Går du i støvler fra Dr. Martens, sneaks fra Nike eller vandresko fra North Face, så efterlader du et negativt fodaftryk på kloden og på klimaet.
Det antyder en ny undersøgelse fra miljøorganisationen Stand.earth, der har gennemgået, hvordan 100 af verdens største tøj- og skomærker medvirker til, at Amazonas-regnskoven bliver ryddet – og det i et tempo der bringer regnskoven tættere og tættere på et kollaps, der kan skade hele klodens klima.
Læder til tøj og sko produceres i stor skala i Brasilien. Det kommer fra slagterier i kødindustrien, der sender skindene videre til garverier, som herefter sender det videre i et kompliceret net af læderforarbejdere rundt om i verden, inden det til sidst ender hos tøjproducenterne.
Gentagende undersøgelser viser, hvordan brasilianske slagterigiganterne medvirker til, at Amazonas de seneste år er blevet ryddet i et rekordhøjt omfang. Efterspørgslen på kød og læder er den største drivkraft bag rydningen, fordi der ryddes enorme skovarealer for at gøre plads til kvæghold.
Det er især verdens største kødkoncern JBS, der er forbundet med ulovlig skovrydning i Brasiliens regnskov. Koncernen står hovedsageligt for slagtning og salg af kød, men har også egne garverier til læderproduktion. Det estimeres, at den brasilianske læderindustri var over 7 milliarder kroner værd i 2020.
Trods gentagne løfter fra både slagterierne og den brasilianske regering om, at de tager skovrydning alvorligt og arbejder på at løse problemet, er brandene i Amazonas kun taget til de seneste år. Rydningen af Amazonas frigiver, ifølge Stand.earth, næsten 2% af de globale CO2-udledninger, hvilket svarer til al flytrafik globalt. Og på de afskovede områder etableres der primært farme til kødkvæg.
Det er imidlertid kun få af de store tøjmærker, der forholder sig til den brændende regnskov. Selvom de store tøjmærker derigennem bidrager til nogle af tidens helt store problemer, er de sjældent klar over det eller gennemsigtige omkring det. Mange af virksomhederne har til trods for, hvad de lover, ikke styr på, hvor deres læder oprindeligt kommer fra, siger Greg Higgs, der er leder af research-teamet hos Stand.earth.
“Det her er en eksistentiel krise, planeten står overfor. De er nødt til at komme med mere end flotte ord”, lyder det fra Higgs.
En af de store udfodringer er, at flere led i processen af læderproduktion er så godt som umulig at afdække. Og mens visse aktører i sektoren ønsker større transparens, er der andre som nøler. Undersøgelsen fra Stand.earth bygger derfor på minutiøs research og viser, hvor i produktionskæden filmen knækker. Men måske er der forandringer på vej i horisonten.
Ikke al rydning af Amazonas sker ulovligt, men i 2020 viste et studie fra Verdensnaturfonden, at langt størstedelen sker i brud med loven.
Sammenhængen mellem ulovlig skovrydning og kvægproduktion er kompliceret.
Spørger man Tiago Reis – PhD og forsker ved Trase, med speciale i landbrug og varekæder særligt i Sydamerika – tager det ofte et mønster:
Det starter med et mindre landbrug. “Typisk nogle, der er geografisk marginaliserede, langt fra både byer og veje og infrastruktur generelt”, siger Reis. Den slags landbrug etableres typisk specifikt til kvægopdræt. Her skal bonden udelukkende tænke på at fremavle kvæget for så at sælge det videre til andre farme, hvor det bliver fedet op.
Efterhånden som infrastrukturen forbinder området tættere med byer og produktion, stiger værdien af det lille landbrugs jord, forklarer Reis. Jorden kan så sælges, og pengene investeres i et nyt stykke jord længere ude, hvor prisen endnu ikke er steget. På den måde bliver bønderne ved med at trænge sig ind på regnskoven og fælde mere for så at sælge landet videre.
