Halvtreds nøgne mennesker vrider sig i smerte omkring hinanden. Knoglerne træder frem under den tynde hud. Skrigene er uden lyd. De er døende. De er symbolet på massemord, og de er flettet sammen om en otte meter høj bronzeskulptur ved navn Skamstøtten.
Oprindeligt var Skamstøtten kunstneren Jens Galschiøts symbol på det kinesiske styres drab på unge demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989. I dag stiller han udgaver af statuen op de steder, hvor man mindes massemord. Alt for mange steder i verden.
Af samme grund er Skamstøtten netop vendt hjem til Jens Galschiøts værksted i Odense-forstaden, Næsby, fra en kunstudstilling foran Europa-Parlamentet i Bruxelles.
The Forbidden Art er navnet på udstillingen, der ville sende en tydelig besked til Kinas regering: “Et brændende forsvar for kunstnerisk frihed som en grundlæggende menneskeret”, siger kuratorerne om udstillingen.
“Vi ville to ting”, siger Galschiøt, “vise verden, hvad det er for overgreb Kina laver i Hongkong og især, hvad de vestlige firmaer går med til i Hongkong, altså i princippet medvirker til censur. Vi ville gøre det foran Europa-Parlamentet, fordi her er Vestens samlede regeringer. De er ikke så pivede. Alle andre parlamenter er bange for Kinas reaktion”.
Svaret udeblev ikke. Kinesiske diplomater fordømte udstillingen i pressemeddelelser og sendte klager til Europa-Parlamentet.
“Værkerne, der udstilles, er lavet af en anti-kinesisk kunstner, som længe har udtværet og angrebet det kinesiske system. Skamstøtten er et fjendtligt værk over for Kina, lavet med onde hensigter”, skrev Ministerrådgiver for Kinas mission til EU, Ms. Yue Yanghua til Europa-Parlamentet.
Selvcensuren blandt kunstnere tog til i 2020 med Kinas vedtagelse af nye sikkerhedslove i Hong Kong. I praksis betyder loven, at enhver, der kan mistænkes for at samarbejde med fremmede magter, kan dømmes for terrorisme. Senere i år skærpes denne lov, hvilket betyder risiko for livstidsdom.
Styret slår hårdt ned på “blød modstand”. Politiske protester i kunsten, medierne og kulturen. Kunstnere flygter fra Hong Kong, og dem, der bliver tilbage, udsættes ifølge det britiske medie The Guardian for hårdt pres.
I Hong Kong strammes grebet om kunstnere, der advokerer for demokrati og frihed. Statuer fjernes dagen efter, at de er sat op. Kunstnere flygter, fordi de er under pres fra gallerier og kunstudstillinger og føler sig truet, fortæller flere kunstnere til The Guardian.
Multinationale kunst- og auktionshuse som Sotheby’s og Christie’s, Bonham, Philips og Art Basel, der alle har bidraget til at gøre Hong Kong og Asien til verdens kunstneriske centrum, beskyldes nu for selvcensur.
I september sidste år forlod et medlem af International Association of Art Critics (AICA) Hong Kong. Dr Eric Wear skrev i et åbent brev til alle auktionshuse og gallerier, at de burde holde sig væk fra den internationalt anerkendte kunstmesse, Art Basel. Eller tillade alternativ kunst – og dermed i det kinesiske styres øjne – provokerende kunst, skrev Eric Wear.
“Kunstnere, kuratorer og kritikere i Hong Kong bliver bragt til tavshed gennem selvcensur”, stod der i brevet.
Boykot er vejen, mener Galschiøt.
“I princippet sidder vestlige kunstvirksomheder på kunstmarkedet i Kina, og det burde være en god ting, fordi de kunne påvirke styret. I stedet medvirker de til omfattende selvcensur, og grunden er sikkerhedslovgivningen. Men vi vil ikke være med til, at de censurerer kunsten, pressen eller noget som helst andet”, siger Galschiøt.
Kunstmessen Art Basel mener ikke, at de på nogen måde ligger under for selvcensur.
“Vi er ikke blevet bedt om at gøre noget andet efter vedtagelsen af den nationale sikkerhedslov. LIgesom alle andre Art Basel shows, er det vores udvælgelseskomite, som er ansvarlige for at gennemgå ansøgninger og udvælge gallerier udelukkende baseret på kvaliteten af deres forslag”, udtaler de i forbindelse med Forbidden Art-udstillingen foran Europa-Parlamentet.
I to år har Skamstøtten ligget i en aflåst container foran et domhus i Hong Kong.
“Tricket var, at vi gav den til Hong Kong, der blev overtaget af Kina, og på den måde fik vi opstillet statuen på kinesisk jord”, siger Galschiøt.
Men ikke længe. I 2021 fjernede kinesiske myndigheder Skamstøtten fra campus på University of Hong Kong, hvor den har stået siden 1997. Statuen skal bruges som bevis mod de demokratiforkæmpere, der er anholdt af det kinesiske styre.
“Hvis det ikke var så sørgeligt, ville det være et perfekt dobbelt symbol på Kinas undertrykkelse af kunst, ytringsfrihed og demokratiske rettigheder”, siger Galschiøt.
Mens Superliga-holdet fra Hvidovre kæmper om overlevelse i landets bedste fodboldrække, kæmper deres driftsselskab om, hvor de etiske grænser skal sættes.
Efter Danwatch og Ekstra Bladet i januar kunne afsløre, at det danske rederi Hafnia har sejlet med flere milliarder kroners brændstof for et russiskejet raffinaderi i Indien, er Hafnias direktør blevet opfordret til at trække sig ud af selskaberne, som driver Superliga-holdet Hvidovre.
Mikael Skov, direktør i rederiet, var nemlig storinvestor i holdingselskabet Hvidovre Holding A/S, som ejer 100 procent af driftsselskabet bag Superliga-holdet, Hvidovre Fodbold. I november 2023 bragte han sin personlige aktiebeholdning i holdingselskabet op på mellem 10 og 15 procent.
Men i februar besluttede en enig bestyrelse sig for at skubbe Mikael Skov ud, fortæller bestyrelsesformand Nicolai Mallet nu til Danwatch og Ekstra Bladet. Ifølge ham kan de i Hvidovre ikke forene sig med et selskab, der sender penge i Ruslands krigskasse.
“Hvidovre Fodbolds bestyrelse tager afstand fra enhver handling, der i strid med Danmarks sikkerhedsinteresser, bidrager til understøttelse af den russiske økonomi og dermed til finansiering af angrebskrigen mod Ukraine og de følger, den har og kan få for Danmark,” siger Nicolai Mallet.
Mikael Skov solgte siden flere af sine aktier. Heriblandt omkring fem procent til sin gamle ven, tidligere DBU-generalsekretær Jim Stjerne Hansen, som nu ejer mellem 5 og 10 procent af aktierne og således er registreret som medejer af Hvidovre Holding A/S.
Selv er Mikael Skov nu kommet under det registreringspligtige beløb på fem procent, fremgår det af CVR-registret.
Hafnia er verdens største tankrederi og havde ved afsløringen i januar sejlet med fem fyldte tankskibe fra det indiske raffinaderi Nayara Energy, som ejes hovedsageligt af Ruslands statslige olieselskab Rosneft og en russisk oligark.
Nayara Energy importerer russisk råolie fra Rosneft til den indiske by Vadinar, hvor selskabet omdanner det til brændstof, der dermed på papiret er indisk.
På den måde er brændstoffet ikke sanktioneret og kan sælges videre til Europa som indisk brændstof, selvom dets oprindelse er russisk.
Hvert af de fem skibe har ifølge data fra tænketanken CREA en kapacitet på omkring en halv million olietønder, og mens fire af dem har været lastet med flybrændstof, har et enkelt af dem været fyldt med diesel. Værdien af lasterne løber samlet op i omkring to milliarder kroner.
Siden afsløringerne i januar har Hafnia sejlet med brændstof fra raffinaderiet yderligere to gange. Hafnia har fra start afvist al kritik og sagt, at de overholder alle gældende regler.
Nicolai Mallet er udover at være bestyrelsesformand i Hvidovre Holding A/S også bestyrelsesmedlem i Hvidovre Fodbold.
Han udtaler sig på vegne af både begge.
I et skriftligt svar forklarer han, hvordan bestyrelsen efter Danwatch og Ekstra Bladets artikler så sig nødsaget til at kræve svar fra Mikael Skov på, hvorvidt hans forretning sendte penge til Rusland.
