Under sin første barsel for to år siden fik Julie Blichfeld “en vision”, kalder hun det. Hun manglede en forårsjakke, men var bundet til hjemmet på grund af det nyfødte barn. Derfor tyede hun til internettet og begyndte at søge efter brugte vintagejakker, men hun søgte forgæves. I stedet fandt hun et hul i markedet og muligheden for at gøre op med en modebranche, der helt grundlæggende er ubæredygitge.
Julie Blichfeld har ellers i mere end ti år været en central del af selvsamme branche. Hun har inspireret og udforsket moden som moderedaktør på magasinet SKØN, stylet hos Aller Client Publishing og været model hos Le Management. Men for to år siden startede hun så den bæredygitge webshop, hun selv manglede. Collect23 med kurateret vintagetøj til kvinder.
“For mig at se giver det slet ikke nogen mening ikke at tænke bæredygtighed og social ansvarlighed ind i sin virksomhed, når man arbejder med mode i dag. Altså jeg kan slet ikke se, hvordan man ikke kan gøre det, når vi kigger på, hvor koloenormt store mængder tøj der bliver produceret i dag“, fortæller Julie Blichfeld.
Med sin vintagewebshop vil hun tilbyde et bæredygtigt alternativ til den hurtige og masseproducerende tøjindustri ved at sælge tøj, der er produceret for mindst 20 år siden.
Men som Julie Blichfeld siger, så er det “måske lidt helligt” og ikke 100 procent rigtigt at kalde Collect23 for et fuldstændig bæredygtigt projekt. “Jeg er jo med på, at jeg også får sendt varer, hvor der er noget transport med CO2. Og nogle gange skal tøjet renses, så der bliver brugt kemikalier og vand. Der er jo ikke nogen der kan være 100% bæredygtige.”
Julie Blichfeld er langtfra den eneste person i modebranchen, som spekulerer over, hvordan vi alle sammen kan klæde os på en grønnere og mere ansvarlig måde. Der er Son of a tailor, som går imod masseproduktionen og kun producerer det tøj, der bliver bestilt. Der er Organic Basics, der kun bruger økologisk bomuld eller genbrugte plastikmaterialer, for at gå uden om branchens massive pesticidforbrug. Og så er der rådgivningsvirksomheder som Tekstil Revolutionen og In Futurum, der hjælper brands med omlægningen til bæredygtig og ansvarlig produktion.
De står dog alle med det problem, at lige meget, hvordan de gør, så er det svært at blive fuldstændig bæredygtige og skabe den afgørende forandring i en tøjindustri, der er baseret på billig arbejdskraft og et meget stort ressourceforbrug.
Derfor har EU lagt en plan. En plan der skal sikre ordentlige forhold for syersker og et mindre fodaftryk på kloden. Omstillingen skal ske skridt for skridt, men EU kan ifølge eksperter tage et langt spring fremad med en ny lov om virksomhedsansvar, som Europa-Kommissionen har på trapperne.
Den nye lov kan få en stor betydning for, hvordan mange af vores varer bliver til. Målet er at stille blandt andet tøjvirksomheder til ansvar for forurening og arbejdsforhold hos deres leverandører – altså på fabrikker der ikke nødvendigvis ejes af de europæiske virksomheder, men som virksomhederne køber fra. Lovens indflydelse afhænger af, hvem den præcis kommer til at gælde for, og om dem, der overtræder den, vil blive straffet. Det er en kamp, der lige nu kæmpes i de politiske korridorer, men det får allerede ngo’er som Corporate Europe Observatory, Friends of the Earth og European Coalition for Corporate Justice til at tvivle på, om den overhovedet vil have den ønskede effekt.
Siden april 2020 har EU-kommissionen arbejdet på loven om virksomhedsansvar også kaldet en due diligence-lov. Som det ser ud nu vil alle europæiske virksomheder af en vis størrelse blive lovmæssigt forpligtet til at sikre, at der ikke sker menneskerrettighedskrænkelser eller miljøforringelser i deres produktion. Og hvis der gør, kan de måske ende med at blive straffet for det.
