Nu er det ikke kun hvide mænd, der skal lave film om oprindelige folkeslag

I mere end hundrede år er hvide mænd rejst ud og vendt hjem med film om oprindelige folk verden over. Nu kræver flere og flere filmfestivaler og filmskabere, at de stopper op og måske endda stopper helt.
Selvom Jannik Splidsboels film Drømme fra Ødemarken var udtaget til hovedkonkurrencen på en af verdens fineste dokumentarfilmfestivaler, Visions du Réel, kunne han ikke få den vist på filmfestivaler i Australien, Canada eller USA, hvor der fortsat lever oprindelige folkeslag.
Still fra Jannik Splidsboels film Drømme fra Ødemarken

Derfor skal du bruge 10 minutter på denne artikel:

Mindst en gang hvert år blusser debatten op om, hvem der må lave film om oprindelige folkeslag. Her i Danmark rasede den igen i august, da filminstruktør Kenneth Sorento ikke kunne få vist sin film på filmfestivalen ImagineNative, fordi han er hvid. Men er det overhovedet muligt at lave en film, som oprindelige folk kan se sig selv i, hvis ikke man selv er en del af et marginaliseret folk?

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Still fra Jannik Splidsboels film Drømme fra Ødemarken

Da Jannik Splidsboel i 2018 færdiggjorde sin dokumentarfilm Drømme fra Ødemarken, om aboriginere i nutidens Australien, forventede han, at den ville lægge australske filmfestivaler ned. Han havde haft unik adgang til at skildre livet i en landsby for aboriginere, og det var aldrig før lykkedes australske filmskabere selv at komme så tæt på.

Men han skulle blive klogere. Der var nemlig slet ingen fra Australien, der ringede. 

Så kunne man jo tænke, at filmen var dårlig, og at filminstruktøren bare følte sig overset, men sådan hænger det ikke sammen, forklarer Jannik Splidsboel:

“Min film blev jo udtaget til en række festivaler, og den havde verdenspremiere på en af verdens fineste dokumentarfilmfestivaler, Visions du Réel, hvor den var udtaget til hovedkonkurrencen”, siger Jannik Splidsboel. 

Men flere festivaler i lande, som huser oprindelige folk,, som Australien, USA og Canada, ville ikke modtage en film om en oprindelig kultur, hvis ikke filmskabere også selv var fra den kultur. 

“Og det er et problem, fordi det betyder også, at der ikke er plads til kritiske røster og spørgsmål udefra”, siger Jannik Splidsboel.

Derfor efterlyser han en debat om, hvad , der med hans egne ord gør, at han “som verdensborger og interesseret i andre folkefærd ikke må tage ud og fortælle en historie om og med dem”.

“For det er jo et problem, hvis ingen vil købe vores film”, siger Splidsboel og tilføjer 

“Og det er et problem, hvis vi ikke kan få lov at holde en screening i Australien, hvor folk kommer og ser filmen, og vi bagefter kan tale om, hvorfor den her film pisser folk af og hvorfor er det i høj grad hvide australiere, der bliver vrede og ikke aboriginere”, siger han. 

“De eneste, der fortæller historier om oprindelige folk, bør være os selv. Der er også historier om andre folkeslag end mine egne, jeg ikke fortæller”

Jessica Lea Fleming, filminstruktør Tweet

“Bare lad være”

Netop debatten, om hvem der må lave film om hvem, og om hvide overhovedet bør lave film om oprindelige folkeslag, blusser med jævne mellemrum op i Danmark. I august beskrev den danske filminstruktør Kenneth Sorento, hvordan han oplevede, at hans film, Kampen om Grønland, ikke blev antaget af den canadiske ImagineNative filmfestival, fordi Kenneth Sorento var en hvid mand. 

Det fik sociale medier i Danmark til at ramme kogepunktet. “Det er racisme,” lød det i Fagbladet Journalisten fra instruktør Tom Heinemann. “Filmen dømmes ude, før de har set den, er min opfattelse”, sagde Sorento selv i en artikel i Jyllands-Posten.

Men tre uger siden trak Kenneth Sorento alligevel sine udtalelser tilbage og forklarede, at han slet ikke burde have sendt filmen til ImagineNative. Festivalen tager nemlig udelukkende imod film, der er lavet af personer med rødder i oprindelige folkeslag, og her falder Kenneth Sorento altså udenfor.

En, som til gengæld har fået optaget en film på ImagineNative festivalen, er Jessica Lea Fleming. Hun nedstammer fra henholdsvis Skotland og Métis folket – et oprindeligt folk, der har hjemme primært i Canada. Hun er prisvindende filminstruktør, og så er hun en af dem, som mener, det kun bør være oprindelige folk, der fortæller deres egne historier.

“Både fordi de gør det mest respektfuldt, men også fordi at oprindelige folk i mange århundrede ikke har haft lov til at dele deres kulturer, historier og traditioner. Nu da der plads til, at vi kan dele de her ting, er vi nødt til at have kontrollen med, hvad det er, der deles”, siger hun.

