Mr. Stanley, kalder de ham.
Den kinesiske rigmand og gangster, der har milliarder af sorte kroner gemt væk i Hong Kong, og som derfor opsøger en række notoriske guldsmuglere i den sydlige del af Afrika for at få hjælp til at vaske dem rene.
Iført et tætsiddende, nålestribet jakkesæt holder Mr. Stanley møder med en vifte af smuglere, forretningsmænd og diplomater, der alle tilbyder ham det samme: Gennem et sindrigt system af smuglere, falske virksomheder samt et datterselskab til Zimbabwes nationalbank kan de beskidte penge snart befinde sig på en ren konto i Dubai.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Hvad de ikke ved er, at Mr. Stanley i virkeligheden slet ikke er gangster. Han er journalist. Og i hans nålestribede jakkesæt sidder der kameraer, der fanger alt, hvad der bliver sagt.
Ved hjælp af et hold undercover-journalister som Mr. Stanley, samt tusindvis af fortrolige dokumenter og interviews med insidere, formår Al Jazeeras Investigative Unit at blotlægge en konspiration om at hvidvaske milliarder og omgå internationale sanktioner.
Tråde til den politiske elite
Bagmændene tæller blandt andre en tidligere dømt guldsmugler, en guldhandler og pastor med forbindelser til store dele af den sydafrikanske politiske elite, samt Zimbabwes officielle ambassadør til 85 lande verden over.
Tilsammen smugler bagmændene hver eneste uge mange hundreder kilo afrikansk guld til primært Dubai – og bringer enorme summer tilbage i kontanter.
Ordningen er ifølge Al Jazeeras undersøgelse kærkommen for Zimbabwes regering, der efter mange år med hyperinflation og internationale sanktioner har svært ved at bruge deres egen valuta på internationale markeder. Ved at bytte smuglerguld for kontanter kan de få hårdt tiltrængte dollars i hænderne.
For kriminelle som den fiktive Mr. Stanley udgør guldnummeret en mulighed for at sende beskidte penge til sydafrikanske regeringer og få pengene rene ud i Dubai.
Det er en sammensværgelse, der trækker tråde helt til toppen af det politiske system i adskillige lande i det sydlige Afrika. Ifølge bagmændene breder deres smuglernetværk sig udover Zimbabwe også til Zambia, Malawi, DR Congo, Kenya, Tanzania, Uganda, Sydafrika, Angola og Mozambique.
‘Gold Mafia’ er stærkt anbefalelsesværdig og er frit tilgængeligt på Al Jazeeras Investigative Units hjemmeside, hvor der både er videodokumentar, podcast og adskillige artikler i serien.
Den grønlandsk-danske dokumentarfilm Twice Colonized, der åbnede dokumentarfilmfestivalen CPH-Dox i midten af marts måned, har netop fået premiere i danske biografer.
Filmen er et portræt af Aaju Peter, en menneskerettighedsaktivist, der kæmper for inuitters rettigheder i Arktis.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Som barn, 11 år gammel, blev hun sendt fra sin familie i Grønland til Danmark. Det var i 1971. Hun sad omkring en fremmed families spisebord i Nakskov, og skulle lære at spise med kniv og gaffel, spise fremmed mad og blive mest mulig dansk.
Da hun kom tilbage til Grønland som ung voksen, havde hun mistet både sit modersmål og sin kultur. For at vinde den tilbage tog hun med “den første og bedste” inuit, hun mødte, som viste sig at være fra det arktiske Canada. Her har hun siden levet med konsekvenserne af den canadiske kolonisering af inuitterne – derfor filmens titel.
I dokumentaren møder vi en stærk og modig aktivist, der indtager talerstolen i FN’s hovedkontor i New York og i EU’s glasbygninger i Bruxelles med selvtillid og kraft. En person, som er uden vaklen i sin kamp mod mineselskaber og for oprindelige folks rettigheder. Men vi møder også et menneske, der trods ydmygelser og vold bliver sammen med sin kæreste. I perioder i en sump af alkohol. Et menneske som, når hun er på rejse og får et hotelværelse på 10. etage, kigger ud over altanen med et tomt blik og fortæller, at det var denne højde, hendes yngste søn hoppede fra.
Filmen udpensler, hvilke menneskelige konsekvenser kolonialismen har haft – og stadig har – i Arktis. Det er umådeligt svært for Aaju Peters at bryde ud af sit voldelige parforhold, og det voldelige parforhold bliver et spejl for forholdet mellem kolonimagten og de koloniserede. Kampen for oprindelige folks rettigheder, og for at hele egne sår, bliver på en måde den samme.
Det er ikke fordi, den kamp er let at vinde.
Selv efter, at Aaju Peters kæreste har klippet håret af hende, fordi han har fået overbevist sig selv om, at hun er interesseret i en anden, har hun svært ved at gå fra ham. Det lykkes til slut den 63-årige menneskerettighedsaktivist at rejse fra ham. Hele filmholdet hjælper til at med at bære hendes ting ud af kærestens hus. De støtter hende det sidste stykke af vejen til bilen, efter at hun har vandet haven udenfor kærestens hus en sidste gang. Der er sejrsstemning i bilen, da den voldelige kæreste ringer, og får at vide, at nu er det slut.
Men da Aaju Peters blev interviewet af danske aviser i forbindelse med filmens premiere under CPH:Dox, fortalte hun, at hun er tilbage med kæresten. De har en så lang historie sammen, der er så mange ting, hun kun kan tale med ham om, og som kun han forstår.
Aaju Peter mener selv, at Danmark og Grønlands forhold kan betragtes som terapiforløb efter et voldeligt parforhold. Og for de danske seere er starten på det forløb, at se, lytte og forstå, hvad den danske kolonialisme har betydet for mennesker som Aaju Peter.
