3. februar 2022

Et år efter kuppet lever modstanden endnu i Myanmar. Men fremtiden ser sort ud

Militærkuppet i Myanmar har ført landet ud i en humanitær og økonomisk krise. Fattigdommen stiger og rekordmange har brug for fødevarehjælp. Alligevel er modstanden mod militærjuntaen stadig ukuelig. Kampen for demokrati kan dog blive lang, hvis ikke umulig at vinde.

Ifølge Acleds datanalyse har omtrent 12.000 mennesker mistet livet af den politiske vold, der eksisterer i Myanmar efter militærkuppet den første februar 2021.

Lidt over klokken otte den første februar 2021 bragte militæret i Myanmar en meddelelse til befolkningen: Hvis landets “suverænitet er truet”, eller hvis landet risikerer at “disintegrere”, er det tilladt for militæret at tage magten. Og det var så, hvad de gjorde.  

I de tidligere morgentimer indtog militærkøretøjer Myanmars hovedstad Napyidaw og landets største by Yangon, mens de begyndte at arrestere dusinvis af folkevalgte ledende personer i et koordineret angreb. To af dem var Myanmars statsoverhoved Aung San Suu Kyi og landets præsident Win Myint. 

Dermed var en etårig undtagelsestilstand trådt i kraft, annoncerede militæret, med deres øverste leder, general Min Aung Hlaing, som chef. 

Her et år efter sidder juntaen stadig på magten, men situationen er langt fra den samme:  Sanktioner og strejker har ramt den officielle økonomi i sådan grad, at det har sendt landet ud i en økonomisk og humanitær krise. Sidstnævnte er yderligere forværret af militærets hårdhændede nedkæmpelse af den folkelige opstand.

Militærets kugler og vilkårlige anholdelser betyder dog ikke, at modstanden mod militærstyret er ved at miste momentum. Tværtimod er den endnu ukuelig og langtfra død, fortæller Helene Maria Kyed, seniorforsker og forskningsenhedsleder ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). 

“Modstanden kører på fuld blus og årsdagen for militærkuppet er et godt eksempel på det”, siger Helene Maria Kyed, der henviser til den såkaldte silent strike, som tusindvis af mennesker deltog i for at markere etårsdagen for juntaens magtovertagelse. 

“Overalt var der tomme gader og lukkede markedspladser og butikker. Det viser, at selv dem, som ikke tør demonstrere på gaden eller være med i væbnet kamp, stadigvæk er imod militærkuppet”. 

Men protesternes mål om et mere demokratisk Myanmar er ikke nært forestående. For ligesom oppositionen ikke viser tegn på at tabe pusten, gør det samme sig gældende for militærjuntaen. Og den hårdknude lover ikke godt for Myanmars fremtid.

Humanitær og økonomisk krise

Da militærjuntaen kuppede sig til magten i 2021, var Myanmars økonomi i vækst for første gang i årtier. En ny forfatning i 2008 havde banet vejen for en økonomisk reform, som i 2011 kickstartede en gradvis liberalisering fra militær til civilt styre og til en mere markedsbaseret økonomi. Inden da havde vestlige virksomheder haft så godt som ingen adgang til landet.

I 2015 blev opturen yderligere styrket af det første demokratiske valg, som udløste en bølge af optimisme i det før så fattige Myanmar. De finansielle systemer og institutioner blev moderniseret, og den økonomiske vækst steg med over syv procent om året. Det gav udslag i den sociale velfærd, hvor fattigdommen blandt befolkningen blev halveret. 

Men så kom kuppet, og de økonomiske fremskridt ligger nu i ruiner. Ifølge Verdensbanken faldt økonomien med 18 procent i 2021, hvilket har “skadelige konsekvenser for liv, levebrød og fattigdom”, som de skriver. 

Det er konsekvenser, som befolkningen allerede mærker, fortæller Helene Maria Kyed fra DIIS. Hun beskriver den nuværende økonomiske situation som “skrækkelig”.  

“Økonomien er i ruiner, og fattigdommen stiger, så situationen er lige nu skrækkelig i Myanmar. Priserne er steget på dagligvarer, og den offentlige sektor er kørt i sænk”, siger Kyed. 

Årsagerne til den økonomiske krise skyldes primært to ting, forklarer hun. På den ene side har de mange civile ulydighedsbevægelser, hvor både ansatte fra den private og offentlige sektor har strejket, medvirket til, at landet er gået i stå. Og på den anden side har kuppet resulteret i en lang række sanktioner, mens internationale virksomheder og investorer trækker sig fra landet på grund af stigende pres fra omverdenen. 

