har forsøgt at få et interview med Nykredit, men de ønsker kun at stille op skriftligt. I en mail har vi spurgt dem om mødet med Tatiana, Carolina og Greylis kan ændre deres beslutning om at investere i Glencore? Om de som investorer har et medansvar for at menneskerettigheder og klimamål bliver overholdt af Glencore? Samt om de fremadrettet vil gøre noget for at Glencore lever op til deres sociale ansvar?
Christian Neble Hansen, chefporteføljeforvalter hos Nykredit, har svaret følgende:
”Som investor har vi et ansvar for at overvåge, at de selskaber, vi investerer i, lever op til bl.a. menneskerettighederne. Derfor analyserer vi løbende på, hvordan det enkelte selskab agerer, og hvis der er en udfordring, skal vi forsøge at få selskabet til at rette op. Vi er meget opmærksomme på de udfordringer, der er i Glencore, og via vores eksterne rådgiver, Sustainalytics, har vi i flere år haft en kritisk dialog med selskabet for at skubbe dem i en positiv retning. Det har vi generelt gode erfaringer med, og vi tror på, at det er den bedste løsning, hvis vi kan få selskabet til at løse dets problemer.
Selvom vi gør en indsats for at skubbe Glencore i en mere bæredygtig retning, er sandsynligheden for succes dog altid større, når vi samarbejder med andre. Derfor er vi glade for, at andre investorer og Sustainalytics er med i dialogen om Glencore, og at Noah og Oxfam Danmark har sat os i forbindelse med den columbianske gruppe. På den måde kan vi nemlig bedst muligt nå vores fælles mål om, at Glencore lever op til sit ansvar fremadrettet.”
På nuværende tidspunkt har Nykredit en investeringssum på 403 millioner i Glencore og for bare et halvt års tid siden, modtog Glencore også penge fra flere danske pensionsselskaber. Både PFA pension, Velliv pension og Sampension trak hen over sommeren deres investeringer i Glencore.
Danwatch har desuden tidligere afsløret, hvordan Aalborg forsyning importerede kul fra Cerrejón minen til nordjyderne, en import de også er stoppet med i dag.
Anderledes ser det dog ud i mange andre europæiske lande. Lande som Tyskland, Holland og Schweiz importerer stadig store mængder kul fra Cerrejón.
“Det er netop derfor det her problem vedrører Europa”, lyder det fra aktivistgruppen.
“Hvis man forstår, at det her er en værdikæde, må man også forstå at ansvaret er for alle”, siger de.
Det er blevet tirsdag. Greylis, Carolina og Tatiana har deres sidste dag i København inden de rejser videre til Berlin. Vi mødes på Christiansborg til konference om virksomheders samfundsansvar.
Til arrangementet skal aktivisterne fortælle om Glencore og Cerrejón i La Guajira.
Blandt publikum ses folk i jakkesæt og blazere. Man får indtryk af, at erhvervslivet er kommet for at høre hvad de har at sige, men måske i ligeså høj grad, for at høre mere om det nye Due Diligence direktiv fra EU, som i fremtiden vil gøre det lovpligtigt for virksomheder at undgå krænkelser af menneskerettigheder og miljø i deres varekæder.
På talerstolene gør de tre colombianske aktivister sig klar. Vi har alle fået udleveret et headset, som vi får oversat det de siger på spansk igennem.
“Glencore Cerrejón ville have vores landområde, og de tog det. De tog alle vores rettigheder fra os”, siger Greylis.
Carolina Matiz forklarer om de menneskerettighedsbrud de har dokumenteret i deres rapport.
“Men bekymrer Glencore sig overhovedet om disse ting?,” spørger hun publikum.
En ting der bliver drøftet er, hvem Due Diligence direktivet skal det omfatte. På konferencen bliver det nævnt, at man i EU overvejer at undtage den finansielle sektor. Noget der bekymrer flere af konferencens oplægsholdere.
”Sagen om Glencore viser, at det er helt afgørende, at den finansielle sektor bliver omfattet af den nye EU-lov om due diligence. Europæiske banker, heriblandt Danske Nykredit, bør stå på mål for deres værdikæder”, lyder det for eksempel fra Marie Hagensen, international koordinator i Miljøbevægelsen NOAH.