‘Twice Colonized’ kører i biografer i København, Aarhus og Aalborg
En sømand, en murer, en generalsekretær og en statsminister. Kun fire danskere var personligt inviteret til Nelson Mandelas indsættelse som præsident i Sydafrika i 1994. I det eksklusive firkløver var Morten Nielsen, der som nyuddannet murer i 80’erne var meget aktiv i kampen mod apartheid, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesen, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen(S) – og ikke mindst sømanden og fagforeningsmanden Henrik Berlau.
Sidstnævnte var med, fordi han havde en vigtig finger med i de begivenheder, der førte til det sydafrikanske apartheidregimes fald, og den vilde historie fortælles i et afsnit af 24syv podcasten ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ med de to værter Christian Kirk Muff og Anders Christiansen.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Henrik Berlau gik på pension 1. maj 2016 efter mere end 40 års faglig kamp for sømændene. Nogle af de mest skelsættende år i karrieren fandt sted i slut 70’erne og op gennem 80’erne.
I podcasten på 24syv fortæller Berlau om, hvordan han afslørede, at danske rederier brød FN’s våbenembargo mod Sydafrikas apartheidstyre. Det skete ved hjælp af metoder, der burde afstedkomme anerkendende nik fra både garvede graver-journalister og efterretningsfolk.
Berlau forklarer også i podcasten, hvordan han er med til at stifte Maritime Union Against Apartheid med sømandsforbund i England og Australien, hvor man udover våben også satte fokus på at få stoppet olietransporter til Sydafrika.
Tiltag, som Nelson Mandela vurderede, var centrale i nedbrydningen af apartheidstyret, og som han personligt takkede Henrik Berlau for ved indsættelsen som præsident 10. maj 1994.
Podcasten giver også et uhyggeligt tilbageblik på, hvor modbydelig den sydafrikanske racepolitik ‘apartheid’ var – og hvor tankevækkende det er, at den først blev afskaffet i 1990’erne.
Samtidig understreger det også, hvor skruppelløse de danskere, der handlede med Sydafrika under apartheiden, var.
En af dem blev aldrig stillet til regnskab. Skibsreder Anders Jensen fra Trigon-rederiet flygtede i starten af 80’erne fra Danmark – og fra anklagerne om i slutningen af 1970’erne at have brudt FN’s våbenembargo ved at smugle omkring 6.000 tons våben, ammunition og sprængstoffer til det sydafrikanske apartheidstyre.
I podcasten fortæller Henrik Berlau om, hvordan Anders Jensen tilmed nåede at tømme en hemmelig konto i Spanien til at forsøde tilværelsen i Sydafrika. Trods et årelangt tovtrækkeri om udlevering satte Anders Jensen aldrig sine ben i Danmark igen. Han døde i 2007 i Cape Town, 86 år gammel.
Historien om Sydafrika er tilmed ikke det eneste aftryk, som Henrik Berlau har sat på verdenshistorien. Han spillede også en central rolle i afsløringen Iran-Contra-affæren, hvilket også er blevet til et afsnit på 24syv, der er værd at lytte til.
I samme moment skal også lyde en generel anbefaling af ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. Her dykkes der dybt ned i mørke kaninhuller, hvor historier og teorier om efterretningstjenester og staters mørke hemmeligheder ligger begravet. Altid med god tid og med kyndig vejledning fra værterne.
Du kan lytte til podcasten om de ulovlige våbentransporter her:
Og til Berlaus rolle i Iran-Contra-affæren her.
Det var de færreste forundt at være med til indsættelsen af Nelson Mandela som præsident i maj 1994. Det gjorde også et stort indtryk på de fire danskere, der var indbudt.
Udover at omtale mødet med Mandela i 24syv s podcast, satte Henrik Berlau også ord på i en artikel i Information i 2001:
“Det var meget bevægende, især da Mandela trykkede mig i hånden og sagde, at han var meget beæret over at møde mig. Så skulle han da bare vide, hvordan jeg havde det!”
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde senere i en tale i 1999, da Nelson Mandela besøgte Danmark:
“I 1994, da daggry endelig kom, var jeg beæret over at være i Sydafrika og overvære din indvielse. Jeg husker stadig dine ord: ‘Tiden for heling af sårene er kommet. Øjeblikket til at bygge bro over de kløfter, der skiller os, er kommet. Tiden til at bygge er over os.’”
Tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesenblev blev sidste år i et portræt i Kristeligt Dagblad stillet spørgsmålet ‘Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? :
“Hvis jeg skal nævne én enkeltstående begivenhed, er det indsættelsen af Nelson Mandela som Sydafrikas præsident i 1994. Det var en uforglemmelig oplevelse.”
Morten Nielsen, der som græsrodsaktivist var involveret i kampen mod apartheid i 80’erne, beskriver til DR, at mødet med Mandela var et af sit livs mest mindeværdige dage:
“Det var en fantastisk dag. Jeg var sammen med andre fra solidaritetsbevægelser fra hele verden, og vi festede hele natten til næste morgen.”
Hvis du vil vide mere om Morten Nielsens kamp mod apartheid er artiklen på DR anbefalelsesværdig. Her nævner Morten Nielsen i øvrigt, at der i alt var tre indbudte danskere til Mandelas indsættelse som præsident – men Henrik Berlau var altså også med:
Nelson Mandela var præsident i Sydafrika fra 1994 til 1999. Han døde i 2013, 95 år gammel.
I 2020 gik den libanesiske forretningsmand Ali Saade ombord på et fly i Guineas hovedstad Conakry med en kuffert fuld af pengesedler.
I lufthavnen forklarede Ali Saade, at pengene skulle bruges til coronabekæmpelse hjemme i Libanon. Men ifølge amerikanske myndigheder gik de i stedet til Hizbollah, en politisk-militær organisation med base i Libanon, som blandt andre USA betegner som terrorister.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Ali Saade er ikke hvemsomhelst i Guinea. Udover at stå bag den store fødevarevirksomhed Sonit Group var han på daværende tidspunkt også Libanons honorær konsul i landet, og præcis derfor lykkedes det ham at rejse ud af landet med et stort, udeklareret pengebeløb, vurderer det amerikanske udenrigsminsterium.