Så er du af dansk oprindelse, bør du altså som udgangspunkt ikke lave film om for eksempel grønlændere, mener hun.

“De eneste, der fortæller historier om oprindelige folk, bør være os selv. Der er også historier om andre folkeslag end mine egne, jeg ikke fortæller”, siger hun.

Noget af det, Jessica Lea Fleming oplever står i vejen for oprindelige folk, når de vil bidrage til de film, der bliver lavet i Canada, er det godt gamle glasloft. De mangler repræsentation i fagforeningerne og i interesseorganisationerne, siger hun, og de mangler kapital:

“Det her handler ikke om manglende talent eller evner, men det handler i høj grad om muligheder og at have adgang til muligheder. Indtil filmskabere med oprindelig baggrund har samme muligheder, som ikke-marginaliserede har, så kommer vi til at kæmpe for retten til at fortælle vores egne historier”. 

Adspurgt, hvordan hvide alligevel kan skabe film om oprindelige folk, udbryder hun, “Bare lad være”, men bløder så alligevel lidt op:

“Folk skal bare virkelig overveje, hvorfor det er, de gerne vil lave de her film, og om det egentlig er dem, der er de rigtige til at gøre det”.

Drømme fra Ødemarken

The Kimberly i det vestlige Australien er hjemsted for flere mindre aborigine samfund. Her har den danske instruktør Jannik Splidsboel haft adgang til at film livet. Filmen er tilgængelig on demand.

Andre fortæller historien

Sonia Boileau opdagede, hvor vigtigt det var med filmskabere, der selv var en del af oprindelige folkeslag, da hun var 11 år gammel. Som en del af et lille Mohawk-samfund i Quebec oplevede hun, hvordan hendes folk blev centrum for massiv national mediedækning af den såkaldte Oka-krise, hvor Mohawk-befolkningen insisterede på at beholde retten til noget land, som kommunen ønskede at udlægge til golfbaner:

“Vi blev fremstillet så ensidigt som de onde. Og det var den måde, jeg blev præsenteret for mit eget folk – og den måde, jeg endte med at opfatte os i mange år også”.

Den opfattelsen holdt, til hun som teenager så en film af filmskaberen Alanis Obomsawin om Oka-krisen. Den film fik hende til at indse, at oprindelige befolkninger også kunne fortælle deres egne historier, og at det var muligt at vise virkeligheden fra en anden side, end den, der normalt vises i medierne. 

“Indtil for nyligt var 99 procent af alle film om oprindelige befolkninger skabt af personer, som ikke havde rødder i oprindelige befolkninger. Og det er så tydeligt, at de her film mangler viden og ikke har gjort sig umage med at undersøge oprindelige folks vilkår. Så de endte med at vise en masse stereotyper”, siger Sonia Boileau.

Men modsat Jessica Lea Fleming er hun ikke helt så stejl, når hun bliver spurgt, om det kun er personer med rødder i oprindelige befolkninger, der bør lave film om deres eget ophav. Men hun forstår godt, at mange filmskabere med rødder i oprindelige kulturer siger offentligt, at de har brug for rum til at fortælle deres egne historier:

“Jeg mener dog, at vi skal bygge broer. Og det er det at skabe film et smukt værktøj til. Derfor har jeg heller ikke noget imod, at hvide fortæller historier med oprindeligt indhold eller har karakterer fra oprindelige befolkninger, så længe det bliver gjort i samarbejde med det samfund, som de portrætterer”, siger hun. 

Men det kræver noget af de hvide filmskabere, der ønsker at samarbejde om at lave en film om oprindelige befolkningsgrupper. Sonia Boileau har et par gode råd:

“Byg langvarige forhold til de her mennesker, før I begynder at filme. Og lyt til dem hele vejen igennem processen, så du ikke bare kommer tromlende med en vision, der måske slet ikke ligner deres virkelighed. Det skal føles som et reelt samarbejde. Og sørg for at få respekt fra samfundet. Ikke bare én person i samfundet”.

Hvem laver film?

I perioden 2017-2019 var næsten halvdelen af alle filminstruktører (45 pct.), der blev udtaget til at vise deres film på en af de top-10 nordamerikanske filmfestivaler, hvide mænd.

26 pct. af instruktørerne var ikke-hvide mænd, 17 pct. var hvide kvinder, og 12 pct. var kvinder med anden hudfarve end hvid.

Også deres film

Egentlig ville Jannik Splidsboel gerne samarbejde med lokale om sin film. Det er for eksempel billigere at bruge lokale tonemestre, end at flyve en ned fra Danmark.

Ret hurtigt fandt han dog ud af, at han slet ikke kunne få lov at komme til at filme aboriginerne, hvis han havde australiere med på settet. De havde simpelthen for ofte været ude for, at hvide australiere lavede film om dem, som var negative. Han ville også gerne arbejde sammen med en aboriginer og fandt en medinstruktør, der var aboriginer. Men i løbet af optagelserne faldt medinstruktøren ned i et massivt misbrug.

