Det første, man ser ved indgangen til udstillingen, er to russiske politibetjente, der åbner dørene til et glimmer-skilt med ordene “Velvet Terrorism”. Et udtryk, der er blevet brugt mod protestgruppen Pussy Riot af Putins åndelige rådgiver, biskop Tikhon Shevkunov efter gruppens aktion ‘Punk Prayer’ i Moskvas Frelserkirke i 2012.
Her bad Pussy Riot i en punksang Jomfru Maria om at træde i karakter som feminist og befri Rusland for Vladimir Putin.
Aktionen endte med at sende tre af medlemmerne, Nadesjda Tolokonnikova, Maria Alyokhina og Jekaterina Samutsevitj, to år i fængsel, sigtet for “hooliganisme motiveret af religiøst had”.
Sagen fik massiv opmærksomhed i vestlige medier og de tre kvinders fængselsstraf blev kritiseret af blandt andet Amnesty International.
Dengang chokerende det mange i Vesten, at de tre kvinder endte i fængsel for en uskyldig protest. I dag er det nærmere rutine, at russiske demonstranter ryger bag tremmer. Der er sket en udvikling på 12 år, ikke bare med Pussy Riot, som nu står her i Louisianas kulturradikale rammer, men også med Rusland.
Og det er den udvikling, Maria Alyokhina fra Pussy Riot og kunstneren bag udstillingen, vil illustrere.
Forbi glimmer-bogstaverne “Velvet Terrorism” viser en stor skærm en film med et, ifølge Alyokhina, nyere Pussy Riot medlem. Non-binære Casso, er i videoen iklædt en lang sort skjortekjole og en rød baklava hue. Casso drikker en flaske vand, løfter op i kjolen med fuld synlighed til kønsdele, og tisser ud over et billede af Putin.
“Jeg tror I har forstået budskabet,” siger Maria Alyokhina med et grin, “lad os gå videre.”
Resten af udstillingen er en atypisk kunstudstilling, der minder om et slags historiearkiv blandet med en collage-væg. Overalt er påklistret billeder, der er skrevet citater med touch sporadisk på væggen, og der er opsat små skærme med film fra tidligere aktioner. Et bombadement af information og sanseindtryk.
Vi starter i 2011 da Pussy Riots bliver dannet, og slutter i 2022 med Maria Alyokhina’s flugt ud af Rusland, hvor hun sammen med sin kæreste og Pussy Riot medlem, Lucy Schtein, flygter ud af landet forklædt som takeaway-bud.
År for år får man indsigt i, hvor meget Pussy Riot har sat på spil for det, de tror på; et frit Rusland. En kamp for LGBTQ+ rettigheder, feminisme, ytringsfrihed, løsladelse af politiske fanger, Putin-kritik og senest kritik af krigen i Ukraine.
“Putin har skabt et mareridt både i og udenfor Rusland. Jeg vil have folk til at stoppe med at være ligeglade. Jeg vil have dem til at føle det mareridt,” siger Alyokhina.
Det mareridt, føler tilskuerne især, da de farverige collagevægge, pludselig bliver erstattet af en bar army-grøn væg og to grå døre. Ved siden af døren er der skrevet “Russian Prison 6.A.M Wake-up: Russian National Anthem.”
Bag døren gemmer sig et tomt klaustrofobisk rum, der giver associationer til en fængselscelle. Det eneste inventar i cellen er lyden af den russiske nationalhymne, der brager fra en højtaler i hjørnet.
I løbet af udstillingen bliver det klart, hvor meget der er sket for gruppen siden 2011. Pussy Riot startede med at synge en punksang, der kritiserede Putin, endte i fængsel, blev forgiftet, konstant overvåget, og måtte til sidst flygte ud af landet.
Men Pussy Riots historie fortæller også en anden historie. En historie om et russisk regime, der i løbet af de seneste 12 år er blevet tiltagende mere brutalt over for dem, der vover at kritisere systemet.
Størstedelen af Pussy Riot er i dag flygtet ud af Rusland, fordi den kamp de startede med at kæmpe i 2011, er blevet nærmest umulig at fortsætte inden for landets grænser.
Siden 2011 har Vladimir Putin annekteret Krim og senere Ukraine, indført en lov, så han potentielt kan være præsident frem til 2036, samt skærpet censuren og muligheden for at udtale sig kritisk.
Så var det kampen værd?
Maria Alyokhina tænker sig om et øjeblik.
“Det har sin pris.. Men jeg synes, det er en fair pris at betale,” siger hun.
“Vi har åbnet manges øjne for situationen i Rusland.”
Den samme situation, prøver hun nu at gøre synlig for os i Danmark.
Pussy Riot har måske skiftet de offentlige punkprotester i Moskva ud med Louisianas bonede gulve, men målet er det samme, forsikrer Maria Alyokhina.
Hun vil have publikum i Vesten til at forstå, hvordan det er at sige fra mod det russiske styre.
“Det er svært at formidle en følelse af konstant massiv undertrykkelse, men det er sådan, den russiske befolkning lever,” siger hun.
Gennem udstillingen bliver det tydeligt, hvor stort et mod Pussy Riot har kæmpet for det, de tror på med. F.eks. kan man se den isolationscelle, som Maria Alyokhina sad i, da hun var i ‘fængsel’, eller nærmere betegnet i en straffekoloni i Rusland. Et lille bitte rum med en hård træbænk og smalt vindue med gitter for.
Alyokhina beskriver det som en arbejdslejr.
