Det er slet ikke lige meget, hvilken af the big four – altså de fire medicinalfirmaer, der dominerer den globale vaccine-industri – der ender med at få et eventuel patent på udvikling og produktion af en kommende corona-vaccine.
Det kan tværtimod blive et spørgsmål om liv eller død for millioner af mennesker, særligt i den fattige del af verden, hvor de nationale sundhedsvæsener har minimalt med købekraft, og derfor kan komme til at ende sidst i køen, når en vaccine mod corona-viruset forhåbentligt vil gøre det muligt at undgå, at sygdommen medfører alvorlig sygdom og død.
For der findes ikke en ensartet industristandard indenfor medicinal-industrien, når det gælder social ansvarlighed – det der også kendes som Corporate Social Responsibility (CSR).
Hvilket ansvar virksomhederne tager for at sikre, at fattige befolkninger kan få råd til deres vacciner, er tværtimod meget forskelligt.
“Der er ingen industristandard, det varierer meget fra virksomhed til virksomhed”, siger Alex Kong, der er forsker ved Access to Medicines Foundation.
Som Danwatch tidligere har fortalt, domineres vaccineindustrien af fire store medicinalvirksomheder, GlaxoSmithKline, Sanofi, Pfizer og Merck & Co, der tilsammen står for omkring 80 procent af det globale vaccinesalg.
Medicinalindustrien som helhed får ofte kritik efter flere eksempler på at have solgt livsnødvendig medicin, fx. HIV-medicin, med en særdeles høj profitmargin også i fattige lande. Men der er store forskelle i de fire vaccinegiganters CSR-politikker.
Det gælder specielt indenfor områder som at fastsætte prisen på medicinen for at sikre adgang i fattige lande, og patentering af produkterne som kan hindre, at billigere kopimedicin kan være et alternativ.
GlaxoSmithKline har for eksempel en strategi, der prissætter og sikrer tilgængeligheden af 60 % af deres produkter i såkaldte prioritetslande, altså udviklingslande med et særligt behov for specifik medicin og vaccine.
Pfizer klarer sig på dette parameter dårligst af de fire, da kun 13 % af deres produkter i prioritetslande har en lignende strategi.
Det viser rapporten Access to Medicine Index 2018, som er en rapport udgivet af Access to Medicine Foundation. Rapporten rangerer de 20 største medicinalvirksomheder efter tilgængeligheden af deres vacciner og mediciner i lav- og middelindkomstlande.
GlaxoSmithKline og Merck & Co har politikker, der afholder dem fra at søge om, og gennemtvinge patenter relateret til sygdomme i udviklings- og lavindkomstlande. Det har Sanofi og Pfizer ikke. Dermed kan de to virksomheder potentielt sikre sig eneret til en vaccine, og samtidig styre prissættelsen.
Anna Massey fra Access to Medicines Foundation er særligt bekymret for de medicinalvirksomheder, der ser på fattige befolkningers adgang til vacciner og medicin som ren velgørenhed. Det øger nemlig ikke tilgængeligheden af medicin og vacciner generelt, men oftest kun i krisesituationer.
“Virksomhedernes investorer og interessenter forventer, at virksomhedernes strategier har målsætninger, der søger at forbedre tilgængeligheden af deres medicin og vacciner. Rapporten viser, at nogle virksomheders strategier har klare mål om dette, mens andre virksomheder blot donerer medicin i nødsituationer”, siger Anna Massey.
FAKTA
Vaccineindustrien domineres af disse fire aktører, der står for 80 procent af det globale vaccinesalg. Access to Medicine Index rangerer de 20 største medicinalvirksomheder efter tilgængeligheden af deres vacciner og medicin i lav- og middelindkomstlande. Her er rapportens vigtigste konklusioner.
60 procent af selskabets produkter er prissat for at sikre tilgængeligheden i prioritetslande.
Selskabet har en politik, der forhindrer dem i at ansøge om patenter relateret til sygdomme i udviklings- og lavindkomstlande.
Selskabet er involveret i 60 projekter der forsker i sygdomme, som industrien hidtil ikke har prioriteret.
29 procent af selskabets produkter er prissat for at sikre tilgængeligheden i prioritetslande
Selskabet har ikke en politik, der forhindrer dem i at ansøge om patenter relateret til sygdomme i udviklings- og lavindkomstlande.
Selskabet er involveret i 35 projekter der forsker i sygdomme, som industrien hidtil ikke har prioriteret.
13 procent af selskabets produkter er prissat for at sikre tilgængeligheden i prioritetslande.
Selskabet har ikke en politik, der forhindrer dem i at ansøge om patenter relateret til sygdomme i udviklings- og lavindkomstlande.
Selskabet er involveret i 19 projekter der forsker i sygdomme, som industrien hidtil ikke har været prioriteret.
28 procent af selskabets produkter er prissat for at sikre tilgængeligheden i prioritetslande.
Selskabet har en politik, der forhindrer dem i at ansøge om patenter relateret til sygdomme i udviklings- og lavindkomstlande.
Selskabet er involveret i 12 projekter der forsker i sygdomme, som industrien hidtil ikke har været prioriteret.
Selvfølgelig har de et socialt ansvar, det er dem der har ekspertisen og ressourcerne til at lave vaccinerne. Der er et moralsk argument for, at medicinalindustrien skal bidrage til at løse corona-krisen også i fattige lande
Andreas Rasche, CSR-ekspert og professor ved Copenhagen Business School, mener, at det er bedre for alle parter, at ansvarligheden bages ind i forretningsmodellen – og at det kan være rimeligt at forvente, at medicinalindustrien i en situation med en global corona-pandemi sælger vacciner uden profit i nogle lande, der har særlig stort behov.
“En integreret CSR-strategi er som regel mere langsigtet. Der er ikke noget i vejen med filantropi, men som regel er alle former for velgørenhed mere sårbar. Det er ofte det, der skæres ned på, når en virksomhed går hårde tider i møde. Når en CSR-strategi er en integreret del af forretningsmodellen, sikrer man en mere solid og ansvarlig tilgang”, siger han.
På kort sigt mener Andreas Rasche godt, at man kan man godt have en moralsk forventning om, at virksomheder tilsidesætter fortjeneste og under visse omstændigheder donerer vacciner. Men på længere sigt er virksomheder nødt til at have en fortjeneste for at overleve:
“Det er ikke en bæredygtig løsning (at tilsidesætte fortjeneste, red.), og bør kun ske i kritiske situationer. Langsigtede løsninger som partnerskaber mellem regeringer, internationale organisationer og virksomheder er mere bæredygtige”, siger Andreas Rasche.
Hos Læger uden Grænser fortæller de, at der er afgørende forskel på, i hvilken grad de store medicinalfirmaer er styret af hensynet til at skabe udbytte til aktionærerne.
“Medicinalvirksomhederne er meget forskellige i deres måde at drive forretning på. De store virksomheder er som regel drevet af at skabe størst muligt udbytte til deres aktionærer, men selv hos dem varierer det. Små- og mellemstore virksomheder, der støttes af offentlige midler, har som regel en anden tilgang”, siger Manuel Martin fra Læger uden Grænsers Access-kampagne.
Læger uden Grænser har også indvendinger mod Access to Medicines rangeringer af medicinalfirmaernes CSR-politik, siden de kun måler virksomhederne op mod hinanden, og altså ikke udfordrer industriens standarder.
“Access to Medicine index måler kun virksomhederne i relation til hinanden og ikke i absolutte termer. Derfor måles der heller ikke, hvor godt de kunne klare sig. Vi kæmper for en tilgang, der sikrer det globale sundhedsbehov og som beder medicinalvirksomhederne om aktivt at bidrage til dette. Det kræver mere gennemsigtighed fra virksomhederne, og at patenter og intellektuel ejendom ikke udgør en hindring for adgang til medicin”, siger han.
Jacob Dahl Rendtorff er professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet. Også han mener, at man må forvente et samfundsansvar fra vaccine-giganterne – men at der følger en masse dilemmaer med kravet.
“Selvfølgelig har de et socialt ansvar, det er dem der har ekspertisen og ressourcerne til at lave vaccinerne. Der er et moralsk argument for, at medicinalindustrien skal bidrage til at løse corona-krisen også i fattige lande”, siger Jacob Dahl Rendtorff.
Men virksomhederne skal også tjene penge, der kan bruges på forskning, når nye sygdomme rammer.
“Det er et dilemma med meget medicin, at det handler om liv og død. Argumenterne imod, at de skal bidrage på denne måde, med mindre profit, er, at de også skal tjene penge til fremtidig forskning og udvikling. I medicinalindustrien er der meget forskning og udvikling, der ikke bliver til noget, og det er en dyr process. Hvis priserne falder, kan det betyde, at medicinerne bliver dårligere i fremtiden”, siger han.
Men Jacob Dahl Rendtorff gætter på, at medicinalvirksomhederne vil være åbne for at sænke prisen på en corona-vaccine til fattige lande.
“Jeg vil tro, at det samfundsmæssige pres vil være så hårdt, at de må være åbne for at sænke priserne for ikke at tabe for meget goodwill. Netop fordi der også tidligere har været så meget kritik af medicinalindustrien, og at de prissætter for eksempel HIV-medicin for højt, så folk i lavindkomstlande ikke har råd til medicinen”, siger han.
Andreas Kaas Wium Pedersen