At blive eller ikke blive
Flere branchefolk mener, at tøjproducenterne er nødt til at genoverveje måden at producere især fast fashion på, fordi hensynet til indtjening vægtes langt højere end hensynet til de mennesker, der skal producere varerne.
Frederik Larsen fra konsulentfirmaet In futurum, der rådgiver danske virksomheder om social ansvarlighed, er en af dem.
“Lige nu regner mange virksomheder med, at de ikke behøver at gøre noget i forhold til deres produktion i Kina. Der er indtil videre kun nogle få store brands, som har fået ørerne i maskinen, så de fleste regner med, at de går under radaren” siger han.
En af de store virksomheder, der rent faktisk er kommet i klemme er H&M, som tidligere på året har erklæret, at de fremover ikke ønsker at anvende bomuld fra Xinjiang – et skridt, der har fået det kinesiske kommunistparti til at opfordre kinesiske forbrugere til at boykotte det populære brand og myndighederne til at fjerne H&M fra kinesiske handelsportaler.
Hvordan H&M i praksis har tænkt sig at undgå bomuld fra Xinjiang, så længe store dele af deres tøj produceres i Kina, er uklart.
Frederik Larsen mener, at den eneste måde at være 100 procent sikker på, at den bomuld man bruger, ikke er plukket af tvangsudsendte uighurer, er at undlade at source bomuld fra Kina.
“Opskriften på at undgå at medvirke til tvangsarbejde i Kina er at droppe kinesisk bomuld og etablere en kortere leverandørkæde, som man har styr på”, siger han.
Menneskeret eller mammon
Men det er ikke bare Kina, der er problemet, det er selve måden at producere på, som er forkert, mener Frederik Larsen
“Det store problem i tøjbranchen er, at mange virksomheder søger at få den bedste kvalitet til den billigste pris og derfor er villige til til at se gennem fingre med forholdene der, hvor deres varer bliver produceret”, siger han.
“Så længe vi bliver ved med at producere så billigt og hurtigt som muligt, er der ikke grundlag for at sikre en etisk forretning. Det er den indstilling, der skal ændres”, siger han og opfordrer den danske tøjbranche til at bruge problemerne med tvangsarbejde i Kina til at genoverveje deres forretningsmodel.
“Lige nu er det i Kina, der er store problemer der bliver belyst. For ti år siden var det Bangladesh, der var problemet og før det et andet sted. Der bliver ved med at være problemer, fordi det er forretningsmodellen, der er noget galt med,” siger han.
“Det er vigtigt at tage fat om roden af problemet, ellers bliver de her sager ved med at poppe op.”