“80-100 kvinder boede i et rum, og delte tre toiletter uden vægge. Vi arbejdede 10-12 timer hver dag med at sy russiske militæruniformer til tre euro om måneden.”
Selvom Louisianas nye udstilling handler om Pussy Riot, er det Maria Alyokhina, der står bag det kunstneriske arbejde i samarbejde med de islandske kunstnere og kuratorer Ragnar Kjartansson, Ingibjörg Sigurjónsdóttier og Dorotheé Kirch.
I dag beskriver hun og flere andre medlemmer mere Pussy Riot, som en bevægelse under sloganet “Everyone can be Pussy Riot,” et slogan, der går igen i udstillingen. Alyokhinas kæreste Lucy Schtein, og to andre Pussy Riot-medlemmer er også kommet for at støtte op om udstillingen.
Alyokhina og de tre andre medlemmer stiller sig klar til fotografering op af en sort væg med det ukrainske flag. Ved siden af, er der skrevet tre opfordringer med hvide blokbogstaver og teksten “We call for”.
Maria Alyokhina understreger, hvor vigtigt det er ikke at glemme. Hun håber, udstillingen kan vidne om, hvad der er sket i Rusland de sidste 12 år, og hun håber, at vi ikke glemmer krigen i Ukraine.
“Rusland er allerede et Helvede, men hvis ingen gør noget, bliver det Helvede kun dybere. Det er derfor vi gør, det vi gør,” siger hun.
Der var gået fire måneder efter drabet, da en gruppe efterforskere sammen med et hold undersøgende journalister stimlede sammen om en bippende metaldetektor et sted i Javari-dalen i Amazonas-regnskoven, og med en kniv skrabede visne blade af Dom Phillips pressekort og ødelagte briller.
Sammen med sin ven og guide, brasilianske Bruno Pereira, der var ekspert i oprindelige folks rettigheder, og ligesom Dom Phillips havde viet sit virke til regnskovens overlevelse, var de to rejst ind i Amazonas for at undersøge årsagerne bag afskovningen af den brasilianske regnskov.
Dom Phillips, der blandt andet skrev for The Guardian og The Washington Post, var i gang med research til en bog om hvad der skal til for at redde Amazonas.
I Javari-dalen talte Dom Phillips og Bruno Pereira med illegale fiskere, for at undersøge, hvordan organiseret kriminalitet gør det stadig vanskeligere at stoppe afskovningen af Amazonas. Det blev noget af det sidste de gjorde. 10 dage efter, at de to mænd forsvandt den 5. juni 2022, indrømmede et mistænkt medlem af et netværk af illegale fiskere, at han havde dræbt dem.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt, fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Drabet kunne have sat en stopper for Dom Phillips og Bruno Pereiras projekt, hvis det ikke var for et netværk at journalister, der under navnet Forbidden Stories har sat sig for at færdiggøre journalistiske undersøgelser, når journalisterne bag bliver dræbt eller truet til tavshed.
“Det eneste, de ønsker at opnå, når de dræber en journalist, er at stoppe deres histore”, har en af med-stifterne af netværket, den filippinske journalist og vinder af Nobels fredspris Maria Resa, sagt.
Nu har 16 medier fra 10 forkellige lande så udgivet resultatet af deres fælles bestræbelse på at færdiggøre Dom Phillips og Bruno Pereiras projekt.
Journalisterne har flere gange besøgt Javaridalen og dokumenterer, hvordan organiseret kriminalitet, miljøskadelige guldminer, kødindustrien og ikke mindst illegalt fiskeri presser regnskoven, og de oprindelige folk der lever i den.
Historierne har også tråde til både Europa og Danmark.
De sidste seks år er 800 millioner træer blevet fældet omkring slagterier i Amazonas, der eksporterer oksekød til Europa, og også Danmark, viser en af de undersøgelser, som journalisterne i Forbidden Stories har udført, til ære for Dom Phillips og Bruno Pereiras.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Et enormt russisk fragtskib sejler op gennem Bosporusstrædet i retning mod nord.
Det er 12. juni 2022, og Matros Koshka, som skibet hedder, glider ad strædet forbi Istanbul og gennem udmundingen i Sortehavet. Fra de positionsdata, som skibets AIS-sendere har udsendt, kan man se, at det fortsætter et kort stykke nordpå ud i havet.
Men pludselig forsvinder signalet. Matros Koshka bliver usynligt. Og først 7. juli, næsten en måned senere, tænder fragtskibet atter sin sender. Denne gang også ud for Bosporusstrædet, men med kurs den modsatte vej.
Hvad skibet har foretaget sig i mellemtiden, og hvorfor det skulle foregå i det skjulte, var der formentlig få, der måtte vide.
Men alligevel ved man med stor sikkerhed, at Matros Koshka sejlede til den sanktionerede havneterminal Avlita ved Sevastopol på den russisk besatte Krim-halvø, hvor skibet efter alt at dømme blev læsset med korn, som Rusland har stjålet i Ukraine.
Flåden af såkaldte spøgelsesskibe, der systematisk slukker deres AIS-sendere i havet omkring Krim, har længe været genstand for mange efterforskere og undersøgende journalisters blik. Men hos det undersøgende medie Bellingcat har journalisterne taget skridtet videre og udviklet algoritmer, der kan hjælpe med at finde de skibe, der skjuler sig. Den type digital efterforskning får større og større udbredelse i disse år – og det skyldes især medier som Bellingcat.
Normalt er det nemt at spore civile skibes færden ved hjælp af tjenester som MarineTraffic eller VesselFinder, som gør skibenes positionsdata tilgængelige for alle.