Washington tilbyder i dag op til 10 millioner dollars for informationer, der kan fælde Ali Saade.
Historien om Ali Saade optræder i undersøgelsen Shadow diplomats, som ICIJ, et globalt kollektiv af undersøgende journalister, og det amerikanske medie ProPublica udgav i november 2022.
På imponerende vis har de sammen fundet frem til minimum 500 tidligere og nuværende honorære konsuler verden over, der har misbrugt deres fine titler til at drive lyssky forretninger, ofte med forbindelser til terrorfinansiering, menneskehandel, dokumentfalsk, skattesvindel eller våbenhandel.
Honorære konsuler er lokalt bosiddende, typisk ulønnede diplomatiske repræsentanter. Det kan variere fra land til land, men flere steder nyder en honorær konsul samme immunitet som en karrierediplomat ansat på en ambassade. Det kan for eksempel betyde, at deres bagage er fritaget fra at blive undersøgt i lufthavne, eller at de hverken kan anholdes eller tilbageholdes i landet, de tjener i.
Det udnyttede Ali Saade i Guinea, og det er han altså langt fra ene om at gøre. ICIJ og ProPublicas afsløringer blotlægger åbenlyse sprækker i det internationale diplomati. Udadtil fremstår systemet glat og professionelt, men i dets skyggefulde afkroge myldrer det med alverdens gangstere, sjufter og fuskere.
Shadow Diplomats, ICIJ & ProPublica
Verden og dens konstruktioner kan synes mere tydelige, når man ser det fra et andet univers. Paradoksalt nok, så zoomes der ind på refleksionerne og de problematiske valg, vi som samfund har taget (og ikke taget), når vi zoomer ud af verden – og ind til en ny.
Netop det formår Olga Tokarczuk med sin bog “Kør din plov over de dødes knogler”. Heri har hun skabt et univers, hvor menneskets mørke træder helt frem, og klimaændringernes konsekvenser bliver gjort synlige og næsten apokalyptiske for læseren.
I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.
Olga Tokarczuk (1962) er en polsk forfatter, psykolog og aktivist. Hendes værker er oversat til mere end 40 sprog. I 2019 vandt hun Nobelprisen for sin roman: “Jacobs Bøger”, og hun er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor netop Olga Tokarczuk har opnået så stor global anerkendelse. I sin eksistentielle thriller “Kør din plov over de dødes knogler” smelter Tokarczuk ubesværet komponenter af mytologi, virkelighed, fantasi og videnskab sammen og skaber humoristiske og filosofiske betragtninger og diskussioner om værdisætningen af liv, vores opfattelse af galskab, dyrerettigheder og menneskets skrøbelighed.
Romanen er sat i en lille polsk bjerglandsby på grænsen til Tjekkiet. Her lever den excentriske kvinde, Janina Duszejko, et tilbagetrukket og ukonventionelt liv. Janina er draget mod dyrenes og naturens verden. Faktisk foretrækker hun dyrenes selskab frem for menneskets. Da der pludselig sker en række mystiske hændelser, som leder til magtfulde medlemmer af den lokale jagtklubs pludselige død, beslutter Janina sig for at efterforske de potentielle mord. Under hendes efterforskning af dødsfaldene konfronteres Janina med voldens og uretfærdighedens realitet, og læseren hvirvles ind i Janinas øko-feministiske oprør mod et samfund, som tilsidesætter menneske- og dyreliv i jagten på magt og profit.
Kør din plov over de dødes knogler er en påmindelse om vores evne til at forme verden og skabe et mere retfærdigt og medfølende samfund og en opfordring til at tage kollektivt ansvar for vores handlinger og til at arbejde mod et fremtid, hvor menneske og al levende væsens rettigheder bliver beskyttet og opretholdt.
Kør din plov over de dødes knogler af Olga Tokarczuk
Økofeminisme er en sammentænkning af økologi og feminisme og forbinder klima- og miljøkriserne til ulighed, undertrykkelse og udnyttelse. Begrebet indeholder en grundlæggende samfundskritik og anses som et opgør mod vækstideologien. Det har sine rødder i 1970’ernes sociale bevægelser.
Kan militær, krig og vold ændre grundlæggende aspekter af det at være menneske? Påvirker det for eksempel vores evne til vise empati og medmenneskelighed, og hos hvem ligger skylden, når et voldeligt miljø opfostrer voldelige mennesker?
En række dokumentarer på CPH:DOX behandler lige nu disse og flere spørgsmål gennem poetiske, smukke og ofte rædselsvækkende portrætteringer af den globale virkelighed.
En tidligere børnesoldat dømmes for at have begået forbrydelser mod menneskeheden, Trumps tidligere rådgiver Roger Stones bizarre liv kører for fuld skærm og meget mere er, hvad Danwatch anbefaler dig at se, hvis du mangler noget at lave i weekenden.
A Storm Foretold er den danske filmskaber Christoffer Guldbrandsens længe ventede film om Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone. Som titlen også refererer til, beskriver dokumentaren opløbet til stormen på Kongressen den 6. januar 2021, der var resultatet af en længere organisering af den yderste højrefløj i USA. Med sine enorme cigarer, særprægede holdninger og sit årelange venskab med Donald Trump fremstår Roger Stone som en af amerikansk politiks helt store skurke.
Dokumentaren giver et spændende indblik i Trumps farverige og farlige omgangskreds og fortæller historien om magtens rådne kerne.
A Storm Foretold kan ses i København både fredag d. 24, lørdag d. 25 og søndag d. 26 denne weekend i forskellige CPH:DOX biografen.
Som ni-årig blev ugandiske Dominic Ongwen bortført og rekrutteret som børnesoldat af den ugandiske guerillagruppe Lord’s Resistance Army (LRA). Gennem sin ungdom steg han i graderne og blev til sidst kommandør for en af brigaderne. Omkring 35 år efter bortførelsen bliver han hovedpersonen i et retsagsdrama om forbrydelser mod menneskeheden. Her argumenterer han for, at hans træning som børnesoldat ikke gav ham noget andet valg end at efterkomme ordrer til at begå krigsforbrydelser.