Due diligence, der på dansk oversættes direkte til rettidig omhu, handler i sin enkelthed om at sørge for, at ens virksomhed ikke gør skade på hverken klima, miljø eller mennesker. Og hvis den alligevel gør skade, skal der rettes op på det.
Der er allerede virksomheder, der udøver rettighed omhu, fordi de følger FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. Retningslinjerne er, som ordet antyder, frivillige for virksomheder og stater at følge, og definerer FN’s standard for ansvarlig adfærd. Men det har ingen konsekvenser at overtræde retningslinjerne, netop fordi de kun er vejledende. Danwatch dokumenterede i efteråret 2020, at seks ud af Danmarks ni største virksomheder indenfor fødevarer, tekstil og energi brød retningslinjerne.
Ved at gøre due diligence lovpligtigt, vil EU altså holde virksomheder ansvarlige for det, der sker under produktionen. Og ligesom FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv skal loven gælde alle brancher. Men da mange virksomheder i Europa siden årtusindeskiftet gradvist har flyttet deres produktion ud af Europa og til lande med lavere lønninger i det globale syd, vil en lov om due diligence være revolutionerende for måden, som EU handler med resten af verden og omvæltende for rigtig mange virksomheder. Det gælder særligt tøjindustrien.
Loven om virksomhedsansvar kan blive revolutionerende for tøjindustrien, fordi den har potentiale til at vende op og ned på den måde, branchen har fungeret de sidste 20 år. Når du som europæisk tøjbrand skal have produceret en jakke, sender du en ordre til en leverandør på alt det jakken skal indeholde og bestå af: Nylon til det ydre lag, polyester til fyld, foring, lynlåse osv.. Nogle måneder senere, får du jakken tilsendt. Du skal altså ikke forholde dig til, hvem der leverer knapper, hvordan bomulden dyrkes eller lønningerne på den fabrik, der syr lommer på. Derfor er der rigtig mange tøjbrands, der kun kender den nærmeste leverandør i deres produktion, som er dem, der syr det sidste sammen og sender.
“Det er svært for mode- og tekstilbrands at vide præcis, hvor alle komponenterne kommer fra. De arbejder på at vide det. Men der er ikke så mange der ved, det hele vejen ned igennem forsygningskæden. Man kender som regel det første led og måske det andet”, siger Marie Busck, der er CSR- og bæredygtighedschef hos Dansk mode og Tekstil, der er brancheforening og arbejdsgiverorganisation for den danske mode- og tekstilbranche.
Men det kan den kommende EU lov lave om på.
Forsygningskæderne er rigtig lange i tøjindustrien. Det skyldes blandet andet ophævelsen af en historisk aftale tilbage i 2005. I 70erne indgik de europæiske lande og USA en aftale, der skulle styre den globale handel med tøj og tekstiler – den såkaldte Multi Fibre Arrangement.
Helt konkret betød aftalen, at man importerede en meget begrænset mængde tekstiler fra lande udenfor europa og USA. Man holdt altså tøj produceret i det Globale Syd ude, for at beholde arbejdspladserne i Norden. Der var en særaftale med Bangladesh, fordi de lave lønninger her alligevel var fordelagtige for nordens brands.
Da man ophæver aftalen i 2005 rykker tøjproduktionen på meget få år til det Globale Syd og til steder hvor lønningerne er lave. Det betyder at blandt andet Kina og Indien sætter sig på markedet. På knap ti år sker der en fordobling af produktionen af tøj på verdensplan.
Kort sagt har man i tøjindustrien udliciteret produktionen til leverandører og underleverandører og dermed også udliciteret ansvaret for forholdene i produktionen. Det hele for at effektivisere og spare produktionsomkostninger. Det har skabt uoverskueligt mange trin i forsyningskæden, fordi det er op til slutleverandøren at gøre det billigst og bedst, så han kan konkurrere med andre slutleverandører. Hvis vi tager eksemplet med jakken igen. Den skal igennem rigtig mange trin, før den ender på bøjlen i butikken. Stoffet skal klippes til, farves og imprægneres, knapper skal syes i, lommer, inderstof, broderi, krave. Alle komponenter kan være leveret af forskellige producenter. Og før det er der bomulden, der skal dyrkes, høstes og spindes.