Derfor bad bestyrelsen om en udtalelse fra Mikael Skov, ”som kunne afkræfte de oplysninger om transport af russisk olie, der fremgår af medieomtalen”.
”De herefter modtagne oplysninger har ikke afkræftet, at rederiet er involveret i transport af russisk olie”, oplyser Nicolai Mallet.
Han siger, at bestyrelsen derfor tog en beslutning om, at de ikke vil associeres med Hafnia og Mikael Skov, da de ikke ønsker at blive sat i forbindelse med den slags forretninger.
”På den baggrund har bestyrelsen opfordret den pågældende til at afvikle sit ejerskab i Hvidovre Holding, ligesom der er truffet beslutning om at afslutte enhver forretningsmæssig forbindelse til den pågældende”, lyder det fra Nicolai Mallet.
Mikael Skov bekræfter, at han har solgt ud af sine aktier, men er uenig i Nicolai Mallets udlægning af sagen.
”Mit salg har intet med hverken jeres artikler eller mit eget engagement i klubben at gøre. Da jeg ikke har boet i Danmark i mange år, er de solgt til en som har tid og lyst til at involvere sig aktivt i Hvidovre Fodbold”, lyder det i et skriftligt svar.
Han bekræfter dog, at han er blevet bedt om at redegøre for Hafnias sejladser fra Nayara Energy af Hvidovres bestyrelse.
”Til dem svarede jeg akkurat det samme, som jeg også flere gange har pointeret over for jer, nemlig at Hafnia på intet tidspunkt har brudt internationale sanktioner og naturligvis følger de gældende retningslinjer på området”, siger han.
Jim Stjerne Hansen oplyser desuden til Danwatch og Ekstra Bladet, at han ikke vil tage afstand til Hafnia og Mikael Skovs forretning.
”Der er ikke noget odiøst eller ulovligt i det, som man har foretaget fra Hafnias side”, siger han og anklager Danwatch og Ekstra Bladet for ”at have skudt over målet”.
“Vi har strammet den danske eksportkontrol“.
Sådan forsvarede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) regeringens politik over for vrede pro-palæstinensiske demonstranter, da de i forrige uge afbrød et meget omtalt EU-arrangement på Vesterbro i København, hvor også statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) deltog.
Men den sidste tids stramninger, som blandt andet indebærer en “meget restriktiv” linje for våbeneksport til Israel, får ingen konsekvenser for eksisterende militære eksporttilladelser.
Det fastslår Udenrigsministeriet i en række mailsvar til Danwatch og Information.
Dermed kan danske virksomheder uhindret fortsætte med at eksportere militært udstyr til Israel, indtil deres nuværende eksporttilladelser udløber. Tilladelserne kan have en gyldighed på op til fem år.
Flere juridiske eksperter fastslår, at det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser at lade eksporten fortsætte.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har den seneste tid indført to stramninger af den militære eksportkontrol til Israel.
Den 14. februar ændrede udenrigsministeren den ellers kontroversielle praksis for eksport til F-35 kampfly, således at Udenrigsministeriet fremover “i relevant omfang” skal vurdere konkrete ansøgninger om eksport af komponenter til F-35-fly fra Danmark.
Den 25. marts 2024 har udenrigsministeriet desuden, “som følge af den fortsatte krig mellem Israel og Hamas og de katastrofale konsekvenser, det har for civilbefolkningen i Gaza” yderligere skærpet Danmarks tilgang til eksport af militært udstyr til Israel, sådan at Danmark går “fra en allerede restriktiv tilgang til en meget restriktiv tilgang, når vi vurderer konkrete ansøgninger om eksport af militært udstyr og dual-use produkter til Israel”.
Danwatch og Information har stillet en lang række spørgsmål til de danske myndigheder om praksisændringerne.
Og det står nu klart, at regeringens “meget restriktive” linje ikke kommer til at påvirke den danske milliardeksport til de amerikansk producerede F-35 kampfly, som spiller en helt central rolle i Israels bombardementer i Gaza.
Det bekræfter Udenrigsministeriet.
“Der bør sondres mellem de to beslutninger om henholdsvis eksport af delkomponenter til F-35-programmet og direkte eksport til Israel, der dog begge skal ses i lyset af den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina”, oplyser Udenrigsministeriet i et mailsvar til Danwatch og Information
Den “meget restriktive” linje “gælder direkte eksport af militært udstyr og dual-use produkter til Israel og i sager om eksport via et andet land med Israel som kendt slutbruger”, skriver Udenrigsministeriet.
“Når det gælder eksport af danske delkomponenter til F-35-programmet, foregår eksportkontrollen i Danmark som regel med USA som modtager […] Eventuel senere eksport af det færdige produkt vil herefter foregå i henhold til amerikansk eksportkontrol”, skriver ministeriets presseafdeling.
Udenrigsministeriet ønsker ikke at svare på hvilke konsekvenser – om nogen – den ændrede praksis for ansøgninger om eksport til F-35-programmet vil få. Ministeriet ønsker heller ikke at svare på spørgsmål om, hvordan sagerne vil blive vurderet. Eller på om ministeriets konkrete risikovurderinger overhovedet forholder sig til Israel som slutbruger af udstyret.
“Udenrigsministeriet har ikke yderligere kommentarer”, skriver ministeriet i et mailsvar. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har heller ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Information.
Men udenrigsministerens presseafdeling bekræfter, at den seneste tids stramninger ikke får betydning for allerede eksisterende tilladelser til at eksportere militært udstyr til Israel, uanset om der er tale om direkte eksport eller eksport til F-35-kampflyene.
Skærpelserne “gælder ikke bagudrettet,” skriver ministeriet.
Tilladelser til direkte eksport af militært udstyr til lande uden for EU har en gyldighedstid på op til et år. Den begrænsning gælder dog ikke internationale samarbejdsprojekter som F-35-programmet. Hvor længe de nuværende eksporttilladelser til F-35-programmet er gyldige, er ikke offentligt kendt, men Danwatch og Information er i besiddelse af eksporttilladelser til F-35-programmet med både tre og fem års gyldighedstid.
Med andre ord kan danske virksomheders eksport altså potentielt fortsætte i årevis uden at blive berørt af regeringens nye linje.
Den danske jurist Jacques Hartmann mener, at det strider mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis den skærpede militære eksportkontrol til Israel ikke får konsekvenser for eksisterende tilladelser.
“Når forholdene ændrer sig så drastisk som de har gjort i Gaza, skal danske myndigheder også lave en fornyet risikovurdering for eksisterende tilladelser. Ellers giver det jo ikke mening med en risikovurdering”, siger Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland, og tidligere har været jurist i det danske Udenrigsministerium.
Det bør gælde både for direkte og indirekte eksport til Israel, så som eksporten til de israelske F-35 fly.
“Om det er tilladelser til direkte eller indirekte eksport bør ikke have nogen betydning”, siger Jacques Hartmann.
EU og FN’s regler for våbeneksport fastslår, at myndighederne skal forbyde militær eksport, hvis der er en “klar” eller “overvejende” risiko for, at den militærteknologi eller det militærudstyr, der skal eksporteres, kan blive anvendt til alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret.
I Holland har landsretten derfor fastslået, at den hollandske stat skal standse al eksport af militært udstyr til israelske F-35 fly.
“Jeg mener, at den hollandske landsret er korrekt i sin vurdering af, at der er en overvejende risiko ved at eksportere militært udstyr til israelske F-35-fly, og at denne risikovurdering også bør gælde eksisterende tilladelser”, siger Jacques Hartmann.
Galina Cornelisse, der er professor i EU-ret og international ret ved Vrije Universiteit Amsterdam, mener ligeledes at den danske praksis strider mod FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport.
“Det er en åbenlys overtrædelse af EU’s og FN’s regler ikke at revurdere eksisterende militære eksporttilladelser til Israel. Når tingene ændrer sig, skal disse langvarige eksporttilladelser revurderes, ellers giver det ingen mening”, siger hun.
“Det står klart, at fortsat militær eksport til Israel, givet den nuværende situation, er en overtrædelse af humanitær lov. Så disse revurderinger ville også betyde, at eksportlicenserne ville blive trukket tilbage”, siger Galina Cornelisse.
Ifølge den danske våbenlov kan alle militære eksporttilladelser “til enhver tid” tilbagekaldes. EU’s Fælles Regler for våbeneksport opfordrer til løbende vurderinger af udstedte tilladelser, samtidig som den hollandske landsret har fastslået at et forbud mod eksport til israelske kampfly også må gælde for eksisterende tilladelser.
De Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach opfordrer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at genoverveje spørgsmålet om de eksisterende tilladelser.
“Ministeren bør alvorligt overveje, om der er eksisterende godkendelser, som man bør tage op til overvejelse i lyset af at situationen har ændret sig så dramatisk”, siger Christian Friis Bach.
Sascha Faxe, udenrigsordfører for Alternativet, kalder udenrigsministerens påstand om en ny, meget restriktiv kurs for “en and”.
“Jeg har meget svært ved at se, hvad hans udmelding reelt betyder, hvis stramningen hverken omfatter F-35 eller eksisterende eksporttilladelser”, siger hun.
“Det er dybt problematisk, at hverken Folketinget eller offentligheden kan få klar besked,” siger Sascha Faxe og medgiver, at det kan være ting, som det er nødvendigt at holde i fortrolige rammer.
“Men våbeneksporten til Israel er ikke en af dem. Det er alt for vigtigt et emne” siger hun og understreger, at både Folketinget og offentligheden har ret til at kende reglerne for våbeneksporten.
En tilsvarende bekymring har Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach.
“En linje bliver ikke restriktiv, ved at man kalder den restriktiv, og den bliver heller ikke meget restriktiv, af at man kalder den det”, siger hun.
“Det er forholdsvis luftigt. Det er en sproglig gradbøjning af et tillægsord”.
Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne kalder det “tåbeligt”, at regeringen ikke vil oplyse, hvad den nye stramme kurs betyder.
“Som udenrigsordførere har vi ret til at vide, hvad den nye kurs går ud på. Vi udtaler os jo også på Danmarks vegne”, siger Charlotte Munch, som vil tage sagen op med regeringen.
Spørgsmålet om Danmark fortsat kan eksportere våben og andet militært udstyr til Israel, der beskyldes for at begå krigsforbrydelser i Gaza er blevet ekstra aktuelt, efter Amnesty International, Oxfam, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq i sidste måned lagde sag an mod den danske stat med krav om øjeblikkeligt stop for al militær eksport til Israel.
En lignede retssag blev fredag anlagt i Tyskland, hvor en række ngo’er har anlagt sag på vegne af fem palæstinensere, som frygter for deres liv på grund af israels bombardementer i Gaza.
De fem har angiveligt mistet både pårørende, job og hjem og er nu internt fordrevne.
Danmark har mere end 300.000 virksomheder, men kun en brøkdel bliver omfattet af EU’s nye lov om virksomhedsansvar. Det viser tal, som Danwatch har indhentet fra Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Når loven, der har til formål at fastlægge virksomheders ansvar for at påvirke menneskerettigheder og miljø, er fuldt gennemført, venter Erhvervsstyrelsen, at et sted mellem 50-150 danske virksomheder og koncerner vil være omfattet.
Det svarer til mindre end 0,05 procent af det samlede antal virksomheder i Danmark.
Når antallet af virksomheder, som ventes omfattet, er så lavt, skyldes det, at den nye lov om virksomhedsansvar er blevet kraftigt udvandet i løbet af de seneste ugers forhandlinger i EU-systemet.
Efter voldsomme protester fra bl.a. Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige er EU-landene blevet enige om et direktiv, der kun omfatter de allerstørste virksomheder med mere end 1.000 ansatte og en årsomsætning på mere end 450 millioner euro. Det svarer til 3.356.292.690 danske kroner.
Ifølge Danmarks Statistik levede kun 50 danske virksomheder op til dette krav ved den seneste firmaopgørelse i 2021.
Dermed får den ny lov om virksomhedsansvar cirka samme udbredelse i Danmark som i resten af EU. En opgørelse fra den hollandske ngo Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO) viser, at ud af 10.142.349 registrerede virksomheder i EU bliver kun 5,421 omfattet, hvilket svarer til cirka 0,05 procent.
Når den nye lovgivning er fuldt indfaset, vil de største danske og europæiske virksomheder for første gang være juridisk forpligtet til at vurdere, hvilke mulige skadevirkninger deres produktion og andre aktiviteter har på menneskerettighederne og på miljøet.
Og der er historisk, undertreger Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School og ekspert i virksomheders samfundsansvar .
“Der er første gang, FN’s Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder (UNGP) bliver omsat til juridisk bindende lovgivning. Det er et stort fremskridt,” siger han og understreger, at den nye lovgivning ikke bare kræver, at virksomhederne laver risikovurderinger af, hvordan de påvirker menneskerettighederne og miljøet.
De vil også være forpligtet til at forsøge at finde løsninger, når der sker krænkelser af menneskerettigheder eller skade på miljøet.
“En simpel compliance-tankegang vil bestemt ikke være nok. For eksempel kræver EU’s direktiv, at virksomhederne tager ansvar for at finde løsninger, når der sker krænkelser af rettigheder. Derfor fungerer en tilgang, hvor en virksomhed blot stikker af fra et problem ikke længere,” siger Andreas Rasche.
Ud over de konkrete forpligtelser, som indføres, vil den nye lovgivning blive et vigtigt udgangspunkt for fremtidige diskussioner om virksomhedsansvar, mener han.
Samme vurdering kommer fra Institut for Menneskerettigheder.
“Det er et imponerede stykke lovgivning, som markerer et paradigmeskift i forhold til virksomheders samfundsansvar. Selv om det er blevet væsentlig mindre ambitiøst, end vi havde håbet, så er det stadig historisk, at principperne for virksomhedsansvar nu bliver en del af lovgivningen i stedet for blot at være nogle retningslinjer, som man kan følge, hvis man har lyst” siger Elin Wrzoncki, leder af instituttets Department for Human Rights, Tech and Business.
Hos de mange danske og europæiske organisationer, der har forsøgt at påvirke EU til at vedtage en mere vidtgående lovgivning, er skuffelsen over resultatet udbredt.
“Lovgivningen lever ikke lever op til ambitionerne på grund af udemokratiske manøvrer fra medlemsstaternes side, som i sidste øjeblik endnu en gang har forrådt dem, de burde beskytte,” lyder det fra Sabela González García, kommunikationschef i paraplyorganisationen European Coalition for Corporate Justice (ECCJ).
“Direktivet, som det foreligger nu, bringer os kun 0,05 procent tættere på retfærdighed. Det er en dråbe i vandet og vil kun gælde for meget store, meget rige virksomheder. Det er virkelig skuffende.”
Den vurdering er Institut for Menneskerettigheder enig i.
“Det er meget skuffende, at færre virksomheder end oprindelig planlagt bliver direkte omfattet og også at der ikke længere stilles krav til mellemstore virksomheder inden for højrisikosektorer som tekstil, minedrift og landbrug,” siger Elin Wrzoncki.
Hun bakkes op af Sanne Borges, seniorrådgiver for Erhverv og Menneskerettigheder hos Amnesty International.
“Desværre er direktivet blevet betydeligt udvandet igennem den politiske proces. Som det ser ud nu, er det kun de allerstørste virksomheder, som er omfattet, og det er stærkt kritisabelt”, siger hun.
På CBS er Andreas Rasche også skuffet over resultatet.
“Den største mangel er, at den nye lovgivning stort set ikke omfatter finanssektoren” siger han og forklarer, at det er resultatet af kraftig lobbyvirksomhed fra branchen,
“Selv om jeg forstår kompleksiteten, er det ærgerligt, at den finansielle sektor kun bliver ansvarlig for sine leverandørers aktiviteter og ikke for, hvad deres egne penge anvendes til. Kapitalejere og -forvaltere er jo nøgleaktører, når det kommer til menneskerettigheder og miljø, og det ville have været vigtigt at afspejle dette faktum i dette direktiv” siger Andreas Rasche.
Selv om den nye lovgivning er blevet kraftigt udvandet i løbet af EU-processen, er både Rasche og de tre organisationer dog enige om, at den nye lovgivning er bedre end ingenting.
Det nye direktiv om virksomhedsansvar ventes godkendt af EU-Parlamentet den 24. april, hvorefter ministerrådet skal give sit endelige OK. Det ventes fuldt gennemført i 2030.
Flere af Forsvarets brændstofleverandører handler stadig med russiske selskaber.
Derfor kan knap to millioner liter flybrændstof til en værdi af op mod 17,5 millioner kroner være sendt fra Rusland og endt hos det danske flyvevåben.