Men når AIS-senderne slukkes, er det bedste våben satellitfotos. Lige nu er der adskillige tusinde kommercielle satellitter i kredsløb om Jorden, og der er hele tiden flere på vej. Alene i år har amerikanske SpaceX opsendt dusinvis af nye satellitter hver fjerde dag i gennemsnit.
Men satellitterne kan (endnu) ikke fotografere alting hele tiden – og når der er overskyet, får man ikke meget ud af et foto fra oven.
Derfor har Bellingcat udviklet et såkaldt Ship Detection Tool (SDT), som kan finde skibe under skyerne. Værktøjet udnytter gratis data fra satellitten Sentinel-1, som ejes af det Europæiske Rumagentur, og det analyserer kort fortalt pulserende radiobølger frem for almindelige fotografier. Dermed kan man “kigge”, hvad der måtte ligge nede under skydækket.
Ved hjælp af det værktøj – og ved manuelt at sammenkøre informationerne med andre kilder – kunne Bellingcat f.eks. bevise, at selv om aktiviteten ved havneterminalen Avlita ser ud til at være gået i stå, når man kigger på AIS-data, så er historien i virkeligheden en helt anden.
Bellingcat er et af den type medier, som lader beviserne tale for sig selv. De har ikke brug for fine gloser og store armbevægelser – kun solide metoder og resultater, som lægges åbent frem.
Artiklen om de russiske spøgelsesskibe og algoritmen, der kan kigge gennem skyerne, kan du finde lige her.
Selve SDT-værktøjet er desuden open source og gratis for alle at bruge.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Et lig ligger på jorden. Skjorten er knappet op, og på maven er der hæftet pengesedler i huden.
Afbrændte og fældede træer er spredt ud over landskabet. Der er ingen dyr, ingen mennesker, intet liv.
En lille dreng står nøgen og med en bue i hånden. Ved siden af ham er en kvinde, sikkert hans mor, med en baby i favnen. Begge kigger på en lastbil tumle forbi.
Den brasilianske fotograf Lalo de Almeida har i en årrække portrætteret konsekvenserne af menneskers rovdrift på verdens største regnskov, Amazonas.
Det er der kommet den bjergtagende fotoserie “Amazonian Dystopia” ud af, der både viser de menneskeliv og naturområder, som ofres i jagten på profit, men også dem, der plyndrer, graver og hugger.
2019 blev et skelsættende år for Amazonas, der er hjemsted for mere end ti procent af verdens samlede biodiversitet.
Med valget af den kontroversielle præsident Jair Bolsonaro blev den tidligere lovgivning, der beskyttede Amazonas mod rovdrift, udhulet, og taberen blev den frodige regnskov, der er helt essentiel for vores planet, klima og miljø.
For Bolsonaro skulle Amazonas ikke længere beskyttes, men udnyttes til minedrift, afskovning, infrastrukturprojekter og landbrug.
En politik, der ifølge forskningsinstituttet Imazon har betydet, at ødelæggelsen af Amazonas har udviklet sig i det hurtigste tempo siden 2019.
Og som har ført til store – og i flere tilfælde – fatale konsekvenser for ikke mindst de 350 forskellige etniske grupperinger, der lever og ånder i takt med regnskoven.
At Amazonas lider, hører vi jævnligt. Ofte i forbindelse med en nyhed om, at afskovningen eller afbrændingen i Amazonas igen har slået rekord.
Men ét er at læse det, noget andet er at se det: Når de indfødte blot beskuer, hvordan deres livsgrundlag forsvinder; når de tager kampen op; når de flytter, fordi de har fået nok; og når de mister livet.
Lalo de Almeidas kamera fanger det hele; Hugningen, overgivelsen, frustrationen, de levede liv, den døde natur, de døde kroppe.
“Amazonian Dystopia” vandt sidste år den prestigefyldte World Press Photos pris i kategorien Long-term Project Award.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Clara på tre år leger, mens hendes mormor går ud i haven. Hun er kun væk i et øjeblik, men i det øjeblik rammes familien af en tragedie. Clara med de strittende sorte rottehaler er væk. Det eneste, der er tilbage, er hendes ene sko.
Otte måneder senere får et norsk ægtepar opfyldt deres største drøm. De lander i Oslos lufthavn med deres lille datter. Clara hedder nu Camillie, og det lange sorte hår er klippet kort.
Ægteparret er lykkelige. De ved intet om, at deres største drøm er det største mareridt for en mor i Ecuador.
Der skal gå tretten år, før norske journalister finder pigens biologiske mor og bringer hende til Norge. Men det er ikke den mest uhyggelige afsløring. Journalisterne hos VG finder også dokumenter, der viser, at de norske myndigheder har kendt til Claras biologiske mor hele tiden.
Kyniske spekulanter i Ecuador har siden 80’erne gjort handel med børn til blandt andet Norge til deres levevej. Spørgsmålet er, hvor længe norske myndigheder ved, at adoptionerne ikke bare var usikre men lodret ulovlige.
Det svar går seks journalister fra den norske avis VG på jagt efter. Ved at grave historien frem fra Norge, USA og Ecuador har de fundet dokumenter, der viser, at norske myndigheder kendte til de store pengebeløb, der er blevet udbetalt til Ecuador, “men ikke måtte indblandes i noget, som vil kunne opfattes som salg af børn”.