Læs også: Fransk oliegigant trækker sig ud af Myanmar efter fortsatte krænkelser

Resultatet af de to årsager kombineret med militærjuntaens overgreb på befolkningen og COVID-19 er en humanitær krise, der er lige så stor som den økonomiske. Blandt andet anslår FN, at op mod tre millioner myanmarere har akut brug for hjælp, herunder fødevarehjælp. 

“Det er jo befolkningen som fortrinsvis lider under de økonomiske kvaler. De otte-ti millioner mennesker, som var på vej ud af fattigdom, er sandsynligvis på vej tilbage i den. Så det er en meget, meget prekær situation, og der er hårdt brug for humanitær hjælp rundt omkring i landet”, siger Helene Maria Kyed.

Ingen tegn på intern splittelse

Den økonomiske og humanitære nedtur har bidraget til, at militærjuntaen nu er i en position, hvor de har ryggen mod muren, når det kommer til at cementere deres magt i landet. De havde i forvejen ingen legitim magt blandt befolkningen, hvilket den folkelige modstand vidner om, og det ser heller ikke ud til, at de er på vej til at få den, forklarer DIIS-forskeren. 

“Militæret har lige nu den militære og voldelige del af magten, men hverken den legitime eller territoriale magt, hvorfor det ikke er i stand til at levere de statslige og offentlige ydelser, som en fungerende stat helst skal gøre, og som også er det, der netop skaber legitimitet og opbakning. På den måde er de trængt op i en krog”, siger Kyed. 

Derudover, fortæller Helene Maria Kyed, har omkring 2-3000 af juntaens soldater forladt hæren for at tilslutte sig modstandsbevægelsen. Langt de fleste er dog unge og lavtrangerende, og de udfordrer derfor ikke militæret institutionelt. Ikke desto mindre har soldaternes flugt en symbolsk værdi: 

“Det er et stort symbolsk knæk mod et militær, som ellers bryster sig med at være en meget integreret og etableret institution. Der er også forlydender om, at der er mange inde i hæren, som gerne vil ud, men har svært ved det, fordi det er farligt for dem selv og deres familier”, siger Helene Maria Kyed. 

Men på trods af de små sprækker i militærets styre, er der imidlertid ingen tegn på juntaen er ved at bakke ud eller nedtrappe konflikten med modstandsbevægelsen og oppositionen. Primært fordi splittelsen ikke når militærets top: 

“Nedturen og den væbnede konflikt med modstandsgrupper har endnu ikke givet splittelser i toppen af militæret, i hvert fald ikke hvad vi kan se. Og det er de højtrangerende tæt på kuplederen, som skal forlade militæret, hvis det virkelig skal ramme deres position”, forklarer Helene Maria Kyed.

Modstanden kører på fuld blus 

Heller ikke modstandsbevægelsen eller oppositionen ser ud til at give op. Tværtimod.

Ifølge organisationen Acled (Armed Conflict Location and Event Data Project), der er specialiseret i dataindsamling og analyser over konflikter, har den væbnede modstand spredt sig i hele landet, herunder også i områder, som tidligere ikke har grebet til våben mod militæret. Det samme billede viser flere rapporter, som samtidig også bevidner om en modstandsbevægelse, der bliver mere koordineret i dets angreb.

De mange demonstrationer og modstandsaktioner bliver modsvaret af militærjuntaen med hårdhændede metoder, og der skelnes ikke mellem fredelige demonstrationer på den ene side og væbnet modstand på den anden side. I december blev adskillige demonstranter eksempelvis dræbt, da et militærkøretøj kørte direkte ind i en fredelig demonstration. 

Hvor mange demonstranter, der præcist er døde siden militærkuppet i februar 2021, er svært at verificere, men Acleds datanalyse antyder, at omtrent 12.000 mennesker har mistet livet af den politiske vold, der eksisterer i landet. 

Men hvor man umiddelbart ville tro, at den øgede vold ville lægge en dæmper på modstandsbevægelsens kraft og sammenhold, er det modsatte tilfældet, forklarer Helene Maria Kyed fra DIIS. 

“Man har aldrig i Myanmars historie set så samlet og stærk en modstand som nu. Militæret er blevet den fælles fjende, der har taget magten fra dem, for alle grupper i samfundet, og det har skabt et fællesskab, som samlet påberåber sig kravet om demokrati”, siger hun.

Med andre ord er befolkningen og modstandsbevægelsen endnu ikke trætte af konflikten og den humanitære krise, der følger med, men kører i stedet stadig på fuld blus. Og det er “beundringsværdigt”, mener Helene Maria Kyed.