“Det er primært bønder med disse opdrætsfarme, der flytter ud i randområderne og rydder skov”, fortæller Tiago Reis.
De store slagterier, der aftager kvæget fra de mindre landbrug, er altså sjældent direkte involveret i den ulovlige skovrydning. De køber deres kvæg fra farmene, der feder dem op, og da har kvæget allerede været på en eller flere andre farme tidligere.
Denne praksis med at flytte kvæget rundt slører, ifølge Greg Higgs fra Stand.earth, hvorvidt det er opdrættet på ulovligt ryddet land. Og slagterigiganterne – og modeverdenen – har indtil videre kun kunne spore deres produkter tilbage til slagteriernes direkte leverandører. Altså de farme, der feder køerne op inden slagtning.
Higgs mener dog ikke, at kødgiganterne skal gå fri med blåøjet naivitet. Ifølge ham er skovrydning ofte drevet af mindre bønder, der kæmper med at få økonomien til at hænge sammen og som bliver tilbudt store summer af slagterierne for at udvide.
Trase er et initiativ, der arbejder for mere gennemsigtighed i global produktion og er specialiseret i at kortlægge varekæder gennem dataarbejde.
Bag initiativet er organisationen Global Canopy og Stockholm Environmental Institute.
"Forbrugsvarer som kød, læder, palmeolie, soja etc. – de konkurrerer alle om adgang til land"
Selvom Stand.earth har fundet ”forbindelser” mellem store tøjbrands og ulovlig afskovning, kan det ikke siges med sikkerhed, at ulovligt produceret læder er endt i bestemte produkter.
80% af det læder, der produceres i Brasilien, bliver eksporteret. Og Greg Higgs fortæller, at når læderet eksporteres til en forarbejdsningsfabrik, eksempelvis i Europa, så sorterer de det ikke i “én bunke af læder, der smadrer planeten og én bunke af læder, der ikke gør”, som han formulerer det.
“Det hele bliver blandet sammen og sorteret efter farve, kvalitet etc”, siger han.
Også her bliver det altså umuligt at garantere om et givent stykke læder i en taske har et lovligt ophav, eller om det er kommet til veje på bekostning af regnskoven. Og den uigennemsigtighed bliver udnyttet, mener Higgs. Ifølge ham bruger læderindustrien i Brasilien det som argument for, at denne usikkerhed bare er et vilkår ved industrien, man må acceptere.
Stand.earths undersøgelse indikerer dog, at brasiliansk læder flyder i varekæderne i et så stort omfang, at det nødvendigvis ender i tøj, sko og accessories fra de 100 store brands, der sælges overalt i den vestlige verden. Det kan bare ikke påvises præcist hvor og hvornår.
“Når man køber læder fra Brasilien er der altså god sandsynlighed for, at man bidrager til ulovlig afskovning, og dermed til 2% af klodens CO2-udledning”, siger Greg Higgs.
Ifølge ham er det problematisk, at de store tøjbrands ikke stiller spørgsmålstegn ved det, hvis leverandører som JBS lover, at de ikke er involveret i ulovlig skovrydning – trods adskillige rapporter om det modsatte.
Han argumenterer for at vende bevisbyrden på hovedet. For mens det ikke kan siges med sikkerhed, om bestemte produkter er lavet ulovligt, så kan det af samme årsag heller ikke udelukkes.
Også Tiago Reis fra Trase mener, at investorer og handelspartnere må tage affære, når de køber varer fra høj risiko-områder, som JBS gør.
“Så er det deres opgave at vise samfundet, hvor meget eller hvor lidt de er involveret”, siger han. Han mener heller ikke at det hele skal afhænge af, at NGO’er eller andre finder en rygende pistol.
Danwatch har tidligere skrevet om hvordan Nordea, som tidligere investerede i JBS, gennem flere års dialog forsøgte at få koncernen til at rydde op i sine leverandørkæder. Det skete dog ikke, og Nordea endte med at opgive og trække sig som investor.