Theatre of Violence er en fortælling om retfærdighedens kompleksitet og om offeret, der bliver til gerningsmanden. Instruktører Emil Langballe og Lukasz Konopa undersøger i dokumentaren grundlæggende spørgsmål om skyld, straf og ondskabens banalitet.
Theatre of Violence vises fredag d. 24 kl. 12:30 i Cinemateket og i Århus mandag d. 27 marts kl. 19:00 i Øst For Paradis.
Arbejde er så afgørende for vores identitet, at vi næsten ikke tænker over det. Men hvad ville du gøre med din tid, hvis du ikke var på arbejde næsten hver dag? Italiensk-svenske filminstruktør Erik Gandini undersøger, hvad begrebet ‘arbejde’ betyder i det 21. århundrede.
Fra Kuwait til Korea og fra USA til Europa rejser han verden rundt med spørgsmålet om, hvad arbejde betyder. Er arbejde i virkeligheden en form for moderne slaveri under kapitalismen, kan det tilføre livet mening eller måske noget helt tredje?
Med sit skarpe blik og sorte, eksistentialiske humor udfordrer Erik Gandini et af samfundets mest grundlæggende bindeled.
After Work kan ses fredag d. 24 kl. 19:00 i Grand Teatret og søndag d. 26 kl. 16:30 i Bremen Teater.
20 Days in Mariupol er årets helt store Ukraine film. Dokumentaren skildrer livet under den russiske invasion set inde fra den belejrede by Mariupol. Krigskorrespondent og filmskaber Mstyslav Chernov er sammen med sit filmhold nogle af de sidste journalister tilbage i den krigsbelejrede by, der siden invasionen sidste år er blevet mere eller mindre sønderbombet af det russiske militær. Trods billeder der gengiver brutal vold, sorg og tragedier foreviger Mstyslav Chernov i sin film små glimt af håb og menneskelighed gennem indbyggernes mod og sammenhold.
Efter filmen vil der være en efterfølgende samtale med unge flygtninge, der selv har oplevet krigens rædsler på tæt hold. Her kan du møde Marharyta Varadovska fra Ukraine i samtale med medlem af Ungdomsredaktionen, Rolin Ali, der selv er flygtet fra Syrien til Danmark.
20 Days in Mariupol vises lørdag d. 25 marts kl. 16:30 i Cinemateket.
Må man begå sabotage i klimaets navn? Hvordan opleves det tilspidsede forhold mellem Taiwan og Kina indefra? Og hvordan har tre kvinders film, musik og journalistik været med til at forme fortællingen om protesterne mod Libanons korrupte politiske elite?
I weekenden kan du få svar på de spørgsmål, når Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) sammen med Cinemateket i København afholder deres årlige minifestival med dokumentarfilm og talks under navnet Docs & Talks Film- og forskningsdage.
Her kan du se udvalgte dokumentarer og efterfølgende få perspektiv og baggrund på tidens udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner af en række forskere fra DIIS.
Danwatch giver dig her en lille oversigt.
Mens skovbrande, storme, tørker og oversvømmelser raser over hele verden, stiger frustrationen hos dele af verdens befolkning. Som alle andre kan de se, at verden er ved at brænde sammen, men de politiske beslutninger, der skal redde klimaet fra den totale katastrofe, udebliver.
Med andre ord: Er det på tide, at vi tager andre, mere kontroversielle midler i brug i klimaets navn? Det er spørgsmålet, som dokumentaren “How to Blow Up a Pipeline” stiller.
I klassisk “kup-stil” følger man en gruppe unge økoaktivister fra hele USA, der beslutter sig for at sprænge en rørledning i Texas i luften for at trænge igennem til de magthavere, der indtil nu har været tavse.
Dokumentaren er baseret på den svenske forsker Andreas Malms politiske manifest af samme navn og instrueret af den amerikanske filminstruktør Daniel Goldhaber.
Efter visningen er der arrangeret en særlig Q&A med Daniel Goldhaber.
Arrangementet foregår torsdag den 23. februar kl. 21.45
Den 17. oktober 2019 og de efterfølgende dage gik mere end en million libanesere på gaden i oprør over den strukturelle korruption, der i så mange år har været en gennemgående del af Libanons regeringsførelse.
Anledningen til protesterne virkede som en lille ting – regeringen havde besluttet at beskatte mobiltelefonernes WhatsApp-net med, hvad der svarer til én dansk krone pr. opkald – men det antændte en gnist under en ulmende utilfredshed over landets evige deroute: en kollapset samfundsøkonomi og et land i forfald.
I dokumentarfilmen ‘BEIRUT: EYE OF THE STORM’ oplever man den opstand gennem fire kvinder, der alle var aktive ved protesternes frontlinjer.
Man ser, hvordan sangskriverne Noel og Michelle Keserwany gennem satiriske tekster og videoer reflekterer over protesterne i Beirut, man følger irakisk-fødte Lujain Jo, der som kamerakvinde filmede oprøret helt fra deres begyndelse, og man møder den unge journaliststuderende Hanine Rehab, som giver indsigt i baggrunden for libanesernes utilfredshed.
Instruktøren bag er Mai Masri.
Seniorforsker ved DIIS Lars Erslev Andersen og lektor ved Aalborg Universitet Tamirace Fakhoury deltog begge i demonstrationerne i Beirut og vil efter filmen introducere og diskutere Libanons fremtid.
Arrangementet foregår lørdag den 25. februar kl. 13:30
Spændingerne mellem Kina og Taiwan tager til. Senest sagde Kinas præsident, Xi Jinping, i sin åbningstale til den 20. partikongres i Beijing, at “historiens tandhjul bevæger sig i retningen mod national genforening (med Taiwan, red.) og national genopblomstring. Den fuldstændige genforening med moderlandet må opnås, og den kan opnås”.
Men hvordan oplever taiwaneserne det selv? At være midt i en konflikt, der potentielt kan udløse en krig i stil med den, vi ser i Ukraine?