Efter konferencen og inden de tre aktivister drager mod Berlin, får vi en sidste snak.
Greylis fortæller, at det område, hun boede i før, aldrig blev taget i brug af Glencore og Cerrejón.
“Mange længes efter at komme tilbage”, siger hun.
Hvad længes du efter?
“Jeg ønsker, at min datter skal vokse op på samme måde som mig.”
“Min drøm er at bo i et samfund uden forurening, hvor vi kan udføre de aktiviteter, vi gjorde tidligere, som kræver, at vi har god jord og godt vand for at kunne dyrke afgrøder”, siger Greylis.
Det er onsdag den 17. januar 2022. Havnebyen Korsør er klædt i gråt, og blæsten får de to grader til at føles som en iskold klud i ansigtet. Det er en af de dage, hvor de fleste nok ville blive hjemme i en varm stue, men ikke Kurt Pedersen.
Han har nemlig observeret noget interessant, der senere skal vise sig at være et historisk bidrag til en af nyere tids største konflikter.
63-årig Kurt dyrker en interesse, som de færreste kender til herhjemme. Han spotter skibe. Og det er vel at mærke kun skibe, som sejler under Storebæltsbroen, som Kurt kigger efter og foreviger med sit Nikon P1000-kamera, hvorefter de mest spændende billeder ryger op på facebook-gruppen ‘Under broen’.
Det gjorde han også den råkolde onsdag formiddag i januar 2022. Han havde forinden fulgt med i skibstrafikken og observeret de AIS-signaler, skibene udsender om deres position.
Derfor kunne han se, at danske følgeskibe, der ofte ledsager russiske krigsskibe og ubåde gennem dansk farvand, snart ville passere under Storebæltsbroen.
Dengang i januar 2022 var forholdet mellem Ukraine og Rusland allerede ekstremt anspændt. Nogle spekulerede i, at Putin snart ville angribe, mens andre anså en Russisk invasion af Ukraine for at være helt urealistisk.
Kurt havde dog en mavefornemmelse, da han satte kurs mod Halsskov Rev, hvorfra han oftest tager sine billeder.
“Det her kræver jo en fandens til nysgerrighed. Jeg sad og holdt øje med danske følgeskibe og kunne godt lure, der skulle komme noget. Så jeg skyndte mig at tage derud og tage billeder, da de kom”, siger han.
Og Kurt ramte jackpot. Under broen kom pludselig seks store russiske landgangsskibe.
“Billederne blev jo specielle, fordi de er taget, inden krigen skulle i gang, og det var blæsevejr den dag, så der ligger også en masse dramatik i dem,” siger han.
Specielt et af skibene har senere vist sig at være meget interessant. Et 135 meter langt landgangsskib ved navn Pyotr Morgunov med skibsnummer 017. Udover at være bevæbnet med flere kanoner og tungt maskingevær er det også i stand til at transportere 13 kampvogne, 40 mandskabsvogne og 300 soldater.
To måneder efter at Kurt tog billedet af skibet, sendte EU således en forordning ud, hvor de slår fast, at Pyotr Morgunov deltog i den blodige invasion af Ukraine, der startede den 24. februar 2022.
“Det store landgangsskib »Pyotr Morgunov«-projekt 11711, der blev bygget af United Shipbuilding Corporation, deltog i den ulovlige russiske invasion af Ukraine i 2022,” står der blandt andet i forordningen.
Pyotr Morgunov er også tidligere blevet beskrevet af Danwatch. Det er nemlig blandt de 31 krigsskibe og ubåde, som Danwatch har dokumenteret er isoleret med Rockwool siden Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014.
Og billedet af specielt Pyotr Morgunov har gjort Kurt Pedersen til en eftertragtet mand. Det er blandt andet blevet bragt på TV2, TVN i Polen og i de store britiske aviser The Daily Telegraph og The Mirror.
Og en dag dumpede der også en besked ind fra selveste New York Times.
“De skrev til mig, fordi de var ved at lave en video om krigen og ville bruge billederne – og det måtte de sgu godt,” siger Kurt.
