Den lange, slanke piroque glider roligt op ad floden. Time efter time padler de otte passagerer sig vej gennem den uigennemtrængelige jungle i den bagende hede i den udhulede træstamme, som udgør det mest effektive transportmiddel i denne del af verden.
Vi befinder os i Congo i det centrale Afrika, og den traditionelle kano, der normalt kan bære op mod tyve mand, er toplastet med et sundhedsteam fra Læger Uden Grænser (MSF), fire motorcykler, lokale chauffører og mange tusinde vacciner.
I tre dage sejler den skoldende hede kano op ad en biflod for at nå nogle af fjerneste landsbyer, som kun kan nås ad vandvejen og små mudrede stier gennem junglen.
En af passagerne er den 38-årige danske læge Mads Geisler, som i 2018 var udsendt af Læger uden Grænser for at bekæmpe den en mæslingeepidemi i Østcongo.
Med elleve udsendelser på syv år i bagagen ved Mads Geisler et og andet om, hvordan man bekæmper epidemier og ruller vaccineprogrammer ud i nogle af verdens mest ufremkommelige områder.
Bangladesh, Filippinerne, Congo, Guinea, Den Centralafrikanske Republik, Liberia, Tunesien, Syrien, Irak og Yemen er blot nogle af de lande, hvor han har prøvet kræfter med vejrguder, krigsherrer og voodoo-doktorer for at få vacciner til verdens fattigste og mest udsatte befolkninger.
Om få uger ventes EU’s lægemiddelagentur EMA at give grønt lys for flere af de nye corona-vacciner og dermed kan de første danskere ånde lettet op. Men som Danwatch har beskrevet, ser situationen helt anderledes ud uden for den industrialiserede verden.
I lavindkomstlande som DR Congo eller Bangladesh må befolkningen formentlig vente både tre og fire år, før de kan blive vaccineret mod den verdensomspændende pandemi.
Det skyldes blandt andet, at verdens rigeste lande, heriblandt Danmark, har sat sig på størstedelen af de nye vacciner. Men derudover bliver det også en gigantisk udfordring rent praktisk at få vaccinerne ud til de fattigste og mest konfliktfyldte lande.
Mads Geisler har været med til at vaccinere mod alt fra mæslinger til difteritis og er overbevist, om at det kan lade sig gøre, også med de kommende corona-vacciner, hvis man griber det rigtigt an. Men opgaven er enorm.
“Det kræver en ret voldsom indsats, hvis man skal have vaccineret en meget stor del af verdens befolkning,” siger den 38-årige læge, der for tiden arbejder på Glostrup Hospital.
“Ingen ved endnu, hvor mange, der skal vaccineres for at stoppe corona, men hvis det er 90-95 procent af befolkningen, ligesom mæslinger, så er det en gigantisk opgave”.
Men det er langt fra første gang, hjælpeorganisationer som Læger uden Grænser deltager i vaccinationskampagner .
Og Mads Geisler har et ret godt bud på, hvordan det kommer til at foregå, når vaccinerne på et tidspunkt er klar til at blive rullet ud i verdens fattigste og mest konfliktfyldte områder.
“Det allervigtigste er, at man har befolkningens accept. Ellers kan det aldrig lykkes”, fortæller han.
Derfor er det noget af det allerførste, Læger uden Grænser sikrer sig, når de skal vaccinere i f.eks. DR Congo, Guinea eller Sydsudan.
“Du skal have alle med, fra Sundhedsministeriet over guvernøren til distriktssygeplejersken, chef de village (landsbylederen, red.) og den lokale skolelærer. Nogle gange er du også nødt til at hyre den lokale healer eller voodoo-præst til at gå rundt og motivere folk til at blive vaccineret”.
Hvor svært det kan være at skaffe befolkningens accept oplevede Mads Geisler blandt andet, da han var i Guinea i 2015 for at stoppe ebola-epidemien.
“Vi fandt ud af, at vores kampagne mod ebola slet ikke slog igennem. Der blev ved med at dukke nye smittelommer op, og vi kunne se, at folk ikke fulgte vores råd. Vi endte med at lave strategien fuldstændig om, Vi hyrede 700 lokale sundhedsfremmere; faglærte og ufaglærte, skolelærere, taxa-chauffører, alle mulige. Deres opgave var at gå rundt i gaderne og til landsbyerne og sprede vores budskab”, fortæller han.
