Danske ngo’er bliver i Afghanistan

Næsten alle danske ngo’er, der var i Afghanistan før Taliban igen tog magten for nogle uger siden, har valgt at blive i Afghanistan. 

De har for længst indgået aftaler med landets nye magthavere, der er ivrige efter at få genåbnet så mange internationale projekter som muligt.

Det fortæller en række hjælpeorganisationer, som Danwatch har talt med.

Det er derfor hverken Red Barnets, Dacaar, Mission Østs eller Læger uden Grænsers ansatte, som har stået i kø foran Kabuls internationale lufthavn for at komme med de danske militærfly ud af Afghanistan. 

Ikke mål for Taliban

En af de største danske ngo’er i Afghanistan er Dacaar, hvis mere end tusind afghanske ansatte siden 1984 har leveret skoler, vand, sanitet, mikrolån, landbrugsudvikling og erhvervskurser til den afghanske landbefolkning.

Da Danmark åbnede op for, at andre end tolke og ambassadeansatte kunne blive evakueret, fik organisationen en række henvendelser fra ansatte, der gerne ville ud af landet. 

Men generelt er Dacaars ansatte ikke i fare, siger Klaus Løkkegaard, sekretariatschef i Dacaar.

“Vi mener ikke, at vores ansatte risikerer at blive forfulgt på grund af deres arbejde for Dacaar. Vores erfaring er, at vi ikke er et mål for Taliban. Tværtimod har vi løbende haft projekter i Taliban-kontrollerede områder, hvor vi har erfaring for, at de respekterer os,” siger han.

Ifølge Klaus Løkkegaard skyldes Talibans positive indstilling blandt andet, at Dacaars projekter er meget lokalt forankret og nedlukning derfor er upopulær hos lokalbefolkningen.

“Det er den måde, vi arbejder på. Vi er udelukkende til stede på landsbylederens nåde. Hvis landsbyen ikke længere mener, at det vi laver, giver mening, så er vi der simpelthen ikke,”  siger han og forklarer, at det derfor vil gøre Taliban meget upopulær i området, hvis de lukker f.eks. et vandprojekt. 

Nogle af Dacaars kvindeprojekter kan dog komme i fare på grund af Talibans kvindesyn, vurderer Klaus Løkkegaard. Det gælder f.eks. mikrolån til kvindelige erhvervsdrivende og uddannelse af syersker, som måske ikke vil falde i Talibans smag. 

Fjorten millioner i nød

En anden stor dansk ngo i Afghanistan er Mission Øst, hvis omkring hundrede medarbejdere leverer nødhjælp, vand, sanitet og udvikling til fattige afghanere i det nordøstlige Afghanistan, der ofte rammes af naturkatastrofer.

Aktiviteter, som organisationen har haft i mere end tyve år og som generalsekretær Betina Gollander-Jensen bestemt regner med kan fortsætte.

“Vi forhandler med Taliban og kan konstatere, at de meget gerne vil have os til at genoptage arbejdet, så det regner vi med kan ske allerede i denne uge,” fortæller hun.

Ligesom Dacaar har Mission Øst også tidligere været i stand til at arbejde i Taliban-kontrollerede områder, hvor bevægelsen gerne vil bevare en vis støtte i lokalbefolkningen.

Ifølge Betina Gollander-Jensen er forklaringen på Talibans positive holdning til den kristne hjælpeorganisation ret enkel.

“Taliban kan jo også se, at der er 14 millioner afghanere, som har brug for nødhjælp, og den opgave kan de ikke selv løfte”, siger hun.

Kvinder er udsatte

Også store internationale hjælpeorganisationer som Red Barnet og Læger uden Grænser regner med at fortsætte deres arbejdet i Afghanistan.

Red Barnet har ganske vist suspenderet sine aktiviteter i forbindelse med kuppet, men er klar til at genoptage dem, så snart det er muligt.

“Vi har hjulpet afghanske børn og lokalsamfund siden 1976, i perioder med konflikt, regimeskifte og naturkatastrofer, og det agter vi at blive ved med at gøre”, siger Athena Rayburn, kommunikationschef for Red Barnet i Afghanistan.

Hun vurderer, at Red Barnets ansatte generelt ikke er i fare for forfølgelse fra Talibans side, men fortæller, at der alligevel er lokalt ansatte, som har bedt om hjælp til at forlade landet.

“Nogle af vores ansatte har meddelt, at de gerne vil blive, mens andre føler sig utrygge” siger Athena Reyburn og understreger, at især kvinder kan have god grund til at frygte fremtiden under Taliban.

“Vi har fuld forståelse for, at nogle af vores ansatte er ekstremt bekymrede for deres fremtid – især kvinderne. Deres frygt er reel”, siger hun.

Hvor mange af Red Barnets medarbejdere, der føler sig truet eller hvorfor, ønsker hun af sikkerhedsgrunde ikke at oplyse.  

Garantier fra Taliban

Hos Læger uden Grænser fortæller talsperson Merete Engell, at de også regner med at kunne fortsætte langt størstedelen af deres projekter i Afghanistan, heriblandt fem store hospitaler i Kundus, Kandahar, Helmand, Herat og Khost.

“Vi blev ret hurtigt kontaktet af Taliban, som har forvisset os om, at vi kan blive, og at vores klinikker og hospitaler ikke vil blive angrebet”, fortæller Merete Engell, som derfor ikke mener, at Læger uden Grænsers ansatte er i fare.

