Uafhængig journalistik er vigtigere end nogensinde før. Men uden din hjælp kan det ikke lade sig gøre.

“Jeg vil hellere dø end overlade mine døtre til Taliban”

Veluddannede afghanske kvinder frygter Talibans hævn over alle, der har arbejdet for demokrati og menneskerettigheder. Danwatch har talt med nogle af dem, der er gået under jorden for at beskytte deres familier mod Afghanistans nye magthavere.
Afghanistans kvinder frygter, at vil miste alle de rettigheder, de har haft, siden Taliban blev afsat i 2001
Afghanistans kvinder frygter, at vil miste alle de rettigheder, de har haft, siden Taliban blev afsat i 2001
Foto: EPA/Scanpix/Ghulamullah Habibi

Derfor skal du bruge 7 minutter på denne artikel:

Afghanistan er med lynets hast blevet forvandlet et islamistisk kalifat efter den ekstreme Taliban-bevægelsen har kuppet sig til magten. Især kvinder frygter, at deres frihed forsvinder. Danwatch har talt med nogle af dem, der er gået under jorden mens de venter på en chance for at komme ud af landet

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Foto: EPA/Scanpix/Ghulamullah Habibi
xxx

“Jeg havde så store håb for mit land og min familie. Nu er det hele tabt. Alt det, jeg har kæmpet for, har været forgæves. Jeg kan stadig ikke tro på, at det virkelig er sket. At mit land er tilbage, hvor vi startede for 22 år siden. Vi er slået fuldstændig tilbage til start.”

Nadia Sorour er en af de mange tusinde afghanske kvinder, som i disse dage ser drømmen om et moderne, demokratisk Afghanistan kuldsejle. 

I sidste uge flygtede hun med sin mand og deres fem børn fra sin hjemby til hovedstaden Kabul. Som mangeårig ansatte i forskellige internationale hjælpeorganisationer frygter både Nadia og hendes mand, at de står på Talibans liste over afghanere, der skal arresteres eller i værste fald henrettes for deres samarbejde med “fjenden”.

“Lige nu gemmer vi os i et hjørne af huset hos nogle slægtninge i Kabul, men hverken jeg eller min mand kan blive i Afghanistan”, fortæller Nadia Sorour over en krypteret telefonlinje fra den afghanske hovedstad. Hun hedder i virkeligheden noget andet, men af sikkerhedshensyn har vi valgt at ændre hendes navn.

En drøm er knust

Et andet sted i Afghanistan gemmer Sharara Ghulam og hendes mand sig også for Taliban sammen med deres to småpiger på seks og et år. 

Den seneste uge har de ikke turdet forlade hjemmet af frygt for, hvad der vil ske, hvis de bliver stoppet af Afghanistans nye magthavere. 

“Lige nu aner vi ikke, om vi er købt eller solgt”, fortæller Sharara Ghulam, der også hedder noget andet i virkeligheden.

“Min situation virker fuldstændig håbløst. Jeg aner ikke, om jeg nogensinde kommer til at gøre min uddannelse som tandlæge færdig. Eller om jeg får lov for at arbejde som tandlæge. Det har været min drøm i mange år, men måske vil Taliban slet ikke tillade mig at arbejde. Eller måske vil de kun tillade, at jeg behandler kvinder og børn. Det er altsammen meget usikkert”, siger Sharara Ghulam. 

Kan kun lave sharia-radio

For hendes mand er situationen også kritisk. 

Han har i flere år været ansat på en radiostation, som har fået støtte af flere vestlige lande. Taleban har lukket radiostationen og givet de ansatte besked om, at radioen fremover kun må sende programmer om religiøse emner og koranrecitationer. 

Og det vil Shararas Ghulanms mand ikke være med til. Hans radiostation har indtil nu været en vigtig stemme i lokalsamfundet, fortæller hun. Den har beskæftiget sig med alt fra kvinderettigheder til social uretfærdighed, nyheder, underholdning og debatprogrammer. 

“Jeg ser ikke nogen anden udvej for os end at flygte”, siger Sharara Ghulam. 

“Lige nu aner vi ikke, hvordan vi skal komme ud af landet, men der er ikke noget liv for os i Afghanistan. Vi venter på, at der opstår en mulighed for at komme ud af byen, og så må vi se, hvordan vi kommer videre. Lige nu er alle veje lukkede, og fordi min mand er journalist, er det farligt bare at gå udenfor.”

Frygter for mine døtre

Nadia Sorour og Sharara Ghulam tænker imidlertid ikke så meget på deres egen sikkerhed, som de tænker på, hvad det er for en fremtid, der venter deres børn, hvis de skal leve i et Afghanistan styret af Taliban.

“Den vigtigste grund til, at vi vil ud af landet er, at vi har tre teenagedøtre, som vi ikke vil se falde i kløerne på Taliban”, siger Nadia Sorour og fortæller, at parrets tre piger er henholdsvis 19,15 og 13 år.

“Det er lige præcise den alder, hvor Taliban anser dem for giftefærdige. Vi har hørt, hvordan Taliban går rundt i landsbyerne og får imamer og mullaher til at lave lister over enker og unge piger, som de så tvangsgifter med talibankrigere. Vi vil ikke risikere, at vores døtre skal ende sådan”, siger hun.

“Det er så forfærdeligt og grusomt. Jeg vil hellere dø end se de klamme talibanere tage mine døtre.”  

Hevet op i håret

Også Sharara Ghulam er meget bekymret for, hvordan det vil påvirke hendes to små piger at vokse op under Talibans styre. 

“Jeg har selv været barn, da Taliban var ved magten sidste gang, og har oplevet mange ubehagelige ting. F.eks. har jeg oplevet at blive stoppet på gaden sammen med min mor, hevet op i håret og kastet ned på jorden af en talibaner, fordi jeg ikke havde den obligatoriske chador og tørklæde på.”

“Jeg var kun en lille pige, men jeg vil ikke have, at min døtre skal opleve den slags,” siger Sharara Ghulam. 

“Det er for vores børn skyld, vi gerne vil væk. For mig er alt forbi, men mine børn skal have chancen for et bedre liv.”

Allerede nu har Taliban meddelt, at piger kun kan gå i skole til sjette klasse og skal møde op med kroppen og ansigtet tildækket, så kun øjnene er fri, fortæller hun. 

“Hvad er det for noget, at små børn på seks år skal dækkes til, så kun øjnene er fri? Det er jo frygteligt. Det vil jeg ikke have skal overgå mine børn. Allerede nu græder min datter på seks år hver dag og tigger mig om at købe en dragt til hende, så hun kan komme i skole. Det er allerede en del af hendes tanker.”

Tror ikke på løfterne

Hverken Nadia Sorour eller Sharara Ghulam tror på, at den Taliban-bevægelse, der nu har taget magten i Afghanistan, er mere moderat end det Taliban, der styrede Afghanistan med hård hånd fra 1996 til 2001.

Dengang var sharia-straffe som henrettelse, stening og håndsafhugning hverdag for forbrydelser som mord, utroskab og tyveri – og kvinder var forment adgang til uddannelse, arbejde og enhver form for offentligt embede.

Talibans talsmand har ellers bedyret, at piger og kvinder vil få love at uddanne sig, arbejde og deltage i samfundslivet. Senest på et historisk pressemøde tirsdag. Men de første regler, som bevægelsen har udstedt, er ikke lovende, mener de to kvinder.

“Jeg tror ikke ikke på, at Taliban er blevet mere moderate, når det kommer til vores rolle som kvinder. Det er bare noget de forsøger at bilde omverdenen ind”, siger Sharara Ghulam.

“Det kan godt være, der er nogle talibanere, der mener, at piger og kvinder kan deltage i samfundet, men der er andre, som mener, at kvinder bare skal være hjemme og passe børn. Der er flere fraktioner i Taliban, og hvem der i sidste ender kommer til at bestemme, ved vi ikke.”

Farligere end før

Nadia Sorour er bestemt heller ikke optimist.

“Taliban er allerede gået i gang med at adskille kønnene, både i skoler og i sundhedssektoren. Det er slut med blandede skoler, kvinder må heller ikke være skoleledere på blandede skoler – og på hospitalerne må læger kun behandle patienter af deres eget køn”, siger hun.

“Hvordan skal det hænge samme, når ni ud af ti afghanske kirurger er mænd. Hvem skal så operere kvinderne”, spørger hun. 

“Det er et system, som Afghanistan slet ikke har ressourcerne til at praktisere”. 

Nadia var i begyndelsen af tyverne, da Taliban sidste gang var ved magten og husker udmærket, hvor svært det var at være kvinde i Afghanistan dengang.

“Jeg tror ikke Talibans ideologi har ændret sig, men på mange måder er det Taliban, der nu har fået magten farligere end i 1990’erne, siger hun. “Dengang var de dårligt uddannede, de var håbløst ude af trit med verden, havde ikke forstand på massemedier eller på at styre et land. I dag er de bedre uddannede, er dygtige til at kommunikere via medierne og formentlig også bedre til at lede landet” siger hun. De bliver væsentlig sværere at slippe af med dem denne gang.”

Elendigt alternativ

Både Nadia Sorour og Sharara Ghulam er stadig dybt chokeret  over, at de pludselig befinder sig i en situation, hvor de er nødt til at opgive alle deres drømme og flygte fra Afghanistan.

Sharara Ghulam mener, at ansvaret for Afghanistans fald skal placeres hos den korrupte afghanske regering, som selv ikke den afghanske hær har været villige til at sætte livet på spil for at forsvare. Talibans kup er derfor blevet gennemført stort set uden blodsudgydelse. 

Nadia Sorour er også rasende på den afghanske regering, som hun mener har svigtet ikke befolkningen.

“Jeg ved stadig ikke, hvordan det er lykkedes Taliban at tage hele landet så hurtigt. 

Men skam over de politiske ledere, der har ladet det ske. Og skam over den tidligere præsident, som er flygtet”.

“Det kan vi ikke tilgive. Skam over alle dem, der puttet pengene i egne lommer og nu bare stikker af,” siger Nadia Sorour med henvisning til præsident Ashraf Ghani, som flygtede til nabolandet Tajikistan i sidste uge. 

“Jeg er så ked af det på mit lands vegne og på alle afghanske kvinder og børns vegne. Jeg kan ikke sove om natten, jeg vandrer bare rundt og spekulerer på, hvordan vi kan redde vores børn. Jeg får ondt i maven over den frygtelige skæbne, som venter Afghanistans børn.“

Hjælp os med at bringe dig tættere på verden

På Danwatch sætter vi ikke bare tingene ind i en større sammenhæng. Vi sætter også dig ind i en større sammenhæng. Vi laver journalistik, der forbinder dig til verden ved at se nærmere på de forhold, vores fødevarer, tøj og teknologi bliver til under. Og vi perspektiverer det til de grundlæggende problemer, det skaber for sårbare mennesker, vores miljø og vores klima.

Vi tror på, at alle skal have fri adgang til kritisk journalistik, der forbinder os til verden. Derfor har vi som et af de eneste medier i Danmark valgt, at vores journalistik skal være gratis. Det holder vi fast i, selvom nedlukningen af vores samfund også har store økonomiske konsekvenser for os.

Vi tror på, at vores journalistik skal være uafhængig af økonomiske og politiske interesser. Vi mener ikke, vi troværdigt og kritisk kan dække danske virksomheder og samtidig være økonomisk afhængige af dem. Derfor er Danwatch fri for annoncer. Det betyder, at du kan læse uden at blive forstyrret, og at vi har friheden til at udfordre de rige og magtfulde.

Danwatch har kun kunnet forblive uafhængige, kritiske, gratis og annoncefri, fordi vi får støtte fra fonde, donorer og støttemedlemmer. Nu mere end nogensinde har vi også brug for din hjælp. Støt Danwatch med et en enkelt donation eller et fast månedligt beløb.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.