Efter mere end et årtis tovtrækkeri mellem lobbyister, organisationer og embedsmænd stod EU for nylig foran at skulle lancere en strategi, som skulle gøre de europæiske landbrug lidt grønnere. Men så kom der krig.
Strategien, der hedder Farm to Fork, skulle blandt andet halvere brugen af pesticider i EU og omlægge mere landbrugsland til vild natur. Det har pesticidgiganter og store landbrug været imod fra begyndelsen, og da Rusland invaderede Ukraine, fik de et væsentligt argument.
Ukraine bliver kaldt ‘Europas spisekammer’, og har blandt andet haft en enorm stor produktion af korn. Idet russiske tanks rullede ind i Ukraine, begyndte lobbyister at argumentere for, at landbrugsstrategien skulle sættes på hold, da EU i den nuværende situation burde fokusere på fødevaresikkerhed.
Og trods store protester fra natur-ngo’er blev strategien i sidste uge sparket til hjørne af Europa-kommissionen.
Udskydelsen af EU’s landbrugsstrategi fortæller en vigtig historie om krisens natur i det 21. århundrede. Som statskundskabsprofessoren Martin Marcussen før har forklaret, så plejede kriser at være noget, der opstod pludseligt og skulle afsluttes hurtigst muligt. I dag er kriser (også) noget, som indflydelsesrige mennesker er med til at definere og udnytte til deres egen fordel.
Forstå mig ret, krigen er en reel krise for millioner af mennesker, og langt de fleste af os vil have den til at stoppe hurtigst muligt. Men så længe den står på, vil der være ‘krisemagere’, der kan udnytte dens akutte natur til at retfærdiggøre en bestemt politik, tiltrække midler eller fjerne barrierer.
Vi har set det samme under corona-krisen, hvor lobbyister også fik udskudt landbrugsstrategien, medicinalgiganter smøg sig uden om normale procedurer og politikere verden over gennemførte en lang række hastelove, hvor flere af dem blev betragtet som kontroversielle.
Lad os se lidt nærmere på, hvem der ellers udnytter krigens afledte kriser, eller pludselig står i en favorabel situation:
Våben: Den russiske invasion skaber kronede dage for våbenindustrien. På kort sigt er det Ukraine, der bliver forsynet med våben fra EU og USA, på lang sigt er mange medlemmer af Nato ved at opruste deres eget militær. Nu bruger lobbyister invasionen som et argument for, at de store våbenfirmaer skal klassificeres som “bæredygtige” investeringer, skriver Deutsche Welle.
Olie, gas og grøn energi: Vestens forsøg på at ramme Rusland økonomisk gennem sanktioner og importforbud har også vist, hvilke russiske varer, vi er særligt afhængige af: Olie og gas. I USA har de store olieselskaber set det som en mulighed for at lobbye for flere tilladelser til boringer og mindre regulering, skriver det demokratiske medlem af Repræsentanternes hus Raúl M Grijalva i The Guardian. I Danmark og EU har vi set, hvordan vores afhængighed af russisk energi er blevet et argument for den grønne omstilling.
Norge: Lidt uforvarende er naboerne mod nord blevet et af de lande, der profiterer allermest på krigen i Ukraine. Næst efter Rusland er Norge den største eksportør af naturgas til Europa, og da krigen har fået olie og gaspriser til at eksplodere, regner man med. at Norge vil tjene fem gange så meget, som de har regnet med, på olie og gas i år. Hvilket løber op i 1,35 billioner (1.350.000.000.000) norske kroner. Det har affødt en stor debat i Norge om, hvordan de ekstra penge så skal bruges, skriver Time.
Mineraler, sukker og medicin: Globalt set er krigen dårlig for de fleste virksomheder. Men når ukrainske virksomheder bliver ramt af krig og russiske virksomheder af sanktioner, så skal varerne komme et andet sted fra. I Indien tjener stålindustrien på større efterspørgsel fra Vesteuropa, sukkerproducenter på forsøget på at udskifte olie med ethanol og medicinselskaber på større eksport til Rusland, skriver det indiske medie Mint.
Jonathan Tybjerg