Instruktør Chun-hsiu undersøger det spørgsmål ved at følge livets gang på den Taiwan-kontrollerede Kinmen-ø, der ligger 10 kilometer ud fra den kinesiske kyst i dokumentarfilmen “Remember me”
Kinmen har siden 1949 været Taiwans militære forpost mod Kina og fremstår i dag som et billede på, hvordan fortiden, nutiden og fremtiden for Taiwan er vævet ind i Kinas storhedsdrømme om et forenet Kina.
Andreas Bøje Forsby er seniorforsker ved DIIS, hvor han forsker i Kinas opstigning på den internationale scene med særlig fokus på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han vil efterfølgende introducere og diskutere forholdet mellem Kina og Taiwan.
Arrangementet foregår lørdag den 25. februar kl. 16:30
Mandag d. 13 februar kl. 10 lokal tid stoppede al udsendelse fra Voice of Democracy (VOD), et af Cambodjas sidste uafhængige medier.
Da journalisterne samme morgen mødte på arbejde, var det til politiafspærringer og en besked fra de cambodianske myndigheder, der ikke var til at misforstå: Medielicensen for Cambodia Center for Independent Media, der driver Voice of Democracy, var blevet annulleret med øjeblikkelig virkning.
“Beslutningen om at lukke VOD ned er chokerende og kom fuldstændig ud af det blå,” fortæller Mech Dara, som er journalist på mediet, til Danwatch.
Cambodjas premierminister Hun Sen beordrede nedlukningen med begrundelsen, at VOD offentliggjorde “ukorrekte oplysninger” om hans søn, Hun Manet, en generalløjtnant og den øverstbefalende for den kongelige cambodjanske hær.
Nedlukningen skete få dage efter, at VOD udgav en artikel der berettede, at premierministerens søn, Hun Manet, har godkendt en donation på 100.000 dollars i bistand til det jordskælvsramte Tyrkiet på vegne af regeringen – en tilsyneladende overskridelse af hans autoritet.
Hun Sen mente at artiklen krænkede både ham og hans søn og forlangte en offentlig undskyld fra VOD. Den kom søndag aften, da VOD postede en undskyldning på Facebook, men da var det ifølge Hun Sen for sent.
Den pludselige lukning møder kritik fra medie- og civilsamfundsorganisationer, der henviser til Cambodjas eksisterende love for, hvordan man skal håndtere faktuelle fejl i medierne.
De mener, at premierministerens beslutning om tilbagekalde VOD’s medielicens i strid med landets lovgivning peger på regeringens forsøg på at undertrykke kritiske røster i landet. Det blev endnu tydeligere i et Facebook-opslag skrevet af Cambodjas informationsminister, der kalder nedlukningen for “en lærestreg” for andre medier.
“Medier som VOD er afgørende for folket, fordi de fortæller sandheden om hvad der sker rundt omkring i Cambodja. Desværre er de her medier gradvist blevet lukket ned eller gjort tavse,” siger Mech Dara.
Hun Sen har været premierminister i Cambodja siden 1985. Han er den længst siddende regeringschef i landets historie og en af de længst siddende ledere i verden.
Det er hans ældste søn, Hun Manet, som menes at skulle overtage magten efter sin far. Det blev tydeligt i 2017, da Cambodjas største oppositionsparti, the Cambodia National Rescue Party (CNRP), blev opløst af højesteret. En beslutning som er blevet kaldt “demokratiets død” ifølge Reuters.
John Nielsen, som er senioranalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i den politiske udvikling i sydøstasien, ser nedlukningen af VOD som et skridt i den forkerte retning.
”VOD var et af de få uafhængige medier, der overhovedet er tilbage, og lukningen er endnu et skridt i retning af et mere autoritært styre. For fem år siden blev det største oppositionsparti forbudt og andre uafhængige medier er blevet lukket ned de senere år,” fortæller han til Danwatch.
Voice of Democracy er en af Danwatch’ mediepartnere. De har siden 2003 dækket blandt andet skovrydninger, korruption og cybersvindel inden for landets grænser samt regeringens relationer til omkringliggende lande.
Ifølge John Nielsen peger lukningen af VOD på det øgede samarbejde mellem Kina og Cambodja.
“Lukningen af VOD fandt sted kort tid efter, at Hun Sen havde besøgt Xi Jinping. VOD har de seneste år dokumenteret kinesiske kriminelles aktiviteter i Cambodja,” siger John Nielsen og antyder, at lukningen er i de to autoritære regeringers interesse.
Mech Dara understreger nødvendigheden af kritiske medier.
“VOD er en platform, der udstiller volden, mennesker er udsat for. Landsbyboere, der oplever problemer, kan bruge platformen til at kræve retfærdighed. Uden den slags platforme forsvinder folkets mulighed for at sætte sig op imod styrets beslutninger,” fortæller Mech Dara.
Angrebet på den frie presse i Cambodja er ikke noget nyt.
I 2017 blev et af landets store uafhængige nyhedsmedier, The Cambodia Daily, tvunget til at lukke og kun et par uger senere annoncerede Radio Free Asia, at dets kontor i hovedstaden Phnom Penh blev lukket på grund af sikkerhedsproblemer og skatteproblemer.
En anden taktik, myndighederne har benyttet, er at direkte forhindre journalister i deres arbejde. I August 2022 blev fem reportere fra Voice of Democracy, som rapporterede om skovrydning i et dyrelivsområde i det sydlige Cambodja, ifølge NGO’en CIVICUS tilbageholdt af myndighederne.
Den stigende grad af chikane, pres og vold mod journalister ødelægger den frie presse i landet, konkluderer både FN og organisationen Reporters Without Borders i deres 2022 World Press Freedom Index.
Flere eksperter og menneskerettighedsorganisationer mener, at lukningen af VOD er et udtryk for, at det kommende parlamentsvalg d. 23 juli hverken bliver frit eller fair.
Ifølge flere politiske observatører har Hun Sens parti allerede sikret sig en dominerende position op til valget gennem en række aktioner rettet mod det største oppositionsparti, Candlelight Party.
