Velkommen til denne uges nyhedsbrev, hvor vi ser nærmere på, hvad det er, der gør medicin så dyrt og skaber kæmpe overskud i medicinalindustrien. Det bringer os forbi kontroversielle medicinalgiganter, Covid-19 og Novo Nordisks nye medicin, der giver hovedpine i de danske regioner.
I 2003 mødtes topledelsen i medicinalgiganten Gilead til et internt møde, der skulle få betydning for tusindvis af amerikanske HIV-patienter.
Gilead tjente på det tidspunkt milliarder af dollars på HIV-medicinen Truvada, men nu havde de fundet en ny og bedre formel på medicinen. Forsøg i laboratorier og på dyr viste, at den nye udgave af medicinen ville være mere effektiv og ramme de rigtige celler, så mindre af medicinen endte med at rejse gennem blodbanerne til patienternes lever og knogler og skabe bivirkninger der.
Det kan virke som det mest naturlige i verden at udvikle den nye og sikrere medicin hurtigst muligt, men det skete ikke. Referatet fra topledelsens møde i 2003 viser, at Gilead frygtede, at den nye medicin ultimativt ville “kannibalisere” det voksende marked for den allerede eksisterende medicin, som solgte strålende.
Gilead holdt den nye medicin tilbage, og først i 2015 kom medicinen på markedet. I mellemtiden udviklede tusindvis af HIV-patienter knogleskørhed og leverproblemer. 26.000 af dem sagsøger nu Gilead for at forsinke den nye og bedre medicin. Det er i forbindelse med den retssag, at mødereferatet er kommet frem og er blevet nærmere beskrevet i New York Times.
Sagen om Gilead gemmer på en større historie om medicinalindustrien, som er vigtig at forstå. For det, der gjorde det til en god forretning ikke at producere den nye og bedre medicin, er det system, som netop burde motivere Gilead til at gøre det: patenter.
Patenter giver medicinalvirksomheder eneret til at udvikle og producere nyopfunden medicin i en periode på tyve år. Ideen er, at medicinalgiganterne skal motiveres til at udvikle ny medicin og tage de chancer, der er forbundet med det. I praksis leder patenterne dog til midlertidige monopoler, som medicinalgiganterne bruger store juridiske kræfter på at fastholde, nogle gange på bekostning af at udvikle ny medicin.
Sagen om Gilead er et glimrende eksempel på det. En email, der er kommet frem i forbindelse med retssagen, viser, at deres daværende head of research, Norbert Bischofberger, bad virksomhedens analytikere undersøge om den nye formel kunne bruges, som en måde at forlænge Gileads eksklusive rettigheder på HIV-medicin.
Gilead havde patent på den gamle HIV-medicin Truvada indtil 2017, og derfor tjente de godt på det. I dag er patentet og eneretten forsvundet, og generiske kopier af Truvada har drevet prisen ned til 400 dollar om året, og Gilead har i stedet introduceret ny medicin med den nye formel, som tilsammen udgør halvdelen af markedet for HIV-medicin og i nogle tilfælde koster op mod 26.000 dollar om året. Og patentet på den nye medicin løber nu helt til 2031.
Gilead benægter alt. I branchen er Gilead dog langt fra de eneste, der bliver beskyldt for at udnytte deres monopol helt til det sidste, før de hopper over til et bedre og nypatenteret produkt, som forlænger monopolet.
Kritikere af patentsystemet kaldet det for “product hopping”, og det er langt fra den eneste strategi, der kan bruges til at forlænge monopolerne. Konsekvensen er, at medicinen bliver dyrere for både den enkelte patient, men også det offentlige sundhedssystem, der betaler en del af medicinen.
Det så vi også under Covid-19-pandemien, hvor Gilead også spillede en hovedrolle. Før vaccinerne blev udviklet, produceret og udrullet, var Gilead den virksomhed, der havde det bedste bud på et medikament, som kunne hjælpe dem, der blev så syge, at de endte på hospitalet. Gilead var hurtige til at tage patent på medicinen ved navn remdesevir, og på trods af den globale pandemi var de ene om at kunne producere og kontrollere den begrænsede mængde af medicinen, som de endte med at sælge det meste af til USA for en favorabel pris.