Men netop fordi det store dele af den europæiske tøjindustri fungerer på den måde, er lovpligtig due diligence tiltrængt i branchen. Det fortæller, Silke Sønderstrup-Granquist, der er chef for CSR hos konsulentbureauet Sourcing House og bruger det meste af sin tid på at rådgive tøjbrands og leverandører om bæredygtig og ansvarlig produktion.
“Der er rigtig mange, der gerne vil gøre det bedre, men de kan have lidt svært ved, hvordan de skal gøre det, fordi det er super komplekst.”
“Men hvis man vælger, at loven også er for små og mellemstore virksomheder, så kommer det jo til at slå fast, at vi skal afsætte ressourcer til for at afdække, hvad er det for nogle leverandørkæder vi har, og hvordan kan vi arbejde med at afbøde skadevirkninger ude i dem”, siger Silke Sønderstrup-Granquist.
Med en europæisk lov om due diligence vil tøjvirksomhederne blive tvunget til at sætte ressourcer af til at undersøge deres forsyningskæder. Loven vil sikre, at flere prioriterer det. Men lige nu er det uvist, om loven overhovedet kommer til at gælde små og mellemstore virksomheder, som er dem der er flest af i Danmark, eller kun de helt store tøjmærker.
“Man kan forestille sig, at det måske bliver virksomheder af en vis størrelse, den bliver obligatorisk for, men jeg tror at det vil smitte af på forventningerne til mindre virksomheder også”, siger Silke Sønderstrup-Granquist.
Uanset om loven kun vil gælde store virksomheder, vil selve det politiske arbejde ifølge Silke Sønderstrup Granquist have en afsmittende effekt på de mindre virksomheder, fordi forventninger til, hvad virksomhederne gør, vil ændre sig. Loven vil først og fremmest betyde, at de europæiske tøjvirksomheder bliver tvunget til faktisk at kende deres producenter og produktionsforhold. Det er en bevægelse, der så småt er begyndt, fordi webshops begynder at sætte nye krav:
“Internt i branchen er der en stigende forventning om, at brands kan dokumentere, hvor deres varer kommer fra. Den forventning drives især af webshops som Zalando. Så det er under alle omstændigheder nødvendigt at afdække sin varekæde”, siger Silke Sønderstrup-Granquist.
Presset fra webshops og andre kunder og forventninger til den nye love lægger altså allerede pres på virksomhederne. De kan blive tvunget til at finde de penge, det koster at undersøge, hvor deres tøj egentlig kommer fra, og hvordan tøjet bliver til. Spørgsmålet er så bare, hvad der sker, når virksomhederne opdager problematiske forhold – vil den kommende lov rent faktisk gøre livet nemmere for verdens tekstilarbejdere og beskytte miljøet mod kemikalieudslip?
De største problemer med miljøforurening og arbejdsforhold findes typisk langt nede i forsyningskæden, langt fra det endelige produkt. I starten af pandemien blev det tydeligt, hvor udsatte arbejderne i tekstilbranchen er. Mange af verdens største tøjmærker har siden marts 2020 aflyst bestillinger fra deres leverandører i Sydøstasien, Afrika og Mellemamerika. Og det er tekstilarbejderne, det allerfattigste led i forsyningskæden, der har betalt prisen. Med pludselige aflyste ordrer bliver arbejderne fyret eller må gå ned i løn. Det har tvunget flere ud i sult. Efter kritik i medierne valgte flere internationale tøjmærker at betale de aflyste ordrer, i et forsøg på at rette op på fyringerne hos leverandørerne.
Den rettidige omhu i en lov om due diligence vil netop handle om at læggen plan for, hvordan virksomheden vil rette op på den slags krænkelser. Men netop fordi tøjvirksomhederne sjældent ved mere end, hvor deres tøj er syet, opstår der et problem her. Og lovens reelle effekt afhænger af, hvor langt ned i forsyningskæden, de europæiske virksomheder skal kende og rette op på forholdene. Det fortæller Marie Busck, der er CSR- og bæredygtighedschef hos Dansk mode og Tekstil, der er brancheorganisation og arbejdsgiverorganisation for den danske mode- og tekstil branche.