“Der er en kæmpe fighterånd blandt myanmeserne, der ufortrødent kæmper for de åbninger og udviklinger, som har været langsomt undervejs i Myanmar de sidste 10 år. Det er beundringsværdigt, og det viser, at de ikke vil tilbage til det militærdiktatur, de var underlagt i 60 år”, siger Kyed. 

Til gengæld er det en stor udfordring at samle de forskellige grupperinger rent organisatorisk og på slagmarken, fortæller Helene Maria Kyed også. 

“Det arbejder eksilregeringerne på lige nu, men der er stadig mange af de store etniske væbnede hære, der er afventende i forhold til at gå med i en samlet front mod militæret”.

Langvarig konflikt 

Det ser altså ikke ud til, at nogen af parterne på nuværende tidspunkt er ved at give sig. Hverken oppositionen eller militærjuntaen er interesseret i at forhandle om magten i Myanmar - eller for den sags skyld bare indgå i en dialog, forklarer Helene Maria Kyed. 

Fra oppositionens side lyder det, at militæret ikke er interesseret i at forhandle, men kun taler våbnets og voldens sprog. Derudover vil militæret udnytte en forhandlingssituation til at komme styrket ud på den anden side og dermed normalisere situationen.

Fra militæret lyder det derimod, at oppositionen er en terroristgruppe, og dem forhandler man ikke med. Det er også med det argument, at militæret indtil videre har nægtet over for FN og ASEAN (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer) at lade Aung San Suu Kyi og andre ledende figurer komme ud af husarrest for at have en dialog om en løsning. 

Ergo er situationen fastlåst og gået i hårdknude, fortæller Kyed, og det lover skidt for Myanmars fremtid. 

“Som det ser ud lige nu, vil den væbnede konflikt og kampen om magten fortsætte, og hvis ingen vil til forhandlingsbordet, vil slaget ske på slagmarken. Og fortsætter den med det, vil økonomien blive ved med at falde, og den humanitære krise vil vokse og vokse, hvilket også betyder flere fordrevne”, siger hun og fortsætter:  

“Sker det, vil vi se en regional ustabilitet med større flygtningestrømme, som desværre allerede er det scenarie, vi forventer”. 

Et andet scenarie, som Helene Maria Kyed frygter, er en normalisering af den aktuelle situation i Myanmar. I takt med at det internationale samfund vender blikket mod andre kriser, som den, der udspiller sig i Ukraine lige nu, vil sandsynligheden for, at Kina får en større indflydelse på Myanmars fremtid vokse.

Hvis det sker, kan fremtiden se sort ud for demokratiet i det sydøstasiatiske land. 

“Kina er som sådan ikke så interesseret i, hvem eller hvad der vinder - om det er menneskerettigheder og demokratiet eller militæret og diktaturet. For det kinesiske styre er det de økonomiske interesser og stabilitet i regionen, som har første prioritet, og hvis militæret kan skabe det, så er det underordnet, om det er dem, der sidder på magten”, siger Helene Maria Kyed. 

Er slaget om demokratiet tabt? 

Set i det lys er spørgsmålet, om befolkningen kæmper en allerede tabt kamp for et demokratisk Myanmar. Da militærjuntaen kuppede sig til magten sidste år, var den officielle plan at fjerne den folkevalgte regering og derefter organisere et nyt valg. Det er ikke sket.

I stedet planlægger juntaen at afholde valg i 2023, som ifølge Helene Maria Kyed ikke vil være legitim, men hvis primære formål er at få juntaens allierede anerkendt som Myanmars regering. 

“Så ud fra den betragtning er demokratiet tabt i Myanmar”, forklarer Helene Maria Kyed.  

Men, påpeger hun, det betyder ikke, at demokratiet er dødt. Netop fordi modstandsbevægelsen lever stærkt i myanmarenes bevidsthed, og den folkelige opbakning derfor også er enorm: 

“Det faktum gør en kvantitativ forskel, for det kan godt være, at juntaen sidder på den rå magt og er militært overlegen, men det, som befolkningen har vist og viser, er, at de ikke vil styres af en militærjunta. Så på den måde lever håbet om demokrati stadig”. 

Og, forklarer Helene Maria Kyed, så er det også værd at huske på, at vi lever i en anden tid, end da eksempelvis kuppet i 1990 fandt sted.

Den unge generation i Myanmar har i dag en anden åbning til omverdenen via internettet og sociale medier, som gør dem langt mere bevidste om deres rettigheder, og hvad de vil ligge under for: 

“Vi har en helt anden generation, som ikke vil være med til den her normalisering af de nuværende tilstande i Myanmar, end vi havde i 1990. Og det giver mig håb for Myanmar”, siger Helene Maria Kyed. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram