Da 32-årige Carlos i forsommeren tog til den sydlige del af staten Minas Gerais i Brasilien for at høste kaffe, så han kunne forsørge sin familie, blev han mødt af forhold, som kun de mest desperate vil acceptere.
Han skulle som udgangspunkt sove på gulvet i et hjørne af stuen uden nogen madras. Kun med hjælp fra en af de ni andre arbejdere i huset fik han skaffet halvdelen af en aflagt madras, han kunne sove på.
Toilettet på det halvrådne badeværelse virkede ikke og vandet, som arbejderne skulle drikke, bruge til madlavning og vaske sig i kom fra en å, der løb langs huset.
“Det er som om, jeg ikke har nogen værdi i deres øjne. For dem står vi bare til rådighed. Vi ankommer, udfører vores arbejde, og det er det”, udtaler Carlos om sine arbejdsgivere.
Samtidig med at Carlos slæbte kaffesække under høsten blev han pålagt ekstra udgifter til elektricitet og høstudstyr, så den check, der skulle forsørge hans 5-årige søn blev gradvist mindre. Langsomt begyndte det gældsslaveri, som de brasilianske myndigheder i sidste ende befriede ham fra.
I arkivet hos de brasilianske myndigheder er Carlos anonymiseret og uden efternavn, men organisationen Oxfam Brasil har i deres nyeste rapport fortalt hans historie. Og Carlos er ikke et isoleret tilfælde.
Hans historie er symptomatisk for en stor gruppe af udsatte mennesker, der arbejder udenfor det formelle arbejdsmarked i verdens absolut største kaffeindustri. Samtidig risikerer historier som hans at blive hyppigere på grund af en politisk forestilling om et frit og ukontrolleret arbejdsmarked, der i de seneste år er blevet lanceret af Brasiliens politikere.
Gustavo Ferroni har set indsatsen, der skulle hjælpe kaffearbejdere, stagnere i løbet af årene. Siden hans organisation Oxfam Brasil i 2003 lavede en rapport om kaffeindustrien har han bevidnet levevilkårene for de migranter, der flytter ud på kaffeplantagerne, når høstsæsonen starter i april.
Der er ingen tvivl om, at det rigtige antal af personer, der arbejder under slavelignende forhold er endnu højere
“De får lov til at bo i ruiner uden døre eller vinduer, eller hvor loftet er ved at falde ned”, siger han og forklarer, at det nærmest er samme rapport, han kan skrive igen.
Siden den første rapport har præcis de samme problemer, som vi ser i dag, gjort sig gældende:
“Tilbage i 2003 handlede det også om ‘uformelle’ vilkår såsom ulovlige lønreduktioner, fattigdom og arbejdere, der er fuldkomment forsvarsløse overfor deres arbejdsgivere. Dertil kommer så, at mange ender i en form for gældsslaveri”.
Den 30. september i år var den for eksempel gal i verdens største kaffekooperativ Cooxupé. Cooxupé har giganter som Starbucks og Nespresso på kundelisten og eksporterer også til de danske supermarkeder. Her blev arbejderne trukket op til 30% af deres løn for at betale for ekstra udgifter, som plantagen ifølge mediet Mongabay burde stille til rådighed kvit og frit.
Hvert år bliver migrantarbejdere befriet fra slavelignende forhold de steder, der vækker de brasilianske myndigheders mistanke. Danwatch var med på en af de ransagninger, hvor gældsslaver befries i 2015. Friske tal viser, at der blev befriet 140 personer i 2020, hvilket er 36 personer mere end året før. Gustavo Ferroni er stensikker på, at det tal ikke repræsenterer hele virkeligheden:
“Der er ingen tvivl om, at det rigtige antal af personer, der arbejder under slavelignende forhold er endnu højere”, slår han fast.
