24. februar 2022

EU-lande krænker menneskerettigheder for at holde flygtninge og migranter ude

Tilbagesendelse af flygtninge og migranter på EU’s ydre grænser er blevet en fast del af EU’s migrationspolitik. NGO’er og eksperter mener, at EU-landene bryder internationale menneskerettigheder.

En migrant og hendes børn bliver reddet af Royal National Lifeboat Institution efter de har prøvet, at krydse Den engelske Kanal. Det er en farlig rejse, hvor flere flygtninge og migranter de sidste år har oplevet pushbacks.

Den 2. februar 2022 blev ligene af 19 migranter fundet på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Deres tøj og deres sko var blevet stjålet. De var frosset ihjel.

Grækenland er siden blevet beskyldt af Tyrkiet for at have tvunget de 19 migranter tilbage over grænsen, så de ikke kunne søge asyl i Grækenland. Det afviser græske myndigheder. Ifølge dem nåede migranterne aldrig grænsen, og det er Tyrkiet, der vender det blinde øje til de mange mennesker, der prøver at krydse grænsen.

Historien om de 19 døde migranter ved den tyrkiske grænse er ikke den første af sin slags. Når flygtninge og migranter skubbes tilbage til de lande eller havområder, som de kom fra, kaldes det pushbacks – og det er en praksis, som gennem flere år er blevet dokumenteret på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet.

Pushbacks sker dog ikke kun mellem Grækenland og Tyrkiet. Det sker også steder som Den engelske Kanal, på grænsen mellem Polen og Belarus og mellem Italien og Libyen.

NGO'er og eksperter indenfor området er enige. De siger, at pushbacks strider mod adskillige FN-konventioner og de internationale menneskerettigheder.

På trods af kritikken er EU-Kommissionen ved at udbrede den omstridte praksis gennem en ændring af reglerne for den europæiske grænsekontrol, de såkaldte Schengen-regler. De foreslår blandt andet at begrænse antallet af grænseovergangssteder, øge grænseovervågning og give medlemsstaterne mulighed for, at gennemføre tilbagesendelser i nødsituationer. Ændringerne skal  sikre bedre forvaltning af EU’s ydre grænser, siger EU-kommissionen, men NGO’er og eksperter er af en anden opfattelse.

Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og samfund i Amnesty’s danske afdeling frygter, at det nye forslag om ændringer i Schengen-reglerne vil føre til flere pushbacks

“Vi frygter, at det simpelthen bliver sådan, at man institutionaliserer muligheden for pushbacks”, fortæller Lemberg-Pedersen, der tidligere har forsket i den europæiske flygtningepolitik og er en af de førende eksperter på området.

Udbredt praksis

Pushbacks har siden flygtningekrisen i 2015 været en udbredt praksis langs europæiske grænser. 

En af forklaringerne på brugen af pushbacks er, at europæiske stater  – ifølge en række internationale- og europæiske love – skal give flygtninge og migranter mulighed for at søge om asyl, hvis de først er kommet ind i landet. 

“Det er noget, europæiske stater har forpligtet sig til, men ikke kan lide længere. Og de tror, at de kan slippe for deres ansvar og reducere antallet af asylansøgere på deres territorium ved blot at skubbe folk væk”, forklarer Matteo De Bellis, forsker i migration og asyl hos Amnesty International.

Helt konkret foregår et pushback typisk sådan, at flygtninge og migranter bliver mødt med trusler, tvang, chikane eller vold af grænse- eller kystvagter, når de prøver at krydse en grænse eller forsøger at nå frem til europæisk farvand. 

En anden metode går ud på at flytte flygtninge og migranter fra motordrevne fartøjer over på motorløse redningsbåde og efterlade dem på havet. Det kan også ske ved at de bliver samlet op på havet og derefter bragt tilbage til der, hvor de kom fra, før de prøvede at krydse grænsen.

Der er flere forskellige aktører involverede i pushbacks. Først og fremmest er der medlemslandene i EU, der selv opererer langs egne grænser til lands og til søs. 