Det kunne Danwatch og Ekstra Bladet fortælle lørdag.
Det skyldes, at Forsvaret har købt brændstof af flere leverandører, der enten handler direkte fra Rusland eller indirekte gennem et selskab i Indien, der er delvist ejet af det sanktionerede russisk selskab Rosneft.
Det drejer sig om olieselskabet BP, lufthavnen i Istanbul og det tyrkiske forsvar, der har leveret de i alt knap to millioner liter brændstof.
Det får forsvarsordførerne fra Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti til at rejse hård kritik.
“Det er bare ikke i orden. Det skal der selvfølgelig kigges på. Og Forsvaret bør også kunne finde ud af, at der kan være tale om russisk olie”, siger Danmarksdemokraternes Lise Bech. Hun tilføjer:
“Ingen har interesse i, at pengene kan ende hos Putin. Vi forsøger at gøre os fri af russisk gas, og så skal vi naturligvis heller ikke købe russisk brændstof. Det kan simpelthen ikke være rigtigt”.
Hun kritiserer derudover Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) mangelfulde kontrol med brændstoffets oprindelse. Det kræver ifølge hende en kortlægning af, hvor stort omfanget reelt er.
“Jeg foreslår en undersøgelse, der skal kortlægge hvor stort problemet er”, siger hun til Danwatch og Ekstra Bladet.
Fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen er kritikken ligeledes hård, og han foreslår, at Forsvarsministeriet og FMI undersøger sagen.
“Det afgørende for mig, er om Forsvarsministeriet har vidst, at det kunne være russisk olie, eller om de ikke har vidst det. Har de vidst det, er det et stort problem. Hvis de ikke har, har de været i god tro, men tydeligt ikke undersøgt tingene til bunds”. Han tilføjer:
“Det har de så mulighed for at gøre nu, efter jeres afdækning. Og det vil jeg anbefale Forsvarsministeriet at gøre. For i Dansk Folkeparti er vi ikke interesseret i, at vi køber russisk olie, og indirekte finansierer endlösung-krigen i Ukraine”, siger han.
Samtidig opfordrer han ”kraftigt” FMI til at ændre procedure vedrørende kontrol af brændstoffets oprindelse.
“Jeg er sikker på, at FMI vil kigge leverancerne igennem oven på den her afsløring. Gør de ikke det, er der for alvor noget galt. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at de ikke gør det”, siger han.
Når danske jagerfly er på mission i udlandet, så kan tanken meget vel være fyldt med russisk brændstof.
Danwatch og Ekstra Bladet kan nu afsløre, at Forsvaret siden den russiske invasion af Ukraine har købt knap to millioner liter flybrændstof til en værdi af omkring 17,5 millioner kroner fra leverandører, der selv handler enten direkte eller indirekte med Rusland.
Det drejer sig om det tyrkiske forsvar, lufthavnen i Istanbul og olieselskabet BP. Mens Tyrkiet importerer over halvdelen af alle deres olieprodukter fra Rusland, handler BP med et raffinaderi i den indiske by Vadinar, der er delvist ejet af det russiske statsselskab Rosneft, som er under strenge sanktioner.
På trods af den overhængende risiko for, at de tre leverandørerne har fyldt de danske fly med russisk brændstof, så har Forsvaret ikke undersøgt det nærmere. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) begrunder det med, at brændstofferne eksempelvis er købt i lufthavne i andre lande, og derfor betragtes det som at ”tanke en bil på en almindelig tankstation”.
”(…) det er derfor ikke muligt at vurdere, om den begrænsede mængde brændstof, der er udleveret fra BP-ejede tankvogne i civile lufthavne, måtte have oprindelse fra (…) det russiskejede raffinaderier i Vadinar”, oplyser FMI i et skriftligt svar.
Torben Ørting Jørgensen er pensioneret kontreadmiral og nuværende formand i Danmarks største sikkerhedspolitiske organisation, Folk og Sikkerhed.
Han mener, at selvom det måske er naturligt blot at stole på de anerkendte leverandører, så viser Danwatch og Ekstra Bladets afsløring, at Forsvaret bør tage området mere alvorligt. Samtidig bør sagen ifølge Torben Ørting Jørgensen undersøges nærmere.
“Hvis det viser sig, at det brændstof man køber alligevel kommer fra steder, hvor leverandøren er Rusland, så er det indlysende, at det er både uhensigtsmæssig, utilsigtet og bør bringes til ophør”, siger han.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsen har ellers forpligtet sig til at gennemgå alle køb af brændstof som følge af krigen i Ukraine. Det oplyser den til Danwatch og Ekstra Bladet.
”I maj 2022 lancerede FMI en styrket due diligence proces, hvor bl.a. indsatsen relateret til internationale sanktioner blev forstærket. Det indebærer, at potentielle leverandører skal indgive en erklæring, som bekræfter overholdelse af sanktioner, før denne kan komme i betragtning som leverandør til FMI”, udtaler styrelsen i et skriftligt svar.
Trods den styrkede due diligence-proces har Forsvaret altså ikke undersøgt, om de har pumpet russiske brændsler i tanken.
Mens størstedelen af Forsvarets brændstofleverancer foregår i store partier – såkaldte bulk-leveringer – køber det også brændstof af forskellige selskaber rundt om i verden, når danske jagerfly er på mission.
Her kommer eksempelvis produkterne fra det russiske raffinaderi i Indien, Nayara Energy, som er majoritetsejet af Rusland.
Nayara Energy er 49 procent ejet af Rosneft, mens yderligere 25 procent er ejet af et konsortium med en russisk oligark i spidsen.
Samtidig er Nayara Energy blandt andet blevet stiftet for at gøre det muligt for Rusland at sælge olieprodukter uden at blive sanktioneret, hvilket også blev sagt højt under præsentationen af aftalen, der er den største russiske investering i udlandet nogensinde.
Rosnefts ejerandel er derfor nøje planlagt til at være 49 procent for at beskytte raffinaderiet mod Vestens – og dermed Danmarks – sanktioner mod russiske olieprodukter, fordi de ikke ejer en majoritet i selskabet alene.
Alligevel har Forsvarsministeriets Material- og Indkøbsstyrelse (FMI) altså handlet med leverandører, der modtager flybrændstof både direkte fra Rosneft og indirekte fra Rosneft gennem Nayara Energy.
Torben Ørting Jørgensen siger, at ingen i Forsvaret har en interesse i at støtte Rusland hverken direkte eller indirekte, og derfor opfordrer han også til, at man stopper med at handle med selskaber, hvis det kan påvises, at de sælger olieprodukter, der er solgt enten fra Rusland eller Nayara Energy.
“Hvis der bare er en lille mistanke om, at den brændstof man får, kommer fra Rusland, så kræver det en nærmere undersøgelse, for de fly, Forsvaret flyver med, skal naturligvis ikke flyve på russisk brændstof. Det tror jeg da helt sikkert, at Forsvaret vil beslutte efter jeres afdækning af sagen”, siger han.
Selvom produkterne fra Vadinar ikke er sanktioneret, stammer størstedelen af olien på raffinaderiet fra Rusland. Men fordi, at produkterne er raffineret i Indien, tæller det på papiret som et indisk produkt, til trods for, at ejeren af raffianderiet er et russisk sanktioneret statsselskab med tråde til Kreml og en russisk oligark.
Det er af eksperter tidligere blevet kaldt et “smuthul i sanktionerne”, at russiske selskaber kan sælge raffineret russisk olie fra Indien som et indisk produkt. Det mener Torben Ørting Jørgensen, at Forsvaret bør se nærmere på.
“Hvis der i den konkrete situation, I beskriver, har været tale om udnyttelse af et smuthul, så er det fint, at Forsvaret bliver gjort opmærksom på det. Der skal ikke være risiko for, at Forsvaret flyver på brændstof, der er produceret i Rusland”, lyder det.
BP har tidligere bekræftet for Danwatch og Ekstra Bladet, at de handler med raffinaderier som det i Vadinar, men ville ikke kommentere yderligere på deres virksomhed. Vi har forsøgt at få en ny kommentar fra BP, men det har ikke været muligt.
Brændstof, som er importeret direkte fra Rusland, kan dog være underlagt sanktioner, hvis det er handlet til en højere pris, end hvad sanktionerne tillader.
Ved normale kontrakter med Forsvarets leverandører kræver styrelsen, at både leverandører og underleverandører overholder sanktionerne, pointerer den.
“Leverandører holdes ligeledes som udgangspunkt ansvarlige for handlinger og undladelser fra underleverandører, som om dennes handlinger og undladelser er leverandørens egne”.
Selvom Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ikke har undersøgt nogle af købene af flybrændstof fra Tyrkiet og BP, oplyser styrelsen, at den ikke er bekendt med nogle handler med russisk brændstof.
Danwatch og Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra forsvarsministeren på, om man vil undersøge handlerne med brændstoffet nærmere.
Danmark har foretaget et bemærkelsesværdigt kursskifte i spørgsmålet om eksport af våben til Israel.
I seks måneder har regeringen konsekvent afvist at stramme reglerne for eksport af militært udstyr til Israel, der beskyldes for at begå krigsforbrydelser mod civilbefolkningen i Gaza.
Men i denne uge skiftede Udenrigsministeriet pludselig kurs og bebudede, at Danmark fremover vil indføre en “meget restriktiv” linje over for militær eksport til Israel.
Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) meddelt i en mail.
»Som følge af den fortsatte krig mellem Israel og Hamas og de katastrofale konsekvenser, det har for civilbefolkningen i Gaza, har Udenrigsministeriet fra den 25. marts 2024 yderligere skærpet vores tilgang til eksport af militært udstyr til Israel,« skriver Lars Løkke Rasmussen.
»Dermed går vi fra en allerede restriktiv tilgang til en meget restriktiv tilgang, når vi vurderer konkrete ansøgninger om eksport af militært udstyr og dual-use produkter til Israel,« hedder det.
Udenrigsministeren tilføjer, at den nye strammere kurs ikke betyder, at Danmark nødvendigvis suspenderer “al våbeneksport til Israel”.
Ansøgninger om eksporttilladelse vil fortsat blive vurderet “fra sag til sag«, men nu ud fra en »meget restriktiv tilgang« forklarer ministeren med henvisning til både FN’s traktat om våbenhandel og EU’s Fælles holdning om våbenhandel.
Danwatch og Information har gennem det seneste år afdækket, hvordan danske regeringer ifølge eksperter i våbenkontrol og folkeret løbende har omgået begge dele.
Både FN’s og EU’s regler for våbenhandel fastslår, at Danmark ikke må tillade eksport af militært udstyr, når der er en »klar« eller »overvejende« risiko for, at det »kan« blive anvendt til at begå krigsforbrydelser.
Beslutningen kommer efter et stigende pres på lande, der leverer udstyr til Israels militær.
I februar besluttede den hollandske landsret at suspendere al eksport af reservedele fra Holland til Israels F-35-kampfly med omgående virkning efter et sagsanlæg fra flere ngo’er.
Og tidligere i denne uge blev det danske udenrigsministerium selv sagsøgt af flere ngo’er for våbeneksporten, som ngo’erne ifølge stævningen mener strider mod international ret. Lignende retssager er undervejs i flere andre lande.
Udviklingen kommer også, efter at Den Internationale Domstol (ICJ) ad to omgange har pålagt Israel såkaldte midlertidige foranstaltninger, fordi domstolen finder det plausibelt, at Israel er i færd med at overtræde FN’s folkedrabskonvention i Gaza.
Implikationerne af Udenrigsministeriets kursskifte er foreløbig uklare.
Udenrigsministeriet har ikke umiddelbart kunnet svare på, hvorvidt den nye restriktive kurs får konsekvenser for danske virksomheders milliardeksport af komponenter til de amerikanskproducerede F-35-kampfly, som videresælges blandt andet til Israel.
Som Danwatch og Information har afdækket, anvendes de dansk-udstyrede F-35 fly til at bombe i Gaza.
Netop kampflyeksporten har i mere end ti år været omfattet af en særligt lempelig procedure, som indebærer, at Udenrigsministeriet overlader det til USA at vurdere, om videreeksport til f.eks. Israel indebærer en risiko for, at udstyret bliver anvendt til krigsforbrydelser.
Det er ligeledes uklart, hvad den nye, skrappere kurs betyder for den direkte militære eksport til Israel. Som Danwatch og Informations har dokumenteret, er den direkte eksport til fortsat på et forholdsvis lavt niveau, men har dog været voksende siden udenrigsminister Kristian Jensen (V) i 2016 i al hemmelighed lempede for eksporten.
Som Danwatch og Information har dokumenteret, blev hverken Folketinget eller offentligheden oplyst om lempelsen.
En gennemgang af tal, som Danmark har rapporteret til EU, og tal fra Rigspolitiet viste, at der efter ændringen havde været en vækst i antallet af tilladelser til våbeneksport.
Målt i kroner og øre nåede den direkte eksport fra Danmark til Israel et nyt højdepunkt, da krigen i Gaza brød ud.
En oversigt fra Justitsministeriet viser, at de danske myndigheder i 2023 gav tilladelse til permanent eksport af militært udstyr til Israel til en samlet værdi af godt 28,5 millioner kroner.
Igen og igen har juridiske eksperter det seneste år beskyldt Danmark for at overtræde international ret i forbindelse med eksporten af militært udstyr til F-35-kampflyene, der blandt andet ender i Israel.
Og igen og igen har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) afvist, at der skulle være noget om sagen.
“Når vi taler om køen af eksperter, så kan man sige, at køen stopper i hvert fald, når vi kommer til de eksperter, der er i mit eget ministerium”, sagde udenrigsministeren så sent som på et samråd i januar, hvor han afviste, at regeringen skulle have et juridisk problem:
“Vores vurdering er fuldstændig entydigt, at vi overholder vores internationale forpligtelser”, sagde udenrigsministeren.
Men nu kan Danwatch i samarbejde med Information fortælle, at de danske myndigheder i al stilhed har ændret den udskældte praksis. I et svar til Folketingets udenrigsudvalg skriver Lars Løkke Rasmussen, at Udenrigsministeriet i midten af februar bad Rigspolitiet om “midlertidigt” at ændre procedurerne i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om tilladelser til eksport til F-35-programmet, der ledes af USA.
“Det er en stor omlægning af de danske myndigheders praksis”, siger Jacques Hartmann, professor i international ret ved University of Dundee i Storbritannien, der har været en vedholdende kritiker af de danske myndigheders hidtidige linje.
“På mange måder gør de nu faktisk det, de er blevet kritiseret for ikke at have gjort”, siger han.
Det er De Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach, der har stillet det spørgsmål, Lars Løkke Rasmussen svarer på. Han er glædeligt overrasket over meldingen.
“Det er en rigtig god nyhed”, siger Christian Friis Bach.
“Det er i tråd med vores internationale forpligtelser. Og det er et vigtigt signal at sende i den situation, der lige nu er i Gaza”.
F-35-programmet har, som Danwatch og Information tidligere har afdækket, siden 2013 været omfattet af en særligt lempelig praksis, der indebærer, at Udenrigsministeriet ikke bliver bedt om at foretage en konkret vurdering af risikoen for blandt andet krigsforbrydelser, før der gives eksporttilladelse, sådan som det ellers er normal praksis i andre sager om militær eksport. I stedet har de danske myndigheder blot haft tillid til de amerikanske myndigheders beslutninger om, hvem udstyret kan sælges til.
Det bliver nu lavet om, så Udenrigsministeriet “i relevant omfang” skal høres om “konkrete ansøgninger om eksport af komponenter til F-35-fly fra Danmark”, fremgår det af Lars Løkke Rasmussens svar.
I “forbindelse med behandlingen af konkrete sager” har Rigspolitiet derfor siden den 15. februar “anmodet Udenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt der er udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, der medfører, at ansøgningen ikke bør imødekommes i sager, der vedrører udstyr, som skal indgå i F-35”, oplyser Justitsministeriet i et svar til Danwatch og Information
“Det er skrevet i klassisk diplomatsprog, hvor man forsøger ikke rigtig at indrømme noget”, siger Jacques Hartmann.
“Men mellem linjerne er det en ret stor indrømmelse”, siger han.
På baggrund af Danwatch og Informations afdækning har Jacques Hartmann og en række andre juridiske eksperter igennem det seneste år kritiseret de danske myndigheders mangeårige lempelige praksis for at være en ulovlig omgåelse af de internationale regler for våbeneksport, som Danmark er forpligtet af.
Ifølge eksperterne følger det af både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s fælles regler for våbeneksport, at de danske myndigheder er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af en række kriterier, heriblandt risikoen for krigsforbrydelser, hver gang en virksomhed anmoder om tilladelse til at eksportere våben eller militært udstyr.