Ydermere har det norske Adoptionsforum, som var den formidlende organisation, da Clara blev bortført og sendt til Norge, hele tiden haft Claras originale fødselsattest og dermed hendes biologiske mors navn.
Sagen har fået Norges Børne- og familieminister Kjersti Toppe til at udtale til VG, at “det er en frygtelig, frygtelig sag. Det, der skete med Camilla, skulle aldrig have været sket. Det er menneskehandel, en kriminel handling”.
Journalisternes afsløringer betyder, at Camilla møder sin biologiske mor efter mange års adskillelse, og at den lille pige i dag er en ung kvinde med to sæt forældre i hver sin ende af verden, der elsker hende.
Undersøgelsen består af en podcastserie og flere artikler med personlige beretninger fra både adoptivbørn, der er blevet stjålet fra deres forældre, men også fra adoptivforældre, der er blevet stillet børn i udsigt, som de har mødt og knyttet bånd til, for så at miste retten til barnet.
Når man kører på landevejen mellem Camerouns to største byer, den administrative hovedstad Yaoundé og den kommercielle hovedstad Douala, møder man med jævne mellemrum store lastbiler fyldt med hele, massive stammer af tropisk træ.
Træet kommer fra den tætte camerounske regnskov, hvor man finder flere af verdens mest værdifulde træsorter: mahogni, iroko, padouk, tali, doussie, sipo, obeche, sapelli, dibetu.
I en ny undersøgende serie lavet i samarbejde med den franske avis Le Monde afdækker det centralafrikanske graverprojekt InfoCongo, at store mængder af Camerouns tømmer er genstand for kriminel aktivitet.
I tolv måneder mødtes journalister fra InfoCongo og Le Monde med Camerouns illegale skovfældere. Deres vidnesbyrd samt dokumenter fra de camerounske myndigheder viser, at landets tømmerindustri flyder over med korruption og svindel til stor skade for både klimaet, biodiversiteten og oprindelige befolkningsgrupper.
“De eneste, der ikke ved, at det her foregår, er staten”, siger Guillaume, en af de illegale skovfældere, InfoCongo og Le Monde, har interviewet.
Guillaume optræder i artiklerne med dæknavn af frygt for repressalier fra den camerounske regering.
Ifølge Global Forest Watch mistede Cameroun over en million hektar skov fra 2013 til 2021. Især den sydlige del af landet er hårdt ramt.
InfoCongo og Le Mondes kilder beskriver, hvordan Cameroun er fanget i en ond cirkel.
“Når vi mister vores skove, falder vores levestandard. Skovene renser luften, opretholder vores mikroklima og er hjem for dyrene”, siger Justin Kamga, repræsentant for Bagyeli-folket, et jæger-samler-folk i det sydlige Cameroun.
Skovrydningen gør det sværere for småsamfund som Bagyeli-folkets at finde mad. Derfor er flere og flere tilbøjelige til at lade sig hyre af illegale tømmervirksomheder.
Bagyeli-folket kender skovene som ingen andre og kan hurtigt udpege de forskellige sorter. Det skaffer dem meget vel en hyre, men fører også til, at endnu mere skov fældes.
Den camerounske regering er opmærksomme på problemerne. Sidste år kaldte Jules Doret Ndongo, minister for skov og dyreliv, til kamp mod illegal skovhugst.
InfoCongo og Le Monde dokumenterer imidlertid, at de camerounske myndigheders indsats på området er utilstrækkelig.
En lang række virksomheder er således blevet tildelt fældningstilladelser efter, at de er blevet sanktioneret for illegal tømmervirksomhed.
Som InfoCongo og Le Monde også får vist, trækker historien om plyndringen af Camerouns regnskove tråde langt ud i verden.
I 2021 var Belgien, Italien og Frankrig blandt de fem største importører af træ fra Cameroun. Derfra har træet kunne bevæge sig videre rundt i Europa og til USA.
I takt med EU’s stramning af den europæiske tømmerlov er det dog særligt lande som Kina og Vietnam, der i dag handler på det camerounske tømmermarked. Meget af denne eksport til Asien foregår tilsyneladende som smugling.
Et eksempel:
I Cameroun blev der i 2018 deklareret eksport af træ til Kina til samlet værdi af 153 millioner dollars.
I Kina blev der samme år deklareret import af træ fra Cameroun til en samlet værdi af 325 millioner dollars.
Differencen på 172 millioner dollars fortaber sig i regnskovens fugtige luft.
Under deres opvækst i Leningrad gik de to brødre Arkady og Boris Rotenberg til kampsport sammen med Ruslands kommende præsident Vladimir Putin.
Venskabet fulgte de tre ind i voksenlivet, og mens Putin satsede på politisk magt, satsede de to brødre på at tjene penge. Og deres rigdom voksede til milliarder, blandt andet takket være en række lukrative statslige kontrakter som fandt vej til Rotenberg-brødrene på grund af deres forbindelse til Ruslands mægtigste mand.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt, fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Men da Vladimir Putin besluttede at invadere Ukraine i 2014 og annektere Krim, vakte Rotenberg-brødrenes tætte bånd til den russiske præsident uvelkommen opmærksomhed. Både Arkady og Boris Rotenberg kom på FN’s, USA’s og EU’s sanktionslister, og deres enorme udenlandske aktiver var i fare.
Brødrene forsøgte først at flytte deres investeringer og selskaber uden for vestlige myndigheders rækkevidde. De havde meget at beskytte, og næsten et årti senere er de to brødre fortsat utroligt velhavende.