Selvom vaccinerne hurtigt kom, var remdesevir den medicin, som de amerikanske hospitaler brugte flest penge på i 2021. Prisen for medicinen var i gennemsnit over 3.100 dollar for patienter på amerikanske hospitaler, selvom der også var gået 162 millioner offentlige amerikanske dollars til udviklingen af remdesevir.
På den måde ender patentmonopolerne ofte med at koste patienter og det offentlige dyrt i udviklede lande, mens fattigere lande og patienter slet ikke har råd til medicinen.
En mur af patenter: Siden årtusindskiftet har medicinalvirksomheden AbbVie tjent over 200 milliarder dollar på gigtmedicinen Humira. Det skyldes ikke, som man skulle tro, at en hel masse patienter tager det, men at medicinen for eksempel koster mere end 80.000 dollar om året for amerikanske patienter. Og tidligere på året blev AbbVie sagsøgt i Holland for simpelthen at have taget sig for dyrt betalt for medicinen.
Det er ikke engang AbbVie, der har udviklet medicinen, som derimod bygger på forskning fra Cambridge Universitet, som AbbVies forgænger Abott fik fat i patentet på, da de opkøbte en lille afdeling af den tyske kemivirksomhed BASF.
Patenterne på Humira begyndte egentlig at udløbe i 2016, men fordi Humira havde søgt 130 forskellige patenter på medicinen, der udløb på forskellige tidspunkter, havde de skabt så høj en mur af juridisk bøvl, at de virksomheder, der havde konkurrenter på vej på markedet, gik med til en studehandel: I kan få lov til at sælge medicinen i Europa, men ikke i USA.
Metoden kaldes “patent thickening” og ifølge Financial Times’ opionionsredaktør, John Gapper, er det et eksempel på, at patentsystemet ikke fungerer, da medicinalvirksomhederne strækker deres monopoler over de 20 år på medicin, som patenter normalt giver.
Novopol: Onsdag i denne uge kunne TV2 fortælle, at det danske sundhedsvæsen bliver presset økonomisk af Novo Nordisks Ozempic-medicin. Ozempic er udviklet til brug mod diabetes, men det nedsætter også appetitten.
Ozempics potentiale som slankemiddel menes at være en meget væsentlig faktor til, at det har fået en popularitet, der er så stor, at de danske regioner forventer, at de skal give tilskud til medicinen for over en milliard kroner i 2023. Det er en fordobling fra 2022, og som sundhedsøkonomer siger til TV2, så er det penge, der skal findes et andet sted i sundhedssystemet.
Novo Nordisk har patent på det aktive stof i Ozempic, der hedder semaglutid, og som også bruges i Novos slankemedicin Wegovy. I USA er de to Novo-medikamenter blevet populære hos kendisser i Hollywood, ligesom det er velkendt, at multimilliardæren Elon Musk tager Ozempic.
Fordi Novo har patent på semaglutid taler man i USA om et Novopol. I en artikel om Novopolet spørger det store amerikanske finansmedie Forbes, hvorfor den nye medicin til vægttab ikke er så svært tilgængeligt, når det kunne gavne millioner af overvægtige amerikanere.
Ifølge Institute for Clinical and Economic Review (ICER) kan Novo tage lige, hvad de vil for medicinen, da de har patenterne, og ICER’s analyser viser, at en retfærdig pris for medicinen ville være det halve af, hvad det lige nu sælges for.
Novo har “kun” ni år tilbage af deres patenter, og da de med semaglutid har skabt en helt ny klasse af lægemiddel, har medicinen skulle igennem forsøg for flere hundrede millioner for at garantere, at det var sikkert.
“De har meget kort tid til at genvinde så meget profit eller penge, som de kan … så de kommer til at kræve, så meget de kan”, siger Daniel Touchette, der er medforfatter til analysen fra ICER og direktør på det farmaøkonomiske center på University of Illinois Chicago til Forbes.
Derfor giver det fint mening, hvad Novo gør, men lige nu betyder det, at deres medicin i USA primært er for de rige og kendte, mens det i Danmark kan vælte sundhedsvæsenets budgetter.
