Det er ikke noget nyt, at Saudi Arabien og Emiraterne kigger tværs over Rødehavet, når de leder efter handelsforbindelser og samarbejdspartnere.
Den arabiske halvø og Østafrika har handlet med hinanden i flere hundrede år.
Det er heller ikke nyt, at Saudi Arabien og Emiraterne investerer på Det Afrikanske Horn.
Men de investeringer, de to golfstater foretager på det Afrikanske Horn, har skiftet karakter og omfang. Fra at være styret af handelsinteresser er der nu kommet flere interesser i spil.
Særligt efter finanskrisen i 2007 og 2008 har investeringseventyret taget fart. I årene 2000-2017 investerede golflandene i alt 13 milliarder dollars i Det Afrikanske Horn, fremgår det af rapporten Rialpolitik, der er udarbejdet af den uafhængige hollandske tænketank Clingendael Institute for International Relations.
Den viser blandt andet, at Sydsudan, Sudan og Etiopien er de største modtagere af golfstaternes investeringer, og at de sektorer, der investeres mest i, er landbrug, produktionsindustrien og byggebranchen.
Men også mineindustri, logistik og uddannelse er genstand for investorernes interesse.
Det er imidlertid ikke kun ønsket om at sikre sig mod fremtidige økonomiske udsving, der driver golflandene over Aden-bugten til den afrikanske kyst.Saudi Arabien og Emiraterne har både politiske, strategiske, religiøse og økonomiske motiver til, at det Afrikanske Horn er the place to be, fortæller flere eksperter til Danwatch.
Saudi Arabiens og Emiraternes investeringer på det afrikanske horn i milliarder dollars fra 2000-2017. Golflandene har tilsammen investeret for 13 milliarder dollars på Afrikas Horn
De saudiske og emiratiske interesser i Afrikas horn skyldes blandt andet staternes ønske om at sikre deres økonomiske overlevelse, når olie ikke længere er det sorte guld:
“Der er en økonomisk interesse i at investere i Afrikas Horn, da de jo er interesserede i at opbygge nogle alternativer til olien”, siger Finn Stepputat fra DIIS.
Dertil kommer et ønske om at sikre deres fødevareforsyninger. Staterne kan nemlig ikke selv producerer fødevare nok til at mætte deres befolkninger.
“Golflandene har en stor økonomisk udfordring, fordi de er så afhængige af deres olieindtægter. Derfor står de overfor nogle behov for at diversificere deres økonomi væk fra denne her store olieafhængighed, og det gør de blandt andet ved at sprede deres investeringer ud til at være selvforsørgende i forhold til al fødevareproduktion”, siger Fannie Agerschou-Madsen, videnskabelig assistent ved DIIS, og ekspert i saudisk økonomi og politik.
Flere eksperter peger på, at det er svært at finde konkrete tal for udenlandske investeringer i Afrikas Horn, men Karen E. Young, der er seniorforsker ved Middle East Institute i Washington og har forsket i golfstaternes investeringer i Afrikas Horn, har ved hjælp af onlinedatabasen for grænseoverskridende investeringer ‘fdi markets’ kunne følge investeringer fra golflandene til ni lande, herunder lande i det Afrikanske Horn.
Antallet af Saudi Arabiens og Emiraternes investeringer på det Afrikanske Horn fra 2000-2017
Hendes data viser, at Saudi Arabiens og Emiraternes investeringer i 2018 skabte omkring 17.500 jobs i Djibouti, Egypten, Etiopien, Jordan, Oman, Pakistan, Sudan, og Yemen.
Til sammenligning skabte Kinas investeringer i samme periode 13.000 jobs og Storbritanniens investeringer 7.000 jobs. Det fremgår ikke af rapporten, hvorvidt disse jobs var langtidssikrede eller tidsbestemte ansættelser.
Men Emmanuel Sulle, forskningsassistent ved Institut for Fattigdom, Jord- og Landbrugsstudier (PLAAS) ved Capetown Universitet i Sydafrika, mener ikke, at det nødvendigvis er antallet af jobs, der er afgørende for, hvorvidt investeringerne kommer lokalbefolkningen til gode.
”De siger altid, at investeringerne skaber jobs. Og ja, der bliver skabt jobs, men man er nødt til også at kigge på de afledte effekter af investeringerne, som hvor mange mennesker, der bliver fordrevet”, siger Emmanuel Sulle.