Ifølge Forbes Magazine udgør deres anslåede formue i 2023 omkring 4,9 milliarder dollars, hvilket svarer til mere end 34 milliarder kroner.
Efter Putins seneste invasion af Ukraine er listen over sanktionerede russiske oligarker og firmaer, hvis indtjening gavner den russiske statskasse, blevet alenlang.
Men det betyder ikke, at de mange russiske forretningsfolk mister alt hvad de ejer. Tværtimod.
Det kaster det undersøgende netværk OCCRP sammen med femten andre medier lys over i en ny afdækning af oligarkernes mange hjælpere i Europa og USA.
Takket være mere end 50.000 lækkede dokumenter og e-mails, som det undersøgende journalistnetværk OCCRP og det uafhængige russiske medie IStories har fået adgang til, er det lykkedes at kaste lys over de advokater, bankfolk og mellemmænd, som har hjulpet blandet andet Arkady og Boris Rotenberg med at beskytte deres enorme værdier.
De lækkede dokumenter viser blandt andet, hvordan Rotenbergs hjælpere flytter virksomheder rundt i verden som skakbrikker til lande, hvor kontrollen er mere lempelig.
Et andet trick er at konstant at lukke og åbne nye bankkonti, så pengestrømmene bliver noget nær umulige at spore.
Og et tredje trick er konstant at ændre selskabernes struktur, give dem nye navne, adresser og ejerforhold for at omgå sanktionerne eller som reaktion på spørgsmål fra kontrolmyndigheder.
Et fjerde trick, som brødrene systematisk har brugt, er at indsætte ukendte stråmænd som ejere og direktører for deres virksomheder, heriblandt en livvagt, andre lokalt ansatte og en hidtil ukendt elskerinde, hvis navne ikke står på sanktionslisterne.
Flere end 60 journalister arbejder med afsløringerne, der har fået tilnavnet The Rotenberg Files. Historierne kan blandt andet følges i Le Monde, Der Spiegel, The Times, Forbes og på OCCRPs hjemmeside.
I den lille by Kirkenes i det nordlige Norge, få kilometer fra grænsen til Rusland, sidder en håndfuld journalister, som trodser stormagtspolitik og trusler fra en berygtet efterretningstjeneste for at få deres journalistik om livet i Barents-regionen og Arktis ud.
De er alle ansat på netmediet the Barents Observer, som de selv har ejet og drevet siden 2015.
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Før det var de en del af et offentligt ejet sekretariat, der pludselig tilbage i 2014 ville inddrage den redaktionelle frihed. Det skete i kølvandet på, at Barents Observers journalister blandt andet kritisk dækkede Ruslands ulovlige annektering af Krim – og kravet kom pudsigt nok samtidigt med, at den russiske efterretningstjeneste FSB i 2014 henvendte sig til de norske myndigheder for at få Barents Observer lukket.
Det ville journalisterne naturligvis ikke finde sig i, så derfor har regionen stadig i dag en fri og populær uafhængig stemme, der udgiver nyheder på engelsk, men også på russisk for de tusindvis af læsere bag Putins jerntæppe.
Præsidenten har ellers forsøgt at tryne Barents Observer ved i 2019 at få Ruslands censur-agentur Roskomnadzor til at blokere for adgangen fra russisk internet. De russiske brugere kan dog stadig finde Barents Observer via Telegram, YouTube, podcasts og spejldomæner eller helt simpelt ved at gå online med en VPN.
Ifølge Barents Observer selv, så er de russiske brugere faktisk steget markant på sitet de senere år. Her kan de sammen med mediets andre brugere læse de artikler, som fortæller den sandhed, Putin frygter.
Som redaktør på Barents Observer, Thomas Nilsen, blandt andet skriver i en læseværdig leder:
“Logisk nok betragtes blokeringen som et kvalitetsstempel blandt russere, der læser internettet for at få sandfærdig information.”
“Det er indlysende, at Putin ikke frygter NATO, det, han frygter, er fri journalistik.”
I dag er Barents Observers artikelflow naturligvis nok præget af den nuværende krig i Ukraine. En af dem handler om de mange russiske mænd fra regionen, der er døde i krigen – og måden hvorpå deres død er blevet italesat af de lokale myndigheder. De nævner naturligvis intet om, at de døde som kanonføde for Rusland og Putins meningsløse magttrip og voldsomme aggression, men i stedet slås der ofte på, at det var en heltedød i kamp mod nazismen.
Og intet er mere forkert ifølge Thomas Nilsen:
“Det er ikke kompliceret. Krigen mod Ukraine var ikke forårsaget af nogle påståede nazister i Kiev, begrundet i russisk historie eller udvidelsen af den Nordatlantiske Traktatorganisation, som er den fortælling, Moskva har kørt med. Ordren til at invadere blev givet af en skør mand, der lever i isolation, og hans regime-tilhængere, der har brug for krigen for at blive ved magten.”
Som Danwatch for nylig skrev om, så vil Barents Observers dækningsområde også komme til at fylde meget i fremtiden på grund af de kæmpe interesser, der er på spil i Arktis. Her har Putin de seneste år – blandt andet med produkter fra danske virksomheder – stået bag en massiv militær oprustning, der ikke er gået ubemærket hen i Danmark og resten af NATO.
Den strid dækker Barents Observer også – og derfor kan det undersøgende medie klart anbefales i sommervarmen, men også i tiden efter.
Lørdag formiddag lidt over frokosttid kunne man på Heartland Festival høre kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm og forkvinde for IT-branchen Anja Monrad diskutere potentialer og faldgruber ved kunstig intelligens.
