Indien – Danwatch https://danwatch.dk undersøgende journalistik Fri, 23 Feb 2018 22:55:15 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.4 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Indien – Danwatch https://danwatch.dk 32 32 Rapport: Tegn på tvangsarbejde fundet på internationale brands’ leverandørfabrikker https://danwatch.dk/rapport-tegn-paa-tvangsarbejde-fundet-paa-internationale-brands-leverandoerfabrikker/ https://danwatch.dk/rapport-tegn-paa-tvangsarbejde-fundet-paa-internationale-brands-leverandoerfabrikker/#respond Wed, 07 Feb 2018 09:58:51 +0000 https://danwatch.dk/?p=23265 Hun er 15 år, men har fået at vide, at hun skal sige 18 år, hvis nogen spørger. Efter arbejde går hun direkte hjem til sit pensionat, hvor arbejdet fortsætter med huslige gøremål. Hun har arbejdet på fabrikken i 6 måneder, men har endnu ikke fået en lønseddel. Af en jobagent blev hun lovet ca. 100 euro om måneden i løn, men første udbetaling lød kun på 43 euro. Hun var også blevet lovet, at kost og logi på pensionatet var med i lønnen, men det skal hun selv betale for.

Pigen, som ikke nævnes med navn, producerer ligesom tusindvis af andre piger i hendes situation, tøj for en lang række internationalt kendte tøjmærker, såsom Abercrombie & Fitch, H&M, Gap og Tommy Hilfiger.

Hun er blot ét eksempel på de vilkår, som unge kvinder fra Indiens nordlige provinser ifølge en ny rapport, lever under, når de rejser til Indiens sydvestlige stat Karnataka for at finde arbejde i én af hovedstaden Bangalores 1.200 tøjfabrikker. Indiske fagforeninger estimerer ifølge rapporten, at der arbejder mellem 15-70.000 tusinde kvindelige migranter på tøjfabrikkerne i Bangalore.

3 timers fritid om søndagen

Rapporten Labour without Liberty er udarbejdet i et samarbejde mellem den hollandske NGO The India Committee of the Netherlands, den internationale organisation Clean Clothes Campaign og den indiske fagforening The Garment Labour Union. Den er baseret på interviews foretaget i 2016 med 63 kvindelige arbejdere på tre forskellige tøjfabrikker i Bangalore.

Om rapporten

Rapporten har interviewet arbejdere fra tre tøjfabrikker, som leverer til tøjproducenter såsom Abercrombie & Fitch, Columbia Sportswear, Gap, H&M, Levi Strauss, Benetton, C&A, Calvin Klein, PVH (Tommy Hilfiger), Decathlon og Marks & Spencer. Ifølge rapporten fremstår nogle af disse tøjproducenter i eksportdata som indkøbere fra fabrikkerne eller også er fabrikkerne nævnt på tøjproducenters egne leverandørlister.

 

Om rapporten

Rapporten har interviewet arbejdere fra tre tøjfabrikker, som leverer til tøjproducenter såsom Abercrombie & Fitch, Columbia Sportswear, Gap, H&M, Levi Strauss, Benetton, C&A, Calvin Klein, PVH (Tommy Hilfiger), Decathlon og Marks & Spencer. Ifølge rapporten fremstår nogle af disse tøjproducenter i eksportdata som indkøbere fra fabrikkerne eller også er fabrikkerne nævnt på tøjproducenters egne leverandørlister.

 

Rapporten konkluderer, at de kvindelige migrantarbejderes leve- og arbejdsvilkår opfylder mindst 5 ud af ILO’s (FN’s internationale arbejderorganisation) 11 indikatorer på tvangsarbejde.

Blandt andet nævnes det i rapporten, at kvindernes bevægelsesfrihed bliver begrænset af udgangsforbud, som bliver håndhævet af vagter på de pensionater, som de bliver indkvarteret i ved ansættelsen. Nogle kvinder fortæller, at de skal gå direkte hjem efter arbejde og kun må forlade pensionatet mellem klokken 16 og 19 om søndagen, som er deres eneste fridag i ugen.

Kvinderne fortæller, at de er glade for, at de kan bo billigere på pensionaterne, end hvis de skulle bo i egen lejlighed, og at de sætter pris på sikkerheden. Men de påpegede også, at knaphed på rindende vand, manglende reparationer af toiletter, håndvaske eller vandfiltre gjorde leveforholdene sværere. På ét pensionat måtte 15 kvinder ifølge rapporten deles om ét toilet og bad, hvilket gør det svært at få et bad inden arbejde.

Flere af de interviewede kvinder i rapporten fortæller også, at de fik mindre i løn, end hvad de var blevet lovet af jobagenter.

Tegn på tvangsarbejde

ILO har udfærdiget elleve punkter, som skal hjælpe NGO’er, fagforeninger og myndigheder med at genkende tvangsarbejde. Eksempler er fysisk og seksuel vold, tilbageholdelse af løn og grove arbejds- og levevilkår. Se alle punkterne her (på engelsk).

Tegn på tvangsarbejde

ILO har udfærdiget elleve punkter, som skal hjælpe NGO’er, fagforeninger og myndigheder med at genkende tvangsarbejde. Eksempler er fysisk og seksuel vold, tilbageholdelse af løn og grove arbejds- og levevilkår. Se alle punkterne her (på engelsk).

“Lønnen, som arbejderne modtog i deres første måned på Fabrik 1 (fabrikkerne nævnes ikke med navn) er ofte 13 til 26 euro lavere end, hvad der blev lovet. Nogle gange var lønnen i den første måned helt nede på halvdelen af det lovede beløb ved ansættelsen,” står det i rapporten. I de to andre fabrikker havde nogen fået, hvad de var blevet lovet, mens andre fik mindre.

Minimumslønnen i Bangalore lå i 2016/2017 mellem ca. 6500 og 8000 indiske rupier (625 og 774 kroner) ifølge tal fra rapporten. Lønnen er afhængig af arbejdernes kompetencer.

Mange af kvinderne blev ved ansættelsen lovet, at kost og logi på pensionatet ville være gratis. To ud af tre fabrikker betaler for kvindernes ophold på pensionater, men den sidste trækker opholdet i deres løn. Samtlige interviewede måtte selv betale for deres egen mad på trods af løfter om det modsatte.

Uklare ansættelsesvilkår

Rapporten beskriver, hvordan migrantarbejdere generelt får en lavere løn end lokale medarbejdere, og at lederne på fabrikken skælder dem ud, hvis de ikke opfylder deres produktionsmål. De fleste kvindelige migrantarbejdere taler hindi, og forstår ikke regionalsproget Kannada.

Konklusionerne i rapporten er mere eller mindre de samme for alle migrantarbejdere i Bangalore, især når det kommer til levevilkår, bevægelsesfrihed og sprogbarrierer.

Manodeep Guha

Ansættelsesvilkårene på fabrikkerne er generelt uklare ifølge rapporten, og kvinderne er ofte ikke klar over deres rettigheder til f.eks. betalt orlov, overtidsbetaling eller kompensation for at flytte mange hundrede kilometer. Størstedelen af kvinderne har heller ikke skrevet under på en kontrakt, og dem der har, har ofte ikke fået en kopi. De fleste lokale arbejdere, som blev adspurgt i undersøgelsen, havde både kopier af kontrakter og modtog lønsedler hver måned.

Manodeep Guha, som er Indien-repræsentant for den internationale vagthund-organisation, Workers Rights Consortium, fortæller Danwatch, at rapporten stemmer overens med de erfaringer, hans organisation har fra arbejdere i Bangalore.

“Konklusionerne i rapporten er mere eller mindre de samme for alle migrantarbejdere i Bangalore, især når det kommer til levevilkår, bevægelsesfrihed og sprogbarrierer.”

Migrantarbejdere fra de nordlige stater modtager undervisning i tøjproduktion som led i Indiens premierminister Modi’s arbejdsmarkedsreform, den såkaldte “Skill India”-kampagne. Efterfølgende bliver de ofte tilbudt at få arbejde på fabrikkerne i f.eks. Bangalore. Guha undrer sig over, at et regeringsledet program, kan være så uigennemsigtigt.

“At et sådant program har en så uigennemsigtig ansættelsesproces, hvor arbejderne ikke ved, hvor de skal hen, hvad de får i løn eller hvad arbejdsvilkårene er – dét er overraskende,” siger han til Danwatch.

Indien og tvangsarbejde

Indien har ratificeret ILO’s konvention om afskaffelsen af tvangsarbejde, men ikke ILO’s opdaterede version fra 2014, som fokuserer på forebyggelse og beskyttelse af samt kompensation for tvangsarbejde. Lande, som har ratificeret den opdaterede udgave, er bl.a. pålagt at styrke deres arbejdstilsyn.

Indien og tvangsarbejde

Indien har ratificeret ILO’s konvention om afskaffelsen af tvangsarbejde, men ikke ILO’s opdaterede version fra 2014, som fokuserer på forebyggelse og beskyttelse af samt kompensation for tvangsarbejde. Lande, som har ratificeret den opdaterede udgave, er bl.a. pålagt at styrke deres arbejdstilsyn.

Tøjmærker sætter deres lid til tilsyn

Som svar på rapportens konklusioner refererede syv ud af ni tøjmærker til, at de jævnligt fik foretaget tredjeparts-tilsyn hos deres leverandører. Men de tilsyn er ifølge Manodeep Guha ikke udførlige nok.

“Det er meget sjældent, at jeg møder arbejdere, som er blevet kontaktet af auditører. I de tilfælde, hvor en auditør har talt med dem, har de stillet generiske spørgsmål. I mange tilfælde bliver tilsyn, som rapporten nævner det, foretaget på en meget generisk måde, som ikke går i dybden,” siger han til Danwatch.

Mærkerne Benetton, Columbia, H&M og M&S svarede kun kort eller generelt på rapportens konklusioner, mens C&A, Decathlon, Gap, Levi og PVH (Calvin Klein og Tommy Hilfiger) bragte mere uddybende svar. Abercrombie & Fitch svarede ikke.

Benetton udviste stor overraskelse over rapportens konklusioner, for selskabets tilsynsrapporter påviste ikke nogen problemer hos leverandøren, som derimod scorede 96 point ud af 100. Benettons tilsynsrapport sagde også, at der ikke arbejdede migranter på fabrikken. Det er dog ifølge Guha nærmest umuligt ikke at genkende migrantarbejdere i Bangalore:

“Ingen kan sige, at de ikke vidste, at en person var migrantarbejder. Især når man arbejder i en sydindisk stat, hvor forskellen på sproget er så stor. En person fra en anden del af landet, særligt nord- og nordøstindien, ville være let genkendelig,” fortæller han til Danwatch.