”Og det er ikke kun selve jorden, de fordrevne bønder mister adgangen til, det er også naturressourcer som skov, græsningsarealer og vand”.
Seniorforsker ved Clingendael Institute i Holland og medforfatter til ‘Rialpolitik’, Jos Meester, påpeger, at man sjældent ansætter de mennesker, man lige har fordrevet, fordi de er vrede over beslutningen.
Sådan har det i hvert fald været i Etiopien.
”Dem, der arbejder på markerne, er lokale etiopiere. Men man skal lige tænke over, hvad ’lokal’ betyder, fordi når du køber land og fordriver folk, er det ret risikabelt at hyre den samme gruppe mennesker til at dyrke landet. Derfor henter investorerne ofte arbejdskraft fra andre regioner i Etiopien”, forklarer Jos Meester.
Antallet af jobs skabt af hhv. Kina, EU, Golflandene, UK og USA i Djibouti, Egypten, Etiopien, Jordan, Oman, Pakistan, Sudan, og Yemen i år 2018
I Etiopien er det centralregeringen, der udlejer eller sælger landbrugsjorden til de udenlandske investorer, fortæller Jos Meester.
For at fremme økonomisk og social udvikling i landet har regeringen øremærket 11 millioner hektar jord til salg til udenlandske investorer.
Ifølge FN er der lige nu over tre millioner internt fordrevne etiopiere.
Hovedårsagen til interne fordrivelser i Etiopien er konflikt, mens en mindre del fordrives på grund af naturkatastrofer som oversvømmelser og tørke, og andre fordrives grundet ‘land-grabbing’ eller på dansk konfiskering af deres jord.
Ifølge det statslige tyske Bundeszentrale für politische Bildung(BPB) er der siden mad- og energikrisen i 2007 og 2008 sket et skift i mønsteret af interne fordrivelser, hvor de før skete fra by til by eller fra land til land, sker de nu i stigende grad fra land til by.
Årsagen er, ifølge BPB, at ‘land-grabbing’ har gjort livet vanskeligt i landdistrikterne, og at der mangler uddannelse og social infrastruktur. Ifølge den amerikanske bistandsorganisation USAID er 75 procent af befolkningen i Etiopien direkte beskæftiget i landbruget, og lige under halvdelen af Etiopiens BNP kommer fra landbruget. Det etiopiske landbrug udgør 80 procent af landets eksport. Det er altså en vigtig indtægtskilde for staten såvel som befolkningen.
Den amerikanske tænketank, the Oakland Institute, har i rapporten ‘We Say the Land is Not Yours: Breaking the Silence Against Forced Displacement in Ethiopia’ interviewet nogle af dem, der er blevet fordrevet fra deres land.
I rapporten fremgår det, at det er den mest frugtbare jord ,og den jord, der har adgang til vand, der bliver solgt til investorerne. Bønderne bliver jaget ud af deres område med geværskud og tåregas.
“Regeringen modtager penge fra donorer, men de fylder deres egne lommer og bønderne dør af sult”, siger en anonymiseret bonde fra Gambella i Oakland Institutes rapport.
De internt fordrevne migranter møder også juridiske udfordringer, fordi de bliver set som ‘illegale’.
I Etiopien skal man have et gyldigt ID-kort for at få et arbejde. Når de internt fordrevne migrerer fra én provins til en anden, skal de derfor have et nyt ID-kort med deres nye adresse. Men det er ofte en udfordring, fordi hjemprovinsen er druknet i bureaukrati, eller fordi den nye provins ønsker, at migranterne skal vende tilbage for at mindske befolkningstilvæksten i storbyerne, fremgår det af det tyske Bundeszentrale für politische Bildung’ss informationer om Etiopiens migration.
Karen E. Young fra Middle East Institute mener, at det er altafgørende, hvilke typer af investeringer, der bliver foretaget for udviklingen i lokalsamfundet.
”Hvis du laver et stort ejendomsprojekt, hvilken type job skaber det? Byggejobs. Det er tidsbestemte ansættelser, for hvad sker der, når bygningen er færdig? Så er der ikke mere arbejde. Det er ikke et job, der giver færdigheder, der kan bruges i et andet job”, siger hun.
Hun understreger dog, at hun ikke mener, det er investorernes ansvar at sørge for, at lokalbefolkningen bliver tilgodeset.
”Det er ikke den udenlandske investorers ansvar at sørge for udvikling. Det er lokalregeringens ansvar at være ’picky’, og sige hvilke typer investeringer de vil have”, siger hun.
