“Vi skal tale om regler”, siger 57-årige Albert Schoneveld højt, mens han omringes af skeptiske blikke fra soldaterne i skyggen af et mangotræ i en lille landsby i Sydsudan.
“Det er jeres job at sikre, at civile skånes. Det er det vigtigste formål med krigens regler”, siger Schoneveld i sin lyse skjorte, solbrune kulør og lysegrå skægstubbe.
Herefter begynder diskussionerne. Hvorfor skal civile skånes, hvis de støtter og hjælper den anden side i konflikten? Passer det overhovedet, at kvinder voldtages eller er det modpartens propaganda? Hvorfor starter Schoneveld ikke sine sessioner med en kristen bøn, nu når han kommer fra Røde Kors?
Det kan virke som en umulig mission, den tidligere hollandske officer har begivet sig ud på for Den Internationale Røde Kors’ Komité (ICRC), som det skildres i dokumentaren “Rules of War” af instruktøren Guido Hendrikx, der netop er blevet vist på CPH:DOX.
Men Albert Schoneveld mener alligevel, at indsatsen er det hele værd, og at han formår at rykke ved forstokkede holdninger hos selv de mest krigsvante soldater rundt om i verden.
“Jeg prøver ofte at tale til de øverstkommanderendes samvittighed som militærmænd. Og jeg har bemærket, at den metode vækker genklang og rammer en nerve”.
Siden oldtiden har der i forskellige samfund været regler for krig. Men det var først i 1864, at en række af verdens stater underskrev Genève-konventionen i Schweiz, som sikrede sårede soldater en række rettigheder i krig. Det var grundlæggeren af Røde Kors, Henri Dunant, der tog initiativet til den første Genève-konvention.
Siden er en række konventioner og regler blevet ændret og tilføjet til krigens love, som også kaldes den humanitære folkeret, og alle verdens lande har underskrevet Genevè-konventionerne. Den fjerde og seneste konvention blev indgået i 1949 efter Anden Verdenskrig for at udvide beskyttelsen af civile under krig.
“Formålet med krigens love er i bund og grund at beskytte folk, som ikke kæmper eller ikke længere kan kæmpe”, forklarer Albert Schoneveld, der er delegeret for Væbnede Styrker i ICRC, i et interview med Danwatch.
“Hvis du er soldat, der kæmper i krig, er det lovligt at bære våben og bruge det mod lovlige mål. Den anden side af mønten er, at du også selv er et lovligt mål. Mit hovedbudskab, som man ser i filmen, er at soldater skal bekæmpe soldater”.
ICRC er til stede i over 100 lande, hvor de underviser militær og væbnede grupper i krigens love. I mange lande undervises soldaterne og kommandører ikke tilstrækkeligt af deres eget militær om krigens love og derfor kan ICRC’s indsats være afgørende for, at krigens regler bliver overholdt.
“Der er en opfattelse blandt nogle mennesker om, at alt er tilladt i krig. Mange tænker: ‘Vi er ligeglade, vi gør bare, hvad det passer os’”, siger Albert Schoneveld
“Det er en fejlopfattelse. Alt er ikke tilladt. Det første, jeg lærer soldater, er, at der ikke er noget juridisk vakuum i krig. Man opererer altid inden for en juridisk ramme. Også i krig. Og den ramme er Geneve-konventionen”.
Men det er ikke altid let at overbevise soldaterne. Som det ses i filmen, står Albert Schoneveld ofte med sved på panden, omringet af soldater der har en anden opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i krig.
Schoneveld forklarer, at det ofte hjælper at forklare dem krigens regler ud fra deres egen kulturelle eller religiøse kontekst.
“Vi sørger for at studere konteksten af de samfund, som vi arbejder i. Og så prøver vi at forklare folk krigens love ud fra deres egne skikke og traditioner”, siger Schoneveld.
“Men de grundlæggende internationale humanitære love ændrer sig ikke. Det er kun konteksten, der ændrer sig, og så tilpasser vi budskabet en smule for, at det ræsonnerer bedre”.
I dokumentarfilmen møder vi en ældre sydsudansk kvinde, der fortæller om, hvor blodig landets konflikter er blevet, siden hun var barn.
I gamle dage sloges mændene med stave. Når en mand var såret, kastede en kvinde sig over hans krop og det betød enden på kampen, forklarer den sydsudanske kvinde.
“En sådan lokal tradition inden for krig og konflikt kan jeg for eksempel fremhæve i min undervisning som et eksempel på, at man ikke må begå voldshandlinger mod sårede soldater”, forklarer Schoneveld.
“Og det kan soldaterne bedre relatere til, fordi det vækker genklang fra deres egne skikke og traditioner, og på den måde kan vi undgå, at krigens love bliver opfattet som nogle regler, vi kommer og pådutter udefra”.
Seksuel vold under krig er en af de handlinger, der anses som en krigsforbrydelse i den humanitære folkeret. Og særligt i Sydsudan er voldtægt af kvinder et udbredt problem.
I sidste måned udgav FNs Menneskerettighedsråd en 48 sider lang rapport om seksuel vold i Sydsudan, der konkluderer, at “voldtægter begået under angreb mod landsbyer er systematiske og udbredte”.
Albert Schoneveld forklarer, at voldtægt både er et af de sværeste emner at tale om og samtidig er det svært at dæmme op for.
“Jeg personliggør ofte budskabet, når jeg taler om for eksempel voldtægt. Jeg siger, at det også kan ske i din egen landsby. Det kan endda ske for dine egne familiemedlemmer”.
Men det handler ikke bare om at overbevise de menige rekrutter. De enkelte soldater begår som regel kun seksuel vold, når der er en indstilling blandt deres ledere om, at det kan begås straffrit, eller at det sågar er i orden som en slags belønning eller kompensation, når soldaterne erobrer et nyt område.
“Fra en militær vinkel tilkendegiver det en mangel på kontrol. Så jeg prøver at klargøre, at hvis du er officer og lader disse ting ske, så er du en dårlig leder, som ikke kan kontrollere dine egne mænd”, siger Schoneveld.
“Officerer i alle hære og væbnede grupper går op i deres ry som ledere og derfor forsøger jeg at overbevise dem om, at det er dårlig ledelse og appellere til deres samvittighed og professionelle etik”, uddyber han.
“Det er svært at trænge igennem på dette punkt, men det er min erfaring, at det er den metode, der virker bedst”.
Hvis du ikke fik set Rules of War på CPH:DOX, kan du stadig leje filmen online her.
Florian Elabdi