Han har tidligere arbejdet på en lokal fabrik i over 20 år, inden den blev solgt og sendte mange ud i arbejdsløshed. Siden har han haft flere jobs, men måtte senest stoppe som stilladsarbejder på grund af en arbejdsskade.
Det gav mere tid til billeder, og interessen er kun vokset.
“Den kom lidt snigende som en tyv om natten, og da krigen i Ukraine startede, så blev det jo lidt mere interessant, og så besluttede jeg at holde fast, selvom det nogle gange kræver, at man står klar klokken 5 om morgenen”, siger han.
Kurt kan ikke sætte tal på antallet af timer, han bruger på at tage billeder af skibe, og han irettesætter venligt men bestemt Danwatch’s journalist, da han kalder skibs-spotteriet for en hobby.
“Nej, det er ikke en hobby.”
Hvad vil du så kalde det?
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Jeg blev arbejdsskadet og så var der jo pludselig tid. Når man har boet nede i Korsør og ved flådestationen hele sit liv, så trækker vandet jo”, siger han.
I dag tæller arkivet flere tusinder skibe, og Kurt holder skarpt øje med, hvor de bliver bragt:
“Mange af mine billeder har landkending på, så kan jeg genkende dem, når de dukker op ude i verden. Det kan være Sprogø eller en vindmølle, så jeg med sikkerhed ved, det er mit”, siger han.
For nylig tog Kurts endnu et billede, der ramte flere medier, herunder Danwatch. Det var da det russiske spionskib Evgeny Gorigledzhan i midten af oktober sejlede under Storebæltsbroen.
Her kunne man også se, at der var bevæbnede soldater om bord. Kurt har dog et meget pragmatisk syn på om, russerne kunne finde på at skyde på ham.
“Jeg har da tænkt, om jeg en dag får en kugle gennem tophuen”, siger Kurt og griner.
“Nej, jeg tror ikke, at der er en risiko. De kommer jo i fuld offentlighed,” siger han.
Foran det smukke gule kunstmuseum i den ukrainske provinshovedstad Kherson kørte fem lastbiler og en række militærkøretøjer op og blokerede gaden den 31 oktober 2022. I fire dage gik russiske soldater i rutefart mellem museet og de mange køretøjer, indtil de igen kørte deres vej – med mere end 10.000 kunstværker.
Det russiske militær, der havde besat Kherson, forlod byen med massevis af kunstværker og antikke genstande fra både Khersons lokalhistoriske museum og byens regionale kunstmuseum i det, eksperter efterfølgende har betegnet som det største kunsttyveri siden Nazisternes kunstrøverier under 2. verdenskrig.
Den ukrainske antikorruptionsenhed NACP oprettede d. 19 oktober en ny sektion, ‘Stolen Heritage’, til deres database ‘War&Art’. Den nye sektion offentliggør information om kunstværker og kulturarv, der er stjålet af Rusland, siden de annekterede Krim i 2014. ‘War&Art’-platformen har eksisteret siden august 2023 og haft til formål at spore gigantiske kunstsamlinger, ejet af rige sanktionerede russere, og stoppe handel med kunsten.
Ifølge Pavlo Kulyk, leder af afdelingen for analytisk arbejde og informationsudveksling hos NACP, er formålet med platformens nye sektion at dokumentere den kulturarv, Rusland har stjålet fra Ukraine, og bringe det til verdenssamfundets opmærksomhed.
“Vi håber, at det kan blokere for salg af genstande, som allerede er stjålet, forebygge fremtidig tyveri i besatte områder og stille Rusland til ansvar,” siger Pavlo Kulyk i et mailsvar til Danwatch.
Spørger man Mette Skak, Lektor Emerita i Statskundskab ved Aarhus Universitet og specialiseret i sanktioner mod Rusland, er det ikke nogen dårlig strategi.
“At indsamle dokumentation i relation til krigen kan være med til at gøre sanktionerne og udelukkelsen af Rusland fra det ‘gode selskab’ mere effektiv,” mener hun.
‘War&Art’ har lige nu registreret 1.253 genstande ejet af sanktionerede personer og 235 genstande, der er stjålet fra Ukraine. De identificerede kunstværker har en samlet værdi på 18,1 milliard danske kr.
