For godt et halvt et år siden skiftede den feministiske aktivist Emma Holten job og det efterlod hende med et valg, som mange danskere står med hvert år. Hun var blevet ansat i Kvinderådet som politisk konsulent og skulle på ny beslutte, hvordan hun ville investere sin pension. Den beslutning var vigtig for hende, for det var en gylden mulighed for at sætte et positivt aftryk i verden.
“På intet tidspunkt medmindre du selvfølgelig er meget, meget velhavende, kommer du til at kunne købe noget der er så dyrt, som den ekstreme mængde penge du lægger i din pension hele dit liv,” fortæller Emma Holten.
Emma Holten ville som et voksende antal danskere investere sin pension grønt og retfærdigt. Det var bare nemmere sagt end gjort.
“Hvis der er noget, jeg har erfaret under det her, så er det, hvor mega mega uigennemskueligt det er, og hvor mange ressourcer det kræver at forstå”, siger Emma Holten og bruger ordet “grøn” som eksempel.
“Det er ikke beskyttet af nogen. Du kan sige, jamen det her er en grøn investeringspakke, og jeg føler, at jeg er rimelig politisk bevidst, og jeg har en lang uddannelse og sådan noget, men jeg har virkelig, virkelig svært ved, når jeg går ind og læser deres hjemmesider og downloader deres pdf’er og sidder og kigger på dem, at forstå, hvad er det jeg får med det her produkt.”
Emma Holten har ikke kun et ønske om, at hendes pensionsopsparing skal være “grøn”, men også at den skal tage hensyn til sociale forhold som arbejdsvilkår og ligestilling, og i den forstand bæredygtighed hele vejen rundt. Men den slags sociale og grønne bæredygtighed er svær at opnå i investeringer. Der findes nemlig ikke en målestok for, hvad det vil sige at investere grønt eller ansvarligt.
Men det bliver der lavet om på fra den 1. januar 2022. Her træder en ny lov i kraft i EU. Loven forpligter både virksomheder og investorer – herunder pensionskasser – til at vurdere deres investeringer ud fra en såkaldt grøn taksonomi. Helt basalt er taksonomien et system, der gør det lettere at bestemme, hvilke virksomheder og investeringer der faktisk er grønne. Formålet er fra EU’s side at motivere finanssektoren til at investere mere massivt i grønne teknologier og projekter. Derfor kan taksonomien få afgørende betydning for den grønne omstilling i EU og komme os alle sammen til gode.
For at forstå hvorfor EU’s grønne taksonomi kan få så enorm betydning, skal vi først runde, hvordan det ser ud hos de danske pensionskasser i dag. Det er nemlig lidt af en jungle.
Man kan hos de fleste pensionskasser efterhånden vælge, at hele eller dele af ens pensionsopsparing skal investeres bæredygtigt – altså investeres med et hensyn til klimaet. Ifølge FogP, der er brancheforening for de danske pensionskasser, er der knap 250 milliarder pensionskroner i grønne investeringer i dag.
Som oftest fungerer det sådan, at pensionskasserne sammensætter en gruppe forskellige aktier og investeringer i det, de kalder grønne porteføljer eller investeringsprofiler. Problemet er bare, at der i den samlede pakke af investeringer kan være ting, der ikke har et grønt formål. Ens penge kan altså godt risikere at understøtte CO2-tunge brancher, selvom man vælger en bæredygtig profil. Det skyldes, at da der ikke er nogen regler eller fælles målestok, kan hver pensionskasse vælge at bruge sin egen betegnelse for, hvad der er bæredygtigt. Og fordi der ikke er lovgivning eller fælles gældende regler på områder, er der heller ikke nødvendigvis nogen, der holder øje med, hvorvidt pensionskassernes investeringer er så grønne, som de påstår.
Det gør det rent ud sagt til en jungle at finde rundt i, lyder det fra Pelle Pedersen, der er tidligere chef for bæredygtighed i pensionskassen PKA, og i dag sidder som bestyrelsesmedlem i en række fonde og start-ups, der arbejder med bæredygtighed.
“Alle har hver sin model, hver sin måde at integrere bæredygtighed og hver sin måde at rapportere på. Selv for mig, der har arbejdet med det her i snart 10 år, er det en jungle”.
Derfor er det stort set umuligt at sammenligne graden af grøn bæredygtighed hos forskellige pensionskasser. Og så følger der en risiko for greenwashing, altså at investeringer bliver solgt som værende grønnere, end de er.