Forholdene på kaffeplantagerne bliver værre og værre. Det viser sig blandt andet ved en kuriøs praksis, der er blevet taget i brug af plantagerne i den sydlige del af Minas Gerais-staten, hvor Carlos arbejdede, og som er det absolutte epicenter for Brasiliens kaffeproduktion.
Fagforeninger beretter her om, at kaffeplantagernes ejere hyrer revisorer til at gå på markerne for at snyde den svindende minoritet af arbejdere, der rent faktisk er medlemmer af fagforeninger, til at melde sig ud.
De er bevæbnede med en skabelon, som med et kryds og en underskrift automatisk udmelder arbejderen fra sin fagforening:
“Jeg tror ikke engang, at arbejderne ved, hvad de skriver under på. Når de kommer til os med dokumentet, forsøger vi at tale dem fra det, men det nytter ikke noget”, udtaler Eliane dos Santos, en lokal fagforeningsleder i Minas Gerais, til Reporter Brazil.
Gustavo Ferroni påpeger, at det er en en del af en politisk agenda mod fagforeninger, der gennemsyrer det brasilianske system, og som her orkestreres af plantageejerne:
“Vi hørte det fra fagforeningerne, fordi de begyndte at modtage præcis det samme standardiserede brev fra arbejderne. Arbejdsgiverne deltager ikke i overenskomster og beder samtidig deres arbejdere om at tage afstand fra fagforeninger”.
Fagforeningerne er i forvejen presset og lukker på stribe i Minas Gerais, fremgår det af Reporter Brazils rapport. Hvor der før i tiden var otte fagforeninger, er der i dag kun to tilbage, og den ene “holder ikke længere end seks måneder”. Årsagen er, at brasilianske politikere i 2017 indførte en reform af arbejdsmarkedet, der fjernede en hidtil obligatorisk skat til fagforeningerne. Mellem 2017 og 2019 faldt fagforeningernes indtægter derfor med i gennemsnit 96 procent.
Den altoverskyggende konsekvens er ifølge Gustavo Ferroni, at enhver indsats mod uformelt arbejde samtidig amputeres, fordi det netop er fagforeningerne, der har bedst indsigt i vilkårene på plantagerne, da de faktisk foretager kontrol og er til stede lokalt.
Allerede et par dage inden Brasiliens præsident Jair Bolsonaro indtog præsidentboligen d. 1. januar 2019, havde han meddelt, at nøglen skulle drejes om i landets 88-år gamle beskæftigelsesministerium. Hans holdning til Brasiliens arbejdende folk i den enorme uformelle sektor blev yderligere stadfæstet ved en specifik udtalelse fire dage senere.
“Der er en overflod af rettigheder”, sagde han i en tale, da snakken faldt på arbejdernes rettigheder i landet.
Udtalelsen er symptomatisk for den fortælling om Brasilien, som Bolsonaro er bannerfører for, hvis man spørger Georg Walter Wink, der er lektor i brasilianske studier på Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig indgående med landets sociale historie.
Ifølge ham er Bolsonaros hensigt med udtalelsen at få krigen mod fagforeninger og arbejdsrettigheder til at handle om et opgør med landets gamle bureaukrati. Det er med andre ord en retorik, der handler om at modernisere landet, hvilket ifølge præsidenten vil gavne arbejdstageren i sidste ende:
“I regeringens programmer lader man som om, at hundrede procent af arbejdsstyrken er formaliseret og foregår under ordentlige forhold. De taler om at modernisere og tilvænne sig et mere fleksibelt arbejdsmarked”.
Georg Walter Wink kalder Brasilien for et “neoliberalt paradis”, fordi arbejdsmarkedet i forvejen fungerer på arbejdstagernes præmisser uden nogen klare regler.
“De imiterer retorikken i Vesten, hvor arbejdskraften ikke er fleksibel nok. For at undgå arbejdsløshed skal det være lettere at hyre og fyre personer. Den fortælling har de overtaget, selvom det kun er relevant for en minoritet i Brasilien”, fortsætter han.
Georg Walter Wink kalder den politiske fortælling for en “parallelverden”, fordi man drømmer om et progressivt vestligt arbejdsmarked, selvom det overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed, de fleste brasilianske arbejdere befinder sig i. Arbejderne hungrer netop efter formaliserede arbejdsforhold og regler:
“Folks personlige erfaringer fra arbejdsmarkedet står i kontrast til, når de tænder fjernsynet og hører fra politikere, at de brasilianske regler for arbejdstagere er for strenge og bør være mere fleksible”, siger Georg Walter Wink.
Før beskæftigelsesministeriet blev lukket, var det ansvarlig for at afsætte penge til, at man kunne foretage inspektioner og befri arbejdere på landets kaffeplantager. Nedprioriteringen af inspektionerne startede dog allerede før Bolsonaros præsidentperiode, da man ifølge Reporter Brazils rapport i 2017 skar 70% af deres budget.
I hvert fald 41% af brasiliens arbejdsdygtige personer arbejder i Brasiliens uformelle sektor uden nogle former for kontraktforhold eller sociale sikkerhedsnet.
De brancher med flest uformelle arbejdere inkluderer:
62,4% af personerne i den uformelle sektor har ikke færdiggjort folkeskolen.
Oxfam Brasil estimerer, at den uformelle sektor vokser med 10% hvert år ved kaffehøstens begyndelse i april, indtil den slutter i september.
De seneste års beskæftigelsespolitik betyder, at uformelt arbejde bliver mere og mere udbredt, mener Georg Walter Wink, der nøgternt konstaterer:
“I Brasilien eksisterer den mest ubarmhjertige form for økonomi, man kan forestille sig”.
I dag kæmper Gustavo Ferroni og Oxfam Brasil stadig indædt mod budgetnedskæringerne, for Bolsonaro fortsætter linjen fra 2017. Står det til Bolsonaro, skal der ikke bruges penge på indsatsen overhovedet:“Sidste år kæmpede vi i kongressen sammen med fagforeninger og sociale organisationer, fordi de havde afsat nul midler til inspektioner. Altså ingen midler overhovedet. I år afsatte de heller ingen penge, så vi kæmper igen”, siger Gustavo Ferroni.
Den 28. juli i år valgte Bolsonaro alligevel at genåbne beskæftigelsesministeriet, men årsagen til præsidentens kursskifte har ifølge Gustavo Ferrero intet at gøre med en fornyet interesse for menneskerettigheder. Det er snarere udtryk for, at Bolsonaro skal have sit magtpolitiske kortspil til at gå op:
“Bolsonaro havde brug for at oprette en ny post i sin regering, som kan bruges til at forhandle med kongressen og opnå støtte fra andre partier. Det var for at forstærke sin egen position inden valget næste år”, konstaterer han, og han bakkes op af mediet The Brazilian Report, der laver samme analyse af Bolsonaros manøvre.
Den 2. og 3. oktober i år mødte utilfredse folkeskarer talstærkt op i gaderne i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro. Bannere, hvor Bolsonaro havde fået djævlehorn eller blev dæmoniseret med udhulede øjne, fyldte gadebilledet og blev ført af horder af mennesker, der smådansende bevægede sig fremad til lyden af trommer.
Selvom det fra afstand kunne forveksles med en jovial folkefest, var beskeden helt kontant: præsidenten skal ikke bare væltes, han skal for en rigsretssag.
“Regeringen presser luften ud af folket”, sagde en af demonstranterne til nyhedsstationen Al Jazeera.
En anden af demonstranterne bar et brasiliansk flag, der var plettet med blodrød malling, på skuldrene.
Anklagerne er først og fremmest rettet mod Bolsonaros laissez-faire-tilgang til Covid-19, der har kostet 600.000 brasilianere livet. Pandemien har derudover sammen med Bolsonaros beskæftigelses- og økonomiske politik ført til, at landet har kæmpet med en historisk høj arbejdsløshed.