Derudover er EU involveret ved blandt andet at give økonomisk støtte til aftaler, der er knyttet til pushbacks. Det er f.eks. indgået den slags aftaler med Tyrkiet og Libyen, som er lande, hvor flygtninge og migranter typisk rejser til EU fra.

Og endelig anklages EU’s grænse- og kystvagt, bedre kendt som Frontex også for pushbacks. Frontex har ansvaret for grænsekontrollen af Schengen-området, hvor de patruljerer kystområder.

Den tyrkiske kystvagt samler op en gruppe flygtninge og migranter i det Ægæiske hav, 2 juli 2021. Den tyrkiske kystvagt siger, at de er blevet skubbet tilbage af græske grænsevagter.

Foto: Ivor Pricket/New York Times/Ritzau Scanpix

Et stort problem

Organisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp har alle konstateret, at omfanget af pushbacks er omfattende. Pushbacks er blevet dokumenteret på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, i Den engelske Kanal mellem Storbritannien og Frankrig, ved Kroatiens grænser, mellem Italien og Libyen, i Ungarn, mellem Spanien og Marokko, på grænsen mellem Polen og Hviderusland, og i Tunesien. 

  • I en rapport fra 2021 skriver Amnesty, at mere end 1.000 migranter og asylansøgere oplevede pushbacks på Grækenlands grænse mellem november 2020 og april 2021.
  • En aftale indgået mellem Italien og Libyen om migration, der får finansiel støtte fra EU, har ført til, at over 32.000 flygtninge og migranter blev skubbet tilbage til Libyen i 2021, fortæller De Bellis. 
  • Ifølge en undersøgelse foretaget af den britiske avis The Guardian, har Frontex været involveret i pushbacks på Europa’s grænser af mindst 40.000 asylansøgere siden corona- pandemiens start. Disse pushbacks sættes i forbindelse med på mod 2.000 asylansøgeres død.

De sidste par år har vi set eurpæiske medlemslande insistere på en politik, der er designet til at holde flygtninge og migranter ude for enhver pris.

Matteo De Bellis, forsker i migration og asyl hos Amnesty International

Afskrækkelse

Det er med det udgangspunkt, at eksperter og organisationer mener, det er tydeligt, at pushbacks langs de europæiske grænser er både udbredt og systematisk. Og det tyder på, at pushbacks er blevet en integreret del af EU’s migrationspolitik. 

EU’s tilgang til flygtninge og migranter er baseret på afskrækkelse. Det vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen, professor med speciale i migration og flygtninge, ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, i en videnskabelig artikel. 

Afskrækkelsen foregår på flere måder. For eksempel gennem de pushbacks europæiske stater, EU og Frontex er involverede i. Det sker også ved at begrænse antallet af lovlige grænseovergange for at i større grad kunne kriminalisere dem, der forsøger at komme over grænserne. 

De seneste år er pushbacks også i nogle tilfælde blevet aflastet af pullbacks. Det ser man, for eksempel mellem Italien og Libyen, hvor den libyske kystvagt trækker flygtninge og migranter tilbage hvis de prøver, at komme sig til Italien. 

Alle de ovenstående metoder har til hensigt at reducere antallet af flygtninge og migranter, der kommer ind over de europæiske grænser, skriver Gammeltoft-Hansen.

Martin Lemberg-Pedersen fra Amnesty mener, at der blandt nogle regeringer er en idé om, at disse tiltag har en afskrækkende effekt på de mennesker, der overvejer at rejse ind over de europæiske grænser. 

“Men,” siger Lemberg-Pedersen, “at basere migrationspolitik på afskrækkelse er en utrolig farlig, kynisk og menneskerettighedskrænkende vej at gå ned af”.

baggrund

Schengen-reglerne

  • Schengen-området blev etableret i EU i 1995, hvor grænsekontrollerne mellem EU-landene blev afskaffet. Det vil sige, at man som dansk statsborger, blandt andet, ikke behøver at vise pas når man flyver til Italien.  Det anses for at være et af de vigtigste initiativer, EU har gennemført for europæisk integration. Inden for Schengen-området er der bevægelsesfrihed for borgere af medlemslandene. Det betyder, at borgere af medlemslande kan bo, studere og arbejde i hvilket som helst af Schengen-landene. 
  • I alt er 26 lande inkluderet i Schengen-området. Alle EU-stater, undtagen Irland, Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien, er en del af Schengen. Samtidig er fire ikke-EU lande, Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein, del af Schengen-området.
  • Som modstykke til den frie bevægelighed inden for Schengen-området, skærpes grænsekontrollen ved de ydre grænser. Schengen-landene er derfor enige om at etablere nogenlunde ensartede regler ved grænser og have et tættere samarbejde for at bekæmpe illegal indvandring.