For at dokumentere, at de er grønne, bruger pensionskasserne typisk eksterne firmaer. Ofte en såkaldt screening provider, der udbydes af en investeringsvirksomhed. Screening providers går ind og undersøger, hvordan pensionskassens investeringer eksempelvis klarer sig på udledning og reduktion af CO2. Hvis investeringerne klarer sig godt, kan de eksempelvis få tildelt et lille grønt blad som er tilfældet for Morningstar, der er en af de mest brugte screening providers i Danmark. På den måde giver man overfor sine kunder et indtryk af at være grøn.
Fordi der ikke er en fælles gældende målestok, kan pensionskasserne – og andre investorer – vælge den screening provider, der passer til dem og får lige netop deres investeringer til at se mest mulig grønne ud, uden de nødvendigvis er det.
“Der er nogen, der bruger en screening provider, der siger, man gør det rigtig godt på udledning af CO2. Men så kan der være en anden screening provider, der siger man klarer det dårligt, fordi de måler på nogle andre parametre. Så vælger man jo den, der siger man gør det godt. Det gør det endnu sværere for den enkelte pensionsopsparer at finde hoved og hale i”, siger Pelle Pedersen.
Der stor tiltro til, at EU’s grønne taksonomi vil mindske risikoen for den her slags greenwashing. For når alle skal måle deres investeringer efter samme model, kan pensionskasserne og andre investorer ikke længere frit vælge den målestok, der får deres investeringer til at se mest muligt grønne ud. Derfor bliver det også nemmere at sammenligne de forskellige grønne investeringer og de forskellige investeringsprofiler hos pensionskasserne.
Dertil kommer, at der følger et tilsyn med EU-loven. Finanstilsynet skal nemlig holde med, at de, der er underlagt EU’s grønne taksonomi, rent faktisk overholder loven.
Men ansvaret hviler ikke kun hos investorer herunder pensionskasser. Virksomhederne der modtager investeringerne, er også ansvarlige for, at det lige nu er en jungle at gennemskue, hvad der er grønt og hvad der ikke. For der findes heller ikke en fælles målestok for, hvornår virksomheder er grønne. Mange bruger dog det, der hedder ESG-mål, for at give investorer indtryk af, hvor grøn deres virksomhed er. Men der følger ingen regulering eller tilsyn med ESG-målene. For at investeringer kan være grønne, skal de virksomheder, der investeres i, først og fremmest være grønne. Derfor vil EU’s grønne taksonomi også gælde virksomheder, der vil anses som grønne og modtage grøn finansiering.
EU’s grønne taksonomi skal som sagt sætte skub i finanssektorens grønne investeringer og dermed den grønne omstilling i EU. Det skal ske ved at gøre det nemmere for investorerne og for os pensionsopsparer, at gennemskue, hvad der rent faktisk udgør klimamæssigt bæredygtige investeringer.
Taksonomien er en hjørnesten i EU’s grønne pagt, der udgør Europa-kommissionens forkromede plan for en grøn omstilling af Europa. Den grønne pagt samler nemlig en lang række politiske initiativer, der har som endemål, at Europa i 2050 er klimaneutral. Da kommissionen i januar 2020 præsenterede investeringsplanen for den grønne pagt, var det tydeligt, at det ikke er de offentlige midler, der skal være tungen på vægtskålen.
Prisen for den grønne omstilling er på 7500 milliarder kroner det næste årti, og kommissionen gør sig ikke forhåbninger om, at de penge skal komme fra EU-landenes pengekasser. I stedet vil EU finde pengene i pensionskasser, investeringsfonde og almindelige menneskers sparegrise.
“Den grønne pagt medfører et stort behov for investeringer. Det vil vi konvertere til investeringsmuligheder. Den plan, vi i dag fremlægger om at mobilisere mindst 7500 milliarder, vil udstikke retningen og udløse en bølge af grønne investeringer”, skrev kommissionsformand Ursula von der Leyen i en pressemeddelelse.
Kort opsummeret: grøn omstilling koster rigtig mange penge, og alle skal spytte i kassen.
EU’s grønne pagt og målet om at nå en klimaneutral union i 2050 afhænger altså i høj grad af private penge. Derfor er den grønne taksonomi så afgørende, fordi den netop skal hjælpe dem vej.
Den grønne taksonomi kan forstås på mange måder; som en regulering, et klassificeringssystem, en tjekliste eller en karakterskala. Men selve ideen er, at taksonomien skal fungere på to niveauer, hos virksomheder og hos investorer:
Fordi både investorer og virksomheder, bruger samme målestok – altså den grønne taksonomi – bliver det gennemsigtigt, hvad og hvem, der er grønne. Det er i hvert fald planen.
Men taksonomiens dele bliver indfaset lidt ad gangen.
Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing hos Finans Danmark, forklarer, at virksomheder blandt andet skal angive i procent, hvordan deres aktiviteter lever op til kravene i den grønne taksonomi. Investorer såsom de danske pensionskasser, kan så tage de grønne procenter fra deres forskellige investeringer i deres portefølje, lægge dem sammen og få et tal, der viser, hvor godt porteføljen placerer sig på den grønne taksonomi.
På den måde vil der findes et tal hos virksomheder og investeringsprodukter, der vurderer graden af bæredygtighed i et klimaperspektiv. Det tal bliver den hidtil mest håndgribelige anvisning, når det kommer til definitionen af bæredygtighed.
“Det et vigtigt redskab for os som investorer til at vurdere, hvad vi skal investere i. Det får vi en fælles målestok for, og det, synes vi, er super positivt”, siger Birgitte Søgaard Holm og fortsætter:
“Det betyder så også, at der på vores sider bliver nogle krav til, at vi skal oplys, hvor grønne vores investeringsprodukter er”.
Finans Danmark er interesseorganisationen for banker, realkreditinstitutter, kapitalforvaltere og investeringsforeninger og repræsentere altså finanssektoren. Her har de længe efterspurgt et system for at se, hvilke investeringer der er grønne, og hvilke der ikke er. Det får de så med taksonomien. Men vi andre kan også få glæde af det.
“Det er også et værttøj, der vil gøre det nemmere for kunderne, at se hvad der er grønt, og hvad der ikke er. Og som den enkelte forbruger kan bruge til at finde ud af, hvordan de gerne vil investere deres penge”, siger Birgitte Søgaard Holm
Taksonomien kan altså få en ret markant betydning, fordi vi endelig vil få muligheden for at vide, om virksomheder og investeringer er grønne eller ej. Men den grønne taksonomi er også banebrydende i en anden henseende. For en helt central del af taksonomien er, at virksomheder og investeringer ikke må gøre skade.
Som taksonomien ser ud nu, består den af seks mål:
Når hele taksonomien træder i kraft, vælger man som virksomhed eller investor et af de seks mål, som man vil fokusere på og påvirke positivt. Eksempelvis kan man vælge målet at fremme omstilling til en cirkulær økonomi ved at investere i teknologier, der gør det muligt at genanvende plastikfibre. Mens man påvirker det valgte mål positivt, må man ikke påvirke de andre mål negativt. Hvis vi tager det sammen eksempel, vil det sige, at teknologien, der genanvender plastikfibre ikke må forurene miljøet, ved at udlede mikroplast til havet.
“Det er en del af taksonomiens dna, at en investering skal bidrage væsentligt til et af seks mål, og samtidig ikke må gøre væsentlig skade på de andre mål”, siger Birgitte Søgaard Holm.
Derfor skal investorer lave grundige tjek af deres investeringer.
“Så du vælger et mål, og skal så lave et tjek på, at du ikke gør væsentlig skade på de andre mål. Du må ikke gøre godt et sted, og samtidig gøre noget dårligt et andet sted”.
Men det er en rigtig svær øvelse.
Europa-Kommissionens rådgivende ekspertgruppe har udgivet en rapport på mere end 1000 sider med forslag til kriterier for, hvornår aktiviteter bidrager positivt eller gør skade på et af de seks mål.
“Så det er superteknisk”, siger Birgitte Søgaard Holm.
Uanset hvor gode intentionerne bag den grønne taksonomi er, viser virkeligheden lige nu, at det er en ekstrem stor opgave at omstille Europas økonomi. Og allerede nu er der knas i maskinen.
Lige nu er det kun to ud af de seks mål, der ligger klar. Det gælder klimamålene forebyggelse af klimaforandringer og tilpasning til klimaforandringer. Regulering og krav til de resterende fire mål forventes at være på plads den 1. januar 2023. Det vil sige, at det kun er en del af den grønne taksonomi, der træder i kraft næste år. Og derefter følger endnu en taksonomi, der skal definere, hvad det vil sige at investere socialt ansvarligt.
Det skaber en forvirring hos kapitalforvaltere og investeringsforeninger, som risikerer at smitte af på os pensionsopsparere.
Pelle Pedersen, ham der er tidligere chef for bæredygtighed i PKA, forklarer, at fordi hele taksonomien endnu ikke ligger klar, er man i finanssektoren usikker på, hvad konsekvenserne bliver, hvis ens investeringer ikke lever op til kravene i taksonomien.
“Det er stadig usikkert, hvordan det ender. Nogle kapitalforvaltere er derfor meget forsigtige med at sige, at deres produkt fokuserer på bæredygtighed, og andre er helt klar på det. Så alle er lidt i en vent-og-se-position, må man sige”, siger Pelle Pedersen.
