Mineprojekt kan afgøre Grønlandsk valg: Kvanefjeld kan få følelserne i kog

6. april skal grønlænderne stemme om, hvem der skal sidde på magten i Grønlands Landsting. Valget handler blandt andet om fremtiden for det omdiskuterede mineprojekt, der vil udvinde sjældne jordarter på Kvanefjeld.

Nedenfor Kvanefjeld ligger Narsaq. En by med 1.700 borgere, der ved et mineprojekt håber på økonomisk fremgang, men frygter den miljøkatastrofe, der kan følge med mineaffaldet.

D. 27. januar fik to grønlændere en ide, de selv syntes var sjov.

De to mænd var på vej ud og spise frokost i byen Narsaq og foran dem havde de udsigt til det omstridte Kvanefjeld, hvor et australsk mineselskab vil udvinde sjældne jordarter og uran. Stemningen omkring mineprojektet var meget alvorlig i Narsaq, hvor dele af borgerne frygter de miljømæssige konsekvenser af projektet, og hvilken betydning det kan få for områdets fåreholdere. De to kollegaer besluttede, at de ville lette stemningen.

De åbnede Facebook og gik i gang med at optage en livevideo, hvor de jokede om Kvanefjeld: Hvad nu hvis vi brugte uran fra Kvanefjeld til at lave en fårebombe, foreslog den ene.

Få timer efter blev manden hentet af politiet, der også ransagede hans hjem i jagten på fårebomber, fortæller han selv til KNR.

Politiet fandt ikke noget. Alligevel valgte politikere fra Grønlands selvstyre at blive væk fra Narsaq, da der en uge efter var høring om mineprojektet på Kvanefjeld.

“Jeg ville ikke være kilden til utryghed blandt borgerne”, sagde Jens-Frederik Nielsen, der var formand for det lille regeringsparti Demokraatits og naalakkersuisoq (en slags minister) for råstoffer til KNR.

“Vi besluttede derfor, at det var bedst for høringsprocessen, at vi blev væk i første omgang”.

Høringsprocessen blev udskudt, men balladen om Kvanefjeld var langt fra ovre. Få dage senere meldte Jens-Frederik Nielsen ud, at Demokraatits ikke længere ville være en del af regeringen. Det ledende parti, de grønlandske socialdemokrater i Siumut, kæmpede med interne stridigheder – og partiets vaklen i spørgsmålet om Kvanefjeld var “en af grundene til, at vi forlader koalitionen”, fortalte Jens Frederik Nielsen på et pressemøde. Demokraatits beslutning bragte regeringen i undertal og tvang dem til at udskrive valg d. 6. april.

Efter seks uger med valgkamp nærmer valget sig, og Kvanefjeld spiller stadig en stor rolle. Flere partier har meldt ud, at de enten ønsker at stoppe mineprojektet eller afgøre dets fremtid med en folkeafstemning. Det er blevet tydeligt, at fjeldet ikke bare gemmer på tonsvis af sjældne jordarter, men også på nogle meget stærke følelser. Kvanefjeld er fuld af håb om selvstændighed, frygt for miljøkatastrofer og en splittet folkesjæl.

FAKTA

Partiernes holdning til en mine på Kvanefjeld

Atassut: Neutrale, men håber på en folkeafstemning
Demokraatit: Støtter mineprojektet
Partii Naleraq; Vil sætte en stopper for mineprojektet
Siumut: Støtter mineprojektet, såfremt at det ikke påvirker miljøet negativt
Inuit Ataqatigiit: Vil sætte en stopper for mineprojektet
Nunatta Qitornai: Støtter projektet så længe Råstofloven bliver overholdt

Et afgørende øjeblik

En forårsdag i 2013 sad Aleqa Hammond i et mødelokale i København. Aleqa Hammond var lige blevet valgt som landsstyreformand, og nu var hun omgivet af mere end 30 udenlandske journalister, der spurgte til Grønlands drømme om et råstofeventyr. 

Aleqa Hammond talte om kolonitid, hjemmestyre og hendes drøm om en fremtid, hvor FN erklærer Grønland for selvstændigt, og det grønlandske flag hejses over hele verden. Da flere af journalisterne ville vide, hvordan det skulle lade sig gøre, var svaret klart:

“Minedriften bliver afgørende for vores økonomiske uafhængighed”, sagde hun ifølge Kristelig Dagblad.

Fire år forinden i 2009 havde Grønland fået selvstyre og efterfølgende hjemtaget de grønlandske råstoffer, så Grønland i store træk selv kunne bestemme, hvad de ville gøre med værdierne i undergrunden. Det var dog Aleqa Hammond, der for alvor skulle sætte gang i drømmen om en mine på Kvanefjeld. 

I oktober 2013 fik Aleqa Hammond med et snævert flertal afskaffet den nultolerance, der i Grønland havde været over for at lave miner, der udvandt uran. Dermed kunne det australske mineselskab Greenland Minerals for alvor sætte gang i arbejdet, der skulle bane vejen for en mine, der gravede uran og sjældne jordarter op af Kvanefjeld.

Samme år brugte Lill Rastad Bjørst en del tid i Narsaq. Hun var ph.d. i arktiske studier og i gang med at undersøge debatten om mineprojektet på Kvanefjeld.

“Det, der gik op for mig, var, at folk ikke som sådan var imod minedrift og nogle havde positive erfaringer, fordi de havde set, hvor meget der var blevet tjent på tidligere miner i Grønland”, fortæller Lill Rastad Bjørst, der nu er lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet og stadig forsker i grønlændernes forhold til mineralerne i deres undergrund.

I 2013 havde Lill Rastad Bjørst svært ved at finde folk i Narsaq, der var deciderede modstandere af projektet. I stedet håbede folk på, at det kunne vende udviklingen i regionen, hvor det gik dårligt med andre erhverv, og folk flyttede væk.

I markedsføringsmaterialer iscenesatte Greenland Minerals sig selv som byens redning. Sammen med grønlandske politikere skabte mineselskabet en logik, hvor udvindingen af Kvanefjelds mineraler var lig med job, der var lig med en bæredygtig økonomi, der var lig med uafhængighed for Grønland, skriver Lill Rasted Bjørst i en artikel i det videnskabelig tidsskrift The Extractive Industries and Society.

“Denne fortælling er så dominerende, at den har ændret minedrift i Grønland til minedrift for Grønland”, konkluderer Lill Rastad Bjørst i artiklen og tilføjer, at det har skabt en dominerende fortælling, “hvor minedrift er den eneste vej til udvikling”. 

Mere end en drøm?

Det grønlandske råstofeventyr har ikke materialiseret sig endnu. I mellemtiden har Greenland Minerals ifølge dem selv brugt 400 millioner kroner på at forberede og gennemgå hver en lille detalje af projektet. De har sendt den ene miljøvurdering (VVM-redegørelse) efter den anden til de grønlandske myndigheder – og fået dem tilbage med besked fra myndighedernes rådgivere om, at der var yderligere spørgsmål, der skulle besvares. 

Men i december 2020 lykkedes det endelig. Greenland Minerals fik godkendt deres miljøvurdering, som vi efterfølgende har gennemgået på Danwatch.

Mineprojektet skal, hvis det bliver godkendt, løbe i 37 år, hvor der hvert år skal udvinde 30.000 tons sjældne jordarter. Greenland Minerals regner med, at minen vil skabe 750 arbejdspladser til Narsaq og mere end 50 milliarder kroner i selskabs- og udbytteskat til Selvstyret. De første 75 millioner i skatteindtægter om året vil selvstyret få lov til at beholde selv, og derefter skal halvdelen af indtægten modregnes i det bloktilskud, som Danmark giver til Grønland. Dermed vil Danmark kunne få en stor gevinst ved projektet, mens Grønland vil rykke nærmere selvstændighed, argumenterer Greenland Minerals.

Men samtidig med godkendelsen af miljøundersøgelsen er en usikkerhed og kritik af mineprojektet vokset frem i Narsaq og resten af Grønland. Idet årene er gået, har modstanderne af projektet haft tid til at mobilisere sig, fortæller Lill Rastad Bjørst. 

Samtidig er det kommet frem, at minen vil give mere end 100 millioner tons affald, herunder radioaktive stoffer som thorium og uran. Affaldet skal placeres i en sø bag to 45 meter høje dæmninger – og modstanderne frygter konsekvensen, hvis dæmningerne, der skal står der i al evighed, ikke holder. 

Det er den slags tvivl, og de spørgsmål, der følger med, som skulle håndteres ved de offentlige høringer, der efter de første møder blev udskudt til juni på grund af valg og frygten for fårebomber. 

Greenland Minerals har på sin vis kastet sig ind i valgkampen. De har bragt helsides annoncer i Grønlands største avis Sermitsiaq, og når man går ind på mediernes hjemmesider, bliver man mødt af bannerannoncer, hvor Greenland Minerals fremhæver mineprojektets betydning for Grønland og den grønne omstilling under overskrifter som “Nye muligheder, nye håb”.

Og tv-stationen KNR har efter et påbud fra Grønlands Departement for Uddannelse, Kultur og Kirke, fjernet en reklamefilm fra Greenland Minerals, fordi den ifølge departementet indeholder “politiske anskuelser”. Det mener Greenland Minerals er censur:

”Vi formidler helt objektive facts, som ingen reelt bestrider om minens bidrag til det grønlandske samfund og minens sjældne jordarter, der skal sikre verdens grønne omstilling. Det budskab bliver kaldt politisk, og så må borgerne åbenbart ikke høre det. Den form for censur i Grønlands største medie er jeg bekymret over”, lyder det fra John Mair, der er direktør i Greenland Minerals.