“Jeg føler ikke, jeg er fløjet ind i Australien og har påduttet aboriginerne en film. Jeg har spurgt, og de har tænkt sig om. Jeg spurgte dem, hvem der ville være med, og hvad de gerne ville fortælle. Så det er ikke kun min film, men også deres film”.

Alligevel oplevede han, at filmen blev ignoreret i Australien. Han mener, at det blandt flere ting skyldes, at de hvide australiere har en berøringsangst over for at beskrive systematisk undertrykkelse af det aborigine folk. Og så peger han på det, han kalder en underlige krænkelsesparathed: 

“Der er mange, som siger, at “nu har I hvide privilegerede danskere fået lov i mange år. Nu er det vores tur.” Og det er der jo ikke nogen, der siger, at det ikke er. Men er det ikke bedre, at jeg tager ud og er med til at lave en film, end at den ikke bliver lavet? Jeg mangler en mere løsningsorienteret debat end at man bare ikke vil vise film, der ikke er lavet af oprindelige befolkninger”.

Indtil for nyligt var 99 procent af alle film om oprindelige befolkninger skabt af personer, som ikke havde rødder i oprindelige befolkninger. Og det er så tydeligt, at de her film mangler viden og ikke har gjort sig umage med at undersøge oprindelige folks vilkår. Så de endte med at vise en masse stereotyper

Sonia Boileau, canadisk filmskaber Tweet

Hvem taler?

En af dem, der, uden at have talt med Sonia Boileau, har fulgt hendes råd om at lytte, er danske Christian Vium. Han er lektor i antropologi ved Aarhus Universitet og har arbejdet indgående med portrættering af oprindelige befolkningsgrupper i sit forsknings- og fotoprojekt Temporal Dialogues, som senest var udstillet på Moesgaard Museum i Aarhus i 2018.

Her rejste han til Sibirien, Australien og Amazonas for at finde efterkommere til personer portrætteret af hvide videnskabsmænd i perioden 1870-1920.

“Og så har jeg talt med dem om, hvad det er, de ser i det oprindelige materiale, og hvordan de forstår materialet, og så har vi sammen på baggrund af de samtaler prøvet at lave nogle nye billeder og nye optagelser, som går i dialog med det oprindelige materiale. På den måde udfordrer de nogle af de stereotyper og repræsentationer, der er i det oprindelige materiale”, siger Christian Vium.

Projektet, siger Christian Vium, er vigtigt, fordi vi ikke hører meget fra de befolkningsgrupper, der er blevet afbilledet i videnskabeligt materiale. I stedet viser billederne i højere grad, hvordan de hvide videnskabsmænd så på de mennesker, som de rejste ud og fandt:

“Der er alle mulige interessante eksempler på, hvordan fotograferne har projiceret deres eget menneskesyn ind i billedet. Der er for eksempel i materialet fra Australien mange billeder af kvinder i kontrapost – kvinderne skyder altså hoften ud for at se yndefulde ud – som vi kender fra den vestlige kunsthistorie. Men det er ikke noget, de selv har valgt, men noget fotografen har bedt dem gøre”.

Men selvom de originale arkivbilleder, som Christian Viums projekt tager udgangspunkt i, er taget for over hundrede år siden, er der stadig stereotyper uden hold i virkeligheden, der lever videre. Derfor gentager han også, at man som hvid skal huske at lytte, når man arbejder med oprindelige folk.

“Det er vigtigt, at fokusere på, hvem det er, der taler. I stedet for, at det er mig, der kommer ud og objektificerer mennesker, som man måske tidligere har gjort, skal det være en dialog. Og det er interessant at undersøge, hvordan den samtale tager form, og hvordan man kan arbejde med at det bliver en god samtale”, siger han.

Jeg føler ikke, jeg er fløjet ind i Australien og har påduttet aboriginerne en film. Jeg har spurgt, og de har tænkt sig om.

Jannik Splidsboel, dokumentarfilminstruktør Tweet

Hvem har ansvaret?

Jannik Splidsboel er ikke blind for, at der er nogle ting, som er ved at ændre sig i filmbranchen. Han forstår godt dem, som siger, at de hvide mænd ikke skal have patent på at fortælle andres historie. Det synes han heller ikke, de skal, siger han. Men samtidigt føler han, at ansvaret ikke alene ligger hos ham:

“Jeg kan heller ikke tage ansvar for, at filmskolen i Danmark ikke uddanner personer, som har andre baggrunde. Jeg er filminstruktør. Det kan jo ikke blive mit ansvar. Når jeg tager ud og arbejder, så tager jeg ud og leder efter dem, der kan arbejde virkelig godt, og som er med på det projekt, som jeg har”, siger han og tilføjer så alligevel:

“Jeg er også blevet klogere. Jeg vil ikke fremover rejse ud og lave film i Sydindien med et helt rent dansk hold. Selvfølgelig er jeg blevet klogere. Så skal jeg også involvere folk fra Indien. Hvis debatten skal føre noget positivt med sig, må det være, at vi skal samarbejde på tværs af landegrænser fremover”.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.