Fordi nogen er tilbageholdende med at kalde deres investeringer grønne og andre ikke er, opstår der altså lige nu en situation, hvor investeringer som rent faktisk er grønne, ikke nødvendigvis markeres som grønne.
“Da investorerne er meget i tvivl om lovgivningen, kan det godt ende med at blive mere mudret for den alminde pensionsopsparer, fordi fondene ikke tør gå ud og sige at de investerer bæredygtigt med fare på at overtræde loven”, siger Pelle Pedersen.
Det er Finanstilsynets opgave at føre tilsyn med, om de danske investorer lever op til kravene i taksonomien. De skal samtidig sikre, at de parter, der er omfattet af taksonomien, forstår loven og kan anvende den i praksis. Pelle Pedersen håber derfor, at der kommer mere klarhed, så snart tilsynet kommer med udtalelser og påbud.
Det er – helt generelt – en længere proces, når så omfattende lovgivning skal implementeres. Ifølge Birgitte Søgaard Holm er vi først lige begyndt. Derfor mener hun, at den forsigtige tilgang er helt naturlig:
“Det er en udfordring i hele Europa. Der er kommet rigtig meget lovgivning på området, på meget kort tid, så der vil være en periode, hvor branchen og myndighederne skal arbejde med at tilpasse det og blive klogere,” siger hun og fortsætter:
“Men derfor er det også mit indtryk, at man har valgt en forsigtig tilgang fra branchens side for ikke at risikere at ende på den forkerte side af stregen”.
Det kan altså ende med at tage en del tid, før den grønne taksonomi bliver et brugbart redskab for os forbrugere og menige pensionsopsparer. Lige nu ser det i hvert fald ud til at gøre området for grønne investeringer mere grumset end gennemsigtig.
Pelle Pedersen mener dog, at der trods forsigtighed hos kapitalforvalterne, allerede er positive effekter af den grønne taksonomi, når det gælder pensionskasserne:
“Nu er vi et sted, hvor vi begynder at have nogle rapporteringskrav, som er meget mere ensartede, og gør det nemmere for journalister, politikere, investorer og medlemmer at kigge pensionskassernes fonde i sømmene“, siger Pelle Pedersen.
Men den grønne taksonomi kan ikke stå alene, mener Pelle Pedersen. Pensionskasserne skal ikke bare tilpasse sig den nye taksonomi, de skal også gøre den forståelig for deres kunder. Og det første skridt på vejen til det, er at gøre danskerne interesserede i investering.
“Der påhviler pensionskasserne en kæmpe opgave i at kommunikere meget mere engagerende og inddragende, for det bliver stadig for teknisk for helt almindelige medlemmer. Der kommer stadig flere og flere krav, som er godt, men med flere krav bliver rapporteringen længere, og jo mere føles det som et bjerg at bestige at læse en hel rapport for en almindelig pensionsopsparer”, siger Pelle Pedersen.
Feministisk aktivist og politisk konsulent hos Kvinderådet Emma Holten stødte netop hovedet mod muren, da hun forsøgte at forstå pensionskassernes rapportering. Den grønne taksonomi vil, når den engang fungerer efter planen, være noget, der giver mening for hende. Især fordi taksonomien skal sikre, at der ikke sker negativ påvirkning ved bæredygtige investeringer.
“Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan lave en pensionsopsparing, som redder verden. Men jeg kan prøve at have en pension, som jeg mener, ikke aktivt gør verden til et værre sted at være”, siger Emma Holten.
Hun mener fortsat, det er vigtigt at forstå, hvor ens penge ender og hvordan man kan påvirke dem. Hendes råd til alle andre er: gå sammen med andre på din arbejdsplads, tal med dine kollegaer eller andre i samme position på arbejdsmarkedet som dig “og spar dig selv fire måneder”.
“Og så måske sæt dig ned og tænk over, hvad betyder noget for dig. Er det klima? Miljø? Skal det investeres i Nord eller Syd? Et bestemt sted? Der er virkelig mange versioner og prioriteter. Og vær ikke bange for at starte den her snak med folk på din arbejdsplads”, siger Emma Holten.
Hun understreger dog, at de politiske tiltag fra EU er det vigtigste. For det grundlæggende ansvar ligger ikke hos den enkelte forbruger eller pensionsopsparer:
“Noget af det som kan frustrere mig ved den her klimadebat, det er, at den lægger et enormt pres på individet. Jeg kan bare sige, at selv for mig er det virkelig virkelig svært at gøre det her rigtigt. Og det synes jeg vidner om nogle institutionelle udfordringer, hvor ansvaret simpelthen ligger et andet sted – altså hos toppen af pensionskasserne hos de folk, der har magt og så politisk.”
Mie Obbekær