At grave efter håb 

Valget har en stor betydning for mineprojektet. Ikke bare fordi det er selve projektets fremtid, der er på spil, men fordi det har ændret måden, man i Grønland taler om det. Før var debatten teknisk og handlede om specifikke dele af mineprojektet og miljøundersøgelsen. Nu handler det i stedet om de store ting, der kan være svære at sætte ord på. Ifølge lektor på Københavns Universitet Frank Sejersen har valget givet “et sprog og en ramme”, hvor den grønlandske befolkning bedre kan tale om de følelser, der er forbundet med Kvanefjeld.

Jeg tror, at der er nogle samfundsmæssige momenter, hvor man stopper op. Det er perioder, hvor man tør og kan sige noget og blive lyttet til, for der er rammen en anden, fordi det handler om, hvad for et samfund vil vi have, hvor skal vi bevæge os hen ad. Hvad er bedst for os, hvem er vi?” forklarer Frank Sejersen, der er antropolog og har brugt årevis på at studere det grønlandske samfunds forhold til den mineralholdige undergrund.

Undervejs er Frank Sejersen kommet frem til, at minedrift handler rigtig meget om netop følelser. De er, som han siger, klistret til alt i processen: Når Greenland Minerals siger, at alt er gennemført efter bogen og gennemgået af førende eksperter, forsøger de at skabe tillid. Når modstanderne af projektet fokuserer på problemerne med uran, forsøger de at skabe bekymring. Og når politikere taler om arbejdspladser, skatteindtægter og – som Aleqa Hammond gjorde i sin tid – økonomisk uafhængighed, forsøger de at skabe håb.

Jeg plejer at sige, at en af de vigtigste teknologier i minedrift er håb. Uden det kommer der slet ikke noget op af jorden”, forklarer Frank Sejersen.

Når det grønlandske selvstyre og Greenland Minerals taler om deres håb for fremtiden kan det til tider virke som en slags flirt, forklarer Lill Rastad Bjørst, der også beskæftiger sig med de følelser, som er forbundet med miner i Grønland.

“Som i en flirt mellem potentielle partnere opstår en fortælling om, at hvis vi to var partnere ville der ske en masse godt”, forklarer hun.

Der er bare ingen, der ved om drømmene og håbet vil blive til virkelighed.

Den fjerne fremtid og fortid

Det er altså flirteri og guldgraverdrømme i storskala, der bærer mineprojektet på Kvanefjeld frem. På den måde vil der altid være det, som Frank Sejersen kalder “merværdi” forbundet med et mineprojekt. Merværdi kan være, hvordan en mine bidrager til selvstændighed eller det gode liv, eller hvilke problemer den skaber for tryghed eller folks forhold til naturen.

Frank Sejersen tager ikke stilling til, om hverken drømme eller mareridt om Kvanefjelds fremtid er reelle. Eller hvad der er bedst for Kvanefjeld. Så vidt han er orienteret, har Greenland Minerals kørt alt efter bogen og fulgt processerne til punkt og prikke. Han understreger til gengæld, at processerne og miljøredegørelsen ikke kan rumme de følelser, som folk har i forhold til mineprojektet på Kvanefjeld. 

“De spørgsmål, som befolkningen forholder sig til bliver fragmenteret trykket ned i nogle tekniske spørgsmål, fordi det er det, som mineselskabet og miljøundersøgelsen skal svare på. Men det, som folk tænker på, har de ikke særlig store muligheder for at adressere. Det er langt større end det, en miljøundersøgelse skal gøre”, forklarer Frank Sejersen.

I den forbindelse får tid en særlig rolle, da nogle af følelserne rækker meget langt ud i fremtiden. Minen vil have en konsekvens, der eksisterer lang tid efter, Greenland Minerals har forladt Kvanefjeld. For affaldet vil stadig ligge i søen bag de 45 meter høje dæmninger.

“Så det strækker sig langt ud over minens og de nuværende beboere i Narsaqs eksistens. Så der opstår et kæmpe vakuum, man skal tage stilling til”, siger Frank Sejersen.

Imens viser den forskning, som Lill Rastad Bjørst har lavet, at kampen for at definere fremtiden, ripper op i gamle sår, hvor grønlænderne har følt sig overhørt og været tilskuere i deres eget land.

“Det hvirvler op i gamle følelser om, hvordan det var at blive koloniseret. Derfor bliver det mere smertefuldt, end mineselskabet forstår”, forklarer hun.

På den måde handler det om stærke følelser, fremtid og fortid, når grønlænderne den 6. april sætter deres kryds og er med til at afgøre fremtiden for minen på Kvanefjeld.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down