21. november 2019

Efter dom: FN kalder Mærsks praksis for udtjente skibe “afskyelig”

De havde ellers lige vundet en pris for deres sociale ansvar. I sidste måned modtog Mærsk for syvende år i træk Danske Revisorers CSR-pris, “fordi de gør deres indflydelse gældende inden for vigtige områder som bla. skibsophug …” I dag er stemningen en ganske anden. FNs særlige rapportør for toksisk affald, Bascut Tuncak, kalder skrotningen […]

North Sea Producer, som Danwatch fandt hende i 2016 ved stranden i Chittagong, Bangladesh.

De havde ellers lige vundet en pris for deres sociale ansvar. 

I sidste måned modtog Mærsk for syvende år i træk Danske Revisorers CSR-pris, “fordi de gør deres indflydelse gældende inden for vigtige områder som bla. skibsophug …”

I dag er stemningen en ganske anden. FNs særlige rapportør for toksisk affald, Bascut Tuncak, kalder skrotningen af et tidligere Mærsk-skib for “afskyelig praksis”.

Baggrunden er en dom, der faldt 14. november. Højesteret i Bangladesh afgjorde, at både import og skrotning af det udtjente Mærsk-skib, ‘North Sea Producer’, der siden 2016 har ligget på en strand i Bangladesh, var “ulovlig”. Radioaktive stoffer over tilladt niveau blevet fundet i skibets rørsystemer, og skibet havde ikke de fornødne miljøtilladelser. 

I går skrev Danwatch historien om, at SF vil få Miljøminister Lea Warming til at politianmelde Mærsk. 

Mærsk siger, at dommen i Bangladesh intet har med dem at gøre, da de i sin tid solgte skibet, før det blev sejlet til ophugning. 

“Denne beslutning (at skrotte skibet, red.) var udelukkende taget af de nye ejere, uden kendskab fra vores side«, skriver Mærsk i en mail til Danwatch.

Endnu en anklage mod Mærsk

Hvert år udarbejder FNs særlige rapporteur for farligt og toksisk affald, Bascut Tuncak i Geneve en rapport om stater og virksomheder, der krænker menneskerettighederne med deres aktiviteter. 

I september 2018 blev det danske folketing orienteret i en sådan rapport om bl.a. Bascut Tuncaks møde med Mærsk. 

I februar 2018 inviterede Bascut Tuncak Mærsk til et møde for at kommentere på kritik af deres håndtering af netop ‘North Sea Producer’. Kritikken lød, at Mærsk udmærket var klar over, at skibet skulle skrottes, da verdens største opkøber af skibe til skrot, GMS Trading, købte det i 2016.

I samme anledning bad Bascut Tuncak om at få at vide, hvem der købte skibet og hvornår, men det ville Mærsk ikke offentliggøre af hensyn til “fortrolighedsklausuler” i kontrakten.

Kritikken stammer fra en række afsløringer fra Danwatch, Politiken og TV2, der kunne fortælle offentligheden, at køberen af ‘North Sea Producer’ var en af verdens største opkøber af skrot. 

Nu kalder Baskut Tuncak højesteretsdommen i Bangladesh for “endnu en anklage mod Mærsk”:

“Denne dom er endnu en anklage mod Mærsks uheldige beslutning om at forlade deres tidligere CSR politik og gå tilbage til deres afskyelige praksis om at skrotte skibe på Sydasiatiske strande”, siger Baskut Tuncak og tilføjer: 

“Det er på tide, at shipping-industrien lever op til deres ansvar og respekterer menneskerettighederne for de mennesker, der påvirkes af deres aktiviteter. Det indkluderer retten til liv, værdighed og sikre og sunde arbejdsforhold for de mennesker, der fortsat udnyttes og misbruges, så længe industrien fortsætter med skrotning af skibe på den her måde”, siger han.

 

North Sea Producer og skibsværftet Janata Steel, der gik i gang med skrotning af skibet i 2016, men måtte indstille arbejdet pga radioaktivitet. Foto er fra 18. Januar 2019

Kan få juridiske konsekvenser

Flere juridiske eksperter mener, at afgørelsen i Bangladesh er en milepæl, der kan få betydning for både Mærsk og shippingindustrien generelt.

Højesteretsadvokat og direktør for Bangladesh Environmental Lawyers Association, Syeda Rizwana Hasan udtalte i en pressemeddelelse:

“Denne dom vil gøre det vanskeligt for de skruppelløse spillere at behandle Bangladesh som en losseplads”.

På Syddansk Universitet er Kristina Siig juridisk professor og ekspert i søret. Hun påpeger, at selvom vi i dag har “grund til at klappe i hænderne”, så er der stadig et stykke vej. 

“Dommen fastslår, at forurenet skrot ikke længere må behandles på denne måde i Bangladesh, så det vil få en betydning i positiv retning. Men der er stadig et godt stykke vej til, at den skrotning under standard, vi ser på strandene i Bangladesh, er fortid. Så langt går dommen desværre ikke”, siger Kristina Siig.

Solgt til skrot eller ej

Højesteretsafgørelsen i Bangladesh har ikke har noget at gøre med hverken Mærsk eller North Sea Production Company (NSPC), skrev Mærsk i en mail til Danwatch i går. NSPC er et samarbejde  mellem Mærsk og det brasilianske konglomerat Odebrecht, som i sin tid solgte skibet videre.

Mærsk skrev også, at de ikke havde kendskab til, at skibet skulle ophugges i Bangladesh.

»NSPC solgte ’North Sea Producer’ videre til en tredjepart i marts 2016, og de nye ejere tog beslutningen om at flytte skibet fra Storbritannien til stranden i Bangladesh. Denne beslutning var udelukkende taget af de nye ejere, uden kendskab fra vores side«, skriver Mærsk.

Netop det udsagn er centralt i forhold til Mærsks ansvar. 

Hvis de i god tro solgte skibet til videre brug, er de ikke ansvarlige for, at skibet i dag ligger til skrot på en strand med radioaktivitet i rørene. Hvis de solgte et – ovenikøbet forurenet – skib til skrot i et tredjeverdensland, er det brud på Basel Konventionen, der forbyder eksport af farligt affald fra OECD-lande til lande uden for OECD, fortæller Kristina Siig:

“Hvis Mærsk har solgt til skrot, så kan de komme i klemme, hvis skibet var forurenet, da det forlod Storbritannien. Man må forvente, at det i så fald ville kunne resultere i en bøde i England, hvor skibet var registreret”, vurderer Kristina Siig.

Den sidste rejse

Ifølge de britiske myndigheder, der i 2016 undersøgte skibet, havde North Sea Producer ingen af de gyldige certifikater, som viser, hvorvidt skibet risikerer at forurene med olie eller kemikalier. 

Angiveligt fordi det skulle skrottes, mente Helen Lait, der arbejder for de britiske søfartsmyndigheder, Maritime and Coastguard Agency. I november 2016 sagde hun til Politiken og Danwatch:

“Fartøjet var lagt op og skulle ud på en sidste rejse for at blive skrottet”.

Det britiske miljøministerium undersøger stadig om Mærsk og den brasilianske partner, Odebrecht, forbrød sig mod EU-regler pg Basel Konventionen om farligt affald ved at sende et skib med farlige stoffer til skrotning i Bangladesh.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right