“Folk er meget vrede” siger Gustavo Ferroni, der bekræfter, at protesterne så afgjort også handler om landets massive uformelle sektor. Kombinationen af Covid-19 og den politiske nedprioritering af arbejdsforhold har gjort arbejderne “fattigere og mere desperate”, mener han.
De brasilianske politikeres paroler om et frit og fleksibelt arbejdsmarked hænger ikke sammen med de i forvejen uregulerede og sårbare vilkår i kaffeindustrien, mener Georg Walter Wink. Foto: Tatiana Cardeal, Oxfam Brasil
Moderne slaveri starter ikke som slaveri. Det starter gennem et uformelt arbejdsmarked. Så jeg plejer at sige, at vi skal indføre nultolerance overfor uformelt arbejde
Den politiske situation er ikke den eneste stopklods for de organisationer, der forsøger at ruske op i industrien. Det hjælper heller ikke kaffearbejderne, at virksomheder ikke tilkendegiver, hvor de får deres kaffe fra, mener Gustavo Ferroni. Det er et enormt problem, der i sidste instans betyder, at det er noget nær umuligt at sætte ind overfor gældsslaveri:
“Jeg er ligeglad med, om du er international virksomhed eller en kommune i Sverige, der køber kaffe. Du skal altid sørge for at have styr på din forsyningskæde og dermed sørge for, at situationen er i orden på plantagerne”.
I disse år har virksomheder dog fået endnu et skjold at gemme sig bagved. Poliana Dallabrida, der er journalist ved mediet Reporter Brazil har undersøgt kaffeindustrien i flere år. Hun påpeger, at hendes arbejde er blevet sværere, fordi Brasiliens nye datalovgivning misbruges af kaffevirksomheder:
“Når jeg ringer til virksomheder afviser mange af dem at bekræfte deres forbindelse til de kaffeproducenter, vi nævner i vores rapporter. De retfærdiggør det med henvisning til den Brasilianske version af Databeskyttelsesloven, der trådte i kraft i August 2020”, siger hun.
Databeskyttelsesloven åbner op for, at virksomhederne til et simpelt spørgsmål om, hvorvidt de køber kaffe fra en specifik plantage, tillader sig at klassificere det som “personlig information”, de ikke må udlevere uden producentens samtykke.
“Det virker som om, at virksomhederne fejlfortolker loven helt bevidst for at mindske transparensen yderligere”, fortsætter hun.
Protesterne fra Rio de Janeiro i starten af oktober måned fik etableret et momentum på tværs af landet, da der i 200 andre byer opstod lignende tilslutninger. Ser man på folkestemningen omkring præsidenten, ser det sort ud for Jair Bolsonaro, da 58% af befolkningen har vendt sig mod ham, ifølge det engelske medie The Guardian.
Det er heller ingen tilfældighed, at protesterne blev sat i værk den 2. oktober, for det markerer præcis et år til, at det næste præsidentvalg i Brasilien løber af stablen.
For Gustavo Ferroni er håbet om forbedring i kaffeindustrien bundet op på, at fagforeningerne får politisk indflydelse i landet igen. Det nytter ikke noget, at man fra politisk side systematisk har bekriget dem i de sidste par år, for det er dem, der mest effektivt kan bekæmpe den uformelle sektor i landet:
“Moderne slaveri starter ikke som slaveri. Det starter gennem et uformelt arbejdsmarked. Så jeg plejer at sige, at vi skal indføre nultolerance overfor uformelt arbejde”, siger Gustavo Ferroni.
Kombinationen af virksomheder, der ikke transparente og et politisk klima, der systematisk bekriger fagforeninger efterlader ham dog ikke just med optimisme:
“Vi kommer ikke til at se markante fremskridt, for de strukturelle vilkår i Brasilien er forværret”, afslutter han.
Joachim Krejberg Knudsen