Ifølge rapporten har de fleste mærker indskrevet regler om ordentlige leve- og arbejdsvilkår i deres såkaldte Code of Conduct. Nogle af mærkerne karakteriserer eksplicit migrantarbejdere, som sårbare.
PVH, C&A og Gap foretager kapacitetstræning eller “supplier engagement” udover de jævnlige tilsyn. C&A anerkender også, at effekten af at føre tilsyn er begrænset.

Ifølge Manodeep Guha bør mærkerne tage deres Code of Conduct mere alvorligt og tage ansvar.

“Mærkernes Code of Conduct burde få dem til at tage ansvar og ikke vige uden om. De burde kræve af fabrikkerne, at de overholder reglerne, så internationale standarder og ILO’s konventioner ikke overtrædes, og arbejderne ikke sættes i farlige og sårbare situationer,” siger han til Danwatch.

]]>
https://danwatch.dk/rapport-tegn-paa-tvangsarbejde-fundet-paa-internationale-brands-leverandoerfabrikker/feed/ 0
Danske kommuner lever ikke op til FN-krav ved indkøb af indisk granit https://danwatch.dk/danske-kommuner-lever-ikke-op-til-fn-krav-ved-indkoeb-af-indisk-granit/ https://danwatch.dk/danske-kommuner-lever-ikke-op-til-fn-krav-ved-indkoeb-af-indisk-granit/#respond Wed, 31 Jan 2018 13:32:44 +0000 https://danwatch.dk/?p=23146 Da Silkeborg for nylig totalrenoverede torvet midt i byen, faldt valget på indisk granit. Også København, Roskilde, Næstved og Horsens kommune har brugt indisk granit til kommunalt byggeri indenfor de seneste 10 år.

Det viser en rundspørge til de 15 største kommuner, som Danwatch har foretaget, fordi granitindustrien i Indien har massive problemer med sundhedsskadelige arbejdsforhold og gældsslaveri.  

Indisk granit i de danske kommuner

  • Danwatch har spurgt de 15 største danske kommuner om deres brug af indisk granit i de seneste 10 år.
  • Fem kommuner (København, Silkeborg, Horsens, Næstved og Roskilde) har anvendt granit fra Indien til kommunale byggeprojekter.
  • Roskilde, København og Horsens kommune svarer, at de er bekendt med, at gældsslaveri og børnearbejde forekommer i granit-industrien i Indien.
    Silkeborg og Næstved svarer nej til at have kendskab hertil.

Indisk granit i de danske kommuner

  • Danwatch har spurgt de 15 største danske kommuner om deres brug af indisk granit i de seneste 10 år.
  • Fem kommuner (København, Silkeborg, Horsens, Næstved og Roskilde) har anvendt granit fra Indien til kommunale byggeprojekter.
  • Roskilde, København og Horsens kommune svarer, at de er bekendt med, at gældsslaveri og børnearbejde forekommer i granit-industrien i Indien.
    Silkeborg og Næstved svarer nej til at have kendskab hertil.

Trods det stiller ingen af de fem kommuner tilsyneladende krav deres leverandør, som ligger i tråd med FN’s Retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder fra 2011, mens Næstved overhovedet ikke har stillet krav til leverandøren. Det er et eklatant brud på kommunens forpligtelser.

Det konstaterer CSR-ekspert Sune Skadegård Thorsen, direktør i GLOBAL CSR, som er et konsulentbureau, der arbejder sammen med virksomheder for at implementere samfundsansvarlighed.

“Kommunerne er forpligtet til at fremme den fælles globale minimumsstandard fra 2011 i forbindelse med de offentlige indkøb – og det gør ingen af kommunerne tilsyneladende ud fra de svar, som de har givet jer”, siger Sune Skadegård Thorsen til Danwatch.

Krænkelser udbredte i industrien

Den menneskelige pris for smukke offentlige pladser kan være høj i de indiske stenbrud, hvor der fortsat er store problemer med gældsslaveri, sundhedsskadelige og farlige arbejdsforhold og til dels også børnearbejde. Det bekræfter Diewertje Heyl, som er chef for virksomhedsansvar ved menneskerettighedsorganisationen i India Committee of the Netherlands, som sidste år stod bag en rapport, der dokumenterede overtrædelser i samtlige af de 22 stenbrud, som de undersøgte i Sydindien.

“På baggrund af vores rapport – og en lang række andre undersøgelser – kan det konstateres, at krænkelser af arbejdstagerrettigheder er vidt udbredt i industrien i Indien, særligt i forhold til gældsslaveri og farlige og sundhedsskadelige arbejdsforhold”, skriver hun til Danwatch.

Højrisiko område

Silkeborg og Københavns kommune har begge anvendt granit fra samme område i Sydindien, hvor rapporten sidste år viste, at der var problemer med brug af gældsslaver og børnearbejde. Begge kommuner oplyser til Danwatch, at de har anvendt det danske firma Zurface som leverandør af det indiske granit til deres byggeprojekter. Zurface ønsker ikke at oplyse overfor Danwatch, hvor i Indien virksomheden indkøber granit, men ifølge Danwatchs oplysninger er det fra samme område i Sydindien, hvor rapporten sidste år kritiserede samtlige stenbrud. Det danske firma har dog ikke anvendt de specifikke stenbrud, som er nævnt og kritiseret i rapporten.

Diewertje Heyl tilføjer, at de samme overtrædelser blev set på andre stenbrud i området, som rapporten ikke har inkluderet, og at indkøbere på ingen måde kan vide sig sikre.

“Intet firma kan garantere, at der ikke er en risiko for menneskerettighedsovertrædelser, når de køber natursten fra Indien og andre højrisikolande. Kun for natursten fra lande uden risiko, som eksempelvis de europæiske lande, kan der gives en fornuftig sikring herfor,” skriver hun til Danwatch.

Afgørende at stille krav

Når man allerede kender til risiko for at påvirke menneskerettigheder eller miljø negativt, så er man ifølge FN’s Retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder forpligtet til at undersøge, hvordan man kan reducere den negativ påvirkning. Derfor er det ekstra vigtigt, at kommunerne stiller klare krav til deres leverandører om overholdelse af FN’s Retningslinjer, da alle virksomheder er i risiko for negative indvirkninger på menneskerettighederne, siger Sune Skadegård Thorsen.

“Eksempelvis Silkeborg Kommune henviser til hel række selvopfundne standarder. Mange af dem er fra før FN’s minimumsstandard fra 2011, og derfor ikke på linje med den fælles standard”.

Heller ikke inspektionsrapporten fra Zurface, som Silkeborg Kommune har forelagt Danwatch, tyder på, at den globale minimumsstandard fra FN er implementeret.  

Eklatant brud

Københavns kommune stiller kun krav til sine leverandører, når købet overstiger én million kroner, skriver kommunen i deres svar til Danwatch. Men den grænse køber CSR-ekspert Sune Skadegård Thorsen ikke.  

“De stiller først krav, når de er over en million – men det er forkert efter den gældende globale standard, at man ikke sender kravet ud til alle leverandører”, siger han.

Næstved kommune har slet ikke stillet krav til deres leverandør i forbindelse med indkøb af granit, og de tilføjer i deres svar til Danwatch, at de forventer “at deres leverandør har den fornødne viden omkring dette område”. I et opfølgende svar skriver kommunen, at de fremover vil spørge deres leverandører om herkomst af produkterne, og at de vil “undersøge mulighederne nærmere” i forbindelse med monitorering af deres varekæde.

Sune Skadegård Thorsen understreger, at man står i en omstillingsperiode på det her område, men at kommunerne burde gå foran og stille krav med udgangspunkt i FN’s Retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder.

“Når en kommune, som eksempelvis Næstved, svarer, at de slet ikke gør noget, så er det et helt eklatant brud på den forpligtelse, som de offentlige institutioner har for at implementere standarden og stille krav til deres leverandører”, understreger han.

]]>
https://danwatch.dk/danske-kommuner-lever-ikke-op-til-fn-krav-ved-indkoeb-af-indisk-granit/feed/ 0
Ny film: De menneskelige maskiner på Indiens tekstilfabrikker https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/ https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/#respond Fri, 01 Dec 2017 11:31:27 +0000 https://danwatch.dk/?p=21353

Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Først 13 minutter inden i dokumentaren ‘Maskiner’ hører man de første rigtige ord.

“Gud gav os hænder, så vi skal arbejde”, siger en rank indisk mand i en beskidt polo T-shirt.

Han rykker en stor, farvestrålende tønde ved at dreje den, mens han skubber på med hele sin kropsvægt.

”Den her indeholder 220 kilo kemikalier”, siger han hårdt og peger på en af de høje tønder, som står tæt pakket på betongulvet i det lavloftede rum.

Mandens navn får vi aldrig at vide, for han er blot én ud af de mange tekstilarbejdere på fabrikken i den vestligste indiske stat, Gujurat.
I dokumentaren ‘Maskiner’ panorerer vi forbi de navnløse mennesker, og vi ser, hvordan de slider i monotone bevægelser i 12 timer i træk til tre dollars om dagen.

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Arbejder uden navn

“Jeg har ikke haft lyst sætte navne på eller pege fingre af nogen, fordi jeg mener, at problemet skal ses fra et fælles og systemisk perspektiv”, forklarer instruktøren Rahul Jain til Danwatch om de manglende navne.

Klaustrofobisk skønhed

Den rytmiske larm fra fabrikkens maskinerne er dokumentarens lydtapet. Mellem endeløse ruller af spraglet stof går mænd med gråbrunlig hud. De fleste bærer slidt tøj og mange af dem har bare fødder.

Alligevel er næsten hvert eneste billede i Rahul Jains debutfilm så smukt og velkomponeret, at det kunne hænge på et galleri. Instruktøren forklarer selv, at han bruger skønhed som et redskab for at fastholde tilskuerens blik.

“Hvis filmen ikke var æstetisk tiltalende, så ville det være alt for let blot at kigge væk. Skønheden har til formål at få folk til at sætte sig ned og genoverveje de forhold, som vi ignorer hver eneste dag”, siger den indiskfødte instruktør, Rahul Jain.

Seeren er fanget i fabrikkens klaustrofobiske gangsystem. Her mødes man af de apatiske ansigter og hårde øjne, som tilhører de mennesker, hvis eksistens vi helst ikke vil vide af. De tilhører de menneskelige maskiner, som knokler for en lav løn for at producere tøj til verdens stigende antal forbrugere.

I begyndelsen af optagelserne smilede Rahul Jain til alle arbejderne på fabrikken.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

“Jeg håbede, at de ville smile tilbage, og at hele situationen ville blive mindre skræmmende og mere venlig. Men ingen af dem smilede til mig. Det var selvfølgelig min egen middelklasse baggrund, som fik mig til at tro, at det at jeg smilede til dem ville gøre noget som helst bedre”, fortæller han.

Ingen kur mod fattigdom

“Hvordan skulle de rige kende til de fattiges problemer?”, spørger en af arbejderne ind i kameraet. Hans øjne er sørgmodige og blanke. Han sidder på hug i et bjerg af kridhvidt lærredsstof og fortsætter:

”Men det er fattigdom, der får en mand til at tage lån for at komme her og arbejde.”’