”Regeringerne i Afrikas Horn har et ansvar for at forsøge at tiltrække kapital og arbejde, der træner befolkningens færdigheder”.
En anden udfordring ved udenlandske investeringer er, at de ofte er for gode til at være sande.
”Der er et stort spring mellem, hvad der bliver lovet og hvad der rent faktisk bliver investeret. Mange af investeringerne er af politisk karakter, og hvis den politiske situation ændrer sig, er det ikke altid at investorerne gennemfører deres lovede investeringer”, forklarer Jos Meester fra hollandske Clingendael Institute.
Hvorvidt udenlandske investeringer er en nødvendighed for landene i det afrikanske horn er der lidt uenighed om blandt de eksperter, Danwatch har været i kontakt med.
Emmanuel Sulle fra Capetown University mener, at det er vigtigt, at det er lokalsamfundet, der driver udviklingen i landet.
”Et lands udvikling kommer fra folket til folket. Så udenlandske investeringer er egentlig bare et supplement”, siger han.
Modsat mener Karen E. Young, at ”udenlandske investeringer er vitale” på grund af den svage økonomi i mange afrikanske lande..
”Jeg tror udenlandske investeringer er virkelig vigtige, og en kilde til gode ting. Men samtidig mener jeg, at regeringerne har et ansvar for at have en udviklingsstrategi, så de ved hvilke sektorer, der skaber langsigtede jobs og udvikling, der kommer lokalbefolkningen til gode”.
Golflandene investerer også i byggeprojekter. Et eksempel på det, er det emiratiske firma DP Worlds investering i en udbyggelse af havnen i Berbera, Somaliland.
Med en drøm om økonomisk udvikling og international anerkendelse indgik regeringen i Somaliland en aftale på 442 millioner dollars med det emiratiske selskab DP World i 2016.
Det er den største udenlandske investering, Somaliland hidtil har modtaget.
DP World skulle stå for at udvide havnen i Berbera, så den blev et transportmæssigt og økonomisk knudepunkt.
Berbera, der ligger på den nordlige kyst af Afrikas Horn, er nemlig meget strategisk placeret.
Som indgangen til Det Røde Hav, der fører videre op til Suez-kanalen, og indgangen til det kystløse Etiopien, der med en hurtigt voksende befolkning og økonomi er et lukrativt importmarked, har Berbera den ideelle placering til at blive det nye logistiske brændpunkt, der forbinder Europa, Østasien og Afrikas Horn.
Udover at Det Røde Hav og Suezkanalen er en vigtigt transportrute for handel med olie, er landene i det Afrikanske Horn strategisk placeret for Saudi Arabien og Emiraterne.
Selv om det er selskabet DP World, der har indgået aftalen med Somaliland, har de Forenede Arabiske Emirater stadig en finger med i spillet.
“Det er jo pakket ind i en samarbejdsaftale med Emiraterne, så staten Emiraterne har også været inde over”, siger Finn Stepputat, seniorforsker ved Dansk Institut for internationale studier(DIIS), der forsker i samspillet mellem handel, logistik og statsbygning i de somaliske dele af Østafrika.
Sammen med udvidelsen af havnen blev det også aftalt, at Berbera skulle laves om til en økonomisk frizone.
Da Etiopien i 2018 kom med i aftalen, var det deres opgave at stå for finansiering af infrastruktur. Den såkaldte ‘Berbera-korridor’ skulle forbinde havnebyen Berbera med Etiopiens hovedstaden Addis Ababa, der har 900 kilometer til nærmeste kyst, og sørge for, at den voksende befolkning og økonomi i Etiopien kunne få gavn af de varer, der blev sejlet til den nye og moderne havn i Somaliland.
Med Somalilands 30% ejerskab og Etiopiens 19% procent er DP World med sine 51% den største aktionær i havneprojektet i Berbera.
Om drømmen økonomisk udvikling og international anerkendelse er blevet til virkelighed er endnu for tidligt at sige, men ifølge Finn Stepputat, der både har besøgt havnebyen før og efter havnen blev udbygget, er der helt klart sket nogle store ændringer i Berbera.
“Jeg vil sige, at Berbera i den grad har skiftet udseende. De har fået moderne affalds renovering og nogle flere veje der er blevet asfalteret. Der er virkelig gang i den, fordi der er mange, der bringer penge til Berbera”, siger Finn Stepputat
De mange udenlandske penge kommer ikke kun de Forenede Arabiske Emirater til gode. De ender også i Somalilands offentlige kasser.
