Siden oktober 2021 og frem til i dag har Saudi-Arabien tvangsflyttet og sat flere hundredtusinder på gaden som led i en storstilet udviklingsplan for havnebyen Jeddah. Det skriver Amnesty International i en ny rapport.
Ifølge Amnesty påvirker tvangsflytninger og nedrivninger ind til videre over en halv million mennesker. De påvirkede er blevet varslet mellem seks uger og helt ned til 24 timer, inden de skulle være ude af deres hjem, og mange lever nu på gaden. Ifølge Amnesty er det en krænkelse af de involveredes rettigheder.
Samtidig kalder menneskerettighedsorganisationen selve udviklingsplanen diskriminerende, da det ifølge planen kun er saudiske statsborgere, som vil modtage økonomisk kompensation for tvangsflytningen. 47 procent af de påvirkede er ifølge Amnesty udenlandske statsborgere.