Endnu et pro-demokratisk medie, Citizen News, er lukket ned i Hong Kong, efter at Hong Kongs politi i sidste uge udførte en razzia mod Stand News og anholdte syv af mediets medarbejdere, hvilket fik mediet til at lukke helt ned. To af Stand News’ redaktører blev efterfølgende sigtet for at “udgive og/eller gengive oprørske publikationer”, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Og nu melder mediet Citizen News altså ud, at de også ser sig nødsaget til at lukke som en direkte konsekvens af myndighedernes razzia mod Stand News. Citizen News nævner også “det forværrede mediemiljø” og “medarbejdernes sikkerhed” som begrundelse.
Hong Kong var en britisk koloni frem til 1997, hvor området igen blev forenet med Kina. Hong Kong fik lov til at beholde en lang række frihedsrettigheder under aftalen “ét land – to systemer”. Men siden indførslen af en ny national sikkerhedslov er en række af disse friheder dog blev kraftigt indskrænket af Kina, hvilket førte til voldsomme protester i 2019-2020.