“Vi brugte også taxier med megafoner på taget, som kørte rundt i gaderne og spillede sange om, hvorfor man skulle lade sig teste og behandle. Det virker godt i byerne.”
“Men på landet skal der sundhedsfremmere til. Og det kan være alt fra en lokal skolelærer til en tidligere patient, der er blevet rask eller en traditionel behandler. Alle, der har noget troværdighed, eller som de lokale har tillid til, kan bruges”, fortæller Mads Geisler.
Og netop den måde, man leverer budskabet på, er en anden afgørende faktor, fortæller han.
“Man kommer ofte til et område, hvor folk er meget skeptiske. Derfor er det helt afgørende, at man ikke overdriver eller forsøger at skræmme folk til for eksempel. at acceptere en corona-vaccine”.
“Budskabet skal bare være fuldstændig ærlig snak. I tilfældet med ebola var beskeden den enkle; Ebola er en sygdom. Man kan dø af den. Man kan smitte sin familie. Man kan få behandling. Man skal ikke være bange for at få behandling. Det øger bare din chance for at overleve. Det beskytter din familie. Det er vigtigt, at budskabet er 100 procent ærligt og fuldstændig nede på jorden”, fortæller Mads Geisler.
Han forventer at nogenlunde samme opskrift vil virke, når corona-vaccinen skal rulles ud.
“Min erfaring er, at de fleste accepterer vacciner, hvis de får forklaret formålet ordentligt. Og her er muligheden for at beskytte børnene det vigtigste argument. Budskabet om, at du kan undgå at smitte din familie, hvis du bliver vaccineret, plejer at virke”.
Rent praktisk er det også en stor udfordring at få corona-vaccine ud i mange udviklingslande.
Det kræver en meget nøje planlægning at lægge en vaccine-rute, fortæller Mads Geisler, uanset om vaccinen skal fragtes ud til afsidesliggende landsbyer i den congolesiske jungle, anvendes i en steghed, overfyldt flygtningelejr eller transporteres med konvoj gennem en krigszone.
Et af problemerne er at holde vaccinerne tilstrækkeligt kolde. F.eks. skal den vaccine, som Storbritannien og Canada allerede har taget i brug, opbevares ved 70-80 minusgrader, mens andre kan klare sig ved almindelig frysertemperatur.
Men det har Læger uden Grænser prøvet før.
“Det var det samme med ebola-vaccinen. Den skulle også opbevares ekstremt koldt, men det lykkedes alligevel”, fortæller Mads Geisler.
Og faktisk er systemet ret simpelt.
“Første skridt er at investere i nogle store diesel-generatorer, som kan lave strøm 24/7. I mange udviklingslande er strømforsyningen meget usikker, så man er nødt til at have sit eget kølesystem der, hvor man har sin base, typisk i en større by” fortæller han.
Målet er at opbevare måske 100.000 vacciner, som man så kan tage af, når man skal ud og vaccinere.
“Vi sender altid vores folk ud på en nøje planlagt rute, hvor alle er varslet om, at vi kommer. I Congo var vi for eksempel mig som læge, to sygeplejersker og en sundhedsfremmer, som tog afsted op ad floden i en piroque. Ombord havde vi vacciner til flere tusinde mennesker, fire motorcykler og fire lokale chauffører til at køre dem”.
Selv kørte Mads Geisler seks timer gennem junglen på motorcykel ad et mudret hjulspor for at komme frem til små lokale klinikker, som skulle have hjælp til at behandle mæslinger.
For at holde vaccinerne kolde pakkes de ned i en fryseboks stakket med fryseelementer, i stil med dem de fleste danskere kender fra campingture. Selve vaccinerne ligger i midten, beskyttet af et lag pap og så fryseelementer for resten.
“Sådan en kasse kan holde sig kold i hvert fald en hel dag, og har vi brug for mere, tager vi en ekstra fryseboks med, som kun indeholder fryseelementer. Hvis temperaturen bliver for høj skifter vi bare elementerne ud med nye. Og sådan en kasse, der kun indeholder is, kan faktisk holde sig kold i op til tre dage.”