Og hvis der i den forbindelse viser sig at være en “klar” eller “overvejende” risiko for, at udstyret kan komme til at bidrage til krigsforbrydelser, er det decideret forbudt for de danske myndigheder at godkende eksporten.
“Problemet var, at man eksporterede uden faktisk rigtigt at kigge på de relevante forhold i det endelige modtagerland”, siger Jacques Hartmann.
“Det er nu lagt fuldstændig om, så man laver en konkret vurdering. Det er det, kritikken hele tiden har handlet om, at Danmark skulle gøre”.
Praksisændringen er blevet besluttet “i lyset af” en nylig dom fra den hollandske landsret, der kendte Hollands eksport af dele til Israels F-35-kampfly ulovlig, fremgår det af svaret fra Lars Løkke Rasmussen.
Domstolen konkluderede, at der er en “klar risiko” for, at Israel kan benytte udstyret til at begå krigsforbrydelser i Gaza og beordrede på den baggrund Hollands eksport stoppet. Den hollandske regering har anket dommen, men foreløbig er eksporten sat i stå.
Spørgsmålet er, hvad den nye procedure i praksis vil komme til at betyde for den danske eksport til F-35-programmet.
Hverken Lars Løkke Rasmussen eller justitsminister Peter Hummelgaard har ønsket at stille op til interview om sagen. Og Udenrigsministeriet har heller ikke ønsket at besvare skriftlige spørgsmål.
Men Jacques Hartmann er overbevist om, at den nye praksis vil gøre en forskel.
“Med de mange beviser, der efterhånden er mod Israel, mener jeg ikke, det er muligt at fortsætte eksporten som hidtil”, siger han.
“Jeg kan ikke forestille mig, at man kan lave en risikovurdering nu uden at komme frem til, at der er overvejende risiko for overtrædelser af den humanitære folkeret. Det var derfor, den hollandske landsret stoppede eksporten”.
En lignende forventning har De Radikales udenrigsordfører Christian Friis Bach.
“Jeg kan ikke se anden vej, end at hvis vi får den viden, at der er en slutbruger, der hedder Israel, så bliver vi nødt til at sige, at der ikke kan indgå danske våbendele”, siger han.
“Jeg forventer klart, at man tager det op med amerikanerne og forklarer, at vi i Danmark ikke kan tillade en eksport af våbendele videre til Israel. Så må vi jo forvente, at vores allierede og partnere reagerer på det. Men hvis vi får viden om, at der fortsat bliver solgt våben og våbendele til Israel i den situation, der er lige nu, må vi jo meddele amerikanerne, at så har vi svært ved at give de eksporttilladelser”.
Men vil det ikke have store konsekvenser for den danske forsvarsindustri, som der jo ellers er en politisk målsætning om at styrke? Og for forholdet til USA?
“Jo, det kan få store konsekvenser. Men det er jo regler, vi har tiltrådt af en grund, og som vi i øvrigt selv har bakket op om”, siger Christian Friis Bach.
“Danmark skal altid stå bag den internationale retsorden. Den kortsigtede interesse, der kan være for at styrke dansk våbeneksport, kan ikke skygge over vores langsigtede interesse i at opbygge en international retsorden”.
Også Enhedslisten og Alternativet er glade for nyheden om den ændrede praksis, omend med visse forbehold.
“Det er selvfølgelig glædeligt, at udenrigsministeriet lytter til kritikken og holder et vågent øje med Israels krigshandlinger i Gaza”, lyder det fra Alternativets udenrigsordfører, Sascha Faxe.
Men hun noterer sig også, at det i Lars Løkke Rasmussens folketingssvar “bemærkes ift. F-35-samarbejdet, at hensynet til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser fortsat tilsiger”, at Danmark og danske virksomheder skal kunne samarbejde tæt med USA “med henblik på at styrke Danmarks strategiske internationale og europæiske forsyningskæder og udviklingen af forsvarsmateriel af betydning for både Danmarks og Danmarks allieredes sikkerhed.”
Og det er en formulering der vækker bekymring hos Sascha Faxe.
“Desværre understreger ministeriet i sit svar, at Danmarks involvering i F-35 samarbejdet stadig vægter højt. Mellem linjerne læser jeg, at F-35 samarbejdet stadig vægter højere end forpligtelsen til overholde de våbenhandelsaftaler Danmark har forpligtet sig til gennem FN og ikke mindst EU”, siger hun.
Trine Pertou Mach, der er udenrigsordfører for Enhedslisten, kalder den bebudede praksisændring for “nye toner” og “en reaktion på det politiske pres”, der har været fra dele af Folketinget i sagen.
“Men det store spørgsmål er, hvad den her praksisændring får af betydning i praksis. Vil man sige nej, hvis man får en ansøgning, hvor slutbrugeren er Israel? Og vil man vente med at sige ja til en ansøgning, hvor slutbrugeren er ukendt, til man har forsikret sig om, at slutbrugeren ikke er Israel?”, siger Trine Pertou Mach, der også varsler, at hun vil forfølge svar på disse spørgsmål i Folketinget.
Udover henvisningen til den hollandske dom i sagen om F-35 eksport til Israel, “noterer” Lars Løkke Rasmussen sig kendelsen som ICJ afsagde den 26. januar 2024 i Sydafrikas sag mod Israel vedrørende overtrædelse af folkedrabskonventionen.
Og begge disse sager har gjort indtryk på Udenrigsministeriets jurister, tror Trine Pertou Mach.
“Jeg har simpelthen meget svært ved at forestille mig, at der ikke sidder en eneste jurist i Udenrigsministeriet, der mener, at vi her kan have et problem. Så på den måde kan de her sager godt have rykket noget”, siger Enhedslistens udenrigsordfører.
Der var dødstille.
Ikke kun et øjeblik – men i flere minutter sad en propfuld biografsal uden at sige den mindste lyd, alt i mens de forsøgte at fordøje de billeder, de lige havde oplevet på det store lærred.
Igennem en time og 35 minutter havde de fulgt den ukrainske krigskorrespondent Mstyslav Chernov og et hold af journalister og fotografers oplevelser i den Oscar-vindende dokumentarfilm ‘20 dage i Mariupol’, der foregår i februar og marts måned 2022 under Ruslands brutale invasion af Ukraine.
Siden krigens start har man i korte glimt set krigens rædsler i diverse nyhedsudsendelser, men i dokumentaren får man det fulde billede – og det er ekstremt barsk. Gennem 20 dage følger man Mstyslav Chernov og hans kollegaer fra The Associated Press (AP) dokumentere ødelæggelserne og de ubegribelige lidelser, som indbyggerne i Mariupol gennemlever under den russiske invasion.
Time for time følger man, hvordan de russiske soldater rykker tættere på den ukrainske havneby og trækker et spor af død efter sig.
Begivenheder, der kun kommer ud til omverdenen takket være krigskorrespondenternes store mod og vilje til at dokumentere rædslerne. Flere af scenerne i filmen er identiske med nogle af de nyhedsklip, der er blevet symboler på krigen i Ukraine.
Blandt andet billedet til denne artikel, hvor Mstyslav Chernov’s hold filmer en højgravid kvinde, der bæres væk fra en fødeklinik, som er blevet ramt under et russisk luftangreb den 9. marts 2022.
Iryna Kalinina og hendes ufødte barn overlevede ikke. I filmen ser man også flere andre børn, som lægerne forgæves forsøger at redde. Det er ubærligt og helt umuligt ikke at blive følelsesmæssigt berørt af.
Krige bunder ofte i storpolitik, men i ‘20 dage i Mariupol’ bliver fokus holdt på den humanitære katastrofe. Det er utroligt intenst, men også en vigtig detalje. Det er nemlig ikke en film om årsagen til krigen, men om de helt almindelige mennesker, der bliver ofre, når verdens magthavere trykker på knappen.
Det er dem, der skildres i dokumentarfilmen. Uskyldige mennesker: gamle, kvinder, mænd og børn, der pludselig fanges i en russisk dødsspiral.
Du kan lige nu se filmen helt gratis på DR, hvor den ligger frem til november 2026. Og som nævnt er det en meget barsk omgang. En film, man egentlig ikke har lyst til at se, men som man skal se, hvis man vil prøve at forstå krigens rædsler.
Det er også en film, der minder en om, hvorfor det er vigtigt stadig at have fokus på krigen i Ukraine. Det har vi haft på Danwatch, siden den startede.
