Mens verden blev fyldt af PFAS, vidste virksomheder, at det var farligt

PFAS er over alt. 

Fluorstofferne, der i for høje mængder ødelægger immunforsvaret og forstyrrer vores hormoner, bliver fundet i 99 procent af alle mennesker. Den seneste tid har man fundet PFAS i økologiske æg, på 16.000 grunde i Danmark, i kosmetik, i vilde ænder ved Harboøre Tange, og i børnetøj markedsført som giftfrit.

Selv på Antarktis har forskere fundet fluorstofferne, der fortæller en vigtig historie om industrialiseringen af vores samfund.

PFAS er en forkortelse af per-and polyfluoroalkyl substances, der dækker over tusindvis af kemikalier, der deler de samme egenskaber: De kan holde til høj varme, og de kan afvise fedt og snavs. Det har gjort dem velegnet i alt fra stegepander, emballage, touch skærme og brandskum til selve produktionen og industriens fabrikker.

Problemet er, at PFAS kan tage tusindvis af år om at blive nedbrudt og forsvinde. Derfor har de fået tilnavnet evighedskemikaler. Og når de ikke forsvinder, hober de sig i stedet op i så store mængder, at de til sidst kan de være skadelige for os og findes overalt.

Som Anna Jones, en af forskerne bag studiet fra Antarktis siger, så er det en “påmindelse” om de globale konsekvenser vores industri har, når en af de steder, der er fjernest fra civilisationen, har PFAS i sneen.

Når du har læst det ovenstående, eller bare et par overskrifter om PFAS, ville det være naturligt at blive bange. Ved de relativt lave koncentrationer, som de fleste af os bliver udsat for, skal man dog ikke være bekymret for sygdom, hvis man ellers er rask og nogenlunde sund, siger forskere til Zetland. Men for vores svageste og vores samfund som helhed har det konsekvenser, og de vokser kun, da stofferne ikke lige forsvinder. 

Mens frygt ikke er den rigtige følelse, så er vrede måske mere passende.

For mens PFAS har hobet sig op omkring os, har dem, der udviklede det, længe vidst besked om problemerne. Allerede i 1950’erne og 1960’erne begyndte industrigiganter som DuPont og deres konkurrenter 3M at få indikationer på, hvor farligt PFAS var.

I 2012 blev det centrum i en retssag med den danske professor i miljømedicin Philippe Grandjean i en hovedrolle. Sagen handlede om 80.000 mennesker i forstæderne øst for Minneapolis, der havde drukket vand forurenet med PFAS af 3M. Philippe Grandjean blev sat til at undersøge, hvordan beboerne i området var blevet påvirket, og han forfattede en 100 sider lang rapport om øget risiko for alvorlige sygdomme som nyre- og prostatakræft. 

Under sit arbejde opdagede Philippe Grandjean en medicinsk disputats fra 1993, hvor det fremgik, at arbejdere hos 3M havde tydelige forandringer i de hvide blodlegemer. Men sammen med resultater af de forsøg, som 3M havde lavet med aber tilbage i 1978, havde 3M gemt det videnskabelige studie væk. I mere end 30 år havde industrigiganten 3M altså gemt på oplysninger om konsekvenserne af fluorstofferne.

I dag er problemerne åbenlyse. To af de værste fluorstoffer ved navn PFAS og PFOA er blevet forbudt. Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har regnet sig frem til, at helbredsudgifter ved PFAS i Europa løber op i mellem 52 og 84 milliarder euro om året i.

De amerikanske miljømyndigheder EPA siger, at intet måleligt niveau af PFAS i drikkevand er sikkert. 

Alligevel fortsætter vi med at finde PFAS overalt, og i 2021 importerede danske virksomheder 6,4 ton af evighedskemikalierne, skriver TV2. 

Og på trods af at PFAS har trængt ind overalt, så ved vi stadig ikke særlig meget om, hvor og hvem det præcis kommer fra. Selv EU’s miljøagentur EEA skrev for nyligt, at der i Europa er “meget begrænset information tilgængeligt”, om hvilke specifikke evighedskemikalier der bliver brugt til hvad og i hvilket omfang.