Mech Dara fortæller, at de på VOD var begyndt at planlægge dækningen af det kommende valg, da de pludselig blev lukket ned.
“Frie, uafhængige medier er også en platform for oppositionen. De rækker ud til os for at fortælle, hvad der sker, så folket kan forstå den politiske situation og deres udfordringer. Men nu har de ikke længere en platform til at fortælle hvad der sker med dem,” fortæller han.
Det ser ikke lovende ud for uafhængige medier i Cambodja, mener John Nielsen, der ikke ser nogen tegn på, at regeringen trækker i land lige foreløbigt.
”En lempelse af restriktionerne kommer ikke til at ske før, at de er sikre på, at de har vundet det kommende valg i juli og sidder solidt i sadlen. Selv derefter har det lange udsigter,” vurderer han.
“Din tavshed støtter undertrykkelse og undertrykkere.”
De seks ord og et foto uden det obligatoriske tørklæde. Det er i al sin gru den forbrydelse, som en af Irans mest berømte skuespillerinder har begået. Kort før jul blev den 38-årige Taraneh Alidoosti arresteret og smidt i Teherans berygtede Evin-fængsel, som huser tusindvis af politiske fanger. Heriblandt mange af dem, der de seneste tre måneder har protesteret mod tørklædetvang og social kontrol i Iran.
Taraneh Alidoosti er den mest prominente kunstner, som er blevet arresteret siden den 22-årige kvinde Mahsa Aminie døde i moralpolitiets varetægt i september. Ifølge netværket Human Rights Activists in Iran har protesterne kostet over 500 mennesker livet, heraf 69 børn, mere end 18.000 demonstranter, journalister og kunstnere er arresteret.
Taraneh Alidoosti er kendt for kun at medvirke i kvalitetsfilm og har senest spillet hovedrollen i den anmelderroste Leila’s Brothers, hvor hun spiller en 40-årig kvinde, der sætter sig for at redde sin skrøbelige og konfliktfyldte familie fra fattigdom i et sanktionsramt Iran.
Filmen har været vist på en række internationale festivaler i 2022, men er endnu ikke tilgængelig i Danmark.
Det er til gengæld Oscar-vinderen The Salesman, der i 2016 gjorde Taraneh Alidoosti international kendt. Her følger man Ranna en unge skuespillerinde, som midt i opsætningen af Death of a Salesman bliver udsat for et voldeligt overfald, der vender op og ned på hende og hendes mands liv.
I det hele taget er der masser af mulighed for opleve iranske kvinder på det hvide lærred, enten i biografen eller i din komfortable julesofa. Hvis du gerne vil vide mere om kvindernes oprør, kan du f.eks. starte med den svenske dokumentar Tørklæderevolutionen (Be my Voice) fra 2021, som ligger til streaming på dr.dk.
Den handler om den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad, der er fortaler for kvinders rettigheder. Fra sit eksil i USA har hun startet forløberen til det tørklædeoprør, som vi oplever lige nu i Iran. I dokumentaren fortæller hun om, hvordan det iranske regime strammer grebet for at genvinde kontrollen over de oprørske kvinder, og hvordan hendes mod bliver testet til det yderste, da vold og undertrykkelse truer hendes egen familie.
Religionens magt er i det hele taget temaet i mange af de iranske film, der når et publikum uden for landets grænser.
Her i december viser flere danske biografer f.eks. filmen Holy Spider, der er baseret på en sand historie om den fanatiske morder Saeed Hanaeid, der for tyve år siden dræbte 16 iranske prostituerede som led i en guddommelig mission.
Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi, der spilles af Zar Amir-Ebrahimi. Hun rejser til den iranske by Mashhad for at efterforske mordene, men efterhånden som hun kommer tættere på at kunne identificere morderen, fortoner udsigten til at opnå retfærdighed sig.
For i Irans helligste by betragtes morderen af mange som en helt og ikke en forbryder.
The Holy Spider er instrueret af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi og var nomineret til Guldpalmen på Cannes festivalen i 2022, hvor Zar Amir-Ebrahimi vandt prisen som bedste skuespiller.
Og skulle du nu have forelsket dig i iranske film, byder Cinemateket på anden side af jul på en vifte af fine tilbud som led i en længere filmserie om iranske kvinder.
Den 7. januar kan du f.eks. se den spritnye BBC-dokumentar Our Women, the Women of Cinema – The Untold History of Female Pioneers in Iranian Cinema– med netop Zar Amir-Ebrahimi.
Filmen præsenteres af programdirektør Rasmus Brendstrup fra Det danske Filminstitut og byder formentlig også på en videohilsen fra Ebrahimi.
Dagen efter, den 8. januar kan du se den helt friskproducerede film How Dare You Have Such a Rubbish Wish og møde instruktøren Mania Akbari.
Filmen er på samme tid et feministisk manifest, et studie i afklædningens politik og en nysgerrig undersøgelse af Irans kulturhistorie, hvor afklædte damer var en grundingrediens.
Mania Akbari fortæller om filmen og om sammenhængen mellem afklædning, tildækning og billedets magt.
Og hvis du stadig har appetit på mere kan du den 9. januar diskutere kærlighed, ægteskab, sex og frihed i Iran med den dansk-iranske sexolog Mehrnoush Parve i Cinematekets Asta Bar.
Bagefter er der mulighed for at se filmperlen The Blue-Veiled, der er lavet af Irans førende kvindelige filminstruktør, Rakhshan Bani-Etemad.
Emnet i The Blue-Veiled er kærligheden mellem en gammel enkemand og en ung ugift kvinde, er ret vovet for iransk film. Filmens budskab synes at være, at kærlighed ikke kender nogen grænser og kan bryde mange sociale tabuer, herunder klasse.
Rigtig god fornøjelse.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Artikel. Muhammed Akinyemi, HumAngle.
Kan læses her.
