Kina ændrer vores forhold til verden. Her er, hvad Løkke vil gøre ved det

Tirsdag ved frokosttid stod udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i festsalen på Københavns Universitet og talte om, hvilken rolle Danmark skal have i verden. Foran sig havde han et grønt hæfte på 25 sider, “Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi” stod der på forsiden.

“Verden bliver ikke som den var”, proklamerede Lars Løkke Rasmussen til de fremmødte studerende.

Globaliseringens glade dage er ovre, fortalte han. Tiden, hvor vi “gjorde hele verden til vores fabrik og fik global velstand”, hvor vi “fik demokrati og friværdi”, og hvor vi “levede uden at skænke den nære sikkerhed en tanke” er endegyldigt forbi, sagde Løkke.

Derfor skal Danmarks rolle i verden også ændres. Fra nu af skal den være drevet af en “pragmatisk idealisme”, som regeringen kalder det.

“Vi må forholde os til verden som den er, i stedet for som vi ønsker den var,” sagde udenrigsministeren. 

Normalt går der en del år mellem regeringer præsenterer nye strategier for, hvordan vi skal forholde os til verden, men det er kun lidt over et år siden, at tidligere udenrigsminister Jeppe Kofoed præsenterede en “værdibaseret” udenrigspolitik.

Den tidligere strategi havde dog ikke “meget med virkeligheden at gøre, men det lyder godt“, sagde seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Hans Mouritzen. Det var i forvejen de danske interesser, der blev sat forrest på pragmatisk idealistisk vis, men da russiske kampvogne trillede over grænsen til Ukraine, måtte selve fortællingen også ændres.

Mens den overordnede danske tilgang til verden måske ikke har ændret sig, er der sket en del med verden. Med udenrigsministerens ord har Ruslands invasion af Ukraine været en “fremkaldervæske” og vist os, at vi skal passe på os selv. Vi er nødt til at investere i vores sikkerhed, og vi må ikke blive afhængige af, at et enkelt land sælger os energien, der skal holde os varme om vinteren.

Hvis Rusland er fremkaldervæsken, så er det Kina, der toner frem på alle billederne i Løkkes mørkekammer.

“Med den tyngde Kina har fået i verden, er de ikke til at komme uden om”, som Lars Løkke Rasmussen sagde i festsalen, inden han præsenterede den svære balancegang, som Danmark skal gå.

På den ene side er vi fuldstændig afhængige af Kina, når det kommer til den handel og produktion, vi har bygget vores samfund og moderne økonomi op om. På den anden side er Kina en “konkurrent”, som udenrigsministeren formulerede det. 

Danmark kommer ikke til at stoppe handlen med Kina, men et centralt punkt i den nye strategi er, at vi ikke må være altafhængige af Kina på strategiske områder, som vi har set med russisk energi. Det betyder, at Danmark skal finde nye steder at bruge som vores fabrikker ude i verden, og at vi skal finde og forarbejde de kritiske mineraler til den grønne omstilling lidt tættere på hjem. Vi skal være mere uafhængige, mindre sårbare.

Måden, vi samarbejder med resten af verden, formes også af konkurrencen med Kina. 

Danmark skal ifølge strategien finde nye venner uden for Vesten, særligt på det afrikanske kontinent. Det slet skjulte mål er at lokke afrikanske lande ud af kløerne på Kina, der med lån og investeringer forsøger at “præge landenes udenrigspolitiske orientering”. Her skal vi ifølge Lars Løkke Rasmussen “komme med gode tilbud”, ligesom vi ikke kan være “lige så kræsne med, hvem vi samarbejder med”:

“Hvis ikke vi byder os til, gør andre det”, sagde Lars Løkke Rasmussen. 

Hvad det er, vi præcist skal tilbyde i konkurrencen med Kina, fortalte udenrigsministeren ikke nærmere om, men vi skal “ud af vores komfortzone”, hvad det så end betyder. 

For nylig blev det dog lækket, hvordan EU vil gå til opgaven. Politico opsnappede en fortrolig briefing til diplomater i EU, der viste, hvordan EU ville gøre kur til Chile, Brasilien, Kazakhstan og Nigeria, fire lande med hver deres strategiske betydning. Briefingen, der ifølge Politico har flere “angste omtaler” af Kina og Ruslands globale indflydelse, gav bud på særlige gulerødder til hver af landene. 

Både i EU og Danmark står det tydeligt, at Kina ændrer måden vi forholder os til resten af verden. Den moraliserende pegefinger bliver sænket, og selvom vi synes, at vores værdier er de rigtigste og vigtigste, så vil kampen for dem blive nedtonet. Som udenrigsministeren sagde:

“Vores værdier giver et bedre liv, men vi må ikke blive missionerende, for det kommer man ikke langt med som en lille nation”.