Manden, han taler om, er ham selv.
Han er gældsat, ligesom de fleste af de migranter der arbejder på fabrikken. Den årlige rente på hans lån er 10 procent, og hans løn er lav. Skægget og det korte hår er gråt i siderne, selvom han ikke ser særlig gammel ud. Afsluttende konstaterer han modløst:

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Fastlåst i kastesystemet

Mange af arbejderne befinder sig på bunden af det indiske kastesystem, og de fleste er rejst væk fra deres familier på landet for at arbejde på tekstilfabrikken. Den forarmelse filmen konfronterer os med er ikke kun resultat af en global arbejdsdeling i et kapitalistisk system, men også et billede på det trøstesløse indiske kastesystem, forklarer Rahul Jain.

“Racismen i kastesystemet er ekstrem på landet i Indien. Hvis du er af en lav kaste, så kan du ikke lade dine dyr græsse på mange af egnens områder. De her mennesker forsøger at undslippe det system”, siger han.

Rahul Jain er selv født i den indiske hovedstad, New Delhi. Hans morfar havde en tøjfabrik i Indien, som han husker, fra dengang han var en 5-årig dreng. I dag bor han i USA og har studeret på California Institute of the Arts.

Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

Rahul Jain

Men den sociale bevidsthed har han haft altid.
Særligt én episode har brændt sig fast.

“Jeg så engang en arbejder blive banket sønder og sammen af en gruppe af fabriksejere, fordi han havde stjålet noget fra den fabrik, hvor han arbejdede. Arbejderen blev bundet til en stol og blev sparket og slået af fem mænd”, beskriver Rahul Jain.

Vor tids slaver

En dreng, som ser ud til at være mellem 12-15 år, sidder i skrædderstilling på gulvet uden sko på. Han er en af de mange børn, som arbejder ved de tunge maskiner i kemiske dampe hver dag.

“Jeg har lyst til at vende om ved porten til fabrikken. Når jeg ankommer, fortæller min mave mig, at jeg skal vende om”, siger han.

Rahul Jain er ikke i tvivl, da han bliver spurgt, om mændene på fabrikken er slaver.

“Det mener jeg, at de er. Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

I en af filmens sidste scener er mændene samlet på gaden foran fabrikken. De står tæt pakket rundkreds omkring kameramanden.
Alle er de i fint tøj, og de fleste er i skjorter, men ikke en eneste smiler. En af arbejderne tager ordet og spørger anklagende:

“Folk kommer bare her og ser på vores problemer og tager afsted igen. Ingen gør noget. Du spørger til vores problemer, hvorfor gør du ikke noget?”

Jain Rahul mener, at hvis man som kunstner tror, at ens kunst kan skabe en reel forandring, så lider man af storhedsvanvid.

“Mit mål med filmen var at stille et fundamentalt og måske naivt spørgsmål: Hvordan kan nogen udføre det her arbejde? Filmen var meget deprimerende at lave, og den har ikke gjort mig til et lykkeligere menneske”, siger Rahul Jain.

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

 

]]>
https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/feed/ 0
L’Oreal tier om risici for børnearbejde i ny rapport https://danwatch.dk/loreal-tier-om-risici-for-boernearbejde-i-ny-rapport/ https://danwatch.dk/loreal-tier-om-risici-for-boernearbejde-i-ny-rapport/#respond Mon, 06 Nov 2017 11:53:47 +0000 https://danwatch.dk/?p=19452 Har der været børnearbejde, trafficking, gældsspiraler eller anden form for moderne slaveri i forbindelse med virksomheden og dens produkter?

Dette spørgsmål har alle selskaber med en omsætning på mindst 300 millioner kroner i Storbritannien skullet forholde sig til siden 2015, hvor loven Modern Slavery Act trådte i kraft.

Utilstrækkelige svar

45 ud af 50 firmaer har skrevet en såkaldt ‘Slavery and Human Trafficking Statement.’

To tredjedele af disse erklæringer forholder sig ikke til de specifikke risici der er for moderne slaveri i netop deres branche.

20 af de 45 er ikke underskrevet i overensstemmelse med loven af en direktør og på vegne af bestyrelsen.

Kilde: Core rapport Risk Averse.

Utilstrækkelige svar

45 ud af 50 firmaer har skrevet en såkaldt ‘Slavery and Human Trafficking Statement.’

To tredjedele af disse erklæringer forholder sig ikke til de specifikke risici der er for moderne slaveri i netop deres branche.

20 af de 45 er ikke underskrevet i overensstemmelse med loven af en direktør og på vegne af bestyrelsen.

Kilde: Core rapport Risk Averse.

Men langt de fleste af virksomhedernes erklæringer om moderne slaveri er vage og nævner ikke de specifikke risici, som gør sig gældende for netop deres industri.

Sådan lyder kritikken fra organisationen Corporate Social Responsibility, CORE, der har gennemgået de 50 største virksomheders svar i en ny rapport. Rapporten forholder sig ikke til, hvorvidt der reelt er moderne slaveri i virksomhedernes varekæde.

Børn graver efter glimmer

Rapporten kritiserer blandt andet store, internationale kosmetik virksomheder som L’Oréal, Revlon og Estée Lauder for ikke engang at nævne problematikken vedrørende børnearbejde i mika-miner.

Mika er det mineral, som udgør glimmeret i øjenskygge, læbestift og andet make-up. Ifølge rapporten kommer en fjerdedel af al verdens mika fra ulovlige miner i det nordøstlige Indien, hvor omtrent 20.000 børn anslås at arbejde i hundredvis af miner.

Danwatch undersøgte i 2014 forholdene for børn, der graver efter mika i de indiske miner. I undersøgelsen “Hvem lider for skønheden?” kunne vi dokumentere, at børn helt ned til fem år hakker klippeblokkene løs med hammer og mejsel i ulovlige miner med faldefærdige tunneller.

Børnene arbejder med farligt, spidst og tungt værktøj. De indånder støvet fra arbejdet og de risikerer at blive ramt af flyvende sten, når de hugger mikaen løs. De slæber tunge læs op ad spinkle stiger og i værste fald risikerer de at blive begravet levende, hvis de faldefærdige minehuller kollapser.

L’Oréal udtalte dengang til Danwatch, at de ville gennemgå deres leverandørkæde igen for at sikre sig, at der ikke var børnearbejde, og at de havde været opmærksom på, at børnearbejde kunne være et problem siden 2009 – noget de imidlertid ikke har påpeget i den nye erklæring.

L’Oréal: Vi kender alt til mika-problemerne

L’Oréal er blevet spurgt, hvorfor mika ikke nævnes i den nye erklæring om moderne slaveri, som de er forpligtet til i Storbritannien. Dertil svarer deres chef for etik Emmanuel Lulin:

“Vi kender udmærket til problemerne vedrørende mika. Vi har arbejdet med det i en årrække. Vi har samarbejdet og er engageret med lokale ngo’er i arbejdet med disse problemer”, siger Emmanuel Lulin, L’Oreal’s senior vice-president og chef for etik til Thomson Reuters Foundation.

På L’Oréals hjemmeside skriver virksomheden imidlertid om de specifikke problemer med udvindingen af mika.

CSR-ekspert: Lang vej igen

Rapport bakker op

Organisationen Business and Human Rights Research Center har undersøgt de største 100 virksomheder i Storbritannien, og her er mønstret det samme. Størstedelen af virksomhederne oplyser ikke detaljeret om risici i deres varekæder.

 

Kilde: Business and Human Rights Ressource Center.

Rapport bakker op

Organisationen Business and Human Rights Research Center har undersøgt de største 100 virksomheder i Storbritannien, og her er mønstret det samme. Størstedelen af virksomhederne oplyser ikke detaljeret om risici i deres varekæder.

 

Kilde: Business and Human Rights Ressource Center.

40,3 millioner mennesker estimeres at leve i moderne slaveri verden over ifølge Global Slavery IndexAndreas Rasche, professor på CBS ved center for Corporate Social Responsibility (CSR), mener, at den britiske lovgivning er “en vigtig milepæl”.

Andreas Rasche er dog overrasket over den ringe rapportering, og mener, at rapporten viser, at der stadig er lang vej igen.

“Rapporten fokuserer på store virksomheder, som oftest er dem, som laver god rapportering. Til trods for det er de fleste erklæringer utilstrækkelige. Det er overraskende”, siger Andreas Rasche.  

Ifølge Andreas Rasche er store virksomheder som regel hurtige til at adaptere ny lovgivning på CSR-området, fordi de har flere ressourcer. Og det kan ifølge Rasche indikere, at mindre virksomheder sandsynligvis ikke vil følge loven.

“Denne forsømmelse fra virksomhederne viser, at moderne slaveri næppe er anerkendt af virksomhederne indtil videre.”

Storbritannien er indtil videre det eneste land, som har specifik lovgivning rettet mod, at virksomheder skal rapportere om moderne slaveri.

Han er heller ikke bekendt med, at andre EU lande skulle arbejde for at få indført lignende lovgivning. Og i lyset af Brexit er det ifølge Rasche ikke særlig sandsynligt, at loven vil smitte af på andre EU lande.

“Selvom jeg sætter pris på ambitionsniveauet, tvivler jeg på, hvor stor betydning lovgivningen i virkeligheden vil få”, siger Andreas Rasche.

]]>
https://danwatch.dk/loreal-tier-om-risici-for-boernearbejde-i-ny-rapport/feed/ 0
Gældsslaveri og børnearbejde bag granit i Danmark https://danwatch.dk/gaeldsslaveri-og-boernearbejde-bag-granit-i-danmark/ https://danwatch.dk/gaeldsslaveri-og-boernearbejde-bag-granit-i-danmark/#respond Tue, 31 Oct 2017 14:34:44 +0000 https://danwatch.dk/?p=19886 Vi bruger den smukke, skinnende granit til bordplader, gravsten til kirkegårde og stenbelægning på offentlige pladser. Og her opstår problemerne.

Produktionen af granit i Indien har nemlig store konsekvenser for dem, der udvinder den. En ny rapport, The Dark Sites of Granite, viser, at granit-industrien har massive problemer med gældsslaveri, farlige arbejdsforhold og brug af børnearbejde.

Det svarer virksomhederne:

  • Danwatch har været i kontakt med 10 af de danske virksomheder, som handler med med granit fra Indien.
  • En af de danske virksomheder oplyser, at den har købt indisk granit fra tre europæiske leverandører, som er på rapportens liste over virksomheder, som handler med granit fra de kritiserede stenbrud.
  • Tre virksomheder oplyser navnet på den indisk leverandør, som de anvender. De pågældende leverandører er ikke undersøgt i rapporten.
  • Tre virksomheder ønsker ikke at oplyse, hvorfra de får deres indiske granit.
  • To virksomheder har ikke besvaret Danwatchs henvendelser.