Ændring af Schengen-reglerne

Der er ikke meget, der tyder på, at EU’s nuværende tilgang til migration vil ændre sig. Den 14. december 2021 sendte Europa-Kommissionen nemlig et forslag ud om at revidere Schengen-reglerne. 

Formålet med det nye forslag er at forvalte de ydre grænser til Schengen-området mere effektivt og håndtere “instrumentaliseringen af migranter”, hedder det i  Kommissionens forslag.

Begrebet “instrumentalisering af migranter” bruger Kommissionen for at henvise til de situationer, hvor migranter bliver udnyttet politisk for at lægge pres på EU’s ydre grænser. 

Det har man set for nylig på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Her er Hviderusland blevet beskyldt af Polen for at bruge flygtninge og migranter som et politisk instrument mod EU ved at prøve at sende et højt antal flygtninge og migranter ind i Polen. 

For at håndtere “instrumentalisering af migranter” foreslår Kommissionen at begrænse antallet af grænseovergangssteder, at behandle asylansøgninger ved grænsen, og så åbner Kommissionen for muligheden for at indføre en fast-track procedure for tilbagesendelser i nødsituationer.

De foreslåede ændringer ligger nu hos Europa-Parlamentet, der skal bestemme om forslaget bliver vedtaget. 

Amnesty advarer mod Kommissionens foreslåede ændringer. De siger, at afvigelser fra normale asyl-standarder med baggrund i et udefineret begreb om “instrumentalisering” vil øge risikoen for ulovlige pushbacks ved europæiske grænser. Amnesty siger også, at muligheden for fast-track procedure vil forringe asylansøgeres rettigheder.

Danwatch har været i kontakt med EU-Kommissionens afdeling for indre anliggender for at be dem forholde sig til kritikken fra Amnesty. I deres svar skriver de, at definitionen af “instrumentalisering” kræver noget fleksibilitet for at kunne omfatte ulige scenarier. Videre vurderer de, at flere af de foreslåede ændringer blot tydeliggør eksisterende Schengen-regler, og at medlemsstater stadig må overholde asylansøgeres rettigheder.

Martin Lemberg-Pedersen fra Amnesty anser dog, at de foreslåede ændringer udhuler eksisterende EU-ansvar og øger risikoen for pushbacks.

baggrund

FN-konventionerne

  • FN’s Flygtningekonvention blev adopteret i 1948. Flygtningekonventionen definerer, hvem der kan betegnes som en flygtning, og hvilke rettigheder flygtninge har. Flygtningekonventionen definerer en flygtning som nogen der, på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse på baggrund af race, religion, politiske holdninger eller lignende, søger om beskyttelse i et andet land. Stater, der har underskrevet konventionen, forpligter sig til at udføre en individuel vurdering af asylansøgninger, hvor det afgøres om personen der søger asyl, er en flygtning. Flygtningekonventionen siger endvidere, at flygtninge ikke kan returneres til et land, hvor der er fare for at de bliver forfulgt, eller hvor deres liv eller frihed er i fare. Dette kaldes for princippet om “non-refoulement”
  • FN’s Torturkonvention blev adopteret i 1984. Den forbyder enhver form for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Torturkonventionen definerer tortur som enhver handling, der bevidst påføres en person, der giver stærk smerte eller lidelse. Torturkonventionen forbyder også stater fra at udsende eller returnere (“refouler”) personer til en anden stat, hvor der er grund for at tro, at personen ville være i fare for at blive tortureret.
  • FN’s Havretskonvention blev adopteret i 1982. Konventionen regulerer det meste af, hvad der har med havet at gøre, fra fiskeri og olieudvinding, til miljøspørgsmål og færdsel. Ind under færdsel ligger pligten om, at kaptajnen på et skib skal yde hjælp til enhver person i livsfare, som findes på havet. Havretskonventionen pålægger dem, der er på skibet, at hurtigst muligt komme nødstedte personer til undsætning.