Kvægindustrien har voldsomme konsekvenser for regnskoven, ifølge Tiago Reis, men han er påpasselig med at drage forhastede konklusioner. Han fortæller, at der også er en anden side af skovrydning – som også involverer kvæghold – men som faktisk handler om noget andet. Nemlig landejerskab.
I Brasilien er der lovgivning, fortæller Reis, der kort fortalt betyder, at hvis man har arbejdet på et stykke land i en given periode, kan man påkalde sig ejerskab over det.
“Så offentlige landområder, der ikke er registreret – hverken som oprindelige folks territorium, eller som nationalparker eller udtaget til landreformer – det ligger bare og venter på at blive hævdet”, forklarer han.
Det får, ifølge Reis, landspekulanter til at brænde skov af og sætte kvæg ud på arealet, for nogle år senere at kunne gøre krav på området juridisk. I sådanne situationer bruges kvæget som et redskab til at gøre krav på land snarere end for selve værdien af kødet og skindet.
Tiago Reis mener, at man skal passe på med at tilskrive denne del af afskovningen til kvægindustrien.
“Forbrugsvarer som kød, læder, palmeolie, soja etc. – de konkurrerer alle om adgang til land”, siger han, og påpeger, at regeringen i Brasilien arbejder på at gøre denne ejerskabs-proces endnu nemmere og mindre bureaukratisk. Altså at gøre det nemmere at gøre krav på landarealer og at rydde regnskov.
“De institutionelle incitamenter for at rydde Amazonas er altså på plads”, siger han.
Hos Stand.earth fritager de heller ikke den brasilianske regering for ansvaret, men venter heller ikke, at løsningen vil komme fra denne side, eftersom Amazonas har lidt større tab end under præsident Jair Bolsonaros regering end tidligere. Og derfor appellerer Stand.earth nu til de involverede industrier.
“Afskovningen sker som følge af manglende lovgivning, manglende håndhævelse af den lovgivning, der trods alt eksisterer, og af Bolsonaros regering, der opfordrer folk til at rydde regnskov. Men – ”, siger Greg Higgs, “ultimativt er det hele drevet af penge. Og af efterspørgslen på kød og læder”.
Stand.earth forventer heller ikke, at den brasilianske kvægindustri tager ansvar.
Både JBS og ét af de andre store slagterier ved navn Minerva har efter stort pres forsøgt sig med at implementere systemer, der skal kunne spore produkter, for at undgå at læder fra ulovlige farme finder vej ind i deres produktionskæder.
Ingen af dem er dog lykkedes med det i et omfang, der gør nogen mærkbar forskel, siger Greg Higgs. Og den manglende udsigt til, at kødkoncernerne tager de nødvendige skridt med hensyn til gennemsigtighed, peger pilen videre mod de verdensomspændende brands, som profiterer på den lyssky industri.
“Lidt forenklet, er der to måder at løse det her på”, siger Higgs, “vi kan opfordre til, at vi alle stopper med at købe læder – hvilket er virkelig meget at bede resten af verden om. Eller også stiller vi krav til de her få hundrede tøjproducenter i modeverdenen, som bruger de her produkter”, siger Higgs.
Ifølge ham, er det ikke for meget forlangt, at store tøjproducenter som Nike, Adidas og Louis Vuitton lægger pres på deres leverandører for at have styr på deres varekæder.
“Vi er bare en NGO – Modeverdenen er en multibillion-industri. Det er ikke vores job at bevise disse varekæde-forbindelser. Vi har påpeget, hvorhenne risikoen er ekstremt høj, og så er det modeindustrien, der må løse problemet. De har pengene til at gøre det”, understreger han.