Danwatch undersøger fortsat, hvilke europæiske leverandører og danske opkøbere, der importerer granit fra problematiske leverandører i Indien.

Det svarer virksomhederne:

  • Danwatch har været i kontakt med 10 af de danske virksomheder, som handler med med granit fra Indien.
  • En af de danske virksomheder oplyser, at den har købt indisk granit fra tre europæiske leverandører, som er på rapportens liste over virksomheder, som handler med granit fra de kritiserede stenbrud.
  • Tre virksomheder oplyser navnet på den indisk leverandør, som de anvender. De pågældende leverandører er ikke undersøgt i rapporten.
  • Tre virksomheder ønsker ikke at oplyse, hvorfra de får deres indiske granit.
  • To virksomheder har ikke besvaret Danwatchs henvendelser.

Danwatch undersøger fortsat, hvilke europæiske leverandører og danske opkøbere, der importerer granit fra problematiske leverandører i Indien.

Ingen af de 22 stenbrud i det sydlige Indien, som bliver undersøgt i rapporten, overholder retningslinjerne for ordentlige arbejdsforhold, og mange af stenbruddene bryder med både national og international lov.

Danmark importerede i 2016 for over 10 millioner kroner granit direkte fra Indien, og hertil kommer den import som sker igennem europæiske opkøbere.

Mindst én dansk virksomhed anvender granit fra europæiske leverandører, der opkøber granit fra de stenbrud, hvor rapporten fastslår, at krænkelser forekommer.

Migranter som gældsslaver

Der er stor forskel i levestandarden i forskellige områder af Indien, og det får folk fra den fattigere nordlige del til at migrere mod syd. Organisationerne bag rapporten The Dark Sites of Granite har mellem juni og november 2016 undersøgt 22 stenbrud i de sydlige stater Andhra Pradesh, Telangana og Karnataka. Her produceres 75 procent af Indiens granit.

I de 22 stenbrud var over halvdelen af arbejderne migranter, hvoraf langt størstedelen var interne migranter fra andre områder af det folkerige land.

Slaveri gennem gældsættelse er en af de mest udbredte former for moderne slaveri, og gældsslaveri er meget udbredt i granit-industrien, særligt blandt migrantarbejderne.

Rapporten i tal:

  • 80 procent arbejder uden kontrakt i de 22 undersøgte stenbrud.
  • 61 procent af arbejderne er migranter –  ud af dem er 70-80 procent interne migranter fra andre områder i Indien.
  • 80 procent af arbejderne er mænd.
  • 69 procent er ansat via mellemmænd.
  • 5 procent af arbejderne er børn under 18 år, og 1,25 procent er under 14 år.

Rapporten i tal:

  • 80 procent arbejder uden kontrakt i de 22 undersøgte stenbrud.
  • 61 procent af arbejderne er migranter –  ud af dem er 70-80 procent interne migranter fra andre områder i Indien.
  • 80 procent af arbejderne er mænd.
  • 69 procent er ansat via mellemmænd.
  • 5 procent af arbejderne er børn under 18 år, og 1,25 procent er under 14 år.

Tæt på halvdelen af arbejderne får forudbetalt løn af ejerne, som er med til at binde dem til stenbruddene. Samtidig optager en fjerdedel af arbejderne lån gennem ejerne, ofte med høje årlige renter på over en tredjedel af lånets oprindelige værdi. Mange af arbejderne kan ikke tilbagebetale lånene og ender som gældsslaver.

Lønnen på granitbruddene er lav, blandt andet fordi arbejderne og ejerne ikke forhandler lønnen direkte men igennem mellemmænd, forklarer Diewertje Heyl, chef for virksomhedsansvar ved menneskerettighedsorganisationen India Committee of the Netherlands, som er en af organisationerne bag rapporten.

“Mange af arbejderne er migranter, og de er lønnet fra dag til dag. De fleste ansættes igennem mellemmænd, som laver alle aftaler med arbejderne separat fra ejerne af stenbruddene, for at opnå lavere omkostninger til løn og bolig”, siger hun.

Stenlunger og farlige arbejdsforhold

Udover gældsslaveriet er arbejdet i stenbruddet også sundhedsskadeligt. Arbejdet er både nedslidende, farligt og fysisk hårdt, og under halvdelen af de besøgte stenbrud bruger større maskiner som boremaskiner og kraner til at hjælpe med de tunge granitsten.

Mange af arbejderne bruger, ifølge rapporten, store dele af deres løn på medicin og lægeomkostninger, og ingen af de 22 undersøgte stenbrud tilbyder arbejderne en sundhedsforsikring.

“Et af de store problemer er den uhelbredelig lungesygdom silikose. Vi ser, at mange arbejdere i stenindustrien ikke bliver så gamle på grund af sygdommen”, forklarer Diewertje Heyl.

Lungesygdommen silikose kaldes også for stenlunger, og er en kronisk sygdom, som opstår fordi partikler fra granitten indåndes og danner betændelse og arvæv, som ødelægger lungerne.

Børnearbejde er faldende – men ikke udryddet

Tidligere har der været store problemer med brug af børnearbejde i stenbruddene, og selvom rapporten indikerer et fald, så arbejder der stadig børn i granit-industrien. Arbejdende børn blev fundet i syv ud af de 22 undersøgte stenbrud, hvilket svarer til, at fem procent af arbejderne er børn under 18 år. En fjerdedel af dem var under 14 år gamle.

Problemet med børnearbejde i mineindustrien har fået stor opmærksomhed fra både den indiske stat, fagforeninger og industrien selv. Ligesom ejerne af stenbruddene siden 2010 er begyndt at opfordre migranterne, som overvejende er mænd, til at lade familien blive hjemme.

Særligt i arbejdet med overskydende sten fra stenbruddene bliver børn anvendt som arbejdskraft. Her er tre procent af arbejderne børn under 14 år, og fem procent er mellem 15 og 18 år. Arbejdet sker uden for stenbruddene, og det er en af årsagerne til, at børnearbejde her fortsat forekommer.

“Vi ser flere børn involveret i bearbejdningen af affaldssten uden for stenbruddene, og antallet af børn her er, ifølge rapporten, ikke faldet. Det er stadig et stort problem”, fortæller Diewertje Heyl.

Det er forbudt både i forhold til ILO’s kernekonventions artikel 3, lov 182, som beskriver farligt børnearbejde, og ved indisk lov, igennem Indian Child Labour (Prohibition and Regulation) Amendment Act fra 2018 og The Mines Act fra 1952, at anvende arbejdere på under 18 år i stenbruddene.

]]>
https://danwatch.dk/gaeldsslaveri-og-boernearbejde-bag-granit-i-danmark/feed/ 0
Danmark får FN-kritik for dobbeltmoral i håndteringen af farligt affald https://danwatch.dk/danmark-faar-fn-kritik-dobbeltmoral-haandteringen-farligt-affald/ https://danwatch.dk/danmark-faar-fn-kritik-dobbeltmoral-haandteringen-farligt-affald/#respond Wed, 18 Oct 2017 14:13:37 +0000 https://danwatch.dk/?p=19057 FN’s specialrapportør Baskut Tuncak er netop hjemvendt efter 10 dage i Danmark og Grønland. Her mødtes han med repræsentanter for regeringen, ngo’er, medier og virksomheder for at se nærmere på, hvordan farligt affald bliver håndteret i Danmark, og af danske aktører i udlandet.

FN's special rapportør

FN’s special rapportører er uafhængige eksperter i menneskerettigheder. De fungerer som fakta-findere for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR). De arbejder frivilligt og ulønnet.

Baskut Tuncak blev udnævnt som special rapporteur i 2014.

FN's special rapportør

FN’s special rapportører er uafhængige eksperter i menneskerettigheder. De fungerer som fakta-findere for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR). De arbejder frivilligt og ulønnet.

Baskut Tuncak blev udnævnt som special rapporteur i 2014.

Mens der er stor ros til regeringen og danske virksomheder for at beskytte mennesker og miljø mod farligt og giftigt affald i Danmark, så bliver den danske indsats uden for Danmarks grænser kritiseret. Baskut Tuncak peger på det “dobbeltmoralske” i, at der er forskel på, hvad virksomheder får tilladelse til at gøre i Danmark og i udlandet.

“Danmark må udvide sin “bedste-i-klassen”-praksis for beskyttelse af menneskerettigheder i forbindelse med giftigt affald i Danmark, til sine forretninger i udlandet,” skriver Baskut Tuncak i sin beretning, og fremhæver Frankrig for sine indsatser.

Skibsophug og pesticider

Især to områder bør få særlig opmærksomhed, ifølge Baskut Tuncak. Den ene er danske virksomheders produktion af pesticider, der produceres i Danmark – men som er forbudt at anvende i EU – og eksporteres til lande med lempeligere lovgivning.

Det andet kritikpunkt er Mærsks skibsophugning i Indien og Bangladesh, som Danwatch i samarbejde med Politiken og TV2 afdækkede i 2016.

Producer

Skibet Producer er en flydende olieplatform, der siden 1984 har sejlet med olie i Nordsøen og været ejet og opereret af Mærsk under skiftende virksomhedskonstruktioner.

Skibet blev oprindeligt bygget som et tankskib ved navn Dagmar Maersk d. 22. september 1983 på Lindøværftet i Odense.

I 1997 ændrer skibet navn til North Sea Producer og funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform.

Det operative ansvar overgår i den forbindelse til et joint venture-selskab kaldet North Sea Production Company Limited, som ejes 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.

North Sea Production Company Limited sælger North Sea Producer i april 2016.

I August 2016 bliver skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner af GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget, skifter skibet navn til Producer.

Skibet sælges som et ‘dødt fartøj’ og trækkes af en bugserbåd fra England til Bangladesh til skrotning.

Kilder: www.solarshipping.net, http://shipandbunker.com/news/features/risk-management/69872

Producer

Skibet Producer er en flydende olieplatform, der siden 1984 har sejlet med olie i Nordsøen og været ejet og opereret af Mærsk under skiftende virksomhedskonstruktioner.

Skibet blev oprindeligt bygget som et tankskib ved navn Dagmar Maersk d. 22. september 1983 på Lindøværftet i Odense.

I 1997 ændrer skibet navn til North Sea Producer og funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform.

Det operative ansvar overgår i den forbindelse til et joint venture-selskab kaldet North Sea Production Company Limited, som ejes 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.

North Sea Production Company Limited sælger North Sea Producer i april 2016.

I August 2016 bliver skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner af GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget, skifter skibet navn til Producer.

Skibet sælges som et ‘dødt fartøj’ og trækkes af en bugserbåd fra England til Bangladesh til skrotning.