Konventionsbrud?

Samtidig med, at EU på den måde baner vej for, at pushbacks bliver mere udbredte, siger eksperter inden for migration og asyl, at pushbacks fører til alvorlige menneskeretskrænkelser.

Først og fremmest er der princippet “non-refoulement” i FN’s Flygtningekonvention. Det er et princip, der gør det klart, at stater ikke har lov til, at sende flygtninge tilbage til et land, hvor der er fare for at de udsættes for forfølgelse, tortur eller andre alvorlige krænkelser af deres menneskerettigheder. 

Eftersom pushbacks gennemføres uden at der bliver taget hensyn til de individuelle forhold for dem, der prøver at krydse grænsen, er pushbacks en overtrædelse af  forbuddet mod “refoulement”. Det har FN’s særlige rapportør for migration, Felipe Gonzáles Morales, konstateret i en omfattende rapport om pushbacks.

Martin Lemberg-Pedersen er enig i, at pushbacks krænker forbuddet mod at sende flygtninge og migranter tilbage til forfølgelse eller nedværdigende forhold. Derudover krænker det også forbuddet mod kollektiv udvisning og i nogle tilfælde udsættes de tilbagesendte for vold og tortur, mener han.

FN’s Torturkonvention indeholder et forbud mod at sende personer tilbage til et land, hvor der er risiko for, at de bliver udsat for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.  

Danwatch har tidligere skrevet om, hvordan flygtninge og migranter bliver udsat for overgreb og menneskeretskrænkelser som tortur og voldtægt i Libyens detentionscentre. Matteo De Bellis, migrationsforskeren fra Amnesty, forklarer, at EU og Italien på grund af princippet om non-refoulement i FN-konventionerne, derfor bryder menneskerettigheder, når de medvirker til, at flygtninge og migranter bliver skubbet tilbage til Libyen. 

Til sidst er der FN’s Havretskonvention. Havretskonventionen pålægger skibe et ansvar for eftersøgning og redning af personer, der er i nød. Det betyder, for eksempel, at hvis den engelske kystvagt opdager en båd med flygtninge og migranter inden for deres såkaldte SAR-Zone, der er i nød, er de pålagt at komme dem til undsætning. At ignorere kald om hjælp, er derfor en overtrædelse af konventionen.

Anklages for menneskeretskrænkelser

Det er ikke kun i medierne, at EU-lande anklages for at være på kant med menneskerettighederne.

En række sager er blevet anlagt ved forskellige internationale og regionale Domstole, hvor flere EU-lande bliver anklaget for brud på menneskerettigheder.

I juni 2019 blev Den Internationale Straffedomstol (ICC) bedt om, at undersøge EU’s medvirken til forbrydelser mod menneskeheden, for deres behandling af migranter i Middelhavet. 

I 2022 er ICC også blevet bedt om, at undersøge Malta og Italiens medskyldighed, i pushbacks af asylansøgere og migranter til Libyen. Anklagen henviser til undersøgelser, der viser, at flygtninge og migranter, som er blevet returneret til Libyen er blevet udsat for tortur, misbrug, seksuelle overgreb – og i nogle tilfælde drab.

I 2018 blev en sag anlagt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Italien. I sagen beskyldes Italien for at have medvirket til, at den Libyske kystvagt har stoppet flere asylansøgere og migranter fra at komme til Italien.

Der er også blevet anlagt sager ved den Europæiske Unions Domstol, der omhandler pushbacks. I en af disse bliver Frontex beskyldt for, at have brudt menneskerettighederne hos asylansøgere, der blev udsat for pushbacks i det Ægæiske hav i Grækenland.

Der er ikke afsagt dom i nogen af de ovenstående sager endnu. Men Matteo De Bellis siger, at man forventer at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kommer med en dom i sagen mod Italien i år, og understreger hvor vigtigt det er at europæiske stater stilles til ansvar.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Leave this field blank
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram