Nyhedsoverblik

I denne uges nyhedsoverblik dykker vi ned i en ny rapport, der viser en af de mest fundamentale problemer for den grønne omstilling: pengene flyder den forkerte vej.

Skriv dig op til vores nyhedsbreve her

Danske Bank låner næsten dobbelt så meget til sort energi som til grøn. Men det er kun en lille del af problemet

I mellem 2016 og 2022 har Danske Bank givet lån og garantier for 4,2 milliarder kroner til at selskaber kunne bore olie, mine kul og sikre andre former for fossil energi. Imens har Danske Bank kun lånt lidt over halvdelen, 2,35 milliarder kroner, til selskaber, der vil lave bæredygtig vedvarende energi.

Det viser data, som Danwatch har fået fat på. Tallene kommer fra en ny rapport, der viser, at problemet er meget større end Danske Bank. Faktisk er den danske finansgigant en af de pæne drenge i klassen med de store internationale banker. Undersøgelsen viser nemlig, at det i gennemsnit kun er syv procent af bankernes lån til energiselskaber, der er gået til bæredygtige projekter, mens 93 procent er gået til fossil energi. 

Det er et kæmpe problem for den grønne omstilling, men også for bankerne.

Den grønne omstilling kræver “storstilede investeringer uden fortilfælde”. Sådan sagde en 51-årig tysk kvinde med briller og et stort krøllet hår fra en talerstol i Sveriges Riksbank tidligere på måneden. Kvinden hedder Isabel Schnabel, hun er professor i økonomi og tjener lige nu i direktionen hos den Europæiske Centralbank – hun ved med andre ord, hvad hun taler om, og hun er ikke alene med budskabet.

I 2018 udgav FN’s klimapanel, IPCC, en rapport skrevet af 91 forskere på baggrund af 6.000 videnskabelige studier, hvor der stod, at verdensøkonomien skulle ændres med en hast og et omfang, som ikke havde nogen “dokumenterede historiske fortilfælde”. Ifølge IPCC kræver det alene 16.000 milliarder kroner, hvis vi skal omstille vores energisystemer. Og da Europa-kommissionen i 2020 præsenterede sin investeringsplan for at gøre unionen klimaneutral i 2050 lød prisen på 7.500 milliarder kroner det næste årti.

Selv bankerne ved det, og derfor gik nogle af de største af dem i 2021 med i Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ), der forpligtede sig på, at i 2030 skal 80 procent af alle energiinvesteringer og -lån være bæredygtige. 

Det er dette ambitiøse mål, som en organisationerne  Sierra Club, Fair Finance International, BankTrack og Rainforest Action Network tjekker op på i den nye rapport. Undersøgelsen fokuserer på 377 energiselskaber og har undersøgt, om de udvider deres fossile forretninger, eller om de producerer bæredygtig energi (dog ikke biomasse eller atomkraft, og hvordan bankerne låner til dem.. 

Ifølge organisationerne selv er resultatet nedslående. Hos nogle af de største amerikanske banker går 98 procent af lånene til fossile selskaber. Det er for dårligt, det er greenwashing, og det er rigtig skidt for kloden, lyder det fra organisationerne.

Alt det her kan dog også blive et problem for bankerne. Forbi er tiderne, hvor de kunne komme med store løfter uden at handle i virkeligheden. Nu er bankerne “skrækslagne for at blive beskyldt for greenwashing”, som direktør i den store britiske bank Standard Chartered, Bill Winters, sagde under World Economic Forum i Davos i sidste uge. Samtidig kommer myndighederne i EU og USA store mængder af nye regler i disse måneder. De stiller nye krav til transparens, klimamål og kommunikation. 

Bankerne kan altså blive ramt på troværdigheden, men pludselig også af mere direkte sanktioner fra myndighederne. 

Det bringer os tilbage til Danske Bank, der har startet sit år med først at blive beskyldt for greenwashing og derefter præsentere en klimaplan, der har trukket internationale overskrifter for sine ambitioner. På den måde er de et glimrende eksempel på de brydninger, som bankerne står i.

Vi har spurgt Danske Bank, om de ville kommentere på den nye undersøgelse, og hvad de gør for at blive klimaneutrale. Bæredygtighedsafdelingen har dog ekstraordinært travlt i disse dage, så de har ikke kunne nå at svare inden deadline.

Får du alle vores nyhedsbreve?

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down