Hvis vaccinations-ruterne erlængere, er sundhedsteamet nødt til at hente mere is eller flere vacciner ved et nøje planlagt rendezvous-punkt.
“Systemet er faktisk fascinerede simpelt og samtidig dødsmart. Og det virker, også når der er 55 grader udenfor”, fortæller Mads Geisler.
For at holde styr på temperaturen er alle vaccine-kasserne udstyret med et digitalt termometer, og hvis mæslingevacciner for eksempel bliver opbevaret ved mere end otte grader varme over længere tid, skal de kasseres.
Hvis vaccinerne skal bruges i en af verdens store flygtningelejre, er udfordringerne nogle andre. Her kan det være svært at sikre sig, at der er det rigtige antal vacciner og at alle bliver vaccineret det rette antal gange.
De fleste af de corona-vacciner, der ventes på markedet, kræver, at man bliver vaccineret to gange med tre ugers mellemrum.
Så her skal der være styr på præcis hvem, der er blevet vaccineret, og hvornår.
Og den opgave har Mads Geisler også prøvet før, både i Yemen, hvor borgerkrigen har drevet millioner af mennesker på flugt og i Bangladesh, hvor over en million rohingya-flygtninge fra Myanmar lever tæt sammen i Cox’s Bazar, verdens største flygtningelejr.
“Når du står med en flygtningelejr med en million mennesker, er du nødt til først at finde ud af, hvem der bor hvor. Det er jo ikke altid, alle skal vaccineres. Så derfor deler du lejren op i små tilfældige kvadrater på f.eks. ti gange ti meter og så tæller du hvor mange telte, der i hvert kvadrat og hvilken alder, beboerne har og måske, hvor mange der er underernærede eller syge. Og når du så har de tal, ganger du op for at få et billede af behovet i hele lejren”, fortæller Mads Geisler.
Men trods overblikket kan det være svært at holde styr på vaccinationerne. Læger uden Grænser fører sit eget register over vaccinerede, og mange steder får folk også udleveret et vaccinationskort, som de kan opbevare derhjemme.
“Det er ekstremt vigtigt, at der er styr på registreringen, så vi ved, at alle relevante bliver vaccineret, men også for at sikre, at folk ikke får tredobbelte vacciner. Det kan jo være, at folk tror, der er ekstra beskyttelse i at få flere vacciner. Og hvem kan bebrejde nogen for det, hvis de tror, at tre eller fire vacciner er bedre end to”.
En ting er at vaccinere folk, der bor i svært tilgængelige områder eller i flygtningelejre. En tredje gruppe, som det kan blive svært at vaccinere, er folk, der befinder sig i nogle af verdens store krigszoner,
Mads Geisler har selv været i aktion i Yemen og Sydsudan samt været med til at organisere indsatsen i Syrien og forudser, at der vil være mange krigs- og konfliktområder, som bliver meget vanskelige at nå.
“I Syrien lærte vi det på den hårde måde, når vores medicin og vacciner blev konfiskeret af den syriske regering. Nødhjælpskonvojer blev nogle gange helt eller delvist ribbet, når de var på vej til for eksempel belejrede områder. Så i stedet for at nå frem til de belejrede i for eksempel Idlib endte vaccinerne enten hos de regeringskontrollerede områder eller på det sorte marked”, fortæller Mads Geisler.
“Og det kan man sagtens forestille sig også vil ske med corona-vacciner, som der jo vil være rigtig meget rift om at få fingre i”.
Indimellem har hjælpeorganisationerne også oplevet, at deres vacciner er blevet brugt til at afpresse oprørsgrupper til at overgive deres væbnede folk til gengæld for vacciner.
“Man må være forberedt på, at alt fra brændstof til vacciner er et våben i dag”, siger han.
Trods de mange udfordringer, som venter, er Mads Geisler overbevist om, at det kan lade sig gøre at få de kommende corona-vacciner ud, også til de mest utilgængelige dele af verden.
“Det bliver en gigantisk opgave, som kommer til at tage tid. Men vi har gjort det før, og det er ikke umuligt”, siger den danske længe, som brænder for selv komme ud i verden og deltage i bekæmpelsen af corona.
Charlotte Aagaard