Nogle af de brands, hvis produkter er forbundet med brasilianske leverandører har egne politikker, som forbyder indkøb af læder fra ulovligt afskovede områder. Af undersøgelsen fremgår det, at det gælder for 22 af de 100 selskaber. Kun 15 af disse politikker forbyder eksplicit køb af læder fra Amazonas områder. De resterende selskaber har ifølge Stand.earth ingen politikker, på området.
Desuden henviser nogle virksomheder til brancheorganisationen Leather Working Group (LWG), som hævder at monitorere produktionskædens forskellige led.
Det overbeviser dog ikke Stand.earth. LWG’s overvågning følger nemlig kun læderet tilbage til slagteriet. Og når kvæget ankommer til slagteriet, er det allerede for sent at vurdere, om det kommer fra farme på ulovligt ryddet land.
LWG arbejder angiveligt på også at skabe transparens i både direkte og indirekte leverandører til slagterierne – altså kvægfarmene – for at undgå ulovlig skovrydning, men indtil det lykkes, garanterer LWG’s certificering af ansvarligt produceret læder altså ikke, at det ikke har bidraget til rydning af Amazonas. Undersøgelsen fra Stand.earth nævner som eksempel, at alle JBS’s garverier i Brasilien er certificeret af LWG til trods for, at koncernen er stærkt impliceret i skovrydning.
Ifølge Greg Higgs har flere tøjproducenter i forbindelse med Stand.earths undersøgelse vist interesse for nye initiativer, da de ikke ønsker at være impliceret i rydning af regnskoven. “De har bare ikke gjort nok indtil videre”, siger Higgs.
Når man køber læder fra Brasilien er der altså god sandsynlighed for, at man bidrager til ulovlig afskovning, og dermed til 2% af klodens CO2-udledning
Selvom skovrydningen i disse år kun bliver værre, så sker der også ting, som kan starte en udvikling i den rigtige retning.
Efter kritik og pres fra blandt andet investorer, har JBS de seneste par år arbejdet på at bruge blockchain-teknologi i et sporingssystem, der skal sikre bedre monitorering af hele varekæden i deres produkter. Oksekød og læder har forskellige komplicerede varekæder, men systemet ville formentlig belyse den del af produktionen de to produkter har tilfælles. Det ville i bedste fald betyde, at eksempelvis Nike kunne fravælge alt læder, der stammer fra ulovlig skovrydning.
For Tiago Reis må man vente og se hvilke effekter det får, før det er til at sige, om det er et nybrud. Han påpeger dog, at det ikke nødvendigvis løser det større problem med rydning af regnskoven.
“Når et stort selskab som JBS løser problemerne i deres egen varekæde, vil der sandsynligvis være andre aktører, der ser det som en mulighed”. Reis forklarer det som et slags vakuum, hvor eventuelle leverandører, der måtte blive ekskluderet fra ét selskab, kan blive en ressource i et andet selskabs produktion.
“Medmindre”, siger han, “at man har lovgivning, der gælder for alle selskaber”. Han henviser til EU’s arbejde med en såkaldt due dilligence-lovgivning. Europa-kommissionen kom i slutningen af 2021 med et udspil til en lovgivning, der blandt andet vil gøre selskaber, der bruger læder, ansvarlig for skovrydning i alle led af deres produktion, inklusive hos underleverandører.
“EU forsøger her at skabe lige markedsvilkår. Det er ikke bare en frivillig forpligtelse, som enhver virksomhed kan vælge for at fremstå progressive”, kommer det fra Reis.
Hos Stand.earth er opfordringen ligeledes, at hele modebranchen går sammen om at lægge pres på de Brasilianske myndigheder for at få dem til at tage reel handling mod rydning af Amazonas, hvilket en EU-lov ville give incitament til.
“Det ville ikke være modebranchens ansvar, hvis den brasilianske regering tog sit ansvar på sig. Men det er ikke tilfældet, så det bliver tøjmærkernes ansvar, fordi det er deres varekæder. De har kapaciteten til at ændre på tingene”, siger Greg Higgs.
Asser Rothe