Kilder: www.solarshipping.net, http://shipandbunker.com/news/features/risk-management/69872

“Den seneste skandale vedrørende skibsophugningen af ‘North Sea Producer’ i Chittagong er endnu et beklageligt eksempel på  kroniske mangel på åbenhed i shipping industrien til fuldt ud at acceptere dets ansvar”, siger Baskut Tuncak.

Hvad er dine og FN’s anbefalinger i denne sag?

“Mit synspunkt er, at Maersk og Odebrecht må tage alle nødvendige skridt for at afhjælpe det seriøse problem, de har skabt. Det er uetisk at gemme sig bag deres joint venture – andre virksomheder der er involveret i sådanne menneskerettighedssager har taget ansvar, ikke gemt sig bag et firma-slør,” siger Baskut Tuncak og fortsætter:

“De må sikre, at fartøjet bliver hugget op på en måde, der er sikker både for miljø og mennesker. De må rette op på enhver forurening, og kompensere enhver som er påvirket med en undskyldning. Det er afgørende, at Danmark og andre EU medlemslande må sikre, at smuthuller i EU lovgivningen, der muliggør dette bliver lukket.”

Hvad bør myndigheder og virksomheder gøre i lignende situationer?

“Maersk og andre parter har nægtet at fortælle mig hvad der faktisk skete i den konkrete sag. Men, ud fra min forståelse, så burde de ikke have solgt skibet til et skrot-firma ud fra det falske påskud, at skibet fortsat skulle operere i Afrika.“

Er dette en unik situation, eller er det “business as usual” i skibsophug-industrien?

“Desværre er jeg bange for, at det er det sidste. Det er beklageligt, at Maersk er gået tilbage på sine forpligtelser til ikke at bruge beaching-metoden, og det er skuffende, at EU’s regulativer for skibs-genbrug og Hong Kong konventionen ikke sikrede, at disse handlinger var fortidens synder.”

Kritik af manglende tilsyn i Indien

På sit besøg i Danmark var Baskut Tuncak også på besøg hos netop Mærsk, hvor de drøftede forsvarlig skibsophugning. Han bemærker, at selskabet forsøger at løfte standarden for skibsophugning på nogle få værfter i Indien. Men han peger på flere alvorlige problematikker i den forbindelse.

“Fraværet af uafhængig monitorering af miljø-data, og  undgåelsen af mere sikre alternative faciliteter i Europa og andre steder, var dybt problematiske”.

“Det virker fuldstændig uacceptabelt, at disse værfter ikke kan blive gransket af uafhængige organisationer”, konkluderer Baskut Tuncak.

Danwatch har kontaktet Mærsk for at få en kommentar til kritikken, men kommunikationsmedarbejderen ville ikke forholde sig til kritikken. I stedet skriver hun, at der er sket stor positiv udvikling på de skibsværfter i Indien, hvor Mærsk-skibene bliver ophugget.

“Nogle af de vigtigste forbedringer har substantielt reduceret kontakten med tidevands-zonen,  kompatible boliger til alle arbejdere, kontrakter, minimumsløn, og 200 procent betaling for overbejde samt fuldt ud godkendt sikkerhedsudstyr og intens sikkerhedstræning,” skriver Conception Boo Arias fra kommunikationsafdelingen hos Maersk.

Danwatch afdækkede sidste år, at forholdene på værftet i Indien, hvor de to skibe Wyoming og Georgia blev hugget op af arbejdere, som hverken havde kontrakter eller tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr. Dansk ekspert i arbejdsforhold på skibsværfter, Hasse Mortensen, var chokeret over forholdene og udtalte dengang:

“Der kan hurtigt opstå overhængende eksplosionsfare i de situationer, I præsenterer mig for. Jeg har næsten ikke ord for, hvor galt det kan gå de arbejdere, hvis gasslangerne beskadiges, og gasserne antændes”, siger Hasse Mortensen mens han kigger på et billede fra Shree Ram, der viser ubeskyttede gaskabler tæt på åben ild.

“I en dansk kontekst ville det her være nok til at lukke arbejdspladsen, indtil slangerne var hængt op og sikret. For man skal huske på, at det er særdeles brandfarlige gasser, som de opererer med”, understreger Hasse Mortensen.

Danwatch har ikke besøgt værftet efterfølgende og kan ikke dokumentere noget om de nuværende tilstande. Læs hele 2016-undersøgelsen om Mærsk og det livsfarlige affald i Indien.

]]>
https://danwatch.dk/danmark-faar-fn-kritik-dobbeltmoral-haandteringen-farligt-affald/feed/ 0
Miljøminister giver opposition indsigt i korrespondance https://danwatch.dk/miljoeminister-giver-opposition-indsigt-korrespondance/ https://danwatch.dk/miljoeminister-giver-opposition-indsigt-korrespondance/#respond Wed, 06 Sep 2017 09:39:56 +0000 http://danwatch.dk/?p=9639 Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var tirsdag i sit fjerde samråd om ophugning af danske skibe uden for Danmarks grænser. Her indvilligede han i at fremsende korrespondance med de britiske myndigheder om Mærsk-skibet North Sea Producer og at tage et møde med danske rederier for at minde dem om deres forpligtelser.

På trods af pres fra oppositionen vil ministeren dog hverken regulere eller kontrollere rederierne. Han er fortsat et tillidsmenneske, der tror på, at danske skibsredere handler ansvarligt. Det på trods af, at Danwatch i samarbejde med TV2 og Politiken har dokumenteret, at Mærsk får hugget skibe op under farlige forhold.

Søvnløse nætter

Socialdemokraternes Mette Gjerskov finder ministerens manglende vilje til at regulere og kontrolle danske rederier bekymrende:

“De er fint at have anbefalinger til rederierne, men bliver der fulgt op på det? Det giver mig det indtryk, at ministeren ikke har haft mange søvnløse nætter over denne sag, og det burde han, for det er alvorligt. Anbefalinger er lidt ligegyldige, hvis de ikke bliver fulgt op af handling. Så hvad har ministeren tænkt sig at gøre?” spurgte Mette Gjerskov.

Esben Lunde Larsen forsikrede, at han skam er dybt optaget af sagen.

“Jeg tager sagen meget alvorligt, men jeg har ikke generelt ikke søvnløse nætter.”

“Det burde du have,” afbrød Mette Gjerskov.

Mærsk og de lysky aftaler

Sagen har rullet i danske og internationale medier siden oktober 2016, hvor Danwatch i samarbejde med Politiken og TV2 kunne dokumentere, at Danmarks største rederi Mærsk benytter farlige strande i Indien og Bangladesh til ophug af nuværende og tidligere skibe.

I undersøgelsen ‘Mærsk og det farlige affald i Bangladesh’dokumenterede Danwatch, at skibet North Sea Producer, var sendt til skrot af den køber, som Mærsk havde solgt skibet til, på et strand-værft i Chittagong, berygtet for usædvanligt dårlige arbejdsvilkår og miljøforurening.

 

Fakta: North Sea Producer

  • Skibet Producer er en flydende olieplatform, der siden 1984 har sejlet med olie i Nordsøen og været ejet og opereret af Mærsk under skiftende virksomhedskonstruktioner.
  • Skibet blev oprindeligt bygget som et tankskib ved navn Dagmar Maersk d. 22. september 1983 på Lindøværftet i Odense. I 1997 ændrer skibet navn til North Sea Producer og funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform. Det operative ansvar overgår i den forbindelse til et joint venture-selskab kaldet North Sea Production Company Limited, som ejes 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.
  • Producer er 333 m. lang, hvilket omtrent svarer til tre fodboldbaner. Skibet vejer 276.000 ton, svarende til 500 Airbus 380, som er verdens største passagerfly.
  • I sin tid som flydende olieplatform kunne den producere op til 76,000 tønder olie hver dag og havde plads til samlet 560,000 tønder olie om bord.
  • Skibet opererede på havet i en dybde på 147 meter. Ud over en helikopterlandingsplads, havde Producer plads til en besætning på 73 mand, en kantine og en biograf.
  • North Sea Production Company Limited sælger North Sea Producer i april 2016. I August 2016 bliver skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner af GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget, skifter skibet navn til Producer. Skibet sælges som et ‘dødt fartøj’ og trækkes af en bugserbåd fra England til Bangladesh, hvor det nu skrottes.

Fakta: North Sea Producer

  • Skibet Producer er en flydende olieplatform, der siden 1984 har sejlet med olie i Nordsøen og været ejet og opereret af Mærsk under skiftende virksomhedskonstruktioner.
  • Skibet blev oprindeligt bygget som et tankskib ved navn Dagmar Maersk d. 22. september 1983 på Lindøværftet i Odense. I 1997 ændrer skibet navn til North Sea Producer og funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform. Det operative ansvar overgår i den forbindelse til et joint venture-selskab kaldet North Sea Production Company Limited, som ejes 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.
  • Producer er 333 m. lang, hvilket omtrent svarer til tre fodboldbaner. Skibet vejer 276.000 ton, svarende til 500 Airbus 380, som er verdens største passagerfly.
  • I sin tid som flydende olieplatform kunne den producere op til 76,000 tønder olie hver dag og havde plads til samlet 560,000 tønder olie om bord.
  • Skibet opererede på havet i en dybde på 147 meter. Ud over en helikopterlandingsplads, havde Producer plads til en besætning på 73 mand, en kantine og en biograf.
  • North Sea Production Company Limited sælger North Sea Producer i april 2016. I August 2016 bliver skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner af GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget, skifter skibet navn til Producer. Skibet sælges som et ‘dødt fartøj’ og trækkes af en bugserbåd fra England til Bangladesh, hvor det nu skrottes.

For få måneder siden kunne Danwatch yderligere afsløre, at myndighederne i Bangladesh har fundet radioaktivt materiale på skibet, og at højesteretten pålagde værftet at udlevere fortrolig rapport.

Ifølge Danwatchs kilder er der stadig stor usikkerhed om det radioaktive materiale på skibet. Værftet hævder, at de har fjernet de radioaktive rør, men vil ikke dokumentere det eller svare på spørgsmål om, hvordan eller hvor det farlige materiale er nu.

Opposition stadig kritisk

I gårsdagens samråd indkaldt af Christian Juhl (EL) og Ulla Sandbæk (AL) ville oppositionen have svar fra ministeren om, hvad han havde foretaget sig i sagen.

Esben Lunde Larsen mindede om, at Danmark med opbakning fra samtlige partier i Folketinget har tiltrådt Hong Kong konventionen for ophug af skibe. Danmark er dog kun det syvende land til at underskrive konventionen, der kræver 15 lande før den træder i kraft, hvilket ministeren tidligst forventer vil ske omkring 2020.

“Jeg har også set de voldsomme billeder af strandene i Indien og Bangladesh, og dem tager jeg selvfølgelig afstand fra,” siger Esben Lunde Larsen.

