Det er misvisende ‘green-washing’, når Arla på deres mælkekartoner angiver, at mælken er CO2-neutral. Sådan lyder det fra miljøorganisationen NOAH og Forbrugerrådet TÆNK, som begge vil have Miljø- og Fødevareklagenævnet til se se på mejerigigantens markedsføring af deres produkter.
Det skriver Fagbladet Journalisten.
Kritikken går grundlæggende på, at fødevarer ikke kan kaldes CO2- eller klimaneutrale, for det efterlader forbrugeren med det indtryk, at produktet slet ikke efterlader sig noget klimaaftryk. Arla betegner nogle af deres produkter som ‘CO2-neutrale’, når de udligner den udledte CO2 med investeringer i projekter, der binder en tilsvarende mængde drivhusgasser. Men klimakreditter er ikke det samme som ikke at udlede CO2, lyder kritikken.
Allerede i november sidste år klagede Margarineforeningen til Fødevarestyrelsen over Arlas markedsføring af den ‘CO2-neutrale’ mælk, men Fødevarestyrelsen gav ikke medhold i klagen. Det er den afgørelse, som NOAH og TÆNK nu vil anke til Miljø- og Fødevareklagenævnet.