Modstand forener

I denne uge ser vi nærmere på en massiv strejke i et land, hvor uafhængige fagforeninger ikke er tilladt. Alligevel har flere tusinde arbejdere nedlagt arbejdet på Irans olie- og gasvirksomheder for at få højere løn og anstændige boliger. I Grækenland skubbes både med syriske flygtninge stadig tilbage i havet, og i Sibirien er en undtagelsestilstand ophævet over en miljøkatastrofe, som de færreste har hørt om.


De sorte masker dækker næsten ansigtet på mændene, der i samlet flok forlader oliefeltet. I videoen fra den internationale fagforening IndustriAll har arbejderne lagt værktøjet fra sig og forlader boreplatforme for olie, gas og petroleum. Billederne er fra den 24. juni og viser de støvede containere, hvor arbejderne bor, når de ikke arbejder 20 dage i træk til en løn, som de hævder, er alt for lav. 

Protesterne har spredt sig. I disse dage strejker tusindvis af arbejdere på flere end 22 olie- og gasfelter fra Teheran til South Pars, et industrikvarter uden for Irans hovedstad og videre til resten af landet. I et land, hvor uafhængige fagforeniger er ulovlige, er arbejderne sjældent forenet. Deres udfordring er, at de alle er ansat af private virksomheder, der udlejer arbejdskraften til olie- og gasvirksomhederne. Sådan bliver ansvaret for arbejdernes rettigheder uklart som støvet i luften, og ingen kan sikre dem bedre vilkår.

De er langt væk, men alligevel er vi forbundet med mændene, der strejker i støvet og heden i Iran. Danske FLSmidth har tidligere leveret teknologi til cementindustrien i Iran. Haldor Topsøe har leveret teknologien til udvinding af naturgas og er i dag kun tilstede i landet, fordi de yder humanitær hjælp til nødstedte børn i samarbejde med UNICEF. Irans olieindustri har forsøgt at omgå USA’s sanktioner mod handel med Iran, blandt andet ved at snyde olie om bord på Mærsk skibe. Både FLSmidth og Mærsk siger, at de er ude af Iran i dag. 

Selvom modstand forener de iranske arbejdere, lader det samme ikke til at være tilfældet i forhandlingerne mellem Iran og USA om en ny atomaftale, der skal lempe USA’s sanktioner. Fire runder “uformelle forhandlinger” i maj har ikke ført til resultater, og Iran kan fortsat ikke sælge olie – lovligt – til resten af verden, skriver S&P Global Platts. Men når iransk olie kommer på markedet igen, bliver slaget hårdt for naboerne Saudi Arabien, Irak og Oman. 

Tre af Irans flere tusinde arbejdere på flere end 22 olie- og gasfelter i hele landet, der strejker for højere løn og bedre indkvartering i de 20 dage, de arbejder i træk hver måned. Foto: IndustriAll.

Her kommer flere nyheder om virksomheder og menneskerettigheder:

  • I træindustrien kæmper ngo’er lige nu mod korruption, bestikkelse og forfalskede dokumenter. Illegal afskovning og salg af ulovligt træ løber årligt op i 152 milliarder dollars, men der kan være lys forude, blandt andet ved mere gennemsigtighed i varekæden for træ. Debatten findes i en ny podcast fra U4 Anti Corruption Center.
  • I Sibirien har den russiske regering den 29. juni ophævet et års undtagelsestilstand i byen Norilsk, efter et massivt udslip af diesel i maj 2020. Mere end 21.000 tons diesel lækkede ud i miljøet fra en tank på et kraftværk, der tilhører et datterselskab til den russiske gigant Norilsk Nickel (Nornickel), der ejes af Ruslands rigeste mand, Vladimir Potanin. Chefen for Ruslands fængselsvæsen siger til Radio Free Europe, at indsatte kan blive brugt til at hjælpe med oprydningen efter forureningen.
  • I Grækenland sendes syriske flygtninge stadig tilbage til Tyrkiet, når de ankommer til Grækenland. Det skriver The Guardian. I 2020 blev 6230 asylansøgere der ankom fra havsiden, skubbet væk fra Grækenlands kyster på trods af, at de er på flugt og har krav på beskyttelse.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down