“Der er mange måder at identificere et privilegium på i Port Harcourt. At kunne se en klar, blå himmel er en af dem”, skriver det nigerianske medie HumAngle i et af årets mest anbefalelsesværdige og foruroligende stykker journalistik lavet i Afrikas folkerigeste nation.
Med sine små to millioner indbyggere er Port Harcourt den femtestørste by i Nigeria, en hurtigt voksende metropol med universiteter og internationale flyforbindelser. Under briternes kolonisering af Nigeria var Port Harcourt udskibningshavn for de store kulminer i Enugu, nogle hundrede kilometer længere inde i landet. I dag handler alt om olien.
I 1958 sejlede den første olieeksport ud af Port Harcourt, og siden har byen været en af de allervigtigste for den nigerianske petroleumsindustri. Gennem årene har olien skaffet arbejdspladser og finansieret byfornyelse, men efterhånden er den også blevet en forbandelse for Port Harcourt. Det er denne, oliens dødsorte bagside, som HumAngle afdækker i All Die Na Die: At The Heart of Nigeria’s Soot Problem skrevet af journalisten Muhammed Akinyemi.
Fortællingen begynder på Eagle Island syd for Port Harcourts centrum, et af de sydligste boligkvarterer inden Niger-deltaet forgrener sig ud i Guineabugten. Her møder vi Mr Ese, en forsker med speciale i luftkvalitet, der forsøger at dokumentere, præcis hvilke konsekvenser olieudvinding i regionen har haft for dens indbyggere. Olie- og sodforurening i og omkring Port Harcourt er et velkendt problem. Men hvor stort er det egentligt?
Dokumentationen i historien er uimodståelig. Mr Ese og journalisten sætter sig i en båd og sejler fra Eagle Island ud i Niger-deltaets smalle vandveje. Herfra kan de vise, hvordan lokale grupper af olietyve tapper de store olieselskabers rørledninger og forarbejder gevinsterne på illegale småraffinaderier. I processen siver den fedtede råolie ud i naturen og stiger til vejrs som sod.
“Vi er lige så vant til sort sod her, som vi er til HIV”, siger Mr Ese lakonisk.
HumAngles undersøgelse viser, at Nigeria i virkeligheden ikke har én, men to olieindustrier. Der er den officielle, som den nigerianske stat og multinationale selskaber som Shell og Chevron, har kontrol over og tjener fedt på. Og så er der en undergrundsindustri ført an af såkaldte bunkerers, der i frustration over, at Nigerias olieeksport ikke har ført til velstandsfremgang i det enorme land – snarere tværtimod – tager sagen i egen hånd og gør deres egen entré i den lokale oliehandel.
Konsekvensen er ødelæggende forurening, der ikke er kendt mage mange andre steder i verden. Hvis noget overhovedet.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Spillefilm (116 min.) instrueret af Andrew Niccol.
Kan streames gratis på Filmstriben her.
Den fik lidt blandede anmeldelser i de danske medier, men her 17 år efter, at filmen Lord of war med Nicolas Cage fik premiere herhjemme, kan det bestemt anbefales at give den en chance igen.
Den amerikanske actionthriller er nemlig i den grad blevet aktuel.
Filmen er inspireret af historien om en af verdenshistoriens mest notoriske våbenhandlere Viktor Bout med tilnavnet ‘Dødens købmand’, der i årtier menes at have at forsynet regimer og krigsherrer overalt på kloden med våben og ammunition, selvom de var ramt af et våbenembargo fra FN.
Først i 2012 lykkedes det at få dømt den i dag 55-årige russer, da en amerikansk domstol fandt Bout skyldig i blandt andet at have konspireret om at sælge våben til en terrorgruppe, hvilket udløste en straf på 25 års fængsel.
Siden har der været forholdsvis stille om Bout lige indtil starten af december. Her var han en del af en spektakulær fangeudveksling, hvor den amerikanske basketballstjerne og dobbelte OL-guldvinder Brittney Griner efter et længere diplomatisk tovtrækkeri blev udvekslet med Bout. Griner var i november måned blevet idømt ni års fængsel ved en russisk domstol for besiddelse af cannabisolie.
Du kan se den spektakulære udveksling i videoen herunder:
Og det er her filmen Lord of war bliver særdeles interessant. For den understreger det gigantiske dilemma, de amerikanske myndigheder og præsident Biden har været i, da de frigav Viktor Bout, der om nogen har bidraget til menneskerettighedskrænkelser og folkedrab i en uhyggelig skala.
Lord of war er ikke en 1:1 beskrivelse af Bout’s liv. Hovedpersonen hedder i stedet Yuri Orlov, og i filmen følger man den fuldstændige vanvittige handel med våben, der har været – og som desværre stadig finder sted ifølge blandt andet FN og Amnesty.
Et emne Danwatch også flere gange har berørt.
Flere af filmens scener kan nærmest virke urealistiske, men det skræmmende ved Lord of war er, at den er meget tæt på sandheden. Da filmen udkom i 2005 udsendte Amnesty International en pressemeddelelse, hvor forsker i international våbenhandel Brian Wood udtaler:
“Den sørgelige sandhed er, at denne film i høj grad er baseret på fakta. Våbenhandlere er virkelig i stand til at flyve og sende våben ind i konfliktzoner, hvor civile bliver slagtet. De kan bevæbne nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere. Alligevel betyder manglen på juridisk bindende kontroller, at de – ligesom Nicolas Cages karakter – bare kan grine af loven.”
“Når folk forlader biografen, vil mange af dem sige ‘det er forfærdeligt, men Nicolas Cages karakter ville aldrig slippe af sted med det i det virkelige liv’. Men det gør våbenmæglere og transportører, selv i Storbritannien. Det er derfor, regeringer verden over skal sætte internationale våben, inklusive mæglere og transportører, under meget streng etisk kontrol.”
Præsident Biden har ikke offentligt talt om dilemmaet med at løslade en mand som Bout. Da Brittney Griner blev frigivet, gav Biden en tale i det Hvide Hus, hvor han blandt andet takkede de diplomatiske kræfter, der havde været med at til at få udvekslingen til at lykkes. Victor Bout blev ikke nævnt med et eneste ord.