“Kommunen får også en del ud af det, fordi der er mere aktivitet i havnen. De får simpelthen nogle procenter af importtolden”, siger Finn Stepputat.
Det er ikke kun den direkte økonomiske gevinst, golflandene er ude efter.
Både Saudi Arabien og Emiraterne har også stærke politiske og strategiske interesser i rødehavsområdet. Rødehavet og Suezkanalen er en vigtig handelsrute for den olie, der er hjørnestenen i golfstaternes velstand. Derfor er det vigtigt for dem at sikre ro og stabilitet, siger Finn Stepputat.
Havneprojekterne i Djibouti og Berbera var en mulighed for, at Emiraterne kunne have deres flåde tæt på Yemen, hvor de var aktive fra 2015 til 2020.
Sammen med havnen i Berbera fik de også lov til at benytte lufthavnen.
“Grundet til, at de var interesserede i lufthavnen var for at kunne lande der med fly, der skulle operere i Yemen, da de var i krig”, siger Finn Stepputat.
Emiraterne, der har været allierede med Saudi Arabien i krigen i Yemen mod Iran og Houthi-bevægelsen, trak sig ud af krigen den 9. februar 2020.
Og netop Iran udgør endnu en grund til, især, Saudi Arabiens tilstedeværelse i Hornet.
“Der er helt sikkert også et sikkerhedsmæssigt aspekt i det.
Saudi Arabien ønsker at holde Iran væk fra deres baghave. Eritrea, Sudan og Etiopien ligger jo lige op ad Saudi Arabien, og grænserne ligger lige overfor Jeddah og Mekka, som er nogle af de vigtigste storbyer i Saudi”, forklarer Fannie Agerschou-Madsen.
Kina, EU, Golflandene, UK og USAs investeringer i Djibouti, Egypten, Etiopien, Jordan, Oman, Pakistan, Sudan, og Yemen fra 2003-2020
Saudi Arabien er, ifølge Fannie Agerschou-Madsen, allerede en international stormagt:
“Saudi Arabien har kæmpe økonomiske investeringer i hele verden. Hele finanssektoren i London er finansieret af saudiske penge, og det er Silicon Valley også. Og det er noget de udnytter politisk til at sætte en dagsorden”, siger hun.
Da den saudiske statsborger Jamal Khashoggi i 2018 blev myrdet efter et besøgt på det saudiske generalkonsulat i Istanbul, tøvede Saudi Arabien ikke med at true sig til at slippe for konsekvenserne:
“Fra saudisk side sagde man, da der blev talt om sanktioner, ‘pas nu på hvor meget i presser, for ellers trækker vi vores investeringer tilbage’, og så stoppede den meget eksplicitte kritik. Hvis Saudi Arabien trak alle sine investeringer fra London, ville hele finanssektoren kollapse”, siger Fannie Agerschou-Madsen.
“Saudi Arabien er især bange for det muslimske broderskab, bange for at de skal få for meget støtte. Og det er også en af grunde til deres tilstedeværelse i det Afrikanske Horn”, siger Finn Stepputat.
Saudi Arabien, der officielt har en wahhabistisk fortolkning af Islam, er modstander af broderskabets parlamentariske tilgang til politisk islam.
“Det Muslimske Broderskab er islamister så de ønsker i højere grad parlamentarisme end man gør i Saudi Arabien. Det saudiske regime ønsker en mere apolitisk form for islam”, siger Fannie Agerschou-Madsen.
Saudi Arabien har en interesse i at være fysisk til stede på Hornet, for at kunne inddæmme det muslimske broderskabs indflydelse.
Hvorvidt udenlandske investeringer er en god eller dårlig ting for de afrikanske lande kan være svært at svare på.
Der er mange nuancer og mange interesser i fortolkningen af betydningen af en udenlandsk investering.
“For lokalbefolkningen tror jeg ikke, at udenlandske investeringer hjælper meget, men jeg har også snakket med nogle medarbejdere i investeringsbanker i Etiopien, der siger, at investeringer fra golfen er gode, fordi der ikke er så mange regler om, hvad pengene skal gå til. Men det er jo langt fra det samme som, at de gavner lokalbefolkningen”, konkluderer Jos Meester.
Isabel Bjerrum Møller