Dem, der ikke havde fundet plads i teltet, kunne se samtalen på storskærm udenfor i solen. Her havde et par hurtige gæster fundet plads på en bænk sponsoreret af HBO Max og kunne høre de to kvinder proklamere, at tech-giganterne selvfølgelig skal reguleres.
På den måde er der noget paradoksalt ved Heartland Festival på det sydfynske gods Egeskov. Med det mest potente talk-program på nogen større dansk festival, stiller Heartland masser af svære spørgsmål og leverer potente pointer. Men ofte det kan det virke som om, det foregår i sin egen dimension, og tingene kan virke modstridende, når man vender tilbage til festivalens virkelighed igen.
Heartland vil udforske og udfordre perspektiver på den verden, vi lever i. På Heartlands program i år var der mulighed for at høre om fællesskabets kraft, faderkomplekser, Putin, vrede, livet på Mars, sårbarhed, satire, den amerikanske drøm og meget andet. Blandt de kloge hoveder, der talte om det, var musiker Nick Cave, journalist Masha Gessen, forfatter Brett Easton Ellis, Helle Thorning og Sofie Gråbøl, Steffen Brandt og Stine Pilgaard, Thomas Vinterberg og Margrethe Vestager.
Sidstnævnte EU-kommissær proklamerede på festivalen, at det var tid til, at vi tog nogle chancer og greb mere radikale løsninger for at løse klimakrisen. Umiddelbart var det mest radikale klimatiltag på selve festivalen dog affaldssortering og et eksperiment med ølkrus, der kunne genbruges.
Man kunne også høre den tyske journalist og bestsellerforfatter Ulrikke Hermann forudsige en fremtid uden privatbilisme og bagefter slentre hen til det “hyggelige hangout” hos festivalens officielle bilpartner, Volkswagen.
En af grundene til at festivalen kan levere så store navne på deres talk-scener er, at de er gode til at finde virksomheder, ambassader og andre, der vil sponsorere bestemte talks.
Der var blandt andet talks støttet af Den Tyske Ambassade i København, Gyldendal, Teater Republique og af kosmetikgiganten Estee Lauder. Sidstnævnte var med til at arrangere en samtale mellem Helle Thorning-Schmidt & Sofie Gråbøl om forbilleder og inspiration med udgangspunkt i en podcast, som Heartland og Estee Lauder også laver sammen, ligesom Estee Lauder også havde en bod på festivalen, hvor de fremførte deres ide om, “at hver kvinde kan være smuk.”
Helle Thorning-Schmidt og Sofie Gråbøl er selvfølgelig store navne med interessante perspektiver, men der følger nogle tydelige interesser fra Estee Lauder og deres brand med, når to kvinder i 50’erne taler om inspiration.
Og hvor godt, talk-programmet end var, så manglede det især at rette de kritiske perspektiver eller de kritiske spørgsmål mod virksomheder og de kommercielle interesser, der er tydelige på festivalen. Det havde været forfriskende med et kritisk interview med en topleder fra Estee Lauder, Volkswagen eller HBO.
Heartland har brugt gode kræfter på at finde dygtige moderatorer og interviewere, der fik sat samtalerne i spil og ikke var bange for at stille de svære spørgsmål.
En af dem var politisk kommentator og radiovært Lars Trier Mogensen, der talte med den tyske journalist Ulrikke Hermann om, at grøn vækst ikke er holdbar, og derfor må vi i stedet afvækste.
Hen mod samtalens slutning satte Lars Trier Mogensen festivalens paradoks på spidsen, da han spurgte Ulrikke Hermann:
“Folk her på Heartland-festival er nogle af dem med det tungeste aftryk. De fleste her bruger i gennemsnit mere end den gennemsnitlige tysker eller dansker. De er samtidig bevidste, og de klapper af dine pointer. Synes du publikum her er nogle hyklere?”
Ulrikke Hermann var venlig ved publikum og fjernede skyldens tunge åg fra festivalgæsterne:
“I kapitalismen forbruger vi ikke for at tilfredsstille vores behov. Vi er alle tvunget til at forbruge for at stabilisere systemet. Vi har brug for en makro-økonomisk løsning, der ikke er blevet designet endnu”.
Og således kunne folk drage lettede ud på festivalen igen.
Grøn vækst er en illusion, og kapitalismen må dø, for at vi kan løse klimakrisen.
Så kontant var udmeldingen fra den tyske journalist og forfatter Ulrikke Hermann under en samtale med Lars Trier Mogensen på Heartland Festival.
På trods af den bastante udmelding, og at Ulrikke Hermann har skrevet en tysk bestseller med titlen “Kapitalismens afslutning – hvorfor vækst forværrer klimakrisen, og hvordan vi skal leve i fremtiden”, er hun ikke modstander af kapitalisme, fortalte hun. Kapitalismen har skabt rigdom og vækst, som vi alle har nydt godt af.
“Men hele systemet har ét afgørende problem, og det er, at det ikke kun genererer vækst, det har også brug for vækst for at være stabilt, for ikke at have kriser med millioner af arbejdsløse”, sagde Ulrikke Herman og tilføjede, hvad hun mente var indlysende:
“Vi kan ikke have ubegrænset vækst i en begrænset verden”.
Indtil videre er det lykkedes kapitalismen at vende tilbage fra den ene krise efter den anden. Finanskrise, corona-krise, og kriser affødt af krigen i Ukraine, for at nævne et par nylige kriser. Men, sagde Ulrikke Hermann, det har kun været muligt, fordi der var vækst.