Ifølge Pavlo Kulyk plyndrer russerne ikke kun de ukrainske museer, de gennemfører også deres egne arkæologiske udgravninger i de besatte områder efter ordre fra den Russiske Føderations myndigheder, og genstande, som er tusinder af år gamle, havner på russiske museer, fortæller han.
Blandt platformens stjålne genstande kan man blandt andet se et par små firkantede guldøreringe fra middelalderen med beskrivelsen, “taget af repræsentanter for Den Russiske Føderation under ulovlige udgravninger af kulturarvssteder i Ukraine”, herunder stjålet fra Krim i 2019.
De genstande, som blev stjålet, da det russiske militær forlod Kherson den 31. oktober 2022, optræder også i den nye database. Guldsmykker, antikke keramikvaser, og et sandstens gedehoved er blandt nogle de genstande platformen viser, fra Khersons lokalhistoriske museum.
Fra Khersons regionale kunstmuseum finder man både ukrainsk og international kunst fra det 17.-21. århundrede. Flere af malerierne portrætterer den ukrainske identitet. Et maleri viser f.eks. en kvinde i national ukrainsk folkedragt, et andet maleri portrætterer farvestrålende keramiske vaser med titlen “Ukrainian ceramics.”
Pavlo Kulyk fortæller, at ukrainerne vil føle konsekvenserne af Ruslands tyveri mod deres kulturarv i mange år endnu.
“Når smerten over tabet af vores kære aftager vil vi blive ramt af smerten over den kultur, som er blevet stjålet fra os,” skriver han.
DOKUMENTATION
Her ses et udsnit fra den ukrainske antikorruptionsenhed, NACPs digitale platform “War&Art” over de kulturgenstande, de har dokumenteret, at Rusland har stjålet fra Ukraine siden annekteringen af Krim i 2014.
Platformen ‘War&Art’, har hidtil beskæftiget sig med at spore sanktionerede oligarkers pompøse kunstsamlinger, og blandt værkerne er verdensberømt kunst lige fra Leonardo da Vinci’s Salvator Mundi til Andy Warhol’s Four Marilyns.
På listen over sanktionerede kunstsamlinger finder man den kontroversielle oligark Roman Abramovitjs samling, der med 365 værker til en samlet værdi af 2.602.615.137 kroner, er en af de største. I hans samling findes blandt andet værker af Pablo Picasso, Francis Bacon, Claude Monet og Salvador Dali.
Pavlo Kulyk skriver, at NACPs ‘War&Art’ dokumentation af sanktionerede oligarkers kunstsamlinger har skabt røre på det internationale kunstmarked.
“Takket være vores projekt vil de mest berømte auktionshuse nu ikke have noget med de sanktionerede russere og deres kunstværker at gøre,” skriver han.
Ifølge Pavlo Kulyk, er det for tidligt at sige, om deres nye sektion over stjålen kunst vil opleve samme succes, men foreløbig har de fået positiv feedback fra eksperter, siger han.
Mette Skak, emerita fra Aarhus Universitet, mener, at man kan se Ruslands plyndringer af ukrainsk kulturarv som et udtryk for, at Rusland ikke anerkender en ukrainsk national identitet.
“Rusland er ikke interesseret i at anerkende, at der findes en enestående ukrainsk nation og kultur, inklusiv værdifulde ukrainske kunstgenstande,” siger hun.
Det er Pavlo Kulyk enig i.
“Rusland prøver at ødelægge Ukraine på alle fronter, inklusiv den kulturelle,” skriver han til Danwatch.
Ifølge FNs kulturorgansiation UNESCO er kulturarv ofte mål for strategisk krigsførelse. Haager-konventionen fra 1954, som både er underskrevet af Rusland og Ukraine, har til formål at beskytte kulturarv. De lande, som har underskrevet den, skal “forbyde, forebygge og bremse enhver form for tyveri” af kulturgenstande.
Men Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at forbryde sig mod netop Haager-konventionen med deres plyndringer af kulturarv.