“Det er ikke sikkert, at loven vil virke hele vejen ned i forsyningskæden. Så må tøjvirksomhederne arbejde på anden vis for at få det udbredt. Mange af de grove krænkelser findes typisk længere nede i værdikæden”.
Hvis ikke loven kommer til at dække de sidste led i forsyningskæden, bør virksomhederne ifølge Marie Busck alligevel stiller krav om ordentlige forhold hos leverandørere og underleverandører. Men så er vi tilbage ved start. For hvordan kan man stille krav til forholdene hos en underleverandør, man ikke kender?
“Du behøver ikke at kende alle ledene i forsyningskæden, før du starter med at stille krav”, siger Marie Busck.
“Man kan sige, arbejdet med at afdække sin produktion og stille krav foregår parallelt. Du går i dialog med din leverandør, det kan være en systue, om at udbedre problemer med f.eks. overarbejde og brandsikkerhed. Samtidig hjælper du systuen med at stille krav til leverandører af materialer og udbedre problemerne her.”
Der er altså rig mulighed for, at tøjvirksomheder kan vælge at sikre deres produktion mod menneskerettighedskrænkelser uden en lov på EU niveau. Men det kræver ressourcer, så uden en lov, der pålægger virksomhederne opgaven, er der ingen garanti for, at de gør det.
Dansk mode og Tekstil repræsenterer 330 danske mode og tekstilvirksomheder, og de har en stor tiltro til den kommende lov. Særligt fordi den vil skabe et fælles ståsted for de europæiske tøjvirksomheder.
“Lige nu ser vi et kludetæppe af forskellige nationale lovgivninger, og der ser vi en stor fordel i fælles EU lovgivning. Jeg tror på, at en fælles europæisk lovgivning kan have større effekt simpelthen i forhold til det, vi gerne vil, som jo er at sørge for, at der er ordentlige arbejdsforhold og ordentligt produktionsvilkår”, siger Marie Busck.
Men hvis ikke loven stiller krav til, at virksomhederne skal kende de nederste led i forsygningskæden, som ofte er det mest udsatte, er det slet ikke sikkert, at den kan gøre op med de massive krænkelser af mennesker og miljø. Det tyder på, at uanset lovens udformning vil den blot være et skridt på vejen. Og så er det igen op til virksomhederne at betrygge os forbrugere om, at det vi køber, ikke gør skade på hverken mennesker eller miljø.
Vi som forbrugere kan ikke skabe en omvæltning af tøjindustrien, men vi kan måske gøre noget for at føle os mere trygge, når vi køber tøj. Tidligere model og indehaver af vintageshoppen Collect23 Julie Blichfeld, døjer selv med forbrugerskam og dårlige samvittighed, når hun køber nyt tøj. Hun mener, det er vigtigt, at dele nogle af de erfaringer hun selv har gjort sig.
“Jeg tror et nøgleord er relevans. Som forbruger skal man stille sig selv det spørgsmål, hvad har den her ting af relevans for mig. Det er ikke fordi man skal stoppe med at købe ting”, siger Julie Blichfeld og fortsætter:
“Det er det her med, at du som forbruger kan sige: det giver mening for mig at investere i. det her stykke tøj eller de sko. Og på den anden side, at du som brand kan sige: det her tøj eller den her taske, den kan jeg godt sende på markedet med god samvittighed”, siger Julie Blichfeld.
Det handler altså om omtanke og relevans. Men det er to begreber, der kan tolkes meget individuelt. Derfor mener Julie Blichfeld også, at der skal lovgivning til. Og så tror hun, at det vil have en effekt, hvis vi forbrugere får større indblik i, hvordan tøjet rent faktisk bliver produceret.
“Jeg synes man lovgivningsmæssigt, skal kigge på hvor meget tøj, der må blive produceret, og at en produktion skal leve op til visse standarder eller krav. Og i det mindste involvere forbrugeren i, hvordan det er produceret. Så vil nogen kigge på det og tage det til sig, og andre vil vende det blinde øje til.”
Mie Obbekær
