Dansk fond sælger aktier i vindmøllepark, som gemmer på vigtig klimakonflikt

En aften midt i april stod en nydelig dansk mand omgivet af ingeniører i et konferencecenter ud til Københavns havn. 

Manden, der hedder Reik Haahr Müller, fortalte om Afrikas største vindmøllepark, der er bygget med både danske penge og vindmøller. Vindmølleparken ligger i Kenya, hedder Lake Turkana Wind Power Project, består af 365 Vestas-møller og har været en rigtig god forretning for Vestas, danske pensionskasser og den statslige Investeringsfond for Udviklingslande (IFU), der alle har aktier i projektet.

Til de fremmødte i konferencecenteret kunne Reik Haahr Müller fortælle, at IFU, som han er vice president hos, er godt i gang med at sælge deres aktier i vindmølleparken til den famøse kapitalfond BlackRock.

Umiddelbart lyder det som en succeshistorie: Danmark støtter opførelsen af den største vindmøllepark i Kenya gennem en statslig fond, og efter den er kommet godt op at køre, sælger vi aktierne og får et stort overskud. Grøn energi og god gevinst.

Men der er også en anden historie om den kenyanske vindmøllepark. En historie, der med nyhedsbureauet Reuters ord er til “skræk og advarsel”. En historie, som bliver taget op under ophedede debatter i FN. En historie, som kan få Gretha Thunberg på barrikaderne.

Historien handler om den jord, som de 365 gigantiske vindmøller er bygget på. For i århundreder har de lokale nomadefolk drevet deres kvæg gennem det land, som vindmøllerne nu knejser på. De lever af jorden, og de mener, de er dens retmæssige ejere, men alligevel fik de ikke noget at vide, før jorden var givet væk til vindmøllerne. 

Derfor gik de lokale nomadefolk rettens vej, og i 2021 vurderede en dommer, at skødet til jorden var ulovlig og ugyldig. Til trods for det drejer møllerne stadig, da Kenyas interesse i grøn energi trumfede hensynet til lokale oprindelige folk. 

Reik Haahr Müller mener blot, at der er begået en procedurefejl, men lokale politikere og folkene bag vindmølleparken fik i oktober 2021 et år til at sikre, at handlen af jorden blev lovlig. Halvandet år efter, er det ikke sket, men nu er salget af aktierne til BlackRock afhængig af, at der kommer styr på det.

På Danwatch har vi fulgt kampen om jorden ved Lake Turkana siden 2016, da vi første gang rejste til Kenya for at tale med de lokale stammefolk. Siden er det blevet et eksempel på en væsentlig udfordring for den grønne omstilling. Det viser nemlig, hvad der kan ske, hvis vi i vores iver efter den grønne omstilling glemmer menneskerettighederne.

Sidste år blev der investeret en halv billion dollar i vedvarende energi, men overalt i verden løber vindmøller og solceller ind i konflikter med oprindelige folk om retten til jorden. 

Oprindelige folk ejer ikke formelt det land, de lever på, men de har alligevel en ret til jorden, der betyder, at de principielt skal give et frit, forudgående og informeret samtykke, før man kan bygge vindmølleparker på deres jord. Det kaldes FPIC og bliver betragtet som en af oprindelige folks vigtigste rettigheder, men det er bare ikke altid, at det fungerer i virkeligheden.

De seneste 10 år har der angiveligt været mere end 200 beskyldninger om overgreb på oprindelige folk fra virksomheder, der producerer vedvarende energi. Det handler for eksempel om jordtyveri. Og da Francisco Calí Tzay, FN’s særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder, i april talte til FN’s Permanent Forum on Indigenous Issues, stod den grønne energi højt på listen over trusler mod oprindelige folk.

“Jeg modtager konstant information om, at oprindelige folk frygter en ny bølge af grønne investeringer uden anerkendelsen af deres jord, forvaltning af den og viden”, sagde Calí Tzay. 

Få uger forinden havde Gretha Tunberg demonstreret foran det norske energiministerium, fordi vingerne stadig drejer på vindmøller, som Norges højesteret eller har dømt ugyldige, fordi de krænker samernes rettigheder og ødelægger deres mulighed for at drive rensdyr.

Det kan virke absurd, at Gretha Thunberg slås mod vindmøller, når der stadig er så mange olieplatforme tilbage at bekæmpe. Men når vi på Danwatch taler med eksperter om det her dilemma, siger de, at vi netop ikke må gentage, hvad der skete, da vi begyndte at udvinde fossile brændstoffer. For det involverede alt for ofte et vildt og ureguleret Vesten, hvor de store virksomheder kunne gøre, som det passede dem, og de små blev udnyttet. 

Hvis opbakningen til den grønne omstilling skal sikres, kan vi ikke træde af samme sti og krænke oprindelige folks rettigheder, siger eksperter. Og det er i øvrigt ikke oprindelige folks rettigheder eller miljølove, der er den største forhindring for den grønne omstilling. Det er nok nærmere de statslige tilskud til den fossile industri og modstand fra forsyningsselskaberne, når elpriserne falder, der står i vejen, siger andre eksperter.

Skal de lykkes, skulle man måske gøre som i Canada, hvor oprindelige folk er involveret i op mod 20 procent af produktionen af vedvarende energi. Nogle steder bliver dele af elektriciteten fra vindmøllerne sat til side til oprindelige folk, andre steder fungerer firmaer drevet af oprindelige folk som partnere og producenter af den grønne strøm, og andre steder igen, er det oprindelige folk, der får jobbet med at bygge solcelleparken.

Hvis man på den måde flytter energien og magten tilbage til dem, der historisk set er blevet udnyttet af den industri, der udvandt naturressourcer og producerede energi, tyder alt på, at de værste risici for oprindelige folk undgås, mens opbakningen til den grønne omstilling forstærkes. 
Men det kræver, at virksomhederne gør det helhjertet, siger eksperter, og ikke finder på nye PR-tricks og kommunikationsstrategier for at grønvaske deres forpligtelser over for oprindelige folk.