“Men der er ingen lovgivningsmæssige håndtag, vi kan trække i. Vi er bundet af forskellige internationale regler og retningslinjer. Vi har god dialog med Danske Rederier. Mærsk har altid stået for ordentlighed og rettidig omhu, men det har de ikke gjort i denne sag. Og derfor er jeg også glad for at se, at de har taget ansvar og vil gøre det bedre,” siger Miljøministeren.

Lad os holde fast i, hvad det handler om: Vores gamle skrot, som er et stort problem for miljøet og de mennesker, som håndterer det.

Mette Gjerskov (S)

Vores gamle skrot

Det svar er dog ikke godt nok for de fremmødte oppositionspolitikere. Socialdemokraternes Mette Gjerskov mindes, at hun deltog i lignende samråd helt tilbage da Connie Hedegaard var miljøminister og vil vide, hvorfor der ikke er sket mere på så mange år.

“Lad os holde fast i, hvad det handler om: Vores gamle skrot, som er et stort problem for miljøet og de mennesker, som håndterer det. Der er noget, der ikke fungerer, og vi burde rydde op efter os selv. Det er for nemt bare at sælge videre og skifte flag og fralægge sig alt ansvar. Det er fint med konventioner osv, men vi har et særligt ansvar for danske rederier,” siger Mette Gjerskov.

Ulla Sandbæk vil vide, hvorfor der ikke er indskrevet et kædeansvar, så de rederier, der benytter skibene også har et ansvar for, at de bliver ophugget forsvarligt.

Esben Lunde Larsen forklarer, at regeringen ikke går ind for hverken danske særregler eller kædeansvar.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr minder om, at Basel-konventionen for farligt affald faktisk indeholder et kædeansvar, så Mærsk i sidste ende er ansvarlig for radioaktivt materiale på deres tidligere skibe.

Lille fremskridt

Efter mødet var både Christian Juhl og Ulla Sandbæk nogenlunde tilfredse med ministerens svar.

“Jeg er generelt set tilfreds. Jeg mener, at kædeansvar er vigtigt, og derfor er jeg også glad for, at vi nu får indsigt i ministerens dialog med briterne, som måske viser mere om den sag. Ifølge Basel-konventionen for bevægelser over grænser med farlig affald er der kædeansvar, så det bliver spændende at se, om briterne har undersøgt den sag,” siger Ulla Sandbæk.

“Jeg er nogenlunde tilfreds. Jeg er glad for, at vi får indsigt i dialogen med briterne, og at ministeren vil tage et møde med rederierne og minde dem om deres forpligtelser. Det var et lille skridt i den rigtige retning, og vi vil selvfølgelig holde fast i sagen,” siger Christian Juhl til Danwatch.

]]>
https://danwatch.dk/miljoeminister-giver-opposition-indsigt-korrespondance/feed/ 0
Dansk Aktionærforening kritiserer Mærsk for skibsophug på farlige værfter https://danwatch.dk/dansk-aktionaerforening-kritiserer-maersk-skibsophug-paa-farlige-vaerfter/ https://danwatch.dk/dansk-aktionaerforening-kritiserer-maersk-skibsophug-paa-farlige-vaerfter/#respond Tue, 18 Oct 2016 13:24:41 +0000 http://danwatch.dk/?p=10162 De seneste dages afsløringer af, at Mærsk har fået ophugget skibe på livsfarlige og miljøskadelige værfter i Indien og Bangladesh får nu også skarp kritik af Dansk Aktionærforening, som er en non-profit organisation for private investorer.“Der er ingen tvivl om, at det er en dybt alvorlig sag. Mærsk står jo som en kronjuvel i danske aktier. Og rigtigt mange privatpersoner har Mærsk i deres aktieportefølje”, siger Niels Mengel, bestyrelsesformand i Dansk Aktionærforening.

Danwatch afslørede søndag og mandag i samarbejde med Politiken og TV 2, at Mærsk i 2014 pressede en tysk skibsejer til at sende 14 skibe til livsfarlige værfter i Bangladesh og Indien, alt imens selskabet brystede sig af at være frontløber på bæredygtighed. Ophugningen af skibene sker under vilkår, som er stærkt kritisable og i direkte modstrid med koncernens officielle politik.

Mærsk erkender, at de ikke burde have indgået aftalen og topchef, finansdirektør og medlem af Mærsks øverste ledelse Trond Westlie udtaler, at Mærsk har opført sig forkert.

“På denne aftale ser vi klart, at vores påvirkning er gået i den forkerte retning, og at den type påvirkning er uheldig. Det er noget, som vi helst ikke bør gøre”, siger Trond Westlie.

Niels Mengel “undrer sig meget” over, hvordan det kunne gå så galt.

“Mærsk har altid pralet med at være bæredygtige, og det sidder i rygmarven hos investorer, at Mærsk har styr på sine ting. Alarmklokkerne burde have ringet langt tidligere. Derfor giver det ridser i lakken, at de ikke har levet op til deres egne standarder”, siger Niels Mengel.

Foreningen har 13.000 kernemedlemmer og servicerer 20.000 personer, oplyser Niels Mengel. Ifølge Niels Mengel er det sandsynligt, at de danske privatinvestorer vil stille spørgsmål til disse sager til Mærsks generalforsamling senere på året.

“Det er mit indtryk, at vores medlemmer gør meget for at investere etisk korrekt, og en generalforsamling er et oplagt sted at tage etiske problemer op.”

Niels Mengel håber på, sagen giver anledning til Mærsk eftergår alle rutiner. Han roser dog selskabet for håndteringen af sagen i medierne, og kalder den “helt som den skal være”.

“CFO har været ude at beklage. De har sat en masse i gang for at sikre, det ikke sker igen, og det har jeg absolut tillid til.”

Stor-aktionærer i Mærsk vil have klar besked

Kritikken fra Dansk Aktionærforening er den seneste i en rækken af kritik fra investorer og politikere.

Mandag kom det frem, at de to største danske aktionærer i Mærsk, pensionsforvalterne ATP og PFA, vil bede ledelsen i Mærsk om en redegørelse for, hvorfor skibene er endt til ophugning på stærkt kritisable værfter i Indien og Bangladesh. Det skriver Politiken.

»Det reagerer vi på. Det er nye oplysninger, og meget alvorlige oplysninger«, siger Claus Wiinblad, vicedirektør i ATP med ansvar for danske aktier til Politiken.

Henrik Nøhr Poulsen, investeringsdirektør hos PFA, siger:

»Vi vil skaffe os et bedre overblik over hvad der er op og ned i sagen. Jeg hæfter mig ved, at Mærsk selv anerkender, at der er begået fejl. Derfor vil vi tage en dialog med Mærsk om hvad de konkret har tænkt sig at gøre for at undgå at fejlene gentager sig«.

Også Nordea, som ifølge Bloomberg ejer aktier i selskabet for over 800 millioner kroner rejser kritik af Mærsk, skriver Business.dk. Nordea har “intensiveret dialogen”, men vil ikke sætte investeringer i Mærsk-aktier på hold.

“Et selskab af den størrelse, indsigt og værdier kan gøre det meget, meget bedre”, skriver Sasja Beslik, chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management, på twitter.

Politikere kræver redegørelse

Miljø -og energiminister Esben Lunde Larsen gik mandag ind i sagen, og har nu bedt Miljøstyrelsen tage kontakt til Mærsk for at skaffe de oplysninger, som styrelsen skal bruge til en redegørelse til ministeren.

Afsløringerne fik SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, til at kræve, at ministeren politianmelder Mærsk. Det afviser ministeren at tage stilling til på nuværende tidspunkt.

»Jeg ønsker at få fuld klarhed om sagen. Det giver ikke mening at udtale sig om hverken skyld, ansvar eller muligt grundlag for politianmeldelse, før vi har en redegørelse for sagen«, skriver Esben Lunde Larsen i en mail til Ritzau.

Også Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen vil have kastet lys på sagen, og de røde partier har indkaldt ministeren til samråd om ophugningen på de kontroversielle værfter.

Mærsk vil ændre praksis

Afdækningen udløser beklagelser fra flere topchefer i Mærsk og som direkte konsekvens vil koncernen ændre praksis.

Mandag kunne Danwatchs mediepartner Politiken bringe en beklagelse fra Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand i A.P. Møller – Mærsk.

“Mærsk har i de sidste 7 år haft en politik, der sikrer ansvarlig ophugning af vores egne skibe, mens vi har ventet på en global aftale”.

“Vi er aktivt gået ind og arbejder direkte med værfter i Alang i Indien for at forbedre forholdene der og for at påvirke industrien. Derfor er det selvfølgelig skuffende, at vi til trods for disse initiativer ser eksempler på, at vi har skubbet i modsat retning af vores egen politik. Vi vil fremadrettet sikre, at der er et meget stærkt incitament i vore salgskontrakter til. at ophugning sker ansvarligt”, siger Michael Pram Rasmussen.

Afdækningen får nu Mærsk til at ændre sin praksis. Mærsk vil fremover selv tage ansvaret for at skrotte sine udtjente skibe for at sikre, at ophugningen sker efter Mærsks egne standarder.

Mærsks chef for bæredygtighed Annette Stube har også forklaret, at Mærsk fremover vil helgardere sine konktrakter med en passus, som skal sørger for, at dem der overtager skibet – uanset hvad de siger, de skal bruge det til – ikke kan tage det op på en strand.

]]>
https://danwatch.dk/dansk-aktionaerforening-kritiserer-maersk-skibsophug-paa-farlige-vaerfter/feed/ 0
Mærsk ophugger skibe på farligt værft i Indien https://danwatch.dk/maersk-ophugger-skibe-paa-farligt-vaerft-indien/ https://danwatch.dk/maersk-ophugger-skibe-paa-farligt-vaerft-indien/#respond Sat, 08 Oct 2016 13:02:14 +0000 http://danwatch.dk/?p=10134 I øjeblikket ligger de to knap 300 meter store containerskibe Maersk Georgia og Maersk Wyoming på en strand i Indien og bliver skåret i stykker af indiske værftsarbejdere. De 20.000 tons tunge stålskibe har kilet sig ned i sandet ud for kysten ved stranden Alang på Indiens vestkyst, hvor ophugningsværftet Shree Ram har fået til opgave at ophugge skibene for Mærsk.

Sådan gjorde vi

Denne undersøgelse er lavet i samarbejde med Dagbladet Politiken.

Danwatch har siden januar undersøgt, hvordan udtjente skibe bliver ophugget rundt i verden. Størstedelen af verdens flåde ophugges under kritisable forhold og med en negativ påvirkning af miljøet og mennesker.

  • Mærsk har de seneste år undgået de udskældte ophugningsværfter på strande i Pakistan, Bangladesh og Indien, men sendte i maj og juni 2016 to skibe til ophugning i Indien.
  • Mærsk påstår, at forholdene er forbedret, og at det indiske værft Shree Ram i Alang lever op til Mærsks standarder.
  • Mærsk afviste i første omgang at give Danwatch adgang, så Danwatch rejste selv til Indien i de første uger af august 2016.
  • På stranden i Alang brugte teamet fem dage på at interviewe arbejdere fra Shree Ram, dokumentere faciliteterne samt skaffe en invitation til at besøge værftet.

Sådan gjorde vi

Denne undersøgelse er lavet i samarbejde med Dagbladet Politiken.

Danwatch har siden januar undersøgt, hvordan udtjente skibe bliver ophugget rundt i verden. Størstedelen af verdens flåde ophugges under kritisable forhold og med en negativ påvirkning af miljøet og mennesker.

  • Mærsk har de seneste år undgået de udskældte ophugningsværfter på strande i Pakistan, Bangladesh og Indien, men sendte i maj og juni 2016 to skibe til ophugning i Indien.
  • Mærsk påstår, at forholdene er forbedret, og at det indiske værft Shree Ram i Alang lever op til Mærsks standarder.
  • Mærsk afviste i første omgang at give Danwatch adgang, så Danwatch rejste selv til Indien i de første uger af august 2016.
  • På stranden i Alang brugte teamet fem dage på at interviewe arbejdere fra Shree Ram, dokumentere faciliteterne samt skaffe en invitation til at besøge værftet.

Det skal ske forsvarligt og i henhold til Mærsks egne standarder, fortæller Mærsk i deres politik på området. Samtidig kræver Mærsk, at værftet skal leve op til den såkaldte Hong Kong-konvention, der blandt andet skal sikre, at værftet har den nødvendige sikkerhed for arbejderne.En sikkerhed, der gerne skulle bryde den grusomme statistik, som tæller 69 døde på værfterne i Alang mellem 2009 og 2013, ifølge en opgørelse fra assisterende professor ved Tata Institute of Social Sciences, Geetanjoy Sahu, der har undersøgt forholdene på Alang.Danwatch har valgt at rejse til Indien for at undersøge, hvordan Mærsk får ophugget sine skibe. Vi har dokumenteret ophugningen på det konkrete værft, og vi har interviewet ti værftsarbejdere, der fortæller, at hverken de eller deres kolleger har en ansættelseskontrakt, hvilket strider direkte mod Mærsks egne standarder og internationale konventioner.

Derudover fortæller værftsarbejderne, at de arbejder uden det nødvendige sikkerhedsudstyr i en industri, som den internationale arbejdsorganisation (ILO) betegner som verdens farligste.

Læs undersøgelsen ‘Mærsk og det livsfarlige affald’

Ekspert: “Værftet burde lukkes”

Vi har fremlagt billeddokumentation fra værftet i Indien til en række eksperter i både arbejdsmiljø og arbejdsmedicin. En af disse eksperter er Hasse Mortensen. Han er tidligere tilsynschef og chefkonsulent i Arbejdstilsynet med indgående kendskab til arbejdsmiljø på skibsværfter. Han er chokeret over forholdene på værftet, hvor Mærsks skibe bliver hugget op.

Hong Kong-konventionen

Hong Kong-konventionen er en global aftale vedtaget af FN’s søfartsorganisation. Den har til formål at sikre, at skibsophug ikke udgør unødige risici for mennesker og miljø.

Konventionen er endnu ikke trådt i kraft, da ikrafttræden bl.a. kræver at minimum 15 lande tiltræder konventionen. Kun fem lande (Panama, Frankrig, Belgien, Norge og Republikken Congo) har indtil videre tiltrådt konventionen. Ifølge den danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen arbejdes der på dansk tiltrædelse af konventionen.

Kilde: IMO
Miljø- og fødevareministeriet

Hong Kong-konventionen

Hong Kong-konventionen er en global aftale vedtaget af FN’s søfartsorganisation. Den har til formål at sikre, at skibsophug ikke udgør unødige risici for mennesker og miljø.

Konventionen er endnu ikke trådt i kraft, da ikrafttræden bl.a. kræver at minimum 15 lande tiltræder konventionen. Kun fem lande (Panama, Frankrig, Belgien, Norge og Republikken Congo) har indtil videre tiltrådt konventionen. Ifølge den danske miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen arbejdes der på dansk tiltrædelse af konventionen.

Kilde: IMO
Miljø- og fødevareministeriet

“Der kan hurtigt opstå overhængende eksplosionsfare i de situationer, I præsenterer mig for. Jeg har næsten ikke ord for, hvor galt det kan gå de arbejdere, hvis gasslangerne beskadiges, og gasserne antændes”, siger Hasse Mortensen mens han kigger på et billede fra Shree Ram, der viser ubeskyttede gaskabler tæt på åben ild.

“I en dansk kontekst ville det her være nok til at lukke arbejdspladsen, indtil slangerne var hængt op og sikret. For man skal huske på, at det er særdeles brandfarlige gasser, som de opererer med”, understreger Hasse Mortensen.

Dén vurdering er overlæge ved arbejdsmedicinsk klinik på Bispebjerg Hospital

Jane Frølund Thomsen enig i. Hun vurderer til dagligt arbejdsrelaterede sygdomme ved blandt andre værftsarbejdere i Danmark.

“Ved flammeskæring er der en sikkerhedsrisiko. Man bruger ren ilt, og det er sprængfarligt, hvis gnisterne kommer i forbindelse med den rene ilt, særligt hvis gnisterne kommer i nærheden af gasledningerne. For hvis isoleringen bliver brændt af ledningerne, og der kommer fri ilt ud, så er der en alvorlig eksplosions- og brandfare”, fastslår Jane Frølund Thomsen.

Livsfare: “Jeg har næsten ikke ord for, hvor galt det kan gå de arbejdere, hvis gasslangerne beskadiges eller antændes,” siger tidligere tilsynschef og chefkonsulent i Arbejdstilsynet, Hasse Mortensen. Foto: S. Rahman.

Mærsk indrømmer fejl

Mange af arbejderne på Shree Ram arbejder uden det nødvendige sikkerhedsudstyr som åndedrætsværn, sikkerhedsbriller, arbejdstøj og høreværn. Det chokerer igen Hasse Mortensen, der har set masser af ulykker grundet manglende beskyttelse i sine 20 år i Arbejdstilsynet.

“Det er virkelig giftig røg, de står og indånder. Samtidig bærer man ikke flammehæmmende beklædning. Det kan være en livstruende situation, hvis gnisterne rammer en på skjorten”, fastslår Hasse Mortensen.

Mærsk erkender i et interview med Danwatch, at der er områder, der skal forbedres for at sikre arbejdernes sikkerhed.

“Vi har fundet få eksempler på, at der ophugges uden det nødvendige sikkerhedsudstyr. Dette er ved at blive udbedret af værftet. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, hvis udstyret ikke bæres; heller ikke når der er tale om enkeltstående tilfælde. Det er et af de punkter om sikkerhedsudstyr, værftet er i gang med at udbedre,” udtaler Annette Stube, chef for bæredygtighed i Mærsk.

Værftsarbejderne på Shree Ram tjener deres løn ved at skære skibe i mindre stykker, så det kan genbruges i stålindustrien. Det sker ved at mixe ilt og gas i et apparat, der kan skære gennem stål og maling med en flamme på op til 1500 grader. Processen kaldes flammeskæring og frigiver en række skadelige stoffer, fortæller Hasse Mortensen.

”Når du flammeskærer i sort stål, frigiver det mikroskopiske partikler og gasser, der er særdeles farlige at indånde. Det kan derfor have fatale sundhedsskadende effekter på kroppen, hvis du ikke er tilstrækkeligt beskyttet”, siger den tidligere chef i Arbejdstilsynet.

Giftig røg og brandfarlige gasser. På stranden foran Mærsks kæmpeskibe, opskærer arbejdere stævnen af Wyoming, så giftig sort røg spreder sig over værftet. Foto: S. Rahman.

Giftig røg kan give kræft

Danske metalarbejdere er gennem tiden både døde eller blevet alvorligt syge af ikke at bære det nødvendige sikkerhedsudstyr. Jane Frølund Thomsen fra Bispebjerg Hospital ved præcist, hvordan denne røg påvirker kroppen. Hun arbejder til dagligt med danske metalarbejdere, der lider af lunge- og kræftlidelser.

“Reglerne herhjemme foreskriver, at man skal have udsugning, når man laver den slags opgaver. Det er svært at sige, om der er en akut truende fare. Men hvis de laver den samme flammeskæring i de små rum i længere tid, så er der en reel risiko for kvælning”, understreger Jane Frølund Thomsen.

Og netop beskyttelse mod svejserøg er ikke bare et centralt element i dansk lovgivning. Det er også et krav fra Mærsk selv samt et krav i Hong Kong-Konventionen, som både Mærsk og Shree Ram fortæller, de lever op til.

Nogle af arbejderne Danwatch har talt med, fortæller, at de bruger et hvidt mundbind, når de svejser inde i skibene på Shree Ram. Men et mundbind er langt fra nok til at holde farlige gasser ude, fortæller Jane Frølund Thomsen.

3M N95 8210. “Den maske er ikke tilstrækkelig til at beskytte mod partikler og røg fra flammeskæring,” siger Hasse Mortensen, tidligere tilsynschef og chefkonsulent i Arbejdstilsynet. Enkelte medarbejdere på Shree Ram værftet havde netop denne type maske på, når de arbejdede med flammeskæring. Foto: S. Rahman.

“Et mundbind beskytter nærmest ikke og tilbageholder slet ikke de giftige gasser og heller ikke ret meget af røgen. Røgen kan samtidig indeholde formalin, når det er malede overflader, og vi ved, at formalin kan give lungekræft, for det er et kræftfremkaldende stof. Men der skal en vis koncentration til”, siger Jane Frølund Thomsen.

Jane Frølund Thomsen kan ikke udtale sig om de specifikke mundbind, men det kan Hasse Mortensen. Han har et indgående kendskab til beskyttelsesudstyr og særligt til den 3M N95 8210-maske, som enkelte arbejdere brugte.

“Denne maske er ikke tilstrækkelig til at beskytte mod partikler og røg fra flammeskæring. Masken er specifikt beregnet på at beskytte mod støv. I røg fra flammeskæring vil der kunne forekomme partikler, som er 1000 gange mindre end i støv. Så hvis masken ikke er i stand til at blokere for så små partikler, så passerer de jo direkte ned i lungerne på den udsatte arbejder”, siger Hasse Mortensen.

Hong Kong Konventionen om sikkerhedsudstyr

Skibsophugningsanlæg skal sikre tilgængelighed og vedligeholdelse af personligt sikkerhedsudstyr og tøj. Arbejderne skal benytte sikkerhedsudstyret, når aktiviteterne kræver det.

