18. august 2022

Manglen på billig medicin er så stor, at vi taber kampen mod de glemte pandemier

Denne uges nyhedsoverblik stiller skarpt på profit på medicin og tabte liv, og så bejler myndighederne i Kina til befolkningen i håbet om, at det fører til flere babyer.

Manglen på livsnødvendig medicin mod eksempelvis tuberkulose og hiv/aids har sendt prisen i vejret, og patienter i Indien, der producerer medicin, kan ikke længere behandles. Illustration: Sarah Hartvigsen Juncker

Næsten 50.000 indere er i den samme ulykkelige situation, der snart kan få betydning for resten af verden. Ikke alene har de tuberkulose, men medicinen, der skal redde dem, virker ikke længere. Det skrev den britiske avis, The Guardian i denne uge. 

Millionbyen Mumbai er hotspot for multiresistens mod tuberkulosemedicinen – her lever 10 procent af Indiens ubehandlede tuberkulosepatienter – men resten af verden står overfor det samme problem.

Spildevand fra hospitaler, medicinalfabrikker og almindelige menneskers morgenurin indeholder en farlig cocktail. Medicinrester – i særdeleshed antibiotika – forsvinder nemlig ikke i miljøet, når de udledes fra fabrikkerne, men begynder at yngle. I dén suppe finder forskere nye – multiresistente – bakterier, der ikke kan slås ned af den medicin, vi har på markedet. Forskerne kalder dem Superbugs og river sig i håret over, at de spreder sig over hele verden.

Derfor anslår WHO, at multiresistente bakterier bliver en større dræber end kræft i 2050, og Hyderabad er et andet indisk hotspot for superbugs, hvilket du kan læse mere om i Danwatchs undersøgelse fra april i år

Et par dage efter historien om tuberkulosepatienterne kom nyheden om, at op mod en halv million hiv/aidspatienter i Indien ikke har fået antiretroviral medicin i de sidste fem måneder. Hospitaler og apoteker er løbet tør, og på private apoteker er prisen skyhøj. 

Den indiske regering benægter manglen på hiv/aidsmedicin overfor The Guardian, og siger, at patienter kan købe medicin til én måned ad gangen eller skifte til anden medicin. Organisationen India’s National Aids Control Organisation (Naco) har skrevet i et brev til myndighederne, at mindst 13 stater mangler HIV-medicin. 

“Covid19 pandemien har allerede slået os ud”, siger en hiv/aids aktivist til the Guardian, “nu skubber den situation os ud i ekstrem fattigdom”. 

Den sørgelige ironi er, at Indien bliver kaldt for verdens apotek, fordi landet er en af verdens største producent af vacciner og generisk kopimedicin. Samtidig viser historierne fra Indien et større problem: Medicin er så dyrt, at det i udviklingslande er svært at holde pandemier i skak, og det er et problem for os alle sammen. For eksempel kan antibiotikaresistens bremses ifølge et casestudie i juni fra organisationen Access to Medicines. Det kræver bare, at medicinalselskaberne giver flere af verdens fattigste mennesker adgang til nye typer af antibiotika. 

Flere vigtige nyheder om medicin og sundhed fra resten af verden

  • Kina. Etbarnspolitikken i Kina er for alvor blevet fortid. Myndighederne i landet opfordrer nu til flere graviditeter og færre aborter blandt den kinesiske befolkning, der går gennem historisk lave fødselstal. Det er blandt andet skattelettelser og økonomisk støtte til daginstitutioner og bolig, der skal få befolkningen til at få flere børn. Det skriver Reuters. 

  • USA. Læger og gynækologer under uddannelse i USA mangler træning i abort på grund af abortforbuddet. Det skriver Reuters. I 2020 viste en landsdækkende undersøgelse, at 92 procent af lægerne havde adgang til praktisk træning i lægefagligt arbejde omkring aborter. Efter Højesterets beslutning, der betyder, at retten til abort i USA blev fjernet fra lovgivningen, vil tallet falde til 56 procent, vurderer forskere. “Det handler om langt mere end abort”, siger en læge og gynækolog fra University of Michigan Medical School, Maya Hammoud, “det får konsekvenser for alt andet, der vedrører behandling af kvinder”. 
Flere artikler fra undersøgelsen: /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right