Der har dog været kritik internt i den amerikanske regering. Washington Post skriver på baggrund af kilder i Justitsministeriet, at man i ministeriet har betragtet fangeudvekslingen som en fejl, fordi der blandt andet var så stor uoverensstemmelse mellem den kriminalitet, som henholdsvis Bout og Griner havde begået. En anonym kilde siger blandt andet:
“Hvis hun var min slægtning, ville jeg gerne bytte.”
“Men at handle en berygtet international våbenhandler med en basketballspiller er vanvid.”
Lord of war er i sig selv bestemt et kig værd, men den aktuelle fangeudveksling giver den et ekstra interessant twist.
Den eneste anke er, at Nicolas Cage måske fremstår lidt for sympatisk. Eller også har han bare formået at ramme Victor Bout’s karakter spot on. CNN’s redaktør for international sikkerhed Nick Paton Walsh har tidligere interviewet Bout og beskriver ham som en charmerende polyglot, der kan tale uendeligt om listen over de politiske karakterer, han har personlige forhold til globalt.
Bedøm selv. Filmen kan i øvrigt også anbefales 1. januar med cola og en skål popcorn.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
I deres undersøgelse ‘Enslaved’, har vores dygtige kollegaer og samarbejdspartnere på det uafhængige cambodjanske medie Voice of Democracy (VOD) året igennem fulgt og afdækket, hvordan kinesiske forretningsmænd med forbindelser til den cambodjanske regering lokker personer fra omkringliggende lande som Thailand og Vietnam til Cambodja, med løfter om gode, velbetalte jobs.
Men de gode, velbetalte jobs viser sig i virkeligheden at være det stik modsatte. For de personer, som har taget imod jobtilbuddene og ladet sig fragte til Cambodja, finder snart ud af, at deres nye job består i at svindle og snyde andre mennesker for penge, gennem forskellige online scams. Nægter de at udføre arbejdet, risikerer de at få tæv og ligefrem elektrochok, eller at blive solgt videre til andre kinesiske virksomheder.
Arbejdsforholdene beskrives af flere organisationer som umenneskelige og ligefrem ‘helvede på jord.’ Arbejderne indespærres på tidligere hoteller og casinoer, som er blevet lukket ned på grund af Corona, tvinges til at arbejde i op til 18 timer om dagen med korte toiletpauser og uden spisepauser – og løn, ja det får de ikke meget af. Virksomhederne kræver nemlig, at de svindler for urealistisk høje beløb hver eneste dag. Lykkes det ikke at leve op til det, sætter medarbejderne – eller moderne slavearbejderne, som man med rette kan kalde det – sig i gæld til virksomheden. En gæld de efterfølgende er tvunget til at arbejde af.
Svindelforretningen er et resultat af, at de kinesiske forretningsmænd har måttet finde alternative indtægtskilder, da de måtte lukke deres kasinoer og hoteller i Cambodja på grund af Covid-19.
Som reaktion på afsløringen af omfanget af menneskehandel i Cambodja, placerede det amerikanske udenrigsministerium i sommers Cambodja på det lavest mulige niveau i den årlige rapport “Trafficking In Person”. Rapporten rangerer regeringer baseret på deres opfattede indsats for at anerkende og bekæmpe menneskehandel. I rapporten står der blandt andet, at der er begrundet mistanke om, at de cambodjanske myndigheder er indblandet i ulovlighederne. Det amerikanske udenrigsministerium efterlyste i forbindelse med rapporten en øget indsats for at stoppe svindelforretningerne og retsforfølge de ansvarlige, herunder indblandende embedsmænd.
Presset fra det amerikanske udenrigsministerium og opmærksomheden fra internationale medier betød, at indsatsen mod cyberkriminaliteten endelig blev prioriteret af det cambodjanske politi. I løbet af efteråret blev der foretaget en række razziaer, og politiet fandt og befriede i den forbindelse flere tusinde udenlandske tvangsarbejdere. Men før razziaerne fandt sted var et endnu større antal tvangsarbejdere blevet flyttet til andre lokationer, skriver VOD.
Meget tyder dog på, at den øgede indsats mod cyberkriminalitet i Cambodja har medført, at tvangsarbejdere flyttes ud af landet, til blandt andet Laos og Myanmar. Problemet er altså langt fra løst og berører en stadig større del af Sydøstasien.
VODs undersøgelse af cyberkriminalitet, menneskehandel og tvangsarbejde i Cambodja er et vigtigt indblik i de ting, der foregår bag vores skærme, usynligt arbejde som desværre ofte indebærer grove menneskerettighedskrænkelser. Det gælder ikke kun med hensyn til online svindel, som det er tilfældet her, men også når det kommer til at rydde op i hvad vi kan se på sociale medier.
For nylig kunne The Bureau of Investigative Journalism for eksempel berette, hvordan Tiktok-ansatte i Colombia tvinger sig gennem time efter time af traumatiserende indhold, for at brugerne ikke skal eksponeres for det. Det får de under ti dollars om dagen for, og fordi man kan slippe afsted med at betale indholdsmoderatorer i det globale syd så lav en løn, er det billigere at bruge menneskelig arbejdskraft end kunstig intelligens.
Undersøgelsen ‘Enslaved’ er et af desværre alt for mange eksempler på, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien. Og den berører nogle af tidens mest aktuelle emner, som arbejdstagerrettigheder, digitalisering og COVID-19.
Men den er også et rigtig godt eksempel på, hvor afgørende en rolle kritiske og undersøgende medier spiller i, at stille de mest magtfulde til ansvar og afdække uretfærdigheder og ulovligheder. I et land som Cambodja, hvor ytrings- og pressefriheden er under enormt pres, og kritiske historier kan få journalister fængslet og medier lukket, er det særligt imponerende, at medier som VOD fortsætter deres hårde arbejde. Og af samme grund er det særligt vigtigt, at følge og støtte dem og andre uafhængige medier i Cambodja.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