Konventionen nævner som sikkerhedsudstyr:

  • Hovedbeskyttelse
  • Ansigt- og øjenbeskyttelse
  • Hånd- og fodbeskyttelse
  • Åndedrætsværn
  • Høreværn
  • Beskyttelse mod radioaktiv forurening
  • Beskyttelse mod fald
  • Passende tøj

Kilde: Hong Kong Konventionen

Hong Kong Konventionen om sikkerhedsudstyr

Skibsophugningsanlæg skal sikre tilgængelighed og vedligeholdelse af personligt sikkerhedsudstyr og tøj. Arbejderne skal benytte sikkerhedsudstyret, når aktiviteterne kræver det.

Konventionen nævner som sikkerhedsudstyr:

  • Hovedbeskyttelse
  • Ansigt- og øjenbeskyttelse
  • Hånd- og fodbeskyttelse
  • Åndedrætsværn
  • Høreværn
  • Beskyttelse mod radioaktiv forurening
  • Beskyttelse mod fald
  • Passende tøj

Kilde: Hong Kong Konventionen

Klare brud på Hong Kong-konventionen

På Delft University of Technology i Holland sidder Kanu Jain og forsker i skibsophug. Han er ved at afslutte sin ph.D i netop skibsophug, hvor han blandt andet har brugt en stor del af sin forskning på at studere ophugningsmetoder. Han er enig i eksperternes vurdering af de farlige situationer, og han understreger, at det ikke bare er Mærsks egne krav der ikke er opfyldt – men at der også er klare brud på Hong Kong-konventionen.

“Det ser ud til, at arbejderne mangler både åndedrætsværn og beskyttelsesbriller, mens de udfører flammeskæring. Det er et direkte brud på regulation 22 omkring arbejdernes sikkerhed og træning i Hong Kong-konventionen”, fastslår Kanu Jain, der sammen med blandt andre professor J. J. Hopmann fra samme universitet har skrevet en videnskabelig artikel om netop Hong Kong-konventionen.

Konventionen er også omdrejningspunktet i Mærsks egen standard for ansvarlig ophugning af skibe. Standarden bygger på konventionen men går skridtet videre og er mere specifik i kravene til værftet.

De mere specifikke krav glæder professor i arbejdsmiljø ved Center for Industriel Produktion på Aalborg universitet, Peter Hasle. Han har i en lang årrække forsket i arbejdsmiljøledelse og har også en fortid som professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Han mener, at Mærsks krav til sikkerhed på værfter afspejler virksomhedens størrelse og ansvar. Men efter en nøje gennemgang af dokumentationen fra værftet, er konklusionen en anden.

“Man kan undre sig over, at Mærsk har valgt det her værft, for det er åbenlyst, at de ikke opfylder virksomhedens krav. Min vurdering er, at værftet ikke har kunne bevise, at de lever op til Mærsks standard. De har måske skrevet et pænt stykke papir, hvor de fortæller, at de vil forbedre sig hen ad vejen. Men de problemer jeg kan se, er så væsentlige, at det virker helt meningsløst. For de er ikke i nærheden af at leve op til kravene. Det er helt grundlæggende forhold, som er problemet”, understreger professoren.

Mærsk har ellers investeret massivt i at ansætte kompetente folk, der skal være til stede på værftet, fortæller Annette Stube.

“Vi har flere folk på værftet, som kan stoppe arbejdet, hvis det ikke sker efter standarderne. De er specialister, og de er ansat af os med et kontor på værftet for at være til stede.”

Peter Hasle mener, at netop den tilgang er sund. Men han har svært ved at forstå, hvad specialisterne laver på værftet, når så farlige situationer forekommer.

“Det pålægger Mærsk et voldsomt stort ansvar. Hvis de er til stede og ser disse ting uden at gribe ind. Så fortæller de dermed den lokale ledelse og medarbejdere, at de farlige situationer er acceptable. Hvis Mærsk er til stede, men intet gør, så lærer Mærsk-arbejderne, at det er acceptabelt at arbejde på den måde  – og at Mærsks krav ikke gælder,” udtaler Peter Hasle.

Ekspert: Standarden overholdes på ingen måde

Danwatch har interviewet flere end ti værftsarbejdere fra Shree Ram, der har dokumenteret, at de arbejder på værftet. De fortæller, at de ikke har en kontrakt, og at de ikke kender deres rettigheder. Det er bare endnu en ting, der får professoren til at undre sig over Mærsks beslutning. Særligt når det står nævnt i Mærsks standard, at det er særlig vigtigt, at alle arbejdere har en kontrakt og kender deres rettigheder.

“Når medarbejderne ikke har en kontrakt, så vil de ikke være i stand til at sige fra, hvis de oplever at forholdene er uforsvarlige. Og de vil derfor ikke holde op med at arbejde, selvom de bliver akut syge af eksempelvis at lave flammeskæring uden åndedrætsværn, som de tilsyneladende gør,” siger Peter Hasle og uddyber:

“Det virker som om, at Mærsk bruger standarden som et billede på, hvor pænt og ordentligt de får ophugget deres skibe. Men realiteten er, at standarden på ingen måde overholdes.”

Mærsk erkender igen, at der er forhold, der ikke har været i orden, men at de har taget affære siden Danwatch undersøgte værftet.

“De kontraktuelle forhold er et af de forhold, som ikke var fuldstændig i orden da vi startede vores samarbejde med Shree Ram, og som for nyligt er blevet bragt i orden,” siger Annette Stube.

Værftet Shree Ram har ikke ønsket at kommentere på Danwatchs dokumentation. Og Mærsk har ikke ønsket at oplyse, hvornår de forventer, at værftet lever op til deres standard.

Læs hele Danwatchs undersøgelse ‘Mærsk og det livsfarlige affald’

ILO's retningslinjer for sikkerhedsudstyr ved ophugning af skibe

  • Beskyttelsesudstyr og beskyttelsestøj bør stilles til rådighed og vedligeholdes af arbejdsgiveren uden egenbetaling for arbejderne.
  • Retningslinjerne nævner som personligt sikkerhedsudstyr  bl.a. hovedbeskyttelse, ansigts- og øjenbeskyttelse, hånd- og fodbeskyttelse, åndedrætsværn og beskyttelse mod fald.

Kilde: www.ilo.org: “Safety and health in shipbreaking: Guidelines for Asian countries and Turkey”

Mærsks retningslinjer for skibsophug i Alang

I forbindelse med beslutningen om at sende skibe til ophug i Indien, udarbejdede Mærsk i 2016 et bilag til deres skibsophugningspolitik, der minutiøst gennemgår Mærsks krav til sikkerhedsforanstaltninger, miljøhensyn og procedurer for ophug af deres skibe på Alang-stranden.

Bilaget stiller bl.a. krav til, at alle, der opholder sig på værftets arbejdsområder, som minimum skal bære:

  • Sikkerhedsvest
  • Sikkerhedssko
  • Sikkerhedsbriller
  • Sikkerhedshjelm.

Dertil skal alle, der har med skæring at gøre, bære:

  • Sikkerhedsdragt
  • Handsker
  • Filtermaske over mund og næse.

Beklædningsdele bør i øvrigt være slidstærke, brandhæmmende, kemisk resistente og have reflekser.

Kilde: Mærsk 

ILO's retningslinjer for sikkerhedsudstyr ved ophugning af skibe

  • Beskyttelsesudstyr og beskyttelsestøj bør stilles til rådighed og vedligeholdes af arbejdsgiveren uden egenbetaling for arbejderne.
  • Retningslinjerne nævner som personligt sikkerhedsudstyr  bl.a. hovedbeskyttelse, ansigts- og øjenbeskyttelse, hånd- og fodbeskyttelse, åndedrætsværn og beskyttelse mod fald.

Kilde: www.ilo.org: “Safety and health in shipbreaking: Guidelines for Asian countries and Turkey”

Mærsks retningslinjer for skibsophug i Alang

I forbindelse med beslutningen om at sende skibe til ophug i Indien, udarbejdede Mærsk i 2016 et bilag til deres skibsophugningspolitik, der minutiøst gennemgår Mærsks krav til sikkerhedsforanstaltninger, miljøhensyn og procedurer for ophug af deres skibe på Alang-stranden.

Bilaget stiller bl.a. krav til, at alle, der opholder sig på værftets arbejdsområder, som minimum skal bære:

  • Sikkerhedsvest
  • Sikkerhedssko
  • Sikkerhedsbriller
  • Sikkerhedshjelm.

Dertil skal alle, der har med skæring at gøre, bære:

  • Sikkerhedsdragt
  • Handsker
  • Filtermaske over mund og næse.

Beklædningsdele bør i øvrigt være slidstærke, brandhæmmende, kemisk resistente og have reflekser.

Kilde: Mærsk 

Dokumentation

]]>
https://danwatch.dk/maersk-ophugger-skibe-paa-farligt-vaerft-indien/feed/ 0
Mærsk og det livsfarlige affald i Indien https://danwatch.dk/undersoegelse/maersk-livsfarlige-affald-indien/ Sat, 08 Oct 2016 11:35:23 +0000 http://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=9005 Mærsk og det livsfarlige affald i Indien https://danwatch.dk/galleri/maersk-og-det-livsfarlige-affald-i-indien/ Sat, 08 Oct 2016 11:27:50 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=galleri&p=20566
Arrow
Arrow
1/9 - Alang Beach, Indien. Mærsk får skrottet sine skibe på farlige værfter på Indiens strande. Nogle arbejdere bliver truet til tavshed om de dårlige forhold. Foto: S. Rahman/Danwatch
Slider
]]>
Indiens arbejdere strejker mod virksomheds-venlig reform https://danwatch.dk/indiens-arbejdere-strejker-virksomheds-venlig-reform/ https://danwatch.dk/indiens-arbejdere-strejker-virksomheds-venlig-reform/#respond Thu, 03 Sep 2015 13:12:52 +0000 http://danwatch.dk/?p=10583

Ti store indiske fagforeninger, der repræsenterer arbejdere i både den offentlige og private sektor, kaldte 2. september til en 24-timer lang strejke. Det skete efter at forhandlinger med finansministeren Arun Jaitley brød sammen.

Regeringen med premierminister Narendra Modi i spidsen har med en ny arbejdsmarkedsreform planer om at frasælge andele af statsejede virksomheder, og det mener fagforeningerne vil koste mange jobs og forringe arbejdsvilkårene for helt almindelige indere.

Den nye reform skal gøre det lettere at tiltrække udenlandske investeringer, men gør det samtidig sværere at danne nye fagforeninger og nemmere at fyre arbejdere.

Fagforeningerne anerkender, at der er brug for en reform, men kræver større jobsikkerhed og en højere mindsteløn.

Den landsdækkende strejke påvirkede dagligdagen i store områder af Indien. Både ansatte inden for offentlige transport og banker nedlagde arbejdet, ligesom mange i den uformelle sektor lukkede deres forretninger ned.

Strejken foregik forholdsvis roligt, men i Vestbengalen udbrød der kampe mellem de strejkende og politiet og omkring 200 blev anholdt.

]]>
https://danwatch.dk/indiens-arbejdere-strejker-virksomheds-venlig-reform/feed/ 0