Du kan dykke ned i vores Rusland-dækning her.
Den tjekkiske kvinde Saša Uhlová forbereder sin afrejse. Der er efterhånden styr på det praktiske, så det sidste, der mangler, er afskeden med familien. De to sønner, manden, den gamle far, alle forlader hun om lidt.
Tanken om at forlade sidstnævnte er især smertefuld. Faderen er syg og kan dø når som helst, men afsted skal hun. For ligesom tusindvis af andre østeuropæere – forholdsvist kvinder – skal hun tage rejsen fra Østeuropa til Vesteuropa for at tage et job, der betaler regningerne.
Scenariet er ægte og rummer virkelige følelser, men er alligevel helt anderledes end for dem, hun om lidt skal dele skæbne med. Saša Uhlová gør det nemlig ikke af pengenød, men som journalist for at afdække forholdene på det europæiske marked for billig arbejdskraft.
Det er en indsats, der lige nu kan ses i dokumentarfilmen “The Limits of Europe”, der i denne uge havde verdenspremiere på CPH:DOX.
Med et skjult kamera følger man rejsen fra Tjekkiet til Tyskland, Irland og til sidst Frankrig og det fysisk og psykisk krævende arbejde, Saša Uhlová tager på vejen. Hver gang er det et lavtlønnet job, som får hjulene til at dreje rundt, men som vi ikke ser. Hun bliver med andre ord en del af Europas usynlige hænder.
Vesteuropa er i dag helt afhængige af migrantarbejdere for at få tingene til at køre rundt. Estimater lyder blandt andet på, at 800.000 til op mod en million migranter hvert år ansættes i europæiske landbrug.
På trods af at vi har brug for dem for at få mad på bordet, viser undersøgelser gang på gang, at de ansættes under kummerlige vilkår og kontrakter. De samme forhold skildres også af Saša Uhlová, der når at tage tre jobs.
Et af dem er på en grøntsagsfarm, hvor hun enten høster eller snitter hundredvis af kilo grøntsager i op til 16 timer om dagen. Hurtigt trænger smerterne sig på, fingrene gør ondt, og trætheden indtræder.
Nogenlunde samme historie går igen på et hotel i Irland, hvor Saša Uhlová tager job som rengøringspersonale. Her er hun desuden underlagt en chef, der giver løn efter, hvad der ser ud som fuldstændigt arbitrære kriterier.
Sidst får hun job som ældrepasser i Frankrig. Igen et fysisk arbejde, men for Saša Uhlová er det her hjertet, der lider mest. De gamle er ofte syge og ensomme, og Saša Uhlová danner hurtigt relationer med dem, hun passer. Inden hun ved af det, drager hun også omsorg efter arbejdstid, fordi hun ikke kan nå at dække behovene i de få timer, hun har fået.
Fælles for alle arbejdspladserne er, at der er et overtal af østeuropæere. Fælles er også afsavnet, den lave løn, de lange arbejdstider og smerterne, der kun kan komme fra et krævende arbejde.
Alligevel tager de turen over grænserne, fordi alternativet er værre. Flere af dem fortæller, at de ville arbejde lige så hårdt og lige så længe i deres hjemlande, men at lønnen ville være betragteligt lavere. De har altså ikke noget valg.
En situation, som Saša Uhlová betegner som “løntæppet”. Øst – og Vesteuropa er ikke længere delt i to politisk, men økonomisk. Den store lønforskel har simpelthen givet et nyt “os og dem” i Europa.
Det er et problem, der kun løses med en fælles europæisk lov om minimumsløn, lyder det fra dokumentarens instruktør, Apolena Rychlíková til den efterfølgende Q&A efter filmens visning.
“Vi ser ikke migrantarbejdere som mennesker, men som arbejdere. Hvis vi altså overhovedet ser dem”, siger Apolena Rychlíková. “På den måde er de usynlige i det kapitalistiske system”.
“Løsningen er, at vi på europæisk politisk niveau skal diskutere minimumsløn, så den bliver ens på tværs af lande”.
“The limits of Europe” er en del af CPH:DOX og kan ses den 19. og 23. marts i henholdsvis Empire Bio og Republique.
Organisationerne Amnesty, Oxfam, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq varslede tirsdag, at de vil lægge sag an mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet for at få stoppet al militær eksport til Israel.
Det sker efter, at Danwatch i tæt samarbejde med dagbladet Information har afdækket, hvordan danske myndigheder tillader eksport af dele til de amerikansk-producerede F-35-fly, uden at foretage vurderinger af risikoen for blandt andet krigsforbrydelser.
Som Danwatch tidligere har beskrevet, benyttes flyene lige nu af Israel til at bombe i Gaza.
De fire organisationer mener, at der er en klar risiko for, at våben og militært udstyr, som Danmark direkte og indirekte eksporterer til Israel, bliver brugt til at begå alvorlige forbrydelser mod civile i Gaza.
Derfor vil de have danske domstoles vurdering af, om eksporten strider mod FN’s og EU’s regler om våbenhandel, som Danmark har forpligtet sig til.
”Vi har i fem måneder talt om et potentielt folkedrab i Gaza, men vi har ikke set politikerne gribe til handling. Vi har brug for at få rettens ord for Danmarks ansvar”, siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, der er en af organisationerne bag søgsmålet.
De ansvarlige ministre, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og justitsminister Peter Hummelgaard (S), “noterer sig”, at organisationerne vil lægge sag an for at få stoppet den militære eksport til Israel.
“Jeg har ikke set stævningen endnu, den er mig bekendt ikke udtaget. Og så må den sag jo gå rettens vej. Vi føler, at vi er helt inden for linjerne af de spilleregler, der gælder, det er hvad jeg kan sige”, udtaler Lars Løkke Rasmussen til Danwatch og Information.
Fem måneder inde i den igangværende krig er mindst 30.000 mennesker i Gaza blevet dræbt, heraf mindst 12.500 børn. Det viser tal fra de Hamas-kontrollerede palæstinensiske myndigheder – tal som bekræftes af blandt andet FN.
Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, henviser til, at “hundrede tusindvis” af mennesker i Gaza ikke kan finde hverken vand, mad, medicin eller husly, og at 70 pct. af al infrastruktur er ødelagt.
“Danmark må ikke levere våben til at bombe civile. Med retssagen vil vi teste, om Danmark respekterer international lov og ret og de værdier, vi bekender os til. Vi må ikke sidde klare brud på de humanitære love, krigsforbrydelser og advarslen om et potentielt folkedrab overhørig”, siger han.
Organisationerne mener, på lige fod med en række juridiske eksperter som Danwatch og Information tidligere har konsulteret, at eksporten strider mod FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport.
Konkret henviser organisationerne til Danwatch og Informations afdækning af den danske eksport af militært udstyr til Israel det seneste år.
Amnesty har desuden indsamlet beviser for, at Israel begår mulige krigsforbrydelser i Gaza.
“Vi har dokumenteret flere israelske bombeangreb i Gaza, der ikke skelner mellem civile og militære mål og udsletter hele familier. Angrebene er uproportionelle og i strid med krigens regler. Danmark må på ingen måde være med til at gøre disse ulovlige angreb på civile mulige”, siger Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark.
Der er tale om et stærkt principielt retsopgør, som er yderst sjældent i det danske retssystem. Det siger Marc Schack, der er lektor i folkeret ved Københavns Universitet.
“I forhold til det substantielle, altså overholdelsen af de internationale regelsæt for våbeneksport, vil jeg vurdere, at organisationerne har en god sag”, siger han.
Stuart Casey-Maslen, professor i folkeret ved University of Pretoria i Sydafrika mener, at den danske sag er vigtig og principiel.
“Enhver indsats for at opretholde international lov gør en forskel,” siger han.
“Hvis internationale forbrydelser, der begås ved hjælp af udenlandske våben, ikke bliver efterprøvet i retten, vil det underminere troværdigheden af både FN’s våbentraktat og EU’s regler for våbeneksport” siger han
Den sydafrikanske professor mener også, at de danske ngo har en stærk sag, fordi risikoen for at dansk militært udstyr vil bidrage til mulige krigsforbrydelser i Gaza er overhængende.
“Beviserne for, at Israel foretager vilkårlige angreb mod ikke-militære mål i strid med international humanitær lov er stærke. Og det samme gælder beviserne for, at Israel foretager angreb, der forårsager overdreven civil skade i strid med international humanitær lov”, siger Stuart Casey-Maslen.
