Om et øjeblik, når solen skinner, og badegæsterne stikker tæerne i havet, bør man skæve til toppen af bølgerne efter havskummet, der glider op på land. Miljøstyrelsen har allerede kig på skummet, der dannes ved kysterne, når bølgerne brydes, for her koncentreres stoffet PFAS. Flourstofferne, der har givet myndighederne grå hår de senere år.
PFAS kommer blandt andet fra skum. Ikke fra havet, men nedlagte brandstationer, hvor brandmænd har brugt skummet til at slukke brande, og for nogle år siden var PFAS populært i stort set alt vandafvisende materiale. Teflonpander, regntøj og pizzabakker. Fra juli 2020 blev PFAS og PFOS forbudt i fødevareemballage i Danmark.
Et af problemerne med PFAS er, at vi har svært ved at slippe af med det. Det bliver i miljøet, siver ned i grundvandet og findes i blodet, hvor det skaber problemer. Reproduktionsproblemer, lav fødselsvægt, problemer med skjoldbruskkirtlen, svækket immunforsvar og øget risiko for nyre-, prostata- og testikelkræft.
Myndighederne er begyndt at lede efter evighedskemikaliet, og derfor finder de det overalt. Hos borgere i Korsør, der har spist kød fra kvæg, som har græsset på en forurenet grund nær en brandskole. Forskere fra Notre Dame University i USA har kigget på niveauerne af PFAS i mundbind. Fem ud af de ni mundbind indeholdt PFAS, men i så lave niveauer, at forskerne ikke er bekymrede.
I 97 drikkevandsboringer fandt Danske Vandværker for nyligt PFAS. På Fanø, i Hedensted og Holstebro var grænseværdien overskredet.
Netop grænseværdien for PFAS har det amerikanske miljøagentur, EPA, sået alvorlig tvivl omkring. I en opsigtsvækkende udtalelse fra den amerikanske myndighed lyder det, at grænseværdien for PFAS i USA nu er sænket 17.000 gange og for PFOS er grænseværdien sænket 3500 gange. Det betyder lige ud, at hvis stofferne kan spores, er niveauet ikke sikkert for forbrugeren.
Den spinkle gode nyhed er, at PFAS i havskummet langs kysterne kan fjernes med havskummet. Det mener ihvertfald rådgivningsfirmaet Sweco.
Mere om gift i andre lande: