“En ødelagt ventilator” er den simple titel på en ny libanesisk kortfilm, der for nyligt fik premiere på verdens største kortfilmfestival i Clermont Ferrand i Frankrig. Men måske er den arabiske titel “Før det store kollaps” i virkeligheden mere sigende for filmens fortælling om Libanons økonomiske sammenbrud, og de mennesker der gennemlever det.
I kortfilmen møder vi den 42-årige arbejdsløse libaneser Adel, som bor med sin kone, tre børn og sine forældre i en lejlighed i Byblos nord for Beirut. Mens Adel drikker sin morgenkaffe og følger med i nyhedsoplæserens ordstrøm om landets igangværende økonomiske kollaps, står hans kone op. Hun har fået nok af ligge vågen om natten i den fugtige sommervarme, og hun er træt af, at ventilatoren ikke virker længere.
Det får Adel ud på en mission for at finde et job i et land, hvor 78 procent af befolkningen nu lever under fattigdomsgrænsen. Adel finder ikke noget job, i stedet får han en bureaukratisk reprimande på et kommunekontor for at have hængt plakater op med reklame for sine færdigheder.
Ventilatoren bliver et symbol på alt det, der ikke længere fungerer i Libanon. Og at enhver, der prøver at fixe landets problemer, vil støde ind i en uoverkommelig mur af udfordringer.
I et interview med Danwatch reflekterer instruktøren af “En ødelagt ventilator”, 30-årige instruktør Assaad Khoueiry, over, hvordan den økonomiske krise har efterladt en hel generation af libanesere uden håb for fremtiden.
Og hvordan filmkunsten både kan fungere som en slags eskapisme fra virkeligheden og samtidig være den eneste måde at udtrykke sin frustration over den virkelighed, man flygter fra.
Jeg nægtede at acceptere realiteterne, så filmkunst og fiktion blev den eneste måde, jeg kunne udtrykke mig selv og sige, hvad jeg virkelig havde brug for at sige. Det var den eneste kunstform, som gav mig muligheden for at udtrykke mig selv
“Da jeg begyndte at arbejde på En ødelagt ventilator ville jeg først og fremmest lave en film om hverdagslivet i Libanon. En film, der reflekterer den virkelighed, vi lever i”, siger Assaad Khoueiry, da Danwatch møder ham på en café i centrum af den franske by Clermont Ferrand, der årligt er centrum for verdens største kortfilmfestival.
“Jeg ville gerne vise, hvordan vi libanesere har glemt, hvordan det er at være lykkelig, og hvordan det eneste formål med vores liv er blevet at brødføde os selv og vores familier”, siger Khoueiry.
Libanon har siden 2019 oplevet en af de værste økonomiske kriser, som noget land i verden har oplevet siden midten af 1800-tallet ifølge Verdensbanken. Flere faktorer spiller ind i landets økonomiske kollaps, men særligt den korruption, der gennemsyrer den politiske elite, har været med til at forårsage den økonomiske krise, som har forværret landets elektricitetskrise og efterladt store dele af landet i konstant mørke, når solen går ned.
Den 17. oktober 2019 gik tusindvis af libanesere på gaden og protesterede mod landets politikere, der prøvede at forbedre Libanons økonomi ved at opkræve højere skatter på benzin, tobak og sågar WhatsApp-opkald. Det blev dråben for de i forvejen hårdt ramte libanesere.
Protesterne varede i flere måneder og omtales stadig som “revolutionen” i Libanon, selvom den på mange måder endte med at blive en mislykket en af slagsen. Særligt hvis succeskriteriet for en revolution er at omvælte det herskende system.
“Da revolutionen kom den 17. oktober 2019, tænkte jeg et kort øjeblik: ‘Hvad gør jeg med filmen? Jeg har allerede filmet den’. Vi var i postproduktionsfasen”, siger Assad Khoueiry om en tid, som mange libanesere troede ville ændre alt.
“Jeg troede virkelig i en kort periode, at alt ville blive bedre. Der var en optimisme blandt libanesere, som jeg ikke har oplevet før i mit liv. Men der skete det omvendte. Jeg havde aldrig forventet, at alle aspekter af samfundet ville blive nedbrudt på denne måde efter revolutionen”, fortæller Assaad Khoueiry, der derefter fandt på filmens originaltitel “Før det store kollaps”.
I 2020 - året efter at Khoueiry blev færdig med at filme - skrumpede Libanons BNP med 20 procent. Samtidig er den libanesiske valuta liraen kollapset. Inflationsraten sidste år var på knap 225 procent, og libaneserne har mistet deres opsparinger i banken. Og så ramte den ultimative katastrofe landet den 4. august 2020, hvor Beiruts havn eksploderede, ødelagde store dele af hovedstaden, sårede tusinder og dræbte 217 mennesker.
“Jeg er generelt en meget positiv person, men for at være ærlig ser jeg intet håb længere. Selv hvis der er noget håb langt ude i fremtiden, så kommer det ikke til at materialisere sig i min levetid. Det er meget langt væk”, siger Assad Khoueiry om situationen.
Assad Khoueiry er vokset op i provinsbyen, Nahr Ibrahim, nord for Beirut. I barndommen blev filmkameraet en måde for Khoueriy at flygte fra virkeligheden omkring ham. At se dagligdagen gennem en linse var som et beskyttende skjold mod den bitre realitet, forklarer Khoueiry.
“Fra en tidlig alder var jeg opmærksom på, at vores land manglede ting, som man tog for givet i andre lande, herunder elektricitet, en ordentlig infrastruktur og en fungerende sundhedssektor”, siger han.
“Det påvirkede mig meget, så jeg begyndte at benægte virkeligheden og at distancere mig selv fra den. Jeg nægtede at acceptere realiteterne, så filmkunst og fiktion blev den eneste måde, jeg kunne udtrykke mig selv og sige, hvad jeg virkelig havde brug for at sige. Det var den eneste kunstform, som gav mig muligheden for at udtrykke mig selv”, forklarer Khoueiry.
Og det var også sådan, han fandt inspirationen til sin seneste film om en arbejdsløs familiefar, der ville gøre alt for at få et job, så han kunne købe en ny ventilator til sin kone.
“Jeg så, hvordan fattigdom og arbejdsløshed spredte sig omkring mig. Jeg så plakater overalt med folk, der bad om arbejde. Selv folkeskolelærere efterlader deres telefonnumre på papirer og hænger dem op rundt i byen”, siger Khoueiry på cafeen i Clermont Ferrand om sin idé til filmen.
Tilbage i Libanon er der ikke længere regelmæssige protester. De fleste demonstrationer mod landets politiske elite døde ud under covid19-epidemien, hvor der pludselig også var andre hensyn at tage. Assaad Khoueiry forklarer, at det ikke kun var coronaen, der satte en stopper for demonstrationerne, men at det til tider kan føles som om, at den økonomiske krise er så altomfattende, at folk ikke længere har tid eller overskud til at protestere.
“Folk er virkelig trætte. De har meget at tænke på. De har heller ikke tid til at protestere, fordi de er nødt til at tænke på hverdagsproblemerne. De er nødt til at skaffe mad og betale regninger. Vi har mistet håbet for fremtiden. Vi har ikke længere råd til at drømme”.
Kortfilmen ‘En ødelagt ventilator’ (A Broken Fan) havde i slutningen af januar verdenspremiere i Clermont Ferrand. Den forventes at få premiere på flere filmfestivaler rundt i verden, før den udkommer online.
Florian Elabdi
