Der findes frihed i det undertrykkende samfund, og der findes undertrykkelse i det frie samfund.
Det er budskabet i bogen “Fri: At blive voksen ved historiens afslutning”, om Lea Ypis opvækst i det Albanien, hun forlod som 18-årig.
I dag er hun professor i politisk teori ved London School of Economics, og torsdag denne uge besøgte hun kunstmuseet Louisiana for at fortælle om bogen, som netop er udkommet i dansk oversættelse.
Lea Ypi levede i Albanien både før og efter Enver Hoxhas kommunistiske diktatur. Et stalinistisk styre, der brød sine alliancer med både Jugoslavien, Sovjetunionen og Kina, fordi de mente, at de var for liberale.
Før styret faldt i 1990, da Lea Ypi var 11 år gammel, stillede hun ingen spørgsmål ved, om hendes forældre rent faktisk elskede “Onkel Enver”. Eller ved hvorfor de skulle stå i lange køer, for at veksle madkuponer om til selv de allermest basale fornødenheder. Stalin kendte hun som en mand, der altid smilede med øjnene.
“Vi var et fattigt, men et stolt land. Jeg troede indædt på den fortælling. Jeg opdagede aldrig undertrykkelsen, før systemet brød sammen”, fortalte hun fra en scene på kunstmuseet i Humlebæk.
De evige køer var en del af livet. Det samme gjaldt alle de usagte regler.
Tag indkøb. Der var altid kø foran købmandsbutikken. Den blev altid dannet, før fordelingslastbilen ankom. Det forventedes altid, at man stillede sig i kø, medmindre man var venner med butiksindehaveren. Det var hovedreglen. Men der var også smuthuller.
Alle havde lov til at forlade køen, hvis de bare fandt en passende genstand til at erstatte dem i deres fravær. Det kunne være en gammel indkøbspose, en dåse, en mursten eller en sten.
Der var en anden regel, som havde bred opbakning og blev ivrigt håndhævet, nemlig at så snart forsyningerne ankom, mistede genstanden, der var lagt som ens repræsentant, omgående sin repræsentative funktion.
Da styret faldt, opdagede Lea Ypi, at hendes forældre slet ikke elskede Enver Hoxha. Hun opdagede også, at forældrene havde talt i koder om familie, venner og bekendte, der havde trodset regimet og var endt i de berygtede albanske fængsler.
Dem, der var begyndt at læse på universitetet, var blevet fængslet. Dem, der tog en lang uddannelse, havde fået en lang fængselsdom. Og dem, der var droppet ud af deresuddannelse, havde begået selvmord i fængslet.
Efter styrets fald kunne Lea Ypis forældre ytre sig frit. De kunne stemme ved valg.
“Jeg husker, at der var en følelse af håb for fremtiden i 1990. Men så fik vi lynhurtigt den kapitalistiske frihed. Man kunne jo godt have talt om at indrette et samfund med demokrati uden censur og magtkoncentration, men uden at man overlod hele styringen til markedet”, siger Lea Ypi.
“Men fordi det kommunistiske diktatur brød sammen samtidig med, at det globale narrativ var, at Vestens kapitalisme havde sejret endegyldigt over Øststaternes socialisme, at vi nu befandt os ved the end of history, var det ikke en mulighed”, siger hun.
Med friheden kom liberaliseringen af økonomien. Overgangen fra planøkonomi til kapitalisme gik stærkt, og med fri konkurrence, privatiseringer og stop for statslig støtte til fabrikkerne steg både arbejdsløsheden og den økonomiske ulighed voldsomt.
Også Lea Ypis forældre måtte lære arbejdsløsheden at kende. Og friheden blev en mere kompliceret størrelse.
Kun ét ord var tilbage: frihed. Det hørtes i samtlige taler i tv, samtlige slagord galpet op i raseri på gaderne. Da friheden endelig indfandt sig, var den som en ret, der blev serveret frossen.
Vi tyggede lidt på den, slugte hurtigt og forblev sultne. Nogle funderede over, om vi var blevet serveret rester. Andre bemærkede, at det bare var en kold forret.
Den økonomiske ulighed havde også betydning for naboernes fællesskab. De var ikke længere i samme båd.
“Før det kommunistiske styre brød sammen, var der solidaritet og gensidighed. Ingen kunne hyre en babysitter, det var der slet ikke et marked for, så man hjalp hinanden på kryds og tværs. Men med den økonomiske ulighed forsvandt også det at bede sine naboer om hjælp. Hvis man er fattig, beder man ikke en rigere nabo om hjælp. At være fattig blev en karakterbrist”, siger Lea Ypi.
IMF og Verdensbanken var rykket ind med deres chokterapi, og mens arbejdsløsheden steg, begyndte mange albanere at forlade landet, der var på grænsen til statsbankerot.
De opdagede hurtigt, at den nye frihed ikke var ubegrænset, da de forsøgte at krydse grænsen.
Førhen ville man være blevet arresteret, hvis man ønskede at rejse. Nu hvor ingen forhindrede os i at emigrere, var vi ikke længere velkomne på den anden side. Det eneste, der nu var anderledes, var farven på politiets uniformer. VI risikerede at blive arresteret, ikke af vores egen stat, men af andre stater, de samme, der førhen havde opfordret os til at gøre os fri.
Vesten havde i årtier kritiseret Østlandene for at lukke deres grænser, finansieret kampagner for at kræve fri bevægelighed, fordømt umoralske stater, der fastholdt begrænsninger på retten til at rejse ud. Førhen blev vores landflygtige taget imod som helte. Nu blev de behandlet som forbrydere. Måske betød fri bevægelighed aldrig rigtig noget.
Det er ikke kun ved den rige verdens grænser, at man ser ufriheden. De rige, kapitalistiske lande, bygger hele sin vækst på andre landes ufrihed, mener Lea Ypi.
Hun vil med sin bog få folk til at reflektere over friheden, og over, om vi lever i et frit samfund i dag.
“Jeg har ikke skrevet et manifest, og jeg har ingen enkle svar. Men jeg mener, at der er en ideologisk blindhed over for ufriheden”, siger Lea Ypi.
Selv opdagede hun først ufriheden under det kommunistiske diktatur, da det brød sammen.
“Det samme kan man forestille sig ville ske, hvis klimakrise og finanskrise fik vores kapitalistiske system til at bryde sammen i dag. Men indtil da, er ufriheden i høj grad usynlig for os”, siger forfatteren.
Emilie Ekeberg