Det er dog et åbent spørgsmål, om de vil få lov at føre sagen. Det kræver nemlig, at organisationerne vurderes at have en »retlig interesse«. Og på det punkt har de danske domstole en restriktiv praksis, forklarer Marc Schack.
»Det er et spørgsmål om, hvorvidt der i Danmark skal være mulighed for, at man kan føre sager, der har en mere principiel eller politisk karakter. Eller om domstolene skal være forbeholdt konkrete retlige tvister,« siger han.
»Praksis er ikke fuldstændigt entydig i forhold til de her mere principielle sager. Men det står klart, at det vil være svært«.
Selv mener sagsøgerne, at de har en stærk sag og at de kan bevise, at de er retligt berørt af den danske våbeneksport.
“Organisationerne er berørt af sagen, både fordi de er sat i verden for at beskæftige sig med overholdelse af menneskerettighederne og fordi deres arbejde i Gaza er direkte berørt af de israelske angreb” siger Emil Kjørboe, fra Kontra Advokater, der fører sagen.
“Især er den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haqq direkte berørt.”
“Men derudover mener vi, at vi har en god sag: Der er en klar risiko for, at dansk militært udstyr, der ender i Israel, kan blive anvendt til brud på den humanitære folkeret.
“Det synes vi, at der er rigtig mange beviser for, og det er der også rigtig mange internationale eksperter, som vurderer,” siger Emil Kjørboe.
Konkret kommer de fire organisationer til at sagsøge staten for at overtræde både EU’s og FN’s regler om våbeneksport ved at tillade både eksport direkte til Israel og indirekte eksport, hvor Israel er slutbruger, f.eks. af dansk F-35 udstyr.
“Vores påstand er, at de her tilladelser er ugyldige og skal tilbagekaldes, fordi de strider mod EU’s Fælles Erklæring om våbenhandel, FN’s Våbentraktat samt Genévekonventionernes Artikel 1. Den siger, at staten skal respektere den humanitære folkeret og gøre, hvad der er muligt for, at andre overholder den. Heri ligger også en forpligtelse til at sikre, at dansk militært udstyr ikke bidrager til brud på folkeretten”, siger Emil Kjørboe.
På grund af sagens principielle status, anmoder de fire organisationer om, at sagen starter ved landsretten. Københavns Byret skal derfor først afgøre, om sagen skal starte i landsretten.
Ud over den danske sag om våbeneksport til Israel verserer der en række lignende sager i Storbritannien, New Zealand, Canada og Holland.
En lobbykampagne fra erhvervslivet og en hemmeligholdt regeringsbeslutning får nu flere partier i Folketinget til at kræve svar fra regeringen.
Det sker efter, at Danwatch og dagbladet Information i går kunne afsløre, hvordan regeringen tilsyneladende er ved at bøje sig for pres fra industrien om at slække på den militære eksportkontrol, sådan at danske virksomheder via USA kan sende militært udstyr til kontroversielle destinationer, uden at oplyse danske myndigheder om slutbrugeren af udstyret.
Ifølge Justitsministeriet har regeringen behandlet ”en sag vedrørende en mulig afgrænset lempelse af dansk eksportkontrolpraksis”, men endnu “ikke taget stilling til, hvordan beslutningen skal udmøntes”.
En aktindsigt viser, at Dansk Industri har presset på for en praksisændring, fordi “kravet om at oplyse slutbruger kan medføre afslag på konkrete ansøgninger om eksport under en rammekontrakt, fordi USA i nogle tilfælde tillader reeksport, som Danmark i henhold til de fælles EU-kriterier ikke nødvendigvis ville godkende”.
Det er et forslag, som ifølge juridiske eksperter vil være i strid med Danmarks forpligtelser under FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport.
Og det er et forslag, som blandt andre De Radikales udenrigsordfører, Christian Friis Bach, stiller sig kritisk over for.
“Danmark kan og skal ikke udlicitere vores kontrol af våbeneksport til hverken USA eller andre. Kender vi til en slutbruger som betyder at vi overtræder reglerne for våbeneksport i EU og FN, så er det den danske regerings ansvar at sige nej til eksporten”, siger Christian Friis Bach.
“Danmark skal altid kæmpe for stramme regler for våbeneksport i verden – og gøre vores bedste for selv at overholde dem”, siger han.
Alternativets udenrigsordfører bebuder en række spørgsmål til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om sagen.
“Det er dybt problematisk, at industrien på den her måde forsøger at fremme deres egne økonomiske interesser på bekostning af menneskeliv”, siger Sasha Faxe.
Hun advarer på det kraftigste imod at overlade eksportkontrollen til USA, også set i lys af det kommende præsidentvalg.
“USA er ikke underlagt de samme eksportkontrolregler som os. De er ikke medlem af EU og har ikke underskrevet FN’s våbentraktat. Desuden er USA et meget ustabilt, hvor vi ikke aner, hvem den næste præsident kan finde på at alliere sig med”, siger Alternativets udenrigsordfører.
“Hvis vi dropper slutbrugerkontrollen, aner vi jo ikke, om danske våbendele ender i Niger eller Mali eller ender med at bidrage til Saudi Arabiens krig i Yemen,” siger hun.
Enhedslistens udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, er “rystet” over sagen, og hun vil også stille spørgsmål om sagen til Udenrigsministeriet. Enhedslisten vil vide hvilken beslutning der er truffet, hvad den kommer til at betyde, og hvornår offentligheden skal oplyses om den.
“Det, at der ligger en regeringsbeslutning, synes jeg i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det er svært ikke at se det som led i, at man har en strategi om, at dansk forsvarsindustri skal have bedre konkurrencebetingelser. Og at det er så vigtigt, at man er villig til at fortolke fleksibelt, hvad det er for nogle forpligtelser, Danmark har i forhold til våbeneksport”, siger Trine Pertou Mach.
Hun henviser til, at USA leverer mange af de bomber, der nu regner ned over Gaza.
“USA har ikke begrænset deres eksport af våben og militært udstyr til Israel. Selv ikke under den krig, der foregår, som alle med nøgterne øjne kan se er fuldstændigt ude af proportioner”, siger Enhedslistens udenrigsordfører.
“Det er ikke økonomiske interesser, der skal styre Danmarks overholdelse af menneskerettigheder og internationale forpligtelser. Derfor er det vigtigt, at offentligheden får at vide, hvad det er for en linje, regeringen og myndighederne lægger”, siger Trine Pertou Mach.
Amnesty International advarer regeringen mod at lade virksomhederne slippe for at oplyse, hvem der er slutbruger på dansk-produceret militært udstyr.
”Når det kommer til noget så alvorligt som eksport af våben, skal hensynet til civiles rettigheder og sikkerhed altid vægte højere end hensynet til ordrebogen hos danske virksomheder. Derfor ser vi ingen som helst grund til at lempe de på papiret gode og værdifulde internationale regler for eksport af våben, som Danmark på lige fod med store dele af verdens lande har forpligtet sig på at overholde”, siger Vibe Klarup, der er generalsekretær i Amnesty International Danmark.
”Det er forståeligt, at danske virksomheder ønsker klare regler at navigere efter. Men reglernes formål bør altid være at give danske virksomheder sikkerhed for, at de med deres salg af våben og militært udstyr ikke risikerer at bidrage til alvorlige forbrydelser mod civile”, siger hun.
I Dansk Industri afviser de, at ordrebogen vejer tungere end hensynet til menneskerettighederne.
“Jeg har svært ved at forstå kritikken. Vi har jo hele tiden sagt, at vi ikke har noget imod at oplyse slutbruger, hvis vi kender dem. Det er jo alene et ønske om en mere smidig praksis om samhandlen med vores vigtigste allierede i NATO og vores største eksportland, USA”, skriver Joachim Finkielman, Direktør for DI Forsvar og Sikkerhed, i en mail.
Han henviser til at danske forsvarsvirksomheder typisk fungerer som underleverandører til større, militære platforme som produceres af forsvarsvirksomheder i andre NATO-lande, og at danske virksomheder bliver fravalgt som underleverandører, hvis de kun kan levere til nogle dele af sådan et projekt.
“Dansk forsvarsindustri udgør et centralt lag i varetagelse af danske sikkerhedsinteresser. Det fremgår af forsvarsforliget. Derfor bliver vi nødt til at sikre de rette rammer”, skriver Joachim Finkielman.
Hverken Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet ønsker at kommentere partiernes kritik.