I nyere tid så man både plyndringer af Nationalmuseet og arkæologiske udgravninger under den seneste krig i Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat blandt andet finansierede sin krig ved at sælge stjålen kulturarv.
Om siden ‘Stolen Heritage’ med deres dokumentation, vil sætte en stopper for handel med ukrainsk kulturarv, må tiden vise, men Pavlo Kulyk er klar i sin udmelding til verdenssamfundet.
“Når vi viser verden, at russerne stjæler Ukraines kulturarv, må verden reagere. Lande bør afbryde alle kontakter med russiske museer, fordi deres samlinger fyldes op med kulturgenstande stjålet fra Ukraine,” siger han.
En mur af undertrykkelse.
Det er, hvad der møder de besøgende på årets arkitektur-biennale i Venedig, hvor arkitekten Allison Killing (Killing Architects) med værket “Investigating Xinjiang’s Network of Detention Camps” viser, hvordan arkitekturen kan bidrage til at undersøge undertrykkelse og krænkelser af menneskerettighederne.
På en flere meter høj væg mødes beskueren af arkitekternes optegninger af, hvordan hverdagen ser ud for de internerede kinesiske mindretal i en af de såkaldte genopdragelseslejre i Xinjiang.
Det har ellers været nær umuligt for journalister at få adgang til Xinjiang og særligt til interneringslejrene, der ifølge kinesisk propaganda blot er uddannelsesinstitutioner for det muslimske mindretal uighurerne og andre forfulgte mindretal i Kina.
Men ved hjælp af optegninger fra tidligere internerede, satelitfotos, kinesiske fængselsbygningsregulativer samt lækkede dokumenter er det alligevel lykkedes at give omverdenen et indblik i, hvor massiv undertrykkelsen af uighurerne i Xinjiang er.
Der er en interneringslejr på grænsen mellem Kina og Kazakhstan, Mongolküre facility, som er afbilledet på væggen. Bag den flotte indgangsport, der fortæller, at uddannelse er vejen til fremtiden, gemmer sig et rædselsregime med mikrofoner og videokameraer på sovesalene, der opfanger enhver, der taler et andet sprog end mandarin – en forseelse der kan give en uge i isolation. Bag de 7,2 meter høje betonmure tages børn fra deres forældre, mens internerede tvinges til at tage medicin og få sprøjter, som de ikke ved, hvad indeholder.
Ved hjælp af primært satelitfotos har Allison Killing og hendes kollegaer afdækket, at der er 348 lignende lejre i provinsen. Det estimeres, at mere end en million kinesiske muslimer har været interneret i lejrene siden 2016.
“De to professioner arbejder på meget forskellige måder – visuelt versus tekstuelt – og har meget forskellige ideer om, hvordan man kan indhente viden. I journalistikken er guldstandarden en øjenvidnefortælling, men i arkitekturen lægges der mere vægt på visuelle og materielle beviser”, skriver arkitekterne hos Killing Architects om udstillingen.
Det ses også I måden, arkitekterne interviewer øjenvidnerne.
“Vi har rejst i Kazakhstan og interviewet tidligere indsatte, men udover at bede dem fortælle, hvad de oplevede, har vi også bedt dem tegne for os, hvordan de fysiske rum de var interneret i så ud”, fortæller en af arkitekterne i en video, der vises på udstillingen. Og det har givet mulighed for, at formidle til omverdenen, hvordan lejrene ser ud og også åbnet for nye måder at dokumentere undertrykkelsen af uighurerne og andre mindretal i Xinjiang.
I lejrene har mennesker været indsat i årevis på grund af deres religiøse praksis eller for opførsel der af de kinesiske myndigheder opfattes som illoyal, så som at downloade Whatsapp, lade sit skæg gro eller studere i udlandet.
Af samme grund har menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kaldt undertrykkelsen af uighurerne for en af vor tids største overgreb på menneskerettighederne.
Arkitekterne, der står bag udstillingen, der dette år kan ses i Venedig, har talt med tidligere internerede der fortæller, at de blev hentet om natten, iført hætter og lænker, og sendt til de grusomme interneringslejre på et ukendt sted.