Og her er klimakrisen fundamentalt anderledes fra andre kriser, fordi det netop er væksten, der skaber problemet.
“Og når du har sagt, at der ikke kan være vækst mere, hvis vi vil beskytte klimaet, bliver det også åbenlyst, at kapitalismen er ved sin ende”, sagde Ulrikke Hermann.
Derfor troede hun heller ikke på grøn vækst. Vi kan ikke med solceller, vindmøller og anden grøn teknologi lave et system, der vil skabe nok energi til vores nuværende kapitalisme og den vækst, der vil fortsætte i det system.
Teknologiske løsninger vil tage for lang tid at gennemføre, de fysiske barrierer og behovet for råmaterialer er for store, og derfor vil det blive for dyrt, mente Ulrikke Hermann.
“Pointen er, at den her teknologi vil være dyrere end de fossile brændsler, vi brænder nu”.
I stedet vil Ulrikke Hermann have verden på grøn skrump, eller ‘green shrinking”, som hun kaldte det.
Ideen kommer fra, hvad briterne gjorde, da 2. verdenskrig begyndte i 1939. Som så mange andre blev briterne taget på sengen og skulle pludselig bruge rigtig, rigtig mange ressourcer på at producere våben. For at 300 fabrikker kunne producere våben dag og nat, valgte briterne at krympe den civile økonomi.
“Og de opfandt et helt nyt økonomisk system, som du kan kalde en demokratisk, privat planøkonomi. Det var fuldstændig forskelligt fra socialisme, fordi intet var ejet af staten”, forklarede Ulrikke Hermann.
Den britiske regering bestemte, hvad der skulle produceres og hvor meget, mens varerne blev fordelt ligeligt, men inden for de rammer kunne fabriksejerne gøre, hvad de ville.
Briterne indførte et sindrigt rationeringssystem, som viste sig at være ret effektivt. For eksempel blev briterne ikke ramt af hungersnød i samme grad som andre lande under krigen. Det lykkedes også briterne at indføre systemet, uden det førte til oprør, kaos eller lignende. Derfor mener Ulrikke Hermann, at det er en oplagt inspiration.
Ulrikke Hermann kan ikke sige, hvor meget vi i dag vil være nødt til at krympe økonomien for at overleve klimakrisen. Men hendes beregninger viser, at hvis vi krymper økonomien i form af vores bruttonationalprodukt med 50 procent, vil vi stadig være lige så rige, som vi var i 1978. Og det burde være til at overskue, sagde hun under samtalen på Heartland.
Gennem hele samtalen forsøgte Lars Trier Mogensen at få Ulrikke Hermann til at svare på, hvordan hendes store ide skulle blive realiseret.
Ulrikke Hermann mente, at på et tidspunkt vil klimakrisen virke lige så voldsom som en krig, og så vil ideen kunne vinde opbakning. Men hun anerkendte, at lige nu er det grøn vækst og en fremtid, hvor vi ikke ændrer forbrug og livsstil, der er opbakning til.
“Hvis jeg nu stiftede et parti, der hed Partiet for Grøn Krympning eller noget i den stil, ville jeg selvfølgelig ikke få nogen stemmer”.
Lars Trier Mogensen fortsatte med stædigt at spørge ind til, hvordan den øvre middelklasse vil kunne bakke op om det, men det svarede Ulrikke Hermann aldrig direkte på. Hun gav heller ikke nogen forklaring på, hvorfor virksomheder ikke ville modarbejde hendes vision indtil, at det allerede var for sent.
Ulrikke Hermann forsøger, sagde hun selv, at starte en offentlig debat ved at tænke anderledes end majoriteten.
“Men for mig var det kun muligt at skrive sådan en bog, fordi jeg ikke er afhængig af stemmer”.
“Hvis det står til det omgivende samfund, skal indfødte kvinder kigge ned i jorden. Nu skal vi kigge op, og vi skal ikke være bange.” Sådan siger en af de 22 indfødte kvinder, der er med i protestbevægelsen The Rebellion of the Flowers, og som i 2019 besatte det argentinske indenrigsministerium gennem 11 dage.
Hende kan du møde i filmen af samme navn som vises i Cinemateket.
The Rebellion of the Flowers er en smuk og rørende film, der følger de indfødte kvinder og deres kamp for de indfødtes rettigheder i Argentina.
Filmen fortæller en vigtig historie om undertrykkelsen af de indfødte i Argentina. Man kan mærke kvindernes sorg over at have mistet deres hjem, deres børn og undervejs også deres rettigheder. Og man bliver utrolig rørt, når man hører dem dele deres voldsomme historier med hinanden. Det, som holder modet oppe, er kvindernes kampgejst og vilje til at kæmpe for det land og den natur, som de retmæssigt føler er deres.
I Maria Laura Vasquez’ dokumentarfilm har de indfødte kvinder fået nok af de store selskaber, der vil udnytte den jord, de indfødte har boet på i flere århundreder, til at tjene penge på for eksempel dæmningsprojekter. Dæmningsprojekterne betyder, at store dele af naturområderne vil blive oversvømmet.
I filmen følger man de 22 kvinder, der vil gøre oprør mod ødelæggelsen af deres lokale samfund, økosystemer og menneskeliv. Kvinderne kommer fra forskellige lokalområder i Argentina, og nogle af dem skal rejse op mod 30 timer for at mødes med de andre kvinder i bevægelsen. Så fast besluttede er de på at kæmpe for deres rettigheder.