Merete Engell har selv været udsendt som sygeplejerske til Afghanistan og fortæller, at organisationen også er vant til at arbejde i Taliban-kontrollerede områder.

“Vi har været i Afghanistan siden 1980 og har mange års erfaring i at føre dialog med alle mulige magthavere. På grund af vores upartiske humanitære tilgang plejer det ikke at være noget problem at få lov til at fortsatte vores arbejde,” siger Merete Engell .

Brug for ngo’erne

Når Taliban tilsyneladende er så opsat på, at de danske og internationale ngo’er skal fortsætte deres arbejde i Afghanistan, har det ifølge den norske professor Arne Strand en rigtig god forklaring.

Han er forskningschef og mangeårig Afghanistan-ekspert ved det svenske Christian Michelsen Institut i Bergen. 

“Talibanerne er jo ikke dumme. De har hårdt brug for ngo’erne. De ved, at ngo’er som f.eks. Dacaar spiller en afgørende rolle. når det handler om at levere basal service til landbefolkningen,” siger Arne Strand og understreger, at Taliban udmærket ved, at de ikke selv kan levere hverken vandforsyning, elektricitet eller sundhedspleje til store dele af befolkningen. 

Det er simpelthen ikke opgaver, som den afghanske stat kan løfte, forklarer han, og da slet ikke, hvis store dele af den internationale støtte til det afghanske statsbudget forsvinder.

“Forskellen på Taliban og Afghanistans tidligere regering er, at Taliban ved, at de er nødt til at levere service til lokalbefolkningen, hvis de vil bevare en vis folkelig opbakning”, siger Arne Strand.

Genvej til international støtte

Men Talibans charmeoffensiv over for ngo’erne har også et mere strategisk sigte, mener den norske professor, der har stået i spidsen for adskillige store Afghanistan-evalueringer.

“Når Taliban satser på at få ngo’erne til at blive i Afghanistan, har det også en langsigtet, mere strategisk forklaring. De ved nemlig udmærket, at det internationale samfund er langt mere villig til at støtte ngo’erne i Afghanistan end regeringen. Hvis Taliban skal have fat i international bistand, er de nødt til at lade ngo’erne blive,” siger han.

Da Taliban sidste gang var ved magten, takkede de nej til en stor del af den bistand, det internationale samfund tilbød, fordi de ikke ville acceptere krav om kvinders ret til uddannelse og arbejde. 

Men det mener Arne Strand ikke kommer til at ske igen.

“Det er positivt, at Taliban erkender, at de har brug for hjælp. Det er positivt for den afghanske befolkning, som ikke bliver ladt i stikken og for ngo’erne, der kan fortsætte deres arbejde”, siger han. 

Men det er også positivt, fordi det ifølge Arne Strand viser, at Taliban anno 2021 er mere pragmatisk end tidligere.

Stort dilemma

Men han erkender også, at det er et stort dilemma for f.eks. Danmark, hvis vestlige lande, der har brugt tyve år på at bekæmpe Taliban nu pludselig ender med at finansiere store dele af de opgaver, som Afghanistan nye magthavere ikke selv kan levere.

Derfor er det vigtigt, at der bliver tale om “noget for noget”, understreger han.

“Taliban må sikre, at den humanitære hjælp kan komme frem og at visse rettigheder overholdes, ellers kan det internationale samfund ikke genoptage de mange langsigtede udviklingsprojekter, ” siger han.

“Jeg er overbevist om, at Taliban vil respektere nogle grundlæggende frihedsrettigheder.D e har brug for det internationale samfunds velvilje,” siger han og peger på en række andre tegn på et nyt, mere pragmatisk Taliban.

“Man må huske, at der allerede før magtovertagelsen var forhandlinger i gang om at danne en samlingsregering med deltagelse af andre end Taliban. Og vi kan også konstatere, at en række prominente afghanere har valgt at blive, heriblandt Afghanistans tidligere præsident Karzai og tidligere vicepræsident Abdullah Abdullah”, siger Arne Strand.

“Jeg er forsigtigt optimistisk på afghanernes vegne. Taliban kan faktisk være pragmatiske, når det er nødvendigt,” siger Arne Strand.

Gensidig afhængighed

Den norske Afghanistan-ekspert understreger, at ngo’erne spiller en nøglerolle, hvis det skal lykkes at holde den afghanske befolkning indenfor landets grænser. Hvis den afghanske stat kollapser og basale serviceydelser forsvinder vil afghanerne flygte i stort tal, forudser han.

Og paradoksalt nok er det derfor i f.eks. Europas interesse at landet kommer til at fungere ihvertfald nogenlunde.

“Taliban og Europa har en fælles interesse i at Afghanistan ikke bryder sammen og sender millioner af afghanere på flugt.Taliban har lukket grænser og lufthavne for at forhindre masseflugt. De vil især ikke have, at veluddannede afghanerne forlader landet. De  har brug for dem til at få landet at fungere. Og Afghanistans naboer og Europa har samme interesse. Ingen af dem har ikke appetit på, at millioner af afghaneren skal søge asyl,” siger han.

Også derfor spiller ngo’erne en nøglerolle, understreger han. 

“Det er fuldstændig afgørende at ngo’erne får lov at fortsætte deres arbejde og levere netop den humanitære hjælp, som millioner af afghanere er afhængig af” siger han.

“Det kan kun lade sig gøre at holde afghanerne i landet, hvis den humanitære bistand fortsætter. Hvis den humanitære bistand svigter bliver Taliban nødt til at lade folk slippe ud,  og EU vil blive nødt til at tage imod en del af dem.”