Blandt andet ved at sammenholde de tidligere indsattes egne optegninger af lejrene med satelitfotos og kinesiske myndigheders regulativer for fængselsbygningerne, er det efterfølgende lykkedes for holdet hos Killing Architects at identificere, hvor de indsatte har været interneret.
Både Amnesty International og Human Rights Watch kategoriserer undertrykkelsen af uighurerne og de andre muslimske mindretal i interneringslejrene som forbrydelser mod menneskeheden.
Den 25. august i år, ud på aftenen, slukkede den gabonesiske regering for internettet i det centralafrikanske land.
“Først mistede vi adgangen til de fransktalende internationale medier – RFI, TV5Monde og France24 – og så, af endnu større betydning for os journalister, adgang til hele internettet”, fortæller Sophie Éyégué, gabonesisk freelancejournalist, til Reporters Without Borders, en international organisation, der arbejder for journalisters frihed og sikkerhed verden over.
“Pludselig var det umuligt at vide, hvad der skete i landet”, siger hun.
Timingen var ikke tilfældig. Dagen efter, den 26. august, skulle Gabon nemlig afholde et speget præsidentvalg.
Under gentagne advarsler om planlagt valgsvindel, stillede præsident Ali Bongo, hvis familie har siddet på magten i landet siden selvstændigheden i 1960, op til endnu en syv-årig embedsperiode.
Internet-blokaden havde store konsekvenser for Sophie Éyégués arbejde.
“Jeg var nødt til at diktere mine historier i telefonen, og jeg var ude af stand til at sende mit arbejde til de radiostationer, jeg plejer at samarbejde med”, siger hun.
I en ny analyse, udgivet i anledningen af FN’s internationale dag for adgang til information den 28. september, påpeger Reporters Without Borders, at Sophie Éyégués oplevelser langtfra er et enkeltstående eksempel.
Alene i år har landene syd for Sahara indført tolv internet-blokader. Og det har fået store konsekvenser.
“Nogle regeringer bruger internet-blokader til at begrænse pressefriheden og adgangen til information i vigtige øjeblikke”, siger Sadibou Marong, direktør for Reporters Without Borders’ Afrika-afdeling.
De mange internet-blokader i Afrika syd for Sahara fordeler sig på seks lande. Ud over Gabon drejer det sig om Zimbabwe, Senegal, Guinea, Mauretanien og Etiopien.
I Senegal oplevede befolkningen at miste forbindelsen til landets mobile netværk, da der i juni måned udbrød voldsomme protester over hele landet i kølvandet på en dom til oppositionspolitikeren Ousmane Sonko.
“Det var umuligt for mine journalister at levere reportager direkte fra gaderne”, fortæller Ayoba Faye, redaktør på det senegalesiske nyhedssite Pressafrika.
Typisk forklarer regeringerne sig med, at blokaderne er til for at begrænse spredningen af hadefulde beskeder eller misinformation. Det gjorde den senegalesiske regering også.
Men i virkeligheden er der tale om en “våbenliggørelse” af internettet, siger Felicia Anthonio, kampagnemedarbejder hos Acces Now, en organisation, der kæmper for digitale borgerrettigheder.
“Nedlukning af internettet forhindrer journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre nøgleaktører i at varetage deres opgaver med at holde snor i magthaverne. Fri adgang til information er en grundlæggende rettighed, der altid bør være beskyttet”, siger hun.
Den 10. oktober går Liberia til valg som det næste afrikanske land.
Her frygter Sekou Sheriff, chefredaktør på Danwatchs samarbejdsmedie Voice of Liberia i hovedstaden Monrovia, at regeringen vil lade sig inspirere af Ali Bongo i Gabon.
“Vi har ikke oplevet nogle begrænsninger endnu, men med udsigten til et tæt valg frygter jeg, at vi også vil få opleve at internettet bliver lukket ned”, siger han.
“Hvis det sker, vil vi ikke kunne passe vores arbejde og give befolkningen de oplysninger, de har brug for”.
Ali Bongo er dog næppe det bedste eksempel til efterfølgelse for Liberias præsident George Weah. Få dage efter sin valgsejr, den 30. august, blev Bongo afsat i et militærkup. Det kunne selv ikke en nedlukning af internettet forhindre