Det er tiende gang, Cinemateket arrangerer latinamerikansk filmfestival, og denne gang kan man blandt andet se ikke mindre end 22 latinamerikanske film og deltage i en række debatarrangementer om problemstillinger på det store kontinent.
Festivalen løber af stabelen i perioden 1.-30. juni og i år spiller Argentina en stor rolle i programmet. Andre vigtige emner, som filmfestivalen tager op, er olieindustriens ødelæggelse af Amazonas-junglen og jordskælvet i Haiti i 2010.
Søndag den 11. Juni er der fokus på Uruguay, og Manolo Nietos film The Employer and The Employee bliver vist. Den handler om forholdet mellem to unge mænd og om begges snørklede forhold til lykke, frihed og arbejde.
Se trailer for filmen The Employer and The Employee her. Video: Presse
Filmens arbejdsgiver er en ung mand fra en middelklassefamilie, som lever et moderne liv og er meget bekymret for sit barns helbred. Filmens medarbejder er en yngre mand, der desperat har brug for et arbejde, så han kan hjælpe sin nye familie.
Fernanda Valadez’ film Identifying Features vises både den 1. og den 20. juni. Hovedpersonen Magdalena rejser på tværs af Mexico i forsøget på at finde sin søn, som forsvandt, da han rejste til USA tre år tidligere.
Tirsdag den 6. juni kl. 17.15 vil journalist Mie Olsen holde et gratis foredrag, hvor hun fortæller om sin rejse til Ecuador for at undersøge olieindustriens ødelæggelse af Amazonas-junglen.
Programmet for hele festivalen og billetter til de enkelte arrangementer kan findes på Cinematekets hjemmeside.
Lige nu raser debatten om tre energihandleres store bonusser: Er de kontraktuelt berettiget til de gigantiske beløb eller ej? Og er det retfærdigt, at nogle få tjener kassen i krisetider, når andre ikke kan få pengene til at strække til mad og el?
Det første spørgsmål får vi muligvis svar på, når energihandlerne går rettens vej, det andet derimod … Har været en slagmark for diskussioner i lige siden, kapitalismen gjorde sit indtog i verden.
Alt andet lige er mange af os blevet gjort opmærksomme på et branchefolk, som vi måske ikke lægger så meget mærke til i det daglige, men som er helt centrale – nærmest essentielle – for vores hverdag, vores økonomi og vores klode: Råvarehandlerne.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Uden dem ville tankstationer løbe tør for brændsel, virksomheder ville gå i stå, og bagerier ville løbe tør for mel.
Men på trods af deres overvældende indflydelse er de sjældent blevet sådan rigtig gransket. Indtil bogen “The World for Sale”.
Her fortæller og udfolder to journalister historien om nutidens råvarehandlere som Vitol og Glencore:
Om deres villighed til at drive forretning, hvor andre ikke tør, og hvordan de gennem en blanding af hensynsløshed og personlig charme har været med til at forme global politik: Fra Cuba til Irak og fra Rusland til Libyen.
For at forstå samspillet mellem penge og magt i den moderne verden og for at se, hvordan olie og metaller strømmer ud af ressourcerige lande for ofte at ende i lommerne på kleptokrater eller oprører, skal man, som det lyder i bogen, forstå råvarehandlerne.
Et eksempel på det sammenspil er Libyens kamp ud af diktaturet.
Det var i begyndelsen af 2011. Over hele Mellemøsten rullede en række folkelige oprør, der senere skulle få navnet det Arabiske Forår.
Et oprør, der også var kommet til Libyen. På gaden stimlede folk sammen mod diktatoren Muammar Gaddafi, hvis styre befolkningen indtil da havde udholdt i 42 år. På det tidspunkt havde oprørerne lige taget kontrollen over Benghazi, den vigtigste by i den østlige del af landet.
Oprørerne var dog løbet ind i et problem: Deres selvbestaltede hær var ved at løbe tør for brændsel til militære køretøjer.
Vestlige ledere ville gerne hjælpe, men turde ikke tage risikoen. Råvarehandlerne i Vitol, derimod, tog chancen. Den administrerende direktør Ian Taylor tog et fly til Benghazi og forhandlede en aftale på plads.
Alt i alt flød der brændsel for en milliard dollars til oprørerne under den libyske borgerkrig, som endte med at afsætte Gaddafis regime.
Vitols handel med oprørerne illustrerer, skriver bogens forfattere, hvordan råvarehandlerne er med til at forme historien. Deres magt er netop ikke kun begrænset til økonomi. Med deres kontrol over verdens vigtigste strategiske ressourcer har de også gjort dem selv til magtfulde politiske aktører.
Og eksemplerne som Libyen er gennemgående for fortællingen i bogen.
Blandt andet kan man læse, hvordan råvarehandlerne hjalp Iraks Saddam Hussein med at sælge sin olie uden om FN-sanktioner; hvordan de på Cuba byttede sukker for olie med Fidel Castro og dermed hjalp med at holde den kommunistiske revolution i live, og hvordan de i al hemmelighed solgte millioner af tons af hvede og majs til Sovjetunionen under den kolde krig.
De mange eksempler og den historiske udlægning gør “The World for Sale” til en på alle måder medrivende og interessant bog om en branche, vi hele tiden er i berøring med, men næsten aldrig oplever.
Bortset fra lige nu selvfølgelig.
“The World for Sale – Money, Power and the Traders Who Barther the Earth’s Resources” er fra 2021 og skrevet af Javier Blas og Jack Farchy. Bogen kan købes flere steder.
